1 million ud af arbejdsstyrken er nu uden for arbejdsmarkedet

Så nåede vi det magiske tal, 1 million danskere i alderen 15-64 år (bemærk ikke engang op til 67 år) er nu uden for arbejdsmarkedet.

Det skete i 1. kv. 2013 og mig bekendt, er der intet skrevet om det. Der er tale om 788.000 personer uden for arbejdsstyrken og 222.000 AKU-ledige, og den uskønne sandhed om Danmarls beskæftigelse lever skjult og godt i Statistikbanken. (Statistikken: AKU100).

Antallet af beskæftigede per 1. kv. 2013 er det laveste siden 1996, nemlig 2.605.000 beskæftigede.

Vi skal ikke længere tilbage end til 3. kv. 2008 for at finde 2.838.000 bekæftigede i landet.

De 2,6 mio. beskæftigede er meget tæt på antallet af beskæftigede tilbage i 1985, hvor der var 2.582.000 millioner beskæftigede, ifølge publikationen "60 år i tal" fra Danmarks Statistik.

Vi er siden 1985 blevet omkring 400.000 flere danskere, men det kniber med at skabe flere arbejdspladser og da specielt, når vi reelt taler en million mennesker, der med få undtagelser principielt burde arbejde, og der burde være arbejde til.

Som i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 1991 har vi igen en regering, der mener, at der skal flere indvandrere og flygtninge til Danmark, mens situationen på arbejdsmarkedet ligesom dengang er historisk dårlig. Og det offentlige igen igen kæmper med underskud. Det på ikke mindre end 4 procent af BNP sidste år.

Alligevel kommer vi stensikkert til at høre myten om, at vi mangler arbejdskraft mange gange endnu ude i fremtiden.

Velkommen til Danmark anno 2013, det er ikke hver dag, jeg føler trang til at give Karl Marx ret, men at historien har det med at gentage sig selv, "først som en tragedie, siden som en farce". Et citat bliver nok ikke mere rammende i denne sammenhæng.

Lånebobler får med højrebenet af Wenger

Store fodboldtrænere er ofte kloge mennesker, her Arsene Wenger om at låne på livet løs:

- Det utrolige er, at vi kører efter den model, som skulle være helt normal, og vi ser skøre ud. Det er for skørt, siger Arsène Wenger ifølge Skysports.

- Folk gør alt muligt dumt, men vi er ikke skøre, vi er helt normale. Vi spenderer en million, når vi tjener en million, og så spørger folk: Hvad laver I laver? Det er det helt vanvittige i vores verden, og hele kloden er bankerot på grund af det.

Det siger ikke så lidt om det mobile guld

Jeg er glad for, at jeg i mange år har været kunde hos Lebara, men at de kan skovle milliarder ind på så billig telefoni, det siger noget om, hvor høje profitrater de andre selskaber har, omend det skal regnes ind, at de vel bruger flere hundredtusinde kroner om dagen på reklamer for deres dyre produkter.

Fra JP: 

Efter at have fået asyl i Norge begyndte Rasiah Ranjith Leon at arbejde på McDonalds med at vaske toiletter.

"For en times arbejde på McDonald's kunne jeg ringe hjem i tre minutter," siger Lebara-stifteren til norske Aftonposten.

Det fik vækket forretningsmanden i Rasiah Ranjith Leon.
Sammen med to venner besluttede han at oprette et selskab, der kunne opfylde det behov han selv og mange andre tilflyttede nordmænd havde, billigere telefoni over hele verden.
Firmaet der i dag er kendt som Lebara, er bredt ud over hele verden og opnåede 100.000 kunder alene i Norge, før det blev solgt for omkring 300 mio. danske kroner.

Hele firmaet er vurderet til over 5 mia. kroner, men den tamilske stifter har dog ingen planer om at trække stikket og nyde en tidlig pension som tilbagetrukket milliardær.

Det man gør i livet

De tre venner bag Lebara har ikke glemt, at de kom fra en ydmyg baggrund, og har udover at drive teleselskabet Lebara også oprettet Lebara-stiftelsen, der har en anslået værdi på næsten tre mia. kr.

"Jeg har ikke tænkt på, at jeg er så rig. Det er ikke så vigtigt, for man kommer til verden med ingenting, og man tager herfra med ingenting, og så er det eneste, der har betydet noget, det man har gjort i den tid, man er her, siger Lebara-stifteren til Aftonposten.

Lebara-stiftelsen har især fokus på hjælpearbejde i Asien, hvor der blandt andet er planer om at oprette et hjem til dårligt stillede indiske børn, der så senere kan få en uddannelse.

Tænk man kan støtte hjælpearbejde i stedet for irriterende og larmende reklamer via brugen af ens mobil!

Skift, skift, skift teleselskab.

New Zealand i firserne, Danmark i dag

I 1970erne og 1980erne oplevede New Zealand et fald i velstanden, der gik faretruende hurtigt på grund af en alt for lav vækst. I princippet var det hele startet med lavvækst allerede tresserne, der lå under det niveauet for de lande New Zealand ellers sammenligner sig selv med. 

I firserne var det bare meget værre, der voksede New Zealands økonomi kun med mindre end det halve af de øvrige OECD-landes.

Roger Douglas, i firserne økonomiminister for New Zealand, opsummerede i 1988 udviklingen sådan her:

In terms of GDP per capita, our ranking in the OECD standard of living tables fell from third in 1953 to 19th in 1975 and by 1982 we were languishing in 32nd place.

In 1953 New Zealand had a standard of living the equivalent of Switzerland's. But while Switzerland has progressed to the point where it now has the highest per capita standard of living in the world, our position has steadily eroded. Our GNP per head is now less than half that of Switzerland's.

På sølle syv oliekriseår faldt New Zealand fra en 19 plads til 32 plads, hvad angår BNP per capita i OECD-landene.

Løsningen blev i første omgang en løsning, vi kender alt til - I Roger Simmons ord:

Past administrations responded to the country's economic malaise by shoring up failed regulation with more and more regulation. It became a self-perpetuating exercise. The system grew increasingly extreme. In some areas the degree of regulation equalled or exceeded that of many Eastern Bloc countries.

The weight of such policies was unsustainable. A modern mixed economy cannot be run like a feudal estate.

Medicinen virkede ikke, derfor måtte Roger Simmons regering udtænke en ny løsning, der siden blev døbt Rogernomics.

Før detaljerne i denne løsning bliver afsløret er det på sin plads at understrege, at Roger Simmons som økonomiminister var Socialdemokrat.

En del af løsningen var dog på trods af dette forhold en halvering af skatten - fra 66 procent topskat til en flad skat på 33 procent, som den højeste. Løsningen var en forsimpling af skattesystemet, der afskaffede fradrag og tilskud, samt huller i skattesystemet og i stedet gav en langt lavere generel skat.

Det hører med, at New Zealand også devaluerede valutaen med 20 procent for at også styrke konkurrenceevnen ad denne vej.

Men denne medicin virkede. På kun et år blev et underskud i skatteindtægter på 78 mio. NZ dollar vendt til et overskud på 72 mio. NZ dollar.

De første år under reformen blev hårde med stigende fattigdom, hårde lønforhandlinger og lock-outs, voldsomme strejker og det hele under den generelle hårde krise, der prægede hele verdenen fra 1986 til 1992.

Men efter 1993 vendte lykken og New Zealand oplevede nu vækstrater op til 7 procent årligt.

Arbejdsløsheden blev reduceret til 11 procent til 6 procent på blot tre år. Efter krisen i 1999 nåede arbejdsløsheden ned omkring de 3 procent. (Så vidt jeg ved helt uden hjælp af små tricks som førtidspension og efterløn)

New Zealand kæmpper dog fortsat forgæves med hensyn til at vende tilbage til toppen af OECD - selv den bedste halvdel. Når man har givet de andre lande så stort et forspring, så er det svært at indhente det tabte. Og husk, at før reformerne gik New Zealand til en 32 plads fra en 19 plads på kun syv år i OECD-sammenhæng.

Det burde vi lære af hurtigt, fordi vores egne vækstudsigter ser yderst triste ud:

Danmark står til at få den 4. laveste potentielle økonomiske vækst i perioden 2010-2026, hvilket ikke er et tilfredsstillende vækstbillede. Den danske vækst forventes således at blive på 1,2 pct. årligt frem til 2026, mens de 32 OECD-lande i gennemsnit forventes at få en årlig vækst på 1,9 pct. 

Kilde: Cepos

Et skarpt fald i væksten, der mest af alt minder om New Zealand i perioden 1975-1982.

New Zealand er i øvrigt stadigvæk et velfærdssamfund.

Men som Immagine, et konsulentfirma målrettet immigrantionsservice skriver på deres hjemmeside:

There is no doubt that part of NZ’s problem has been caused by a generation of people who believe that they have a right to not work.

Overlever Euroen 2012?

Eurolandene skal ud og genlåne i alt 794 mia. euro i 2012, hvilket ifølge Barclays er 100 mia. euro over gennemsnittet.

Det svarer til over 1/3 del af hele Tysklands BNP, men det er Italien, der skal hente dets broderpart på 220 mia. euro.

For nogle dage siden spåede Peter Sands, administrerende direktør for den britiske storbank Standard Chartered, at et eller flere Euro-lande vil forlade samarbejdet i 2012.

Det er nærmest umuligt at undgå, for politikerne er ikke trådt i karakter.

"Det er fordi, vi har fået flere planer, som skulle løse problemerne: Men planerne har ikke overbevist markederne, og i sidste ende fungerer det nuværende eurosamarbejde kun, hvis markedet tror på det,” siger han.

Og det gør markedet ikke, for markedet lystrer ikke skueprocesser, lappeløsninger og svulstige politiske taler i det lange løb.

For at gøre en kort historie lang, så er alene den italienske statsgæld på over 1800 mia. euro, hvilket svarer til 80 procent af Tysklands BNP. Tyskland skylder faktisk allerede 80 procent af dets BNP væk. Der altså ingen lande i Eurozonen, der realistisk set kan dække Italiens gæld, og Kina vil nok heller ikke gøre det.

Og markedet vil ikke fatte tillid til økonomier, der allerede har et monstrøst gældsniveau og samtidigt øger dette med 3-10 procent årligt.

Markedet vil først falde til ro den dag, hvor gælden nærmer sig skrumpestadiet, nærmere end den fortsætter med at vokse.

Det er på mange måder simpelt, men ingen politikere ønsker for alvor at starte den åreladning af økonomien - den offentlige altså, der er nødvendig. For den vil skabe en recession - sende mange mennesker ud i arbejdsløshed. Den recession kommer bare stærkere sidenhen, hvis man ikke gør det.

For man kan ikke blive ved med at låne og låne, sådan er virkeligheden for alle. De store statslige mastodonter er ikke undtaget fra denne regel.

Euroen i den nuværende form kommer næppe gennem 2012. Den kan falde helt, eller delvist gennem at medlemmer må vinke den store våde drøm om at en fælles størrelse passer alle farvel. For det gør den ikke.

Aktuelt og nærmest eviggyldigt citat om velfærdsstaten

Fra en kronik af Eva Selsing, som jeg ikke rigtig har haft tid til at kommentere før nu.

Social indignation har historisk haft relation til den marxistiske frase om »udbytningen« af »arbejderklassen«. Og nok er jeg ikke marxist, men set i et nutidsperspektiv er der faktisk en smule sandhed deri; velfærdsstaten og dens tropper - politikere og forvaltere - udbytter dem, der arbejder. Udbytter virksomhederne og alle de flittige sjæle deri. De nye herremænd er magtklassen bestående dels af politikere og andre bureaukrater, der uden at blinke ser sig berettiget til at »omfordele« de værdier, andre mennesker har skabt. Og dels af en indflydelsesrig kulturelite, der primært bidrager med de overordnede, sociale ingeniørplaner for statens fortsatte vækst og borgernes opdragelse til sløve velfærdsdyr.

Velfærdsstaten er selvforstærkende. Mere vil have mere. Problemet er ikke alene efterløn, samfundsnassere, men en stadig større offentlig sektor, hvor der er stadig flere måder og "noble hensigter" at bruge penge på. 

Der er flere eksperter, der kan påpege flere mangler. Der er flere offentlige kontorer og funktioner, der kan påpege, at de mangler den og den medarbejder eller funktion. Eller simpelthen flere hjerner til at få flere ny idéer omkring, hvordan skatteydernes penge kan bruges.

Problemet er heller ikke alene krisen. Mellem 2004 og 2008 steg de offentlige udgifter fra 803 mia. kr. til 902 mia. kr. eller med knap 100 mia. kr.

Skulle de have fulgt inflationsraten på i gennemsnit 2 procent, så var de offentlige udgifter kun steget til 870 mia. kr. i 2008.

Altså steg de offentlige udgifter med omkring halvanden gang hele udgiften til efterlønnen og ovkring 32 mia. kr. over inflationen, der i gennemsnit var 2 procent i perioden 2004-2008.

Efter krisen tog de offentlige udgifter endnu et hop på 120 mia. kr. i perioden 2008-2011. (foreløbige budgettal for 2011). Her forklarer man det med flere på overførselsindkomst på grund af den stigende arbejdsløshed.

Men det er kun den delvise forklaring, selv om det er hovedforklaringen.

Der var nemlig også de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget, mens det så godt ud for økonomien. Fra 2008 til 2011 steg de offentlige udgifter til lønninger fra 298 mia. kr. til 333 mia. kr. Det svarer til en stigning på 12 procent over 3 år. Eller cirka det dobbelte af inflationen.

Samtidigt har det offentlige forbrug i produktionen været inden i en vækst siden 2004, der langt overgår inflationen. i 2004 var det på 125 mia. kr. og i 2010 på 175 mia. kr. Det burde have været 140 mia. kr. ved en gennemsnitlig inflation på 2 procent, altså 35 mia. kr. over inflationen.

Skattemæssigt var perioden 2004-2008 rigtig god på trods af såkaldte skattelettelser. Det offentliges indtægter fra skat og afgifter steg med næsten 120 mia. kr. til 839 mia. kr i 2008.

Som nævnt voksede de offentlige udgifter med cirka 100 mia. kr. i perioden. Medregner man de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget i samme periode, så blev hver en krone i stigende skatte og afgiftsindtægter brugt! Ikke til skattelettelser, men til mere offentligt forbrug.

Skattelettelserne i 2007 kostede kun 10 mia. kr. - trods rygtet om ufinansierede blev de finansieret med efterlønsreformen senere hen.

I dag er det offentlige i den situation, at indtægterne fra skatter og afgifter kun er steget med knap 120 mia. kr. siden 2004, mens de offentlige udgifter er steget med 220 mia. kr.

De offentlige udgifter har nået et uholdbart niveau, hvor selve livsnerven, det økonomisk produktive samfund, trues. 

Svaret fra den nuværende regerings side er - surprise-surprise - yderligere afgifter, der kommer til at koste yderligere arbejdspladser og råderum i privatforbruget. Ikke bare er der flere afgifter, når du skal ud og handle, men el og varme stiger også. Dertil kommer inflationen med stigende priser på dagligvarer, der også udhuler ens realøkonomi.

På nogle områder har vi fået værdi for pengene i det offentlige, bedre behandling på sygehusene og mere forskning, forbedring i Pisa-undersøgelserne, men det rokker ikke ved, at mange milliarder spildes på nytteløse tiltag, der ikke giver et bedre samfund, for det offentlige passer simpelthen ikke så godt på pengene, som den private person gør det.

Velfærdssamfundet er så grådigt, at det æder dets egen hale.

Det er omsonst at tale små besparelser og små reformer. Velfærdssamfundets forbrug skal skrues tilbage på Nyrup niveau, korrigeret for inflation. Det vil sige, at der skal spares over 100 mia. kr. og der skal lempes på skatter og afgifter. Det er det rene fusk at give personskattelettelser med den ene hånd og stramme afgiftsskruen igen og igen. Specielt når nogle af afgifterne og skattereglerne er ren kick-out af danske virksomheder, så forværrer det nærmere økonomien end løser noget problem.

Det er på tide med et opgør.

Ikke et retorisk opgør, men et praktisk opgør, hvor man som enkeltperson faktisk får mere råderet over ens egen økonomi, hvor det offentlige ikke overtager mere og mere "ansvar" og finder på flere og flere måder at bruge andre folks penge på.

Jeg ønsker Joachim Olsen held og lykke med den nye debat.

Det er dog svært, når rygmarvsreaktionerne lyder sådan her på et forslag, der blot vil bringe det offentlige udgiftsniveau tilbage på et niveau, hvor det var efter Schlüter.

Joachim B. Olsen mener nemlig, at danskerne trækker sig alt for tidlige tilbage fra arbejdsmarkedet og generelt lever for længe på pension.

- Hvad bilder han sig ind, skal vi aflives når vi når en bestemt alder

Basalt set kan man også stille spørgsmålstegn ved at udvælge store spareblokke. Problemet er jo en generel pengespildende og ekspansiv offentlig sektor, der skal gås efter i sømmene. Visse udgifter levede vi fint foruden for 15 år siden. Der er helt klart ansat for mange højtlønnede og højtuddannede i det offentlige. Men de over 100 mia. kr. i offentligt overforbrug fortaber sig i flere retninger, end der hvor man nu udtænker reformer.

Bliver Helle Thorning den nye Anker J - svaret er desværre nej/måske

Kreditvurderingsinstituttet Moody's ser selvfølgelig ingen grund til at fjerne Danmark topkarakter i kreditværdighed, AAA, lige her og nu.

Relativt til resten af Europa klarer vi os jo indtil videre fortræffeligt, men den danske offentlige økonomi står stadig over for et underskud på over 5 procent af BNP i år, selv renset for engangsforestillingen i form af efterlønsudbetalingen taler vi om et underskud på over fire procent.

Og Moody's antyder da også, at dansk økonomi hurtigt kan løbe ind i problemer:

Landets langsigtede økonomiske styrke er dog mindre imponerende, når man ser på den lave vækst i det seneste årti, selv om husstandenes indkomst nød godt af bedre handelsforhold. Fremover vil en aldrende befolkning og et fald i indtjening på olie og gas fra Nordsøen yderligere bremse væksten, med mindre der kommer strukturelle tiltag rettet mod produktivitet og konkurrencedygtighed, skriver Moody's, og fortsætter:

- Det gavmilde velfærdssystem bliver mindre holdbart i skyggen af den globale økonomiske krise, da gælden målt mod BNP er steget kraftigt. Ligenu kan gældsomkostningerne sagtens håndteres, med de lave renter i Europa, men når renten stiger vil gæld blive dyrere.

Ros for efterlønsreform

Desuden er der øget risiko for, at en enkeltstående uventet begivenhed kan rykke ved Danmarks topkarakter, da den finansielle sektor er "ekstremt stor" set i forhold til staten og BNP, advarer Moody's.

Helle Thorning har lovet at bringe orden i regnskabet over de kommende år. Det bliver ikke svært, for bankerne skal betale op til 200 mia. kr tilbage i bankpakkelån i 2012 og 2013. Nogle af de penge vil blive lånt ud igen for at blodbadet i bankbranchen ikke bliver for stort, men mon ikke regeringen vil bruge det meste af tilbagebetalingen til at pynte på ØMU-gælden? Og intet andet end pynte bliver det!

Indtægterne fra skatter og afgifter ligger fortsat omkring 2007-2008 niveau og prognosen for indtægter for skatter og afgifter i 2012 er kun omkring 26 mia. kr. over 2008 niveau - nemlig 865,7 mia. kr.  

Dertil kommer det løse i form af olieindtægter, salg af aktieposter osv.

Sidste gang, der offentlige havde overskud var i 2008, hvor skatte- og afgiftsindtægterne var på 839.1 mia. kr. og olieindtægterne var historisk høje.(omkring 30+ mia. kr.)

Men de samlede offentlige udgifter - her budgettal - er vokset fra 902 mia. kr. til 1025 mia. kr. i år - næste år regnes med et offentligt budget på 1064 mia. kr. og skatter og afgifter.

Udgifterne forventes med andre ord at vokse med 162 mia. kr. i 2012, når målt i forhold til 2008, mens indtægterne i form af skatter og afgifter forventes af vokse med 26 mia. kr.

Men Helle Thornings regering kan udover at bruge tilbagebetalingen af bankpakkelånene til at pynte på budgettet trække på et historisk stort indestående i Nationalbanken. 

De offentlige finanser vil også automatisk blive forbedret under forudsætning af, at hun holder igen det offentlige forbrug, som hun har varslet, og vi ikke får en ny krise. Skatteindtægterne og afgifterne vil stige - engangsbeløb som stimuluspakken og efterlønsbetalingen vil ikke længere øge underskuddet. En eventuel reducering af ØMU-gælden vil spare renteudgifter.

Helle Thorning kan altså klare frisag - hykle, at hun har styr på økonomien - bringe det offentlige underskud under 3 procent og overlade det beskidte arbejde med nedskæringer til den kommende regering.


Medmindre det mod al forventning skulle lykkes hende at vinde endnu en turnus på magtens tinde, så bliver det for alvor morsomt.

Når boligstøtten alene gør, at det knap kan betale sig at arbejde

En lille opfølgning til min kommentar i går med uddybning af skævheden i boligstøtteordningen.

Det er helt forkert, når Berlingske (Socialministeriets) vurderer, at den arbejdende får samme beløb i boligstøtte, som den på kontanthjælp.

Eksemplet tjener 211.624 brutto og vil med en 3 værelses på 85 kvadratmeter og et barn få 2548 kr. i boligstøtte.

Update: bruttobeløbet er dog uden arbejdsmarkedsbidrag, kan jeg se ved nærmere eftersyn, så efter arbejdsmarkedsbidrag vil Berlingskes case tjene 194,781 kr. om året.
Boligstøtten vil blive højere på 2873 kr.

Hvis vedkommende var på kontanthjælp, så ville bruttoindkomsten være på 160.140 kr. og boligstøtten være på 3219 kr. Forskel = 356 kr.

Boligstøtte beregner her->

Hermed er plusset på 1000 kr.udhulet med en tredjedel bare på den konto.

For at slet ikke at glemme, at eksemplet i Berlingske ikke engang hører til de mest lavtlønnede i landet, og der udover boligstøtte er syv andre forhold, der kan byde på ekstraudgifter for de arbejdende, som nævnt i posten i går.

Når det ikke kan betale sig at arbejde

Berlingske skriver i dag, at en enlig mor med to børn kun får knap 1000 kr. ud af at arbejde. Det passer reelt ikke, fordi der er glemt en lang række forbehold i denne model.

Eksemplet i Berlingske tjener endda 17.635 kr. om måneden. det er der bare en del, der ikke gør i den virkelige verden.

Hvad med hende her, som butiksassistent i Superbrugsen - ikke engang Aldi - der kun tjener 15.060,00 før skat for fuldtid? (for fire år siden)

Eller ham her, tjener cirka 13.000 før skat for rengøring 34-36 timer om ugen. (fire år siden)

Eller hvad, hvis man kun får grundlønnen, som rengøringsassistent i forhold til overenskomsten, der kun er på 96,82 kr. i timen. Så tjener man knap 16.000 om måneden før skat. (2011)

Eller endnu en ekspedient med 16.800 om måneden. (2011)

Eller hvad med en vikar. Da jeg for cirka ti år siden arbejdede som vikar via Adecco var det for 80 kroner i timen, det mindste i forhold til overenskomst.

I Fakta og Edeka fik man - tilbage i 2007 dog - en grundløn på 93,3 kr. i timen. Nogle angiver dog 97-98 kr. i Bilka og Kvickly.

Ærligt talt tror jeg, at der langt flere lavtlønnede med en løn omkring 100 kr. i timen, end man lige umiddelbart skulle tro.

Eksemplet i Berlingske svarer til en timeløn på 106 kr. ved 164 timer om måneden.

En der arbejder har også udgifter, som den der ikke gør det ikke har:

1. Vedkommende har transportudgifter.

2. Udgifter til fuldtidspasning af børn

3. Eventuelle udgifter til a-kasse og fagforening.

4. Manglende tid og mulighed for at gå efter de gode tilbud. (Jeg har tit oplevet, at noget var udsolgt ved fyraftenstid om mandagen. For jeg har kun haft lavtlønsarbejde til minimumsløn eller højst ti kroner over og kender det forhold til hudløshed.)

5. Vedkommende tjener langt mere brutto - betaler arbejdsmarkedbidrag på 8 procent - og kan dermed ikke hente så meget i eventuel boligstøtte, som en på kontanthjælp, for den udregnes ud fra bruttoindkomsten.

6. En butikekspedient, eller kontorassistent, skal ofte investere ekstra i vedkommendes påklædning. Ligeledes har jeg selv været på en pakkesorteringscentral, hvor ens tøj blev slidt op på rekordtid, og man selv skulle stå for arbejdstøjet. Samme sted havde i øvrigt en timeløn på omkring hundrede kroner (5-6 år siden), selv om det var natarbejde.

7. Det arbejdende folk må også ofte købe dyr middagsmad, da de ikke nødvendigvis har køleskab til rådighed. Det gælder faktisk mange steder. Andre steder er det aftalt, at man har fælles frokostordning, hvilket ikke nødvendigvis er så billigt, som man selv ville have ordnet det.

8. Derudover er der mange lavtlønnede, der har hårdt arbejde. Grovrengøring, nedbrydning, hårdt lager arbejde, landbrugsmedhjælper osv. er ikke nødvendigvis højt lønnet. Men ens appetit stiger 25-50 procent alt efter hvilken type af ovenstående man har. Som nedbryder spiser man seks skiver rugbrød og drikker en hel liter kakaomælk til frokost, og så er man fortsat sulten, den halve time er bare over.

Reelt er der mange, der får mere på kontanthjælp, end de gør ved at arbejde.

Fattigdom er oplevet - ikke nødvendigvis virkeligheden

Joachim B. Olsen har været på besøg hos en stakkels fattig, der sikker tror oprigtigt på, at hun er fattig, men virkeligheden er en anden. (Se debat i Aftenshowet)

Lad os slå fast, at hun først og fremmest har en nettoindtægt på 15,728 efter skat fordelt som følger:

Kontanthjælp: 9800 kr.

Boligsikring: 3019 kr.

Børnepenge: 2908 kr.

Udgifter:husleje 7800 kr. (Bor centralt i København, hvor huslejen er horribel - hun får på den konto høj boligsikring, men under alle omstændigheder vil man slippe billigere andre steder i landet og have mere luft i økonomien)

El: 700. kr. (lyder af overforbrug, eller er det bare mig?)

Telefon: 500 kr. (Det kan gøres billigere, også med masser af taletid)

Licens: 196 kr.

internet: 148 kr.

Gæld: 600 kr. (Det kunne være en opsparing på 600 kr. i stedet)

Medicin: 70 kr.

Hundemad 286 kr.

Fodbold 300 kr.

Cigaretter 500. kr. (kunne være 500 kr. mere at forbruge.)

Herefter har hun 5031 kr. tilbage!

Hvor mange, der arbejder, har en nettoindkomst på 188,736 kr. om året? Eller skal vi ikke blot konstantere, at mange arbejder uden at tjene en så høj disponibel indkomst.

Den gennemsnitlige disponible indkomst i Danmark var på 146.000 i 2009. Den disponible indkomst tæller også børnestøtte osv. Det som ikke er medregnet er følgende:

- Medicintilskud
- Lotterigevinster mv.
- Arbejdsgiveradministrerede pensionsbidrag (både lønmodtagers og arbejdsgivers andel)
- Hævede kapitalpensioner og andre pensioner hævet i utide
- Ikke oplyste indkomster til offentlige myndigheder.

I Danmark er der over 2,3 mio voksne, der har en ringere disponibel indkomst, end hun har det i midterfeltet af disponibel indkomst. Mange af dem naturligvis unge med kun fritidsarbejde, eller SU.

Men oven over det felt hun befinder sig i - disponibel indkomst på mellem 175.000 og 199.000 - er der kun 1,7 mio. danskere, og da de beskæftigede i danmark udgør omkring 2,7 mio. Så er der altså groft sagt 1 mio. arbejdende personer, der tjener mindre, end hun gør. Det er sagen i en nøddeskal!

Men en anden pointe er, at hun har helt sikkert et selvindbildt billede (en selvoplevet virkelighed) af, at hun hører til de allermest fattige i landet, lige som en gymnasielærer ikke ved, at vedkommende hører til de 10 procent bedst lønnede i landet, eller en folkeskolelærer ikke tror, at vedkommende hører til de 20 procent bedst lønnede i landet.

Blandt de 30 procent danskere, der har de højeste indkomster, tror kun en tredjedel af dem, at de rent faktisk tilhører denne gruppe.
Kilde: Avisen.dk

Det er hård kamp op ad bakke, som Joachim B. Olsen har indledt. Det kræver en stærk mand, undskyld den dårlige humor, men der er virkelig et behov for at ændre den grundlæggende opfattelse på det her område.

Jeg vil ikke løfte en pegefinger mod denne stakkels kvinde, for hun bilder sig sikkert oprigtigt ind, at hun hører til de allerfattigste i landet, og andre skovler penge ind.

Men jeg vil løfte en pegefinger over for økonomien i dette land og over for det forhold, at vi bilder os selv, at verden er uretfærdig, når den ikke er det.

Vi ender som Grækenland, hvis vi ikke får sat virkeligheden på plads og i perspektiv.

Bonus: Cases på det arbejdende folk med mindre i løn (Tre cases i alt i menuen nederst til højre)-

Sandheden endnu en gang på anklagebænken

Though it be honest, it is never good
To bring bad news; give to a gracious message
A host of tongues, but let ill tidings tell
Themselves when they be felt.
--- Antony and Cleopatra, William Shakespeare

Chefen for det græske statistikbureau risikerer livsfarligt fængsel. Hans forbrydelse? Jo, han har ikke lagt skjul på, hvor dårligt det står til med den græske økonomi, da han opgraderede det årlige underskud til over 15 pct. af BNP:

Chefen for Grækenlands nye uafhængige statistikbureau, Elstat, risikerer en livslang fængselsstraf for at modarbejde græsk nationalinteresse. Anklagerne går på, at han har overdrevet den græske krise og dermed forværret situationen for den græske økonomi med store konsekvenser for den græske befolkning.
"Jeg bliver anklaget for ikke at fuske med regnskaberne," siger Andreas Georgiou til Financial Times og tilføjer:
"Vi vil gerne være en god, kedelig institution, der passer sit job. Desværre er statistik en kampsport i Grækenland."

Kilde:Berlingske Business.

Og lad os tage nogle flere citater om sandheden, nu jeg er i gang:

Truth is certainly a branch of morality and a very important one to society.
Thomas Jefferson.

All truth passes through three stages. First, it is ridiculed. Second, it is violently opposed. Third, it is accepted as being self-evident. 
Arthur Schopenhauer

Truth is so obscure in these times, and falsehood so established, that, unless we love the truth, we cannot know it.
Blaise Pascal 

Danske statobligationer går som smurt

Interessen for danske obligationer er særdeles stærk i øjeblikket, og helt usædvanligt er den danske rente kravlet ned under den tyske rente. Det er et udtryk for, at investorerne har fuld tillid til den danske økonomi.

Renten på den danske 10-årige statsobligation ligger i 1,967 pct. Den tilsvarende tyske 10-årige rente er på 2,036.

Dermed er rentespændet på ni basispoint i Danmarks favør, og det er første gang nogensinde, at Danmark har et så stort rentespænd i forhold til vores sydlige nabo. (...)

”Hvis den stærkeste økonomi i eurozonen har svært ved at hente kapital, så får man kuldegysninger ved at tænke på at de forestående auktioner i andre europæiske lande,” siger Mark Grant.

Kilde: Borsen.dk

Jeg får personligt også kuldegysninger over et underskud på 4-5 procent af BNP, som er det, som Danmark kan se frem til de næste par år. 

Vi er i dette tempo kun cirka fem år fra at have et ØMU-underskud på 60-70 procent af BNP.

Til den tid er tilliden til danske statsobligationer næppe særlig stor - den er helt sikkert aftagende, og vi kommer til at betale noget højere renter end i dag.

Danmarks ØMU-gæld var per oktober sidste år på 44 procent. Siden er den angiveligt vokset til mindst 47 procent.

Tilliden til tysk økonomi er naturligvis heller ikke væk, men markedet er godt klar over, hvor pengene til yderligere hjælpepakker skal komme fra, nemlig fra Tyskland og for lånte penge.

Frankrig er allerede ramt af 2 procentpoint højere renter end Tyskland på deres statsobligationer, der er ingen gylden løsning på det europæiske gældsproblem andet end øjeblikkelig reducering af de offentlige udgifter til et niveau, hvor man kan begynde at afbetale på gælden. Om det så kun er helt i det små, at det kan lade sig gøre, så vil det skabe ro på markederne og bedre vilkår for fremtidig vækst i kraft af, at man igen tør investere i Europa, fordi nu kender man udfaldet af besparelserne, der må komme før eller siden.

Den nuværende løsningsmodel er lammende for hele økonomien.

Så smører de seddelpressen i ECB

Ja, så kom gældskrisen til Frankrig:

Rentespændet til Tyskland blev således udvidet til rekordhøje 2 procentpoint, og Frankrigs rolle ser ud til at skifte fra 'hjælper-nation' til 'offer-nation'," skriver Handelsbanken i sit tilbageblik på ugen. (Kilde: EPN)

Jeg er ikke makroøkonom, men eftersom matematiske størrelser er matematiske størrelser, og 120 procent af alene Italiens BNP, hvilket er Italiens gæld, svarer til cirka 80 procent af Tysklands BNP. Så skal den i princippet eneste rige nation i EU, Tyskland, altså låne kraftigt for at holde hånden under de andre lande. Og umuligt kraftigt, eftersom Tyskland ikke er mere duks, end landet faktisk allerede skylder over 83 procent af dets BNP væk. De økonomiske dukselande (relativt set) i EU med en gæld under 60 procent af BNP er nemlig nærmest udelukkende de små lande.

Så der står kun den amerikanske model tilbage - fuld skrue på seddelpressen. Og den hellige EURO, som stærk valuta står over for at blive slagtet, yderligere inflation bliver prisen.

Så bliver Kina nødt til at købe EU-obligationer, fordi ellers bliver EUROen svækket for meget, og det bliver for dyrt at handle bras i Kina og billigere at handle kvalitet i Tyskland.(Det gør Kina allerede i forhold til USA)

Win Win på den konto i ECB, men lose lose på vores private konto, fordi inflationen og den svækkede valuta gør os fattigere. Specielt dem, der har været så tåbelige at spare penge op.

Danmarks konkurrenceevne løser Eurodevalueringen heller ikke, fordi nok bliver det dyrere for danskerne at købe Samsung fremfor Siemens, men det bliver ikke billigere at købe Siemens. Og det bliver ikke billigere for vores hovedmarkeder i de øvrige EU-lande at købe danske produkter, for vi vil fortsat have en fastkurspolitik i forhold til Euroen. (Undtaget måske Sverige og UK, men sørme kun måske, for det ville ligne dem dårligt at lade deres valuta styrke i forhold til Euroen)

Vi bliver kun fattigere og mon ikke lønpresset stiger, når reallønnen og købekraften i forhold til produkter uden for EU falder så meget. Så vi får en endnu ringere konkurrenceevne med i tilbuddet om at forgæves støtte løbske offentlige budgetter.

Hurra for regeringerne i EU, der ikke kan indse, at den offentlige forbrugsfest er slut, og der er kun tilbage at bide i det sure gældsafviklingsæble, selv om det koster vækst.

Så køb din Samsung eller LG fladskærm nu! Mens den fortsat er billig.

Ledighedstal er misvisende og underdrevne

De officielle ledighedstal er ikke nået nær så højt op som frygtet under krisen, men under de pæne tal er et sort hul af skjulte arbejdsløse. Ledighedstallene mangler at tage højde for 105.000 personer, viser en analyse fra Nykredit.

Det drejer sig om cirka 30.000, der er sendt på efteruddannelse, 30.000, der er under aktivering og til sidst 40.000, der er helt uden for systemet, da de hverken er berettiget til dagpenge eller kontant hjælp.

Læs det hele på Politiken.

Det er bankernes skyld - og det er bankernes skyld

Har vi et eget ansvar? Eller er alting bare andres skyld?

Samfundets, bankernes? Tonens, bankernes? Politikernes, bankernes?

Tidens syndebuk er bankerne. Det er nemlig bankernes skyld. Og det er bankernes skyld. For det er nemlig bankernes skyld, at vi har en finanskrise, mener et kvalificeret flertal af befolkningen.

De lånte nemlig penge ud til højre og venstre, og leder man længe nok, så kan man utroligt nok også finde grelle eksempler på dårlig kreditstyring. Er det ikke utroligt, man kan finde dumme bankrådgivere med dumme beslutninger?

Man kan tilmed finde banker, aggressive, der ikke kunne få udlånsvækst nok og lånte til brådne kar og spekulanter. De er dog et fåtal - selv blandt banker.

Jeg bliver så træt af den dumhed, der vifter med åndssvage skilte, flagrer truende med lange rastalokker mod Wall Streets formodede gyldne døre. De mener, at de taler de svages sag, men i virkeligheden pisser de op og ned af ryggen på de personer, der er blevet hårdest ramt af finanskrisen, nemlig finansfolk.

Personer, der var så naive at have en tyrkertro på fremskridtet og nu har mistet hele deres formue og sidder tilbage med bundløs gæld. Selskaber der gik fra flyvende til styrtende på kortere tid end Air France AF 447 på vej til fest i Rio de Janeiro. Shit Happens, men vi indregner det sjældent i prognoserne eller ferieplanerne.

Nu skal Wall Street oven i købet havde skylden for, at det gik galt. Men det var ikke deres skyld. Det var dem som købte og solgte boliger. Dem som solgte boligerne ville have mere og mere, og de som købte dem, de gik med på at betale mere.

Hvad skulle bankerne have gjort? Meldt ud: "Nej Hansen, det er vores holdning, at ejendomspriserne er for høje nu, så vi vil altså ikke låne flere penge ud til ejendomskøb." Havde de gjort dette, havde de ikke tjent penge på dem, som faktisk kan betale deres bolig selv til en oppustet pris, og de ville i den grad havde fået skylden for at boligboblen braste, hvis de valgte at skabe dårlig stemning på boligmarkedet og nægte at låne penge ud.

Men det er heller ikke boligkøbernes skyld. Det med at købe bolig er noget de fleste mennesker gør, for at de og afkommet kan have et sted at bo. Skulle de have været mere fornuftige? Skulle den økonomiske verden have været mere fornuftig og regnet ud, at den ikke holdt med boligprisstigninger på flere hundrede procent på få år?

Det kan man mene, men faktum er, at stort set alle var nogle "fjolser" og så ikke boligboblen komme, før den sagde bang.

Faktisk var der meget få personer, der indså, at boligboblen var ved at sige bum bang. En af dem var John Paulson, hvis mange venner i Wall Street troede han var helt galt på den langt ude i hampen. Den samme holdning kom fra de folk i ejendomsbranchen, Paulson & Co talte med. De betragtede John Paulson og hans højre hånd, som de glade amatører ud i boligmarkedet. Som John Paulson har sagt om den tid - fra 2005-2008 - Så var han i markant mindretal med hans analyse af boligmarkedet og kreditboblen.

"Hvis jeg siger tusind mod en, så var vi den ene," har han siden sagt til kommissionen, der undersøgte Finanskrisens ophav.

John Paulson tjente styrtende på hans væddemål mod boligmarkedet, og det meste af Wall Street ville ønske, at de havde set boligboblen komme og tjent lige så styrtende.

Hvis der er en skyld, så er det den tyrkertro, vi bærer inden i, der tror på, at verden - udviklingen - væksten - går fremad til alle tider. Det gør den ikke, og selv om den gør det, så kan man ende med at tage et for stort forskud på fremtidens glæder.

Vi har levet i pseudoboble af båret kunstig vækst, hvor man specielt tog forskud på fremtidens glæder på boligmarkedet. Det måtte gå galt, og det var ikke bankernes skyld.

Årsagen var den lalleglade optimisme, der gennemsyrede det hele samfund i nærmest totalitær form, der ønskede vækst, om den så var nok så selvindbildt. Men egentlig knap havde vækst uden at ty til kunstige boost i form af kreditter og boligboom. Spøgelsesvækst fremfor vækst af kød og blod. Læs specielt dansk økonomi, men også amerikansk, der er forvænt med høje vækstrater.

Bankerne står med håret i postkassen, og snart vil de gøre det i endnu højere grad, fordi de offentlige budgetter ikke kan finde ud af at omstille sig til realvækst, fremfor den tidligere fantomvækst.

Det er altså politikernes skyld? EUs skyld?

Nej, for hvem afholder dem egentlig fra at tilpasse budgettet de realøkonomiske forhold? Et flertal af befolkningen, der synes besparelser er mindst djævlens værk, og ham stemmer man ikke på til næste valg?

Så er det vel flertallets skyld? Eller er det?

Den næste krise vil også ramme bankerne, men vil den være "samfundets skyld", "politikernes skyld"? Og alles skyld. Bortset fra:

Har tyrkeren har skylden for sin tyrkertro?

Spørgsmålet er, groft sagt - sat på spidsen - og for at pæne mennesker skal ryste i chok og spilde kaffen - om idioten er skyldig i at ikke at tænke?

Idioten i det her tilfælde, med bolig og kreditboblen, var os allesammen, med få undtagelser.

Læs også dagens leder i børsen. Banker = Sorteper.

Og nu til det musikalske indslag:

Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Vi i Danmark har fået en regering, der står sammen

Rød og lyseblå fællesfront - del 1:

Den nye regering har flittigt fået strikket et regeringsgrundlag sammen på ikke mindre end 76 sider.

Det hedder: "Et Danmark, der står sammen".

Nørder med lyst til detaljer, eller rettere manglen på samme, med hang til højstemt patos og super velskrevet spin, kan læse hele regeringsgrundlaget her:

Det er fantastisk formuleret, eksempel:

"Når vi bøjer os mod hinanden får vi styrke. Og når vi tænker på helheden og ikke på særinteresser, opnår vi det, alle troede var uopnåeligt."

Fire gange "vi", og den store opgave vi i fællesskab kan løfte, det er lidt lige som at høre om Jesus genopstandelse henne i kirken. Og ovenstående glade budskab har samme grundproblem. Magien og det opløftende budskab forsvinder i det øjeblik, man begynder at kritisk forholde sig til det fysisk mulige.

En klassiker er der også blevet plads til. Nemlig de store plusord ingen kan sige nej til, men som er meningsløse indtil de fyldes med konkrete planer for "hvordan?":

Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance er vores værdier.

Frihed, lighed og broderskab (trompetfanfare) plus den seneste variant, da vi nu er gået fra borgerlighed, til multiborgerlighed - Tolerance og respekt.

Ingen vil sige nej tak til frihed, måske undtaget nogle få, der heller ser en stærk mand i brun skjorte, eller med hammer og segl tronende på en talerstol med glorie om hovedet, eller en langskægget herre, der ønsker al magt til Muhammads budskab.

Men ordet frihed til den enkelte har ingen værdi, og det har heller ikke de andre metaord glinsende af patetisk lokkemad, før der er konkrete forslag på bordet, hvordan skaber den nye regering mere frihed for mig?

Det konkrete forslag ser vi næppe nogensinde. Sandheden er nok nærmere, at den nye regering skaber mindre frihed for mig. Den rammer min økonomi med flere afgifter på produkter, jeg er nødt til at købe, andre jeg vil frit vil kunne købe uden at blive straffet.
Hvis den ikke lykkes med at forbedre vilkårene på arbejdsmarkedet, vil den i endnu højere grad ramme min frihed, for jeg vil have få arbejdspladser at vælge i mellem.


Nykredit er bank, når du ser farven blå, vil du automatisk tænke på Nyyykredit:


Nu er det quiztid - find de seks bogstaver i nedenstående, der er i fem tilfælde i nedenstående citat står i nøjagtig samme rækkefølge:

Danmark har fået en reformregering. Vi vil gennemføre reformer af uddannelserne. Vi vil gennemføre en skattereform. Vi vil gennemføre en vækstreform. Reformer, som fremtidssikrer Danmark.

Og svaret er:

Vi venter lidt med svaret.

Ja, ja, nu kommer det:

Skulle du være i tvivl, så har regeringen altså reformer på dagsordenen. Hver gang du ser Farven rød, eller Helle med Gucci-tasken, skal du altså tænke på REFORM.

Senere i regeringsgrundlaget dukker denne overskrift op:

EN TROVÆRDIG OG ANSVARLIG ØKONOMISK POLITIK

Det er også svært at sige nej til, men hvad har det med virkeligheden at gøre? Det svar forsøger regeringsgrundlaget at give, men det stikker direkte i mine øjne, at kort efter denne overskrift følger varm luft nok til endnu en Indian summer i Danmark:

Regeringen har sat ni ambitiøse mål for dansk økonomi:

1. Saldomålsætning for 2020: Den strukturelle offentlige saldo skal i 2020 mindst
være i balance.

2. Efterlevelse af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt og af EU’s henstilling om en
strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1 ½ pct. i 2011-2013.

3. Holdbarhed: Den såkaldte holdbarhedsindikator HBI skal altid være positiv.

4. Offentlig gæld: Regeringens økonomiske politik skal sikre en bred
sikkerhedsafstand til kravene i EU's Stabilitets- og Vækstpagt.

5. Produktivitet: Produktiviteten skal øges, så Danmark kommer tættere på toppen i OECD.

6. Lønkonkurrenceevne: Danmark skal forbedre sin lønkonkurrenceevne over for
udlandet.

7. Investeringer i forskning og uddannelse. 95 pct. af en ungdomsårgang skal have
ungdomsuddannelse. 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående
uddannelse i 2020. 25 pct. af en ungdomsårgang skal have en lang videregående
uddannelse i 2020. Samtidig skal flere unge gennemføre en erhvervsuddannelse
– gerne som et skridt til en videregående uddannelse. Desuden er det nødvendigt
at forbedre mulighederne for at ufaglærte senere i livet kan tage en
kompetencegivende uddannelse.

8. Arbejdsudbuddet skal øges strukturelt med 135.000 personer frem mod 2020,
så der er grundlag for vækst og økonomisk råderum til nye initiativer.

9. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at
mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder.

Ad 1. Ambitiøst tja? Jeg ville gøre det på tre år og derefter gå til afvikling af gælden. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste her er, at her er der en regering, der taler, som intet, intet overblik har over den økonomiske situation. Den store bombe under budgettet er stigninger i overførsler og udgifter til offentlige lønninger på omkring 110 mia. kr. i perioden 2007-2010.

Skal der rettes op på det, så skal der fyres medarbejdere i det offentlige i stor, virkelig stor stil, eller lønnen fastfryses for de offentligt ansatte i et årti, eller der skal skæres kraftigt i ydelserne på overførselsindkomster. Vil denne regering kunne overleve det? Vil den med base i rød lejr blive mødt med større forståelse for den slags nødvendigheder, når fordommene tilskriver den slags planer blå blok? Næppe.

Alternativt kan man håbe på et enormt opsving, men det er svært at se, hvor det skulle komme fra, når gældsproblemerne i Europa og USA tages i betragtning, og når det også tages i betragtning, at den sidste store høj konjunktur i høj grad var løftet af boligboblen, og denne del af festen er slut for de kommende årtier.

Ad 2. Vil de begå en massakre på velfærdsstaten for at spare? De som ihærdigt talte om verdens undergang, da Claus Hjort Frederiksen introducerede nulvæksten, ved de egentlig, hvad de lover? Eller regner de bare med, at ingen vil hænge dem op på det sidenhen, og alle godt er klar over den fulde karakter af varm luft?

Ad. 4 Hvordan, hvor skal der spares?

Ad 5. Hvem bestemmer det? Virksomhederne eller folketinget?

Ad 6. God idé, hvordan vil i gøre det?

Ad. 7 Hvordan? hvilke uddannelser? Tvinge unge til at læse - ingen arme ingen kager? du har friheden til at uddanne dig til arbejdsløs? Har i ikke lige revset den forrige regering for at ikke nå dens uddannelsesmål, vil i gøre det lettere at give igen?

Ad. 8 Som skal arbejde hvor?

Ad 9. Udrydde uligheden sammen med alt det andet, som at bringe orden i økonomien, det må altså ikke koste noget at udrydde uligheden, eller skal det ske ved brandbeskatning? Hvordan? Hvorledes? Når man vil og tilstræber sig så meget, så man bede til at hukommelsen er kort.

Knivloven får kniven. De kan det med overskrifter på Berlingske.

Topskatten sænkes.

Væk med iværksætterskat.

Væk med multimedieskatten.

Lige nu er det svært at klage over den nye regering, og knap så let at savne den gamle.

Ingen millionærskat.

Ingen 12 minutter om dagen, som en ikke-løsning.

Efterlønsreformen består, men væk er nulvæksten i det offentlige forbrug.

Desværre står fedtafgiften fortsat. Selv om dens grundlag er forældet.

Desværre er betalingsringen et ugennemtænkt forslag på det forkerte tidspunkt.

Desværre afskaffes startydelsen, og Danmark vil igen have europas højeste bistandshjælp til lykkeriddere, der kommer fra samfund, hvor de har alt at vinde og intet at tabe ved at flygte fra.
Selv i Sverige har man en lav startydelse.

Det er blandede bolcher og meget er sukket efter selv på blå fløj, men nogen katastrofe er det ikke. Det kunne have været langt værre. Men det er værst for dem på venstrefløjen, der havde håbet på den helt store forandring.

Forude venter fortsat en ny økonomisk krise og den kritik, som den nuværende regering har hæftet på blå blok om fejlhåndtering af krisen, den kommer til at vende tilbage, som en knivskarp boomerang. Nyd de fire år - Rød blok!

Danske Bank: Skattelettelser for 4,2 mia. kr

Danskerne har slet ikke fået store skattelettelser og slet ikke så ufinansierede, som Rød blok i valgkampen påstod.

Faktisk har en gennemsnitsdansker kun fået skattelettelser for 81 kr om måneden, når alle øvrige elementer som afgiftsforhøjelser og fjernelse af fradrag regnes med. Disse øvrige elementer vil dog først blive indført løbende frem mod 2019. Det skriver Berlingske, som har fået Danske Bank til at regne på sagen.

Venstrefløjen ynder at tale om de ufinansierede skattelettelser, som regeringen indførte fra 2004 af, som årsag til at det offentlige i dag kører med store underskud.

Her er nogle eksempler:

DEN PRIMÆRE årsag til, at vi i dag står med et finanspolitisk holdbarhedsproblem, er regeringens ufinansierede skattelettelser fra 2007.

Hedder det sig i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Her taler AErådet om skattelettelser for 10 mia. kr., som det altså kalder det primære holdbarhedsproblem.

Hvad de ikke taler om, det er de ufinansierede offentlige lønstigninger i perioden 2007-2010.

Her steg udgifterne til de offentlige lønninger nemlig med 50 mia. kr. Altså det femdobbelte af de 10 mia. kr. i skattelettelser, som de klandrer for den offentlige økonomiske deroute.

I procent er de offentlige lønudgifter steget med ikke mindre end 17,6 procent i perioden 2007-2010.

Hvis der er noget, der er ufinansieret og skaber et holdbarhedsproblem, så er det de offentlige lønstigninger.

Og hvor skattelettelserne blev vedtaget i gode tider før krisen, så er de offentlige lønstigninger fortsat i en periode, hvor ingen kunne være i tvivl om, at krisen havde ramt dansk økonomi, som en torpedo dybt under vandlinjen.

Og det er ikke den eneste torpedo.

Alene mellem 2007 og 2009 steg de sociale udgifter med 64 mia. kr. til 539 mia. kr.

Definitionen af sociale udgifter fra Danmarks Statistik:

De sociale udgifter er defineret som udgifter til sociale ydelser og administration af disse ordninger. Udgifterne dækker et bredt område, dvs. ikke alene kontante ydel-ser, men fx også institutioner (plejehjem, daginstitutioner, forsorgshjem) m.m. Syg-dom dækker ud over fx sygedagpenge også hele sundhedsvæsenet. Invaliditet og handicap omfatter bl.a. højeste og mellemste førtidspension samt udgifter til revalidering samt døgninstitutioner og døgnpleje for handicappede. Alderdom dæk-ker foruden fx folkepension og almindelig/forhøjet almindelig førtidspension også arbejdsmarkedspensioner samt udgifter til plejehjem og hjemmehjælp til ældre. Arbejdsløshed og beskæftigelse omfatter ikke blot arbejdsløshedsdagpenge, men også fx aktivering.

Hvem sagde holdbarhedsproblem?

Vi har bestemt et holdbarhedsproblem, og det er ikke kun på 15 mia. kr.

Men det er ikke skattelettelser, der har skabt det holdbarhedsproblem.

Det er eksploderende offentlige udgifter med en vækst på i alt 139 mia. kr. i perioden 2007-2010 til knap 964 mia. kr.

På de fire år er de offentlige udgifter vokset med 16,8 procent, mens indtjeningsgrenen skrumpede og skrumpede.

Det er det problem, som de gamle partier ikke ønsker eller tør at tale om, og ingen udover Liberal Alliance har en løsning på.

Forårspakken 2009, som tilbageruller skattelettelser med øgede afgifter og afskaffelsen af fradrag, kan læses her (side 6):

Topchef: Kan kun forsvare os ved at flytte produktionen udenlands

Topchefen i slikproducenten Toms Group, der har 850 ansatte, om den nye afgift på slik, som den kommende regering vil indføre:

"Hvis man rammer vores hjemmemarked væsentlig, så taber man både omsætning og indtjening. Og det er i hvert fald ikke noget, der stimulerer beskæftigelsen i vores sektor. Den eneste måde vi vil kunne forsvare os på, er ved at flytte så meget af produktionen som muligt til lavtlønsområder hurtigt muligt for at genvinde noget af den mistede konkurrenceevne."
Toms topchef, Jesper Møller, i Børsen 16-09-2011 på side 11.

Konkurrenten Malaco har allerede besluttet at flytte produktionen til Slovakiet. Fabrikken i Slagelse lukker i 2012 og 200 arbejdspladser forsvinder.

Fedtafgiften fra den forrige såkaldte borgelige regerings side, får også flere virksomheder til at overveje at flytte til udlandet.

S og SF vil fordoble afgiften i forhold til det udspil VK regeringen kom med, altså vil incitamentet til udflytning af virksomheder blive større, end det allerede er.