En arabisk forårsvulkan, der venter på at eksplodere

Radikal Islam* har længe været undertrykt i Mellemøsten/Nordafrika, og resultatet er til at forudsige. Det svarer til at undertrykke en vulkan. At undertrykke en vulkan betyder bare, at når den eksploderer, så gør den det med et brag.

Der var sikkert mange, der gik og troede, at det der skete i Iran i 1979 var et engangstilfælde, eller i Algeriet og Gaza ditto. Man fjerner en undertrykker, og så bliver der demokrati og frihed. Det som ser vi nu - senest i Egypten - viser kun, at vi intet har lært af historien.

Det viser, at vi ikke har fløjtende formemmelse af, hvad Islam er for en størrelse.

Forståeligt nok. For det er verdenssyn, der er i skarp kontrast til vores eget. De briller, vi ser på tilværelsen med, opfatter simpelthen ikke naturen af Islam.

Det har aldrig været realistisk at holde Islam fra magten i Mellemøsten, og det bliver det heller aldrig.

Hvad man end mener om de neokonservative i USA, så havde de ret i den påstand, at der venter den vestlige verden en ny lang kold krig, der kan vare i over et århundrede.

Dette var dog udtalt og udtænkt på et tidspunkt, hvor USA fremstod som den ubetinget mest suveræne militære magt i verdenshistorien. Man kan med rette spørge, om den overlegenhed har vist at holde stik i virkeligheden, og om den fortsat vil være der, om 50 år?

Konsekvenserne på langt sigt er, hvis vi er heldige, en ny kold krig, der når som helst kan konverteres til en varm.

Hvis vi er heldige, så falder dette monster af tanker fra den mørke middelalder sammen under dets egen vægt.

Hvis vi er uheldige, så bevares den kolde krig ud over dette århundrede og Europa falder i Islams hænder, for modsat kommunisterne under den kolde krig, så har vi banet vejen for Islam i Europa med masseimmigration.

Hvis vi er rigtig uheldige, så samles Mellemøsten i et nyt kalifat - et martyr kalifat - Hamas gange tusinder. Lad os ikke glemme, at Hamas faktisk er den Palæstinensiske gren af det Muslimske broderskab, det broderskab, som Ritzau kalder "moderat".

Lad os ikke glemme, at det Muslimske broderskab ikke er modstander af Jihad og terrorisme. De er modstandere af Al-Qaidas strategi med at angribe USA på et tidspunkt, hvor Islam end ikke evner at besejre Israel og i øvrigt er afhængig af vesten, hvad angår våben.

Dette synspunkt er udtrykt klart i det Muslimske broderskabs fremmeste ideologs, Yusuf Qaradawis, bog "Priorities of The Islamic Movement in The coming Phase, hvor han skriver:

The Muslim Nation has not carried out this compulsory defensive duty, (Israel og øvrige "besatte" lande") so how can it talk now of offensive jihad? (Mod den del af verdenen, der endnu er underlagt Islam)

Second: offensive jihad, to those who advocate it, is removing the forces that block the path of Allah's servants and have taken it upon themselves to prevent Muslims from conveying the Word of Allah to people.

Third: we depend on others for military power. Those against whom we want to launch our offensive jihad are the same people who make all sorts of weapons and sell them to us. But for them, we would be unarmed, defenseless and unable to do anything!

That being the case, how can we talk of launching offensives to subject the whole world to our Message, when the only weapons we can muster are those given us by them and when the only arms we can carry are those they agree to sell us?

Det drejer sig altså ikke modvilligheden mod krig, men om at vælge ens krige med omhu.

Yusuf Qaradawi er en af de mest kendte islamiske teologer, hvis ikke den mest kendte. Hans tv-program om Islam på Al-Jazeera har 60 mio. seere. Hans website, Islamonline.net er det sjette mest besøgte af websites med islamisk indhold. Han går også for at være "moderat", trods taler som denne, der giver Hitler baghjul.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilket verdenssyn, fremtidsvision, disse islamister har - inklusive det muslimske broderskab. Så læs nedenstående tale af Khaled Mashal, der er leder af Hamas:

The Nation of Islam Will Sit at the Throne of the World and the West Will Be Full of Remorse When It Is Too Late

Following are excerpts from an address given by Hamas leader Khaled Mash'al at the Al-Murabit Mosque in Damascus. The address was delivered following the Friday sermon at the mosque and was aired on Al-Jazeera TV on February 3, 2006.

“times of victory and glory will be upon our nation, and the West will be full of remorse, when it is too late.”

“Tomorrow, our nation will sit on the throne of the world. This is not a figment of the imagination, but a fact. Tomorrow we will lead the world, Allah willing. Apologize today, before remorse will do you no good. Our nation is moving forwards, and it is in your interest to respect a victorious nation.”

“Our nation will be victorious. When it reaches the leadership of the world, and controls its own will decisions”

Khaled Mash'al: We apologize to our Prophet Muhammad, but we say to him: Oh Prophet of Allah, do not be saddened, your nation will be victorious.

We say to this West, which does not act reasonably, and does not learn its lessons: By Allah, you will be defeated. You will be defeated in Palestine, and your defeat there has already begun. True, it is Israel that is being defeated there, but when Israel is defeated, its path is defeated, those who call to support it are defeated, and the cowards who hide behind it and support it are defeated. Israel will be defeated, and so will whoever supported or supports it.

you are fighting the army of Allah. You are fighting against peoples, for whom death for the sake of Allah, and for the sake of honor and glory, is preferable to life. You are fighting a nation that doest not tire, even after a 1,000 years of fighting. Today, you are facing peoples filled with faith, with the love of Allah, the love of Allah's Prophet, with bravery, glory, and pride – a nation that knows its way, a nation that knows what it is, a nation that respects itself. How can you possibly defeat us?

Når man kender Islam, så bliver man immun, frustreret ja, men overvejende immun over for anklager som islamofobi.

Jeg har fuld forståelse for de Chamberlains, der helst vil drømme og vifte med deres lille papir med "peace in our time". Chamberlain var oprigtig, da krigen kom i 1939 døde han kort efter af sorg, vurderede hans nære venner.

Jeg kan personligt ikke dele en optimisme, baseret på en romantisering og fornægtelse af virkeligheden, virkeligheden er virkelig brutal, og virkeligheden er, at Islam der i århundreder har måttet lide under dens egen svaghed, med at blive skaltet og valtet med af stærkere magter (Vestlige imperier). Den Islam vil vende tilbage i dette århundrede med, som man siger på engelsk - a vengeance.

(* Radikal Islam set fra mit synspunkt: bogstavtro islam i alle afskygninger - modsat verdslig islam, der ikke tager 1400 år gamle ord for helt pålydende)

Det er bankernes skyld - og det er bankernes skyld

Har vi et eget ansvar? Eller er alting bare andres skyld?

Samfundets, bankernes? Tonens, bankernes? Politikernes, bankernes?

Tidens syndebuk er bankerne. Det er nemlig bankernes skyld. Og det er bankernes skyld. For det er nemlig bankernes skyld, at vi har en finanskrise, mener et kvalificeret flertal af befolkningen.

De lånte nemlig penge ud til højre og venstre, og leder man længe nok, så kan man utroligt nok også finde grelle eksempler på dårlig kreditstyring. Er det ikke utroligt, man kan finde dumme bankrådgivere med dumme beslutninger?

Man kan tilmed finde banker, aggressive, der ikke kunne få udlånsvækst nok og lånte til brådne kar og spekulanter. De er dog et fåtal - selv blandt banker.

Jeg bliver så træt af den dumhed, der vifter med åndssvage skilte, flagrer truende med lange rastalokker mod Wall Streets formodede gyldne døre. De mener, at de taler de svages sag, men i virkeligheden pisser de op og ned af ryggen på de personer, der er blevet hårdest ramt af finanskrisen, nemlig finansfolk.

Personer, der var så naive at have en tyrkertro på fremskridtet og nu har mistet hele deres formue og sidder tilbage med bundløs gæld. Selskaber der gik fra flyvende til styrtende på kortere tid end Air France AF 447 på vej til fest i Rio de Janeiro. Shit Happens, men vi indregner det sjældent i prognoserne eller ferieplanerne.

Nu skal Wall Street oven i købet havde skylden for, at det gik galt. Men det var ikke deres skyld. Det var dem som købte og solgte boliger. Dem som solgte boligerne ville have mere og mere, og de som købte dem, de gik med på at betale mere.

Hvad skulle bankerne have gjort? Meldt ud: "Nej Hansen, det er vores holdning, at ejendomspriserne er for høje nu, så vi vil altså ikke låne flere penge ud til ejendomskøb." Havde de gjort dette, havde de ikke tjent penge på dem, som faktisk kan betale deres bolig selv til en oppustet pris, og de ville i den grad havde fået skylden for at boligboblen braste, hvis de valgte at skabe dårlig stemning på boligmarkedet og nægte at låne penge ud.

Men det er heller ikke boligkøbernes skyld. Det med at købe bolig er noget de fleste mennesker gør, for at de og afkommet kan have et sted at bo. Skulle de have været mere fornuftige? Skulle den økonomiske verden have været mere fornuftig og regnet ud, at den ikke holdt med boligprisstigninger på flere hundrede procent på få år?

Det kan man mene, men faktum er, at stort set alle var nogle "fjolser" og så ikke boligboblen komme, før den sagde bang.

Faktisk var der meget få personer, der indså, at boligboblen var ved at sige bum bang. En af dem var John Paulson, hvis mange venner i Wall Street troede han var helt galt på den langt ude i hampen. Den samme holdning kom fra de folk i ejendomsbranchen, Paulson & Co talte med. De betragtede John Paulson og hans højre hånd, som de glade amatører ud i boligmarkedet. Som John Paulson har sagt om den tid - fra 2005-2008 - Så var han i markant mindretal med hans analyse af boligmarkedet og kreditboblen.

"Hvis jeg siger tusind mod en, så var vi den ene," har han siden sagt til kommissionen, der undersøgte Finanskrisens ophav.

John Paulson tjente styrtende på hans væddemål mod boligmarkedet, og det meste af Wall Street ville ønske, at de havde set boligboblen komme og tjent lige så styrtende.

Hvis der er en skyld, så er det den tyrkertro, vi bærer inden i, der tror på, at verden - udviklingen - væksten - går fremad til alle tider. Det gør den ikke, og selv om den gør det, så kan man ende med at tage et for stort forskud på fremtidens glæder.

Vi har levet i pseudoboble af båret kunstig vækst, hvor man specielt tog forskud på fremtidens glæder på boligmarkedet. Det måtte gå galt, og det var ikke bankernes skyld.

Årsagen var den lalleglade optimisme, der gennemsyrede det hele samfund i nærmest totalitær form, der ønskede vækst, om den så var nok så selvindbildt. Men egentlig knap havde vækst uden at ty til kunstige boost i form af kreditter og boligboom. Spøgelsesvækst fremfor vækst af kød og blod. Læs specielt dansk økonomi, men også amerikansk, der er forvænt med høje vækstrater.

Bankerne står med håret i postkassen, og snart vil de gøre det i endnu højere grad, fordi de offentlige budgetter ikke kan finde ud af at omstille sig til realvækst, fremfor den tidligere fantomvækst.

Det er altså politikernes skyld? EUs skyld?

Nej, for hvem afholder dem egentlig fra at tilpasse budgettet de realøkonomiske forhold? Et flertal af befolkningen, der synes besparelser er mindst djævlens værk, og ham stemmer man ikke på til næste valg?

Så er det vel flertallets skyld? Eller er det?

Den næste krise vil også ramme bankerne, men vil den være "samfundets skyld", "politikernes skyld"? Og alles skyld. Bortset fra:

Har tyrkeren har skylden for sin tyrkertro?

Spørgsmålet er, groft sagt - sat på spidsen - og for at pæne mennesker skal ryste i chok og spilde kaffen - om idioten er skyldig i at ikke at tænke?

Idioten i det her tilfælde, med bolig og kreditboblen, var os allesammen, med få undtagelser.

Læs også dagens leder i børsen. Banker = Sorteper.

Og nu til det musikalske indslag:

Det er ikke en dag, der forandrer verden

Jeg ville egentlig have skrevet en klumme i går på ti-årsdagen for angrebet på World Trade Center.

Det hængende spørgsmål i debatten har været, hvad forandrede denne dag?

Set fra mit personlige synspunkt ændrede den ikke særligt meget, og den gjorde mig heller ikke til Islamkritiker.

Den eneste forandring, der indtraf den dag var, at jeg som så mange andre endte med en spirende erkendelse af, at Islam var ikke bare en dysfunktionel kultur, der skabte problemer i Mellemøsten, men en dysfunktionel kultur, der kan skabe krig og problemer i hele verden.

Som jeg skrev tidligere gjorde begivenheden mig ikke til islam-kritiker.

Jeg så skammen i muslimernes øjne, når jeg gik på gaden. De ærgrede sig i de fleste tilfælde lige som mig over, at en gruppe fanatiske galninge var gået så radikalt til værks.

Nej, det tog mig 2-3 år efter selve angrebet at blive islamkritiker. Og det skete ved at læse tusindvis af sider om Islam, ved at læse i Koranen og i hadithsamlingerne, ved at læse om den måde profeten selv førte krig på, hvordan han brugte drab på kritikere, som middel til at tystne kritiske stemmer, hvordan han angreb andre stammer, ofte jødiske og med tynde undskyldninger, alene for at kunne stjæle deres ejendom og i øvrigt førte jihad mod alt, der kunne krybe og gå.

Læs:

Hvem var Profeten Muhammad - Et studie i et dårligt eksempel på adfærd

Hvis du vil have den længere version.

Jeg indså med andre ord, at der ikke var en solid væg, der adskilte religionen islam fra gerningen den 11. september. 2001.

Da Beslan tragedien indtraf i slutningen af 2004, der kom angrebet ikke som en overraskelse for mig, men nærmere som en understregning af, at vi står over for en modstander, der ingen midler skyr.

Hvis man kan skyde børn i ryggen, så er man i stand til at gøre alt, inklusive at bruge a-våben, gift, etc.

På langt sigt kæmper vi ikke kun en krig mod terror, for den krig har USA! (ikke Europas soft-power) stort set vundet, det er ikke lykkedes at udføre lignende store angreb, Al-qaida har ikke fred og sikkerhed noget sted på jorden, hvor et dronefly kan flyve.

For de som er villige og i stand til at udføre sådanne er få, men de muslimer som tager koranen og traditionen på ordet, islamisterne, er ikke få.

Der venter en anden kamp på langt sigt, nemlig kampen om at undgå, at Europa bliver islamificeret og ender i sin anden mørke middelalder, hvor friheden og fritænkningen igen kues af religiøse mørkemænd.

Med dette mener jeg ikke, at vi får præstestyre alá Iran. Den katolske kirke var heller ikke den officielle magtinstans i den mørke middelalder.

Men jeg mener til eksempel, at religiøse mennesker vil præge gadebilledet og samfundet og lege selvbestaltet sharia-politi, chikanere kvinder der går uden tørklæde, chikanere mennesker, der ikke er muslimer. Kræve en officiel sharialov og praktisere sharia i det skjulte. Personer der kritiserer Islam vil blive chikaneret eller dræbt. Ja selv personer, som ikke gør det vil risikere at blive dræbt, som det sker i utallige lande med store muslimske mindretal, alene fordi de ikke er muslimer og skal vide, at der kun findes sikkerhed mod den slags, hvis man følger den rigtige version af islam.
Alt hvad der strider mod islamistisk dogmatisme vil blive bekæmpet.

Og de som forstår truslen vil være i mindretal, indtil det er for sent.

Det eneste vi kan glæde os over er, at vi ikke har råd til evig kædeindvandring via familiesammenførelser.

Når valget en dag faldet på velfærdsstat, eller fortsat kædeindvandring i tolerancens navn. Så vælger folket at beholde velfærdsstaten for sig selv.

Heldigvis.

Selv i de frelste multikulturelle rækker vil der opstå sprækker i idealismen.

Her er en tolerant radikal, hvis syn på islam blev ændre ved at bo i Gellerup:

Selvfølgelig ønskede jeg at lære noget om islam så jeg spurgte mig frem. Jeg fik at vide af ALLE – unge som gamle, kriminelle som pensionister – forretningsdrivende eller foreningsaktive, at muslimerne er kommet for at skabe et nyt samfund her i landet. Og de var helt åbne omkring det, ja stolte endda. For det bliver bedre end det gamle, sagde de. Og da jeg ikke har noget imod forbedringer, fortsatte flere af dem med at fortælle mig om sharialovens mange velsignelser. Straffedelen sprang de fleste over, men begreber som dhimmi (dvs ikke-muslimers retsstilling under sharia!), lærte jeg for første gang om oppe i Bazaren – og fik det siden bekræftet både i koranen og andre steder.

Og her er en SFer, som bor tæt på Mjølnerparken, der har mistet illusionerne om integration af Islam i Danmark.

Jeg bor selv i en ghetto , hvor jeg er medlem af bestyrelsen, og jeg mener, at SF har en nærmest naiv holdning i hele udlændingedebatten. Det vil være et kæmpeproblem, hvis De Radikale og SF går sammen og får store dele af regelsættet om udlændinge rullet tilbage,

Men det bliver stadig ikke en dag, eller et terrorangreb, eller erkendelse af Islams antidemokratiske natur, der kommer til at ændre holdningen til Islam og indvandringen af muslimer.

De færreste vil gide at studere religionen. De færreste vil få smidt virkeligheden direkte i ansigtet, som herren i Gellerup, og selv om de gør, vil de ikke alle vove at drage konklusionen til islams indflydelse på omstændighederne.

Det bliver maven, truslen mod levebrødet og ønsket om at beholde velfærdsstaten for os selv, der bliver udslagsgivende. Det bliver basale instinkter, der reagerer, både i stemmeboksen og på gaderne, hvis staten ikke formår at holde dem sikre.

9/11 forandrede meget for militæret, men ikke meget af vores måde at tænke på, eller af vores vanenatur.

En debat på to forskellige sider af en mønt

En mønt deler kun et fællesstræk, når den ses fra to forskellige sider, den er typisk rund.
Derefter kan man blive voldsomt uenige om indgraveringen på mønten, for den er ikke ens på begge sider.

Sådan er det også med debatten om Islam, den bliver diskuteret fra flere forskellige udgangspunkter, der ikke ser det samme.

Denne kommentar til Thilo Sarazzins bog er afslørende:

Germany is on the decline - at least according to Central Bank board member Thilo Sarrazin.

Primarily to blame, according to Sarrazin, is a failed immigration policy, with emphasis on the integration of Muslim immigrants. With their higher birth rates, he thinks Germany could become a Muslim-controlled nation in the long term, if no measures are taken to prevent such events.

Lad os nævne nogle mulighed motiver for, at man afviser denne mening fra Thilo Sarazzin:

1. Man tror ikke på, at muslimerne føder flere børn end tyskerne, hvilket ellers er ret let når tyskerne kun har født mellem 1,1 til 1,3 barn de sidste mange år.

2. Man tror ikke, at muslimerne bliver ved med at føde flere børn

3. Man har ikke matematiske evner til at indse, hvad en fødselsrate over 2,1 barn per kvinde vil betyde på sigt, endsige fantasi til at forestille sig, hvad en på over 3 børn betyder, selv når matematikken er tydelig.

4. Man betragter Islam som en hyggelig religion som alle andre, uanset om man næppe vil ønske at bo i særligt mange af de muslimsk dominerede lande, hvis man lige ligger hånden over hjertet.

5. Man tror, at vi nok skal begynde at føde flere børn.

6. Man tror på, at med tiden skal muslimerne nok blive som os, altså at integrationen vil blive langt bedre end den er i dag.

Lad os tage Tyskland. Først og fremmest er problemet ikke de relativt få muslimer i landet i dag. Hovedproblemet er, at tyskerne ikke føder flere børn. Faktisk føder 100 mødre kun omkring 60 nye mødre. og hvis de 60 mødre fortsætter i samme mønster, så føder de kun 36 mødre.
Ovennævnte regnestykke svarer til 1,2 barn per kvinde, hvilket naturligvis er 0,6 kvinde.

Den oprindelige tyske befolkning er skrumpet til 20 pct af den nuværende omkring udgangen af dette århundrede, hvis udviklingen ikke vendes. Husk at når gennemsnitsfertiliten per tyske kvinde er steget op over 1,3 barn per kvinde de sidste år skyldes det immigranters høje fødselsrate

Det gør så på sigt! den muslimske indvandring til hovedproblemet, det absolutte hovedproblem.
For på den her baggrund, vil muslimerne hurtigt bliver flertal og endda langt over det.
Allerede blandt de 0-5 årige er HER OG NU en tredjedel af børnene med immigrantbaggrund - Læg mærke til at procentandelen bliver stadig større, hvad gælder immigrantsbørn, jo længere du kommer ned i alderspyramiden. Den er størst blandt de yngste, hvilket det er fuldstændigt omvendt blandt den tyske befolkning, der er procentandelen størst blandt de ældste.

Indvandringen af fremmede i Tyskland sidste år var på over 600.000, dog ikke netto.

Jeg tror de færreste har fantasi til at forestille sig, hvad det vil betyde om 50 og 100 år.

Men det ville være totalt urealistisk, at forvente en dramatisk forandring i demografiske mønstre, ergo Thilo Sarazzin har fuldstændigt og frygteligt ret. Tysklands eneste chance er at i lynfart føde langt flere børn, eller hente immigranter ind fra andre lande end muslimske som modvægt.

Omvendt hvis man forestillede sig et status quo, hvor den muslimske befolkning aldrig blev større end 10 procent af befolkningen, fordi tyskerne og muslimerne fødte lige mange børn. Så ville problemet også på sigt være til at overse. Problemet bunder ikke i de nuværende problemer, men i at det bliver meget værre på langt sigt.

Derfor diskuterer vi nærmere tø mønter klistret sammen, hvor den på den ene side ser en gammel femøre, og den på den anden side ser, at det er en tyvekrone.'

Forskellen er horisonten, om man fokuserer på nu, eller om man fokuserer på hvad en udvikling, som den der er nu vil føre til på sigt.

I Tyskland er virkeligheden så simpel, at ingen optimisme er begrundet i fødselstallene og Tyskland vil åbenbart hellere dø, end lytte til en der giver en meget reel advarsel om et meget skæbnesvangert kommende problem.

For os er det ekstra uheldigt, for uanset hvad vi vælger, så bliver vi nabo til et muslimsk Tyskland, det vil sige vores tid som kuet af Tyskland vender tilbage with a vengeance.

Det er også derfor jeg råder andre til forlade Europa. Selv om Danmark skulle få vendt udviklingen og strammet op med hensyn til muslimsk indvandring, så er vi naboer til et stort land som Tyskland, der inden så længe og i vores børns tid får muslimsk flertal. Et andet stort land i Europa - Frankrig - er i samme båd. Det bliver i bedste fald højspændt og med masser af småkonflikter, i værste fald noget langt værre og det er uafvendeligt - løbet er kørt for Tyskland og Frankrig.

Det er for så vidt en fantasi, at Europa kan reddes. Det kræver så urealistiske løsninger, såsom totalt indvandringsstop og en integrationspolitik med jernhandsker, hvor man tager hårdt fat i tvangsægteskaber og kriminalitet, kvindens svage stilling og allermest urealistisk, at europæerne begynder at føde flere børn. Med en usikker og anæmisk økonomi forude, manglende social tryghed, er det i mine øjne allermest usandsynligt at europæiske kvinder begynder af føde færre børn, såvel som oprettelsen af solide muslimske parallelsamfund - ihærdige i at bevare sin religiøse identitet føder flere børn og atter flere børn.

I teorien kunne Danmark reddes, da vi har en nogenlunde høj demografi og en større villighed til at tackle problemerne. Men vi er kun et lille land og en del af EUropa.

Mit råd vil være, forlad den synkende skude i god tid.

Nogle store offentlige poster regeringen kunne kigge på

Omkring en tredjedel af den danske arbejdsstyrke arbejder inden for offentlige.

Udgifterne til offentlig arbejdskraft er steget med 33 pct. ( inflation i perioden lidt over 19 pct.) på ni år mellem 2000-2008 til 316.250 mio. kr. (eller 316 mia. kr.) og i dag har de angiveligt fået endnu et kraftigt nyk op af.

Overførselsindkomster har fået en tur op på 262.311 mio. kr. Vækst på ni år omkring 22,5 pct.

I alt 578,5 MILLIARDER kroner i 2008 tal -altså de absolut tunge poster i det offentlige budget.

Her kan man også omfordele, så dem med de højeste offentlige ydelser og lønninger skal betale mest, gå mest ned i indtægt. Det er jo det skattesystem vi hylder, så hvorfor ikke flytte princippet over på offentlige lønninger og overførsler i stedet for på skatten?
Man kan nå mere ved at afskaffe efterlønnen, end ved at nedsætte en allerede lav kontanthjælp, eller folkepension, såvel som man få større fordel af at fyre en offentlig medarbejder med over 500.000 i løn årligt, end en sundhedshjælper og man kan selvfølgelig kombinere mellem fyringer og lønnedgange.

I det offentlige tjener man faktisk mere end i det private og med en kraftig stigning på netop højtlønnede akademikere ansat i det offentlige, er det skel udvidet endnu mere.

Siden dengang og efter de her tal fra Danmark Statistik har lønvæksten i det offentlig faktisk været langt højere end tidligere.

En gennemsnitlig lønstigning på 11,3 pct. over de sidste to år.




Inflationen i ovennævnte periode har som sagt været på lidt over 19 pct.

Skær 15 procent væk af de her udgifter og vi kan først tage statsgælden, derefter regulere med skattenedsættelser.

Dermed bliver det også mere attraktivt at arbejde i det private, samt de dygtige medarbejdere vil være mere tilbøjelige til at søge over i de private.

Derefter parallelt med skattelettelser, skal der være begrænset lønvækst i en årrække.

Derudover kunne man indføre egenbetaling ved sundhedsydelser med loft på 1000 kr. årligt - for en anden løbsk post findes der.

Det er ikke uden grund, at vi har verdens dyreste offentlige sektor og så er den ikke blevet markant forbedret de sidste tyve år, blot blevet markant dyrere.

Dertil skal princippet om nulvækst i det offentlige de næste tre år gennemføres så vidt muligt.

Det var min alternative finanslov og selv om den er streng, vil den i første omgang kun fjerne væksten i den offentlige gæld. Ja det vil den ikke engang for 2010 og 2011, men når bedringen i den globale økonomi kommer, så vil den.

Skal vil stoppe væksten i den offentlige gæld, skal vi nærmere skære omkring 30 pct. af udgifterne til offentlige lønninger og overførsler væk. Fordi en del kommer jo tilbage gennem skatten og momsen, samt fyrede medarbejde vil i første omgang overgå til overførselsindkomster og ikke forsvinde ud af den offentlige kasse, omend de vil være billigere i drift.

Til gengæld vil denne plan bringe os i en position, hvor befolkningen kan få lidt af de kraftige nedskæringer i offentlig forsørgelse tilbage via skattelettelser på sigt. Og det her burde give et indblik i, hvor sindssygt stort det offentlige overforbrug er.

Den nuværende måde at løse problemet på, løser det slet ikke, men vi ender med en statsgæld på over 100 pct. af BNP. En sådan har vi inden for fem til 10 år med en kæmpe rente- gældsbyrde til følge, som kommer oven i de markante offentlige besparelser, vi under alle omstændigheder skal sluge en dag.

Savner stadig Nyrup

Socialdemokratiet er gået fra et parti, der omtalte SF som et hængekøje-parti, til et der ligger hængekøjen og fabulerer, mens skyerne driver forbi.

Alle børsnoterede danske virksomheder skal mindst have 40 pct. kvinder i bestyrelserne i 2014, hvis oppositionen vinder magten efter næste valg.

Modsætter virksomhederne sig kønskvoteringen, er Socialdemokratiet klar til at tvangsopløse virksomheder som for eksempel rederigiganten Mærsk.

Det fastslår ligestillingsordfører Julie Rademacher (S).

Jeg er ikke specielt begejstret for unge i politik, og jeg fristes til at sige, endnu mindre begejstret for unge kvinder i politik.

Ingen af delene er dog helt fair, da der findes kvalificerede blandt både unge og tøser. Men det er et fåtal.

Men det her forslag er hul i hovedet, og vil skade landet utroligt meget. Her er blandt andet hvorfor:

Man nævner igen og igen, at der er få kvindelige topchefer og bestyrelsesmedlemmer i Danmark. Så referer man til at kvinder udgør flertallet på mange uddannelser.

Her er det man skal gøre klart, at de fleste topchefer og bestyrelser ikke kun er mænd. De er typisk mellem 50-70 år gamle. Så man skal altså gå 30 år tilbage i tiden og spørge, hvor mange kvinder uddannede sig den gang, og hvad uddannede de sig til?

Man skal også spørge, og det skal kvinderne spørge om. Hvad har de mænd gjort de sidste 20-30 år for at kvalificere sig til den position, de sidder i nu.
Hvordan tænker de og hvor meget vil de ofre? Vil de lave en Lene Espersen? Eller bliver der krævet lidt mere af dem? Hvad er de kan, og hvad har de gjort for at evne det?

Der er ikke mange kvinder, der siger nej til en rigtig dygtig og kvalificeret kvinde, men de vil ikke have gavn af, at blive påtvunget en halvkvalificeret kvinde, der kun får pladsen, fordi de skal tage en kvinde.
Det vil kort sagt betyde flere fejl og virksomheder, det går skidt, eller som flytter ud i protest, og dermed færre kroner i den gyldne pung, som Socialdemokratiet mener har potentiale til mere offentligt forbrug, trods det, at den nuværende regering slår rekorden i offentligt forbrug, målt som andel af BNP.

Der er dømt dobbelthængekøje.

Ytringsfrihed og mafiametoder

Ulla kom mig i forkøbet, men jeg vil som undskyldning fremhæve, at jeg har brygget på denne post siden weekenden - det efter først sagen med Ditte Okmans "frivillige" afgang og så Ingemann Olsens "mystiske" afgang.

Ikke at forglemme ældre sager, hvor en anden rådgiver for Venstre kom til at kalde journalistmafiaen for dumme, da de overså Løkkes genistreg ved Hopenhagen med fuld grøn ble på.
Det var dumt, for det er en mafia, der kan svare igen med brutale metoder, men det var ikke en dum mening, det var en legitim mening.

Så var der en politibetjent, som kom til udtrykke frustration over, at friweekenden gik og affaldcontainer- og brændende bilers røg, da the usual gadeurolighedssuspects no 1. gik amok.

De skal i manges øjne alle havde den i mellemste mafia-gear, og lære at holde kæft skal de, og for at remse op, hvad man ikke må ytre sig for kritisk om, så er det blandt andet - men også langt mere omfattende - socialistiske hellige køer, som det offentlige og dets medarbejdere, miljø, journalister og perkere.

Og så naturligvis tilfældige kategorier af undertrykte mindretal, som naturligvis ikke indbefatter de få, som efterhånden tør sige deres mening, hvis de overhovedet eksisterer mere i rendyrket form?

Der er med andre ord lagt totalt tabulåg over ærlige meninger på en lang række områder, som gør, at folk knap tør mene noget.
Dette er opnået med mafiametoder: fyringer, fysiske sanktioner, altså noget der slægter mafiaen på, og ikke har det fjerneste med demokrati og ytringsfrihed at gøre.

Er der nogen, der begræder, hvad der sker, og faktisk har den mening, at det er helt forkert, så tør de knap sige det, men holder synspunktet i krogene og de lukkede cirkler, med folk de er sikre på, at de kan stole på.

Her taler vi ikke om pædofili, nazisme, kommunisme, islamisme og andre reelt forkastelige synspunkter, men om legitime synspunkter, der stiller spørgsmålstegn ved status quo og den faktiske virkelighed.

Resultatet af denne meningsdressur, er der og har et omfang, der er noget større, end de fleste mennesker med deres dukkede nakker kan se.

Stadig færre mennesker tør mene stadig færre ting, og det er vanvittigt forkert og skadeligt, i forhold til at vi udvikler os, diskuterer åbent og takler problemer, i stedet for at tabuisere dem på stribe.

Det er en feminisering af samfundet, på linje med at man ikke må slå en prut, for det hører ikke til det fine menneske, at det nu en gang i mellem er fuld af tarmgas. Hvilket sjovt nok, alle mennesker er!

Hele menings-tabu-menageriet burde tvangsindlægges til daglige ophold af flere måneders varighed i et godt skurvognsmiljø i Danmark. så ville de forhåbentlig regne ud, at blot fordi man siger sin mening, er man ikke nødvendigvis verdens farligste menneske og forsidestof i ugevis.

Jeg kan dog let forestille mig, at det ville være spildt, og skabe en forøget trang til at flygte ind i sine lille boble, hvor mennesker ikke er mennesker og virkeligheden ikke er virkelighed.

Hvad er hundrede procent sikkert, at fyre mennesker fordi de udtrykker en anden mening end den mafiosiske konsensus, det er riv-rav-ruskende forkert og omkring så anti-demokratisk, som det næsten kan blive, set bort fra tortur og total frarøvelse af rettigheder og ejendom.

Det er ikke de personer, som har udtrykt deres mening , der skal skamme sig. Selv ikke Ditte Okman. Det er meningsmafiaen og pressen og personer, der fyrer på grund af pres fra meningsmafiaen.

Og for at tage en hel anden vinkel på det, så frarøver det os muligheden for at vide, hvad mennesker faktisk mener, uden at de holder op med at mene det. Uden at de får kvalificeret modspil. Ingen har ret til at diskutere og tænke, ergo så fastfryser meningerne og kommer ingen vegne.

Blandede kommentarer til ugen der gik:

Det skabte åbenbart væsentlig furore da Sheikh Khalid Yasin besøgte Danmark. Manden har jo ytret noget i retning af, at det er ok at stene homoseksuelle.
Jeg kan kun hæve skulderen og tænke ja, hvad havde i forventet?
Det er igen fordi, vi ikke har fattet en hylende skid af, at Islam er en religion med en profet, hvis eksempel man skal følge, hvis man vil gøre sig håb om evig fryd i paradis. Så at bede Sheikh Khalid Yasin om at mene noget andet, er som at bede ham om at trodse profeten, hvad han sagde osv. Det er at bede ham om at risikere at ryge i helvede ved at lægge sig ud med hans profet og gud.
Hvis koranen havde sagt, at man skulle tilgive homoseksuelle for at ende i paradis, så havde Sheikh Khalid Yasin og andre muslimer, som tror det på mumbo jumbo i koranen og hadith, tilgivet homoseksuelle.
Det er der filmen knækker for os, vi kan simpelthen ikke tro, at andre mennesker tror på sådan noget.
Når der findes tolerante muslimer, så skyldes det, at de ikke tror på, at de ryger i helvede ved at handle anderledes end profeten anbefalede.

Hvilket bringer mig til næste spørgsmål. Fjordman. Han skriver for nogle dage siden, at spørgsmålet vi skal stille, er ikke, hvad der er galt med Islam? Islam ville ikke have en jordisk chance, hvis vi ikke gav den en. Spørgsmålet vi skal stille, er, hvad er der galt med os?
Jeg har bestemt ikke svaret, men jeg har forsøget på en delvis besvarelse.
Med kolonitiden og anden verdenskrig er meget besvaret. Med angst for os selv og hvad vi kan finde på, med skam over hvad vi har bidraget med.
Vi kan tage ydersiderne af denne, selvhad, fobi over for alt der lugter af glæde over ens egen kultur og stolthed over sit land og en tro på at ondskaben mest inde i den vestlige kultur.
Sagen i mine øjne er en helt anden. Den vestlige kultur er det bedste, der er sket i denne verden.
Vi har blot evnerne til at tromle hele verden flad, hvis vi vil det. Det vil vi heldigvis ikke og set med mine øjne skal vi være glade for at islamisterne ikke ejer denne evne, for de ville bruge den.

Det som er galt med os, er at vi ser spøgelser inde i os selv og andre mennesker.
Hvis nogen stemmer på DF sådan som over 13 procent af befolkningen gør, så er vi 'mindst' på vej til i retning mod nazismen. Man kan se på debatterne, i hvor høj grad dette syn eksisterer.
Mistanken om at DF vil tilsidesætte alle former for moral og nuancer, er ret så udtalt i bogstaveligste forstand.

Her er der nogle som bekræfter mistanken. De udgør et fåtal, men et fåtal som man lægger mærke til.

De er hooligans, vrede og hadefulde. Jeg mener personligt, at de er lige godt repræsenteret på begge fløje.

I mine øjne er de egentlig nihilister. De tror ikke på en skid og er ligeglade med stort alting. Det kompenserer de så for, ved at tro overdimensioneret og forskruet på en enkelt ting.
Racen, religionen, socialismen eller fodboldholdet.
De er for så vidt en tom skal, der kun kan blive fyldt af en intens følelse.

Jeg synes begge er lige problematiske, i mine øjne er venstrehooligans og fanatikere ikke bedre end højrehooligans og fanatikere. Jeg vil ikke bruge venstre og højreradikale, for det skal ikke være forbudt at tro stærkt på noget. Det skal være forbudt at ville tvinge det ned over hovederne på andre og bruge voldelige og totalitære metoder.

Hvis jeg skal sige det kort, så er grunden til at vi ikke kan håndtere muslimske fanatikere, vores egen fanatikere. Der deler verden op i sort og hvidt. Som hader på livet løs, hvad enten de nu hader muslimer, dem til højre eller venstre, eller hader vores egen kultur.

Og så er vi så konfliktsky og magelige. Vi er rige og forvænte. Vi evner simpelthen ikke konflikter, de fleste af os. Ønsker ikke larm og ramasjang og det er såmænd ikke så uforståeligt, vi skal bare erkende, at sådan fungere verden ikke altid.
Vi kan godt drømme, at løse problemerne i Afghanistan med pengegaver og blomster- bombe dem med penge, i stedet for at bruge penge på bomber, som vi så dropper. Sådan fungerer det bare ikke fuldstændigt. Det er en drøm og bliver aldrig andet. Mange af de fanatiske har tjent penge og kunne let tjene penge. Det er noget helt andet som driver dem. Noget det ville være synd at sige, at vi forstår.


Så hopper jeg til noget helt andet.

Ugebrevet A4 skriver forrige mandag, at flertal blandt danskere ønsker højere overførselsindkomster.
Jeg ville personligt ikke synes, at det nødvendigvis ville være en dårlig idé, de første tre måneder. Men vi taler ikke kun 150..000 danskere. Det bliver vel langt flere, for efterlønnere, revalidering, invalidepensionister osv. skal vel også følge med. For deres satser følger så vidt jeg ved dagpengene.
Da vi har omkring 900.000 på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder. Hvor vel kun omkring 100.000 er bistandsklienter, som vel også lige skal have en tur op ad.
Så taler vi 800.000. Lad os sige de får 1000 mere om måneden netto. Så taler vi 12.000 x 800.000= 9,6 milliarder kroner. Ikke meget i et budget på 633 milliarder kroner. Men der skal være en informeret debat, når vi taler så store størrelser. For vi taler rigtig mange mennesker, og som i nok kan regne ud, at de allerede fylder godt i det offentlige budget.

Hvis det er folkeviljen, sammen med så meget andet, så skal folket have det. Det kommer selv til at betale. Men det skal aldrig ske uden informeret debat, med omstændigheder på bordet.

53 procent var enige at satsen skal sættes, der var ikke sat beløb på. 24 procent direkte uenige.
LO-formand Harald Børsting mener at satsen skal op med 10-20 procent. Så taler vi mellem 1600 og 3200 brutto, vi taler over 20 milliarder.

Nu kan man sige, at det ikke er aktuelt, for på hver fløj, står der rigeligt med personer som trækker i hver sin retning. Inger Støjberg lover der ikke sker reformer, hverken op eller ned, i nærmeste fremtid.
Men når befolkningen står med så ringe informeret økonomisk indsigt i statens abstrakte pung, som ellers ikke er anderledes end den man har i baglommen , hvad angår tæring/næring princippet, så kan vinden skifte og det kommer til at koste gældssætning. Det er ikke det eneste område, der er stemning for større forbrug, kravene har en inflationsrate, der kører enhver økonomi i sænk.

Mere fra A4.

Den højt besungne kommunalreform, der jo skulle sikre mere effektivitet og spare arbejdspladser har ikke virket efter hensigten. 8500 flere ansatte administratorer, pressefolk, it-folk osv. er det blevet til.
I Sverige lavede de for nylig en undersøgelse af vækstraterne hos de forskellige grupper inden for det offentlige. De menige servicearbejder var ikke vokset, mens administrative var vokset med over 50 procent på ganske få år. En lignende undersøgelse her ville nok komme frem til noget lignende.

På finansministeriets hjemmeside, kan man så gå ind og læse om den offentlige gæld under "Hovedpointer fra Budgetoversigt 3, december 2009 ":

"# Fra 2008 skønnes statsgælden at stige med 213¼ mia. kr. til i alt 409¼ mia. kr. i 2010. Målt som andel af BNP skønnes statsgælden forøget med knap 12½ pct.-enheder fra 2008 til 2010. Dermed ventes statsgælden at stige meget for første gang siden 1997.
# Det offentliges finansielle nettotilgodehavende var i 2008 på 6,1 pct. af BNP. Tilgodehavendet skønnes imidlertid at blive vendt til en nettogæld på 1,8 pct. af BNP i 2010. "

Værd at bide mærke er gældens væksttempo og vi igen bevæger os mod nettoskyld. Men det er da korrekt, at der er lande i en langt værre situation, end vi er. Men omvendt findes der næppe større lande med større offentligt forbrug pro persona end Danmark. Det kan vende på få år og det mener jeg også det gør. Korthuset er stablet for højt.

Langballe anti-politisk-korrekt provo

Jesper Langballe har rigtig skabt røre i den politisk korrekte andedam.

Jeg er overbevist om at formuleringen er valgt præcis så den kunne skabe maksimalt furore.

Kjærsgaard krummer sikkert tæer over sine to præster, der ikke vil undlade at sige deres mening, på den måde det nu passer dem.

Men pointen er, at man har ret til sin mening, og man har også ret til at formulere den "kluntet".

I andre tilfælde er der ikke noget problem med såkaldte generaliseringer, for eksempel "danske kvinder snupper en fortrydelsespille". Hvor gud og hver mand er klar over at det ikke er alle som gør det. Langballes er selvfølgelig sat på spidsen, men således udstilles flyvskheden i andedammen:

"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."

Det er ren obstruktion af debatten, at man ikke kan påpege problemer med æresdrab, møddomskultur vs seksuelle overgreb og vold. Spørgsmålet er, at hvis formuleringen var mere præcis, eller for den sags skyld mere tåget og intetsigende, om det så ikke bare ville blive mødt med tavshed?

Måske foretrækker man egentlig bare det upræcise, eller at folk helt holder kæft? Allerhelst det sidste.

Æresdrab er et stort problem, ikke fordi mange bliver dræbt, men fordi mange bliver kuet af det.

Lige som blot et drab på Theo Van Gogh, trusler mod Rushdie, drab på forlæggere kan få bævre-ryste flokken til at forsværge alle former for islamkritik.

Det er ganske effektivt da blot tanken og truslen, får de fleste til at klappe i som østers.

For at slet ikke at tale om, at selv om pigen ikke risikerer æresdrab, kan hun blive smidt ud af familien med hele dens store netværk, der chikanerer hende og spytter efter hende på gaden, eller hvad de nu gør.

Og møddommen, det er ikke så længe siden det var fremme, hvordan unge muslimer udnyttede muslimske kvinder seksuelt.

Tvang og vold er en stor bestanddel af behandlingen af kvinder inden for den muslimske kultur. Det er rigeligt undersøgt i udlandet, vi burde undersøge på stedet hvor stort problemet er i Danmark.

Sådan burde disse udtalelser bruges. Lad os få det undersøgt, afklaret, kortlagt.

For at citere en muslimsk kvinde:

I min familie er alle ægteskaber til alle tider arrangerede, med mere eller mindre tvang involveret. For arrangerede ægteskaber handler om tvang, det er der ingen tvivl om.(…) Hvis vi ser bort fra de klassiske metoder såsom vold og isolation, så er tvang nemlig en temmelig snu størrelse med mange ansigter. ”

Tvang og ydmygelse har nemlig langt flere ansigter end vold og voldtægt.

Vi skal også have kortlagt, hvor mange der har fået genskabt deres mødom, der er trods alt kun ganske få tusinde unge muslimske kvinder i Danmark, og der er noget der tyder at relativt mange af dem har fået genskabt deres mødom.

Debatten er nødvendig, hvis det cirkus af tvang og kontrol skal ende. Og set bredt omfatter det sikkert så mange muslimske kvinder, at man med god grund kan generalisere.



Se også Eksistens betragtninger om Langballes artikel.

Og Polemikens: "præcision i løgnens tjeneste"

Min ærlige mening

Den betjent som skød en rambukbilist ihjel, fordi han kørte mod dem, viser sig at have skudt mod en sådan bilist før. Endda mod den dødes ven:

Ud over de skud, som mandag kostede en mand livet, affyrede betjenten også skud mod den 36-åriges gode ven i 2002.

Under en biljagt i Jyderup ved Holbæk blev den 25-årige ramt af to skud, som han dog overlevede. De to mænd havde ifølge avisen været venner siden, de var helt unge.

Den 25-årige blev dog dømt for vold mod politiet, fordi han bakkede den stjålne bil mod betjentene og truede dem med en skruetrækker.

Og statsadvokaten fastslog, at betjenten havde handlet korrekt.

Den 25-årige blev efterfølgende dræbt af et skud fra et haglgevær, da han opsøgte en 18-årig mand med et tæskehold.

Ligeledes har han gjort sig bemærket ved at:

To år senere blev betjenten igen undesøgt af statsadvokaten.

Ekstrabladet.dk skriver, at han kort før jul i 2004 blev fanget på videofilm, mens han under en anholdelse trampede en mand på halsen uden for et diskotek i Kalundborg.

Anklagen lød på grov politivold, men statsadvokaten frikendte ham.

Så er der nok nogle som tænker, her har vi en perfekt syndebuk for politibrutalitet. Jeg tænker helt omvendt, flere betjente som ham og gid de ville skyde noget mere. Gerne med gummikugler, strømpistoler og hvad man nu ellers kan mønstre af letvægts crowd og wachocontrol udstyr.

For politiet skal respekteres, ikke sparkes efter, spyttes efter, kastes sten efter eller køres ned. Er man anholdt, basta, så er man anholdt og det skal man føje - I 99,99999999 procent af tilfældene har man gjort sig fuldt fortjent til det.

Jeg vil langt hellere se en udvikling med langt flere sårede, eller dræbte - langt flere med brækkede arme, blå mærker, eller skoaftryk på halsen, end jeg vil se en udvikling, hvor urolige elementer slipper af med mere og mere. Og politiet ikke kan gribe ind før de er 50 med kampuniform og tåregas.

Der vil naturligvis flyde blod i en overgangsfase, indtil folk har regnet ud, at politiet skal man ikke spøge med.
Men der vil også flyde blod i stadig længere strømme, hvis politiet ikke griber hårdere ind over for visse afstumpede fænomener og sætter en stopper for pøbelterrorregimet.

Jeg ser selvfølgelig hellere, de får en tur med vandkanon og med shotgun med gummikugler, strømpistoler, end dum dum kuglerne. Men pebersprayen er ikke altid nok
De må for min skyld gerne udøve mere politibrutalitet.

Generation nå dada

Når jeg læser en klumme som denne her, så ligger det aldeles til højrebenet at hudflette hunkønnet af i dag.

Når jeg så ikke gør det, er det fordi, at nok kan den politiske korrekthed rende mig et vist sted. Men virkeligheden er mere broget og den største forskel ligger mellem individ til individ, fremfor mellem hunkøn og hankøn.

Og så er der den anden side af sagen. Det er jo ikke kun hunkønnene i dag, der er snotforkælede, forvænte, og går i små modesko.
Det er hel generation, som helt uvant i det dyrerige vi kommer fra, ikke er blevet oplært af deres forældre.
Det vi skal kunne er noget skolen står for, forældrene skal bare sørge for at vi har tøj på og får mad. Det er groft sagt.

Mange forældre går naturligvis videre det, og klæder deres børn ordentligt på til livet.
Men der er en tendens til at opdragelse og livsindhold, er noget børnene selv skal kunne finde ud af.
Kriser er noget de selv må definere, som når tøsen i klummen, der har rundet de tredive, går i spåner over ikke at have 7500 kroner til et par sko.

Det er både mænd og kvinder i min generation, som aldrig er blevet voksne, for ingen har lært dem at blive det.
Det med opdragelse og dannelse, livsstil, er noget vi selv skal definere. Det kan nogle godt finde ud af, og i teorien er det jo et demokratisk, progressivt projekt, når det virker!

Andre må kæmpe med den forlængede barndom, og stå i stampe menneskeligt, for at udtrykke det med manglende omsvøb.

Jeg er ikke fuldt til Ole Birk Olesen, eller Mark Steyns tanker. Men de skal have ret, når de har ret, og de har ret langt hen af vejen.

Hvor priviligerede er vi ikke, når vi kan surfe fra kvinde til kvinde, børnepengene kommer fra staten, når vi ikke har råd og verden går i grus, når vi ikke kan hente, lige det vi ønsker i modebutikken.

Ingen kan forestille sig mennesket lidt tilbage i tiden, være i stand til at sige. "Jamen i dag gider jeg ikke gå på jagt, for det regner." Eller; "jeg gider ikke spise vildsvin i dag, jeg vil hellere ha vagtler"
Omvendt så havde dette menneske ikke implicitte krav om at skulle have fladskærm, blankpoleret glasbord, læse magasiner dagligt, og en helt masse andet.

Men, vi har det godt i dag. Rigtig godt endda.
Det er der heller ikke noget forkert i, men jeg kan alligevel ikke helt frigøre mig fra tanken om, at denne bedste civilisation som verden har set, er også den mindst overlevelsesdygtige.

Der går en spændende diskussion i øjeblikket på Snaphanen, som jeg har fulgt på sidelinjen, om samme emne, dog kun i forhold til den dimension af problemet, som hedder Islam vs Vesten.

Jeg svæver selv et sted mellem nihilisme og optimisme. Jeg både tror - og tror ikke - vi har det, som der skal til for at overleve.
Måske er det bare sådan, at nogle individer har det og andre har det ikke?

Men fakta er som Mark Steyn så glimrende ridser op. Vi får ingen børn, så det bliver gamle mennesker uden formål og vilje en dag, mod masser af unge med formål og vilje.
Fakta er, at vi er konfliktsky som ind i helvede. Vi bukker og skraber - i hobetal - hellere for ondskaben, end vi konfrontere den.

Som enkelte kommentatorer påpeger, så lykkedes det aldrig muslimerne, at helt at knægte viljen til dissens, det lykkedes heller ikke kirken, eller kommunismen, det er aldrig lykkedes nogen.
Men det udelukker jo stadig ikke århundreder under åget, for det er lykkedes at skabe totalitære åg som varede århundreder og brugte de århundreder på at ganske vist forgæves at knække dissensens rygrad i alle afskygninger. Så sad de dog i al den tid ved roret.

Nej, jeg tvivler på, at vi har det som der skal til, når krisen kradser. Omvendt tror jeg ikke der er sket den store genetiske mutering endnu, det ligger måske under overfladen? Overlevelsesinstiktet, altså? Ikke helt bedøvet, ikke helt væk og overflyttet til den forkælede nutid, pakket ind i velfærdsvat og alt er andres ansvar.

Men hvis vi ikke forandrer nogle fundamentale ting, bliver det stadig gamle gråhårede vatnisser mod unge islamoprægede testosteronbomber, en revolution af samfundet som end ikke Lenin, eller Hitler kunne drømme om.

Og dette er jo kun et aspekt af udviklingen, økonomisk og åndeligt ser det ikke bedre ud.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine, eller græde. Være optimist eller pessimist.

Hvad alle vi harmdirrende gnavpotter godt vidste i forvejen

En australsk psykolog giver den kreative klasse kam til deres urban modefrisure:

Er du i dårligt humør?

Det skal du ikke være ked af - det er nemlig sundt.

En australsk psykolog har fundet ud af, at sure mennesker er bedre til at tænke klart, de er mindre godtroende og bedre til at tage beslutninger.

Professor, Joe Forgas, der er tilknyttet The University of New South Wales i Sydney, mener, at i modsætning til positive mennesker, der har tendens til at være mere kreative, så er negative personer mere opmærksomme, og de klarer sig bedre i pressede situationer.

- Positivt humør fremmer kreativitet, fleksibilitet og samarbejde, hvorimod negativt humør sætter gang i en mere påpasselig og forsigtig tankegang, hvor man lægger mere mærke til den ydre verden, skriver Joseph Forgas i undersøgelsen.

Freud kan rende og hoppe. Dette er for os gnavpotter og pessimister århundrets gennembrud inden for psykologien :P

Og hvorfor er det lige jeg tænker på K i Mark Steyns anekdote?

K, som da Mark Steyn konfronterede hende med en radikal muslim, som direkte sagde at han ønskede at udslette vantro, svarede: Jamen, "så må vi jo bare fordoble vores indsats for at integrere dem".
Hvilket naturligvis betød, jeg aner ikke, hvad vi skal gøre? Og jeg ønsker ikke at spolere min positive lille bobleverden ved at tænke over det.

Den kreative klasse er tiden mest over hypede fænomen, en boblemode, lidt lige som den overdimensionerede tiltro til Silicone Valley, der ledte til verdensomspændende økonomisk krise, da boblen brast.

Den her boble med Islam og dialog, eller ild og benzin, siger nok lidt mere bang, end alle de andre. Så er der slet ikke underdrevet, overhovedet ikke :) Kunne aldrig falde mig ind.

Husspetakler - ikke noget problem - videre

Hvis noget er husspetakler, er det godt det samme som et trægt politi, der helst ikke vil forlade kaffestuen - undskyld den grove karikatur, jeg ved skam godt de har travlt - altså vi taler om noget som er langt nede på prioteringslisten.

Et absurd tilfælde har jeg behandlet tidligere i den her post:

Grunden til jeg tager emnet op igen skyldes Lundin den anden - morderen af Lisbeth Nielsen og to andre kvinder.

For et år siden, var han tæt på at tage livet af en anden kvinde, sagen blev henlagt som husspetakler og selv om Politiet dagen efter fandt ud af mandens brogede fortid, skete der intet, ingen sigtelse og prøvelse ved retten, hvor selv banaliteter nogle gange bliver prøvet.

Politiet selv angiver, at de ikke kunne finde tegn på vold, hvilket de selvfølgelig skal kunne.

Men alligevel sidder jeg tilbage og tænker, den mand burde aldrig have gået frit omkring.
Det samme gælder personer, som selv uden at slå ihjel, gentagent begår grov vold.

Jeg synes dette er et klokkeklart eksempel på at forbryderen betragtes som mere offer, end hans ofre.

Jeg mener ikke at en grov forbrydelse skal give livstid, eller ubestemt tid.

Men begår man flere af dem, så skal de ved gud.

Fængsel og forvaring vil afgjort ikke skabe et bedre menneske i tilfældet Lundin, eller ham her og mange andre. Men det vil friheden heller ikke. Friheden vil blot gøre det lettere at stjæle andre folks liv, berøve hele familier for en kær, berøve børn for en moder.

Jeg tror ikke på nåde over for sådanne mennesker Jeg kan kun forestille at Lundin sagtens kunne give den som konverteret dydsmønster, hvis han havde frigivelse i udsigt.
Det er et træk hos en psykopat at hykle følelser og venlig charme.

Nej, bordet skal fange ved grove forbrydelser.

To mord eller mordforsøg.

Tre tilfælde af grov vold - Og man skal ikke ud før man går med stok, eller sidder i rullestol.

Selv ved mindre personfarlige forbrydelser skal der sættes hårdere ind ved gentagelser.

Først og fremmest skal rabatten i straflængde ryge, så man sidder den tid man bliver dømt.

Gentagne forbrydere skal ikke have rabat - de skal have stigende straflængder.

Personfarlige forbrydere skal kunne få forlænget deres straf, hvis de vurderes til fare for andre.

Nej, det hjælper ikke forbryderne, men det hjælper ofrene, skaber færre af dem.

Guide til solidarisk antisolidaritet

Hvis nu S/SF kommer til magten og får gennemført deres millionærskat. Så følger her en nok overflødig guide til, hvor man kan rejse hen:

De bedste skattely i OECD landene er naturligvis - ifølge Tax Justice Network - USA, Schweiz og Luxembourg.

Så videre til hvorfor det ville en egentlig solidarisk handling. Det ville det være, fordi den udvikling med at bruge flere penge og stadig flere penge reelt er allerede katastrofal. Og jo hurtigere vi indser dette, jo bedre.
Så hvis et pænt antal millionærer, højtuddannede og virksomheder faktisk trækker tæppet væk under den nye regerings politik via en udvandring. Det i et antal der ryster grundvolden og mærkes, så mener jeg faktisk man gør landet en tjeneste og giver det en mulighed for at indse nogle problemer og løse dem i tide.

Hvis ikke, tvinger det stadig regeringen til realøkonomiske tiltag.

Danmarks første seriemorder

Med forbehold for at der har været en før, så kalder man ham Danmarks første seriemorder.

Det er vel at bemærke tre mord begået på vidt forskellige synspunkter.

Det rejser et principielt spørgsmål, burde denne mand nogensinde havde været sluppet fri?

Det mener jeg ikke. Det bør afhænge af om det vurderes, man fortsat er til fare for andre eller ej.

Det er så muligt, det er sket i det her tilfælde, for det er muligt at i dømme forvaringsdom på ubestemt tid - hvilket kan være livstid.

Det burde han så også havde fået og i øvrigt bevaret, efter mord nummer to.

Dødsstraf skal vi i mine øjne aldrig have. Der er en teoretisk chance for at en morder bliver uskyldigt dømt.

Men forsvaringsdom for en mand, der har myrdet to gange, eller begået alvorlig vold flere gange - afgjort!

Update: Nu har han hængt sig selv, men han regnede vel også ud, at nu var friheden slut.

Det principielle spørgsmål forbliver.

Fattigdom?

Ny, frisk undersøgelse viser at de færreste danskere regner med fattigdom som et problem i Danmark.

Så kommer det dog:

Hver fjerde mener, at man er fattig, når man ikke har råd til at deltage fuldt ud i det samfund, man lever i, skriver politiken.dk.

Hvad er så at deltage fuldt i det samfund?

Er det biografen, eller weekendophold på et hotel? Er det når man ikke har råd til at drikke sig lammestiv ved baren, eller når man må spise leverpostej og rugbrød resten af måneden?

Hvis man bor billigt og lever uden udskejelser, så er selv en SU tilstrækkelig, ordentlig basiskost er egentlig ikke så dyr, hvis man handler i Netto:)

Det er klart man er sårbar over for store uforudsete udgifter, men så kan man jo forudsige dem, for de plejer at komme.

Flertallet peger så på 11.926 kroner før skat, i den Megafon-måling, som TV 2/Nyhederne og Politiken har fået foretaget.

Men det er da mange penge, hvis man ikke har en dyr husleje, eller børn. Klart det giver ikke det helt store loft til udskejelser hvis huslejen er pænt over 4000. Men lidt loft er der da, selv til at spare op til det uforudsete.

Selv om man tjener almindelig god løn, skal man stadig tænke over hvordan man bruger sine penge. Det er graden af omtanke, der forandres, men sulten går man ikke i seng og lever ikke helt uden at kunne købe en computer, eller cykel, eller et fjernsyn. Der er blot grænser for hvad superduper kvalitet du har råd til.
Med økonomisk omtanke skal vi alle leve, uden at sulte.

Har man så dyr husleje og børn, ja, så kan man være under pres. Men det kan man også være med en høj indkomst, hvis man nu lige vil have en lækker central ejerbolig i en storby.

Alt er relativt. At de allerede gavmilde offentlige ydelser alligevel ikke er nok. Det er velfærdsinflationsskruen uden ende.

Jeg bliver på en måde fortørnet, fordi der vil altid være en form for afsavn, når man ikke hedder Vanderbilt.
Når banken siger man bør have et rådighedsbeløb på 10.000. Så tænker jeg, hvis jeg har haft det, så har jeg brugt det, men jeg kan klare mig for 4000 mindre.
For mig ligger fattigdomsgrænsen ved et rådighedsbeløb på 2000 efter faste udgifter. Så er det klart man ikke kan bo i en fireværelses, eller have to børn, med 10.000 om måneden før skat.

Hvis man er fattig i Danmark, er det på en eller anden måde selvforskyldt, med meget få uheldige undtagelser.

Lever man af havregrød, rugbrød, billigt pålæg og gulerødder osv. Ryger ens forbrug ned under 900 kroner om måneden. Med lidt flair er det ikke umuligt at leve for 35 kroner om dagen.

Eksempel:

Havregryn med mælk 3 kroner

En banan og et æble 4 kroner
En halv pakke rugbrød til 3 kroner og ost og pålæg for 3-4 kroner.

Hakket oksekød til 12 kroner, en halv pakke, og hakkede tomater til 2 kroner - en halv bøtte.

Gulerødder og ærter til 3 kroner.

Mælk og kaffe, te, 6 kroner.

I alt 35 kroner - og så er der råd til lidt ekstra, med 2000 til rådighed :)

Det er selvfølgelig langt rarere at kunne gå hen i Føtex, uden at tænke over hvad man smider i kurven, men overfører du dette princip til dit øvrige liv kan selv 20.000 udbetalt hurtigt få ben at gå på.


Grænser er flydende, og den ene er fattig med 12.000 udbetalt, den anden klarer sig fint med 6.000 udbetalt.

Personligt har jeg prøvet begge grøfter, og hvis jeg har været "fattig" har det aldrig været uforskyldt, uden at jeg prioterede en større bolig, eller noget andet.
Jeg har svært ved at bruge 10.000, i dag, om måneden og det kommer nok til at kræve nogen tilvænning, når jeg ryger over igen en dag:)

Men jeg vil da gerne have en elcykel og et spejlreflekskamera, men jeg dør ikke, fordi jeg er foruden. Lige som jeg heller ikke ville dø uden en Porche, når jeg igen får oppe omkring de 20.000 udbetalt.

Et fjernsyn er efterhånden så utroligt billigt at alle netop har en kinamands chance, det samme er en computer, det samme er internettet.
Går du ti år tilbage var det dobbelt så dyrt, og det i rene kroner, selv uden inflation.

Fastnet ISDN gav jeg foreksempel 500 kroner for. Et TV over 20 tommer kostede over 4000.
En god computer kostede oppe over 8000, hvis det ikke var en forældet sag.

Til gengæld har boligpriser og fødevarer fået et hak op.

Fattigdom, nej du. At kalde sig fattig i Danmark ville være en hån mod dem som faktisk ikke ejer en pind, eller en fyldt mave.

Således talte det stokkonservative aldrende brokkehoved ( Som ikke drikker for 700 kroner på en aften i byen mere og køber 4-5 cd er og bøger osv. )

Sociale teoribordseksperimenter og rigtige vanskæbner

Politikerne bag indvandringen, har som Christopher Caldwell tørt bemærker skiftet forklaringsmodel efter vindens retning.
Så var det humanitære årsager, så var det for at skabe velfærd og velstand, så var det fordi vi kommer til at mangle arbejdskraft og så videre.

Men der er også enkelte røster, der har nævnt det eksplicitte ønske om et multikulturelt samfund.
Dette er dog ikke noget man har snakket for højt om. Med god grund, for så taler vi jo om et socialt eksperiment, der har marxistiske grundtoner, topingenøst fremfor bygget på et reelt behov.

Jeg har, med så mange andre, længe haft den mistanke, at det var et ideologisk eksperiment. Mistanken er nu mere end bekræftet, når det gælder fra engelsk hold:

Labour threw open Britain’s borders to mass immigration to help socially engineer a more multicultural country, a former Government adviser has revealed.

The huge increases in migrants over the last decade were partly due to a politically motivated attempt by ministers to radically change the country and “rub the Right’s nose in diversity”, according to Andrew Neather, a former adviser to Tony Blair, Jack Straw and David Blunkett.

He said Labour’s relaxation of controls was a deliberate plan to “open up the UK to mass migration” but that ministers were nervous and reluctant to discuss such a move publicly for fear it would alienate its “core working class vote”.

As a result, the public argument for immigration concentrated instead on the economic benefits and need for more migrants...

He defended the policy, saying mass immigration has “enriched” Britain, and made London a more attractive and cosmopolitan place.

But he acknowledged that “nervous” ministers made no mention of the policy at the time for fear of alienating Labour voters.

Vi deltager i jordens mest tåbelige topstyrede sociale eksperiment siden kommunismen i Sovjet og kulturrevolutionen i Kina.
Ja, det mener jeg og det er ikke mindre vanvittigt, end det som foregik i Sovjet og Kina. Det bliver forhåbentligt mindre blodigt, men mindre vanvittigt er det ikke.
Som sædvanlig er det den jævne mand på jorden, som må betale med sit blod. På det politiske plan findes de gode idéer og hensigter, de højt abstrakte tanker. På gadeplanet føjes spot til skade og blod til atter mere blod.

På virkelighedens niveau virker den slags idéer slet, slet ikke og er, de facto, et overgreb mod den europæiske befolkning, sat uden for demokratiets indflydelse med alle midler.

På bunden er der rigtige vanskæbner, rigtig blod og lidelse, som ikke kan bruge de forkromede idéer til nogen form for lindring.

Der burde rejses - ikke statuer, men skamsøjler over nutidens generation af politikere, så forhippet på at efterligne USA, med en mere krypto - halv - marxistisk centraliseret softpower, EUSSR.

De burde skamme sig over at spille hasardspil med et helt kontinent. Over at lege ideologiske ludomaner med vrangforestillinger om den store gevinst i den satsning, de laver på hele befolkningens vegne og xx antal fremtidige generationers.

Den absurde idé alene om at man kan toprevolutionære et samfund og få noget godt ud af det, uden om folket, lader intet stå tilbage i forhold til Stalins "Statskapitalisme".

Det er demokratisk analfabetisme, elitær arrogance per excellence. Et Jekyll and Hyde politisk eksperiment med masser af rigtige, reelt "uheldige" menneskeskæbner i kølvandet.

Fundet via Snaphanen.

Hr Kastrato er ankommet

Skandinaviske mænd er toppen når det gælder bleskiftning, putte småbørn og læse godnat historier.

Og det går fremad med syvmileskridt.

I 2001 brugte kvinden 123 procent mere tid på småbørnene, end mændene. I dag er forspringet kun 55 procent og når barnet er fyldt syv, bruger manden lige så meget tid som kvinden.

Dermed bruger forældre langt mere tid på deres børn, end tidligere.

Så kan jo sige, at kvinden stadig løfter den største byrde i hjemmet. At manden stadigvæk gemmer sig med at oliere værktøj og polere bilen, mens konen drøner rundt med støvsugeren og arbejder langt mere i sit ansigt gruelige sved.

Men man kunne også spørge, hvem har egentlig definitionsretten med hensyn til, hvad der skal bruges tid på, og hvor meget tid der bør bruges?

Manden klager jo ikke over at konen aldrig slår græs, klipper hæk, polerer bilen, smører værktøjet, og at hun ikke bruger mere tid på dette, gør han?

Manden ville sikkert også være tilfreds med hakkebøffer og kartofler, og med at der bliver støvsuget hurtigt og generelt, men det er konen angiveligt ikke. osv. osv.

Så spørgsmålet er ikke alene, hvem der bruger mest tid, men hvem der definerer, hvad der skal bruges tid på og hvor meget tid der bruges, før der opnåes et tilfredsstillende resultat.

På det område er ligestilling vist ikke særligt aktuelt.

Inspiration fra artikel i Information.

Parkens største brøl

I aften klokken 19.45 går strømmen for alvor gennem den skandinaviske fodboldverdens højspændingsmaster. Sverige skal vinde for at komme videre. Danmark kan med en sejr sikre sig førstepladsen og direkte adgang til VM i Sydafrika 2010.

Bendtner, Bendtner og der er mål. Danmark er foran 1-0. Jon Dahl skyder, ja, ja, der er mål - 2-0, huttelihut.

Sådan skulle det gerne lyde i aften, når kommentatorsporet fylder de små stuer i Danmark. For nok har svenskernes træner, Lars Lägerbäck, sagt at hans tropper skal “eje parken”. Men som Morten Olsen har svaret igen, så er Parken en uindtagelig borg. Vi har ikke tabt en VM kvalifikationskamp på hjemmebane siden 1981.

Optimismen hinsidan i Sverige fejler intet. Expressens klummeskriver, Johan Hakelius, mener bestemt at vide, at Sverige vil vinde med intet mindre 6-1. Så skal man tro på mirakler, da det var et selvmål som reddede Sverige en sejr på o-1 over Malta i sidste kamp. Sverige som i øvrigt kun har scoret ni mål i otte kampe. Fem mod Malta og fire mod Ungarn.

Bookmakerne giver også de mindste odds for en dansk sejr. Der er dog ikke den store forskel i gevinst. De højste odds får man underligt nok ved uafgjort.

Det er dog måske ikke så underligt alligevel. Begge hold vil kæmpe med alt, hvad de ejer indenfor brystet og forsøge at udkæmpe det andet. Specielt for Sverige er det et alt eller intet slag.

Parken er slidt efter Fleetwood Macs forsøg på en koncert. Bolden er jo som altid rund. Alt kan ske. Men ser vi på kampene gennem hele kvalifikationsrunden, så er der ingen tvivl om, hvem der har scoret flest mål og klaret sig bedst, 15 mål i otte kampe, hvor Portugal som næstfølgende har scoret 10. Det er ikke held, heldet følger nu en gang dem som spiller bedst. Når Portugal knapt kunne score mod Danmark, med de utroligt mange chancer, skyldes det ikke kun held, det skyldes dygtigt målmandsspil, og vi har i aften målmanden med den højeste redningsprocent blandt målmændene i alle kvalifikationsgrupperne, Thomas Sørensen, i mål.

I den anden ende har vi gruppens suveræne topscorer, hvis han altså får spilletid, nemlig Søren Larsen, i toppen med fem mål.

Sverige har jo så Zlatan. Men ham har de ikke haft den store nytte af. Det taler målfattigheden hos hele holdet om. Zlatan selv har scoret to mål i otte kampe, eller det samme som Christian Poulsen, og et mindre end Bendtner.

Sverige må lukke den store gul/blå mund og vise i aften, hvilket stof de er lavet af.

Samtidigt må det danske landshold glemme alt om koncentrationssvigt og vise, hvorfor de fortjener at komme VM.

Morten Olsen har i dag antydet at Bendtner kommer til at spille venstrefløj. Det betyder desværre ikke at vi stiller op i stærkeste offensive opstilling, med Søren Larsen i boksen og Jon Dahl som hængende. Men at Jon trækkes frem i skarpretterrollen, mens Martin Jørgensen får en ægte 10´er rolle.

Hvis det ikke virker, er Olsen ikke kendt for at lave tidlige udskiftninger.

Om det så vil virke? Det må testes i en virkelighed mejslet i 90 minutters urokkelig granit. Selv havde jeg foretrukket den mest offensive opstilling. For det Svenske forsvar er til at forhandle fejl med. Det er deres målmand som er svær at passere. Også han er en af de bedste.

Men under alle omstændigheder, skal det høje brøl efter et mål scoret af en i den røde trøje, nok runge gennem parken.

Jeg satser på 2-1 til Danmark. Begge hold er svære at score i mod. Men i aften vil der blive forsøgt på livet løs.

Ærkerivalernes kamp følger snart på vores hjemmebane og sejren bør være dansk.

Højspændingen, den er gensidig.

Kommision - Mere forebyggelse tak - blah!

Strengere straffe har reduceret kriminaliteten i USA med 3/4 dele. Alligevel synes man ikke der er noget belæg for at strengere straffe virker.

Den nedsatte kommission på området, har i dag anbefalet - citat Berlingske:

En blød frem for en fast hånd lyder oplægget fra regeringens ungdomskommission

Berlingske Tidende fortsætter:

I stedet for at ryge direkte i spjældet skal kriminelle unge tilbydes en mentor, der kan hjælpe dem med at skabe et nyt liv med uddannelse, fritidsinteresser og nye venner. Det mener regeringens ungdomskommissionen

Jeg ønsker initiativet held og lykke, men hvis man kigger på erfaringen med Ungdomssanktionen, var tilbagefaldet til kriminalitet på 80 procent.

Det med mildere straffe, fodlænke afsoning i hjemmet, og en pædagogisk indsats som opfølgning.

Til sammenligning var tilbagefaldsprocenten (Recidiv procenten) for dem som kom i fængsel, mellem 42,5 og 50 procent, alt efter år. (se ovenstående link)

Hele argumentet omkring straf ikke virker, bygger på det forhold, at personer som har siddet lang tid i fængsel, har en højere procentrate for tilbagevenden til kriminalitet.
I den sammenhæng skal man naturligvis spørge om ikke ægget kommer før hønen. Da personer med lange straffe naturligvis har begået langt mere kriminalitet, eller mere afstumpet kriminalitet, altså det er som udgangpunkt personer hvor kriminalitet har langt større mulighed for at være kronisk. Ikke noget argument for at slippe dem tidligere fri.

Man flytter opmærksomheden over på offeret, og siger fy fy skamme "primitiv" øje for øje, strafmentalitet.

Det er forkasteligt som argument, for jeg ville ikke have noget problem med at slippe selv en morder fri øjeblikkeligt uden straf, blot jeg var hundrede procent sikker på, at personen ikke ville begå kriminalitet igen.

Pointen er ikke øje for øje. men at forhindre forbryderen i at fortsat prikke øje efter øje ud, på offer efter offer!

Her vil "humanisterne" (de-facto uhumane) så gøre masseproducenten af ofre, en mand med kommende ofre på stribe, til et vigtigere offer som enkeltperson, end en lang række uforskyldte ofre for dette menneske.

Det er fordrejning af kernen i spørgsmålet og en forflytning af fokus, med katastrofale konsekvenser for de kommende ofre.

Der findes tikkende bomber, som glider let i gennem straffesystemet igen og igen, med over ti voldstilfælde uden de store sanktioner og hurtigt sættes fri igen. Det sker at de mennesker så en dag slår ihjel, eller giver permanente fysiske men på et offer.

Straffesystemet betragter i højere grad et ufarligt knivstik, som en grov forbrydelse, end at give et menneske permanent hjerneskade, fordi man tramper på hans hoved, som kun gav otte måneder i en aktuel sag.

Det er absurd og har intet med retsfølelse at gøre. For at slet ikke at sige, at et sådan vilkårligt, umotiveret overfald, selv om der ikke sker det store fysisk, kan give alvorlige psykiske skader, som der aldrig straffes for.

Igen et klassisk eksempel på at vejen til helvede faktisk er brolagt med gode hensigter. Men virker bestemt ikke hensigten.

Hvis alle de dyre initiativer for forebyggelse, som er i fuld gang, i hovedsagen vil skabe en lavere recidiv procent, end fængsel under nuværende blide vilkår, så kald mig "Mads".

Som Ungdomssanktionen viser, er det rent spild af penge uden effektivitet, at kaste sig ud i de store milde pædagogiske eventyr.
Og her er endnu et eksempel, dyrt og ineffektivt:

Omvendt kan det hjælpe, med noget mere basalt, nemlig at give forbryderne et arbejde og forbedre deres skoleegenskaber.
Der har rapporten fat i noget af det rigtige. Der vil så være en stor gruppe helt uden for pædagogisk rækkevidde som det hedder. Mod dem er der kun et middel, nemlig hårdere straffe, at holde dem fra livet af almindelige mennesker.
Men at spilde penge i blinde som Københavns Kommune gør med 20 procent af deres børn og unge budget. Det løser intet og problemerne vokser hurtigere, end pengepungen kan være med til.

Det gælder om at hjælpe på den rigtige måde. At få unge i arbejde og ud i et andet miljø, er en del at dette.
Men en blød pædagogisk hånd har forlængst spillet fallit, binder dyre blår i øjnene.

Ungdomssanktionen er lig med markant fallit, 80 procent vendte tilbage til kriminalitet.

Dyre, pædagogiske, lukkede institutioner næppe den store succes i forhold til fængsel, hvis overhovedet? Retsudvalget har under alle omstændigheder kendskab til denne undersøgelse fra den bløde pædagogiks højborg i Sverige, hvor 75 procent melder de vender tilbage til kriminalitet fra ungdomsfængslerne.

Project high five, en mindre succes i forhold til fængsel. Men det hører med at kun halvdelen i projektet har en dom. og 2/10 ikke engang har en plet i straffeattesten.

Opgøret med smagsdommere er feset lidt ud i ingenting. Nu står man med logrende haler for humanismens pudsede glorier.
Hårdere straffe står DF isoleret med, og som mange bemærker, har ikke en jordisk chance for at gennem Folketinget.

Gennem blændværk skal der skæres! Gode hensigter og humanistisk korrekthed gør ikke en mindre medskyldig i vold og drab, ødelagte menneskeskæbner og mere kriminalitet!

"Godhedens" frontkadrer af humanister er individuelt skyldige i langs flere forbrydelser, end forbryderne selv.