Troen på forandring

Jeg vågnede i nat på grund af den sædvanlige tissetrang. Hvad der så var usædvanligt, det var, at jeg vågnede med et klassisk digt flyvende gennem hovedet.

Et digt det vel er omkring 10-15 år siden, jeg sidst har tænkt på - endsige læst. Jeg havde nærmest glemt, at det eksisterede.

Dengang for femten år side var jeg ung og meget idealistisk, jeg troede på noget - det gør jeg stadigvæk, men dengang var der til forskel, at jeg troede på, at verdenen kunne forandres i min levetid - altså til det bedre.

Det tror jeg ikke længere på. Verdenen rykker sig andre steder til det bedre - BRIK-landene til eksempel, men set med mine øjne ikke her i verdens ældste kongerige.

Man kan advare løs og finde på nok så gode argumenter. Det rokker ikke verdenen, det er primært kun erfaringen, der gør det. Jeg har aldrig troet på missionsvirksomhed. Hvis man kan få mennesket til at tænke, kan man få det til det at forandre sig selv og verden - langsomt, meget langsomt. Men det er blot det tætteste, som vi kommer på et alternativ til bitter erfaring og ikke altid et reelt alternativ til hånden på kogepladen. Og det er slet ikke let at få gjort op med vanetanker heller - mine egne inklusive.

Nu kunne jeg så havde valgt at beskæftige mine tanker med ting, der er mindre håbløse at forklare end fænomener, som muslimsk demografi og ideologi. Eller hvordan velfærdsstaten bliver en selvforstærkende skatteblæksprutte med fangarmen i snart alle kasser, og at konsekvensen er, at vi langsomt, men sikkert, saver den gren over, som vi alle sammen sidder på.

Det skræmmende set med mine øjne er ikke alene, at vi har haft en krise, og at det kniber med penge i den offentlige kasse. Det skræmmende er og var, at selv ikke den forrige (såkaldte højreorienterede) regering turde skære i de offentlige udgifter. Man kan kun forestille sig, at skatte- og afgiftsblæksprutten fortsat skal rage mere til sig og højest holde lidt igen på forbruget og i det hele væksten i det offentlige forbrug.

Er der noget loft for, hvor meget af BNP, man vil kræve til de offentlige kasser? Altså ud over det urealistiske + 100 procent?

Nu flytter man i stedet fangarmene over i det område, der hedder afgifter, så er vi lige vidt, men afgifterne rammer dog de fattigste hårdest - så meget for de mange ord, om skæve skattelettelser. Det er ved gud ikke anderledes, end at når man hæver varmeregningen og elregningen, eller afgifter på dagligvarer, så rammer det de fattigste hårdest, end det er, at når man sænker skatten i procent på lønindtægter, så får dem der tjener mest, flere penge ud af det og det fattigste mindst ud af det. Det er faktisk langt mere skævt, end skattelettelser er det. Fordi under skattelettelserne fik de fattige trods alt også flere penge. Blot endnu en bitter samfundsironi skåret i valgflæsk i lange baner.

EU har samtidigt bundet os på hænder og fødder, eller rettere vores politikere tør ikke andet end at danse til den dans, som de spiller op til i Bruxelles. I teorien kunne vi bestemme langt mere selv. Men gør vi det?

Nej, jeg har mistet troen på forandring, altså til det bedre - for i retning mod det værre, der er vi godt på vej.

Der er jeg måske en tand for pessimistisk og specielt apatisk, og derfor kom digtet i de stille nattetimer måske, som "sendt fra himlen".

Her følger digtet, der dukkede op i hukommelsen efter femten år. Jeg huskede pludselig hver en strofe i digtet efter femten år i glemsel, det forhold alene gør indtryk. Og digtet selv, det gør også stadigvæk indtryk og minder en om, at man ikke skal afskrive, at det nytter noget, hvad man end gør:

I shot an arrow into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For, so swiftly it flew, the sight
Could not follow it in its flight.


I breathed a song into the air,
It fell to earth, I knew not where;
For who has sight so keen and strong,
That it can follow the flight of song?


Long, long afterward, in an oak
I found the arrow, still unbroke;
And the song, from beginning to end,
I found again in the heart of a friend.


Henry Wadsworth Longfellow

Årets juledigt 2011 - Lord Alfred Tennyson

Ring out, wild bells - Christmas Poem by Alfred, Lord Tennyson


Ring out, wild bells, to the wild sky,
The flying cloud, the frosty light;
The year is dying in the night;
Ring out, wild bells, and let him die.


Ring out the old, ring in the new,
Ring, happy bells, across the snow:
The year is going, let him go;
Ring out the false, ring in the true.


Ring out the grief that saps the mind,
For those that here we see no more,
Ring out the feud of rich and poor,
Ring in redress to all mankind.


Ring out a slowly dying cause,
And ancient forms of party strife;
Ring in the nobler modes of life,
With sweeter manners, purer laws.


Ring out the want, the care the sin,
The faithless coldness of the times;
Ring out, ring out my mournful rhymes,
But ring the fuller minstrel in.


Ring out false pride in place and blood,
The civic slander and the spite;
Ring in the love of truth and right,
Ring in the common love of good.


Ring out old shapes of foul disease,
Ring out the narrowing lust of gold;
Ring out the thousand wars of old,
Ring in the thousand years of peace.


Ring in the valiant man and free,
The larger heart, the kindlier hand;
Ring out the darkness of the land,
Ring in the Christ that is to be.

Lidt musik og lyrik til at forårshygge med

FEBRUAR

Tove Ditlevsen

Vi kan mærke nu på nætterne

der flyver os forbi.

mere korte, mindre mørke,

tryggere at sove i,

at et forår på sin vandring

i det stjernekolde hvælv

strejfer klodens vinterhjerte

i en længsel mod sig selv.

Og vi vågner i den sene time

mellem søvn og drøm

i en sød, bevæget uro

ved den måneblege strøm,

der som fine fingre leger

i dit nattesorte hår,

og som nattens sarte glorie

er vor spæde drøm om vår.

Årets Juledigt 2010

In casu, jeg ikke når at velsigne med et digt i morgen, hvor det er den rigtige juleaften.

Christmas Bells

Henry Wadsworth Longfellow (1864)

I heard the bells on Christmas Day Their old, familiar carols play, And wild and sweet The words repeat Of peace on earth, good-will to men! And thought how, as the day had come, The belfries of all Christendom Had rolled along The unbroken song Of peace on earth, good-will to men! Till ringing, singing on its way, The world revolved from night to day, A voice, a chime, A chant sublime Of peace on earth, good-will to men! Then from each black, accursed mouth The cannon thundered in the South, And with the sound The carols drowned Of peace on earth, good-will to men! It was as if an earthquake rent The hearth-stones of a continent, And made forlorn The households born Of peace on earth, good-will to men! And in despair I bowed my head; “There is no peace on earth,” I said; “For hate is strong, And mocks the song Of peace on earth, good-will to men!” Then pealed the bells more loud and deep: “God is not dead, nor doth He sleep; The Wrong shall fail, The Right prevail, With peace on earth, good-will to men."

Glædelig jul allezusammen!

I kan ikke slå os ihjel - det klarer vi selv

Tom Lundén, en af de mere sympatiske drømmere, der netop skrev "i kan ikke slå os ihjel".

I 1968 lød det: "fantasien til magten".

I dag er konklusionen mere nøgtern:

vi drømte om at ændre verden
& det lykkedes!

vi har i hvert fald flyttet lidt rundt
på de skygger vi kaster!

Det er på mange måder synd, for intentionerne var gode nok.

Men som anden digter skrev, så er vejen til helvede brolagt med gode hensigter



Nogle gange kræver det noget, som tilsyneladende ikke er gjort med hjertet placeret det rigtige sted, at skabe noget godt.

Tiden går og vi går med

Robert Herrick. 1591–1674

248. To the Virgins, to make much of Time

GATHER ye rosebuds while ye may,
Old Time is still a-flying:
And this same flower that smiles to-day
To-morrow will be dying.
The glorious lamp of heaven, the sun,	5
The higher he 's a-getting,
The sooner will his race be run,
And nearer he 's to setting.

That age is best which is the first,
When youth and blood are warmer;	10
But being spent, the worse, and worst
Times still succeed the former.
Then be not coy, but use your time,
And while ye may, go marry:
For having lost but once your prime,	15
You may for ever tarry.

Haiku for president

Det er ikke hver dag, vi får en præsident som skriver Haiku digte.

Derfor synes JP, at vi bør skrive et haiku digt til ham.

Hermed gjort:

Demokratiskhed
Vi takker for idéen nu
den er forsvundet

Hyldest til Norden og Vesten

Jeg har tidligere postet min yndlingskoncert med Sibelius her på bloggen, men savnede Nigel Kennedys version.

Den har jeg nu selv uploadet på You Tube, med billeder primært fra den finske natur.

En fantastisk koncert hvor øst og vest, myriader af stemninger og følelser, eventyrlandskaber og skabervilje, toner frem- hele koncerten her:

Den lyse nat – det klare hvælv
som møder os i mindet
Den er et tegn for Danmark selv
dets åbenhed i sindet.

Den stille sne – den hvide fred
omkring vor barndoms banke
Den er et træk vi kendes ved
en svalhed i vor tanke.

Det åbne sind, den svale ro
så god en arv at gi os.
De bar os vidt. Vi blev dem tro.
De to er Danmark i os.

Hvor fjernt omkring vor kurs er sat,
vi lyder Danmarks stemme,
for sneen og den lyse nat
Dem kan vi aldrig glemme.

Piet Hein

Gå aldrig natten mildt imøde

Hvis man ikke raser over galskaben og ondskaben i verden, magter man ikke at bekymre sig - det vil sige i virkeligheden er man ligeglad, ikke nødvendigvis kynisk, men oftest fordi ens sjæl ikke kan håndtere at se virkeligheden i øjnene.

Der er naturligvis også den mulighed at man er mere eller mindre blind og dum, men den gælder nok reelt de færreste, hvor det for flertallet nok nærmere kniber med ærligheden og lysten til at se realiteterne i øjnene.

Verden fortjener bedre, end at vi som paralyserede krystere lader galskaben og ondskaben råde.

Der går let en Chamberlain i os alle, som ønsker det bedste og fornægter det værste.

Chamberlain ønskede det virkelig, han mistede sin livskraft og døde, da den krig kom som han havde kæmpet for at undgå.

Churchill, som det er de fleste ubekendt, kæmpede også for at undgå den! Han er husket som den der ville opruste og ryste med sablen i forhold til Tyskland. Men han var også den der talte for, længe før at Hitler kom til magten, at man skulle lempe Versailles traktatens strenge sanktioner mod Tyskland, før løbet var kørt og de rasende Tyskere fuldt opsat på at få hævn.

Den sure mand, pessimisten er mere opmærksom på den ubehagelige virkelighed, som var essensen af denne forrige post.
Optimisten overser alt som ikke stemmer overens med den drømmeverden, som findes inde i hovedet på vedkommende og som vedkommende, måske oprigtigt, ville ønske af godt hjerte eksisterede i den ydre.

Men den drømmefulde kryster giver op, når virkeligheden angriber, som Chamberlain.

Vi skal brænde mod ondskaben og galskaben, ellers er vi den plane vej, som den tromler let henover.
Sådan fungerer verden. Ondskaben og galskaben har ingen hæmninger og får det dermed langt lettere, når godheden er et stort kompleks af handlingslammelse.

Jeg har bragt dette digt før, men jeg bringer det gerne igen og igen:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

-Dylan Thomas

Digtet er ganske vist skrevet ved hans faders dødsleje og handler om at ikke give slip på livet. Men digtet kan på et højere plan tolkes som om, at man aldrig skal acceptere mørket uden kamp.

Her i Dylan Thomas´ helt fantastiske recitation:

Del-recepten på at blive et mandfolk

Rudyard Kiplings "If":

Erlkonig - Goethe - Schubert

Har ikke selv kunnet slå den ud af hovedet de sidste dage efter jeg genhørte Söderströms/Schubert- her i højdrama version med Anna Sofie Von Otter, potent sturm und drang, fantastisk, livlig forestilling, omend noget mere voldsom og in your face, end Söderströms:

Original German	Literal Translation
Wer reitet so spät durch Nacht und Wind? Es ist der Vater mit seinem Kind; Er hat den Knaben wohl in dem Arm, Er faßt ihn sicher, er hält ihn warm. "Mein Sohn, was birgst du so bang dein Gesicht?" "Siehst, Vater, du den Erlkönig nicht? Den Erlenkönig mit Kron und Schweif?" "Mein Sohn, es ist ein Nebelstreif." "Du liebes Kind, komm, geh mit mir! Gar schöne Spiele spiel' ich mit dir; Manch' bunte Blumen sind an dem Strand, Meine Mutter hat manch gülden Gewand." "Mein Vater, mein Vater, und hörest du nicht, Was Erlenkönig mir leise verspricht?" "Sei ruhig, bleibe ruhig, mein Kind; In dürren Blättern säuselt der Wind." "Willst, feiner Knabe, du mit mir gehen? Meine Töchter sollen dich warten schön; Meine Töchter führen den nächtlichen Reihn, Und wiegen und tanzen und singen dich ein." "Mein Vater, mein Vater, und siehst du nicht dort Erlkönigs Töchter am düstern Ort?" "Mein Sohn, mein Sohn, ich seh es genau: Es scheinen die alten Weiden so grau." "Ich liebe dich, mich reizt deine schöne Gestalt; Und bist du nicht willig, so brauch ich Gewalt." "Mein Vater, mein Vater, jetzt faßt er mich an! Erlkönig hat mir ein Leids getan!" Dem Vater grauset's, er reitet geschwind, Er hält in Armen das ächzende Kind, Erreicht den Hof mit Müh' und Not; In seinen Armen das Kind war tot.	Who rides, so late, through night and wind? It is the father with his child. He holds the boy in the crook of his arm He holds him safe, he keeps him warm. "My son, why do you hide your face so anxiously?" "Father, do you not see the Elfking? The Elfking with crown and tail?" "My son, it's a wisp of fog." "You lovely child, come, go with me! Many a beautiful game I'll play with you; Some colourful flowers are on the shore, My mother has many golden robes." "My father, my father, can't you hear, What the Elfking quietly promised me?" "Be calm, stay calm, my child; The wind rustles through dry leaves." "Do you want to come with me, dear boy? My daughters shall wait on you fine; My daughters lead the nightly dances And will rock and dance and sing you to sleep." "My father, my father, can't you see there, The Elfking's daughters in the gloomy place?" "My son, my son, I see it well: The old willows they shimmer so grey." "I love you, your beautiful form entices me; And if you're not willing, I shall use force." "My father, my father, he's grabbing me now! The Elfking has done me harm!" The father shudders; he rides swiftly, He holds the moaning child in his arms. He can hardly manage to reach his farm; In his arms, the child was dead.

Ulysses af Lord Alfred Tennyson

It little profits that an idle king,
By this still hearth, among these barren crags,
Match'd with an aged wife, I mete and dole
Unequal laws unto a savage race...

I am a part of all that I have met;
Yet all experience is an arch wherethro'
Gleams that untravell'd world whose margin fades
For ever and for ever when I move.
How dull it is to pause, to make an end,
To rust unburnish'd, not to shine in use!
As tho' to breathe were life!...

We are not now that strength which in old days
Moved earth and heaven, that which we are, we are,--
One equal temper of heroic hearts,
Made weak by time and fate, but strong in will
To strive, to seek, to find, and not to yield.

Oktober oktober oktober

Especially when the October wind

Especially when the October wind
With frosty fingers punishes my hair,
Caught by the crabbing sun I walk on fire
And cast a shadow crab upon the land,
By the sea's side, hearing the noise of birds,
Hearing the raven cough in winter sticks,
My busy heart who shudders as she talks
Sheds the syllabic blood and drains her words.

Shut, too, in a tower of words, I mark
On the horizon walking like the trees
The wordy shapes of women, and the rows
Of the star-gestured children in the park.
Some let me make you of the vowelled beeches,
Some of the oaken voices, from the roots
Of many a thorny shire tell you notes,
Some let me make you of the water's speeches.

Behind a post of ferns the wagging clock
Tells me the hour's word, the neural meaning
Flies on the shafted disk, declaims the morning
And tells the windy weather in the cock.
Some let me make you of the meadow's signs;
The signal grass that tells me all I know
Breaks with the wormy winter through the eye.
Some let me tell you of the raven's sins.

Especially when the October wind
(Some let me make you of autumnal spells,
The spider-tongued, and the loud hill of Wales)
With fists of turnips punishes the land,
Some let me make of you the heartless words.
The heart is drained that, spelling in the scurry
Of chemic blood, warned of the coming fury.
By the sea's side hear the dark-vowelled birds.

 -- Dylan Thomas

"Nothing is Lost" by Noel Coward

Tak for tippet til Mia:

Sig nærmer tiden da jeg må væk

Jeg er desværre ikke i familie med hr. digter her, det er mine halvbrødre. Jeg glemmer dog aldrig, da min oldefar sang denne sang, med en stoisk kraft, træt af dage på hans 93 års fødselsdag, han var borte kort efter.

Det bedste ved vinteren, er, at sommeren følger altid efter, og viben med mange andre vender tilbage:

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,

jeg hører Vinterens Stemme;

Thi også jeg er kun her på Træk,

og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

det Hjærtet ikke betynger,

Og derfor lige glad nu og da

på gennemrejse jeg synger.

Jeg skulle sjunget lidt mer' måske —

måske vel også lidt bedre;

Men mørke Dage jeg måtte se,

og Storme rev mine Fjædre.

Jeg vilde gerne i Guds Natur

med Frihed spændt mine Vinger,

Men sidder fast i mit snævre Bur,

det alle vegne mig tvinger.

Jeg vilde gerne fra højen Sky

udsendt de gladere Sange;

Men blive må jeg for Kost og Ly

en stakkels gjældbunden Fange.

Tit ligevel til en Smule Trøst

jeg ud af Fængselet titter,

Og sender stundom min Vemodsrøst

med længsel gennem mit Gitter.

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,

lidt af din Vej Du hidtræde!

Gud véd, måske det er sidste Gang

du hører Livsfangen kvæde.

Mig bæres for, som ret snart i kvæld

at Gitterværket vil briste;

Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;

måske det bliver det sidste.

En konge fra Thule

Goethes sang, "Der König in Thule" med musik af Franz Schubert:

Min Jomfru You Tube video :)



'

German[1]

English

Es war ein König in Thule, Gar treu bis an das Grab, Dem sterbend seine Buhle einen goldnen Becher gab. Es ging ihm nichts darüber, Er leert' ihn jeden Schmaus; Die Augen gingen ihm über, So oft er trank daraus. Und als er kam zu sterben, Zählt' er seine Städt' im Reich, Gönnt' alles seinen Erben, Den Becher nicht zugleich. Er saß beim Königsmahle, Die Ritter um ihn her, Auf hohem Vätersaale, Dort auf dem Schloß am Meer. Dort Stand der alte Zecher, Trank letzte Lebensglut, Und warf den heiligen Becher Hinunter in die Flut. Er sah ihn stürzen, trinken Und sinken tief ins Meer, die Augen täten ihm sinken, Trank nie einen Tropfen mehr.

There was a king in Thule, So faithful to the grave. His love, when she was dying, a goblet of gold him gave. He used to love it deeply, And always drank from it. His eyes they filled with tears Whenever he emptied it. And when his time to die came He counted all his wealth, And everything gave to his heirs, But only kept that cup. He sat at the royal banquet, With all his knights around, In his forefathers' lofty hall There in his castle by the sea. There stood the old carouser, And drank life's final glow, Then threw the holy goblet far Deep down into the waves. He watched it fall, and drinking it sank into the sea. He closed his eyes forever, And never drank a drop.

Og en folkemusik version, som behandler symbolikken, symbolsproget i digtet, bemærk dog også på tysk:



Update: Egentlig havde jeg håbet at finde sangen udført af Elisabeth Söderström, som har en fantastisk stemme til formålet.
Samples fra den plade kan høres på Amazon:

Update2:
Ok, jeg fik den idé at prøve at lave en video selv, i Windows movie maker, som jeg tidligere har brugt til at klippe videoer i. Det gik faktisk ganske let, ikke noget Final Cut Pro, men det virker til husbehov. Vil også uploade den til You Tube. Elisabeth Söderström synger Goethe, nyd det!

Musik fra Kieslowskis bedste

Her lidt unik musik fra "Veronikas to liv", en film man desværre må helt til USA for at få fat i.



Teksten til musikken er af Dante fra den guddommelige komedie :

"O voi che siete in piccioletta barca,
desiderosi d'ascoltar, seguiti
dietro al mio legno che cantando varca,

"Non vi mettete in pelago, ché forse,
perdento me, rimarreste smarriti.

"L'acqua ch'io prendo già mai non si corse;
Minerva spira, e conducemi Appollo,
e nove Muse mi dimostran l'Orse."

(Paradiso II.1-3, 5-9)

"O you, eager to hear more,
who have followed in your little bark
my ship that singing makes its way,

"Do not set forth upon the deep,
for, losing sight of me, you would be lost.

"The seas I sail were never sailed before.
Minerva fills my sails, Apollo is my guide,
nine Muses point me toward the Bears."

Krigssymfonien

Jeg hørte den første gang, under en mindekoncert 50 året for anden verdenskrigs ophør i 1995, i Århus Domkirke.
Dengang blev den solgt som en symfoni præget af krigens udbrud, og som en stille protest mod krigen.
Men, jeg kan se at den faktisk var grundigt undervejs før krigens udbrud, og blev gjort færdig i September 1939, kort efter udbruddet.

Under alle omstændigheder, er den skrevet for 70 år siden, som krigen begyndte for 70 år siden.

Og meget anderledes end Shostakovichs øvrige symfonier er den, så helt udelukkes kan det da ikke, at krigen nåede at sætte sit præg på den:

Look Down, Fair Moon

from Leaves of Grass by Walt Whitman (1900)

Look down, fair moon, and bathe this scene; Pour softly down night’s nimbus floods, on faces ghastly, swollen, purple; On the dead, on their backs, with their arms toss’d wide, Pour down your unstinted nimbus, sacred moon.

Nattens mystiske magi

Endnu en Nocturne af Chopin:



Og som en lille bonus, samme med en lille otteårig pige, som i hvert fald allerede kan det tekniske, resten får hun forhåbentlig også lært, når livet har rusket lidt i hende:



Også til sidst, en værdig kandidat til Danmarks smukkeste digt nogensinde, Per Langes digt, "Nattergal":

Nattergal



Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét så lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?



En Skovgud drejer
med stille Hænder
en stor og glødende
Ædelsten.
Tungt falder Straalerne
gennem Mørket
røde og grønne
én for én.



En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjærte
i Nattens Klo.

Skål og smil

Hvis der nogle som skulle være i tvivl, så har alkohol altid fungeret som antidepressiver, længe før Prozac. Det er faktisk dårligt for ens psykiske helbred, at undlade at drikke:

Forskerne Jens Christoffer Skogen og Arnstein Mykletun siger, at der med total afholdenhed er 30 procent større risiko for angst og næsten 50 procent større risiko for depression i forhold til de mådeholdne.

En sådan nyhed, er da lige at knappe en øl op over, og skåle oven på.

Lad mullaher, frelste og profeter prædike som de vil. Menneskets egen biologi har nu altid vidst, hvad der er godt :)

Fra Rubaiyat af Omar Khayyam:

 
Here with a Loaf of Bread beneath the Bough,
A Flask of Wine, a Book of Verse—and Thou
Beside me singing in the Wilderness—
And Wilderness is Paradise enow.
...

Ah! my Beloved, fill the Cup that clears
TO-DAY of past Regrets and future Fears-
To-morrow?—Why, To-morrow I may be
Myself with Yesterday's Sev'n Thousand Years.

XXI.

 Lo! some we loved, the loveliest and the best
That Time and Fate of all their Vintage prest,
Have drunk their Cup a Round or two before,
And one by one crept silently to Rest.

XXII.

 And we, that now make merry in the Room
They left, and Summer dresses in new Bloom,
Ourselves must we beneath the Couch of Earth
Descend, ourselves to make a Couch—for whom?

XXIII.

 Ah, make the most of what we yet may spend,
Before we too into the Dust Descend;
Dust into Dust, and under Dust, to lie,
Sans Wine, sans Song, sans Singer and—sans End!

...

Why, all the Saints and Sages who discuss'd
 Of the Two Worlds so learnedly, are thrust
   Like foolish Prophets forth; their Words to Scorn
 Are scatter'd, and their Mouths are stopt with Dust.

XXVI.

 Oh, come with old Khayyam, and leave the Wise
 To talk; one thing is certain, that Life flies;
   One thing is certain, and the Rest is Lies;
 The Flower that once has blown for ever dies.

XXVII.

 Myself when young did eagerly frequent
 Doctor and Saint, and heard great Argument
   About it and about: but evermore
 Came out by the same Door as in I went.

XXVIII.

 With them the Seed of Wisdom did I sow,
 And with my own hand labour'd it to grow:
   And this was all the Harvest that I reap'd—
 "I came like Water, and like Wind I go."

XXIX.

 Into this Universe, and why not knowing,
 Nor whence, like Water willy-nilly flowing:
   And out of it, as Wind along the Waste,
 I know not whither, willy-nilly blowing.

XXX.

 What, without asking, hither hurried whence?
 And, without asking, whither hurried hence!
   Another and another Cup to drown
 The Memory of this Impertinence!

Ah, fill the Cup:—what boots it to repeat
How Time is slipping underneath our Feet:
Unborn TO-MORROW and dead YESTERDAY,
Why fret about them if TO-DAY be sweet!

XXXVIII.

...

 For "IS" and "IS-NOT" though with Rule and Line,
And, "UP-AND-DOWN" without, I could define,
I yet in all I only cared to know,
Was never deep in anything but—Wine.

XLII.

 And lately, by the Tavern Door agape,
Came stealing through the Dusk an Angel Shape,
Bearing a vessel on his Shoulder; and
He bid me taste of it; and 'twas—the Grape!

XLIII.

 The Grape that can with Logic absolute
 The Two-and-Seventy jarring Sects confute:
   The subtle Alchemist that in a Trice
 Life's leaden Metal into Gold transmute.

SKÅL og god weekend!