Vi elsker døden mere end livet2

I den tidligere post skrev jeg om, at vi har svært ved at tro, at muslimske fanatikere faktisk tror på paradiset og belønningen med 72 jomfruer.

Sam Harris berørte emnet i en blogpost og nævnte et eksempel med Scott Atran, hvor han tilsyneladende benægtede, at terrorisme havde noget med ønsket om paradis at gøre.

Scott Atran har postet en kommentar i min første post, og henviser til sit gensvar her:

Sam Harris posted a recent blog about my views on Jihadis that is unbecoming of serious intellectual debate, if not ugly. He claims that I told him following a “preening and delusional lecture” that “no one [connected with suicide bombing] believes in paradise.” What I actually said to him (as I have to many others) was exactly what every leader of a jihadi group I interviewed told me, namely, that anyone seeking to become a martyr in order to obtain virgins in paradise would be rejected outright. I also said (and have written several articles and a book laying out the evidence) that although ideology is important, the best predictor (in the sense of a regression analysis) of willingness to commit an act of jihadi violence is if one belongs to an action-oriented social network, such as a neighborhood help group or even a sports team (see Atran, TALKING TO THE ENEMY, Penguin, 2010).

Harris’s views on religion ignore the considerable progress in cognitive studies on the subject over the last two decades, which show that core religious beliefs do not have fixed propositional content (Atran & Norenzayan, “Religion’s Evolutionary Landscape,” BEHAVIORAL AND BRAIN SCIENCES, 2004). Indeed, religious beliefs, in being absurd (whether or not they are recognized as such), cannot even be processed as comprehensible because their semantic content is contradictory (for example, a bodiless but physically powerful and sentient being, a deity that is one in three, etc). It is precisely the ineffable nature of core religious beliefs that accounts, in part, for their social and political adaptability over time in helping to bond and sustain groups

Nu er vi ovre i Islam har ingen essens-genren. Jeg tror på Atran med hensyn til og så langt, at terrorledere gerne ser andre egenskaber hos kommende terrorister end blot ønsket om at blæse sig selv til atomer og blive bevilget 72 jomfruer fx. netværk og en kemiuddannelse eller lign. Men hvis martyrdom og 72 jomfruer spiller en mindre rolle, hvorfor bruger Al-qaeda, Hamas, Hezbollah så martyrvideoer som propaganda? De rekrutterer nu en gang personer ud fra alene villigheden til at blive martyr, de rekrutterer også personer til andre roller end selvmordsangreb, men også med alene det direkte formål, at begå et terrorangreb, hvor de skal dø og vise, at de elsker døden mere end livet og jage skræk i fjenden. Såvel som Khomenei oprettede martyrbrigader af unge teenagere og mindre, som med en plastiknøgle om halsen til paradis blev sendt frem for at dø. Vi taler ikke om noget engangsfænomen, eller noget vi kun ser hos Hamas. Islam har nu engang en essens, der hedder jihad og en essens, der hedder martyrdom.

At underspille en rolle er langt hen af vejen det samme som at benægte den.

Det er ikke en dag, der forandrer verden

Jeg ville egentlig have skrevet en klumme i går på ti-årsdagen for angrebet på World Trade Center.

Det hængende spørgsmål i debatten har været, hvad forandrede denne dag?

Set fra mit personlige synspunkt ændrede den ikke særligt meget, og den gjorde mig heller ikke til Islamkritiker.

Den eneste forandring, der indtraf den dag var, at jeg som så mange andre endte med en spirende erkendelse af, at Islam var ikke bare en dysfunktionel kultur, der skabte problemer i Mellemøsten, men en dysfunktionel kultur, der kan skabe krig og problemer i hele verden.

Som jeg skrev tidligere gjorde begivenheden mig ikke til islam-kritiker.

Jeg så skammen i muslimernes øjne, når jeg gik på gaden. De ærgrede sig i de fleste tilfælde lige som mig over, at en gruppe fanatiske galninge var gået så radikalt til værks.

Nej, det tog mig 2-3 år efter selve angrebet at blive islamkritiker. Og det skete ved at læse tusindvis af sider om Islam, ved at læse i Koranen og i hadithsamlingerne, ved at læse om den måde profeten selv førte krig på, hvordan han brugte drab på kritikere, som middel til at tystne kritiske stemmer, hvordan han angreb andre stammer, ofte jødiske og med tynde undskyldninger, alene for at kunne stjæle deres ejendom og i øvrigt førte jihad mod alt, der kunne krybe og gå.

Læs:

Hvem var Profeten Muhammad - Et studie i et dårligt eksempel på adfærd

Hvis du vil have den længere version.

Jeg indså med andre ord, at der ikke var en solid væg, der adskilte religionen islam fra gerningen den 11. september. 2001.

Da Beslan tragedien indtraf i slutningen af 2004, der kom angrebet ikke som en overraskelse for mig, men nærmere som en understregning af, at vi står over for en modstander, der ingen midler skyr.

Hvis man kan skyde børn i ryggen, så er man i stand til at gøre alt, inklusive at bruge a-våben, gift, etc.

På langt sigt kæmper vi ikke kun en krig mod terror, for den krig har USA! (ikke Europas soft-power) stort set vundet, det er ikke lykkedes at udføre lignende store angreb, Al-qaida har ikke fred og sikkerhed noget sted på jorden, hvor et dronefly kan flyve.

For de som er villige og i stand til at udføre sådanne er få, men de muslimer som tager koranen og traditionen på ordet, islamisterne, er ikke få.

Der venter en anden kamp på langt sigt, nemlig kampen om at undgå, at Europa bliver islamificeret og ender i sin anden mørke middelalder, hvor friheden og fritænkningen igen kues af religiøse mørkemænd.

Med dette mener jeg ikke, at vi får præstestyre alá Iran. Den katolske kirke var heller ikke den officielle magtinstans i den mørke middelalder.

Men jeg mener til eksempel, at religiøse mennesker vil præge gadebilledet og samfundet og lege selvbestaltet sharia-politi, chikanere kvinder der går uden tørklæde, chikanere mennesker, der ikke er muslimer. Kræve en officiel sharialov og praktisere sharia i det skjulte. Personer der kritiserer Islam vil blive chikaneret eller dræbt. Ja selv personer, som ikke gør det vil risikere at blive dræbt, som det sker i utallige lande med store muslimske mindretal, alene fordi de ikke er muslimer og skal vide, at der kun findes sikkerhed mod den slags, hvis man følger den rigtige version af islam.
Alt hvad der strider mod islamistisk dogmatisme vil blive bekæmpet.

Og de som forstår truslen vil være i mindretal, indtil det er for sent.

Det eneste vi kan glæde os over er, at vi ikke har råd til evig kædeindvandring via familiesammenførelser.

Når valget en dag faldet på velfærdsstat, eller fortsat kædeindvandring i tolerancens navn. Så vælger folket at beholde velfærdsstaten for sig selv.

Heldigvis.

Selv i de frelste multikulturelle rækker vil der opstå sprækker i idealismen.

Her er en tolerant radikal, hvis syn på islam blev ændre ved at bo i Gellerup:

Selvfølgelig ønskede jeg at lære noget om islam så jeg spurgte mig frem. Jeg fik at vide af ALLE – unge som gamle, kriminelle som pensionister – forretningsdrivende eller foreningsaktive, at muslimerne er kommet for at skabe et nyt samfund her i landet. Og de var helt åbne omkring det, ja stolte endda. For det bliver bedre end det gamle, sagde de. Og da jeg ikke har noget imod forbedringer, fortsatte flere af dem med at fortælle mig om sharialovens mange velsignelser. Straffedelen sprang de fleste over, men begreber som dhimmi (dvs ikke-muslimers retsstilling under sharia!), lærte jeg for første gang om oppe i Bazaren – og fik det siden bekræftet både i koranen og andre steder.

Og her er en SFer, som bor tæt på Mjølnerparken, der har mistet illusionerne om integration af Islam i Danmark.

Jeg bor selv i en ghetto , hvor jeg er medlem af bestyrelsen, og jeg mener, at SF har en nærmest naiv holdning i hele udlændingedebatten. Det vil være et kæmpeproblem, hvis De Radikale og SF går sammen og får store dele af regelsættet om udlændinge rullet tilbage,

Men det bliver stadig ikke en dag, eller et terrorangreb, eller erkendelse af Islams antidemokratiske natur, der kommer til at ændre holdningen til Islam og indvandringen af muslimer.

De færreste vil gide at studere religionen. De færreste vil få smidt virkeligheden direkte i ansigtet, som herren i Gellerup, og selv om de gør, vil de ikke alle vove at drage konklusionen til islams indflydelse på omstændighederne.

Det bliver maven, truslen mod levebrødet og ønsket om at beholde velfærdsstaten for os selv, der bliver udslagsgivende. Det bliver basale instinkter, der reagerer, både i stemmeboksen og på gaderne, hvis staten ikke formår at holde dem sikre.

9/11 forandrede meget for militæret, men ikke meget af vores måde at tænke på, eller af vores vanenatur.

Dokumentar om det fejlslagne terrorangreb på ti fly

I de kommende måneder vil National Geographic TV sende en stærkt anbefalelsesværdig dokumentar om "The liquid bomb plot". Dokumentaren vises næste gang på lørdag:

Næste visning:	lørdag 10 september kl. 14:00 - National Geographic Channel
Gentagelser:	søndag 11 september kl. 22:30 - National Geographic Channel

Dokumentaren er ikke kun anbefalelsesværdig, fordi den fortæller historien om, hvordan en gruppe islamiske terrorrister ville have sprængt op til ti fly i luften og begået det største terrorangreb efter 9/11, men også fordi det faktisk er lykkedes at få topfolkene i den engelske og amerikanske regering og efterretningstjenester til at udtale sig i dokumentaren.

Dokumentaren udstiller uenigheden mellem den britiske efterretningstjeneste, der tøvede med at anholde de mistænkte, fordi den fandt det nødvendigt at samle flere beviser og den amerikanske efterretningstjeneste, der mente at anholdelserne skulle ske hurtigt, for ellers gamblede man med menneskers liv.

Amerikanerne fik med et smart skaktræk tvunget englænderne til at foretage arrestationerne tidligere, end de ønskede.

Plottets hovedmand var en pakistansk islamist, Rashid Rauf. CIA vidste, at hvis han blev fanget, så ville den engelske terrorcelle blive tvunget til at kaste sig ud i angrebet eller stikke af, og derfor ville den britiske efterretningstjeneste blive tvunget til at gribe til arrestationer.

Den tidligere CIA-chef (2006-2009), Michael Hayden, en virkelig lun og lynintelligent skarp fætter, fortæller i dokumentaren, hvordan han tog til Pakistan og fortalte den pakistanske efterretningstjeneste om Rashid Rauf og om det terrorangreb, han var arkitekten bag.
Han understreger, at han ikke bad den pakistanske efterretningstjeneste om at arrestere Rashid Rauf. Men underligt nok skete det kort tid efter mødet med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at Rashid Rauf blev arresteret.
Michael Hayden understreger i dokumentaren, med et stort smil, at han ikke ligefrem beklager, at terroristlederen blev arresteret.

Briterne mistænkte, at amerikanerne stod bag arrestationen af Rashid Rauf. Dokumentaren rummer altså det tætteste, man kommer på en tilståelse fra amerikansk hold.

Den udstiller som sagt sider af efterretningstjenesternes forskellige strategier, hvor amerikanernes er mest proaktiv, mens de europæiske mere afventende.

Det hører med til historien, at de terrorangreb i Europa, som faktisk er lykkedes, London bomberne i 2005 og Madrid angrebet i 2004. Begge grupper var faktisk overvåget af efterretningstjenesterne.

Gruppen bag Madrid-angrebet var faktisk overvåget i over et år uden, at man åbenbart fik samlet nok beviser sammen.

Om London angrebet hævdede man først, at denne gruppe var sluppet under radaren. Det lyder pænere, end at man ikke havde samlet nok beviser sammen. Men personligt tror jeg ikke på det.

Det hører også med, at kort efter forsøgte en ny gruppe, at udføre et lignende angreb 14 dage senere den 21 juli 2005, men fejlede på grund af dårlige bomber.

FBI havde blandt advaret personalet på den amerikanske ambassade i London om at undgå at bruge Subway-banen i slutningen af 2004. Det er utænkeligt, at de ikke også har kontaktet den britiske efterretningstjeneste. Jeg tror faktisk, at de mange offentlige udmeldinger om terrortrusler i Europa fra amerikansk efterretningstjenesters side har været vink med vognstænger om, at de europæiske efterretningstjenester ikke griber hurtigt nok ind. Specielt den britiske efterretningstjeneste.

Læs mere om advarslerne før London bomberne her:

Sarkozy kom til at sige, at de britiske myndigheder havde arresteret nogle fra gruppen i 2004, og siden besluttet at lade dem gå igen i håbet om at fange det bredere netværk.

Jeg er af den opfattelse, at PET er hurtigere til at gribe ind end andre europæiske efterretningstjenester.

Men personligt var jeg hellere beskyttet af efterretningsfolk som Michael Hayden, end hans europæiske modparter.

Det hører med til historien, at den pakistanske efterretningstjeneste, der er dobbelt af natur, altså både rummer personale, der er på USAs og på islamisternes side. Den lod Rashid Rauf stikke af under et toiletbesøg under en fangeflytning, et hændeligt uheld hmm hmm.

USAs efterretningstjeneste fandt dog Rauf senere, og han blev dræbt af et droneangreb i Pakistan.

Fantasien fejler ikke noget hos Al Qaida

Koranen vers 8:12 “I shall terrorize the infidels. So wound their bodies and incapacitate them because they oppose Allah and His Apostle.”

Koranen vers 8:57 “If you gain mastery over them in battle, inflict such a defeat as would terrorize them, so that they would learn a lesson and be warned.”

Håndvåben laver ikke et blodbad, der er stort nok, til skræk og advarsel:

Hvis Danmark skal rammes af islamistiske terrorister, bliver det med firehjulstrækker, påsvejset slagterøkser og stålplader, der skal hakke hovedet af sagesløse fodgængere på Strøget i København.

•En stor bil - jo stærkere jo bedre.

•Slagterknive eller stålplader - de behøver ikke en gang være skarpe - selv sløvt metal skærer gennem knogler ved høj nok hastighed.


Kilde: Ekstra Bladet

Hvordan de så lige i al ubemærkethed skal få den bil påsvejset det udstyr og manøvreret frem til strøget, det melder historien ikke noget om.

Atomfysiker i lommen på Al Qaida

Det er jo før kendt, at Al Qaida rummer mange højtuddannede medlemmer. De har jo brug for en hvis ekspertise, og personer som kan andet end at trykke på en knap, eller aftrækker. Her er så endnu en af slagsen:

PARIS - I løbet af weekenden begyndte der at tegne sig et billede af den 32-årige Adlène Hicheur, der arbejder på CERN-generatoren på grænsen mellem Schweiz og Frankrig. Det forventes, at Hicheur vil blive formelt tiltalt for at have »forbindelser til en terrrororganisation«. Men hans 25-årige lillebror, der også blev arresteret torsdag i forældrenes hjem syd for Lyon, er blevet løsladt. Politiet mener, at den ældste bror, som har arbejdet på vigtige atomforskningsprogrammer i Storbritannien og USA, handlede på egen hånd, da han sendte emails med oplysninger om mulige terrormål i Frankrig til medlemmer af al-Qaeda i Algeriet.

Ifølge den franske søndagsavis, Le Journal du Dimanche, frygter den franske efterretningstjeneste, at Adlène Hicheur var ved at blive »oplært« til at fungere som »omdrejningspunkt« for en terrorkampagne, der skulle starte i Frankrig, men måske sprede sig til andre europæiske lande.

Bemærk at kampagnen angiveligt skulle starte i Frankrig. Modstanden mod Irakkrigen og den øvrige leflen for den arabiske verden, har altså ikke hjulpet landet.

Lande som Sverige og Frankrig, kan højst sænke risikoen en lille smule, aldrig undgå det. For de tilhører samme vestlige fjende som USA og alle andre vestlige lande. Ærkekonkurrenten til en forsmået civilisation.

Tilsyneladende havde man ingen planer om at angribe atomkraftværker, modsat tidligere oplysninger, som det står i artiklen. Så er spørgsmålet - Hvis de havde det, ville vi få det at vide?

Rumble in the discursive zone

En flok amerikanske top og mellemniveau efterretningsmænd, militærfolk og diplomater anklager nu Obama administrationen for at underspille faren i AFPAK regionen.

Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:

White House officials, they said, have concluded that McChrystal's approach could be doomed by election fraud, corruption and other problems in Afghanistan; by continued Pakistani covert support for the insurgency; by the strains on the Army, Marine Corps and the federal budget; and by a lack of political and public support at home, which they fear could also undermine the president's domestic priorities...

"McChrystal and Petraeus are ignoring the problems their (counterinsurgency) approach would face in Afghanistan and here at home," said one intelligence official with extensive experience in South Asia and counterterrorism. "We don't have a reliable partner in Afghanistan or Pakistan; doubling the size of the Afghan army is a pipe dream, given the corruption and literacy problems; and neither Congress or the American people are likely to give it the money, the troops or the decade or so it would need to work, if it would work.

"Now the White House is downplaying the dangers of doing the only thing that they think Congress and the public will support - a limited war against the guys who hit us on 9/11. The truth is, both approaches have huge problems, and neither one's likely to work..."

A U.S. withdrawal or failure could permit al-Qaida and other groups export their violence from Afghanistan into Pakistan's heartland, the Indian-controlled side of the disputed Kashmir region and former Soviet republics in Central Asia whose autocrats have been repressing Islam for decades, the U.S. officials said...

"It is our belief that the primary focus of the Taliban is regional - that is, Afghanistan and Pakistan," one senior U.S. intelligence official said. "At the same time, there is no reason to believe that the Taliban are abandoning their connections to al Qaida, which has its sights set beyond the region."

"The two groups ... maintain the kind of close relationship that - if the Taliban were able to take effective control over parts of Afghanistan - would probably give al-Qaida expanded room to operate," the official added...

"Here we go again," a veteran U.S. intelligence official said. "The Bush administration ignored anything that didn't support its arguments for invading Iraq and exaggerated the threat from Saddam Hussein. This administration is minimizing the threat from radical Islam in South and Central Asia, which is much worse today than it was eight years ago, in order to defend a minimalist policy that it's settling on for domestic political reasons." (Kilde:)

"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.

Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.

Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.

Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.

Hvorfor Afghanistan?

Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.

Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.

Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?

Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.

Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.

Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.

Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.

Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.

Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :

"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...

It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...

A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.

Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...

The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.

In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.

THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...

A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.

The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...

Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...

A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.

Læs endelig hele Essayet på The National Interest:

Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.

Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.

Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.

I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.

Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.

De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.

I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.

I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.

47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.

Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:

78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.

Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.

Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:

Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.

Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.

Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2

I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.

Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.

Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.

Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.

Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.

Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.

For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.

Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.

Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.

På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.

Det gjorde det af flere årsager:

1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.

2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.

3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.

Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.

I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.

Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.

I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.

Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.

Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.

Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.

I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.

Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.

Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.

Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.

Pakistan - verdens terrorstat nummer 1

I internationale medier og i Washington, opererer man ikke ikke længere med krigen i Afghanistan, som en selvstændig konflikt, men som AFPAK, eller som nogle vil sige, PAKAF, for det største problem ligger i Pakistan, hvor Taleban og Al Qaida i dag har hovedbase.

I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.

Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.

Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.

Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.

Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.

Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.

Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.

JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.

Maududis filosofi:

Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":

In Short, ours is a law-governed universe and everything in it is following the course that has been ordained for it. This powerful, all-pervasive law, which governs all that comprises the universe, from the tiniest specks of dust to the magnificent galaxies in high heavens, is the law of God, the creator and ruler of the universe. As the entire creation obeys the law of God, the whole universe, therefore, literally follows the religion of Islam-for Islam signifies nothing but obedience and submission to Allah, the Lord of the universe. The sun, the moon, the earth, and all other heavenly bodies are thus ‘Muslim’. So is the case with air, water, and heat, stones, trees, and animals. Everything in the universe is ‘Muslim’ for it obeys God by submission to his laws. Even a man who refuses to believe in God, or offers his worship to someone other than Allah has perforce to be a ‘Muslim’ as far as his bodily existence is concerned. For his entire life, from the embryonic stage to the body’s dissolution info dust after death, and every tissue of his muscles and every limb of his body follow the course prescribed for each by God’s law. His very tongue which, on account of his ignorance, advocates the denial of God or professes multiple deities, is in its very nature a ‘Muslim’.

Og på alle verdens problemer fandtes der i hans optik kun et eneste svar - Islam!

This is Islam, the natural religion of man, the religion, which is not associated with any person, people, period, or place. It is the way of nature, the religion of man. In every age, in ever country, and among every people, all God-knowing and truth-loving men have believed and lived this very religion. They were all Muslim, irrespective of the fact whether they called that way Islam or anything else. Whatever is name was, it signified Islam and nothing but Islam.

Dette er blandt hvad Bernard Lewis mener, med at moderne radikal Islam har taget en ny retning, kraftigt præget af Kommunismen og Nazismen i dette århundrede. hvilket ikke skal forveksles med at militant og aktivistisk Islam er et nyt fænomen, det er det ikke.

Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.

Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:

"'Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order...and establish its structure anew...Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe...Islamic Jihad is at the same time offensive and defensive...The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal.'"

I hans meget respekterede kommentar til koranen. Om sura 9 i koranen skriver han følgende:

If we keep in view the preceding background, we can easily find out the problems that were confronting the Community at that time. They were:

1. to make the whole of Arabia a perfect Dar-ul-Islam,

2. to extend the influence of Islam to the adjoining countries,

3. to crush the mischiefs of the hypocrites, and

4. to prepare the Muslims for Jihad against the non- Muslim world.

...

In order to enable the Muslims to extend the influence of Islam outside Arabia, they were enjoined to crush with sword the non- Muslim powers and to force them to accept the sovereignty of the Islamic State. As the great Roman and Iranian Empires were the biggest hindrances in the way, a conflict with them was inevitable. The object of Jihad was not to coerce them to accept Islam they were free to accept or not to accept it-but to prevent them from thrusting forcibly their deviations upon others and the coming generations. The Muslims were enjoined to tolerate their misguidance only to the extent that they might have the freedom to remain misguided, if they chose to be so, provided that they paid Jizyah (v. 29) as a sign of their subjugation to the Islamic State.

....

In order to prepare the Muslims for Jihad against the whole non-Muslim world, it was necessary to cure them even of that slight weakness of faith from which they were still suffering. For there could be no greater internal danger to the Islamic Community than the weakness of faith, especially where it was going to engage itself single-handed in a' conflict with the whole non-Muslim world. That is why those people who had lagged behind in the Campaign to Tabuk or had shown the least negligence were severely taken to task, and were considered as hypocrites if they had no plausible excuse for not fulfilling that obligation. Moreover, a clear declaration was made that in future the sole criterion of a Muslim's faith shall be the exertions he makes for the uplift of the Word of Allah and the role he plays in the conflict between Islam and kufr. Therefore, if anyone will show any hesitation in sacrificing his life, money, time and energies, his faith shall not be regarded as genuine.

Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:

"'Islam wants the whole earth and does not content itself with only a part thereof. It wants and requires the entire inhabited world. It does not want this in order that one nation dominates the earth and monopolizes its sources of wealth, after having taken them away from one or more other nations. No, Islam wants and requires the earth in order that the human race altogether can enjoy the concept and practical program of human happiness, by means of which God has honoured Islam and put it above the other religions and laws. In order to realize this lofty desire, Islam wants to employ all forces and means that can be employed for bringing about a universal all-embracing revolution. It will spare no efforts for the achievement of this supreme objective. This far-reaching struggle that continuously exhausts all forces and this employment of all possible means are called jihad.'"

I 1970 erne indtog JI i stigende grad vigtige pladser i det Pakistanske militær og i efterretningstjenesten ISI via infiltration. Og var en vigtig faktor i de uroligheder som ledte til Ali Bhuttos fald i 1977. Hvor en Islamisk general og beundrer af Maududi , Muhammad Zia-ul-Haq, overtog magten (1977-1988). Han indskriver jihad i Pakistans konstitution og begynder at sponsorere jihad i både Kasmir og Afghanistan. Til dette formål kontakter han Saudi Arabien for at få økonomisk og principiel støtte.
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.

I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.

USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.

Fortsættes.

Kunsten at lave politiske film

To af de film, der har gjort absolut mest indtryk på mig de seneste år, er filmene, The kingdom, og, Lions for lambs, to film som begge har krigen mod terror som hovedtema.

Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.

Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.

Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.

Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.

Det er dog en slutscene, man husker!

Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.

Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.

Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.

Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.

En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.

Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.

Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!

Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:

Professor Stephen Malley: The decisions you make now, bud, can't be changed but with years and years of hard work to redo it... And in those years you become something different. Everybody does as the time passes. You get married, you get into debt... But you're never gonna be the same person you are right now. And promise and potential... It's very fickle, and it just might not be there anymore.

...

"-You think it's better to have tried and failed than failing to try, right?

-Yeah.

-But what is the difference if you end up in the same place?

-At least you did something."

...

Om de to etniske minoriteter, blandt hans tidligere elever som filmen følger parallelt i Afghanistan:

-They went to these high schools in the area where they grew up, godforsaken places that bear no resemblence to the schools you went to, metaldetectors on every door, teachers carrying Mace. These awful places did them not one favour.
I saw the same thing in Vietnam.

-What?

-The first guys to sign up, are the guys this country doesn´t treat well. Here are Ernest and Arian growing up in those neighbourhoods where people butcher each other for simple-minded shit -You were raised in a neighbourhood two blocks south from mine - Bam!
The rims on your car is better than mine - Bam!
What do they do after scraping themselves up and getting outta of there in one piece?
Fight for the country that ignores those neighbourhoods.

---
Senatoren og journalisten:

Senator Jasper Irving: OK, let's play this out, we walk and afghan reverts back to the Taliban. Only now the Taliban has metastasis into something infinitely more vicious and potent because they are now 2-0 against superpowers. They butcher the people that helped us who voted and were stupid enough to put their faith in our word. So call it not only the end of hope for 10s of millions of Afghans but the end of American credibility but the end of America as a voice of Righteousness in the world. And when we are forced to go back in a couple years. We will be faced against a shattered Iraq, a hopeless Afghanistan and a nuclear Iran. How many troops are we going to need then? I guarantee you will be adding some zeros.

...

-And the military part has to come first - Why?

-Because only after we´ve eradicated the enemy, can we get down to the true work of keeping of this new democracy breathing.

-So - it´s basically kill people to help people?

-No. That is not what I said.
...

-So you think that the number of troops that we have now i Afghanistan is enough?

-I do. And a big part of why we are able to do more with less in Afghanistan... is the superior nature of our elite forces.

-It really reminds me of Abrams in 1968.

-What?...

-Can´t get the Vietcong in big fights, so we´ll send smaller groups they can´t resist ambushing.
At least we´ll be fighting, 58000 names say that strategy didn´t work out so well.

...

-It is not only our choice to stop these insurgents, but our moral obligation. We simply cannot allow their form of evil and terror to spread

...

(efter en debat over mediedækningens svæven i vinden)

Jane, we both put our fighting men at risk. Now I´ll admitted my mistakes, when will you admit yours?

---

(Flashback) De to unge frivillige i Afghanistan debaterer deres beslutning med deres medstuderende:

-We don´t get a level playing ground, unless there is draft...
-We could all with the degree and money we made, go hide in a big house with big walls.

(anden elev)-When hasn´t a big house with big walls been the American dream?

-July 5th, 1776
What about december 8th, 1941?
September 12th, 2001?...

Robert Redford forsøger at overtale dem til at ændre mening:

-You two could pick any Grad School in any field...

These starched collars, which started this war and that are running it now, nowhere near the best and brightest, not even in the same galaxy...
They are the ones that say shit like; "we bloodied our noses, but we learned from our mistakes".

De svarer:
-We already know how the system works...
-Because it goes badly, it makes it even more important Doc...
-If we captured Bin Laden, or the Shiites greeted us with a ticker-tape parade.
We would never have to think about, who are these people?
Does religion really preach murder?
Do they need a dictator to stop massacring each other?
The greatest military in history can´t catch three guys - come on.
And how do we preach democracy, and still send billions to Saudi kings far from it?...

(Redford)-So load your self on the beach...

The men who lead, do work when there´s work to be done.
Will you step up when your needed, or will you just sit back?
And let the other do the lifting?
They are simple questions.

(Redford)-With potentially awful answers...

Ondskabens ulidelige eksistens og den intellektuelle rebrush

De to terrorister skyder først de to sikkerhedsvagter. Inde i hospitalet prajer de en mand til at hente dem noget vand. Da han har givet dem vandet, skyder de ham og en anden.
Skydende vildt omkring sig bevæger de sig mod deres mål. Fødegangene på fjerde og femte sal. De gravide og mødrene med nyfødte børn i deres arme.
De hamrer og banker på de låste døre, truer forgæves kvinderne til at åbne op.
Der går seks timer før sikkerhedsstyrker ankommer for at befri Kvinderne og babyerne fra truslen.
Men i denne omgang slap de med skrækken, den havde de næppe sluppet med, hvis terroristerne var sluppet ind.
Denne nyhed har jeg kun set, i politiken her, det havde nok ikke været tilfældet, hvis terroristerne var sluppet ind til de gravide. Derfor forsvinder denne nyhed nok i mængden, på trods at af den er et markant eksempel på den afstumpethed, som terrorister betjener sig af.

På bloggen Snaphanen har man i denne anledning genbragt en gammel artikel fra 2004 omhandlende gerningerne omkring Beslan fra Berlingske Tidende, hvor Peter Thielst og Jacob Dahl Rendtorff afviser nedskydningen af børn som ondskab.

Peter Thielst i artiklen definerer ordet ondskab som "glæden ved andres lidelse"
Han uddyber at "intentionen hos »gerningsmanden« ikke er at være ond."

Lad os følge denne logik til dørs. Så eksisterer ondskaben knapt nok. For når ondskaben kun kan defineres som sadistisk fryd, bliver ondskaben jo ikke et parameter, så snart andre drivkræfter kan findes. Altså, selv om muslimerne glæder sig over at vantro ryger i helvede, så findes der jo mange andre årsager, såsom såkaldt forfølgelse, oprigtig tro på koranen, ønske om at selvstyre osv. Find et af disse motiver og vi taler så ikke længere om ondskab.
I denne optik bliver heller ikke Saddam Husseins tyranni, eller Stalins ditto til ondskab, motivationen var jo at bevare magten og holde folk kuede. 30 års krigen og massakren af op til 1/3 del af den Tyske befolkning bliver heller ikke ondskab. Udryddelsen af Buddhister i Indien, forfølgelse og massedrab på Hinduer, Armeniere, Congorianere, Rwandanere, Sudanesere, Belfast og Bosnien bliver heller ikke til ondskab. For ondskab er jo kun, når man er ond for ondskabens egen skyld og glæder sig over andres lidelse.
Med andre ord, sort og gennemført had, totalt manglende værdisættelse af andres liv, racistisk og religiøst motiveret reducering af andre mennesker til værende værdiløse væsener eller satans uvæsen er ikke ondskab. Kynisk og direkte mord på små uskyldige børn er ikke ondskab.
Begrebet "ondskab" er hermed reduceret til et nihil, et ikke eksisterende og meningsløst begreb som man ikke rigtig kan bruge til noget.
Altså bliver vi hermed (forsøgt) tvunget til at diskutere terrorisme som frihedskamp, eller andet.

Det er godt gjort, jeg tror bare ikke Thielst vil være med til at videreføre hans egen tankegang i dens naturlige videreførelse til Stalin, Hitler og Saddam.

Da jeg oplevede Beslan, var min tanke en helt anden. Min tanke var, hvordan man kan hade så meget, regne menneskeliv for så lidt, at man kan skyde et barn, direkte og kynisk, med klart fokus i sigtekornet?
Jeg forstod det ikke og vil heller ikke forstå det. Men om noget fortjener at blive kaldt ondskab, så er det dette.

Hvad så med Hiroshima og Dresden, var det ikke ondskab? Jo det synes jeg faktisk det var. Man var godt klar over at kvinder og børn, gamle ville dø og gjorde intet for at begrænse det. Men næppe nogen af de piloter som udførte disse bombninger, ville have været i stand til at tage et gevær og sigte på et barn, en kvinde, et gammelt menneske og skyde det direkte uden at blinke, i det hele taget være i stand til at trykke på aftrækkeren.
Det var tyskerne så til gengæld, indoktrineret med deres overlegenhed og andres værdiløshed, hvis de ikke mente det selv, var de tvunget af kommandosystemet.

Hadets afstumpethed i alle afskygninger er ondskab og ingen har været bedre til at producere denne end religionerne (åndelige og politiske) og racismen, selv nazisternes jødeforfølgelsen var jo en kontinuering af et historisk had rettet mod jøder, dets fatale yderste konsekvens.

Mennesker kæmper for deres frihed, kæmper med de midler de har. Men intet retfærdiggør drabet på uskyldige, de som kæmper retfærdigt, forsøger at minimere uskyldiges lidelse, de sigter ikke direkte mod den uskyldige og børn skal aldrig gøres til skyldige.
Ondskaben er også i det overordnede, at mennesker ikke kan leve i fred med mennesker.
At fremelske konflikt, offensiv krig er ondskab, retten til at forsvare en selv, bør ingen tage fra en. Men når freden ikke søges som første løsning, taler vi ikke længere om retten til at forsvare en selv. Når børn skydes, taler vi ikke længere om frihedskamp.

Hvis man starter en krig, må man også tage konsekvenserne, man har udløst menneskets ret til at forsvare sig selv, dog ikke med alle midler.

Men i en storkonflikt, vil der ikke være plads til humane hensyn, i den grad der er i en isoleret konflikt. Når terrorister tilsidesætter alle hensyn i små begrænsede konflikter, udsætter de dem selv og andre muslimer for en stigende trussel.
Hvis de nogensinde får held med at true de demokratiske lande på deres eksistens, vil reaktionen også være brutal og skammelig for eftertiden, traumatiserende for hele menneskeheden.

Så terroristerne bør droppe ondskaben og kæmpe for friheden med fredelige midler og hvor de ikke rækker, med acceptable militære midler.
At de handler sådan i det små, kan kun skabe uro for hvad de vil gøre, hvis de får magt som de har agt.
Historien er rig på eksempler hvordan religioner og lignende kan reducere andre mennesker til rent slagtekvæg.

Jacob Dahl Rendtorff:

"I KZ-lejren var det tættere på at være ondskab. Der var elementer af sadisme og man systematiserede drabene."

Det var der sandelig også i nedslagtningen af Hinduer og Buddhister i Indien. I Stalins udryddelseslejre.

Der ville også være det, hvis det terroristerne fik magt som de har agt, at de kan og vil, udføre det de gør på trods af magtmæssig og militant underlegenhed, at de i det hele taget gør det, er vel næppe noget som bør gøre os trygge.

Jacob Dahl Rendtorff mener, at de såkaldte tjetjenske frihedskæmpere måske har haft en form for humanistisk retfærdiggørelse af deres forehavende a la:

»Vi kan ikke lide vold, men vi bliver nødt til at anvende vold, for ellers går vi til grunde«, og det var let for dem at skyde børnene ned bagfra.«

Det siger nok mere om Rendtorff snævre forståelsesramme, end om terroristerne.
Eksemplerne i historien er legio på at religion afføder umenneskelighed af et utroligt omfang, er en supremacisme lige så slem som racismen og dog nyder en fredet status, på grund af dens blandede kulturelle ballast og simpel vanetænkning, baseret på historisk samkvem.

At Hitler afskaffede arbejdsløsheden og stabiliserede økonomien, hævede levestandarden for det tyske folk, gav dem folkebiler og autobahns, gør jo hverken ham eller nazismen til et gode.

Islam er ikke ufarlig

Jeg ser Islam som en stor trussel, men først og fremmest en trussel mod sig selv i de lande, hvor der ikke er demokrati, orden og fairness i det politiske system. Der hvor der er fattigdom og uvidenhed.
jeg ser det som en meget sandsynlig mulighed, at der vil komme større konflikter, end dem vi ser i dag. Alt det kræver, er at terrororganisationer udfører større angreb på vesten end 9/11. Det vil angiveligt føre til egentlig konflikt med alle de lande som huser terrorister og kun delvist samarbejder med hensyn til at nedkæmpe dem, hvis de overhovedet gør det, eller mere eller mindre indirekte støtter terrorister økonomisk og teknologisk, eller som mangler evnerne til at gøre noget ved problemet.
Listen over disse lande er lang. Pakistan, Sudan, Somalia, PA, Iran, Nigeria, Syrien.

Et sådan terrorangreb er en meget stor mulighed, terrorister vil når de finder tiden opportun til det, forsøge at angribe Israel eller USA med et lammende angreb og måske få succes.

Osama Bin Ladens mål med 9/11 var at starte en storkonflikt mellem Islam og USA. Han fandt i første omgang ud af at USA ikke var den papirtiger, som han troede efter exitten i Somalia. Men han ved også at selv USAs militær gaber over for meget bare ved at være engangeret i Irak og Aghanistan.

Det afgørende spørgsmål i den her sammenhæng, er ikke fanatiske muslimers uvilje mod at slå millioner ihjel, den vilje har de.
Det afgørende spørgsmål er om Al Qaida, eller lignende megaterrorister, har evnen til at gøre det og i det tilfælde, hvornår de beslutter, det rette øjeblik er.

At viljen er der, kan der ikke være tvivl om. At evnen evt. mangler, hvilket den næppe gør, det kan man så håbe på for den nærmeste fremtid, men ikke som en permanent manglende evne.

Bin laden kan gemme sig, fordi han i store områder og mange lande har ubetinget støtte som vil kæmpe og dø for ham og aldrig vil angive ham.
En anden forklaring kan være, at USA reelt ikke tør ramme ham, ud fra hvad det kan forårsage af hævnangreb.
En højtstående Al Qaida Officer har vidnet, at Al Qaida for indeværende stund kun vil bruge ABC våben, hvis de bliver brugt mod dem, eller al qaida er truet af fuldstændig udslettelse.

Bin laden selv sagde i 2001:

“if America used chemical and nuclear weapons against us, then we may retort with chemical and nuclear weapons. We have the weapons as a deterrent”

Der er muligheden, at dette kun er kun er retorik og bluff. Men man ved at Al Qaida før invasionen i Aghanistan havde faciliteter til at udvikle WMD. I øvrigt var den hovedbunker som blev angrebet allerede i 1998 en stor bunker med flere etager, hvor man havde efterretninger om at ABC våben blev udviklet.

Her er en lang liste over efterretninger omkring Al Qaidas bestræbelser på at få ABC våben.

Hvornår der kommer et større angreb end 9/11, det er svært at spå om, der kan gå mange år og årtier endnu. Løkken er nok for stram om Al Qaidas hals for indeværende stund.
Men både Israel og USA vil være på terroristers sigtekorn for årtier fremad.
Israel på grund af sin eksistens midt i et muslimsk mellemøsten og en muslimsk eskatologisk tradition, som siger at de sidste dage ikke vil komme før muslimerne dræber jøderne. Samme syge tankegang finder man i det kristne højres ubetingede støtte til Israel. Biblens profetier om armageddon kan jo ikke blive virkelighed, uden at Israel er omringet af fjender på alle sider.

Tilgengæld tror jeg at Al qaida vitterligt har disse våben, men er ikke i stand til at udrette større skade med dem, deres mål er et lammende angreb mod USA, ikke at ryste det Amerikanske hvepsebo.

Omvendt er det sandsynligt at alt blive brugt hvis Al Qaida er truet på sin eksistens.
Så krigen mod terror er altså en vandring på ægget af et sværd, hvor man ikke kan angribe for hårdt og udslette Al Qaida eller skabe flere fjender i den islamiske verden end man allerede har, omvendt kan man heller ikke angribe dem for lidt og lade dem udvikle sig stærke nok til at udøve et lammende angreb på USA eller Israel.

Det er vigtigt at truslen ikke undervurderes, dette kan løses ved oplysning, ved klarhed over hvad truslen er, ved at presse moderate muslimer som ikke ønsker krig, hvilket er flertallet, til at tage afstand og turde at kæmpe mod disse kræfter i deres midte, selv med deres liv som indsats. Ligeledes må vi droppe islamofobi tanken, islam skal kritiseres, vi kan ikke stikke hovedet i jorden her og håbe problemet forsvinder af sig selv. Det gør det ikke!
USA har begået en kæmpebommert med med Irak, først med sanktionerne, siden med invasionen. Uden den havde Bin Laden ikke stået så stærkt. Flere ressourcer kunne have været brugt mod Al Qaida i Aghanistan og mere samarbejdsvilje forventes fra Pakistans side. Flere penge kunne have været brugt på at forebygge via information, uddannelse, støtte til skoler.

Nu kommer disclaimeren: jeg er godt klar over, at de fleste muslimer er moderate og ønsker ikke krig. jeg er godt klar over der er mange islamiske teologer der tager afstand fra offensiv jihad, men for nogles vedkommende som f.eks Qaradawi, er det halvhjertet, hans begrundelse er at islam er for svag til Jihad, så det er tåbeligt at tale om det. Han mener alligevel at islam skal genvinde Israel, Andalusien, Grækenland, Balkan og Syd Italien.
At Islam, faktisk udgør så stor en trussel, at så mange tusinder stiller op til kamp den dag i dag, hvor de ikke har en chance og deres tabsforhold er noget alá 1 vestlig soldat mod 100 af dem. At de stadig trods den underlegenhed, er villige til at kæmpe og sikre på at deres magt bliver større en dag. Alene det forhold er værd at tænke over. De er drevet af en nidkærhed og tro, vi ikke forstår. Hvis magtbalancen på noget som helst tidspunkt rykkes i deres favør og det tidspunkt kommer ikke i morgen, men angiveligt i mange nulevendes levetid, så har vi konflikten på en skala som går ud over de flestes fantasier.

Jeg var hellere optimist, jeg var i militæret den dag da Berlinmuren faldt og det var en af mine lykkeligste dage, da de mørke skyer forsvandt over Europa. Den tro på at den vestlige verden var sikret mod katastrofer, forsvandt for mit vedkommende efter den 9/11 2001, hvor jeg brugte flere år på at kigge islam nærmere i sømmene. Islamiske terrorister dræber på nuværende tidspunkt "kun" titusinder årligt.
Men det skyldes kun at de er svage og modarbejdes, deres intentioner og villighed til at slå næsten uhæmmet ihjel, kan man ikke være i tvivl om, se Sudan, Irak, Algeriet, Aghanistan, Indien, Pakistan, Indonesien hvor over 10000 kristne er slået ihjel. Filipinerne, Thailand for at nævne nogen som intet har med USA og Israel at gøre, men alt at gøre med den hadefulde variant af Islam som ekstremistisk islam udgør.
Deres svaghed kan vi ikke regne med varer evigt, derfor må vi tage dæmonen ved hornene og tage denne trussel alvorligt og se den direkte i øjnene. Meget få tog den alvorligt før 9/11. Det nytter ikke, at tage trusler alvorligt når det er for sent.
Fundamentalistisk islam er en langt større og en langt mere irrationel trussel, end noget vi nogensinde har mødt før, og desværre skal den nok nå katalytiske højder, før man fatter det.

Det er ikke noget let spørgsmål, hvordan man kommer islamisk fundamentalisme til livs. Men at lade som om problemet er minimalt hjælper slet ikke. Den må udstilles i al sin gru, imødegåes med rationalitet, kritiseres uhæmmet. Vores problem er ikke alle de hæderlige muslimer, vores problem er at de holder hånden beskyttende over fundamentalisterne, for de kan ikke acceptere en kritisk gennemgang af deres religion, en kritisk gennemgang som er strengt nødvendig, fordi fundamentalisterne hviler på arven fra muhammad og hans eksempel, på den historiske jihad, som var uden hæmninger og grænser. Sufivarianten af jihad som indre bestræbelse, var marginaliseret gennem det meste af islams historie og salafismen er en reaktion på den revisionisme som er opstået siden Kalifatets fald startende med Napoleons invasion i Egypten.

Som Daniel Pipes Skriver:

JIHAD WAS no abstract obligation through the centuries, but a key aspect of Muslim life. According to one calculation, Muhammad himself engaged in 78 battles, of which just one (the Battle of the Ditch) was defensive. Within a century after the prophet's death in 632, Muslim armies had reached as far as India in the east and Spain in the west. Though such a dramatic single expansion was never again to be repeated, important victories in subsequent centuries included the seventeen Indian campaigns of Mahmud of Ghazna (r. 998-1030), the battle of Manzikert opening Anatolia (1071), the conquest of Constantinople (1453), and the triumphs of Uthman dan Fodio in West Africa (1804-17). In brief, jihad was part of the warp and woof not only of premodern Muslim doctrine but of premodern Muslim life.

Jihad har altid været kernen i Islam og selv om der i dag findes muslimer som hævder at jihad kun må føres defensivt og højst præventivt og påstår at man citerer koranen ude af kontekst hvis man hævder det modsatte (I virkeligheden citerer de selv koranen ude af kontekst, nemlig den kontekst Muhammad befandt sig i da han ikke havde styrken til at sende repræsentanter ud til alle lande og magter omkring Arabien med buddet om de omvendte sig, underkastede sig eller blev nedkæmpet, han skiftede mening og adfærd da han havde den militære magt). Så har Fundamentalisterne fat i den lange historiske ende.
I virkeligheden er disse Airy Fairy muslimer en ømskindet hånd der bliver holdt over de fundamentalistiske muslimer.

I virkeligheden går debatten ikke på militant jihad, men på under hvilke omstændigheder og forhold, man kan praktisere jihad, nogle vil kun hævde defensivt, men det er i streng modstrid med Islam historisk og dens historiske fortolkning.
Qaradawi vil ikke løbe fra det forhold, men han håber at vesten frivilligt underkaster sig:

Muslims may march into a non-Muslim territory to make it submit to the Islamic state and to the supremacy of the Islamic law which governs human life with its just legislation, and superior guidelines and instructions.

I øvrigt har der altid eksisteret moderate muslimer, det har aldrig holdt de fanatiske tilbage. Problemet går 1400 år tilbage og har eksisteret i 1400 år.
Verden ville blive bedre uden islam, eller en klar sejr til dem som holder på udelukkende defensiv jihad, et vidt begreb i sig selv, de kan stadig anbefale angreb på USA og Israel som Tantawi:

A: Allah the Almighty says in His book, 'Fight in the path of Allah those who fight you and do not transgress, for Allah does not love transgressors.' Fighting Israel is an obligation. in support of the oppressed, and it is. fighting in order to repel the aggressors. As long as the Jews are aggressors and pillage our rights and spill our blood, it is our duty to fight them. If they stop fighting, recognize our rights, and return the pillaged land to us, then it is our duty to treat them well and adhere to our [good] treatment of them.

Og med det stjålne land, make no mistake, mener han hele Israel.

Mere moderat er moderat Islam altså heller ikke. Der findes dog enkelte, men ikke markante muslimer, som støtter Israels ret til at eksistere.

Men selv moderat islam er en trussel, for islam er ikke født som moderat, det moderate forsvandt da muhammad havde en stor nok hær.