Den ultimative politiske sindsyge

Kommunister og socialister af i dag, er langt værre end deres forgængere. Her sigter jeg ikke kun til de af dem som post-Gulag, Mao, Pol Pot stadig kalder sig selv kommunister, det lille sammenrend af Tordenskjolds soldater.

Nej, jeg sigter også til de mange, alt for mange, som kalder sig socialdemokrater, eller reelt er det på ægte platmarxistisk værdifacon og sidder højt på magtens trone.

De er direkte sindsyge.

De oprindelige socialister og kommunister levede i en tid, hvor der faktisk var fornuft og empiri bag det, de mente. Det var på et tidspunkt, hvor selv 10 årige børn arbejdede over ti timer om dagen og voksne 12 timer om dagen. Det seks dage om ugen - altså op 72 timer om ugen, eller endda mere. For dette arbejde tjente de kun lige nok til en lille arbejderhybel af en sodfarvet kasse, vi ikke ville drømme om at lade så meget som et barn opvokse i og de havde syv-otte stykker, hvis så mange overlevede. De tjente knap nok til at spise kød en gang om ugen.

At betragte dette som slaveri, hvor arbejderen selv var en vare fremmedgjort både i sin eksistens og i forhold til den vare han producerede, fastlåst i en evig social struktur som proletar - hvis væsentligste formål det var at skabe merværdi for kapitalisten, så ad infinitum billigt som muligt. At se det som et grundvilkår arbejderen selv måtte forandre, for kapitalisten var næppe interesseret. Det var egentlig ikke helt grebet ud af smoggens aftenrøde luft.

Selv om Marxs filosofiske brovterier var en firkantet, statisk analyse uden tiltro til menneskelig dynamik og omsorg - kapitalisters i særdeleshed - med blodige efterdønninger og var langt fra korrekt. Så var den stadig ikke helt foruden rationelle og empiriske elementer.

Men siden da har kommunismen, socialismen gennemgået en transformation. Den har forvekslet sin manglende slagkraft - i forhold til at omvende de europæiske borgerliges mentalitet til den sande og eneste sande tro! med en menneskelig systemfejl - selv om de faktisk har sejret af helvede til, så er nok aldrig nok. Så mener de et eller andet sted, at deres fraværende totale ideologiske dominans skyldes at borgerligheden og ondskaben ligger så dybt i det vestlige menneskes natur, at alle, dem selv inklusive, er mere præget af den, end selve arvesynden og det siger i Augustinsk forstand ikke så lidt.
Vi er skyld i alt, fra tornadoer, regn eller ikke regn, til afgrøder som ikke blevet behandlet agronomisk korrekt. Alt, alt og atter alt.

I dag er socialister et spindelvæv af skyldskomplekser, forstærket af traumer i metermål, flygtet ud i komplette og absolutte virkelighedsfjerne abstraktioner. Til det rent patetiske, automatiserede, dogmatiske, uden skyggen af en smule fornuft og empiri tilbage.
Hvor fint de end taler, ville Freud have været søvnløs i århundreder, for at skrive nok og analysere nok, hvad angår dette fænomen.

Socialismen er blevet den rene galmatias, sindsyge med vrangforestillinger uden ende, usammenhængende, junkieverdensbilleder og fantasier. Ikke engang de firkantede, udynamiske idéer har de tilbage, med få undtagelser. Socialismen er et skizofrent vrangbillede af sig selv.

Men det at være verdensfjern, er de jo samtidigt tvunget til at definere som noget godt, lidt lige som den sindsyge, der synes det er alle andre, der fejler noget. Ellers knækker filmen, og det kollektive bluff opløses i en stor gassky, der bestemt ikke er lugtfri.

Og for at at det hele ikke skal være ordgejl og blanchobeskyldninger.

Så her er der et godt eksempel på, eller med blot, blot en enkelt facet af, hvad jeg præcis mener:

The populations of Europe are aging fast, so more immigrants will be needed to support pensioners, and these will largely be Muslim immigrants. For this increasingly Muslim Europe to define itself against Islam would be ridiculous and suicidal...
Let´s imagine for a moment, Europe in 2025 at its possible best. A political, economic, and security community of some forty free countries and 650 million people, embracing all the lands in which the two world wars began, and producing, still, a large part of the wealth of the world. A further 650 million people people, born in the more explosive parts of the early 21th century globe, but now living in a great arc of partnership with this European Union, from Marrakesh, via Cairo, Jerusalem, Baghdad and Tbilisi, all the way to Vladivostok. That would not be nothing.
(Citeret fra "America alone" af Mark Steyn, side 125)

Det ville ikke være noget småt, nej - Det ville bare være sååååååå stort! Mærker i det store humanistiske, internationalistiske, hyperidealistiske sus? Det må være sådan ludomanen føler når pengene er smidt på casinobordet og rouletten ruller. Sådan narkomanen føler det, når heroinen ender i blodets baner.
Forskellen på ludomanen, så narkomanen og til sidst Labours, Venstrefløjens, EUs store profet, Timothy Garton Ash, som er citeret ovenover. Det er så blot, at narkomanen og ludomanen godt et eller andet sted véd, de er syge. Timothy Garton Ash og andre med lignende diagnose vil mene, at det er os som ikke kan følge med i den berusede tilstand, der er syge og helt forkerte!
En anden forskel er, at ludomanens og narkomanens lidelse har langt mindre indflydelse på andre mennesker - Det har Timothy Gartons Ashs ikke!

Man skal lede længe efter så meget dumhed, verdensfjernhed, ideologi-idioti, sindsygdom, rablende galskab, udtrykt med så ord og på så få linjer.

Mr. Garton Ash er så ovenikøbet ikke en marginal fuld mand, der sidder og udbreder sig om verdenssituationen i en brandert på en bodega, hvilket er nok til at ende i fængsel i et helt halvt år i England, hvis man kommer til at forveksle almindelige negativt konnoterede fuldemandssnøvlerier med "pakis go home".
Han får ros, penge og atter ros, for at være langt mere ude i tovene, end junkien og ludomanen, alkoholikeren på bænken - tilsammen!

Nej, manden er nærmest gud på venstrefløjen - den nominelle og den værdipolitiske, ikke blot i England, men også blandt lige så galmatiaser i det øvrige Europa.

En mand der leveres spalteplads til, på samlebånd, i verdens store aviser og vores egne små:

His essays appear regularly in the New York Review of Books and he writes a weekly column in the Guardian that is widely syndicated in Europe, Asia and the Americas. He also contributes to the New York Times, the Washington Post, Prospect, the Wall Street Journal, and The Globe and Mail.

Manden er højt på strå i EU systemet, Med Elleman, Thorning og Jospin og en helt masse andre fantaster, undskyld, fantastiske topfolk i Europa.

Når et land som England - et parti som Labour har det som erklæret politik at blive, forblive, en multikulturel stat, har en rekordstor indvandring, som hvis den fortsætter vil resultere i en vækst af befolkningen til over 70 millioner fra omkring 61 millioner i dag og det tror jeg personligt er for lavt sat, så skyldes det meningsdannere som Timothy Garton Ash. De moderne papister med fuld inkvisition.
Hans syn på tingene, vil næppe blive forandret af, at England er et land alt for tæt på statbankerottens rand. Hvad er økonomi VS Messiaskomplekser? Den gyldne pung fra velfærdsEuropa kan jo forsyne alt og alle med mælk og honning i lange baner, den bliver aldrig tom og det hele er jo vores skyld, glem endelig ikke det!
Lige så lidt; vil det blive forandret af at "engelske" kvinder føder nok børn, til at stort set reproducere Englands langt fra skrumpende befolkning. Selv om indvandringen stopper, vil allerede indvandrere sørge for fortsat babyboom.
Stigende arbejdsløshed vil nok heller ikke rokke ved troen, hvornår har fossiler og dyr med tydelige tilpasninger og mutationer rokket ved Adam og Eva?
Det er jo det store EU, de store drømme som tæller, og indvandrerne skal være muslimer! Hørte i det Italien? Ikke blot skal i have indvandrere - i skal have muslimer! - en helt bestemt kulturel gruppe af slagsen og i kan lige vove at prøve, at selv ville bestemme.

Giver det hele nogen større mening og er der er empiri og fornuft i foretagenet?

Jeg mener klart nej! Det er ren galskab, ren gambling med Europas fremtid - nej, hasardspil er det rigtige ord.
Det er farligt og selvmordsagtigt at stille sig på hælene i forhold til Islam, men slet ikke farligt at importere xx - og så lige et x mere - millioner muslimer til Europa, for det skal jo være muslimer!

Det er så hovedløst, at jeg kunne rive mit eget hoved af. Vi kunne ærligt talt leve i en meget bedre verden, hvis vi ikke tog den slags feberfantasier alvorligt på stribe. Det gør vi klogest i at straks ophøre med, for vi tager dem alvorligt, eller sløsagtigt - ingen tvivl om det.

Personer som Timothy Garton Ash burde have mindre anseelse, end drankeren på bænken.
Drankeren er trods alt virkelig, empirisk, har rigtig eksistentiel substans og repræsenterer et åndende konkret problem, som det ikke ville være ufornuftigt at gøre noget ved. Ikke noget abstrakt, en sindsygdom i fantasmernes susende klæder.
Og han fortjener en verden, han ikke behøver at drikke sig bimlende fuld for at kunne holde ud at leve i, selv om det kun bliver en lille oase, i det uoverskuelige kaos af tossede mennesker, der gerne vil globalisere alle problemer i den moderne arvesynds hellige navn og mellem de rå mængder af arme stakler i overbefolkningens højborge.

Surprise Surprise klimaracisme

Jacob Holdt folder sig ud i Information:

Vi skader fattige farvede med vores CO2-adfærd. Racisme? Ja, for alle ved, at vi straks ville skrue ned, hvis det gik ud over verdens Hellerupområder.

Hvis holdt har glemt det lever han i et land uden høje bjerge, hvor store områder også kan forsvinde, hvis det skulle holde stik med med vandstigningerne.

At havet så sjovt nok ikke er steget de sidste hundrede år, er så en anden sag.

Vores adfærd oversvømmer eller udtørrer allerede livsmulighederne for verdens brune medborgere og påtvinger dem eskalerende vand- og sandkrige, der kan drive millioner af klimaflygtninge mod vore kyster. Når forskerne påviser årsagsvirkningerne, gælder ingen egoismens uskyld længere. Vores kyniske racisme i dag vil skubbe problemerne over på jer unge i morgen og berøve også jer enhver empati når vore efterdønninger ad åre ‘tvinger’ jer ud i voldsomme klimafascistiske tiltag med gigantiske mure og repressive foranstaltninger for at holde de fattige ude/nede.

Jamen det hele er vores skyld, det har intet med for mange børn at gøre, eller korrupte regimer, eller manglen på levedygtig adfærd og egen indsats, eller naturlige processer, som vi intet kan gøre ved.
Vi er er arvesynden selv, det har vi været siden Augustin, godt at marxisterne kan holde tanken ved lige.

Vi står overfor demokratiets dilemma, at fireårsvalgte politikere overalt i verden søger genvalg af egoistiske vælgere, der ikke ønsker deres undertrykkende adfærd begrænset i helhedens navn. Når de folkevalgte forråder jeres fremtid er det jeres pligt at lade jeres moralske stentorrøst runge,

Lov og orden, demokrati er det i orden at trodse, blot man har den moralske magt. Det mener vel også nazisterne at de har?

Fornuften på retræte

"The Retreat of Reason" af Anthony Browne, er en lille bog på lidt over 100 sider indeholdende skarp kritik og udpensling af politisk korrekthed. Bogen kan det stærkt anbefales at læse. Ikke fordi den bringer så meget nyt på området, for læsere af denne og andre kritiske blogge.
Men fordi den er logisk og sprogligt velopbygget, samt koncist argumenterer for sin sag - det meget stærkt og simpelt.

Her lidt af sammenfatningen af bogen:

"Starting as a reaction to the dominant ideology, it has become the dominant ideology. It defines the terms and parameter of any national debate. Anything that is not PC is automatically controversial. Across the public sphere, it has replaced reason with emotion, subordinating objective truth to subjective virtue..."

"The aim of political correctness is to redistribute power from the powerful to the powerless. It automatically support those it deems victims, irrespective of whether they merit it, and opposes the powerful, irrespectively of whether they are malign or benign..."

Hans hovedpointe er at selv om politisk korrekthed er dobbelt, det vil sige bunder nogle gange i retfærdighed, så er politisk korrekthed i dag overvejende til mere skade, end gavn - dens fordele forlængst høstet:

Så skaber den blindhed over for Islam.

Gør forbrydere til ofre på bekostning af deres ofre.

Skaber dårlig disciplin i skolen og skaber neddroslede eksamenskrav - dårligere undervisning.

Den gør folk til ofre, ja og hele kontinenter som Afrika, og forhindrer dem i at tage ansvar for deres eget liv.

Forfatteren er engelsk. Så han kunne dagligt finde absurde eksempler på politisk korrekthed og fylde tusinder af sider.

Det gør han heldigvis ikke, men holder sig til enkelte symbolske eksempler og en bred diskussion af emnet og forskellige konsekvenser af politisk korrekthed, som parteres i sine enkelte bestandele.

Men som han påpeger, så er man så langt ude, at man kaster sig ud i en afklapsning af en studine som bestiller sin kaffe hvid - hvilket naturligvis betyder med rigtig meget mælk i - i den politiske korrektheds hellige navn. Det religiøse aspekt af denne, er han ikke blind for.

Det er verden til gengæld, som helst vil fornægte den er politisk korrekt, selv om den er det for fuld skrue og stort set ingen er helt undtaget.

Forfatteren er liberal og mener at politisk korrekthed intet har at gøre med den klassiske liberale model, hvor meningen netop var at alt kunne diskuteres ud fra devisen om; at hvis nogen tager fejl, så er der netop noget at diskutere.

Et samfund som ikke mangler noget, kan tillade sig at blive intellektuelt dekadent, som han skriver. Men i sidste instans kommer samfundet til at mangle sandheden, hvilket i dette tilfælde ikke blot bliver til åndeligt armod, men selv til fysisk fattigdom.

Bogen har en guide til at rense sig for Politisk korrekthed. Den kan jeg lige så vel bringe her:

“When you say something in public, ask yourself are you saying it because it is politically correct, or because you know it to be factually correct? Are you choosing intellectual laziness over emotional discomfort?”

“Be open to self-criticism, and criticism from others.”

“Don’t psychologise those you disagree with: judge what they say at face value, rather than believing there are hidden, dark motives that entitle you to dismiss what they say without thinking about it.”

“Stick to rational, evidence-based arguments, not discussions of emotionally difficult cases.”

“Feel compassion for ‘victims’, but don’t defer to them. If their victimhood is self-inflicted, deferring to them will only entrench their victimhood, rather than help them.”

“Don’t do cultural relativism: stick to a level playing field, and judge everyone by the same ethical standards. Just because someone is a ‘victim’ or a ‘minority’ doesn’t excuse unethical behaviour that you wouldn’t accept in an ‘oppressor’ or a ‘majority’.”

“Don’t feel guilty for something you weren’t responsible for: if you weren’t responsible for it, you can’t be guilty. Visiting the sins of the fathers on the sons is a contravention of the UN Convention on Human Rights.”

“Don’t feel guilt by association. Judge people by what they are in themselves, not by their tenuous links to others.”

“Don’t do zero tolerance. Humanity is not black and white, but many shades of grey. Thinking in absolutes is not thinking at all.”

“Don’t indulge in self-loathing. If you think you should be proud of yourself, and your culture, then be so. Coming from a dominant culture doesn’t make you bad.”

Rød stær - den nye folkesygdom

Sygdommen vokser epidemisk for tiden og har gjort det siden de glade tressere, da det menneskelige intellektuelle immunforsvar blev alvorligt svækket af den marxistiske virus.

Som andre former for stær, er det en betændelsestilstand, som angriber ens "øjne" og gør en gradvis blind.

De første symptomer som melder sig er tunnelsyn, siden tiltagende nærsyn og stadig højere grad af blindhed. Jo hårderede øjnene bliver ramt, jo mere mister man evnen til at orientere sig, indtil man slet ikke kan opfatte andet, end bevægelse og slørede former. Som man så henholdvist bliver overset, eller overdrevet, alt efter tolkningen.

Specielt farven rød, og alt hvad der har med denne at gøre, bliver man komplet blind over for. Mens farven blå fremstår som sort.

Betændelsen kan i svære tilfælde angribe hjernen, således at ens evne til at bruge storhjernen permanent forringes, hvor man så drives til at kompensere ved overdrevent forbrug af det limbiske system og reptilhjernen - frygt, sympati og antipati, uden vejledende logik.

Da egen synsevne på det tidspunkt er fuldstændig fraværende, opererer dem som er hårdest ramt af rød stær i stedet for med faste kategorier for godt og ondt, faste offer og bøddelkategorier, som er aldeles urokkelige, da den syge ikke selv kan se og iagtage forandringer og nuancer.

Berlinmurens fald - 20 år

Jeg var i hæren da fjenden vaporiserede den 9 November 1989. Jeg kan ikke beskrive den lettelse, jeg følte. Jeg troede og håbede også det var om ikke "the end of history", så enden på krig.

Jeg kunne ikke dengang forestille, som så mange andre, at en ny trussel og på nogle områder værre, ville opstå.

Men der er en hulens til forskel på at leve i et totalitært regime og ikke at gøre det. Det må vi aldrig glemme og skal helst ikke ende i et semitotalitært, eller heltotalitært samfund før vi erkender det.
Selv om der stadig findes kritiske røster i øst og lidt i vest og flere af dem, der foretrækker arbejde til alle og ingen kriminalitet modellen, så er et totalitært samfund en alt for høj pris.

Det var man ikke i tvivl om dengang, undtaget nogle få betonkommunister.

Totalitære samfund tildeler ikke mennesket nok af frihedens solskin, til at det på alle områder kan blomstre, hvis det vil det og det vil alle mennesker ikke.

Det totalitære er stadig med tiltrækningskraft og styrke, både i det politiske, men i endnu højere grad i det religiøse.

En kort lille video der siger næsten det hele, reaktionerne på murens bygning og dens fald:



Et kort historie af en svunden tid:



Stadig to kommunistiske regimer eksisterer. Kina har omfavnet kapitalismen og forsøger at få det bedste af begge verdener.
Nord Korea er stadig et stort fængsel. Her kommer de økonomiske forhold ind igen som bestemmer det meste i denne verden. Sydkorea vil skele til Tysklands økonomiske problemer efter genforeningen, og holde selv et "glasnost" fra den kant i armslængde.

Det totalitære åg klistrer altid til ryggen. Når det først er placeret, er det svært at slippe af med.
Lad os aldrig glemme dette.

Læs også mit Essay: "Det totalitæres usynlige magt".

History revisited - "antifacisterne" på venstrefløjen

Det andet og kommende holocaust:

“... the vote for Hamas was actually a vote for peace.”
- John Pilger, far-left journalist and filmmaker

"All sane observers understand that the official program of Hamas, if implemented, would result in an epoch-making bloodbath. One broadcast by Hamas activists announced: “My message to the loathed Jews is that there is no god but Allah, we will chase you everywhere! We are a nation that drinks blood, and we know that there is no blood better than the blood of Jews.”

"But in the organs of the Israel-hating left, we read that the Hamas election victory is “the best news from the Middle East for a long time” (The Guardian). We read that it is time “to reinforce Hamas resistance [to Zionist ideology]” and its “ethical cry to the world” (CounterPunch). "

Norman Finkelstein – best-selling author of The Holocaust Industry and other classics in the field of Jewish antisemitism – can hardly find the words to express his enthusiasm. “I truly honor [Hezbollah] for having inflicted an exceptional and deserving defeat on their foreign occupiers,” he once exclaimed. “It’s another wonderful chapter in the long and painful struggle for human emancipation and even liberty and certainly one that every human being can take inspiration from.”

During the recent war, he echoed the sentiments of countless leftists who marched to the slogan: “We are all Hezbollah.” "

"Writing in the London Review of Books, Charles Glass was impressed by Hezbollah’s ability to use rockets and suicide bombers “intelligently, in conjunction with an uncompromising political programme.” Critics promptly drew his attention to the words of Sheikh Nasrallah: “If they [Jews] all gather in Israel, it will save us the trouble of going after them worldwide.”

Such statements, replied Glass, “are in all likelihood fabrications.” Surely the “intelligent” masterminds of rocket barrages and suicide bombings could not possibly embrace such an “uncompromising political programme.” After all, the editors of the Lebanese Daily Star were anxious to distance themselves from the journalist who had originally recorded Nasrallah’s outburst."

(Flere Nasrallah citater her .)

"While the jihadists of Hamas and Hezbollah dream of a second Holocaust, the ayatollahs of Iran are pursuing the means to achieve it. Representative of the “moderates” in the Iranian regime is former President Rafsanjani, who predicts that “the use of a nuclear bomb in Israel will leave nothing on the ground, whereas it will only damage the world of Islam.” The “extremists,” as everyone knows, take their cue from President Ahmadinejad, with his assurance that “the Zionist regime is headed toward annihilation.”"

"What is truly incredible is that some radical leftists are so consumed with hatred that they are prepared to make excuses for these mass murderers as well. Three months after 9/11, CounterPunch published a revealing interview with Norman Finkelstein: “it’s payback time for the Americans,” he gloated, adding that “we deserve the problem on our hands because some things bin Laden says are true.” Finkelstein kept a studied silence about the implication of these thoughts for his fellow Jews.

Another line of argument was suggested by Noam Chomsky: “It’s entirely possible,” he hypothesized, “that bin Laden’s telling the truth when he says that he didn’t know about the [9/11] operation,” and in any case bin Laden was “courageously fighting oppressors, who are quite real,” although regrettably his crimes were “extremely harmful” to the Palestinian cause. "

"Yisacharov told Channel 1 Television yesterday that Hamas leaders had told him clearly: It was the Israeli left and your peace camp that ultimately encouraged us to continue with our suicide attacks.

Kilde:

(Ja og jeg ved godt det sidste kun er en enkelt mands udsagn og han er israeler. Men venstrefløjens, helt eller delvise, støtte til Hamas er ikke nogen fiktion.)

"Antifacister" i aktion:

Nysprog i aktion: Og mere nysprog:

Kessler vs Che Guevera

Ekstra Bladet gættede på knockout i fjerde omgang, hvilket ville have givet pengene 13 gange tilbage.

Jeg troede ikke på den, for Perdomo er aldrig knockoutet før.

Æv :)

Anyway, det var lidt CHE han slog, for Perdomo har ham tatoveret på armen.

Vikingerne skal nok vinde til sidst, selv om modstanden virker hård i første omgang.

Messerschmidt svarer Curt Sørensen

Morten Messerschmidt svarer på kronikken "Truslen fra højrepopulismen", der på ultrafordrejet vis forsøgte at sætte lighedstegn mellem nazismen og DF:

Curt Sørensen føjer sig til den lange række af triste mørkemænd, som forveksler folkestyre med totalitarisme, og som fejlagtigt bilder sig ind, at venstrefløjen har et slags monopol på den rigtige demokratiopfattelse. I sætning efter sætning mere end antyder Curt Sørensen således ganske skamløst, at der er fælles træk mellem den europæiske ‘højrefløj’, herunder Dansk Folkeparti, og fascistiske partier i 1930’erne.

Karakteristikken af Dansk Folkeparti er så stupid og ensidig, at det skriger til himmelen. Vi skulle angiveligt arbejde for den »rene, rensede nation«, vi blæser på magtens tredeling og vi ignorerer islams historie, idet vi slet ikke anerkender, at araberne nogensinde skulle have gjort noget godt som eksempelvis at genopdage Aristoteles værker eller at bygge vandingsanlæg...
Dansk Folkeparti har stemt for både Green card-ordningen og jobkortordningen, som har åbnet for indvandring af kvalificeret arbejdskraft, hvilket må siges at harmonere dårligt med påstanden om, at vi skulle ønske en ren og renset nation...

Curt Sørensen får i forbifarten nævnt Rune Lykkeberg, som han ikke kan lide, og bliver beskyldt for at fremstille DF som et »harmløst fænomen«. Jeg forstår godt, at Rune Lykkeberg bliver lagt for had i denne sammenhæng. I bogen Kampen om sandhederne beskriver han kulturradikalismens fald fra tinderne, og Klaus Rifbjerg omtales som en »museal figur«. Denne beskrivelse passer aldeles glimrende på Curt Sørensen og hans venner. Deres ærinde er udelukkende af arkæologisk interesse. Danskerne er for længst kommet videre, og jeg kan i den forbindelse forsikre, at demokratiet aldrig har haft det bedre.

Læs det hele her:

Det er ufrivilligt tragikomisk, at anklagen om at ikke kende Islams historie kommer. Hvis der er nogle som ikke kender Islams historie, så er det dem der får gjort 100-200 års filosofisk renæssance, i en begrænset del af Islam verden, til at udgøre det samlede billede af Islam.

Det svarer til at bruge folkevognen, til at tegne et samlet billede af Hitler.

Præster - næstekærlighed og den omvendte kikkerts moralisme

Man kan argumentere for at Ramsdal ikke kunne handle anderledes, som Lotte.

Man kan også argumentere for at denne etiske fordring er urealistisk. Den er derfor frataget personligt ansvar, den er et statsligt projekt, og for den individuelle person, er den blevet et symbolsk og farisæisk projekt. Et livsstil projekt, hvor "jeg" - i centrum - vil gøre noget godt. Noget de fleste mennesker vil, med hvert sit fokus som indholdsfyldning.

Den etiske fordring er lige så reel i alle situationer, hvor der er fortræd, som i denne.
Den er relevant, når farlige forbrydere slippes fri, til at begå nye forbrydelser.
Lige så relevant, når mennesker dør på grund af dårlig behandling i sundhedssystemet.
Lige så relevant, når folk bliver overfaldet, og vi kigger den anden vej, fordi vi er bange.
Den er lige så relevant, når vi svigter en kvinde som trues på livet af sin tidligere kæreste, og vi ikke tager hende alvorligt, når samfundet ikke griber ind, men betragter truslen som minimal og affærdiger hende.
Og når den går ud over grænsen, er den fuldstændig urealistisk, hvor den allerede er urealistisk inden for vores grænser.
Bekymrer vi os overhovedet om folkemordet i Sudan, om den grænseløse nød i verden, ondskabens hersken som den vil?
Hvis vi ærligt skal skue ind i vores selektivitet, hvor er så denne etiske fordring?

Der findes områder som har større medieopmærksomhed, end andre.

Jeg foretrækker personligt dem som kaster sig ud i at gøre en forskel i hemmelighed.

Det mener jeg bestemt ikke Ramsdal, eller andre involverede, gør.

Han udvælger et specielt fokus, defineret af mediernes interesse og fokus, nærmere end noget som er specielt etisk vigtigt, og det vender jeg tilbage til.

Bag ham står en gruppe, hvis klare målsætning er "Asyl til alle", for hvem medierne bare er et middel til en politisk og kulturel omkalfatrering af Danmark.
Med andre ord, en revolution i marxistisk forstand.

Er Ramsdal så drevet af sit kristne livssyn, som man må formode han har på en måde, eller er han både kølvands-marxist og kristen?

Det er svært at vide. For personer kaster sig over enkeltsager med ildhu, af decideret uransagelige årsager.
Hvorfor kaster et menneske sig for eksempel lige ind i kampen for en enkelt dyreart, fremfor en anden?

Men, hvad der ikke er svært at vide. Er hvilket syn på sagerne, dem han samarbejder med har.
At de er lovbrydere, udemokratiske, voldelige og ønsker samfundet omstyrtet.

Hvad der ikke er svært at vide, er at kirken og staten er adskilt i Danmark. Sådan skal det være.
Og Ramsdal har valgt at trodse både den skrevne, og uskrevne lov. Han har selv sat sig i mediernes fokus, og nok er han blevet en syndebuk, der skygger for det bagvedliggende. Men, det er i mine øjne på grund af, at han utaktisk, har sat sig selv i scene i medierne og benyttet lejligheden til at lyve, og i ovenkøbet været villig til at bryde loven. Samt, når han bryder den adskillelse, som er mellem religion og stat. Så går det ud over at være syndebuk. Det er ikke aktivisterne, som har overtrådt den grænse. De synes sikkert at adskillelsen i de fleste andre tilfælde ville helt ok.

Hvad er forskellen på Kirkeasyl, aktivister for flygtninge og den person som vælger at kæmpe for en truet dyreart?

For at starte med sammenfaldet mellem de to. Så vælger de et enkelt fokusområde i en verden med uendelige problemer. Det er for så vidt naturligt, eftersom det er, hvad de fleste mennesker gør, det gælder også højreorienterede osv.

Hvad er så forskellen?

Jo, forskellen er at den som kæmper for en dyrearts overlevelse, aldrig ville hævde, at det kun drejede sig om den dyreart. Det er mange andre forskelle, men lad os nøjes med denne.

Vi skriver utroligt meget om denne sag, men undgår i fuldstændig pagt med aktivist - spindoktorernes hensigt, at omtale hvad denne sag egentlig drejer sig om. Her kommer den:

ASYL TIL ALLE

Derfor havde Pittelkow ret i, at der ikke er gået kritisk til værks her.

Modsat aktivisten som kæmper for en enkelt dyrearts overlevelse, vil disse aktivister påstå, at det kun drejer sig om disse få Irakere.

Det er naturligvis løgn, og konsekvensen, hvis det skulle holde, er at vi fortsat skal afvise flygtninge, som vi altid har gjort, hvilket de også vil kæmpe i mod.

Præmisset med det farlige land, har jeg været inde på før:

Irak er ikke verdens farligste land.

Så lad os slå fast, hvad det her egentlig drejer sig om:

Et menneske møder op, og siger det er forfulgt og truet på livet.
Dette skal vi tro på, og aldrig afvise et sådant menneske.
For "Asyl til alle" flokken, venstreaktivister og præster med mere, skal man dog slet ikke sige nej. Heller ikke til Kosova Albanere.

Men lad os nu forestille os, at vi skulle give asyl til alle, som kom og sagde, de er truet på livet og personligt forfulgt.

Er en person, som er forfulgt af en bande kriminelle, mindre forfulgt end andre? Det kan jo være uforskyldt, man kunne have været uheldigt vidne til noget, og har ikke nødvendigvis noget at gøre med.

Er der noget land, som et menneske ikke kan være truet på livet i, og være i livsfare i? uden at myndighederne kan beskytte det menneske.

At kræve dette ville være at kræve det umulige. Og at kræve det at leve i et farligt land, eller man er truet på livet, er grund til asyl ville være at kræve, ja:

ASYL TIL ALLE

Så det er, hvad det her drejer sig om.

Selv i Danmark, er der personer som i så fald med rette, kunne kræve asyl i et andet land i håbet om, der ikke er nogle i det land som vil true dem på livet.

Ydermere er dette et spørgsmål omkring, at de skal beskyttes præcis i Danmark, hvor de kunne være beskyttet i en flygtningelejr. Altså er det et spørgsmål omkring at så mange som muligt skal opgraderes til dansk velfærdsniveau.

At hjælpe et menneske på denne måde, vil naturligt indskrænke midlerne, og dermed lysten, til at hjælpe andre i samme situation.

Det er altså et moralsk tunnelsyn, der vælger en snæver og begrænset løsning, på et problem af et omfang, der reelt er uendeligt.

Den etiske fordring er en realitet, som medfølelsen. Men at dreje det til at mennesker som ser det urealistiske i et snæversyn, det ugennemtænkte projekt, drevet af løgn og fordækte kort. At det er manglende moral, og ikke adlyder den etiske fordring, er absurd.

I mine øjne er den etiske fordring bredere og ikke et snæversyn, hvor penge spildes på det umulige, det dyreste, det som undergraver demokratiet og loven. Det som underløber samfundet, og skaber et dårligere og fattigere samfund, uden at løse nogle af de problemer, som findes i verden.

Jeg ser intet etisk i at dæmonisere fornuft, shame fornuftige mennesker. Forvente at andre skal spille et spil som ingen kan vinde. I at undergrave loven, promovere sig selv. Ved at bluffe og lyve. Ved at undergrave tilliden til kirkens adskillelse fra staten.

Jeg afviser for så vidt, at det her i særlig høj grad drejer sig om etik. Det er dog blændværk. Dette her drejer sig først og fremmest om "asyl til alle", som nogle vil betragte som et parameter på etik.

Jeg vil betragte det som manglende ansvarlighed og omtanke, selviskhed i farisæimens klæder, og et ego projekt som indebærer at fordele mennesker på manikæismens skala ud i sort og hvidt. En omfordeling af verdens rigdom af bagvejen, en snigløbning af samfundet. Ingen af delene, og der er meget mere, rimer på etik i mine ører.
Etik skal ses bredt, ikke snævert. Ellers er det et snæversyn som alle andre. At vælge fokus er en ting. Ikke at se konsekvensen af ens tankegang, eller se den og lyve med hensyn til ens hensigt.
Det er alt andet end etisk.

Den etiske fordring eksisterer i sig selv, men adskilles fra virkelighedens verden kan den aldrig.

Kortslutning eller polemik?

En statskundsskabsherre ved navn Claus Wittenburg havde i weekenden et åbent brev i Information til Osama Bin Laden, et brev der efterlod mig konfus, og med kvalme, samt med ingen klar fornemmelse af hensigten.
Claus Wittenburg har tidligere skrevet en kronik, hvor han forsvarer de amerikanske atombomber under sidste verdenskrig, så han kan ikke fuldt beskyldes for den sædvanlige automatiske kryptomarxistiske kritik af USA, som omend lande som Kina, i dag og sin tid USSR, handlede langt mere kynisk, end USA nogensinde har gjort det. Så er USA den hovedfæle som kritikken skal rettes mod, i følge dette levn fra den kolde krig og munkemarxisme tiden. Jeg citerer her lidt, omend kronikken i Information bør læses i sin helhed, for så er den er langt sværere at blive klog på:

Du har erklæret De forende Stater og Vesten krig. Ikke underligt. Dit muslimske Mellemøsten er under angreb. I har måttet tåle Vestens ydmygelser og overgreb igennem årtier. Vi har aldrig taget hensyn til almindelige mennesker i den muslimske verden. For at fremme vore interesser har vi allieret os med udvalgte, undertrykkende eliter.

Jeg beklager, men hvordan skulle vi lige have handlet anderledes? Hvordan skulle vi have taget hensyn til denne befolkning, uden at selv regere dem og styre hele samfundet, hvilket næppe ville være en velkommen imperialisme og i øvrigt mere bøvl, end nogen vestlig regering ønsker?

Og hvilke andre regeringer, end netop de siddende, hvad enten demokratiske, eller knap så demokratiske, skulle vi netop alliere os med?
Personligt så jeg dog gerne at lande med diktatorer var konsekvent patria non grata.
Men at vi allierer os med de regeringer som er knap så demokratiske, er for så vidt lige så naturligt som vi allierer os med demokratiske regimer, og siger intet om præferencer, men om at enten samarbejder man, eller så gør man ikke.
Tag for eksempel Egypten, som USA har hjulpet med penge øremærket til specifikke sociale fremskridt. Er det ikke at tage befolkningen alvorligt? Ja, når det bliver nødvendigt at øremærke penge til dette. Så mere alvorligt end den siddende regering gør det. Ellers var det vel ikke nødvendigt at øremærke pengene?

Efter Murens fald og USSR’s kollaps overtog amerikanerne (i samarbejde med Israel) banen alene. De forenende Stater tiltog sig retten til at sætte dagsordenen. En ret baseret alene på magt.

Hvilket land har ellers evnen og viljen? Er en verdensorden hvor nationer og regimer kan gøre som de har lyst til, at foretrække? At USA er meget selektiv skal der ikke være tvivl om. For eksempel er der ikke den store interesse i at blande sig i Sudan, bortset fra Kinas side, som får meget af sin olie fra landet. Hvilket betyder at Kina holder hånden over styret og det involvering i folkemord. Hvor USA omvendt brød med Irak, da Hussein gassede kurderne og i mange tilfælde har brudt forbindelsen med diktatorer som gik for umenneskeligt til værks.
Det er med andre ord ikke sandt, at USA kun stræber efter magt, eller per difinition støtter et hvilket som helst diktatur, som er dets allierede.

Ligeledes søger de fleste små lande tætte forbindelser med USA fuldstændigt utvunget, fordi USA repræsenterer en væsentlig beskyttende magt, og en dollarpung med mange midler i.

Den amerikanske intervention har været præget af arrogance, kynisme og selvretfærdig. Det er ikke tilfældigt. Den er nedarvet. De oprindelige nordamerikanske kolonier blev grundlagt af fanatiske, religiøse fundamentalister, der mente sig bedre end andre. En tro, som de har bevaret indtil i dag. Deraf arrogancen og selvretfærdigheden.

Og kan Wittenburg forklare hvordan andre stormagter har handlet anderledes end USA? og forklare på hvilke område konkret og sammenligneligt, USA har været værre, end de andre? Mere arrogante, kyniske, selvretfærdige osv. Nej, jeg savner ord, når jeg læser sådan en gang ureflekteret og i øvrigt dæmoniserende vås.
Jeg er bestemt ikke begejstret for religiøse galninge, men af samme grund er jeg endnu mindre begejstret for endnu mere religiøse galninge, alá Osama Bin Laden.
At generalisere USA til et fanatisk religiøst samfund, well, så er hele den Islamiske verden ditto, og så må vi hellere diskutere hvilken religiøs fanatisme der er farligst.
Tænk hvis USA var militært impotent, og Islams verden havde USAs våbenmagt. Blot forestil jer tanken.
Jeg påstår nok ikke for meget ved at sige, at det ville være en ny verdensorden, hvor intet ville være at genkende.

Som civilisation er Den muslimske Verden stort set blevet skrevet ud af vores Verdenshistorie op gennem det meste af det tyvende århundrede. Derfor stillede vi ikke spørgsmål til vores egen indblandingspolitik. Dine trosfæller i Mellemøsten har lidt under vores indblanding. De døde, de kvæstede, de forpinte, de fortvivlede og de fordrevne bevidner dette.

Jeg vil ikke fornægte at indblandingen har kostet liv, og ikke altid været den bedste idé, på langt sigt, hvilket ikke er det samme, som at man har ønsket at lave rav i den.

Jeg tror ikke man kunne forstå, hvor alvorligt araberne mente at Israel ikke var velkomment.
Det forstod man heller ikke i FN, for det var FN, som foreslog en opdeling.

Ligeledes var sanktionerne mod Irak en stor tragisk fadæse, som vi ikke kan komme uden om, blev opretholdt langt efter det var klart, at det var den almindelige Iraker som betalte prisen.

Og der var USA særligt uvillig til at lempe sanktionerne, men gik dog med til det. Sanktionerne var set af flere som en god idé, specielt til at begynde med.

I den forstand kan jeg godt selv forstå Osama Bin Laden. At han var rasende over dette.

Men alt er ikke dermed sagt om Osama Bin Laden, han er jo ikke en marxist:

I say that the West's occupation of our country is old, yet new, and that the confrontation and conflict between us and them started centuries ago. The confrontation and conflict will continue because the conflict between right and falsehood will continue until Judgment Day.

Such a confrontation is good for both the countries and peoples. God says: "And did not Allah check one set of people by means of another, the earth would indeed be full of mischief." [part of Koranic verse] Those who interpret the Koran say that this verse means that had the believers not fought the infidels, the latter would have defeated the believers and the earth would have been corrupted by their ill deeds. So, pay attention to the importance of conflict.

Tværtimod er han om noget en radikal religiøs person, hvis vision omfatter en genopstandelse af et muslimsk domineret kalifat, som skal indbefatte gamle muslimske kolonier som Spanien, Balkan, Siclien osv.
Altså han er en imperialist, der vil være imperialist i stedet for imperialisten. Kalif i stedet for kaliffen.
Han lægger ikke skjul på at hans kamp ikke blot gælder "selvstyre", men udslettelse af USA, at gøre guds ord suverænt på jorden, at det er en kamp som fortsætter uendeligt til sejren for islam.

Ligeledes giver han vesten skylden for al ondskab som times muslimerne. Der skelnes ikke mellem Irak og Somalia, hvor USA faktisk forsøgte at opretholde en våbenhvile og gik ind for at vise, at de også kunne handle når deres nationale interesser ikke var på spil.
Dette fik Osama Bin Laden til at sende sine styrker til Somalia og dræbe 17 amerikanske soldater på en dag i 1993 allerede.
Altså USA skal slet ikke blande sig, om der så begås folkemord som i Sudan, eller under nogle som helst omstændigheder.
At USA også greb ind i det tidligere Jugoslavien, for at hjælpe et muslimsk Kosova, og næppe med nogle storinteresser på spil, udover at leve op til sit ry som verdens politibetjent - og man kommer ikke uden om at der mangler internationalt politi - ellers fik USA kun udgifter ud af indgrebet, som kom sent, men det kan man beskylde lande som England, Frankrig, Rusland for nærmere end USA.

Osama Bin Laden begræder og giver vesten (Zionisterne) skylden for stort set alt:

It should not be hidden from you that the people of Islam had suffered from aggression, iniquity and injustice imposed on them by the Zionist Crusaders alliance and their collaborators; to the extent that the Muslims blood became the cheapest and their wealth as loot in the hands of the enemies. Their blood was spilled in Palestine and Iraq. The horrifying pictures of the massacre of Qana, in Lebanon are still fresh in our memory. Massacres in Tajakestan, Burma, Cashmere, Assam, Philippine, Fatani, Ogadin, Somalia, Erithria, Chechnia and in Bosnia Herzegovina took place, massacres that send shivers in the body and shake the conscience.

Selve denne bakken ud af Somalia gav om noget Osama blod på tanden. Det samme vil at bakke ud af Afghanistan gøre det.

De millioner dræbte som konsekvens af denne vilje til at påføre, og bevare lande i tilstanden af, borgerkrig, ustabile forhold, sult og nød, som muhajedins påfører alt fra Pakistan, til Afghanistan, til multiple lande i Nordafrika, til Irak, hvor de er skyld i langt flere døde end amerikanerne, dem begræder Osama og hans lige ikke, tværtimod påtvinger han og hans lige land efter land krige og død.

Så for mig lyder denne anklage om det onde USA noget hult, når den kommer fra munden af Osama Bin Laden. Som roser døden nærmere end beklage den:

But your most disgraceful case was in Somalia; where after vigorous propaganda about the power of the USA and its post cold war leadership of the new world order you moved tens of thousands of international force, including twenty eight thousands American solders into Somalia. However, when tens of your solders were killed in minor battles and one American Pilot was dragged in the streets of Mogadishu you left the area carrying disappointment, humiliation, defeat and your dead with you. Clinton appeared in front of the whole world threatening and promising revenge , but these threats were merely a preparation for withdrawal.

Our youths took note of the meaning of the poetic verse:

" if death is a predetermined must, then it is a shame to die cowardly"

and the other poet saying:

" who do not die by the sword will die by other reason; many causes are there but one death" .

These youths believe in what has been told by Allah and His messenger (Allah's Blessings and Salutations may be on him) about the greatness of the reward for the Mujahideen and Martyrs; Allah, the most exalted said: {and so far those who are slain in the way of Allah, He will by no means allow their deeds to perish.

Men det afholder ikke Wittenburg fra at forstå Osama:

Jeg er fuldt vidende om, at man ikke kan føre krig uden at tilføje sagesløse civile tab. Døde som kvæstede. Men målet må ikke være at ramme de uskyldige civile. Jeg ved godt, at det var europæernes og amerikaners foretrukne måde at føre krig på under Den anden Verdenskrig. Men det ændrer ikke ved det forhold, at det er uanstændigt. Selvfølgelig måtte der forekomme tab af sagesløse civile, da du gik efter symbolerne på den amerikanske, økonomiske, militære og politiske imperialisme – Twin Towers, Pentagon og Capitol – og sendte dine soldater i krig. Det må jeg acceptere.

Han går videre og anklager Madrid og London bomberne som rent forkastelige, da de ikke angreb symboler på vestlig dominans, men rent civile.

Men, vel at bemærke tilkendes de over 3000 ofre for 9/11 ikke samme fordømmelse, da der var tale om vigtige symboler for vestlig magt.

Hvis vi skulle følge det rationale, som desværre ikke er ringe i udbredelse, så ville være lige så berettigede til at bombe kaabaen i Mekka, som et vigtigt symbol på den fjende vi har, og bare acceptere at der ryger en masse tilfældige muslimer med i købet.

Wittenburg fortsætter med næsegrus beundring af Osama Bin Laden og klassisk, vestlig imperialisme er roden til alt ondt:

Som ideologisk, religiøs kriger har du en indlysende god sag, når du bekæmper vestlig indblanding i Mellemøsten. Som militær og politisk strateg er du et geni. Som åndelig leder har du med få og simple midler inspireret utalte tusinder til at ofre deres liv for din sag og skabt sympati for dine ideer blandt millioner. En bedrift forbeholdt en mand med usædvanlige evner. Men du tager fejl, når du tror dig i stand til gennem terror at nå dine politiske mål her i Vesten. Den vilkårlige terror svækker din sag. Muslimer i Mellemøsten lader sig jo ej heller kue af vore væbnede angreb mod jer på jeres hjemmebane. Tvært om.

På grund af sin styrke har De forenede Stater gennem årtier kunnet dominere sine omgivelser med politiske og økonomiske midler og påstå, at de ville freden og en international retsorden. Dog. I samme øjeblik politiske og økonomiske midler ikke slog til, og De forenede Stater ikke kunne nå sit mål med almindeligt accepterede, legale midler, valgte de volden. Helt i overensstemmelse med traditionen fra kolonitiden.

Claus Wittenburg ender med denne kulturrelativistiske betragtning, som dog også påpeger det bedste i at vi adskiller øst og vest, som uforenelige størrelser. Altså vi blander os ikke hos dem og de respekterer vores værdier, hvis de vil bo her.

Værdier, eller de normer, som tilsiger, hvad vi opfatter som værende rigtig og forkert, er ikke én gang givne. De afhænger af tid, sted og omstændigheder. Dine værdier er grundet på en fremmed kultur, og jeg forstår dem ikke. Det kan man heller ikke forlange. Lige så lidt som jeg kan forlange, at du skal forstå mine vestlige værdier.

Derfor er det nok bedst, at vi adskiller tingene. Vestlige værdier i Vesten – mellemøstlige værdier i Mellemøsten. I er velkomne her i Vesten under forudsætning af, at I accepterer vore værdier. Ligesom vi naturligvis skal acceptere jeres værdier, når vi besøger jer.

Jeg håber indlægget er polemisk, men sidder tilbage med fornemmelsen, at det faktisk er ment som det er skrevet.

Men venner som Wittenburg, hvem har dog brug for fjender.

Jeg er enige i at vores værdier er uforenlige. Men jeg er ikke enig i at vi skal gøres til skurke og Osama til en helt. Jeg er heller ikke enig i at alle værdier er lige gode, alle kulturer er bestemt ikke lige gode. De defineres nu engang ud fra deres evne til at skabe samfund som er værd at leve i. Og der er ingen tvivl om, hvem der helst vil flytte, hvem der hilser USA og specielt landets penge velkommen, men også dets værdier, nærmere end Osama Bin Ladens.

Jeg beklager ikke at USA blander sig, blot at de ikke gjorde det i Rwanda og Sudan. Men hvis et land blander sig i et sådant folkemord, uden at der er direkte interesser på spil, er sandsynligheden for at det er USA noget større end det er EU, Kina og Rusland.

Det kan så kalde selvretfærdighed, som Wittenburg. jeg ville kalde det at tage ansvar, moralsk ansvar.

Det er korrekt at omverden sejler i sin egen sø, og det vil Wittenburg så gerne have den fortsat gør.

Jeg synes tvært om, at vi skal handle og blande os lidt oftere, også når der ikke er nationale interesser på spil.

Den omvendte racisme

Peter Laugesen i Information under titlen "Danmark, du lille onde land":

Men hvis der er tale om »professionelle voldsmænd« i den her sag, må det være de politibetjente, der tæskede løs på siddende demonstranter, og deres bebrillede anfører, der forklarede folket, at hvis man sætter sig i vejen for busserne, må man ligesom være klar over, at man kan blive flyttet.

Jo da, men der er andre måder at flytte folk på.

Og dagen efter det modbydelige skuespil kunne man så oven i købet høre regeringens udspil i sagen om kamphundene. Alle hvalpe uden stamtavle skal slås ihjel, så man forhindrer spredning af kamphundenes gener.

Total indavl vil i det lange løb føre til savlende degenereret åndssløvhed, og det er måske den, der har ramt dette lille indavlede, bajersvingende kolonihavefolk.

Og man skal jo som sagt ikke generalisere eller dæmonisere, men hvordan skal man så forklare en af kommentarene til Laugesens artikel?

Per Jongberg siger:

Et land kan ikke være ondt. Mennesker kan være onde.

Danskere er små, selvoptagne, onde mennesker !

Og endnu et eksempel, der driver af dobbeltmoral:

Charlotte Harder Abonnent siger:

Hvor er jeg glad for denne artikel!

Jeg kan frygte for demokratiets fremtid, når politikere synes det er et problem, at befolkningen ytrer deres utilfredshed ved demonstration! Når de forsøger at afholde folk væk ved at kalde dem ekstremister, autonome og og lignende. Som da Fogh kom til at kalde familiefædre og mødre for ballademagere. Det er uhyggelig manipulation i mine øjne og man kan frygte at mange falder for det.

De stakkels uskyldige mennesker, som aldrig anvender vold og andre udemokratiske midler, som slet, slet ikke forsøger af afholde andre mennesker fra deres demokratiske ret, med vold og trusler. Som gerne kalder almindelige mennesker for onde og racistiske, som gerne bruger ord som umenneskelige, om deres medmennesker.

Vi nok gøre os klart, at vi bor nok i det samme land, men vi lever bestemt ikke i den samme verden.
Man siger at islamismen ikke er nogen trussel, her på disse breddegrader, fordi muslimerne er splittede og står ikke sammen.

Men ikke nær så splittede som os. Fra venstre til højre, er der en afgrund af ideologisk forskel. Muslimerne har et fællesideologisk grundlag som kan samle dem. Det har vi ikke.

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Filosofisk dans om den varme grød

De induktive/deduktive regler for racisme og Islam - en kort definition.

1. Støder du ind i nationalisme og kritik af islam, bør denne generaliseres fra det almene til det specielle. Det vil sige, at nationalister og i øvrigt personer som tillader sig at have deres egen mening om Islam, religionskritikere, bør overføres til nazisme og racisme.

2, Støder du ind i moderate muslimer forholder det sig helt omvendt. De skal nemlig generaliseres fra det specielle til det almene. Det vil sige, at støder du ind i en moderat muslim, skal vedkommende overføres til kategorien de kulturkonservative muslimer.

Kun via denne metode får man nemlig det ønskede resultat: Vi er racister og de er moderate. Der er mange racister og mange moderate muslimer.

I virkeligheden kan Humaniora, den politiske korrektheds ivrige brigader, kun overleve ved logiske fejlslutninger, dobbelttænkning og ved kulturelativisme, hvor forskellige regler og forskellige definitioner, tages i brug over for forskellige folkegrupper - ved selvsamme diskrimination og forskelsbehandling, de i andre sammenhænge kritiserer.

Eksemplerne på dette er legio, og fortjener så vidt en langt grundigere behandling end denne, faktisk en hel bog, nej, gør det til et bibliotek:

Men tag en meget udbredt opfattelse, nationalisme rimer på nazisme:

Fra en kommentar til et læserbrev af Messerschmidt:

"det som skiller nationalisme fra nazisme, er for småt til at fylde en hel aforisme" (PH)

Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor mange nationer findes der ikke i verden? Hvor lang tid har disse nationer ikke eksisteret? Hvor mange mennesker findes der ikke i disse lande, som er glade for deres land, patriotiske, mener deres land er det bedste i verden?

Og i hvor mange tilfælde har det egentligt ledt til nazisme?

Tager man så Islam, så gælder der helt andre regler: Hvor mange moderate muslimer findes der egentlig? Hvor mange velfungerende muslimske lande findes der? I det ene tilfælde skal nuancerne helt væk, i det andet skal de små og ubetydelige nuancer helst forstørres op så mange gange som muligt.

Tager man kritik af Islam - så må man stort set ikke udføre dem.
Det skal sammenlignes med, at dem som man ikke må for, sørme ikke holder igen, når kritikken drejer sig om USA og DF, borgerligheden osv.

Påstår man noget sandt, i sin helt nøgne natur, at Muhammad førte jihad og fik mennesker dræbt på stribe, for småting, som at der blev skrevet smædedigte om ham, så er man et helt forkert menneske. "Truth be damned".

Påstår man derimod, via motivanalyser og konspirationsteorier, svage indicier, at Bush regeringen var nogle grådige sataner, totalt vævet ind i snævre olieinteresser og invaderede Irak, alene for at kunne mæske sig i sort guld, så er man intet mindre end "oplyst og kritisk".

Sådan kunne man fortsætte i evighed, marxismen er en mental virus, vi endnu ikke er kommet os over, selv om de fleste har glemt ophavet, til denne tankemåde og kalder sig alt muligt andet end marxister.

Nu kommer det tragikomiske

Der er nogle, der endnu har at lære, at italesættelse og iscenesættelse ikke forandrer - undskyld udtrykket - en skid.

Via Snaphanen:

The parliamentary Assembly of the Council of Europe has officially opened its doors to Maghreb countries. With the creation of a new “partners for democracy” statute, the Assembly’s members will institutionalise and strengthen the ongoing relationship between the Council of Europe and the countries on the southern shores of the Mediterranean Sea. This opening-up to Tunisia, Morocco and Algeria was set as a priority by the President of the Assembly, Lluis Maria de Puig, at the beginning of his term of office in January 2008. But de Puig himself stressed that the decision taken over the last few days is also a response to an explicit request made by these countries to have a closer relationship with the pan-European institution. [...]

As part of the request to enter the “partnership for democracy” the Prime Minister of each country will have to commit to embracing the values of the Council of Europe: pluralist and representative democracy, the supremacy of law and respect towards human rights and basic freedom.

Nu kommer det tragiske, eller komiske, det som er til at græde over, til grine over, til at rive hovedet af over, eller blot hårene. Til at banke i bordet over, råbe og skrige over - vælg xxxxxxxx over.

Man har intet lært. Demokrati vokser nede fra og op. Ikke omvendt. Vokser fra det almene menneskes demokratiske mentalitet, ikke fra elitens. Man kan ikke topstyre alting, man kan ikke makromanage demokrati.

Det er Marxismen om igen. Vi fjerner den herskende ideologi, problem løst. For den herskende klasses ideologi, er den herskende ideologi. Den skal bare erstattes og voila - paradis på jord.

Nå nej, sådan gik det ikke lige, men lad jer endelig ikke genere af dette forhold.

Som en lille bonus hilaritet (det betyder noget som er grinagtigt). Så er det garanteret i høj grad, præcis de sammen mennesker, som ikke troede på at man kunne indføre demokrati, ved at vælte Saddam med militær magt.

Vi er ovre i den inkonsekvente logiks afdeling, eller for at bruge Orwells fremragende udtryk - ovre i dobbelttænkningafdeligen.

Og endnu en lille bonus ud i det glade vanvid, leveret af dagens Information:

Dansk frisind på retur?

Der er sket en mentalitetsændring i Danmark, mener eksperter. Det er blevet politisk acceptabelt at begrænse det frisind, som har været en central del af det danske samfund siden 1864

Det er naturligvis svært for 68 erne med kølvandsslæng, for den generation der om nogen, har gjort oprør mod autoriteter og traditioner, værdier og tidligere generationers normer, at forestille sig, og acceptere, at efterfølgende generationer, kan finde på at gøre præcis det samme, dog med 68 ernes generation, normer, værdier osv.

Forresten, er der nogen, der har set en udmeldelsesblanket af samfundet, ligge og flyde et eller andet sted?

Dusør gives!