Lene Espersen holder ikke ferie men snakker

Dagens TV2 News viser Lene Espersen på besøg i Aghanistan, hvor hun beroliger Afghanske kvinder med, at vi vil gøre alt for at deres stilling ikke forringes, når vi forlader Afghanistan.

Samtidigt forhandler vi med Taleban, eller klapper krokodillen på panden, mens vi gør klar til at slippe den løs.

Hvorfor kan hun ikke være ærlig, de afghanske kvinder vil jo sejle i egen sø, når vesten trækker sig ud.

Snak, snak, diplomati, diplomati. Det var det vi gjorde, mens der blev myrdet løs i Rwanda og Bosnien.

Det kræver magt, ikke snak, at standse den slags. Hold nu ferie, Lene, eller lad i det mindste være med at bilde de afghanske kvinder løgne ind.

Krigen er snart vundet i Afghanistan

Det mener oberstløjtnant Frank Lissner. Det hele kommer an på hvordan man definerer sejr? Hvis man betragter det som et nederlagstegn, at Taleban kan mobilisere et mini angreb, eller lave angreb som dem i Irak, så er det klart, så er sejren relativ.

Men omvendt hvis Taleban faktisk kun kontrollerer omkring 20-30 kvadratkilometer i hele Helmand provinsen, som Lissner påstår, så er der ikke noget fortænkt i at mene at sejren faktisk er nærmere, end man umiddelbart skulle tro.

Som nogle tegn på at udviklingen er ved at vende, nævner Frank Lissner følgende:

Men jeg ser nu flere tegn på, at vi er ved at nærme os vendepunktet. Når man f.eks. oplever bønderne i Sandford-området banke de talebanere, der kommer og truer dem, fordi de samarbejder med os, så er det et tegn på, at vi er ved at få et godt tag i befolkningen. Det er også et tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt, når næstformanden for styringsrådet i Gereskh rejser sig op og skælder de andre medlemmer huden fuld; Hvis ikke I selv gør noget bliver det aldrig anderledes. Sig til jeres folk, at de skal smide Taleban ud, hvis de kommer til deres kvarter eller ringe til ISAF, hvis de ikke selv kan klare det. Det er godt at se den slags, for afghanerne er vant til kun at tænke på sig selv og deres allernærmeste. I alt for mange år har det handlet om bare at overleve. Det med at organisere sig, halter det med. Men der er begyndt at ske noget.«

Læs hele interviewet i Information.

Langskægget snak

"Er han ikke lidt langhåret"? Den form for slang kender vi allerede godt. Men fremtidens slang byder nok på et hyppigere udtryk, nemlig "de langskæggede."

Dem man også kalder islamister, men selv kalder de det for islam.

De langskæggede mener nemlig oftest de er de rigtige muslimer, modsat de hykleriske kulturmuslimer, der ikke bærer skæg, eller holder deres kone indespærret i dydighedens fængsel.

De kan måske/måske ikke lide jihad. Hvis de kan, vil de i hvert fald ikke skilte højt med det, forståeligt nok. Men måske mener de det faktisk, den tillid skal de da have. Man kan jo godt arbejde for Islam og dens dominante herredømme, sharia og hijab, med almindelige politiske propagandistiske midler.

En ting er sikkert, da Muhamed Sifaoui i sin tid spurgte Kasem Ahmad om de i Islamisk trossamfund var salafister, svarede han bekræftende.

Mohamed Sifaoui har i øvrigt skrevet bogen "brødre mordere", læs den endelig for guds, men ikke allahs skyld, hvor han laver en Wallraff i en salafistisk gruppe.

Kasem Ahmad blev jo halvfyret som talsmand for Islamisk Trossamfund på grund af udtalelser som følgende og lignende:

I fremtiden bliver det meget nemmere at rekruttere terrorister til aktioner i Danmark. Det bliver værst for jer selv. I kommer til at leve med terroren, siger talsmanden for Det Islamiske Trossamfund, Kasem Ahmad, til Ekstra Bladet.

Findes der også folk her i moskeen på Dortheavej, der vil lave terrorhandlinger efter Abu Labans afrejse?

- Ja, helt sikkert, fastslår Kasem Ahmad og fortsætter:

- Det har ikke noget umiddelbart med Abu Labans afrejse at gøre, men stemningen er nu så dårlig, at det må få konsekvenser.

Det er rart med nogle flashbacks, når virkeligheden nu flasher tilbage - ikke sandt? Og vi er tilbage ved det udgangspunkt, som man især på Politiken aldrig forstod, da man påstod at JP kun trykte disse tegninger for at fornærme.

Der findes rigeligt med muligheder for at fornærme. Men der findes - kort sagt - kun tre politiske retninger som betjener sig af fascistisk vold for at kue og opnå resultater.

Nemlig den yderste venstrefløj, den yderste højrefløj og så den militantiske/politiske kult også kaldet Islam.

Alle dybt udemokratiske og med et universalistisk tunnelsyn, hvor kun de har monopol på den sande styreform og dermed ret til at bruge lidt af hvert af midler.

Lad os fortsætte lidt Med Kasem Ahmad:

Kasem Ahmad! - Interviewer: Ekstrabladets Annelise Pedersen - den 24. oktober 1999 (her i uddrag):

Jeg er ambassadør for islam

- Og jeg ønsker, at hele verden skal islamiseres, siger palæstinenseren, ingeniør Kasem Ahmad, der om kort tid bliver dansk statsborger.

Den lange klædedragt og tørklædet er også en beskyttelse af kvinderne, så de ikke bliver voldtaget, når de går på gaden.

Nå, men siden har man jo valgt en ny talsmand, for Islamisk trossamfund. Han hedder Imra Shah og er naturligvis også islamist. Nogen sukkertunge alá Ramadan er han dog ikke. Omend han holder sig fra så bastante udmeldinger som ovennævnte Kasem Ahmad:

Men alligevel får han drejet det her spørgsmål om terror mod JP over på et helt andet spørgsmål, som ellers nok ville kræve et helt andet mål end JP:

Anholdelserne af de to terrormistænkte viser én gang for alle, at Danmark bør trække sine tropper ud af krigen i Afghanistan. For afsløringen af et forestående angreb mod Danmark tydeliggør, at jo mere Danmark tager del i internationale missioner, jo større bliver truslen mod danskerne.

...

»Man må spørge de danske mødre: Hvad ofrer jeres sønner deres liv for? Hvad bliver dansk blod ofret for? Jeg ville ønske, at de danske mødre kunne få ro i deres hjerter. Og jeg vil opfordre til, at deres sønner tog almindelige jobs i stedet for at være krigsførende soldater.

Jeg vil godt give et svar på hvad de danske soldater ofrer deres blod for.

De gør de for at de langskæggede herrer ikke igen kan få magten, sende kvinden ind bag hjemmets fire vægge og aldrig se en skolebog.

For at Osama Bin Laden ikke skal få en sejr, og fornemmelsen af at de nogenlunde kvit og frit kan lave store angreb som 9/11, eller værre.

For at sørge for at Taleban har en større spærresten på vejen til magten, end de evner at flytte.

Godt nok kan vi aldrig vinde over Taleban, men de kan omvendt heller ikke vinde over os.

Hvis vi fjernede den sten, ville de havde en lang lettere vej til magten, ikke blot i Afghanistan, men angiveligt også i Pakistan.

For at holde "de langskæggede" fra magten, for den er de og deres religiøse middelalder syn ikke værdig.

Så mener han i øvrigt, at vi ikke har været en krigsførende nation siden vikingetiden. Det er helt forkert.

Og desværre findes der en utroligt tåbelig religion, der er noget nær statsgaranti for at vi fortsætter med at være en krigsførende magt.

Nej, smut til barberen og lær at tænke i Islamisk Trossamfund.

Rumble in the discursive zone

En flok amerikanske top og mellemniveau efterretningsmænd, militærfolk og diplomater anklager nu Obama administrationen for at underspille faren i AFPAK regionen.

Under anonymitet, fordi deres vurderinger er klassificeret, og de har ikke tilladelse til at udtale sig offentligt, anklager de administrationen for at ikke tage efterretningstjenestens advarsler alvorligt, og være i færd med at udarbejde en alt for begrænset strategi med fokus på Al-Qaida:

White House officials, they said, have concluded that McChrystal's approach could be doomed by election fraud, corruption and other problems in Afghanistan; by continued Pakistani covert support for the insurgency; by the strains on the Army, Marine Corps and the federal budget; and by a lack of political and public support at home, which they fear could also undermine the president's domestic priorities...

"McChrystal and Petraeus are ignoring the problems their (counterinsurgency) approach would face in Afghanistan and here at home," said one intelligence official with extensive experience in South Asia and counterterrorism. "We don't have a reliable partner in Afghanistan or Pakistan; doubling the size of the Afghan army is a pipe dream, given the corruption and literacy problems; and neither Congress or the American people are likely to give it the money, the troops or the decade or so it would need to work, if it would work.

"Now the White House is downplaying the dangers of doing the only thing that they think Congress and the public will support - a limited war against the guys who hit us on 9/11. The truth is, both approaches have huge problems, and neither one's likely to work..."

A U.S. withdrawal or failure could permit al-Qaida and other groups export their violence from Afghanistan into Pakistan's heartland, the Indian-controlled side of the disputed Kashmir region and former Soviet republics in Central Asia whose autocrats have been repressing Islam for decades, the U.S. officials said...

"It is our belief that the primary focus of the Taliban is regional - that is, Afghanistan and Pakistan," one senior U.S. intelligence official said. "At the same time, there is no reason to believe that the Taliban are abandoning their connections to al Qaida, which has its sights set beyond the region."

"The two groups ... maintain the kind of close relationship that - if the Taliban were able to take effective control over parts of Afghanistan - would probably give al-Qaida expanded room to operate," the official added...

"Here we go again," a veteran U.S. intelligence official said. "The Bush administration ignored anything that didn't support its arguments for invading Iraq and exaggerated the threat from Saddam Hussein. This administration is minimizing the threat from radical Islam in South and Central Asia, which is much worse today than it was eight years ago, in order to defend a minimalist policy that it's settling on for domestic political reasons." (Kilde:)

"Kend din fjende", er militær strategens Sun Tzus vigtigste råd. Hvis man ikke ved, hvad man er oppe mod, har man kraftigt forøget risikoen for et nederlag, det gælder også på papiret stærke militærmagter som USA. I en guerilla krig kommer selv verdens største militær til kort. Den vil ikke tabe, men heller ikke vinde.
At sætte ambitionsniveauet ned i Afghanistan, kunne måske godt være påtvunget i den forstand, at man lemper på ambitionen om at skabe demokrati og loven er lige for alle, forhold. At man søger strategier, bruger udstyr, som udsætter soldaternes liv for mindre fare.
Men at forlade den del af verdens og overlade scenen til Al Qaida, Taleban og øvrige militante, fundamentalistiske grupper.
Det vil vitterlig skabe langt værre problemer, end dem vi står over for nu. Taleban i sig selv er som der ganske rigtigt antydes ikke provinsiel. Målet er universielt og jo flere lande som kan ende under Talebans og øvrige islamisters herredømme, jo bedre for dem.

Situationen er langt mere faretruende, end regeringerne giver udtryk for. Og det bliver angiveligt værre endnu. Værst hvis vi trækker os ud. Men også værre selv om vi bliver, skal vi gøre os det klart.

Vi må først og fremmest kende vores fjende. Og erkende at i en guerilla krig er der ingen som vinder.

Men tager vi ikke den guerillakrig, kommer langt flere mennesker til at dø på sigt. AFPAK regionen har brug for stabilitet, i form af militær og økonomisk hjælp. Ellers overlades scenen til islamisterne, og islamisme aldrig været et isoleret problem. Den er som marxismen en global revolutionær bevægelse, hvor terror kun er en teknik, et middel blandt mange.

Hvorfor Afghanistan?

Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.

Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.

Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?

Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.

Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.

Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.

Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.

Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.

Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :

"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...

It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...

A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.

Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...

The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.

In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.

THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...

A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.

The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...

Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...

A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.

Læs endelig hele Essayet på The National Interest:

Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.

Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.

Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.

I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.

Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.

De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.

I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.

I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.

47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.

Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:

78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.

Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.

Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:

Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.

Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.

Demokrati på Afghansk

Så er loven, tidligere behandlet på denne blog, vedtaget:

Afghanske mænd kan ifølge loven tilbageholde hel basale fornødenheder som penge og mad, hvis konen nægter at have sex med ham. Desuden er det kun fædre og bedstefædre, som kan få forældremyndigheden over eventuelle børn. Kvinder skal også have tilladelse af deres mænd, hvis de ønsker at tage et arbejde uden for hjemmet.

Pakistan - verdens terrorstat nummer 1 - del 2

I 1970`erne voksede radikale islamister i både antal og i fanatisme og mod. Som min tidligere artikel beskrev, blev Pakistans militær i stigende grad infiltreret af Jamaat - e - Islami. Og Pakistan endte i hænderne på en islamistisk diktator, Zia - ul - Haq.

Men i 1979 skete der tre begivenheder på en gang, som rystede den islamiske verden og som alle, på hver sin måde, skulle spille en rolle i at radikal Islam er et stigende problem i dag.

Den største var den islamiske revolution i Iran, som jagede skræk i livet på de mange, mere eller mindre, sekulære regimer i den arabiske verden.

Den anden var terror angrebet i selve Mekka rettet mod den store moske af 1300-1500 militante.
Et angreb som efterlod omkring over 370 døde.

Den tredje var Sovjets invasion af Afghanistan, for at hjælpe den kommunistiske regering med at bekæmpe de lokale muhajedins, som USA var begyndt at støtte i 1973, det på trods advarsler om at dette ville styrke islamisk fundamentalisme.

Disse tre begivenheder til sammen kom til at betyde en kraftig acceleration i udviklingen af radikal Islam. Radikal Islam i den forstand, at den ønsker teokrati med sharia og afviser sekulære regimer, demokratier, og i øvrigt er tilhænger af khalifatets genopståen og en genoptagelse af jihad mod de vantro regimer - sekulære arabiske inklusive.

For Saudi Arabien blev kuppet mod den store moske en øjenåbner i forhold til at denne form for radikal islam var vokset til et problem som gik op over knæene på kongeriget.
Selv om de ansvarlige for kupforsøget blev henrettet, var det generelle svar appeasement, ved at Saudi Arabien indførte mere islamisk konservative love og i øvrigt begyndte deres økonomiske sponsorat af Wahhabisme for alvor.

Ydermere sendte den Iranske revolution muslimske masser ud i gaderne under sloganet "Død over Amerika", (Hvor spontant det var, kan diskuteres, såvel som hvem stod bag), hvilket ikke blot var et tegn på en islamistisk revival, men for den kvikke arabiske leder, også en hensigtsmæssig lynafleder i forhold til et uheldigt fokus på dem selv.

Pakistan henvendte sig til Saudi Arabien, for at få penge til krigen mod kommunistregimet i Afghanistan, hvilken krig for Pakistan vedkommende, var drevet ikke blot af islamistisk jihad tankegang, men også simpel geostrategisk frustration over for et naboregime med et nogenlunde venskabeligt forhold til Indien, eller for at undgå krigsherrer med Indien som allieret skulle vinde.

På det samme tidspunkt begyndte Pakistan at udvikle atomvåben. Så fra Saudi Arabisk perspektiv gav involveringen i Pakistan rigtig god mening.

Det gjorde det af flere årsager:

1. Dels at have en ekstra allieret som var militært stærk. Pakistan sendte foreksempel tropper til Saudi Arabien for at beskytte Mekka under den første Golf krig og har haft 15.000 soldater i Saudi Arabien i halvfjerdserne og firserne.

2. Dels for at vise deres islamistiske modstandere, at man var på den "rigtige" side.

3. Dels for at beskæftige de mest militante islamister med noget andet, end at lave terrorangreb og plotte mod kongedømmet.

Så Saudi Arabien blev altså følgende kraftigt involveret i Pakistan, ikke blot i form af støtte til regeringen og muhajedinerne som kæmpede i Afghanistan, med både store pengebeløb og bidrag i form af tusindvis af Saudi Arabiske "hellige krigere" - 20.000 ud af 100.000 udenlandske hellige krigere i alt.
Men involverede sig også kraftigt i finansieringen af radikale moskeer, som de i øvrigt også gør på verdensplan (Indonesien med sin store befolkning er et andet fokusområde for spredningen af Wahhabisme), og udbredelsen af ekstremistiske religiøse koranskoler, madrassaer, som i dag måske er så mange som 40.000 og har op til omkring 2 millioner studerende i Pakistan.
Spredningen ville ikke have sket uden Saudi Arabisk finansiering.
Saudi Arabien har også bygget hovedandelen af USAs 2000 moskeer, hvilket igen viser det geostrategiske fokus i denne spredning, selv om Saudi Arabien nu har indrømmet, at deres sponsorering af Wahhabisme fremmer radikal Islam.

I Danmark har Saudi Arabien også tilbudt at betale en stormoske i København til en kvart million. Dog strandede det på, at de ikke ville betale grundens pris som var 160 millioner.

Som nævnt i den forrige artikel ønskede Pakistan at Saudi Arabien sendte en kongelig prins, for at deltage aktivt i samarbejdet, som et tegn på deres dedikation.

I stedet sendte de Osama Bin Laden, som samarbejde med den Saudi Arabiske efteretningstjeneste - han havde forbindelser til dem som minimum - for at rekruttere hellige krigere fra den arabiske verden.
Samtidigt blev madrassaerne altså til udklækningscentraler for hellige krigere, ud af den store fattige befolkning i Pakistan. Mange af dem har militær træning som en del af undervisningen og er knyttet til træningslejre for muhajedins. Som den jeg nævnte for nylig, hvor 200 børn var blevet hjernevasket til at dræbe selv deres forældre.

Under krigen i Afghanistan udbygges relationen mellem taleban og Bin Laden med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste. Båndet mellem dem eksisterer den dag i dag, hvilket er hovedforklaringen på at Al Qaidas top stadigvæk er uberørt og har base i Pakistan, nærmere end Somalia eller Sudan.

Stik mod hensigten går meget, det meste, af USAs og Saudi Arabiens støtte til Muhajedinerne, til udviklingen af Pakistans atomprogram og ISI. USA var knap så begejstret for tanken om Pakistan med A-våben og overvejede at lave et luftangreb mod de nukleare faciliteter i 1979.
Det er dog spørgsmålet om ikke Saudi Arabien har været meget tidligt involveret i Pakistans udvikling af atomvåben. Allerede i 1981 tilbyder Saudi Arabien Pakistan penge målrettet udviklingen af A-våben, under betingelse af, at de ikke deler viden med Iraq og Libyen - Noget A. Q. Khan dog sidenhen gør, som han gør det med Nord Korea og Iran. Skridt han næppe har fået lov til at tage uden støtte i ISI.

Der har været rygter om at Saudi Arabien allerede har atomvåben, som de har fået overleveret i færdig stand fra Pakistan. Dette benægtes dog af Saudi Arabien, men de vil ligeledes benægte at de har et selvstændigt atomvåben program under udvikling, hvilket er noget tættere på en officiel hemmelighed.

I de seneste år har forholdet mellem Pakistan og Saudi Arabien udviklet sig til en hemmelig "Atomvåben pagt", billig olie for A våben, i følge højtstående kilder. Dette benægtes naturligvis af begge lande. Saudi Arabien har allerede missilerne, videnskabsfolkene og det basale på plads.
Pakistan siger de har en klar politik om at ikke sprede disse våben, hvilket A. Q, Khan så er et levende bevis på, at denne politik har modifikationer.
ISI siges dog at være en stat i staten, så hvad de gør, er ikke nødvendigvis godkendt af den tilsyneladende regering i Pakistan.

Faktisk er problemet, at den verdslige regering i praksis er uden indflydelse langt hen af vejen.

Det er også hovedproblemet i den nuværende konflikt, PAKAF, hvor Taleban er praktisk talt urørlige og hvorfor det aldrig har været klart om Musharref faktisk var et dobbeltansigt, eller blot kæmpede for den smule indflydelse han havde.

Pakistan dobbelte rolle i støtten til Talebans magtovertagelse, og efterfølgende modarbejdning af nedkæmpelsen af dem, samt involveringen i 9/11 bliver temaet for tredje artikel.

Pakistan - verdens terrorstat nummer 1

I internationale medier og i Washington, opererer man ikke ikke længere med krigen i Afghanistan, som en selvstændig konflikt, men som AFPAK, eller som nogle vil sige, PAKAF, for det største problem ligger i Pakistan, hvor Taleban og Al Qaida i dag har hovedbase.

I de næste dage, vil jeg lave en serie artikler om Pakistan. Denne første artikel vil fokusere på
Abu Alal Maududi - hovedfaderen til radikal islam i Pakistan og i øvrigt også en ideologisk vigtig brik for radikal Islam - eller neo-politisk, jihad aktivistisk, Islam - på globalt plan.

Senere artikler vil fokusere på Aghanistan/Pakistan konflikten historisk. Pakistans stærke støtte til Taleban, da de vandt magten i Afghanistan og den fortsatte støtte op til i dag, hvor store dele af Pakistans militære elite holder hånden over Taleban, samt aktivt hjælper dem.
Ligeledes vil der blive et fokus på relationen mellem Saudiarabien og Pakistan og spredningen af Wahhabisme. Samt fokus på radikal Islam i Pakistan i dag.

Pakistan er en kompleks stat, som på den ene side har valgt en kvinde, Benazir Bhutto, som var en sekulær og demokratisk til leder, som på den anden side huser et betragteligt antal radikale muslimer, er hovedsæde for Al Qaida. De fleste nutidige terrorplots og angreb har direkte links til Pakistan.

Hvad der er knap så kendt, er at der er tegn på at personer fra Pakistans efterretningstjeneste deltog direkte i planlægningen og finansieringen af 9/11, men mere om det i en senere artikel.

Maududi blev født i 1903 i Indien og døde i 1979 i Pakistan, hvor en million mennesker deltog i hans begravelsesoptog.

Han skrev sin første bog som 13 årig og skrev allerede i en alder af en 24 år sin første "blockbuster" bog om Islam.
I 1941 oprettede han sit parti Jamaat-e-Islami, (JI): Et parti med en hård kerne af kadrer, inspireret af bolchevismen og som i øvrigt var en vigtig inspirationskilde for det Islamiske broderskabs hovedideolog Sayyid Qutb. Der hældte til nødvendigheden af samme Islamistiske avantgarde.
Ligeledes blev hans idéer om revolutionær Islam, flittigt læst af Ayatollah Khomenei, som udlevede han idéer i Iran. Omvendt var Maududi inspireret af Hassan -al -Banna, som stiftede det Muslimske Broderskab.

Organisationen var og er primært en politisk organisation, som så vidt muligt uden vold skulle udbrede Islam til hele verden, oprette Sharia, hvilket er kernekriteriet for en islamisk stat i deres øjne.
Maududi ønskede allerede Sharia indført ved Pakistans oprettelse i 1947, men fandt ikke klangbund for denne idé.

JI er et aktivistisk parti og kunne på sig højdepunkt mobilisere 2 millioner mennesker til demostrationer. I dag er det blot et Islamistisk parti i mængden.

Maududis filosofi:

Som Marx, der betragtede det kommunistiske samfund som det naturgivne og verdslig, vestlig civilisation som en kunstig konstruktion, så Maududi hele verden naturligt muslimsk. Ikke blot mennesket, hele universet, fra hans bog "Towards understanding Islam":

In Short, ours is a law-governed universe and everything in it is following the course that has been ordained for it. This powerful, all-pervasive law, which governs all that comprises the universe, from the tiniest specks of dust to the magnificent galaxies in high heavens, is the law of God, the creator and ruler of the universe. As the entire creation obeys the law of God, the whole universe, therefore, literally follows the religion of Islam-for Islam signifies nothing but obedience and submission to Allah, the Lord of the universe. The sun, the moon, the earth, and all other heavenly bodies are thus ‘Muslim’. So is the case with air, water, and heat, stones, trees, and animals. Everything in the universe is ‘Muslim’ for it obeys God by submission to his laws. Even a man who refuses to believe in God, or offers his worship to someone other than Allah has perforce to be a ‘Muslim’ as far as his bodily existence is concerned. For his entire life, from the embryonic stage to the body’s dissolution info dust after death, and every tissue of his muscles and every limb of his body follow the course prescribed for each by God’s law. His very tongue which, on account of his ignorance, advocates the denial of God or professes multiple deities, is in its very nature a ‘Muslim’.

Og på alle verdens problemer fandtes der i hans optik kun et eneste svar - Islam!

This is Islam, the natural religion of man, the religion, which is not associated with any person, people, period, or place. It is the way of nature, the religion of man. In every age, in ever country, and among every people, all God-knowing and truth-loving men have believed and lived this very religion. They were all Muslim, irrespective of the fact whether they called that way Islam or anything else. Whatever is name was, it signified Islam and nothing but Islam.

Dette er blandt hvad Bernard Lewis mener, med at moderne radikal Islam har taget en ny retning, kraftigt præget af Kommunismen og Nazismen i dette århundrede. hvilket ikke skal forveksles med at militant og aktivistisk Islam er et nyt fænomen, det er det ikke.

Som i læste tidligere, foretrækker JI at bruge fredelige aktivistiske midler. Men har brugt voldelige midler og støttet jihad i Kashmir.

Maududi, derimod, afviste ikke brugen af vold. Centralt i hans lære var doktrinet Jihad, med alt hvad det indbefatter:

"'Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order...and establish its structure anew...Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe...Islamic Jihad is at the same time offensive and defensive...The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal.'"

I hans meget respekterede kommentar til koranen. Om sura 9 i koranen skriver han følgende:

If we keep in view the preceding background, we can easily find out the problems that were confronting the Community at that time. They were:

1. to make the whole of Arabia a perfect Dar-ul-Islam,

2. to extend the influence of Islam to the adjoining countries,

3. to crush the mischiefs of the hypocrites, and

4. to prepare the Muslims for Jihad against the non- Muslim world.

...

In order to enable the Muslims to extend the influence of Islam outside Arabia, they were enjoined to crush with sword the non- Muslim powers and to force them to accept the sovereignty of the Islamic State. As the great Roman and Iranian Empires were the biggest hindrances in the way, a conflict with them was inevitable. The object of Jihad was not to coerce them to accept Islam they were free to accept or not to accept it-but to prevent them from thrusting forcibly their deviations upon others and the coming generations. The Muslims were enjoined to tolerate their misguidance only to the extent that they might have the freedom to remain misguided, if they chose to be so, provided that they paid Jizyah (v. 29) as a sign of their subjugation to the Islamic State.

....

In order to prepare the Muslims for Jihad against the whole non-Muslim world, it was necessary to cure them even of that slight weakness of faith from which they were still suffering. For there could be no greater internal danger to the Islamic Community than the weakness of faith, especially where it was going to engage itself single-handed in a' conflict with the whole non-Muslim world. That is why those people who had lagged behind in the Campaign to Tabuk or had shown the least negligence were severely taken to task, and were considered as hypocrites if they had no plausible excuse for not fulfilling that obligation. Moreover, a clear declaration was made that in future the sole criterion of a Muslim's faith shall be the exertions he makes for the uplift of the Word of Allah and the role he plays in the conflict between Islam and kufr. Therefore, if anyone will show any hesitation in sacrificing his life, money, time and energies, his faith shall not be regarded as genuine.

Jihad og Sharia er for Maududi og de fleste islamister centralt, meget centralt, her Mawdudi igen:

"'Islam wants the whole earth and does not content itself with only a part thereof. It wants and requires the entire inhabited world. It does not want this in order that one nation dominates the earth and monopolizes its sources of wealth, after having taken them away from one or more other nations. No, Islam wants and requires the earth in order that the human race altogether can enjoy the concept and practical program of human happiness, by means of which God has honoured Islam and put it above the other religions and laws. In order to realize this lofty desire, Islam wants to employ all forces and means that can be employed for bringing about a universal all-embracing revolution. It will spare no efforts for the achievement of this supreme objective. This far-reaching struggle that continuously exhausts all forces and this employment of all possible means are called jihad.'"

I 1970 erne indtog JI i stigende grad vigtige pladser i det Pakistanske militær og i efterretningstjenesten ISI via infiltration. Og var en vigtig faktor i de uroligheder som ledte til Ali Bhuttos fald i 1977. Hvor en Islamisk general og beundrer af Maududi , Muhammad Zia-ul-Haq, overtog magten (1977-1988). Han indskriver jihad i Pakistans konstitution og begynder at sponsorere jihad i både Kasmir og Afghanistan. Til dette formål kontakter han Saudi Arabien for at få økonomisk og principiel støtte.
Kræver de sender en saudiarabisk prins for at bekræfte deres dedikation.

I stedet sender de en ung mand ved navnet Osama Bin Laden.

USA var allerede involvereti Afghanistan før Russerne gik ind, fordi regimet var kommunistisk. Relationen mellem Pakistan og USA havde et kort brud mellem 1979 og 1981 hvor støtten ophørte, på grund af Pakistans udvikling af A våben, indtil nyvalgte Reagan genoptog støtten og udvidede den, for at styrke kampen mod Sovjet.

Fortsættes.

Demokratiet droppet i Afghanistan

Når man leder efter en exit strategi, må man hugge en tå og klippe en hæl. Jeg er nu ikke enig i denne strategi, ikke alt i livet kommer let, slet ikke demokrati.
Det er de samme mennesker som ikke er bekymret over islams demokrati resistens blandt indvandrerne her, faste værdier er stærkere end flydende, i Christopher Caldwells ord:

“When an insecure, malleable, relativistic culture” (Europe’s) “meets a culture that is anchored, confident, and strengthened by common doctrines” (Islam’s), “it is generally the former that changes to suit the latter.”

De samme politikere som nu erklærer demokrati for en umulighed i Afghanistan:

. Ifølge regeringspartiet Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, bliver vi nødt til at »gradbøje« demokratiet, når vi eksempelvis forhandler om fred med Taleban. Og da præsident Barack Obama præsenterede sin nye fælles strategi for Afghanistan og Pakistan, nævnte han kun ordet 'demokrati' tre gange - og det var i forbindelse med Pakistan. USA er nemlig vendt tilbage til det helt oprindelige mål med at invadere Afghanistan: at besejre al-Qaeda.

»Vi er ikke i Afghanistan for at kontrollere landet og diktere dets fremtid. Vi er i Afghanistan for at konfrontere en fælles fjende, der truer USA, vores venner og vores allierede, samt Afghanistan og Pakistans folk, som har lidt mest under de voldelige ekstremister. Jeg vil have det amerikanske folk til at forstå, at vi har ét klart og fokuseret mål: at afskære, eliminere og besejre al-Qaeda i Pakistan og Afghanistan og forhindre, at de vender tilbage,« sagde Barack Obama på et pressemøde 27. marts.

Jeg tror både vi og Afghanerne på sigt kommer til at betale med langt mere blod, for den beslutning. For at slet ikke tale om, at Taleban udgør et problem i Pakistan også. Dette kommer til at styrke dem.
Peter Kurrild Klitgaard taler om vi har genfundet "peace in our time" mantraet, bøj og buk og stik hovedet i busken, så skal ondskaben nok forsvinde af sig selv, og da slet ikke føle sig som sejrherre, intet kan stoppe.
Husk at Osama Bin Laden faktisk fandt modet til at angribe USA, da USA trak sig ud af Somalia. Der fandt han ud af, at USA var en papirtiger, som ikke kunne klare at miste nogle soldater.

You can´t teach an old dog new tricks

Hvis i husker det, så trak Præsident Karzai for nogle få måneder siden - under voldsomt internationalt pres - en lov tilbage, der ville legalisere voldtægt, hvis hustruen nægtede sex til sin mand, i vores demokratiske eksperimentland, Afghanistan.

Nu er loven tilbage i en ny udklædning, eller indpakket i en ny burka. Ifølge den nye model af loven kan manden nu i stedet nægte den tekstilkrævende kvinde mad, hvis hun ikke vil have sex med ham.



Islam er ikke noget i sig selv, siger mange. Den kan jo forandres. Men det er ikke helt sandt. Man kan højst forandre dens grad af indflydelse og den indflydelse skal Islam have så lidt af som muligt.

Jeg stiller mig ikke tvivlende over for muligheden at indføre demokrati. Men som sagt, "you can´t teach an old dog new tricks".

Demokrati i Afghanistan er noget som kommer til at tage generationer. Noget som kræver at nye ungdomsgenerationer som vokser op under andre vilkår, og som gradvist - generation for generation - frigører sig selv fra Islams åndelige åg. Det kommer til at tage 3-4 generationer, mindst. Før der er noget som bare minder om demokrati. Spørgsmålet er, om vi gider at være der så lang tid, eller om vi vælger den nemme løsning "our son of a bitch"?

Dagens alternative overskrift

Tre danske forkæmpere for demokrati i Afghanistan MYRDET med koldt blod.

Forkæmpere for totaldiktatur og genindførelse af mørk middelalder i Afghanistan, har i dag myrdet endnu tre unge mænd, som var i Afghanistan for at sikre landets demokrati og fremtid, samt kvindernes ret til uddannelse og en menneskelig tilværelse.

Mordene skete på sædvanlig kujonagtig vis, med en vejsidebombe.

Dette bringer de danske tabstal op på 25 personer. Hvilket angiveligt stadig gør os til det land der i forhold til befolkningen har mistet flest liv i Afghanistan.

Men vi skal forstå, at vi trækker os ud, kommer en masse mennesker til at dø, fordi Taleban kan gøre præcis som de har lyst til.
De vil genvinde magten, og skabe et af de mest forfærdelige diktaturer på jorden.

At forandre dette land kommer til til at tage generationer og det er den tidsramme, vi kan forvente at blive i landet i.

Venstrefløjen ønsker Taleban til magten

Jeg har været på besøg, hos DRs "Find din kandidat" (til Folketinget.
Ikke for at teste, hvem jeg selv ville stemme på. Mit resultat er stadig det samme, som i al den tid jeg har taget testen. Der kommer kun kolonihave nazister og konservative røvhuller op som resultat.

Nej, formålet har været, at kigge lidt på de enkelte folketingskandidater og medlemmers holdning til vores tilstedeværelse i Afghanistan.

Der er en klar tendens. Enhedslisten og SF er naturligvis overvejende i mod. Lidt mere blandet er det i Socialdemokratiet, men der er faktisk mange, der er i mod.
Jeg havde egentlig regnet med, at de var mere pragmatiske.

Men man synes åbenbart, vi er værre end Taleban, og hvis trækker os ud, kan det kun blive bedre.

Enten er det et tegn på en ligegyldighed med Afghanerere, eller en komplet uvidenhed omkring hvad Taleban er.
Eller så er det bare det gamle hak, de ikke kan komme ud af, og deler med Taleban. Den religiøse tro på den store SatanUS(A)?

Under alle omstændigheder, Taleban har rigtig meget medvind, og venstrefløjen synes de skal have endnu mere af den, så de kan få deres sharia diktatur genindført, og reducere kvinden til et lænket husdyr.

Kunsten at lave politiske film

To af de film, der har gjort absolut mest indtryk på mig de seneste år, er filmene, The kingdom, og, Lions for lambs, to film som begge har krigen mod terror som hovedtema.

Begge er de skrevet af Matthew Michael Carnahan, og selv om skuespillerne i begge film gør et fantastisk stykke arbejde, er det først og fremmest de utroligt velskrevne manuskripters styrke, at de med få og meget præcise ord, rejser spørgsmål og indrammer dillemaer på stribe, symbolisere og behandle dette årtis allerstørste internationale politiske spørgsmål, CO2 debatten forsmået. Det er ikke Shakespeare, til gengæld er det velartikulerede mennesker med idéer og tanker.

Af de to film er The kingdom blevet modtaget bedst, hvor i mod Lions for Lambs har modtaget en del rådne tomater. Personligt synes jeg, at Lions for lambs er en lige så interessant film og giver endnu mere at tænke over, end The kingdom gør.
Jeg syntes faktisk, The kingdom til tider er lidt for kedelig, flader ud (ikke mange minutter, men mister drivet lidt her og der), og bliver lidt for klassisk Hollywood kliché og karikaturagtig.

Plottet i The kingdom handler om, at der begåes et terrorangreb mod amerikanske borgere inde i Saudi Arabien.
Agenter fra FBIs antiterror enhed, presser på og lykkes, mod tidligere praksis og forventning, med at få lov til at komme ind Saudi Arabien og lave en egen efterforskning. Filmen følger denne gruppes arbejde under tidspresset, de får nemlig kun få dage til rådighed, og et noget mangelfuldt samarbejde fra de saudiske myndigheders side.

Når filmen scorer bedre end Lions for lambs, er det dog ikke helt ubegrundet. Filmen er klassisk lineal og velsmurt i sin opbygning, samtidigt med at den formår at overraske.
Scenerne fra terrorangrebet er autentiske, dramatiske, og de gør indtryk uden splatterfilm kitch. Men det bedste ved filmen er de sidste ti minutter. De er simpelthen noget af det mest intense, velspillede, dybt sjælerystende, jeg nogensinde har set på film og rummer, fuldender, krøller en loop, med tilbageholdt information, som både overrasker og overrumpler en som seer. Mig chokerede den, ikke nogen garanti for samme effekt hos alle.

Det er dog en slutscene, man husker!

Det gode ved disse film, er at de er politiske på en bred måde. Der går ingen Oliver Stone agtig ensporet konspirationsvinkling, eller Independence day patriotisme i foretagendet. Hovedpersonerne er en smule karikerede og forstærkede, men de er langt fra utroværdige og repræsenterer forskellige, rigtige mennesker, i et koncentreret format.
Der er ingen rendyrkede helte og totalt dunkle skurke, der er rum til nuancerne mellem de forskellige skikkelser, selv om Carnahans synspunkter skinner i gennem, specielt i Lions for Lambs, så bliver der ikke leveret færdige svar, men debatteret via dialogerne, så der er rigtig meget at tænke over.
For at komme kort ind på Carnahans synspunkter, som kan opleves i et Clement Kjærsgaard interview her. Så mener han, at USA aldrig skulle have gået ind i Irak, men fokuseret på at vinde krigen i Afghanistan. Han støtter og beundrer de amerikanske tropper, og er fortaler for at man genindfører værnepligt, for at få nok militær manpower, til at vinde krigen.

Lions for lambs, er ikke bygget op som en typisk film, hvilket er en del af årsagerne til dens manglende popularitet. Den har ikke de grafiske, visuelt imponerende scener som gør indtryk, men er mere en film, der skal mane til eftertanke.
Filmen er på en måde delt i tre forskellige historier som sideløbende flettes sammen.

Dels har vi en professor, spillet af Robert Redford, glimrende skuespil i øvrigt, som forsøger at mobilisere en talentfuld elev til at gøre en forskel, en spændende debat mellem engagement og apati.
Dels har vi en kritisk journalist, spillet igen fantastisk af Meryll Streep, i debat med en ung Republikansk høg, spillet skarpt af Tom Cruise.
Til sidst har vi de to unge symbolfigurer -af dem som bærer den tungeste byrde i krigen og konkretiserer fysisk de andre personers debat, nemlig som kæmpende soldater - som er fanget i Afghanistan i en truende kampsituation.
De to er naturligvis en afro og en latino amerikaner, som kommer fra fattige kår, områder som Robert Redfords, professorkarakter i filmen, udtrykker det, Amerika kun bekymrer sig om, når der er en opstand, eller en drive by shooting, og som alligevel vil kæmpe for USA og gøre en forskel.
Dette kan virke karikeret, men er på mange måder tro mod virkeligheden, for de er den typiske soldat, omend mange af de unge afro og latino amerikanere, nok er soldater, fordi ellers har fremtiden ingen jobs eller uddannelsesperspektiver at tilbyde dem.
Disse to kunne godt have valgt en karriere og færdiggjort et universitetsstudie. De repræsenterer en tro på at yde sit og kæmpe for det, man tror på.

Dette er en dristig opbygning af en film i en lunefuld genre, og nok en pæn grund til at filmen gav underskud.

En anden grund, er at nogle nok kan føle sig belært, mere end underholdt, sidstnævnte nok de flestes forventning til en film.
Jeg synes ikke filmen er belærende, tvært i mod!
Den skaber en flersidig debat og rejser en masse spørgsmål, nærmere end det andet.
Men mange mennesker bryder sig generelt ikke om politiske film og er decideret hypersensitive på området. Jeg kan sagtens selv komme i tanke om nogle, jeg får kvalme af.
Men filmen er som sagt baseret på et virkeligt godt manuskript, der leverer nogle filosofiske overvejelser og one-liners i et sprog som nok er præcist og velskrevet, men ikke akademisk og holdt på jorden.

Jeg synes faktisk manuskriptet er så godt, at man kunne nøjes med at læse det, men det er naturligvis værd at tage de gode skuespillere med.

Det afhænger naturligvis af, om det er spørgsmål man gerne vil stille sig selv, eller spørgsmål man helst vil være fri for, eller vil have i en bestemt udgave?
Jeg synes filmen stiller mange spændende spørgsmål og kommer med mange vinkler på et nutidigt meget vigtigt problem.
Begge film kan meget varmt anbefales!

Her følger nogle udvalgte citater fra manuskriptet af Lions for Lambs. Først professoren og den apatiske, men dygtige elev:

Professor Stephen Malley: The decisions you make now, bud, can't be changed but with years and years of hard work to redo it... And in those years you become something different. Everybody does as the time passes. You get married, you get into debt... But you're never gonna be the same person you are right now. And promise and potential... It's very fickle, and it just might not be there anymore.

...

"-You think it's better to have tried and failed than failing to try, right?

-Yeah.

-But what is the difference if you end up in the same place?

-At least you did something."

...

Om de to etniske minoriteter, blandt hans tidligere elever som filmen følger parallelt i Afghanistan:

-They went to these high schools in the area where they grew up, godforsaken places that bear no resemblence to the schools you went to, metaldetectors on every door, teachers carrying Mace. These awful places did them not one favour.
I saw the same thing in Vietnam.

-What?

-The first guys to sign up, are the guys this country doesn´t treat well. Here are Ernest and Arian growing up in those neighbourhoods where people butcher each other for simple-minded shit -You were raised in a neighbourhood two blocks south from mine - Bam!
The rims on your car is better than mine - Bam!
What do they do after scraping themselves up and getting outta of there in one piece?
Fight for the country that ignores those neighbourhoods.

---
Senatoren og journalisten:

Senator Jasper Irving: OK, let's play this out, we walk and afghan reverts back to the Taliban. Only now the Taliban has metastasis into something infinitely more vicious and potent because they are now 2-0 against superpowers. They butcher the people that helped us who voted and were stupid enough to put their faith in our word. So call it not only the end of hope for 10s of millions of Afghans but the end of American credibility but the end of America as a voice of Righteousness in the world. And when we are forced to go back in a couple years. We will be faced against a shattered Iraq, a hopeless Afghanistan and a nuclear Iran. How many troops are we going to need then? I guarantee you will be adding some zeros.

...

-And the military part has to come first - Why?

-Because only after we´ve eradicated the enemy, can we get down to the true work of keeping of this new democracy breathing.

-So - it´s basically kill people to help people?

-No. That is not what I said.
...

-So you think that the number of troops that we have now i Afghanistan is enough?

-I do. And a big part of why we are able to do more with less in Afghanistan... is the superior nature of our elite forces.

-It really reminds me of Abrams in 1968.

-What?...

-Can´t get the Vietcong in big fights, so we´ll send smaller groups they can´t resist ambushing.
At least we´ll be fighting, 58000 names say that strategy didn´t work out so well.

...

-It is not only our choice to stop these insurgents, but our moral obligation. We simply cannot allow their form of evil and terror to spread

...

(efter en debat over mediedækningens svæven i vinden)

Jane, we both put our fighting men at risk. Now I´ll admitted my mistakes, when will you admit yours?

---

(Flashback) De to unge frivillige i Afghanistan debaterer deres beslutning med deres medstuderende:

-We don´t get a level playing ground, unless there is draft...
-We could all with the degree and money we made, go hide in a big house with big walls.

(anden elev)-When hasn´t a big house with big walls been the American dream?

-July 5th, 1776
What about december 8th, 1941?
September 12th, 2001?...

Robert Redford forsøger at overtale dem til at ændre mening:

-You two could pick any Grad School in any field...

These starched collars, which started this war and that are running it now, nowhere near the best and brightest, not even in the same galaxy...
They are the ones that say shit like; "we bloodied our noses, but we learned from our mistakes".

De svarer:
-We already know how the system works...
-Because it goes badly, it makes it even more important Doc...
-If we captured Bin Laden, or the Shiites greeted us with a ticker-tape parade.
We would never have to think about, who are these people?
Does religion really preach murder?
Do they need a dictator to stop massacring each other?
The greatest military in history can´t catch three guys - come on.
And how do we preach democracy, and still send billions to Saudi kings far from it?...

(Redford)-So load your self on the beach...

The men who lead, do work when there´s work to be done.
Will you step up when your needed, or will you just sit back?
And let the other do the lifting?
They are simple questions.

(Redford)-With potentially awful answers...

Essay - Det totalitæres usynlige magt

Mennesket er ikke ondt, men det er heller ikke godheden selv - sådan at forstå, at det besidder en personlig og uafhængig moralsk rygrad, der ikke lader sig knække af ydre pres og vold, social kontrol, intimidering eller autoritet.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.

Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.

I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.

I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.

Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.

Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.

Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.

Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.

Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.

I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.

Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.

I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.

Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.

De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:

Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt

I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.

For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.

Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.

Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?

Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.

Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.

Forkæmpere for total-diktatur

Og det skete i de dage, at en bil i Afghanistan kørte ind i en flok skoleelever som lige havde bestået deres eksamen. Bilen var en bombe og dræbte 14 af dem.

Vi forbinder religion, med det glade budskab. Vi forbinder det med et afslappet folkekirkeforhold til religion. Vi kan ikke lade være med at forstå verden omkring os som noget tilsvarende til dette.
Vi ser verdenen gennem de lyserøde briller, vi har skabt vores eget samfund i gennem.

Vi kan ikke for alvor forestille os, at religion kan være noget at det mest triste, elendige og mørke budskab til verden. En verden bestående af morderisk intolerance over for andre trosretninger. En verden bestående af personer som betragter ordene i årtusind gamle bøger som vigtigere end alt andet. Mennesker der sætter direkte ordlyd fra disse over alt andet. Over videnskab, over venner, over familie, over medborgere, over deres børns trivsel. Over andre menneskers ret til at leve og beholde deres eget liv.

Vi kan ikke forestille os, at de som kæmper mod os i Afghanistan og Irak, ikke er frihedskæmpere.
Men forkæmpere for deres eget totale diktatur, for et Shia eller Sunni diktatur, for et salafistisk diktatur, for et Talibanstyre. Vi ser frihedskæmpere som vores egne, der kæmper mod besættelsen, intet land kan vel lide at være besat? Men Japan og Nazityskland blev også besat, kaldte vi dem som kæmpede mod denne for frihedskæmpere?

Nej, og de som kæmper mod os i Irak, kæmper ikke for frihed og demokrati. De kæmper for deres individuelle præference af en diktaturstat.
Det er derfor fuldstændigt meningsløst, at kalde dem for frihedskæmpere. For de kæmper for totalitær magt.

Personligt synes jeg aldrig, vi skulle have blandet os i Irak. Det er en ren umenneskelig fadæse, det vi har gjort. Fra sanktionerne til krigen, som alt i alt har kostet liv på en skala som rivalerer Saddam Husseins myrderier.

Men når jeg ser, at flertallet ikke støtter aktionen i Afghanistan. Så begræder jeg vores korte hukommelse. Vi lever fra den ene dræbte soldat til den næste dræbte soldat. Fra udsagn om manglende sejr til manglende sejr.
Så snakker man om nederlag, fordi man ikke kan forhindre Taleban i at udøver skade her og der.
Det kan man ikke! Men det er ikke det samme som nederlag. Nederlaget kommer først i det øjeblik, vi overlader det Afghanske folk til Talebans luner.
For dem som har et vagt begreb om hvad Taleban er, så kommer der lige en detaljeret reminder her:

For eksempel dræber de alle som underviser kvinder, samt de piger der går i skole, når de kan slippe af sted med det.
For eksempel er 90 procent af alle kvinder i Afghanistan blevet udsat for vold.
Kvinder er blevet skudt, blot for at tale for meget til Talebanere. Børn blevet skudt for at grine.
Mænd uden skæg blev fængslet og bliverstadig angrebet. Der blev og bliver myrdet for småting. Folk der så og ser video, spillede og spiller kort, var og er fulde, selv dem som satte drager op - ingen drageløbere under taliban, blev banket med stave til blodet flød og så efterladt for at dø af deres skader. Mennesker blev korsfæstet for ingenting, så folk altid ville ryste i deres bukser når blot en enkelt lille gruppe talebanfolk dukkede op og gøre hvad de bad dem om. Vi taler om et totalitært terrorregime, hvis lige knapt er set, var det ikke for, Hitler, Stalin og Pol Pot.

Jeg spørger ikke, hvorfor vi er Afghanistan? Jeg spørger kun, hvorfor vi ikke gør mere for at beskytte befolkningen mod Taleban, hvorfor vi er allierede med krigsherrer i stedet for at sende flere tropper selv, hvorfor vi ikke bruger særligt mange penge på at bygge det land solidt op?

Det var en oplevelse, at høre Oberstløjtnant, Kim Kristensen, på TV2 NEWS, argumentere for hvad der udrettes og kan udrettes i Afghanistan. Han penslede ikke detaljer ud om, hvad vi er oppe i mod. Men han påpegede, at når vi går tre skridt frem, ryger det ikke i medierne, kun når vi går et skridt tilbage.

Vores soldater gør et vigtigt job i Aghanistan og de gør det så godt, som de kan med den begrænsede internationale støtte og de begrænsede økonomiske midler til opbygning, og nej, Taliban forsvinder ikke, netop derfor skal vi blive, så Taleban ikke får magten igen.

Vi skal ikke forlade en skude som ikke engang synker, men som det blot vil tage lang tid at gøre sødygtig. Vi mistede langt flere mænd, i kampen mod Tyskerne, som ikke engang bød os et så forfærdeligt regime, som det vi vil byde Afghanerne, ved at trække os ud.

I Aghanistan er det vores tropper som er frihedskæmpere, ikke dem som kæmper mod dem.

Mørk middelalder with a vengeance

Nu spreder Taliban sin dræb-alle-piger-som-går-i-skole aktivitet til Nordpakistan. Denne horrible kvindeundertrykkelse in extremis, er ikke noget nyt fænomen. I årevis er kvinder blevet dræbt, gjort blinde, skamferet, fordi de gik i skole.
Islam vil aldrig blive en civilisation, før den giver kvinderne sin del af magten og æren.

Omkring 87 procent af de Afghanske kvinder udsættes for vold i hjemmet. 60 procent af kvinderne tvangsgiftes væk og 57 procent af dem før de er fyldt 16 år.

Muhammad, profeten sagde i en hadith, at flertallet af beboerne i helvede er kvinder, for de er utaknemlige:

”Then I saw the (Hell) Fire, and I have never before, seen such a horrible sight as that, and I saw that the majority of its dwellers were women." The people asked, "O Allah's Apostle! What is the reason for that?" He replied, "Because of their ungratefulness." It was said. "Do they disbelieve in Allah (are they ungrateful to Allah)?" He replied, "They are not thankful to their husbands and are ungrateful for the favors done to them. Even if you do good to one of them all your life, when she seems some harshness from you, she will say, "I have never seen any good from you.' "
Sahih Bukhari book 7, 62, 125

Men så forfærdeligt mange muslimske kvinders tilværelse på jord er allerede et helvede.

En af de mange dræbte kvinder i Afghanistan var den unge digterinde Nadja Anjuman, som blev dræbt, fordi hun som kvinde ikke måtte skrive og tænke. Hun skrev disse linjer om sin skæbne:

I am caged in this corner
full of melancholy and sorrow ...
my wings are closed and I cannot fly ...
I am an Afghan woman and so must wail.
--Nadia Anjuman

I Afghanistan er halvdelen af befolkningen reduceret til fødemaskiner og husslaver, og som nævnt, at gå i skole kan koste dyrt.

Vi skal aldrig spørge, hvad vi laver i Afghanistan. Vi skal spørge, hvorfor gør vi ikke mere for at få kvinderne ud af deres fængsler? For at skabe sikkerhed så pigebørn kan gå i skole? Hvorfor bygger vi ikke det land sikkert op. Hvis man vil skabe ringe i vandet, ikke af demokrati, men af modernitet , så er det først og fremmest der man skal satse, i Pakistan og Afghanistan, samtidigt med at man mindsker wahhabistisk, Saudi Arabisk sponsoreret radikal islams indflydelse.

Det vil tage generationer, fordi kulturmønstret er så dybt indlejret. Men gør vi det ikke, så fortsætter den mørke middelalder sin ekspansion, med en hævnspiral.

Dyre kampvogne eller døde soldater?

I går døde 3 soldater, som angiveligt kørte i en PMV (113). Der står ikke noget mere nøjagtigt om hvilket pansret køretøj det var. Det kan også være en Piranha.

Per Stig Møller, i dag i TV2 NEWS, udtaler, at der ikke er noget i vejen med det udstyr soldaterne har i Aghanistan, og at andre lande misunder det danske udstyr.

Det samme udsagn kunne man sikkert have hentet fra forsvarsministeren, Søren Gade.

Det er jo et udsagn som kalder på modspil.

Som jeg husker PMVen, kan selv en, dog meget, kraftig riffel skyde i gennem pansret, og specielt undervognen er sårbar.
Nu er muligt, at forsvaret delvist har fået opgraderet deres panser siden, men i hvor høj grad og hvor henne er jo stadig spørgsmålet? Jeg har ikke kunne finde som tyder på en større opgradering af panser på PMV. til gengæld har jeg fundet ud af, at man har undersøgt muligheden så tidligt som 2002. Et forsøg der spændte utroligt godt af, da det viste sig at selv om et skud ramte tæt på et tidligere, holdt panseret. Opgraderingen sikrede mod selv 30 mm maskinkanonskud.
Men der er intet, der tyder på, at den blev gennemført. For pansringen var så dyr, at man lige så godt kunne købe en ny panservogn.
Forsvaret har valgt en billigere løsning på et problem, de længe har været opmærksomme på.


Det er vel også i anerkendelse af, at man mangler noget bedre panser, at man har købt nye mellempansrede kampvogne, CV 9035, som er multifunktions kampvogne, der også kan transportere 7 infanterister. CV 9035 er ret så sikre mod Improvised Explosive Devices (IED). Disse køretøjer er først klar til tjeneste omkring 2010.

Det skal dog siges, at de nuværende køretøjer har klaret rigtig mange eksplosioner uden tab.
Men alligevel, når påstanden fra regeringen er at de har gjort hvad de kunne, så skal der altså noget mere til.

For det første er der den åbenlyse og gratis løsning, nemlig at undgå at køre på vejen, altså tage uforudsigelige ruter, så vidt muligt.
Dertil kommer tekniske løsninger, såsom elektronisk udstyr der jammer aktiveringen af roadside bomber.
Eller hvad med den her løsning:

High power, directed energy from a laser is capable of rapidly clearing unexploded ordnance and defeating IEDs by inducing a low-order burning or deflagration reaction in the explosive fill at safe stand-off ranges (see photos above). THOR developed by RAFAEL uses powerful, air cooled laser, and a coaxial 12.7mm M2 heavy machine gun firing single bullets like a sniper rifle, acting as a standoff disrupter, destroying fusing, thick-cased munitions and booby traps.

Endnu en løsning er at lade et specialiseret, tungt armeret køretøj, køre lidt i front med forskelligt udstyr til at opdage og rydde IED.

Til sidst kan de kigge på body armors der sikrer den enkelte soldat bedre.


Har man virkelig gjort, hvad man kan? Nej, det har man ikke. Det skal ikke forstås, som at man ikke har gjort noget. Men gjort hvad man kan, det har man ikke.