Victor Davis Hansons råd til Mitt Romney

Romney skal spare undskyldningerne og skrue op for forklaringerne - Læs det hele på Pajamas Media.:

Cannot Romney explain that, to be blunt, he does not have, and does not need, a regular day job any more? And therefore he does not pay taxes on income? In other words, cannot Mitt say that he once was so skilled or lucky that he made enough to allow him in retirement to either sell assets yearly, or buy and sell from his ample portfolio and therefore be taxed at the capital gains rate? The same unapologetic defiance should apply to Bain. If one devotes his career to winning the good life from taking over, trimming down, and selling companies, and one is not solely interested in cashing in and others be damned, cannot he in one minute, Newt-style, explain why he is a sort of personal trainer that both profits and does good from beating the out-of-shape into shape, and that when he cannot work with the flabby and unresponsive, he moves on?
The alternative is the sort of well-intentioned stumble in which the viewer sighs, “Come on, Mitt, you can do it. Don’t apologize or don’t gloss over, but explain, your success!”

Reagan versus Romney

Republikanerne mangler en, der kan noget helt specielt, vurderer professor. En som Reagan...

"Ronald Reagan formåede som en af de første at bygge bro mellem de tre grupper, der er indenfor partiet, og det er en af grundene til at han var så populær," siger Peter Kurrild-Klitgaard, til jp.d. Kilde: jp.dk

Set med mine øjne kan Mitt Romney noget helt specielt og noget, der som aldrig før er brug for i amerikanske økonomi og politik.

Manden er bestemt ikke Reagan, der kan spille det politiske spil til UG. Han er en teknokrat, men en bestemt slags teknokrat.

Han har arbejdet med stor succes i det private erhvervsliv - ikke bare som CEO, men som CEO for et rådgivningsselskab, hvis speciale det blev at købe dårligt fungerende virksomheder, fintune dem og forbedre dem på stribe og så sælge den optimerede virksomhed med stor profit til følge. 

Han har med andre ord stået for at finde praktiske løsninger og forbedringer, der virker, igen og igen og igen.

Det har givet ham nogle færdigheder, som han allerede som guvernør i Massachusett brugte til at vende et underskud til plus - faktisk indførte han endda offentlig sygesikring.

Manden er en - og det er pænt ment - managementnørd, der vender hvert et blad i bunken for at finde løsninger.

Givet den økonomiske situation USA befinder sig i og behovet for at finde de bedste løsninger på denne problematik, så mener jeg, at Mitt Romney er den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

Jeg tror, at han kan gå hen og blive en af de største amerikanske præsidenter nogensinde - ikke på grund af hans karisma eller hans stålsatte værdier, men på grund af hans arbejde for at bringe de amerikanske økonomi på fødderne igen.

Hvad sukker man efter i USA? En ny Reagan, der taler dybt til følelserne og kan håndtere vrisne republikanere - tale store værdier til den amerikanske sjæl? Eller en mand, der formår at at bringe USA på ret køl økonomisk set og forstår erhvervslivet? Nok mest det sidste, lad teknokraten overtage og lave grundarbejdet, så kan mr. mentalhygiejne og patos træde til efterfølgende og stå for det mentale boost, når forudsætningerne er til det.

Han kommer aldrig til at stille alle tilfreds i den republikanske lejr, omvendt kan han finde på løsninger, der appellerer bredt henover midten i amerikansk politik. Løsninger, der på sigt må aftvinge respekt fordi, hvad er USA uden en stærk økonomi - uden arbejdspladser, når det store dynamiske potentiale hensygner under ukontrolleret offentlig vækst?

Ny mand på dollartronen

Jeg må tilstå, at jeg har ikke fulgt særlig meget med i den amerikanske valgkamp. Jeg mangler det religiøse forhold til politik. For mig er det blot en ny topchef for den amerikanske virksomhed, der vil levere nogenlunde samme produktlinje som altid.

Men alle spekulationer om at race kunne koste posten, er da heldigvis blevet gjort til skamme. Selv om man sagtens kan finde nogle racistiske idioter at interviewe, så er gennemsnitsamerikaneren ikke racist eller sexist for den sags skyld.
Jeg har aldrig været i tvivl om at Obama ville vinde, ellers havde Hillary gjort det.

jeg vil ikke spå om, hvor godt eller dårligt Obama vil gøre det, men som det er nu, kan han næsten kun gøre det bedre, det er til at begynde med til hans fordel, men på lang sigt bliver det til hans bagdel, når messiaseffekten er et afsluttet kapitel.
På kort sigt kan Obama kun være en succes, men langt oppe er også langt at falde, på langt sigt kan han næsten kun skuffe, som sagt, korporationen USA fortsætter, selv Jimmy Carter satte sin "moderathed" bag Carter doktrinen: "oliestop i månedvis = invasion".

Til gengæld vil jeg spå om at Nostradamus tilhængere, som konstant nyfortolker Nostradamus` profetier, nu har fundet en ny MABUS. Dommedag er nær, nu den ikke var det under Bush alligevel og Admadinejad ikke har leveret varen endnu.

Apropos religiøsitet, 60 procent af amerikanerne vil ikke stemme på en præsident som ikke er religiøs, det vil naturligvis sige kristen.
Obama er naturligvis også religiøs, han har sin egen lille Hal Lindsay, eller Jerry Falwell i baggrunden, berygtet for sine hadefulde udfald mod de hvide. Jeg håber at en del af den transatlantiske slavehandels stridsøkse kan blive begravet nu.
Men jeg håber først og fremmest, at han kun er skinhellig, at Obama ikke er så religiøs, at han hører guds stemme i sit indre, får gode råd om guds store plan med menneskeheden, hvisket ind i sit øre, under sine små ydmyge stunder i from bøn.
Et er en præsident som befolkningen mener er en messias, noget andet er en præsident, der selv mener han er det.
Grundlæggende tror jeg Obama er en rigtig forsigtigper. Det bliver ikke de helt store planer, invasioner, ingen dristig og kontroversiel politik, alt bliver smooth og helst populært. Økonomien bliver rettet op.
Der bliver heller ikke bakket i kampen mod terror, det er der nogle, der håber, men at bakke bliver man aldrig populær af i USA, så det gør Obama ikke.

Både de som er fulde af sorg i dag, og de som er euforiske, de står overfor at elevatoren en dag kommer til at køre den anden vej - korporation USA fortsætter, per ardua ad dollar.

Bush, præsidenten som fik amerikanere til at flytte til Canada.
Til at begynde med, i 2000, vendte det sig inde i mig når han talte, retorikken og den bibelske glød, bliver aldrig min kop te.
Men omvendt, så er rationaliten i mig ikke noget, der kan anerkende en følelelsdom over et menneske, så mit syn ændrede sig undervejs, han fortjener som alle andre at blive vurderet af fornuften, fremfor følelserne.
Nogle har kaldt ham en stor præsident som Reagan, andre den værste amerikanske præsident i historien.
Jeg hælder nok mest til en position midt i mellem. Jeg tror, at havde han været foruden 9/11, var han blevet en ret anynom præsident i historien - ham bibelbælte retorikeren, der konverserede med vorherre, kendt for skattelettelserne og "no child left behind" Kyoto, manglende lyst til at drikke te og underskrive internationale traktater, og en masse pænt kloge, neoimperialistiske idealistiske hoveder bag sig, som ville skabe et nyt amerikansk århundrede.
Nu ville skæbnen, eller rettere Osama Bin Laden, det anderledes.

Så arven taler om en præsident, der følte et selektivt kald, fri verden for Saddam Hussein og skab demokrati per militær force, en mand der burde have læst John Stuart Mill i stedet for biblen, demokrati skabes ved et folks enighed derom og deres egen stræben efter demokrati.
Jeg deler mig i støtte til krigen i Aghanistan, det var vigtigt, der blev eksemplificeret en vilje til at slå igen, som direkte respons på et terrorangreb.
En ny terrorbalance er desværre nødvendig, når man har en modstander for hvem både målet og midlet er helligt.
Men når vi taler om Irakkrigen, har den aldrig haft min støtte. Jeg vil sige, det er USAs største udenrigspolitiske fejltrin siden de væltede Mossadegh i Iran for over omkring 50 år siden.
Den forkerte krig på det forkerte tidspunkt, den forkerte stædighed og trods mod et menneskehav, der betragtede det som et skridt for meget, men det var nok ikke så meget stemmen fra gud der hviskede i øret, lige i det tilfælde.
Beslutningen var dømt til at splitte vesten, dømt til at skabe raseri og mere støtte til Osama Bin Laden i den muslimske verden (dog mindsket efterhånden af Al qaida gennempsykopatiske massemord af Irakere), dømt til at være umulig at sælge som andet end figenblads demokratistøtte, oliehanesmøring, neoimperialisme - kort sagt propagandakrigen var tabt på forhånd.
Ikke at olien var nær den primære grund til invasionen, det er i så fald verdens ABSOLUT dyreste olie,, men i propagandastreet, var slaget tabt for længst, visionen om eksponering af USAs multiteater militære magt, benevolent hegemon strategisk placeret i regionen som skaber af demokratibølger, på alle punkter er der fejlet.

Nu blev han præsidenten med selektiv demokratiindførelse, manglende finger på pulsen, invasioner og primaeksemplet på at humanitær intervention kun er en dårlig undskyldning for klassisk imperialistisk og egoistisk adfærd. præsidenten for økonomisk kollaps og en statsgæld, der vil få selv Anker Jørgensen til at ligne en økonomisk vismand.

Men Obama kan lige så hurtigt blive en lige så dårlig præsident. Alt hvad det kræver, er at Osama Bin Laden tror at korporation Amerika nu har skiftet produktlinje.
Han vil nok snart teste den nye præsident, stay tuned for endnu en omgang menneskelig idioti.
Når den mørke middelalder clasher med neoimperialistisk power politik, så kommer det til at koste menneskeliv.

I dag er ingen messias kommet til magten, ej heller er softpower eller USAs resignation over for terrorens blodige opportunisme.