Jeg vågnede i nat på grund af den sædvanlige tissetrang. Hvad der så var usædvanligt, det var, at jeg vågnede med et klassisk digt flyvende gennem hovedet.
Et digt det vel er omkring 10-15 år siden, jeg sidst har tænkt på - endsige læst. Jeg havde nærmest glemt, at det eksisterede.
Dengang for femten år side var jeg ung og meget idealistisk, jeg troede på noget - det gør jeg stadigvæk, men dengang var der til forskel, at jeg troede på, at verdenen kunne forandres i min levetid - altså til det bedre.
Det tror jeg ikke længere på. Verdenen rykker sig andre steder til det bedre - BRIK-landene til eksempel, men set med mine øjne ikke her i verdens ældste kongerige.
Man kan advare løs og finde på nok så gode argumenter. Det rokker ikke verdenen, det er primært kun erfaringen, der gør det. Jeg har aldrig troet på missionsvirksomhed. Hvis man kan få mennesket til at tænke, kan man få det til det at forandre sig selv og verden - langsomt, meget langsomt. Men det er blot det tætteste, som vi kommer på et alternativ til bitter erfaring og ikke altid et reelt alternativ til hånden på kogepladen. Og det er slet ikke let at få gjort op med vanetanker heller - mine egne inklusive.
Nu kunne jeg så havde valgt at beskæftige mine tanker med ting, der er mindre håbløse at forklare end fænomener, som muslimsk demografi og ideologi. Eller hvordan velfærdsstaten bliver en selvforstærkende skatteblæksprutte med fangarmen i snart alle kasser, og at konsekvensen er, at vi langsomt, men sikkert, saver den gren over, som vi alle sammen sidder på.
Det skræmmende set med mine øjne er ikke alene, at vi har haft en krise, og at det kniber med penge i den offentlige kasse. Det skræmmende er og var, at selv ikke den forrige (såkaldte højreorienterede) regering turde skære i de offentlige udgifter. Man kan kun forestille sig, at skatte- og afgiftsblæksprutten fortsat skal rage mere til sig og højest holde lidt igen på forbruget og i det hele væksten i det offentlige forbrug.
Er der noget loft for, hvor meget af BNP, man vil kræve til de offentlige kasser? Altså ud over det urealistiske + 100 procent?
Nu flytter man i stedet fangarmene over i det område, der hedder afgifter, så er vi lige vidt, men afgifterne rammer dog de fattigste hårdest - så meget for de mange ord, om skæve skattelettelser. Det er ved gud ikke anderledes, end at når man hæver varmeregningen og elregningen, eller afgifter på dagligvarer, så rammer det de fattigste hårdest, end det er, at når man sænker skatten i procent på lønindtægter, så får dem der tjener mest, flere penge ud af det og det fattigste mindst ud af det. Det er faktisk langt mere skævt, end skattelettelser er det. Fordi under skattelettelserne fik de fattige trods alt også flere penge. Blot endnu en bitter samfundsironi skåret i valgflæsk i lange baner.
EU har samtidigt bundet os på hænder og fødder, eller rettere vores politikere tør ikke andet end at danse til den dans, som de spiller op til i Bruxelles. I teorien kunne vi bestemme langt mere selv. Men gør vi det?
Nej, jeg har mistet troen på forandring, altså til det bedre - for i retning mod det værre, der er vi godt på vej.
Der er jeg måske en tand for pessimistisk og specielt apatisk, og derfor kom digtet i de stille nattetimer måske, som "sendt fra himlen".
Her følger digtet, der dukkede op i hukommelsen efter femten år. Jeg huskede pludselig hver en strofe i digtet efter femten år i glemsel, det forhold alene gør indtryk. Og digtet selv, det gør også stadigvæk indtryk og minder en om, at man ikke skal afskrive, at det nytter noget, hvad man end gør:
I shot an arrow into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For, so swiftly it flew, the sight
Could not follow it in its flight.
I breathed a song into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For who has sight so keen and strong,
That it can follow the flight of song?
Long, long afterward, in an oak
I found the arrow, still unbroke;
And the song, from beginning to end,
I found again in the heart of a friend.
Henry Wadsworth Longfellow
2 kommentarer:
Der er det at sige om udviklingen, at den går somme tider ud af en tangent - men aldrig tilbage. Det er det sjove ved den.
At den går ud af en tangent er ganske logisk, set i et yin-yang perspektiv (som Niels Bohr også anvendte).
Et eksempel er rejsen fra Forståelse til Viden, som vort samfund har foretaget.
Den pol, jeg altså døber Forståelse, er naturligvis ikke forståelse, men blot en ubestemt antagonist af ukendt, spirituel oprindelse, for forståelse er betinget af et minimum af viden for at blive fertil.
Forståelse trænger altså Viden, og øget viden har netop været vort store, og vellykkede, civilisationsprojekt: Oplysning. Baseret på erhvervelse af stadig mere viden.
Men nu nærmer vi os polen Viden så meget, at vi fjerner os fra Forståelse - den autentiske kilde fra hvilken vores søgen udgik, og som beliver Viden. Og vi lider derfor et stadig større videnstab, jo mere Viden, vi forsøger at skole os til. Det tror jeg er genkendeligt, når man lytter til "eksperter" og iagttager almendannelsens forfald. Mange ved meget, men mindre og mindre Hvad Der Er Værd At Vide.
For da Forståelse og Viden betinger hinanden, er det i zenit mellem de to, at de er stærkest. Så fra nu af, da vi for længst har passeret zenit, er vores stræben efter indskolet Viden, dødens følgesvend.
Det vil vi indse i den kommende tid, hvorefter vi igen vil søge mod autenciteten og (ja, undskyld, jeg mener ikke det religiøse, men) det spirituelle. Vores kilde til os selv. Vi vil simpelthen blive trukket hen imod autenciteten af det store vacuum, vores rejse mod yderligheden har skabt bag os.
Med hensyn til at påvirke udviklingen: Det gælder ikke om at værne om det gamle egetræ, som vi elsker, så det kan leve evigt. Thi det kan intet egetræ. - Det er ikke fremtiden, så stort og iøjnefaldende som det også er.
Det er dets undselige agern, der er fremtiden!
Det er den, der planter et lille, bæredygtigt kim i nutiden, der bestemmer fremtiden. Bæredygtigheden - levedygtigheden -og ikke størrelsen, er afgørende.
Det er ikke engang nødvendigt at have flertallet med sig. Få kan vise vejen.
Så det kan sagtens være dig, der udøver den idræt at så sådanne usynlige kim, og bestemmer fremtiden, for alt det ubæredygtige bærer i sagens natur ikke ind i fremtiden, og så er det ikke et alternativ, der kan konkurrere med det, der er vitalt.
Så fat mod - og arbejd videre :)
- - -
Undskyld det sene svar.
Tak for opmuntringen :)
Jeg tror også et eller andet sted på en overordnet fremgang. Men sidste gang en intolerant abrahamæisk religion fik magt og stor indflydelse i Europa, mistede vi store dele af grækernes og romernes viden.
Vi kunne også tage Egypten. Før kristendommen og Islam var landet et vigtigt centrum for videnskab og kundskab.
Har Egypten udviklet sig til det bedre sidenhen?
På nogle områder ja, men det skyldes kun, at der har været kulturer uden for Egypten, der har udviklet sig.
Mennesket kan ikke alene lokkes til at tænke på en bestemt måde, det er langt mere effektivt, når der er fysiske sanktioner involveret. Det har virket effektivt mod både fritænkende kristne og muslimer og ført til en mørk middelalder begge steder.
Kunne det ske i dag? Jeg synes allerede det sker, når man kigger på lande som Pakistan, Egypten, Iran osv.
Andre er godt på vej.
Tyrkiet islamiseres efter salamimetoden - udrensninger af verdslige i militæret ud fra fingerede anklager - vilkårlige fængslinger af kritikere og Egypten kommer til at gå samme vej, indtil islamisterne har fået styr på hæren og afprøvet, hvor langt de kan gå med befolkningen hujende og jublende i baggrunden.
Jeg vil ikke kalde det fremskridt, hvad der sker i disse lande. Heller ikke det, som tegner sig her i Europa, specielt ikke i Tyskland. Angiveligt vil udviklingen gå frem en dag, men først efter lange skridt tilbage.
Send en kommentar