Digiloo digiallah - når jeg går i mine gyldne sko

Skokasteren! Den irakiske journalist som smed en sko efter Bush, er efterhånden på vej til at blive en holden mand:

En emir ved Den Persiske Bugt har lovet ham en hest i massivt guld. En forretningsmand har tilbudt ham en sportsvogn, men kolleger til Bagdads berømte skokaster er overbevist om, at han vil gå på arbejde som vanligt, når han i næste uge bliver løsladt fra fængslet...

Er blevet tilbudt ægteskab og drømmejob
Men samtidig vandt han berømmelse og beundring i hele den arabiske verden, hvilket har fået folk til at tilbyde ham alt fra ønskestillinger, penge, ægteskab, sportsvogne, en hest af det pureste guld til en politisk karriere.

Men en kollega på tv-stationen Al-Baghdadia - Mohammed Wadeh - er overbevist om, at Zaidi vil modstå fristelsen til at udnytte sin berømmelse til at forlade sit hjemland og søge lykken i Kairo eller Beirut, hvor nogle af den arabiske verdens største tv-stationer har tilbudt ham arbejde.

En ting vil dog ændre sig, når Zaidi kommer ud af fængslet. Chefen for Al-Baghdadia har lovet at købe en penthouselejlighed til ham som tak for den berømmelse, Zaidi har givet tv-stationen.

I fremtiden vil alle som sagt være berømte i femten minutter. Hvis man hader de rigtige personer, som Bush, kan man gå langt videre end det.

Det er et symptom på denne verden, så irrationelt polariseret.

Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.

Præster - næstekærlighed og den omvendte kikkerts moralisme

Man kan argumentere for at Ramsdal ikke kunne handle anderledes, som Lotte.

Man kan også argumentere for at denne etiske fordring er urealistisk. Den er derfor frataget personligt ansvar, den er et statsligt projekt, og for den individuelle person, er den blevet et symbolsk og farisæisk projekt. Et livsstil projekt, hvor "jeg" - i centrum - vil gøre noget godt. Noget de fleste mennesker vil, med hvert sit fokus som indholdsfyldning.

Den etiske fordring er lige så reel i alle situationer, hvor der er fortræd, som i denne.
Den er relevant, når farlige forbrydere slippes fri, til at begå nye forbrydelser.
Lige så relevant, når mennesker dør på grund af dårlig behandling i sundhedssystemet.
Lige så relevant, når folk bliver overfaldet, og vi kigger den anden vej, fordi vi er bange.
Den er lige så relevant, når vi svigter en kvinde som trues på livet af sin tidligere kæreste, og vi ikke tager hende alvorligt, når samfundet ikke griber ind, men betragter truslen som minimal og affærdiger hende.
Og når den går ud over grænsen, er den fuldstændig urealistisk, hvor den allerede er urealistisk inden for vores grænser.
Bekymrer vi os overhovedet om folkemordet i Sudan, om den grænseløse nød i verden, ondskabens hersken som den vil?
Hvis vi ærligt skal skue ind i vores selektivitet, hvor er så denne etiske fordring?

Der findes områder som har større medieopmærksomhed, end andre.

Jeg foretrækker personligt dem som kaster sig ud i at gøre en forskel i hemmelighed.

Det mener jeg bestemt ikke Ramsdal, eller andre involverede, gør.

Han udvælger et specielt fokus, defineret af mediernes interesse og fokus, nærmere end noget som er specielt etisk vigtigt, og det vender jeg tilbage til.

Bag ham står en gruppe, hvis klare målsætning er "Asyl til alle", for hvem medierne bare er et middel til en politisk og kulturel omkalfatrering af Danmark.
Med andre ord, en revolution i marxistisk forstand.

Er Ramsdal så drevet af sit kristne livssyn, som man må formode han har på en måde, eller er han både kølvands-marxist og kristen?

Det er svært at vide. For personer kaster sig over enkeltsager med ildhu, af decideret uransagelige årsager.
Hvorfor kaster et menneske sig for eksempel lige ind i kampen for en enkelt dyreart, fremfor en anden?

Men, hvad der ikke er svært at vide. Er hvilket syn på sagerne, dem han samarbejder med har.
At de er lovbrydere, udemokratiske, voldelige og ønsker samfundet omstyrtet.

Hvad der ikke er svært at vide, er at kirken og staten er adskilt i Danmark. Sådan skal det være.
Og Ramsdal har valgt at trodse både den skrevne, og uskrevne lov. Han har selv sat sig i mediernes fokus, og nok er han blevet en syndebuk, der skygger for det bagvedliggende. Men, det er i mine øjne på grund af, at han utaktisk, har sat sig selv i scene i medierne og benyttet lejligheden til at lyve, og i ovenkøbet været villig til at bryde loven. Samt, når han bryder den adskillelse, som er mellem religion og stat. Så går det ud over at være syndebuk. Det er ikke aktivisterne, som har overtrådt den grænse. De synes sikkert at adskillelsen i de fleste andre tilfælde ville helt ok.

Hvad er forskellen på Kirkeasyl, aktivister for flygtninge og den person som vælger at kæmpe for en truet dyreart?

For at starte med sammenfaldet mellem de to. Så vælger de et enkelt fokusområde i en verden med uendelige problemer. Det er for så vidt naturligt, eftersom det er, hvad de fleste mennesker gør, det gælder også højreorienterede osv.

Hvad er så forskellen?

Jo, forskellen er at den som kæmper for en dyrearts overlevelse, aldrig ville hævde, at det kun drejede sig om den dyreart. Det er mange andre forskelle, men lad os nøjes med denne.

Vi skriver utroligt meget om denne sag, men undgår i fuldstændig pagt med aktivist - spindoktorernes hensigt, at omtale hvad denne sag egentlig drejer sig om. Her kommer den:

ASYL TIL ALLE

Derfor havde Pittelkow ret i, at der ikke er gået kritisk til værks her.

Modsat aktivisten som kæmper for en enkelt dyrearts overlevelse, vil disse aktivister påstå, at det kun drejer sig om disse få Irakere.

Det er naturligvis løgn, og konsekvensen, hvis det skulle holde, er at vi fortsat skal afvise flygtninge, som vi altid har gjort, hvilket de også vil kæmpe i mod.

Præmisset med det farlige land, har jeg været inde på før:

Irak er ikke verdens farligste land.

Så lad os slå fast, hvad det her egentlig drejer sig om:

Et menneske møder op, og siger det er forfulgt og truet på livet.
Dette skal vi tro på, og aldrig afvise et sådant menneske.
For "Asyl til alle" flokken, venstreaktivister og præster med mere, skal man dog slet ikke sige nej. Heller ikke til Kosova Albanere.

Men lad os nu forestille os, at vi skulle give asyl til alle, som kom og sagde, de er truet på livet og personligt forfulgt.

Er en person, som er forfulgt af en bande kriminelle, mindre forfulgt end andre? Det kan jo være uforskyldt, man kunne have været uheldigt vidne til noget, og har ikke nødvendigvis noget at gøre med.

Er der noget land, som et menneske ikke kan være truet på livet i, og være i livsfare i? uden at myndighederne kan beskytte det menneske.

At kræve dette ville være at kræve det umulige. Og at kræve det at leve i et farligt land, eller man er truet på livet, er grund til asyl ville være at kræve, ja:

ASYL TIL ALLE

Så det er, hvad det her drejer sig om.

Selv i Danmark, er der personer som i så fald med rette, kunne kræve asyl i et andet land i håbet om, der ikke er nogle i det land som vil true dem på livet.

Ydermere er dette et spørgsmål omkring, at de skal beskyttes præcis i Danmark, hvor de kunne være beskyttet i en flygtningelejr. Altså er det et spørgsmål omkring at så mange som muligt skal opgraderes til dansk velfærdsniveau.

At hjælpe et menneske på denne måde, vil naturligt indskrænke midlerne, og dermed lysten, til at hjælpe andre i samme situation.

Det er altså et moralsk tunnelsyn, der vælger en snæver og begrænset løsning, på et problem af et omfang, der reelt er uendeligt.

Den etiske fordring er en realitet, som medfølelsen. Men at dreje det til at mennesker som ser det urealistiske i et snæversyn, det ugennemtænkte projekt, drevet af løgn og fordækte kort. At det er manglende moral, og ikke adlyder den etiske fordring, er absurd.

I mine øjne er den etiske fordring bredere og ikke et snæversyn, hvor penge spildes på det umulige, det dyreste, det som undergraver demokratiet og loven. Det som underløber samfundet, og skaber et dårligere og fattigere samfund, uden at løse nogle af de problemer, som findes i verden.

Jeg ser intet etisk i at dæmonisere fornuft, shame fornuftige mennesker. Forvente at andre skal spille et spil som ingen kan vinde. I at undergrave loven, promovere sig selv. Ved at bluffe og lyve. Ved at undergrave tilliden til kirkens adskillelse fra staten.

Jeg afviser for så vidt, at det her i særlig høj grad drejer sig om etik. Det er dog blændværk. Dette her drejer sig først og fremmest om "asyl til alle", som nogle vil betragte som et parameter på etik.

Jeg vil betragte det som manglende ansvarlighed og omtanke, selviskhed i farisæimens klæder, og et ego projekt som indebærer at fordele mennesker på manikæismens skala ud i sort og hvidt. En omfordeling af verdens rigdom af bagvejen, en snigløbning af samfundet. Ingen af delene, og der er meget mere, rimer på etik i mine ører.
Etik skal ses bredt, ikke snævert. Ellers er det et snæversyn som alle andre. At vælge fokus er en ting. Ikke at se konsekvensen af ens tankegang, eller se den og lyve med hensyn til ens hensigt.
Det er alt andet end etisk.

Den etiske fordring eksisterer i sig selv, men adskilles fra virkelighedens verden kan den aldrig.

Farlige lande

Mennesker flygter fra farlige lande, og sender så deres børn tilbage til de farlige lande, fordi vores hedonistiske kultur er farlig.

Der kunne siges utroligt meget om Irakerne, om fupasylanter som siger de kommer fra Somalia, men taler ikke sproget, ferierejser til de "farlige" hjemlande, osv. osv.

Det korte af den lange er, at drømmen om at bo i et rigt land som Danmark, er ikke en menneskeret at få opfyldt.

Hele dette asylsystem har forlængst spillet fallit, og vi burde forandre det tilbage til, at vi kun tager kvoteflygtninge, som så kun har ret til et sikkert land, ikke et rigt land.

Og det med argumentet om de farlige lande, dem findes der altså mange af. Et farligt land er ikke et argument for at et individ skal have ophold i lige Danmark. Per selvudvælgelse. Det er i så fald et argument med meget flydende grænser, for at sige det mildt, både i forhold til antallet af flygtninge og årsagerne til at de flygter.
For at slet ikke tale om plæderingen om at lade tvivlen lade mennesket komme til gode, uanset hvor mange huller der er i deres fantasifulde historie.
Bag individet som kommer og søger asyl, er der en masse reelle flygtninge, langt flere individer som bor i lurvede teltlejre og slet, slet ikke kommer i nærheden af de luksuriøse forhold, som asylansøgere her får.
En flygtning på førsteklasse sker på bekostning af flygtninge på fjerde klasse, for der er ikke økonomi til dansk velfærdsniveau til alle verdens stakler. Der er det ærligt talt ikke engang til os selv, på sigt.
Og nærmere end at give verdens flygtninge muligheden, uddannelse foreksempel, for en bedre tilværelse i nærhed til deres land, som de som udgangspunkt skal vende tilbage til i det billigere nærmiljø, løser vi ikke nogle problemer på denne dyre måde.
Nærmere sætter vi enkelte selvudvalgte individer over andre skæbner.

Faktisk er femten lande mere farlige end Irak, forstået på den måde, at der bliver myrdet flere i disse lande, end der gør i Irak og de lande kan ikke se frem til forbedringer.

Mordrate toppen i verden - Irak har været det farligste land, men havde i 2008 langt mindre, nemlig 21 mord per 100.000 indbyggere. Hvilket er overgået af femten andre lande som er langt farligere.
Hovedsageligt lande vi ikke ville forbinde ordet asyl, eller flygtninge med!

Iraq	[8]		101	89	21	21
Guatemala	[9][10][11]	42.03	45.02	46.4	47	47
Sierra Leone	[12]					50
El Salvador	[13][14]	54.9	55.3	49.1		49.1
Jamaica	[15]	58	49			49
Venezuela	[16][17][18][19][20]	42.1	49.4	48		48
Honduras	[21]	42.0	45.2			45.2
Trinidad and Tobago	[22][23][24]	29.69	28.53	30.38	42.31	42.31
Angola	[12]					40
South Africa	[25][26]	39.6	40.5	38.6		38.6
Somalia	[12]					33
Liberia	[12]					33
Colombia	[27][28][29][30][31][32]	39.3	37.3	37	33	33
Belize	[33][34]	30.0	33.0	30.8		30.8
Brazil	[35][36]	26.6	25.7			25.7
Dominican Republic	[37]	26.41	23.56			23.57

Sort arbejde blandt indvandrere

Er jo som bekendt hyppigt blandt indvandrere, (bemærk vinklen, positivt at de gør det) mere end det allerede er hyppigt blandt hele befolkningen.

Men har man to lande, hvor man kan hæve invalidepension i det ene og arbejde i det andet, er det jo helt i vinkel. Her er et godt eksempel:

En af dem er Balen Abdulla Mahmood fra Albertslund, der gennem fem år har fået udbetalt førtidspension i Danmark samtidig med, at han har været medlem af det kurdiske parlament. Her har han haft en indtægt på minimum 384.000 kroner om året plus et hav af frynsegoder.

Balen Abdulla Mahmood bekræfter i et båndet interview med Ekstra Bladet, at han får 5.000.000 irakiske lira - eller 23.500 kroner - hver måned. Andre kilder i Irak fortæller, at beløbet er endnu højere - tættere på 30.000 kroner om måneden, skattefrit.

N.B. Der kommer mere om førtidspension, generelt, i næste uge på bloggen, som jeg har tænkt mig at bore lidt i.

Hjernevask når den virker

En lille historie fra nabolandet:

En undersökning, som presenteras av SOM-institutet vid Göteborgs universitet om några veckor, visar att andelen som anser att det är en bra idé att ta emot färre flyktingar har minskat från 49 procent i fjol till 45 procent i år.

Sammenlign med Danskernes holdning til samme.

Det er naturligvis en smart måde at stille spørgsmålet på, for holdningen til flygtninge vil typisk være mere positiv, da der er forståelse for, at der er nogle som har behov for at flygte.

Spørger man til indvandringen generelt, ville man nok få et andet svar, selv i Sverige.

Hvad angår Irakerne, så viste denne meningsmåling jo, at 66 procent af danskerne synes de skal sendes hjem igen.

Vi anstændige skal have flygtninge fra Sydafrika

Jo, det skal vi bestemt. For det er jo ikke nødvendigt at være personligt forfulgt. Man skal blot komme fra et farligt land.
Og det er Sydafrika!

Meget farligt faktisk. Der bliver myrdet langt flere end i Irak årligt:

Murders	21,553
Murders with firearms	31,918

For at slet ikke tale om voldtægter:

Rapes 52,425

Et meget mere farligt land end Irak. Der kan vi ikke tillade stakkels mennesker at bo.
De må langt hellere bo i Danmark allesammen.

Om de så holder op med at myrde og voldtage når de kommer til Danmark og så lige det finansielle.

Det må vi jo bare se på sidenhen - anstændighed nu!

Moral til offentlig beskuelse

"7. Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans Dåb, sagde
han til dem: 'I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?
8. Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig," Mattæus evangeliet Kapitel 3

20. Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Mattæus evangeliet kapitel 5

25. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret
og Fadet; men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. Mattæus kapitel 23

Blot en lille tanke:

Forestil jer en flok hjemløse, som ikke havde andet sted at være, besatte en kirke.

Forestil jeg hvordan præsten og menighedsrådet uden forbehold, med åbne arme tog i mod dem, og lod dem blive i kirken, så længe de ville, så de ikke skulle sove på gader og stræder og blive overfaldet på stribe, i høj grad af indvandrerunge.

Forestil jer hundrede af venstrefløjsaktivister, der aktivt tog del i deres beskyttelse, samlede nødvendige genstande ind til dem, kæmpede med ildhu for deres sag.

Forestil jer en venstrefløj og nogle politikere, der aktivt kæmpede for at børn, som bliver udsat for vold, for kvinder som bliver udsat for vold, uden at overse den blandt indvandrere, relativisere den. Kæmpede for at disse børn og kvinder fik den beskyttelse og den gode tilværelse de fortjener.
Der kastede sig ind i denne kamp med stor ildhu, og Radikale politikere som brugte enhver lejlighed i medierne til at tale om problemet, til at tale for de sjæle der lever i livsfare og frygt inden for husets fire små vægge i Danmark. Som lever i et lille minidiktatur midt i demokratiske Danmark.

Forestil jer at tvangsfjernede børn, ikke blev sendt tilbage til de forældre som de er fjernet fra, fordi kommunens rammebudget er sprængt på området og tusinder af mennesker aktivt kæmpede for dette, for børns tarv.

Forestil jer hvis de bekymrede sig for ofrene for indvandrernes kriminalitet.
Lad mig blot nævne irakerne som udgjorde 0,38 procent af befolkningen i 2006, men begik cirka 5 gange den voldkriminalitet som deres antal berettiger.

I årene 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2007 blev der straffet 185 personer for mord i Danmark. (Statistikken STRAFNA1 i Statistikbanken)

Syv af disse straffe blev tildelt Irakere. Svarende til 3,8 procent af mordene, eller ti gange det tal som deres andel af befolkningen tilsvarer.

Der blev straffet 392 personer for voldtægter. Otte af disse var personer fra Irak. Det svarer til 2 procent af voldtægtsdommene, eller en overrepræsentation på lidt over fem gange,

Somalierne som i 2006 udgjorde 0,20 procent af befolkning, har ingen mord begået i perioden.
Men hvad angår voldtægt er billedet et helt andet:
Ud af de 392 domme for voldtægter var somaliernes andel 14 af dem, eller 3,6 procent af alle domme. 18 gange, og jeg gentager 18 gange, den andel, de burde have haft som 0,20 procent af befolkningen.

Indvandrere fra Libanon, som vi sidste gang forbarmede os over, da de besatte en kirke.

Deres andel af befolkningen i 2006 var 0,22 procent. De stod for 2 mord, hvilket svarer til 1,1 procent af mordene, altså fem gange deres andel.

Deres andel af de 392 domme for voldtægter var 9 af dem, hvilket svarer til 2,3 procent af dommene, altså ti gange de som deres antal berettiger.

Der er ingen tvivl om at de fleste indvandrere fra Irak, Libanon ikke begår større kriminalitet. Men der er heller ingen tvivl om at de generelt gør det i et højere omfang end andre:

"Mænd under 30 år med flygtningebaggrund er i højere grad kriminelle end mænd i samme aldersgruppe, der ikke har flygtningebaggrund.
Blandt flygtninge er der fx 18 pct. af de 20-29-årige, der er dømt for kriminalitet," (Indvandrere i Danmark 2008)

Det er ikke alle ikke-vestlige indvandrere og flygtninge som er lige kriminelle, libaneserne, somalierne, Irakerne har et højere kriminalitets indeks end andre. Derfor er andelen højere blandt dem.

Det er ikke disse ofre for kriminalitet man bekymrer sig om.

Det er heller ikke de som kommer til at lide afsavn, når man vælger den dyreste måde at hjælpe andre mennesker på, nemlig ved at give dem en flygtningetilværelse på første klasse i Danmark, med fuld ret til landets velfærdsydelser.

Venstrefløjen mener selv den er mere moralsk, end dem som ikke bryder sig om indvandringen og dens konsekvenser.
Det er et moralsk snæversyn, hvor moral defineres med et afgrænset fokus, set gennem en kikkert der er vendt forkert.
I et bredere moralsk fokus er der mange andre spørgsmål og mange andre moralske områder.
I pragmatisk forstand er der kun begrænsede økonomiske midler til at afhjælpe denne uendelige række af problemer.

Men indvandringsvenligheden er defineret som moralens ultimative trone. Podiet hvor ens skinhellighed og blankpudsede glorie skinner bedst til syne for flest mulige mennesker.

Virkeligheden er blot langt mere kompleks og "højmoralen" er i virkeligheden et snæversyn, som på passende vis trumfes med en fordomsfuldhed over såkaldte "racister", som intet lader stå tilbage i forhold til den fordomsfuldhed de anklager selvsamme for.

Det er med andre ord hykleri af værste skuffe.

Update: Denne post blev også postet som kommentar på Information her. Men er blevet fjernet med censurens hårde hånd. En gang ville jeg gerne arbejde for Information, men det kan aldrig blive på bekostning af retten til en legitim og velunderbygget mening. Censuren kommer naturligvis aldrig til at gælde de mange anklager for racisme og fascisme, som man kan finde blandt andet også i selvsamme debattråd.
Pia Qus kommentar:

Sommetider tænker jeg at man skulle kunne bytte alle racister/facister/nazister ud med nogle muslimer, så vi kunne får vort dejlige fredelige land tilbage...

Moral er aldrig alene snæver tossegodhed

Debatten om irakiske flygtninge raser. Her kan anbefales både debatten på Eksistens og Uriasposten.

Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg tænkt, vi skulle tage vores del af ansvaret for situationen i Irak.
Men det var forkert tænkt, situationen er ikke vores ansvar, ej heller er det vores tropper som har gjort det dårligt i landet.
Vi kan ikke tage ansvar for at ukontrollerbare kræfter, hverken i Irak eller på Nørrebro.
Ansvarer tilhører de uregerlige og de voldelige, og det er ikke et spørgsmål om penge, fattigdom har aldrig nødvendiggjort en sådan adfærd. Det er mentaliteten, den er gal med.

Jeg har følgende punkter i debatten:

1. Snakker vi moralsk ansvar, så snakker vi også et moralsk ansvar over for demokratiet.
Og det danske folk har været overvejende mod de facto flygtninge og familiesammenføring i årtier - strengt ignoreret af folketinget.

2. Moralsk ansvar er også et moralsk ansvar over for de mennesker som vitterligt vil komme til at savne velfærd, som bliver udsat for den grove kriminalitet, som irakiske flygtninge historisk har udsat os for.
En over-repræsentation som i 2006 tal er 11 gange inden for narkokriminalitet. 24 gange inden for manddrab. 7 gange inden for vold mod offentlig myndighed. 4 gange inden for alvorligere vold og sådan kan man fortsætte:

3. Moralsk ansvar, er også et moralsk ansvar for at gøre sit bedste, sit ubetinget bedste, for at bevare et af de fredeligste, rigeste, mest retfærdige samfund på jord, uden at belaste det med polarisering og kriminalitet, yderligere udgifter uden tag.
Undergraver man samfund som de vestlige, er der kun helvedeshuller og semi eller heltotalitære regimer, mere eller mindre dysfunktionelle lande tilbage på jorden.
Det er der intet moralsk i. Det er både hovedløst og immoralsk.

4. De facto flygtninge begrebet, er et problem i sig selv. Specielt hvis man udvider det til lande hvor der er ustabilitet, hvor regeringen ikke decideret forfølger folk, hvor der ikke er reel storskalakrig, eller folkemord.
I så fald kan det siges, at vi skal åbne døren for Irak, Afghanistan, Pakistan, som er de lande vores indblanding yderligere har en rolle i. Det oven i at vi skal åbne døren for et borgerkrigsramt Afrika, folk fra regimer som direkte forfølger mennesker.
Med nogenlunde samme ret, kan vi sige, når vi blander os i Afrika - Sudan, Liberia, Sierra Leone, Congo og Eritrea/Etiopien - med FN tropper og ikke kan skabe fred og ro der, er vi forpligtet til at tage de facto flytninge fra de lande, en udvikling og tankegang uden loft.

5. Dette er ikke kun et spørgsmål om 300-400 mennesker, hvis vi anerkender disse Irakiske flygtninge som de facto flygtninge, kommer flere til - Sverige alene modtager vel over 20.000 årligt nu.

6. Disse flygtninge vil ikke kun være irakere, men øvrige arabere som palæstinensere og syrere som ikke er til at skelne fra irakere i udseende og sprog, som med falske papirer i hånden vil tage chancen - de har ikke så meget at miste, men alt at vinde.
Det er det helt modsatte for os, vi har intet at vinde og kun noget at tabe.

7. Vi gjorde i princippet det helt rigtige i Irak. Vi styrtede en brutal diktator, der årligt dræbte tusinder af mennesker, samt begik folkemord folkegrupper (ikke blot kurderne, men også marsk araberne efter golfkrigen) torturerede tilsvarende antal, og ingen havde en chance for at slippe fri uden at forlade landet.
Vores fejl består ikke i at styrte Saddam, men i at have tillid til at irakerne kunne leve fredeligt sammen og skabe et demokrati og i øvrigt at have fjernet saddam 12 år for sent.

8. Hvilket bringer mig til, at skabe demokrati er irakernes moralske ansvar. Vi kan ikke være demokratiske eller fredelige for dem, de må selv være det, skue indad, i stedet for at pege fingre.
Droppe deres sekteriske holdning, arbejde for at skabe et velstående og fredeligt Irak, de har olien at gøre det med og et ganske velfungerende uddannelsessystem, relativt.

9. Irak krigen var ikke så ulovlig, som man kan få indtryk af.
a. Efter første golfkrig, blev der kun indgået våbenhvile. En våbenhvile betinget af Saddams fulde implementering af FNs krav. Så teknisk set var det ikke en krigserklæring, men en fortsættelse af en krig.
b. Resolution 678 af 1991 kaldte på brugen af "all necessary force" for at gennemtvinge kravene mod Saddam og Irak.
c. Da USA for alvor overvejer regime change politikken, som i øvrigt blev USAs politik under Clinton efter Saddams grove resolutionsovertrædelser i 1998. kommer resolution 1441, som stadfæster "serious consequences" hvis Saddam ikke samarbejder fuldt, og bruddene var ikke kun masseødelæggelses våben:

* "In violation of Security Council Resolution 1373, Iraq support terrorist organizations that direct violence against Iran, Israel, and Western governments....And al-Qaida terrorists escaped from Afghanistan are known to be in Iraq."
* The United Nations Commission on Human Rights in 2001 found "extremely grave" human rights violations
* Iraqi production and use of weapons of mass destruction (biological weapons, chemical weapons, and long-range missiles), all in violation of U.N. resolutions.
* Iraq used proceeds from the "oil for food" U.N. program to purchase weapons rather than food for its people.
* Iraq flagrantly violated the terms of the weapons inspection program before discontinuing it altogether.


Verden er så i vort årti i mod krig som "serious consequences". Jeg var i mod krigen, meget! For det land bliver ikke demokratisk, og der fandtes andre løsninger. Men det forholder sig nu en gang sådan, at Saddam var et kontinuerligt problem uden en løsning, hans sønner var værre end ham selv, og alt der var prøvet hidtil havde ikke virket, men var blevet mødt med trods og konstant udfordring.
Det største problem er faktisk, at man ikke fortsatte mod Bagdad i 1991, så havde man sparet hundretusinder af irakiske liv og haft verdens opbakning til handlingen.
Det gjorde man så ikke, fordi man vidste at Saddam havde tegnet en cirkel rundt om Bagdad, og hvis man kom inden for den, ville han bruge WMD.

10. At Irak er endt, som det er endt, er hele verdens ansvar. I stedet for at bakke op om beslutningen, da den uafvendeligt var taget. Deltaget i projektet og postet penge i det, har man vasket hænder, gjort det sværere og meget dyrt for USA (I øvrigt indirekte fremhjulpet den økonomiske krise) og endda i høj legitimeret den svinske og umenneskelige terrorisme som tidligere Baath medlemmer og Al-qaeda har stået for som forståelig modstand.
Det kan vel næppe karaktiseres som ansvar, hverken over for USA eller Irak.
Medierne bærer et stort ansvar for en meget USA fjendtlig og ensidet dækning, der har skamredet WMD spørgmålet. Saddam lavede WMD i 1998. De var naturligvis stort set væk da inspektionerne kom tilbage og amerikanerne ankom. Men han havde stadig både midlerne, eksperterne og hensigten, hvilket gjorde det et kontinuerligt spørgsmål om hans legen kispus med FN mens han konstant dræbte og undertrykte, torturerede sit eget folk, eller acceptere at Saddam forblev som diktator med WMD. Hvis man ikke fjernede ham.

11. Verdens problemer løses slet ikke med de dyreste løsninger. Flygtninge på første klasse, er ikke en løsning, og slet ikke de facto flygtninges potentielle omfang. Ligeledes er det heller ikke muligt for vores økonomi at frelse en verden, der fungerer som en gold jord for den finansielle næring vi faktisk tilføjer.
Hvis vi skal tage ansvar, skal de tage ansvar selv. Ansvar for deres tankemåde og ansvar for deres demografi.
Du kan tage landende i mellemøsten på stribe, og folk ønsker at emigrere i hobetal og vil forsøge lidt af hvert, for at gøre det. Det skyldes dysfunktionelle regimer bundet i deres egen mentalitet, som i øvrigt vil emigrere med.

12. Irak er slet ikke usikkert over alt. Ikke mere usikkert end så mange andre steder på jorden.

Moral som et tunnelsyn har ingen berettigelse. Moral må nødvendigvis være pragmatisk, må være orienteret i forhold til cost/benefit. De flygtninge vi realistisk kan tage, de bliver aldrig andet end en symbolsk andel.
Hvor mange mennesker i Danmark ville anstrenge deres økonomi for de sultende i den tredje verden? Altså give et fast, stort, belastende for husstandens økonomi, beløb hver måned for disse mennesker? Hvor mange kan vi finde?


Det er alligevel den forventning man har til fælleskassen. Ikke blot at de den skal yde den, men på dyreste og til gavn for færreste, måde.

Eller hvem vil åbne deres hjem for, eller hjælpe en hjemløs? Snakker vi tunnelmoral er det jo det man bør gøre, for man har et medansvar for at vedkommende er fattig, hjemløs.

Det skyldes et snævert, visionsløst og ugennemtænkt syn. Samt en opfattelse af statskassen som en gylden pung, der bare flyder over med penge i al evighed efter behov.
Det gør den ikke engang i dagens Danmark, som har nydt godt af midlertidigt boligboom, der var lig med at pisse i bukserne for at holde varmen, samt olieindtægter, og vil slet ikke gøre det i fremtiden.
Vi er i færd med at ødelægge Danmark, og en af de vigtigste årsager hedder de facto flygtninge og familiesammenføringer.
For over et årti siden, var vi ledende med flygtninge per capita.

Nu har andre lande overhalet os der. Men vi har stadig mange flygtninge og et land som Sverige skal bestemt ikke forvente at resten af EU går flygtninge-amok i et skinhelligt vanvid med brede skyklapper for øjnene.

Stor taktisk begavelse

Aktivister som kæmper mod udvisningen af indvandrere, valgte at markere deres synspunkter ved en retssag mod en iraker dømt for seksuelle overgreb mod en mindreårig:

30-40 aktivister fra initiativet "Stop Udvisningerne" demonstrerede foran byretten. De blev mødt af en politistyrke, som sørgede for, at demonstranterne ikke fik adgang til retsbygningen, der blev låst af.

Næstekærlighed eller tossegodhed

Der er mange, der ikke kan skelne.

Der findes rigtige flygtninge i rigtige flygtninge lejre, som ikke har råd til at tage herop, eller skaffe sig falske papirer. Vi kan ikke hjælpe alle, der kalder sig flygtninge. Næstekærlighed eller tossegodhed? Kærligt over for hvem, de som kalder sig flygtninge, eller de personer som har mere brug for hjælp? De som kriminaliteten, der vil følge med, kommer til at gå ud over, eller de såkaldte taknemlige flygtninge som T.A? her:'

- Vi håber, vi kan få en arbejdstilladelse, og vi nægter at rejse tilbage til Irak. Den danske regering har et ansvar og skal tage hensyn til os, acceptere os som mennesker og give os asyl, siger T.A, der har været i Danmark i 18 år, men som har mistet sin arbejdstilladelse på grund af en fængselsdom.

Før du forbarmer dig over de ca. 300 Irakiske flygtninge, så læs venligst den her uriaspost og kommentar 19.

Og læs den her post, med kommentarer.