Jeg holder meget af information. Det sker virkelig i blandt, at de lever op til en pæn andel objektivitet og går lidt dybere til værks, end i hvert fald de øvrige medier gør.
Men en gang i mellem lyder Information som en dårlig kopi af Politiken. Når jeg siger dårlig, er det fordi Politiken trods alt vil tone rent flag, når de kører ensporet derudaf.
Men i en artikel i weekendens avis omkring EU afstemningen og den fælles modstand på både højre og venstre side går det helt galt:
Folkebevægelsen mod EU's kamp om pladserne i Europaparlamentet er båret af en retorik, der er tæt på Dansk Folkepartis. Unionsmodstanden forener de yderste højre- og venstrefløje, men gør det svært for vælgerne at skelne nationalisme fra nærdemokrati.
Så hvis det står til Information, bliver vi altså nødt til at omskrive vores ordbog:
EU modstander på højrefløjen = En nationalist, som ikke ønsker at forpligte sig internationalt og er ligeglad med nærdemokrati.
EU modstander på venstrefløjen = En internationalist som bekymrer sig om nærdemokrati.
Det er så karikeret, snævert, manikæisk som noget næsten kan være.
Hvis DF netop ikke er et parti, der ønsker nærdemokrati, synonymt med et effektivt folkestyre - med folkevalgte politikere, der må gennem en omfattende procedure med første og anden og tredje behandling af lovforslag, i stedet for en arrogant kommision, der spytter lovforslag ud i et ihærdigt, bureaukratisk tempo, som et fortravlet ministerråd så skal løbe i gennem på rekordtid. Så ved jeg ved gud ikke, hvad DF står for.
Det er da netop EUs evne til at sætte demokratiet ud af spil og manglen på selvsamme nærdemokrati, der er kernen i enhver EU modstand.
Folkebevægelsen vil helt ud af EU samarbejdet, det vil DF trods alt ikke. Ligeledes kan DF godt samarbejde med foreksempel USA, DFs nationalisme er ikke mere nationalisme , end den anerkender andre demokratier som tilhører den vestlige kulturkreds. Mens internationalismen hos venstrefløjen egentlig mest gælder det uden for den vestlige verden, altså er den ikke mere international, end som så. Men nærmere en forening for fremmelse af den tredje verden på bekostning af demokratierne, som bare skal punge ud og pudse glorie, åbne grænser og finansiere en fatal dysfunktionalitet, uden at stille spørgsmål.
Jeg så hellere en interdemokratisme, end en internationalisme.
Hvis verdens demokratier kunne stå sammen og indse, at demokratiet er ikke en naturlov i denne verden, men et nyligt opstået og skrøbeligt projekt, der på sigt kan blive kuet økonomisk og militært af de kombinerede hel og halvtotalitære regimer i verden, såsom Kina og den islamiske verden med vedhæng, for at slet ikke tale om elitære projekter alá EU.
Jeg så langt hellere en union af demokratiske lande, der går sammen og styrker hinanden, lover at forsvare hinanden og demokratiet.
Jeg så gerne den demokratiklub var åben for
alle lande som indfører demokrati.
Jeg så gerne at økonomisk støtte og liberale toldmure var betinget af, at man levede op til en lang række krav,
menneskerettigheder, kvinders ligestilling, lav fertilitet, korruptionsbekæmpelse.Jo grovere ens brud mod disse, jo mindre støtte og højere told.
Lande som Kina, Iran, Sudan og andre grove menneskerettighedsforbrydere, skal ikke blot have toldmure omkring sig. De skal have ekstra høje toldmure, alt efter i hvor høj grad de er i konflikt med ovenstående kriterier. De skal simpelthen have en forbryderstats særtold.
Hvorfor mener jeg det?
1. Demokratierne i denne verden er ikke givet i sig selv. De skal styrkes og belønnes for at være demokratier. De er for få til at lade stå til.
De demokratiske landes førsteprioritet må så absolut være bevarelsen og styrkelsen af demokratiet.
2. At belønne regimer for at være ustabile og udemokratiske inciterer ikke disse regimer til at foretage demokratiske og humanitære reformer, eller få styr på deres befolkningsvækst.
Det gør stigende økonomisk støtte og fjernelse af toldmure i takt med at de begiver sig ud i en sådan udvikling til gengæld.
Jeg er langt om længe kommer i Gang med Morten Uhrskov Jensens “Det delte folk” hvis længde skræmmer. Men det er faktisk en gribende bog, både som læsning og hvad angår ens hårtotter, om hvordan selv moderate betænkninger omkring loven i 1983 får racisme kortet. Og hvordan Erik Ninn Hansen kronik i JP i 1983, hvor han spår at hundredtusinder vil benytte sig af lejligheden for at komme til Danmark, bliver kaldt af Anne Grethe Holmsgaard VS, citat: “Simpelt hen demagogi” – For Dansk flygtningehjælp siger jo at “man i de kommende år kan forvente familiesammenføringer i et antal på omkring 500 mennesker, så det er helt uberettiget at tale om at man åbner for hundredtusinder af mennesker”.
Dengang, så var det så vigtigt for flere, at vi betragtede indvandrere som så ligeværdige borgere og mennesker, at vi ikke smed dem ud, selv hvis de havde begået grov kriminalitet.
Torben Lund mente det var at puste til gløder, når Ninn talte om trusler mod nationalstaten og raceuro. (Rivers of blood- de må til sidst tale med blod for ord hjælper ikke, det virker faktisk som om de kan finde på nye undskyldninger og bortforklaringer i evighed)Bernhard Baunsgaard er simpelthen guddommelig som kun er Radikal politiker kan være det. Til Ninns mistanke om at fler hundred tusinder ville strømme til svarede han:
“Hvad er grunden til at rejse en sådan diskussion, når ikke et eneste menneske i dette land forestiller sig den mulighed? Hvad er baggrunden for det? Er det for at gøre befolkningen forskrækket over, hvad vi gør herinde, eller hvad ligger der bag?”
I dag er der over 400.000 indvandrere i Danmark og over 125.000 efterkommere.
Fra 1980 til 2008 er ikke vestlige indvandrere vokset fra 1 procent til 6 procent af befolkningen. Til sammenligning er vestlige indvandrere vokset fra 3 procent af befolkningen til 4 procent i samme periode.
Baunsgaard igen er leveringsdygtig i endnu et guldkorn:
Han indleder en debat om en konkret udvisning af en fremmed i 1977, som bliver startskuddet for loven i 1983, således:
“Jeg vil gerne om baggrunden sige, at vor verden jo desværre stadigvæk er opdelt i nationalstater… Det varer nok desværre nok også en rum tid, før vi kan gå over til at blot at tale om medmennesker og ikke opdele i os og de andre”
Hans Gammeltoft Hansen og de fleste borgerlige kunne også være med: Gammeltoft her – “Humanitet bør ikke være konjunkturbestemt”. Sagde han at og afviste at statens snævre interesser ikke skulle bestemme der. Det var jo vel og mærke på et tidspunkt hvor staten skyldte et helt statsbudget væk og renterne kunne vi knap nok overkomme, de var høje dengang. Altså oven i arbejdsløsheden.
Men humanismen, internationalismen, Socialismen vandt. At de individer som må lide afsavn, og lider, i dagens nedsablede offentlige sektor og på samfundets passiverings sidespor, hvor der kun pumpes penge i det, som der er stemmer i. De individer i Danmark, som må dele med mest afsavn, som nedskæringerne mest går ud over, og de individer som må undvære med allerhøjest afsavn, blandt fattige som ikke har råd til at flygte herop, eller tid til at planlægge en flugt så langt væk.
De er åbenbart ikke humanitært værdige individer på samme måde. Og til dem der vil skynde sig at sige, de marginaliserede danskeres liv er ikke i fare, som flygtninges.
1. Det er flygtningenes liv som regel heller ikke i direkte forstand, da de oftest er de facto flygtninge.
2. Og jo indvandringen koster liv, og her tænker jeg ikke så meget på dem som bliver myrdet af indvandrere, hvor de er 5-10 gange overrepræsenteret, som jeg tænker på alle dem som dør i det offentlige sundhedssystem grundet nedskæringer, personalemangel og for billig rengøring. De psykiatriske patienter som ikke får ordentlig behandling og begår selvmord og lider, fordi de ikke hører til de udvalgte individer, hvad angår humanitær omtanke.
Det er for så vidt bizart, at en af undskyldningerne Flygtningelobbyen anvender, for at undgå at sende de Kosova Albanske flygtninge hjem, er at mange af dem er psykisk syge og kan ikke få en ordentlig behandling i deres hjemland. Det siger man i et land som ikke kan finde ud af at behandle sine egne psykiske syge ordentligt – Men alt andet end de mest akutte tilfælde er hurtigt ind og hurtigt ud.
Nej, det mest skræmmende er at debatten ikke er nået meget videre i over 20 år, selv om der skete et skred i 2001.
Jeg kan egentlig sagtens forestille mig, at man først indser problemernes fulde omfang, når muslimerne er omkring 30 procent af befolkningen og så er det for sent. Vi er dog så heldige at vi kan nå at lære af andre landes erfaringer før det går galt i vores eget. Heja Sverige og Viva la France. Ursakta, jeg har en Svensk farmoder, mor og bror, så jeg er altså ikke ligeglad med Sveriges skæbne.
Nej, når kun 20 procent af befolkningen ønsker DF i regering, selv om de deler en hvis skepsis over for indvandringen. Så er det for mig et tegn på, at man generelt slet ikke har forstået problemets dybere karakter, og mener af DF er rabiate: