New Zealand i firserne, Danmark i dag

I 1970erne og 1980erne oplevede New Zealand et fald i velstanden, der gik faretruende hurtigt på grund af en alt for lav vækst. I princippet var det hele startet med lavvækst allerede tresserne, der lå under det niveauet for de lande New Zealand ellers sammenligner sig selv med. 

I firserne var det bare meget værre, der voksede New Zealands økonomi kun med mindre end det halve af de øvrige OECD-landes.

Roger Douglas, i firserne økonomiminister for New Zealand, opsummerede i 1988 udviklingen sådan her:

In terms of GDP per capita, our ranking in the OECD standard of living tables fell from third in 1953 to 19th in 1975 and by 1982 we were languishing in 32nd place.

In 1953 New Zealand had a standard of living the equivalent of Switzerland's. But while Switzerland has progressed to the point where it now has the highest per capita standard of living in the world, our position has steadily eroded. Our GNP per head is now less than half that of Switzerland's.

På sølle syv oliekriseår faldt New Zealand fra en 19 plads til 32 plads, hvad angår BNP per capita i OECD-landene.

Løsningen blev i første omgang en løsning, vi kender alt til - I Roger Simmons ord:

Past administrations responded to the country's economic malaise by shoring up failed regulation with more and more regulation. It became a self-perpetuating exercise. The system grew increasingly extreme. In some areas the degree of regulation equalled or exceeded that of many Eastern Bloc countries.

The weight of such policies was unsustainable. A modern mixed economy cannot be run like a feudal estate.

Medicinen virkede ikke, derfor måtte Roger Simmons regering udtænke en ny løsning, der siden blev døbt Rogernomics.

Før detaljerne i denne løsning bliver afsløret er det på sin plads at understrege, at Roger Simmons som økonomiminister var Socialdemokrat.

En del af løsningen var dog på trods af dette forhold en halvering af skatten - fra 66 procent topskat til en flad skat på 33 procent, som den højeste. Løsningen var en forsimpling af skattesystemet, der afskaffede fradrag og tilskud, samt huller i skattesystemet og i stedet gav en langt lavere generel skat.

Det hører med, at New Zealand også devaluerede valutaen med 20 procent for at også styrke konkurrenceevnen ad denne vej.

Men denne medicin virkede. På kun et år blev et underskud i skatteindtægter på 78 mio. NZ dollar vendt til et overskud på 72 mio. NZ dollar.

De første år under reformen blev hårde med stigende fattigdom, hårde lønforhandlinger og lock-outs, voldsomme strejker og det hele under den generelle hårde krise, der prægede hele verdenen fra 1986 til 1992.

Men efter 1993 vendte lykken og New Zealand oplevede nu vækstrater op til 7 procent årligt.

Arbejdsløsheden blev reduceret til 11 procent til 6 procent på blot tre år. Efter krisen i 1999 nåede arbejdsløsheden ned omkring de 3 procent. (Så vidt jeg ved helt uden hjælp af små tricks som førtidspension og efterløn)

New Zealand kæmpper dog fortsat forgæves med hensyn til at vende tilbage til toppen af OECD - selv den bedste halvdel. Når man har givet de andre lande så stort et forspring, så er det svært at indhente det tabte. Og husk, at før reformerne gik New Zealand til en 32 plads fra en 19 plads på kun syv år i OECD-sammenhæng.

Det burde vi lære af hurtigt, fordi vores egne vækstudsigter ser yderst triste ud:

Danmark står til at få den 4. laveste potentielle økonomiske vækst i perioden 2010-2026, hvilket ikke er et tilfredsstillende vækstbillede. Den danske vækst forventes således at blive på 1,2 pct. årligt frem til 2026, mens de 32 OECD-lande i gennemsnit forventes at få en årlig vækst på 1,9 pct. 

Kilde: Cepos

Et skarpt fald i væksten, der mest af alt minder om New Zealand i perioden 1975-1982.

New Zealand er i øvrigt stadigvæk et velfærdssamfund.

Men som Immagine, et konsulentfirma målrettet immigrantionsservice skriver på deres hjemmeside:

There is no doubt that part of NZ’s problem has been caused by a generation of people who believe that they have a right to not work.

Danske Bank: Skattelettelser for 4,2 mia. kr

Danskerne har slet ikke fået store skattelettelser og slet ikke så ufinansierede, som Rød blok i valgkampen påstod.

Faktisk har en gennemsnitsdansker kun fået skattelettelser for 81 kr om måneden, når alle øvrige elementer som afgiftsforhøjelser og fjernelse af fradrag regnes med. Disse øvrige elementer vil dog først blive indført løbende frem mod 2019. Det skriver Berlingske, som har fået Danske Bank til at regne på sagen.

Venstrefløjen ynder at tale om de ufinansierede skattelettelser, som regeringen indførte fra 2004 af, som årsag til at det offentlige i dag kører med store underskud.

Her er nogle eksempler:

DEN PRIMÆRE årsag til, at vi i dag står med et finanspolitisk holdbarhedsproblem, er regeringens ufinansierede skattelettelser fra 2007.

Hedder det sig i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Her taler AErådet om skattelettelser for 10 mia. kr., som det altså kalder det primære holdbarhedsproblem.

Hvad de ikke taler om, det er de ufinansierede offentlige lønstigninger i perioden 2007-2010.

Her steg udgifterne til de offentlige lønninger nemlig med 50 mia. kr. Altså det femdobbelte af de 10 mia. kr. i skattelettelser, som de klandrer for den offentlige økonomiske deroute.

I procent er de offentlige lønudgifter steget med ikke mindre end 17,6 procent i perioden 2007-2010.

Hvis der er noget, der er ufinansieret og skaber et holdbarhedsproblem, så er det de offentlige lønstigninger.

Og hvor skattelettelserne blev vedtaget i gode tider før krisen, så er de offentlige lønstigninger fortsat i en periode, hvor ingen kunne være i tvivl om, at krisen havde ramt dansk økonomi, som en torpedo dybt under vandlinjen.

Og det er ikke den eneste torpedo.

Alene mellem 2007 og 2009 steg de sociale udgifter med 64 mia. kr. til 539 mia. kr.

Definitionen af sociale udgifter fra Danmarks Statistik:

De sociale udgifter er defineret som udgifter til sociale ydelser og administration af disse ordninger. Udgifterne dækker et bredt område, dvs. ikke alene kontante ydel-ser, men fx også institutioner (plejehjem, daginstitutioner, forsorgshjem) m.m. Syg-dom dækker ud over fx sygedagpenge også hele sundhedsvæsenet. Invaliditet og handicap omfatter bl.a. højeste og mellemste førtidspension samt udgifter til revalidering samt døgninstitutioner og døgnpleje for handicappede. Alderdom dæk-ker foruden fx folkepension og almindelig/forhøjet almindelig førtidspension også arbejdsmarkedspensioner samt udgifter til plejehjem og hjemmehjælp til ældre. Arbejdsløshed og beskæftigelse omfatter ikke blot arbejdsløshedsdagpenge, men også fx aktivering.

Hvem sagde holdbarhedsproblem?

Vi har bestemt et holdbarhedsproblem, og det er ikke kun på 15 mia. kr.

Men det er ikke skattelettelser, der har skabt det holdbarhedsproblem.

Det er eksploderende offentlige udgifter med en vækst på i alt 139 mia. kr. i perioden 2007-2010 til knap 964 mia. kr.

På de fire år er de offentlige udgifter vokset med 16,8 procent, mens indtjeningsgrenen skrumpede og skrumpede.

Det er det problem, som de gamle partier ikke ønsker eller tør at tale om, og ingen udover Liberal Alliance har en løsning på.

Forårspakken 2009, som tilbageruller skattelettelser med øgede afgifter og afskaffelsen af fradrag, kan læses her (side 6):

Fair Løsning bashing del 2

I Fair Løsning og specielt i den efterfølgende debat har Socialdemokratiet fokuseret på, at regeringen gav ufinansierede skattelettelser i perioden 2004-2007.

I virkelighedens ofte uvelkomne verden steg det offentliges indtægter fra indkomstskatter fra 435,96 mia. kr. til 498,14 mia. kr. i perioden 2004-2007. (Tabel 2,3 i dette dokument)

Skattelettelserne var altså langt fra ufinansierede i den forstand, at det offentlige mistede skatteindtægter.

S og SF henviser til at den finansiering, som regeringen henviste til via begrænsninger i det offentlige forbrug ikke lykkedes fuldstændigt, men givet at indkomstskatteindtægterne steg med ikke mindre end over 62 mia. kr, eller 14,3 procent på blot fire år, så kan påstanden ufinansieret kun klinge hult.

Der kan på ingen som helst måde siges, at det offentlige kom til at stå uden skatteindtægter eller blev udsultet på grund af disse marginale skattelettelser, eller at det offentlige nu skal spare på grund af disse skattelettelser. Der er tale om spin med højt omdrejningsmoment, når S og SF gør det:

"De slår sig op på at være socialt ansvarlige, men i virkeligheden har de givet skattelettelser til de velstillede, som finansieres af almindelige danskere i form af nedskæringer og forringelser af pensioner, siger Jesper Petersen. " (Jesper Petersen skatteordfører i SF i Berlingske.)

"Det er helt tydeligt, at konsekvenserne af regeringens ufinansierede skattelettelser er en historisk opbremsning i den offentlige sektor. Regeringens nulvækst-strategi vil komme til at gå ud over mange almindelige serviceområder. Stiger udgifterne et sted, skal det reduceres et andet sted, siger Morten Bødskov, Socialdemokraternes finansordfører. " (Pressemeddelelse fra Morten Bødskov)

Borgerlig regering?

4 af 5 skattestigninger i de seneste 10 år har ramt erhvervslivet.

En skat eller afgift til erhvervslivet er sat op hver anden uge, siden VK-regeringen kom til magten i 2001. Selv om der i hele perioden har været skattestop, er erhvervsskatterne hævet 229 gange, og regeringen beskyldes nu for at svække virksomhedernes konkurrenceevne.

»Det er rigtig, rigtig mange forhøjelser. Der er ingen tvivl om, at det forringer konkurrenceevnen, skaber usikkerhed og kan tilbageholde investeringer i Danmark,« siger cheføkonom i Nordea Helge Pedersen.

Kilde: EPN

Når afgifter er inde i afgifter, så lægger man vel knap mærke til det. At afgifter så fungerer på den måde at de stacker, det er en anden sag.

Hvis en vare koster 5 kroner, og der er afgifter for yderligere fem kroner, så bliver momsen lagt oven på varens pris plus afgifter. Altså prisen bliver 12,5 krone.

Ikke nok med, at erhvervslivet er pålagt en selskabsskat i den højere ende, tager man alle de andre udgifter, punktafgifter på energi, pris for at leve op til miljølovgivningen, lønniveau osv. Så er der næppe noget sted i verden, hvor det er dyrere at drive virksomhed, og regeringen har intet gjort ved det.

Venlighed revideret

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig i går. Jeg var lidt for venlig ved VKO.

I virkelighedens verden kommer de nye regler for familiesammenføring ikke til at batte en skid, fordi de fleste familiesammenførte kommer alligevel ind gennem EU-reglerne via et kort ophold i Malmø, eller nominelt som studenter, arbejdstagere, eller simpelthen på turistvisa.

Så de nye regler kommer til at ramme danskere, der vil familiesammenføres med en thaipige, mens en 22 årig dansker kan bringe sin universitetsstuderende amerikanske kone med til Danmark, hvis han er så dum at frivilligt ende i den laveste afdeling af skattehelvede :)

Men langt værre, så fortsætter nettoindvandringen uforhindret med over 20.000 om året. For som sagt er det de færreste indvandrere i Danmark, der falder i familiesammenføringskategorien.

Nu snakker man ganske vist om at lukke de sociale kasser for indvandrere i de første ti år. Et glimrende forslag, der bare ikke kommer til at gælde indvandrere fra EU.

Ergo det sociale dræn fortsætter, og kursen er stadig mod økonomisk bankerot, for at slet ikke at sige social bankerot i det lange løb, når der for alvor bliver rift om de manglende velfærdsgoder, der ikke vil være råd til i det lange løb.

Det er gratis at snakke og kapre værdistemmer, men grundlæggende mangler man modet til og viljen til at gøre meget mere end at snakke.

Danmark er en dødssejler, der nok slipper for så store sociale problemer som Frankrig og UK og Sverige, men kun fordi folketinget kollektivt er enig om, at flå befolkningen i skat og afgifter, og fortsat vil gøre det.

Regeringen den fægter i leverpostejen, der er så dårlig, at end ikke 1000 kommunikationsmedarbejdere kan tale den til gourmet.

De økonomiske analfabeter har talt - igen!

Det er ikke kun S og SF, der er økonomiske tåber, med ønsket om at ville indføre 0,25 pct. afgift på aktiehandler. Nu vil EU følge trop og indføre en afgift på 0,1 pct. på aktienhandler, værdipapirhandel.

Det lyder jo som et lille uskyldigt beløb, det er også symbolsk, så hvad er problemet?

Problemet er, at denne afgift tilføjes alle handler. Nu er det sådan, at aktiemarkedet ikke kun vokser ind i himlen. Når nogle tjener penge, så taber andre dem.

Hvis vi forestiller og at hr. Madsen har investeret 1 mio. kr. Hans pensionsopsparing. Men da han skal til at sælge sine aktier, for at hæve pensionen, så er de kun 800.000 kr. værd. Så skal han tabe 2000 kr. oven i ud fra S og SFs forslag. Det er ikke meget, det er håndører, indrømmet ja, men det er stadig spot føjet til skade.

Det blegner dog i forhold til den danske beskatning af afkast på aktier, der er på op til 45 pct. Det vil sige, at hvis man nu havde tjent 2.000.000 kr. på investering på 10 mio. kr.
Så i stedet for at tjene 2.000.000. Så skal man betale 900.000 i skat. (Teknisk set skal man betale lidt mindre, da beskatningen på de første 100.000 er mindre end 45 pct.)

Det lyder vel også meget retfærdigt, for det er da mindre, end skattefar vil have af ens løn.

Nu er der bare det men, at de 2.000.000 kan man jo investere igen, Så man havde 12 mio. kr at investere for - i stedet for 11,1 mio. kr.

Selv om det ikke lyder dramatisk med denne skat, så begrænser den faktisk investorers muligheder for at tjene penge, og betyder effektivt, at de mister op til over 80 pct. af de penge, de faktisk kunne have tjent, hvis der ingen skat var.

Er det så ikke retfærdigt, at investorer betaler skat i stedet for at bare have råd til at købe luksusboliger, champagne og Ferrarier på stribe?

Jo, det er det såmænd nok, man betaler såmænd også skat de fleste steder. Det er nok bare ikke nogen overraskelse, at det danske skattevæsen giver alle andre baghjul på den her konto med beskatning af afkast.

Men lad os først gøre os det klart, at der er forskel på, om man sælger en aktie for at købe en ny aktie, eller for investere i og eje et selskab, eller oprette et helt nye selskaber. Eller om man gør det for at købe en Porche.

I det sidste tilfælde tager man pengene ud til personligt forbrug, her kunne man eventuelt diskutere rimeligheden i en skat - dog ikke så høj.
I de første tilfælde investerer man dem eventuelt i at starte et helt nye selskab til fordel for samfundet, eller i at overtage et selskab og opnå indflydelse i det, så det selskab kan blive stærkere og dermed et langt bedre aktiv for samfundsøkonomien. Det specielt hvis man antager, at der er en sammenhæng mellem at være god til at tjene på investeringer, og mellem at lede et selskab frem mod bedre tider.

Det vil sige, fremfor at alene at forhindre at danske rigmænd blærer sig med store boliger, fede sportsbiler osv. Så forhindrer denne skat faktisk virksomheder i at blive oprettet, eller opkøbt og forbedret, den forhindrer økonomien i at vokse, sammen med alle de andre forhindringer, der er legio.

Det er Warren Buffett et godt eksempel på, men havde han levet i Danmark i dag, så var han ikke nået så langt. For over 80 pct. af hans formue var deltvist røget i skattekassen, delvist blevet saboteret af staten som fremtidig indtjeningsmulighed.

Med politikere som dette, skal vi ikke undre os over, at vi ikke klarer os godt. Der findes andre OECD lande, der klarer sig langt bedre, fordi skattesnablen endnu ikke stikker ned i alle hjørner af samfundsøkonomien, eller suger så kraftigt.

Køb Vestas-aktien

Når folkeaktier goes wrong, vi taler om et selskab, hvis ordrepipeline er omkring dobbelt så stor som nogensinde, der oven i købet kommer til at forbedre sit regnskab med op til en mia. kr. ved at fyre 3000 personer - hysteriske kællinger!

Og så til skatten. Fyrer 3000 personer - mange i Danmark. Begrundelsen - her er dyrest at producere. De stillinger bliver angiveligt oprettet igen, andetsteds end Danmark.
For at Vestas kan få flere kunder, så ser de lande som kan blive potentielt store kunder helst, at Vestas har lokal produktion. Sådan fungerer verden og det er kun det danske folketing og skattevæsen, der ikke har opfattet det og heller ikke vil opfatte det efter dette vink med en vognstang. Det er ikke kun af ondksab, eller fordi aktionærerne kræver det.

Det værste er, at om så Liberal Alliance får 20 pct. af stemmerne, så kommer skatte og afgiftsskruen til at blive strammet alligevel, skjult af små personskattelettelser.

For folk farter til landet i høje nettotal, 25.000 om året, og arbejdspladserne forlader Danmark. Det offentlige er et fallitbo, der kun lige kan holde skindet på næsen under boligbobler, højkonjunktur i omverdenen drevet af bobler, høje oliepriser og så længe det varer, gæve virksomheder, der bliver i Danmark - så længe det varer.

Dagens blogindlæg på Børsen om en del af problemet af Martin Jes Iversen. Lektor på CBS:

Sorte tirsdag

Da ØK indstillede produktionen på Nakskov Skibsværft. Dengang var katastrofen endnu større end i dag, men ikke desto mindre er dagens fyringer et spark til egne af Danmark som økonomisk set allerede ligger ned.

Sidst, men ikke mindst, er Vestas begrundelse for fyringerne ganske alarmerende. Omkostningsniveauet i vores land er simpelthen for højt. Vestas har lagt alle fine, nationale fornemmelser på hylden. Virksomhedens økonomiske kalkule siger desværre, at de danske produktionssteder ikke kan konkurrere med koncernens udenlandske produktionsmuligheder. Det er meget trist, og forhåbentligt vil beslutningen vække alle gode kræfter på Christiansborg. Nu må de danske politikere lægge partifnidder på hylden. Der er åbenlyst behov for en stor national vækstplan – inklusiv gennemgribende reformer af det danske arbejdsmarked, uddannelsessektoren samt skatteforholdene. Ellers vil Danmarks konkurrenceevne synke endnu længere tilbage. Uden handling varer det ikke længe, før vi alle lever i udkantsland.

Skatterabatten tiltrækker topledere

Uden forskerrabatten fra skattefar, 25 pct. de to første år og 33 procent den næste tre år, så ville mange topchefer fravælge Danmark, da lønnen ikke er god nok med topskat på.

Andre kan dog ikke få rabat, men må i stedet forlade landet. Hænger det sammen i det lange løb?

S og SF - selskabsskatten og virksomhedsflugt

SF og S vil jo øge selsskabsskatten fra 25 procent til 28 procent, og altså dermed forøge indtægterne fra den kant med over ti procent.

Som undskyldning for dette, nævner de selv i deres oplæg, fair forandring, at:

Når man hertil lægger, at den danske selskabsstat ikke er højere end i de lande vi normalt sammenligner os med, virker det endnu mere urimeligt, at virksomheder-ne er blevet overkompenseret ved selskabsskatteomlægningerne.

Selskabsskatten i EU-landene varierer fra 10 procent i Bulgarien og Cypern til 35 procent på Malta og 34,4 procent i Frankrig. Den gennemsnitlige selskabsskat i de 15 EU-lande fra før udvidelsen i 2004 (EU15) er på 27,2 procent, mens sel-skabsskatten i Danmark kun er på 25 procent, jf. figur 4.1. Den danske selskabs-skat hører dermed til blandt de absolut laveste i EU15 kun overgået af Irland, hvor selskabsskatten er 12,5 procent.

(Ja og der står selskabsSTAT i selve oplægget, hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med)

Måske skulle man i stedet spørge, om det faktum at Irland har en af Europas laveste selskabskatter, måske kunne være en væsentlig del af forklaringen på det store opsving i Irland?

Men en anden ting som man måske lige skulle viske i øret på Robin Hood. Er at hvis Sheriffen mister for mange indtægter, så vælger ham måske en helt anden rute, og den behøver ikke lige at gå igennem Skoven i Nottingham.

Tyskland som har en selskabsskat på 30 procent i dag, overvejer kraftigt at sætte den ned til 15 procent.

Så er spørgsmålet, vil S og SF ændre politik, før en masse virksomheder flytter til Tyskland?

Allerede som det er nu, flytter 6300 arbejdspladser til udlandet om året. Netto er antallet af mistede arbejdspladser heldigvis kun 3400.

Selsskabsskatten er ikke den eneste grund til at virksomheder flytter og heller ikke det eneste som fordyrer deres tilværelse.

Det er fint, at S og SF kan finde den undskyldning, at skatten er relativt lav målt med resten af verden.
Men hvad de øvrigt udgifter til virksomheder, lønudgifter, administrationsudgifter, kunne de tænkes at være blandt verdens højeste?

Det samme med indirekte skatter, moms og øvrige afgifter - kunne det tænkes at Danmark lå i verdenstoppen der?

Nu er DI jo heldigvis gået over til at råde sine medlemmer, til at undlade at flytte arbejdspladser til udlandet. Men der er stadig grænser for, hvor meget man skal save, i den gren man sidder på.

Sort arbejde blandt indvandrere

Er jo som bekendt hyppigt blandt indvandrere, (bemærk vinklen, positivt at de gør det) mere end det allerede er hyppigt blandt hele befolkningen.

Men har man to lande, hvor man kan hæve invalidepension i det ene og arbejde i det andet, er det jo helt i vinkel. Her er et godt eksempel:

En af dem er Balen Abdulla Mahmood fra Albertslund, der gennem fem år har fået udbetalt førtidspension i Danmark samtidig med, at han har været medlem af det kurdiske parlament. Her har han haft en indtægt på minimum 384.000 kroner om året plus et hav af frynsegoder.

Balen Abdulla Mahmood bekræfter i et båndet interview med Ekstra Bladet, at han får 5.000.000 irakiske lira - eller 23.500 kroner - hver måned. Andre kilder i Irak fortæller, at beløbet er endnu højere - tættere på 30.000 kroner om måneden, skattefrit.

N.B. Der kommer mere om førtidspension, generelt, i næste uge på bloggen, som jeg har tænkt mig at bore lidt i.

Udbud og efterspørgsel samt villighed

Markedet fungerer ikke kun efter udbud og efterspørgsel.

Udbuddet og efterspørgselsen er ikke mindre i så mange andre lande, end det er i Danmark.

Alligevel er Danmark EUs dyreste land, hvad angår forbrugerindexpriser - Og det er markant.

Samtidigt har vi naturligvis, verdens højeste skattetryk.

Men vi er taknemlige kunder, der gerne betaler overpris. Selv om vi kunne få varen meget billigere på internettet, eller i en discount forretning.

Men som stigningen i internethandel, og antallet af discountbutikker viser. Så er det en udvikling som er ved at vende.

Fra EPN:

Dermed indtager Danmark en klar førsteplads som EUs dyreste land, viser en opgørelse fra EUs statistiske kontor, Eurostat, der har undersøgt prisniveauet i 2008.

På andenpladsen - men et godt stykke under Danmark - ligger Irland med et prisniveau, der er 27 pct. højere end EUs gennemsnitspriser. Det er bl.a. EUs højeste priser på alkohol og tobak, der trækkker de irske priser op.

Nogle er mere minoriteter end andre

Så har folkedybet talt:

Et flertal af befolkningen mener, at det er en god idé at forhøje skatten for de personer, der tjener mere end en million kroner om året. Det viser en meningsmåling, som Capacent har lavet for TV Avisen.

61 procent af de adspurgte siger, at de enten er "meget enig" eller "enig" i, at de rige skal en ekstra tur over skattefars knæ.

S og SF i medvind
Målingen er dermed vand på Socialdemokraternes og SF's mølle. I sidste uge slog de to partier nemlig atter pjalterne sammen - denne gange med et forslag om, at alle danskere med en indkomst over én million kroner skal betale fem procent ekstra i skat af alt, hvad de tjener ud over den første million.

Man skærer ikke den gren over, man selv sidder på. Sådan hedder ordsproget. Men når vi taler velfærdspolitik er det et helt andet princip.

Der synes flertallet nemlig, at man skal skære den gren over man sidder på, eller i hvert fald skære godt og grundigt i den.

For de rige har jo mange penge, og selv om de er en minoritet, må man gerne forfølge dem.

Selv om de koster færre penge for systemet, i kraft af at de lever sundere osv. Skal de alligevel betale mere.

Så er det man skal spørge sig selv om konsekvenserne?

Hvis vi satte skatten op, ville mange af dem monstro ikke foretrække at bo i Spanien, der er varmere og skattevæsenet er ikke helt så grådigt. De kan betale mange flybilletter for de fem procent.
Her er der i hvert fald ingen dynamiske effekter at hente.

Skattevæsenet er ikke altid Robin Hood

Et skattesystem kan angiveligt aldrig være perfekt. Derfor må der være et princip om individuel vurdering.

Her er blot et tilfælde af mange:

Samlet gevinst: 0 kr.

Samlet skat: 212.450 kr.

Det lyder som en dårlig vittighed eller et mareridt, men er virkeligheden for borgere underlagt det danske skattesystem.

Den 77-årige Lars-Werner Schmidt kommer takket være en ny skattelov til at betale 212.450 kr. i skat, selv om han ikke har tjent så meget som en krone.

I 2005 investerede han i Formueplejeaktier til kurs 150. Med udgangen af 2008 var de faldet til kurs 80. Dermed havde han tabt 850.000 kr.

I februar i år fik skatteminister Kristian Jensen (V) vedtaget en lov, som med tilbagevirkende kraft indfører en såkaldt lagerbeskatning gældende fra årsskiftet.