I 1970erne og 1980erne oplevede New Zealand et fald i velstanden, der gik faretruende hurtigt på grund af en alt for lav vækst. I princippet var det hele startet med lavvækst allerede tresserne, der lå under det niveauet for de lande New Zealand ellers sammenligner sig selv med.
Roger Douglas, i firserne økonomiminister for New Zealand, opsummerede i 1988 udviklingen sådan her:
In terms of GDP per capita, our ranking in the OECD standard of living tables fell from third in 1953 to 19th in 1975 and by 1982 we were languishing in 32nd place.In 1953 New Zealand had a standard of living the equivalent of Switzerland's. But while Switzerland has progressed to the point where it now has the highest per capita standard of living in the world, our position has steadily eroded. Our GNP per head is now less than half that of Switzerland's.
På sølle syv oliekriseår faldt New Zealand fra en 19 plads til 32 plads, hvad angår BNP per capita i OECD-landene.
Løsningen blev i første omgang en løsning, vi kender alt til - I Roger Simmons ord:
Past administrations responded to the country's economic malaise by shoring up failed regulation with more and more regulation. It became a self-perpetuating exercise. The system grew increasingly extreme. In some areas the degree of regulation equalled or exceeded that of many Eastern Bloc countries.
The weight of such policies was unsustainable. A modern mixed economy cannot be run like a feudal estate.
Medicinen virkede ikke, derfor måtte Roger Simmons regering udtænke en ny løsning, der siden blev døbt Rogernomics.
Før detaljerne i denne løsning bliver afsløret er det på sin plads at understrege, at Roger Simmons som økonomiminister var Socialdemokrat.
En del af løsningen var dog på trods af dette forhold en halvering af skatten - fra 66 procent topskat til en flad skat på 33 procent, som den højeste. Løsningen var en forsimpling af skattesystemet, der afskaffede fradrag og tilskud, samt huller i skattesystemet og i stedet gav en langt lavere generel skat.
Det hører med, at New Zealand også devaluerede valutaen med 20 procent for at også styrke konkurrenceevnen ad denne vej.
Men denne medicin virkede. På kun et år blev et underskud i skatteindtægter på 78 mio. NZ dollar vendt til et overskud på 72 mio. NZ dollar.
De første år under reformen blev hårde med stigende fattigdom, hårde lønforhandlinger og lock-outs, voldsomme strejker og det hele under den generelle hårde krise, der prægede hele verdenen fra 1986 til 1992.
Men efter 1993 vendte lykken og New Zealand oplevede nu vækstrater op til 7 procent årligt.
Arbejdsløsheden blev reduceret til 11 procent til 6 procent på blot tre år. Efter krisen i 1999 nåede arbejdsløsheden ned omkring de 3 procent. (Så vidt jeg ved helt uden hjælp af små tricks som førtidspension og efterløn)
New Zealand kæmpper dog fortsat forgæves med hensyn til at vende tilbage til toppen af OECD - selv den bedste halvdel. Når man har givet de andre lande så stort et forspring, så er det svært at indhente det tabte. Og husk, at før reformerne gik New Zealand til en 32 plads fra en 19 plads på kun syv år i OECD-sammenhæng.
Det burde vi lære af hurtigt, fordi vores egne vækstudsigter ser yderst triste ud:
Danmark står til at få den 4. laveste potentielle økonomiske vækst i perioden 2010-2026, hvilket ikke er et tilfredsstillende vækstbillede. Den danske vækst forventes således at blive på 1,2 pct. årligt frem til 2026, mens de 32 OECD-lande i gennemsnit forventes at få en årlig vækst på 1,9 pct.
Et skarpt fald i væksten, der mest af alt minder om New Zealand i perioden 1975-1982.
New Zealand er i øvrigt stadigvæk et velfærdssamfund.
There is no doubt that part of NZ’s problem has been caused by a generation of people who believe that they have a right to not work.
0 kommentarer:
Send en kommentar