Jeg kom til at se filmen afsløringen i går. Plottet i denne film går på, at en tilsyneladende uskyldig egyptisk kemiingenør bliver sendt med et af CIAs "torturfly" og udsat for tortur. Han tilstår under denne tortur, men en CIA agent tvivler på, at der er sandhed i hans tilståelse, da de fleste jo som bekendt vil sige, hvad som helst under tortur for at slippe for den.
Jeg er selv i tvivl omkring, om man bør acceptere tortur i visse tilfælde, men jeg finder det noget lettere, hvis det kan standse et terrorangreb, der vil dræbe mange mennesker. Men jeg er tilbøjelig til at give karakteren Corinne Whitman i filmen ret, der i filmen understreger, at denne tortur har reddet 7000 liv, der ellers ville have været omkommet på grund af terrorangreb og endnu flere pårørende fra at miste en elsket pludseligt og brutalt.
Jeg køber ikke filmens præmis omkring, at det kun er telefonsamtaler med personer involveret i terror, der sender denne mand i favnen på en torturbøddel i et mellemøstligt land, som CIA lader gøre det beskidte arbejde. Jeg tror ikke, det er småfisk som CIA bruger denne behandling over for, eller at hvis en person samtaler med en terrorist, så bliver kun selve opkaldets eksistens registereret. Nej en sådan samtale bliver selvfølgelig aflyttet og afkodet ned til mindste detalje. Hvis det var selve samtalen, så ville hele familien og venner, samt netværk blive halet ind til en gang waterboarding.
Men det er svært, for lige som der findes personer, der uskyldigt bliver dømt for mord, så findes der angiveligt også justitsmord på den ene eller anden måde, når vi taler islamister. Men næppe på så spinkelt et grundlag som i denne film.
Men skal man afskaffe politiets mordefterforskninger generelt og skarpe forhør over mange dage, fordi uskyldige bliver dømt? Det vil de fleste nok mene er en dårlig idé.
Terrorister er ikke bare mordere, de er massemordere, der forsøger at slå så mange ihjel som muligt. Vi taler ikke om mord på få, men gerne mord i 9/11 skalaen. Eller mord på tital af personer, hvis de ikke er så raffinerede.
En ekstraordinær udfordring kræver ekstraordinære midler. Vi har ikke bedt om at blive slået ihjel af galninge med en ideologi, det havde tjent alle bedst, hvis den aldrig havde forladt det 800 århundrede.
Det er en beskidt krig med tortur og droneangreb, der sørger for at uskyldige amerikanere og europæere ikke pludselig bliver slået ihjel. Det er ikke noget, vi kan være stolte af, men fløjlshandsker standser ikke terrorister.
Viser opslag med etiketten terror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten terror. Vis alle opslag
mandag den 15. juli 2013
torsdag den 20. juni 2013
Vi elsker døden mere end livet2
I den tidligere post skrev jeg om, at vi har svært ved at tro, at muslimske fanatikere faktisk tror på paradiset og belønningen med 72 jomfruer.
Sam Harris berørte emnet i en blogpost og nævnte et eksempel med Scott Atran, hvor han tilsyneladende benægtede, at terrorisme havde noget med ønsket om paradis at gøre.
Scott Atran har postet en kommentar i min første post, og henviser til sit gensvar her:
At underspille en rolle er langt hen af vejen det samme som at benægte den.
Sam Harris berørte emnet i en blogpost og nævnte et eksempel med Scott Atran, hvor han tilsyneladende benægtede, at terrorisme havde noget med ønsket om paradis at gøre.
Scott Atran har postet en kommentar i min første post, og henviser til sit gensvar her:
Sam Harris posted a recent blog about my views on Jihadis that is unbecoming of serious intellectual debate, if not ugly. He claims that I told him following a “preening and delusional lecture” that “no one [connected with suicide bombing] believes in paradise.” What I actually said to him (as I have to many others) was exactly what every leader of a jihadi group I interviewed told me, namely, that anyone seeking to become a martyr in order to obtain virgins in paradise would be rejected outright. I also said (and have written several articles and a book laying out the evidence) that although ideology is important, the best predictor (in the sense of a regression analysis) of willingness to commit an act of jihadi violence is if one belongs to an action-oriented social network, such as a neighborhood help group or even a sports team (see Atran, TALKING TO THE ENEMY, Penguin, 2010).
Harris’s views on religion ignore the considerable progress in cognitive studies on the subject over the last two decades, which show that core religious beliefs do not have fixed propositional content (Atran & Norenzayan, “Religion’s Evolutionary Landscape,” BEHAVIORAL AND BRAIN SCIENCES, 2004). Indeed, religious beliefs, in being absurd (whether or not they are recognized as such), cannot even be processed as comprehensible because their semantic content is contradictory (for example, a bodiless but physically powerful and sentient being, a deity that is one in three, etc). It is precisely the ineffable nature of core religious beliefs that accounts, in part, for their social and political adaptability over time in helping to bond and sustain groupsNu er vi ovre i Islam har ingen essens-genren. Jeg tror på Atran med hensyn til og så langt, at terrorledere gerne ser andre egenskaber hos kommende terrorister end blot ønsket om at blæse sig selv til atomer og blive bevilget 72 jomfruer fx. netværk og en kemiuddannelse eller lign. Men hvis martyrdom og 72 jomfruer spiller en mindre rolle, hvorfor bruger Al-qaeda, Hamas, Hezbollah så martyrvideoer som propaganda? De rekrutterer nu en gang personer ud fra alene villigheden til at blive martyr, de rekrutterer også personer til andre roller end selvmordsangreb, men også med alene det direkte formål, at begå et terrorangreb, hvor de skal dø og vise, at de elsker døden mere end livet og jage skræk i fjenden. Såvel som Khomenei oprettede martyrbrigader af unge teenagere og mindre, som med en plastiknøgle om halsen til paradis blev sendt frem for at dø. Vi taler ikke om noget engangsfænomen, eller noget vi kun ser hos Hamas. Islam har nu engang en essens, der hedder jihad og en essens, der hedder martyrdom.
At underspille en rolle er langt hen af vejen det samme som at benægte den.
torsdag den 23. maj 2013
London-angrebet: De er ligeglade med om de vinder
Da de to muslimske jihadister havde angrebet en soldat i London i går, ilede en 48 årig kvindelig spejderleder hen til afdøde for at yde førstehjælp.
Det udviklede sig til en samtale, som David Cameron fandt værd at referere - fra JP:
Lad os slå en ting mere fast. De er fløjtende ligeglade med, om de vinder. Har Hamas en chance for at vinde? Ja og nej. De kan vinde paradiset og status som martyr, og det er alt rigeligt for dem. De kan ikke besejre Israel. Ikke lige nu i hvert fald, men profeten Muhammad har profeteret, at islam vil herske over hele jorden, så om det er om 100 år, 200 år eller senere, det vil ske, mener fundamentalisterne.
Muslimerne i Thailand, der siden 2004 har dræbt tæt på 6000 mennesker, de kan heller ikke vinde. De dræber videre alligevel.
De kan vinde paradiset og blive martyrer og ja, uanset hvor svært det er for os at fatte, at mennesker her i 2013 tror på sådan noget vås, så gør mange af dem det faktisk.
Det undersøgte man også i forbindelse med 7/7 bomberne i London, og 13 procent betragtede selvmordsbomberne som martyrer:
Men vi taler stadig om et væsentligt mindretal, der støtter jihad. Det er ikke kun 50-100 personer, der sympatiserer med terrorisme og er villige til at udføre den.
Lad os også slå nogle andre ting fast. Man kan anføre, at terrorangreb er sjældne, og at biler i trafikken er langt farligere end muslimske terrorister. Det er jo meget få terrorangreb, der har været.
Men lad os slå fast, at de fleste terrorangreb bliver standset af efterretningstjenester, og mange af de angreb, som fx. forsøget på at sprænge ti fly i luften i standset i 2006, kunne være endt enormt blodigt.
I lande, hvor myndighederne ikke er i stand til at effektivt standse terroristangreb, hvad enten det er Thailand, Indonesien, hvor 10.000 kristne blev dræbt mellem 1998-2003, Irak, Pakistan, der bliver der slået mere end 10.000 ihjel hvert år. Alene i de lande.
Der er ingen øvre grænse, for hvor mange eller få, der kan dø i terrorangreb, og slet ikke hvis en hel samfundsorden bryder sammen, og vi i stedet taler massakrer.
Der er en pragmatisk dimension selv blandt dem, der tror fuldt på martyriet, som f.eks Hamas. Hvis fx. hele Hamas kastede sig ud i et alt eller intet angreb på Israel, ville organisationen blive stort set udslettet. Så det gør de naturligvis ikke. Men vær ikke i tvivl om, at de gør det den dag, de føler sig så stærke, at de måske kan sejre eller for alvor svække Israel.
I dag har organiseret terror med flere personer involveret svære vilkår i Europa, men hvis den dag kommer, hvor myndigheder har svært at styre og kontrollere udviklingen, så bryder helvede løs.
De radikale muslimer i Europa vil en dag gå efter autonomi og selvstyreområder med sharialov, de vil ikke nøjes med kun symbolske angreb på politi og brandmænd for evigt.
Her kan man undre, om Cameron selv tror på den løgn, som han kolporterer? Nemlig, at der er intet i Islam, der retfærdiggør denne gerning. Har han hørt om jihad?
Update: Som nævnt i kommentatatorsporet, er der flere tegn på, at unge muslimer er mere radikale end ældre, næppe nogen overraskelse, men alligevel noget, der hører med til de forhold, der er afgørende for om "vi får fred på jord og menneskene i hinanden velbehag" i fremtiden.
Også en dokumentar her om, at denne radikalisering blandt unge ikke er helt tilfældig:
The Enemy Within: De Radicalizing Young Muslims by tvnportal
Det udviklede sig til en samtale, som David Cameron fandt værd at referere - fra JP:
"At konfrontere ekstremisme er en opgave for os alle, og det faktum at vores samfund vil stå sammen om den opgave blev demonstreret af den modige spejderleder Ingrid Loyau-Kennett, som konfronterede en af angrebsmændene i Woolwichs gader i går eftermiddag. Da han fortalte hende, at han agtede at starte en krig i London, svarede hun: "Du kommer til at tabe. Det er kun dig mod mange." Hun talte for os alle," sagde David Cameron. "Lad os slå en ting fast, det er ikke kun ham. for tilbage i 2005 undersøgte man, hvor mange der støttede det store terrorangreb (7/7 2005) i London, hvor 52 civiles liv endte brat, der var tale om 6% af muslimerne, der bakkede op omkring dette angreb, der direkte gik efter civile. De to jihadister her sparede livet på civile, beklagede over for kvindelige vidner, at de skulle være vidner til dette. Støtten til angreb på militærfolk osv. er større.
Lad os slå en ting mere fast. De er fløjtende ligeglade med, om de vinder. Har Hamas en chance for at vinde? Ja og nej. De kan vinde paradiset og status som martyr, og det er alt rigeligt for dem. De kan ikke besejre Israel. Ikke lige nu i hvert fald, men profeten Muhammad har profeteret, at islam vil herske over hele jorden, så om det er om 100 år, 200 år eller senere, det vil ske, mener fundamentalisterne.
Muslimerne i Thailand, der siden 2004 har dræbt tæt på 6000 mennesker, de kan heller ikke vinde. De dræber videre alligevel.
De kan vinde paradiset og blive martyrer og ja, uanset hvor svært det er for os at fatte, at mennesker her i 2013 tror på sådan noget vås, så gør mange af dem det faktisk.
Det undersøgte man også i forbindelse med 7/7 bomberne i London, og 13 procent betragtede selvmordsbomberne som martyrer:
But, a significant minority, 13 per cent, believe the 7/7 bombers should be regarded as "martyrs". And 7 per cent felt suicide attacks on UK civilians could be justified in some circumstances. This rose to 16 per cent for a military target.Der er naturligvis en anden side af den sag, et flertal betragtede dem ikke som martyrer og i samme undersøgelse sagde 56 procent af muslimerne i England, at regeringen ikke gjorde nok for at kæmpe mod islamisk ekstremisme.
Men vi taler stadig om et væsentligt mindretal, der støtter jihad. Det er ikke kun 50-100 personer, der sympatiserer med terrorisme og er villige til at udføre den.
Lad os også slå nogle andre ting fast. Man kan anføre, at terrorangreb er sjældne, og at biler i trafikken er langt farligere end muslimske terrorister. Det er jo meget få terrorangreb, der har været.
Men lad os slå fast, at de fleste terrorangreb bliver standset af efterretningstjenester, og mange af de angreb, som fx. forsøget på at sprænge ti fly i luften i standset i 2006, kunne være endt enormt blodigt.
I lande, hvor myndighederne ikke er i stand til at effektivt standse terroristangreb, hvad enten det er Thailand, Indonesien, hvor 10.000 kristne blev dræbt mellem 1998-2003, Irak, Pakistan, der bliver der slået mere end 10.000 ihjel hvert år. Alene i de lande.
Der er ingen øvre grænse, for hvor mange eller få, der kan dø i terrorangreb, og slet ikke hvis en hel samfundsorden bryder sammen, og vi i stedet taler massakrer.
Der er en pragmatisk dimension selv blandt dem, der tror fuldt på martyriet, som f.eks Hamas. Hvis fx. hele Hamas kastede sig ud i et alt eller intet angreb på Israel, ville organisationen blive stort set udslettet. Så det gør de naturligvis ikke. Men vær ikke i tvivl om, at de gør det den dag, de føler sig så stærke, at de måske kan sejre eller for alvor svække Israel.
I dag har organiseret terror med flere personer involveret svære vilkår i Europa, men hvis den dag kommer, hvor myndigheder har svært at styre og kontrollere udviklingen, så bryder helvede løs.
De radikale muslimer i Europa vil en dag gå efter autonomi og selvstyreområder med sharialov, de vil ikke nøjes med kun symbolske angreb på politi og brandmænd for evigt.
Her kan man undre, om Cameron selv tror på den løgn, som han kolporterer? Nemlig, at der er intet i Islam, der retfærdiggør denne gerning. Har han hørt om jihad?
Update: Som nævnt i kommentatatorsporet, er der flere tegn på, at unge muslimer er mere radikale end ældre, næppe nogen overraskelse, men alligevel noget, der hører med til de forhold, der er afgørende for om "vi får fred på jord og menneskene i hinanden velbehag" i fremtiden.
Forty per cent of Muslims between the ages of 16 and 24 said they would prefer to live under sharia law in Britain, a legal system based on the teachings of the Koran. The figure among over-55s, in contrast, was only 17 per cent.Undersøgelsen nævnt for oven er foretaget af tænketanken Policy Exchange, som, tro det eller ej ud fra Camerons udtalelser, siges at have tætte bånd til de konservative og Cameron selv. Den fulde rapport fra den undersøgelse (100 sider) kan findes her:
Turning to issues of faith, 36 per cent of the young people questioned said they believed that a Muslim who converts to another religion should be "punished by death." Among the over 55s, the figure is only 19 per cent.
Forty per cent of younger Muslims said they would want their children to attend an Islamic school, compared to only 20 per cent of over-55s.
One in eight young Muslims said they admired groups such as al-Qa'eda that "are prepared to fight the West". Kilde:
Også en dokumentar her om, at denne radikalisering blandt unge ikke er helt tilfældig:
The Enemy Within: De Radicalizing Young Muslims by tvnportal
onsdag den 21. marts 2012
Rivers of blood - coming to a location near you
Hvad har historien om Breivik og Mohamed Merah tilfælles? De har en del tilfælles, og her tænker jeg ikke så meget på fænomenet den ensomme ulv, der afskyr demokratiet og tager våbnene i egen hånd.
Nej det, jeg tænker på, er det omkringliggende samfund, det moderne magelige og fredelige samfund, der ikke er gearet til at tage sig af sådanne ekstreme tilfælde.
Jeg tænker på det norske politi, der var alt for langsomme til at reagere og agere. Jeg tænker på de politibetjente, der stod og beordrede privatpersoner ved Utøya til at ikke sejle igen og igen over at hente sårede og truede børn. For sagen er, at privatpersoner tøvede ikke med at sejle over til Utøya. De gjorde det igen og igen, mens det ellers bevæbnede norske politi ventede på deres specialstyrker. Og da de norske specialstyrker ankom virkede deres båd ikke, og man brugte omkring en halv time på dette fremfor at prompte tage derover i andre både, der allerede sejlede og havde sejlet frem og tilbage.
Nu har vi en sag i Toulouse. Det burde have været klart, at man stod over for en massemorder allerede ved det andet mord på de tre soldater. Man vidste det var samme våben, at det var samme gerningsmand, allerede da.
Alligevel venter man med at reagere for alvor til han skyder fire personer ned på en skole, her i blandt en pige på 8 år, som han ubehageligt kynisk løb op og holdt fast i håret, så han kunne skyde hende direkte i hovedet og sikre hendes død.
Først herefter sætter man alle kræfter ind på opklare sagen, og finder via et spor, der stammer fra det helt første mord på en enkelt soldat, nemlig en ip-adresse brugt til at kontakte soldaten og aftale tid til et møde - det dødelige møde - i forbindelse med, at soldaten ville sælge en motorcykel.
Det spor kunne man have fundet langt tidligere, spørgsmålet er, om man faktisk havde det? Eller om der virkelig skal en kæmpeindsats for at finde så simple spor?
Jeg stiller det her spørgsmål, fordi Breivik og Merah-typerne kommer ikke til at blive færre i fremtiden. Tværtimod, en dag om ikke så længe vil de være en del af organisationer, hvor der er flere af deres slags. Flere hadere af demokrati og elskere af våbenmagt. Flere for hvem massemord er et middel til at nå et mål.
Det virker ikke som om, at politiet er i stand til at håndtere dette i det små - sammen med bandekriminalitet, pøbeloptøjer, gaderøverier og anden anarki på overdrive. Hvorfor det er næsten dømt til at fortsætte i en lang større skala med langt flere aktører.
Nej det, jeg tænker på, er det omkringliggende samfund, det moderne magelige og fredelige samfund, der ikke er gearet til at tage sig af sådanne ekstreme tilfælde.
Jeg tænker på det norske politi, der var alt for langsomme til at reagere og agere. Jeg tænker på de politibetjente, der stod og beordrede privatpersoner ved Utøya til at ikke sejle igen og igen over at hente sårede og truede børn. For sagen er, at privatpersoner tøvede ikke med at sejle over til Utøya. De gjorde det igen og igen, mens det ellers bevæbnede norske politi ventede på deres specialstyrker. Og da de norske specialstyrker ankom virkede deres båd ikke, og man brugte omkring en halv time på dette fremfor at prompte tage derover i andre både, der allerede sejlede og havde sejlet frem og tilbage.
Nu har vi en sag i Toulouse. Det burde have været klart, at man stod over for en massemorder allerede ved det andet mord på de tre soldater. Man vidste det var samme våben, at det var samme gerningsmand, allerede da.
Alligevel venter man med at reagere for alvor til han skyder fire personer ned på en skole, her i blandt en pige på 8 år, som han ubehageligt kynisk løb op og holdt fast i håret, så han kunne skyde hende direkte i hovedet og sikre hendes død.
Først herefter sætter man alle kræfter ind på opklare sagen, og finder via et spor, der stammer fra det helt første mord på en enkelt soldat, nemlig en ip-adresse brugt til at kontakte soldaten og aftale tid til et møde - det dødelige møde - i forbindelse med, at soldaten ville sælge en motorcykel.
Det spor kunne man have fundet langt tidligere, spørgsmålet er, om man faktisk havde det? Eller om der virkelig skal en kæmpeindsats for at finde så simple spor?
Jeg stiller det her spørgsmål, fordi Breivik og Merah-typerne kommer ikke til at blive færre i fremtiden. Tværtimod, en dag om ikke så længe vil de være en del af organisationer, hvor der er flere af deres slags. Flere hadere af demokrati og elskere af våbenmagt. Flere for hvem massemord er et middel til at nå et mål.
Det virker ikke som om, at politiet er i stand til at håndtere dette i det små - sammen med bandekriminalitet, pøbeloptøjer, gaderøverier og anden anarki på overdrive. Hvorfor det er næsten dømt til at fortsætte i en lang større skala med langt flere aktører.
onsdag den 1. februar 2012
Terrormål med international appel
Da Al-Qaida fik ram på Twin Towers i 2001, kan jeg godt mindes personer - etniske danskere, der nærmest jublede og mente, at amerikanerne havde fået, hvad de fortjente.
Terrorister tænker stadig i populære mål, der kan få flere til at tænke, "Good riddance"
Denne gang var Børsen blandt de planlagte mål hos endnu en terrorgruppe, som det lykkedes den engelske efterretningstjeneste at stoppe.
Terrorister tænker stadig i populære mål, der kan få flere til at tænke, "Good riddance"
Denne gang var Børsen blandt de planlagte mål hos endnu en terrorgruppe, som det lykkedes den engelske efterretningstjeneste at stoppe.
mandag den 5. september 2011
Dokumentar om det fejlslagne terrorangreb på ti fly
I de kommende måneder vil National Geographic TV sende en stærkt anbefalelsesværdig dokumentar om "The liquid bomb plot". Dokumentaren vises næste gang på lørdag:
Dokumentaren er ikke kun anbefalelsesværdig, fordi den fortæller historien om, hvordan en gruppe islamiske terrorrister ville have sprængt op til ti fly i luften og begået det største terrorangreb efter 9/11, men også fordi det faktisk er lykkedes at få topfolkene i den engelske og amerikanske regering og efterretningstjenester til at udtale sig i dokumentaren.
Dokumentaren udstiller uenigheden mellem den britiske efterretningstjeneste, der tøvede med at anholde de mistænkte, fordi den fandt det nødvendigt at samle flere beviser og den amerikanske efterretningstjeneste, der mente at anholdelserne skulle ske hurtigt, for ellers gamblede man med menneskers liv.
Amerikanerne fik med et smart skaktræk tvunget englænderne til at foretage arrestationerne tidligere, end de ønskede.
Plottets hovedmand var en pakistansk islamist, Rashid Rauf. CIA vidste, at hvis han blev fanget, så ville den engelske terrorcelle blive tvunget til at kaste sig ud i angrebet eller stikke af, og derfor ville den britiske efterretningstjeneste blive tvunget til at gribe til arrestationer.
Den tidligere CIA-chef (2006-2009), Michael Hayden, en virkelig lun og lynintelligent skarp fætter, fortæller i dokumentaren, hvordan han tog til Pakistan og fortalte den pakistanske efterretningstjeneste om Rashid Rauf og om det terrorangreb, han var arkitekten bag.
Han understreger, at han ikke bad den pakistanske efterretningstjeneste om at arrestere Rashid Rauf. Men underligt nok skete det kort tid efter mødet med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at Rashid Rauf blev arresteret.
Michael Hayden understreger i dokumentaren, med et stort smil, at han ikke ligefrem beklager, at terroristlederen blev arresteret.
Briterne mistænkte, at amerikanerne stod bag arrestationen af Rashid Rauf. Dokumentaren rummer altså det tætteste, man kommer på en tilståelse fra amerikansk hold.
Den udstiller som sagt sider af efterretningstjenesternes forskellige strategier, hvor amerikanernes er mest proaktiv, mens de europæiske mere afventende.
Det hører med til historien, at de terrorangreb i Europa, som faktisk er lykkedes, London bomberne i 2005 og Madrid angrebet i 2004. Begge grupper var faktisk overvåget af efterretningstjenesterne.
Gruppen bag Madrid-angrebet var faktisk overvåget i over et år uden, at man åbenbart fik samlet nok beviser sammen.
Om London angrebet hævdede man først, at denne gruppe var sluppet under radaren. Det lyder pænere, end at man ikke havde samlet nok beviser sammen. Men personligt tror jeg ikke på det.
Det hører også med, at kort efter forsøgte en ny gruppe, at udføre et lignende angreb 14 dage senere den 21 juli 2005, men fejlede på grund af dårlige bomber.
FBI havde blandt advaret personalet på den amerikanske ambassade i London om at undgå at bruge Subway-banen i slutningen af 2004. Det er utænkeligt, at de ikke også har kontaktet den britiske efterretningstjeneste. Jeg tror faktisk, at de mange offentlige udmeldinger om terrortrusler i Europa fra amerikansk efterretningstjenesters side har været vink med vognstænger om, at de europæiske efterretningstjenester ikke griber hurtigt nok ind. Specielt den britiske efterretningstjeneste.
Læs mere om advarslerne før London bomberne her:
Sarkozy kom til at sige, at de britiske myndigheder havde arresteret nogle fra gruppen i 2004, og siden besluttet at lade dem gå igen i håbet om at fange det bredere netværk.
Jeg er af den opfattelse, at PET er hurtigere til at gribe ind end andre europæiske efterretningstjenester.
Men personligt var jeg hellere beskyttet af efterretningsfolk som Michael Hayden, end hans europæiske modparter.
Det hører med til historien, at den pakistanske efterretningstjeneste, der er dobbelt af natur, altså både rummer personale, der er på USAs og på islamisternes side. Den lod Rashid Rauf stikke af under et toiletbesøg under en fangeflytning, et hændeligt uheld hmm hmm.
USAs efterretningstjeneste fandt dog Rauf senere, og han blev dræbt af et droneangreb i Pakistan.
| Næste visning: | |
| Gentagelser: |
Dokumentaren er ikke kun anbefalelsesværdig, fordi den fortæller historien om, hvordan en gruppe islamiske terrorrister ville have sprængt op til ti fly i luften og begået det største terrorangreb efter 9/11, men også fordi det faktisk er lykkedes at få topfolkene i den engelske og amerikanske regering og efterretningstjenester til at udtale sig i dokumentaren.
Dokumentaren udstiller uenigheden mellem den britiske efterretningstjeneste, der tøvede med at anholde de mistænkte, fordi den fandt det nødvendigt at samle flere beviser og den amerikanske efterretningstjeneste, der mente at anholdelserne skulle ske hurtigt, for ellers gamblede man med menneskers liv.
Amerikanerne fik med et smart skaktræk tvunget englænderne til at foretage arrestationerne tidligere, end de ønskede.
Plottets hovedmand var en pakistansk islamist, Rashid Rauf. CIA vidste, at hvis han blev fanget, så ville den engelske terrorcelle blive tvunget til at kaste sig ud i angrebet eller stikke af, og derfor ville den britiske efterretningstjeneste blive tvunget til at gribe til arrestationer.
Den tidligere CIA-chef (2006-2009), Michael Hayden, en virkelig lun og lynintelligent skarp fætter, fortæller i dokumentaren, hvordan han tog til Pakistan og fortalte den pakistanske efterretningstjeneste om Rashid Rauf og om det terrorangreb, han var arkitekten bag.
Han understreger, at han ikke bad den pakistanske efterretningstjeneste om at arrestere Rashid Rauf. Men underligt nok skete det kort tid efter mødet med ISI, den pakistanske efterretningstjeneste, at Rashid Rauf blev arresteret.
Michael Hayden understreger i dokumentaren, med et stort smil, at han ikke ligefrem beklager, at terroristlederen blev arresteret.
Briterne mistænkte, at amerikanerne stod bag arrestationen af Rashid Rauf. Dokumentaren rummer altså det tætteste, man kommer på en tilståelse fra amerikansk hold.
Den udstiller som sagt sider af efterretningstjenesternes forskellige strategier, hvor amerikanernes er mest proaktiv, mens de europæiske mere afventende.
Det hører med til historien, at de terrorangreb i Europa, som faktisk er lykkedes, London bomberne i 2005 og Madrid angrebet i 2004. Begge grupper var faktisk overvåget af efterretningstjenesterne.
Gruppen bag Madrid-angrebet var faktisk overvåget i over et år uden, at man åbenbart fik samlet nok beviser sammen.
Om London angrebet hævdede man først, at denne gruppe var sluppet under radaren. Det lyder pænere, end at man ikke havde samlet nok beviser sammen. Men personligt tror jeg ikke på det.
Det hører også med, at kort efter forsøgte en ny gruppe, at udføre et lignende angreb 14 dage senere den 21 juli 2005, men fejlede på grund af dårlige bomber.
FBI havde blandt advaret personalet på den amerikanske ambassade i London om at undgå at bruge Subway-banen i slutningen af 2004. Det er utænkeligt, at de ikke også har kontaktet den britiske efterretningstjeneste. Jeg tror faktisk, at de mange offentlige udmeldinger om terrortrusler i Europa fra amerikansk efterretningstjenesters side har været vink med vognstænger om, at de europæiske efterretningstjenester ikke griber hurtigt nok ind. Specielt den britiske efterretningstjeneste.
Læs mere om advarslerne før London bomberne her:
Sarkozy kom til at sige, at de britiske myndigheder havde arresteret nogle fra gruppen i 2004, og siden besluttet at lade dem gå igen i håbet om at fange det bredere netværk.
Jeg er af den opfattelse, at PET er hurtigere til at gribe ind end andre europæiske efterretningstjenester.
Men personligt var jeg hellere beskyttet af efterretningsfolk som Michael Hayden, end hans europæiske modparter.
Det hører med til historien, at den pakistanske efterretningstjeneste, der er dobbelt af natur, altså både rummer personale, der er på USAs og på islamisternes side. Den lod Rashid Rauf stikke af under et toiletbesøg under en fangeflytning, et hændeligt uheld hmm hmm.
USAs efterretningstjeneste fandt dog Rauf senere, og han blev dræbt af et droneangreb i Pakistan.
onsdag den 13. oktober 2010
Fantasien fejler ikke noget hos Al Qaida
Koranen vers 8:12 “I shall terrorize the infidels. So wound their bodies and incapacitate them because they oppose Allah and His Apostle.”Håndvåben laver ikke et blodbad, der er stort nok, til skræk og advarsel:
Koranen vers 8:57 “If you gain mastery over them in battle, inflict such a defeat as would terrorize them, so that they would learn a lesson and be warned.”
onsdag den 6. januar 2010
Terrorister og rettigheder
Der findes det argument i debatten, at vi ikke kan smide fundamentalistiske, eller kriminelle muslimer ud, hvis de risikere tortur, dødsstraf i deres hjemlande.
Hvor mange lande risikerer man så ikke lige tortur i, forstået på den måde, at der fra tid til anden udøves tortur?
Vi sender på den ene side, iranske dissidenter hjem, til tortur. Hvilket jeg vil understrege udgør en grov misfortolkning af dissidenters status og den behandling de får - dette bifalder jeg ikke!
Hvis der er noget land som dyrker tortur, er Iran da et.
Når vi så har en terrorist, der udgør en konkret trussel mod Kurt Westergård, kan vi ikke sende vedkommende hjem til lande, som Tunesien, Somalia - vi kan næppe sende nyeste skud på stammen hjem.
Vi kan altså godt sende iranske dissidenter hjem, men ikke terrorister, som udgør ret så konkret trussel mod Kurt Westergaard, eller som sværger til martyriet og eventuelt kunne finde på at ende tital, eller hundredtal menneskers liv, ganske brat i et tog, en bus, eller et fly.
Lige pludselig er terroristers rettigheder vigtigere, end Kurt Westergaards ret til at leve i en by, hvor der ikke bor potentielle mordere tæt på ham, med ham i sigtekornet, eller almindelige danskeres ret til at rejse med tog uden at risikere at blive sprængt i stumper.
Er jeg den eneste som har svært ved at se logikken i dette?
I andre lande, USA, Frankrig, Tyskland, osv. smider man gladeligt personer ud, som blot hylder radikal Islam.
Hvis man ser bort fra den æstetiske, abstrakte debat, hvor disse mennesker endnu ikke har gjort noget, eller er fanget i konkret planlægning af noget, hvad er så de facto konsekvensen af at disse mennesker ikke kan smides ud, og endda kan gå frit omkring?
Konsekvensen er at Kurt Westergaard har mistet sin ret til sikkerhed, han er dømt til at være en sitting duck med op til flere konkrete trusler rettet mod sig.
Terroristerne derimod har bevaret sin fulde ret, så længe de ikke fanges på fersk gerning, snakker i koder, har de bevaret deres fulde frihed og muligheder, der findes ingen som truer dem på livet og retssystemet truer dem slet ikke, før skaden er sket, eller nær sket.
Det samme kan man sige om bombeterrorisme, omend den kræver forberedelser, man kan snuppe personerrne konkret, fysisk i at foretage, jævnfør Vollsmosesagen og andre.
Før skaden er sket, eller på vej, er de mennesker frie, til at begå og eventuelt have succes med at massemyrde mennesker, eller myrde en symbolsk vigtig person som Kurt Westergaard.
Det kan bare ikke være sandt, at vi skal vente på mordene, før disse mennesker bliver smidt ud og dømt. Slet ikke når vi kan, hvilket vi ikke bør gøre, udvise Iranske dissidenter, det er hovedløst og rettigheder er et hult ord i den sammenhæng. Personer som er personligt "PERSONLIGT" forfulgt for legitim politisk virksomhed, i vores forstand, skal ikke udvises.
Men Kurt Westergaard har ret til at tegne satiriske tegninger uden at skulle frygte for sit liv, hvis der er nogen ret vi først og fremmest skal tage hensyn, er retten til at tegne og overleve.
Vi kan ikke stole på at PET får standset alle terrorister, de - PET havde ikke styr på Blekingegadebanden.
Ligeledes brugte de ikke det, som de havde på somalieren, til at få ham dømt. Manden kunne have været dømt på forbindelsen til en terror-organisation.
Hvis vi skal nære giftslanger ved vort bryst, skal vi også have en særdeles effektiv efterretningstjeneste, med en lang række midler til rådighed, inklusive udvisning.
Jeg kom for skade til at fremhæve Saudi Arabiens effektive kamp mod terrorisme, hvilket straks affejes af en menneskerettighedsfundamentalist på det særdeles abstrakte plan.
Det skyldes ikke, at jeg synes, vi skal udøve tortur. Når USA og andre lande gransker den saudiske succes, er det ikke for at lære at torturere. Det kender CIA mig bekendt allerede alt til.
Nej, saudiernes krig mod terror er interessant, fordi den tager problemet så alvorligt som det er, for det første, og for det andet spiller på utroligt mange heste i bekæmpelsen.
Vi skal heller ikke gå så langt som Saudi Arabien i metoder. Men omvendt skal vi gøre os ærlige i forhold til at det her enten gælder Kurt Westergaards rettigheder, almindelige togpassagerers, eller terroristernes. Vi kan ikke have begge! Det her drejer sig ikke om retten til at mene noget andet end mængden, men om mennesker som intet problem ser i at udøve mord og massemord.
De skal kunne udvises, ikke blot på papiret, men også effektivt.
Lad os tage nogle punkter vi kunne lære fra:
1. Overvåg imaner og religiøse grupper, smid de værste - ledende kræfter, ud.
2. Lav hyppige ransagninger, hos alle som er involveret i disse grupper og alle som browser/chatter lidt for meget på Al Qaida steder. Er der noget man kan hænge dem op på, gør det.
3. Som SF, ironisk nok har foreslået, hvornår bliver det parti splittet i to? gør det ulovligt at downloade terrormanualer, videoer af halshugninger, som med pædofili lovgivningen.
Man kan bare lade være, lige som det ikke nytter at sige man bare var nysgerrig, hvis man besøger børneporno steder, så burde specielt gentagne aktiviteter af den af ovennævnte karakter straffes hårdt! og hvis man browser suspekte steder, skal man overvåges med det formål at finde et eller andet at hænge personen op på, man kan bare lade være. Det nytter ikke at man ser gennem fingrene med dette, igen et pornografisk billede af barn burde vel være nok til en at få en dom. Så bør der ikke være elastik i metermål, når vi taler mennesker som glorificerer massemord og terrorisme for at slet ikke at sige, faktisk kunne tænkes at udføre den.
4. Følg pengene og konfisker dem eventuelt. Det kræver et kæmpe overvågningsarbejde, som allerede foregår, men hvis man får sendt penge fra kendte terrorfinanseringskilder, eller suspekte personer, burde de kunne konfiskeres kort og godt, uanset om pengene går til en rejse til en træningslejr i Pakistan, eller forberedelsen til et terrrorangreb, bør det standses. Såvel som personen dømmes for tætte kontakter til en terrorbevægelse.
5. En målrettet bearbejdning af muslimske holdninger i skolen og en stadfæstning generelt af at religion er en privatsag, ikke et politisk projekt, eller en social skabelon for adfærd, fra svinekød til ludere vs hættemåger.
Som i nok kan se, kan og skal der gøres meget for at gøre livet svært og surt for terrorister. Det er nødvendig med en omfattende indsats, for at komme problemet til livs. De sædvanlige lappeløsninger haltende bagefter udviklingen vil ikke virke.
Men det vigtigste er, at man skal kunne smide folk ud af landet, uden at blinke.
Hvis vi holder fast i at ikke sende folk til tortur, hvilket er en glimrende idé når det gælder Iranske dissidenter. Det bliver bare aldrig den eneste løsning, for heller ikke den er nok og løser ikke problemet med de islamiske fundamentalister født i Danmark, konvertitter osv. som vi nu er beriget med i stigende antal i generationer frem, så længe som Islam stadig eksisterer som en religion, der tages på ordet.
Men vi skal sende de værste ud, enten til et valgfrit sted, eller en lowbudget lejr i udlandet - det land vi nu kan få en aftale med - uden internet og den store service, hvor de så selv kan finde ud af, hvor de vil videre i verden hen.
Dette SKAL også gælde personer som har opnået statsborgerskab. Er de ikke født med det, skal de heller ikke nødvendigvis dø med det.
Søren Krarup er inde på i et læserbrev i JP, hvordan det kan foregå under nuværende lovgivning:
Vi kan naturligvis ikke smide personer ud, som er tredjegenerations indvandrere, hvis de er født med dansk statsborgerskab.
Altså hvis vi på sigt skal problemet nogenlunde til livs, er det nu og her. Det gælder også kriminalitet. Det skal dog ikke forståes sådan at vi kommer problemet helt til livs, det kræver ikke noget af os, men af terroristerne og wannabees. Problemet er først løst når de ikke længere sværger til jihad og martyriet.
Læs også Mogens Rukovs ærlige og meget lidt politisk korrekte kronik i JP - her nogle smagsprøver:
Hvor mange lande risikerer man så ikke lige tortur i, forstået på den måde, at der fra tid til anden udøves tortur?
Vi sender på den ene side, iranske dissidenter hjem, til tortur. Hvilket jeg vil understrege udgør en grov misfortolkning af dissidenters status og den behandling de får - dette bifalder jeg ikke!
Hvis der er noget land som dyrker tortur, er Iran da et.
Når vi så har en terrorist, der udgør en konkret trussel mod Kurt Westergård, kan vi ikke sende vedkommende hjem til lande, som Tunesien, Somalia - vi kan næppe sende nyeste skud på stammen hjem.
Vi kan altså godt sende iranske dissidenter hjem, men ikke terrorister, som udgør ret så konkret trussel mod Kurt Westergaard, eller som sværger til martyriet og eventuelt kunne finde på at ende tital, eller hundredtal menneskers liv, ganske brat i et tog, en bus, eller et fly.
Lige pludselig er terroristers rettigheder vigtigere, end Kurt Westergaards ret til at leve i en by, hvor der ikke bor potentielle mordere tæt på ham, med ham i sigtekornet, eller almindelige danskeres ret til at rejse med tog uden at risikere at blive sprængt i stumper.
Er jeg den eneste som har svært ved at se logikken i dette?
I andre lande, USA, Frankrig, Tyskland, osv. smider man gladeligt personer ud, som blot hylder radikal Islam.
Hvis man ser bort fra den æstetiske, abstrakte debat, hvor disse mennesker endnu ikke har gjort noget, eller er fanget i konkret planlægning af noget, hvad er så de facto konsekvensen af at disse mennesker ikke kan smides ud, og endda kan gå frit omkring?
Konsekvensen er at Kurt Westergaard har mistet sin ret til sikkerhed, han er dømt til at være en sitting duck med op til flere konkrete trusler rettet mod sig.
Terroristerne derimod har bevaret sin fulde ret, så længe de ikke fanges på fersk gerning, snakker i koder, har de bevaret deres fulde frihed og muligheder, der findes ingen som truer dem på livet og retssystemet truer dem slet ikke, før skaden er sket, eller nær sket.
Det samme kan man sige om bombeterrorisme, omend den kræver forberedelser, man kan snuppe personerrne konkret, fysisk i at foretage, jævnfør Vollsmosesagen og andre.
Før skaden er sket, eller på vej, er de mennesker frie, til at begå og eventuelt have succes med at massemyrde mennesker, eller myrde en symbolsk vigtig person som Kurt Westergaard.
Det kan bare ikke være sandt, at vi skal vente på mordene, før disse mennesker bliver smidt ud og dømt. Slet ikke når vi kan, hvilket vi ikke bør gøre, udvise Iranske dissidenter, det er hovedløst og rettigheder er et hult ord i den sammenhæng. Personer som er personligt "PERSONLIGT" forfulgt for legitim politisk virksomhed, i vores forstand, skal ikke udvises.
Men Kurt Westergaard har ret til at tegne satiriske tegninger uden at skulle frygte for sit liv, hvis der er nogen ret vi først og fremmest skal tage hensyn, er retten til at tegne og overleve.
Vi kan ikke stole på at PET får standset alle terrorister, de - PET havde ikke styr på Blekingegadebanden.
Ligeledes brugte de ikke det, som de havde på somalieren, til at få ham dømt. Manden kunne have været dømt på forbindelsen til en terror-organisation.
Hvis vi skal nære giftslanger ved vort bryst, skal vi også have en særdeles effektiv efterretningstjeneste, med en lang række midler til rådighed, inklusive udvisning.
Jeg kom for skade til at fremhæve Saudi Arabiens effektive kamp mod terrorisme, hvilket straks affejes af en menneskerettighedsfundamentalist på det særdeles abstrakte plan.
Det skyldes ikke, at jeg synes, vi skal udøve tortur. Når USA og andre lande gransker den saudiske succes, er det ikke for at lære at torturere. Det kender CIA mig bekendt allerede alt til.
Nej, saudiernes krig mod terror er interessant, fordi den tager problemet så alvorligt som det er, for det første, og for det andet spiller på utroligt mange heste i bekæmpelsen.
Vi skal heller ikke gå så langt som Saudi Arabien i metoder. Men omvendt skal vi gøre os ærlige i forhold til at det her enten gælder Kurt Westergaards rettigheder, almindelige togpassagerers, eller terroristernes. Vi kan ikke have begge! Det her drejer sig ikke om retten til at mene noget andet end mængden, men om mennesker som intet problem ser i at udøve mord og massemord.
De skal kunne udvises, ikke blot på papiret, men også effektivt.
Lad os tage nogle punkter vi kunne lære fra:
1. Overvåg imaner og religiøse grupper, smid de værste - ledende kræfter, ud.
2. Lav hyppige ransagninger, hos alle som er involveret i disse grupper og alle som browser/chatter lidt for meget på Al Qaida steder. Er der noget man kan hænge dem op på, gør det.
3. Som SF, ironisk nok har foreslået, hvornår bliver det parti splittet i to? gør det ulovligt at downloade terrormanualer, videoer af halshugninger, som med pædofili lovgivningen.
Man kan bare lade være, lige som det ikke nytter at sige man bare var nysgerrig, hvis man besøger børneporno steder, så burde specielt gentagne aktiviteter af den af ovennævnte karakter straffes hårdt! og hvis man browser suspekte steder, skal man overvåges med det formål at finde et eller andet at hænge personen op på, man kan bare lade være. Det nytter ikke at man ser gennem fingrene med dette, igen et pornografisk billede af barn burde vel være nok til en at få en dom. Så bør der ikke være elastik i metermål, når vi taler mennesker som glorificerer massemord og terrorisme for at slet ikke at sige, faktisk kunne tænkes at udføre den.
4. Følg pengene og konfisker dem eventuelt. Det kræver et kæmpe overvågningsarbejde, som allerede foregår, men hvis man får sendt penge fra kendte terrorfinanseringskilder, eller suspekte personer, burde de kunne konfiskeres kort og godt, uanset om pengene går til en rejse til en træningslejr i Pakistan, eller forberedelsen til et terrrorangreb, bør det standses. Såvel som personen dømmes for tætte kontakter til en terrorbevægelse.
5. En målrettet bearbejdning af muslimske holdninger i skolen og en stadfæstning generelt af at religion er en privatsag, ikke et politisk projekt, eller en social skabelon for adfærd, fra svinekød til ludere vs hættemåger.
Som i nok kan se, kan og skal der gøres meget for at gøre livet svært og surt for terrorister. Det er nødvendig med en omfattende indsats, for at komme problemet til livs. De sædvanlige lappeløsninger haltende bagefter udviklingen vil ikke virke.
Men det vigtigste er, at man skal kunne smide folk ud af landet, uden at blinke.
Hvis vi holder fast i at ikke sende folk til tortur, hvilket er en glimrende idé når det gælder Iranske dissidenter. Det bliver bare aldrig den eneste løsning, for heller ikke den er nok og løser ikke problemet med de islamiske fundamentalister født i Danmark, konvertitter osv. som vi nu er beriget med i stigende antal i generationer frem, så længe som Islam stadig eksisterer som en religion, der tages på ordet.
Men vi skal sende de værste ud, enten til et valgfrit sted, eller en lowbudget lejr i udlandet - det land vi nu kan få en aftale med - uden internet og den store service, hvor de så selv kan finde ud af, hvor de vil videre i verden hen.
Dette SKAL også gælde personer som har opnået statsborgerskab. Er de ikke født med det, skal de heller ikke nødvendigvis dø med det.
Søren Krarup er inde på i et læserbrev i JP, hvordan det kan foregå under nuværende lovgivning:
Har man nemlig opnået dansk statsborgerskab ved svig, kan statsborgerskabet fratages den pågældende. Det er der i disse år grund til at notere sig. I lov om dansk indfødsret hedder det i paragraf 8 A: »Den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, kan ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen.«Her er det vigtigt at forstå, at hvis vi skal løse problemet og luge ud i ukrudtet, er det nu det skal foregå, nu grænserne skal sættes og spillereglerne formuleres.
Denne paragraf i indfødsretsloven skal kombineres med den paragraf 2 i aftalen om indfødsret, indgået i maj 2002, hvor det hedder: »Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgeren lover troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper.«
Med andre ord: Kommer en islamisk terrorist til Danmark i morderisk hensigt, og opnår han dansk statsborgerskab for at styrke sin hensigt og kunne begå sit drab, så bryder han det løfte, der er forudsætning for opnåelse af statsborgerskab, og så har han erhvervet sig dansk statsborgerskab ved svig og kan følgelig fratages statsborgerskabet og vises ud af landet.
Det forudsætter, at statsborgerskabet er erhvervet i 2002 og derefter. Men er dette tilfældet, så er der ikke ringeste grund til at vise ham hensyn. Jeg siger også dette, fordi der er blevet talt om, at forbrydere med dansk statsborgerskab kan vi ikke udvise.
Vi kan naturligvis ikke smide personer ud, som er tredjegenerations indvandrere, hvis de er født med dansk statsborgerskab.
Altså hvis vi på sigt skal problemet nogenlunde til livs, er det nu og her. Det gælder også kriminalitet. Det skal dog ikke forståes sådan at vi kommer problemet helt til livs, det kræver ikke noget af os, men af terroristerne og wannabees. Problemet er først løst når de ikke længere sværger til jihad og martyriet.
Læs også Mogens Rukovs ærlige og meget lidt politisk korrekte kronik i JP - her nogle smagsprøver:
Jeg værdsætter de islamiske organisationers fordømmelse af handlingen. Men ikke deres påstand om at det er anti-islamisk. Det her er ikke en teologisk debat. Ikke engang en debat om et retssyn...
Margrethe Vestager (R): »Sådan noget vil vi ikke have i vores land.«
Det er meget opmuntrende at høre. Men for at sige det forsigtigt: mener hun nu det? Jeg tvivler. Sådan noget vil vi netop gerne have i vores land. Vi vil netop sikre os, at vi får sådan noget i vores land. Vi er glade for at åbne en tolerant mulighed for den slags handlinger. Vi anser det for at være inhumant at tage forholdsregler imod sådanne handlinger. Vi vil ikke anerkende, at der er noget fremmed og uvedkommende for Danmark i islam. Islam skal have en ligeordnet mulighed...
PET har i dag indirekte redegjort for, hvorfor sådanne handlinger kan ske. Ikke i direkte ord, men igennem PET's form for ræsonnement. Det forlyder nemlig i følge DR, at PET mener, at den 28-årige anfaldsmand har handlet alene, på egen hånd. Og man kan endda ifølge PET antage, at han har handlet ved et tilfælde, ud fra en pludselig indskydelse, et indfald.
Sådan tænker nemlig det tolerante Danmark.
En fyr i 20'erne har tilfældigt gået sig en tur. I Viby ved Århus. Tilfældigvis har han medbragt en økse og en kniv. Sådan noget kan man jo have brug for på en gåtur, f.eks. hvis der nu kommer et træ i vejen, så skal man have mulighed for at fjerne det. Så kommer indfaldet. Han er på adressen. Han tænker, ved et tilfælde, den mand skal jeg besøge, hilse på, have en fortrolig lille snak med. Måske lukkes der ikke op, eller han forudser, at der ikke bliver lukket op. »Så er det godt, at jeg har en økse med,« tænker han. Han slår ruden ind. I det øjeblik falder verset ham ind, men først i det øjeblik, for det hele er et indfald, men han er godt trænet i at huske vers fra bogen, som han kan lade sig falde ind på de rigtige tidspunkter. Og tidspunktet er rigtigt: »Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen!«...
Jeg er ski.. ligeglad med jeres tolkning af islam. Jeg er optaget af vores tolkning af et mordforsøg. Jeg er optaget af sædeligheden og den offentlige ordens tilstand i marken og i hovedet. Jeg spytter dem ud, der mener de skal forklare mig noget om fascismens væsen, om deres lovbogs tolkning.
søndag den 3. januar 2010
Træk en streg i sandet
PET overvåger op til flere radikale muslimer og har godt styr på deres aktivitet. Til hvilken nytte? Jo, de har afværget terrorangreb, som var langt undervejs, hvilket naturligvis er som det skal være.
Men det er givet, at denne strategi ikke altid vil virke, hvilket mordforsøget på Kurt Westergaard med medbragt kniv og økse, beregnet til at gøre det så blodigt som muligt og skære knoppen af herren, som det er populært i de kredse, til fulde bevidner.
Selv om Theo Van Gogh blev skudt først, forsøgte manden at save hovedet af ham med en kniv. Jeg tror ikke, man skal regne det som et spontant kig i skabet - "hvad har jeg, som jeg kan Kurt Westergaard ihjel med?"
Hvad PET har opfattet før begivenheden, ved jeg ikke. Men de var ikke i tvivl om hans forbindelser til terrororganisationer.
Hvilket bringer mig til det egentlige spørgsmål. Hvordan griber vi bedst den slags mennesker an?
Jeg hælder til præventiv udvisning - farvel og tak for besøget og havde du dog kvitteret på en anden måde.
Det kan ske på to måder. Enten udvises de til det land, som de kommer fra, som vi ville udvise en kriminel.
Dette vil blive begravet i menneskerettigheder i banelængder og her er der ikke tale om de mennesker som risikere at blive ofre for galningen, naturligvis.
De er jo aldrig ofre på helt samme måde.
Man gør det i Frankrig, selv hvad angår radikale imaner, vi burde ligeledes kunne gøre det. Man har gjort det i England, i Italien osv. Tyskland har udvist nogle af dem som var involveret i gruppen bag 9/11. Hamburgcellen.
I Frankrig kan man udvise personer, som prædiker intolerance, vold og had.
Kun England er noget forbeholden med at udvise personer til lande med tortur og så lige os pladderhumanister, Norge, Sverige osv..
Men det er vigtigt der trækkes nogle streger i sandet, så en sådan aktivitet ikke er kvit og frit
Selv om humanismeargumentet eksisterer og skal tages alvorligt. Radikale muslimer kan blive fængslet og tortureret i mange lande. Så findes der stadig muligheder.
Man kunne udvise personen, men ikke kræve en udvisning til et bestemt land. Personen kan altså selv bestemme om vedkommende vil hjem, eller til Pakistan, eller Somalia, hvor ekstremisme ikke straffes, men de straffer andre og hygger sig blandt ligesindede.
Hvis vedkommende nægter at samarbejde, bliver vedkommende så fløjet til en transitlejr - low budget - i udlandet, hvor vedkommende så kan sunde sig, indtil han har fundet ud af, hvor han vil hen.
(disclaimer- Jeg er ikke ude i at generalisere, det er som regel en "HAN" - bemærk venligst hvorledes jeg undgår M ordet)
Der skal trækkes nogle streger i sandet og renses ud i de ekstremistiske kredse, før de vokser til et større problem, end vi kan håndtere.
Ikke at gribe ind, er som at stå passivt og se på mens der trækker op til slagsmål på gaden. Når slagsmålet så går i gang, fortsætter man passivt med at se på, for det er jo politiets opgave og man vil ikke være den som stikker snuden frem.
Her sigter jeg naturligvis til politikerne, som skaber de overordnede rammer for PETs virksomhed. Det er klart at PET på sigt, ikke kan beskytte befolkningen, de kunne knap beskyttet Kurt Westergaard.
Det kan ved gud ikke være humanisme, at lade løverne gå frit omkring, eller kræve vi skal nære giftslanger ved vores bryst.
De ekstremistiske muslimer skal kort sagt smides ud, hellere med hård hånd, end med symbolske anslag.
Der skal trækkes nogle streger i sandet. Terrorister er ikke velkomne i Danmark. Det burde Imaner som prædiker et urgammelt menneskesyn på kvinden, heller ikke være.
Birthe Rønn Hornbech mener, det skal være lettere at udvise terrorister:
Somalieren får en terrorsag på nakken, altså hårdere straf:
Men det er givet, at denne strategi ikke altid vil virke, hvilket mordforsøget på Kurt Westergaard med medbragt kniv og økse, beregnet til at gøre det så blodigt som muligt og skære knoppen af herren, som det er populært i de kredse, til fulde bevidner.
Selv om Theo Van Gogh blev skudt først, forsøgte manden at save hovedet af ham med en kniv. Jeg tror ikke, man skal regne det som et spontant kig i skabet - "hvad har jeg, som jeg kan Kurt Westergaard ihjel med?"
Hvad PET har opfattet før begivenheden, ved jeg ikke. Men de var ikke i tvivl om hans forbindelser til terrororganisationer.
Hvilket bringer mig til det egentlige spørgsmål. Hvordan griber vi bedst den slags mennesker an?
Jeg hælder til præventiv udvisning - farvel og tak for besøget og havde du dog kvitteret på en anden måde.
Det kan ske på to måder. Enten udvises de til det land, som de kommer fra, som vi ville udvise en kriminel.
Dette vil blive begravet i menneskerettigheder i banelængder og her er der ikke tale om de mennesker som risikere at blive ofre for galningen, naturligvis.
De er jo aldrig ofre på helt samme måde.
Man gør det i Frankrig, selv hvad angår radikale imaner, vi burde ligeledes kunne gøre det. Man har gjort det i England, i Italien osv. Tyskland har udvist nogle af dem som var involveret i gruppen bag 9/11. Hamburgcellen.
I Frankrig kan man udvise personer, som prædiker intolerance, vold og had.
Kun England er noget forbeholden med at udvise personer til lande med tortur og så lige os pladderhumanister, Norge, Sverige osv..
Men det er vigtigt der trækkes nogle streger i sandet, så en sådan aktivitet ikke er kvit og frit
Selv om humanismeargumentet eksisterer og skal tages alvorligt. Radikale muslimer kan blive fængslet og tortureret i mange lande. Så findes der stadig muligheder.
Man kunne udvise personen, men ikke kræve en udvisning til et bestemt land. Personen kan altså selv bestemme om vedkommende vil hjem, eller til Pakistan, eller Somalia, hvor ekstremisme ikke straffes, men de straffer andre og hygger sig blandt ligesindede.
Hvis vedkommende nægter at samarbejde, bliver vedkommende så fløjet til en transitlejr - low budget - i udlandet, hvor vedkommende så kan sunde sig, indtil han har fundet ud af, hvor han vil hen.
(disclaimer- Jeg er ikke ude i at generalisere, det er som regel en "HAN" - bemærk venligst hvorledes jeg undgår M ordet)
Der skal trækkes nogle streger i sandet og renses ud i de ekstremistiske kredse, før de vokser til et større problem, end vi kan håndtere.
Ikke at gribe ind, er som at stå passivt og se på mens der trækker op til slagsmål på gaden. Når slagsmålet så går i gang, fortsætter man passivt med at se på, for det er jo politiets opgave og man vil ikke være den som stikker snuden frem.
Her sigter jeg naturligvis til politikerne, som skaber de overordnede rammer for PETs virksomhed. Det er klart at PET på sigt, ikke kan beskytte befolkningen, de kunne knap beskyttet Kurt Westergaard.
Det kan ved gud ikke være humanisme, at lade løverne gå frit omkring, eller kræve vi skal nære giftslanger ved vores bryst.
De ekstremistiske muslimer skal kort sagt smides ud, hellere med hård hånd, end med symbolske anslag.
Der skal trækkes nogle streger i sandet. Terrorister er ikke velkomne i Danmark. Det burde Imaner som prædiker et urgammelt menneskesyn på kvinden, heller ikke være.
Birthe Rønn Hornbech mener, det skal være lettere at udvise terrorister:
"ifølge Birthe Rønn Hornbech er hendes embedsmænd allerede i gang med et planlagt såkaldt serviceeftersyn af udvisningsreglerne, hvilket blandt andet også omfatter handlinger, som er "til fare for samfundet".
Somalieren får en terrorsag på nakken, altså hårdere straf:
Med de domme, vi har set i terrorsager herhjemme, er det oplagt, at han vil få en hårdere straf, hvis sagen ender med en terrorsigtelse, siger han.
fredag den 27. november 2009
Aktiv Wahhabisme med et strategisk sigte
USA har jo slet ikke de problemer med deres muslimer som vi har, pludrer pro multikulti flokken.
Det er en sandhed med modifikationer, da der nærmest dagligt, på det seneste har været terrorsager og anholdte i forbindelse med det dette.
Nogle vil måske mene at det skyldes at USA jo er den store satan, og selv om de kun har 2 procent muslimer. Så er man jo "forståeligt nok" primetarget, som nutidens store hegemon, der er så uforskammet at presse MCdonaldsburgere og Hollywood film ned i halsen på os, og udstationere og bruge deres militær i udlandet.
Men der kunne også være en tredje forklaring. Saudi Arabien med sine sponsorater af skoler og moskeer er primært aktive i tre lande. Pakistan, Indonesien og USA.
De skyldes i mine øjne strategiske hensyn. Pakistan er en stærk militærmagt med A-våben. USA er en ditto og Indonesien er Islams mest folkerige nation.
Nogle anslår at 90 procent af de amerikanske moskeer er Wahhabistiske og sponsorerede af Saudi Arabien.
2 millioner amerikanske muslimer går regelmæssigt i moské, hvor man så optimistisk vurderer, at kun 25 procent af dem, egentlig er wahhabister.
Så, den langsigtede strategiske satsning på USA fra Saudiarabisk side, skal nok give resultater på sigt. Ikke gode resultater, men flere af den slags resultater vi har set dagligt for nyligt, hvor inden for kort tid flere terrorceller blev optrevlet.
Men langt værre er de resultater som opstår i Indonesien og Pakistan, for her taler vi ikke om et klientel, som kun udgør 2 procent af befolkningen.
Amerikanske velintegrerede muslimer hylder Fort Hood morderen.
CAIR slæber skole i retten for at fremtvinge retten til bøn i skoletiden.
Det er en sandhed med modifikationer, da der nærmest dagligt, på det seneste har været terrorsager og anholdte i forbindelse med det dette.
Nogle vil måske mene at det skyldes at USA jo er den store satan, og selv om de kun har 2 procent muslimer. Så er man jo "forståeligt nok" primetarget, som nutidens store hegemon, der er så uforskammet at presse MCdonaldsburgere og Hollywood film ned i halsen på os, og udstationere og bruge deres militær i udlandet.
Men der kunne også være en tredje forklaring. Saudi Arabien med sine sponsorater af skoler og moskeer er primært aktive i tre lande. Pakistan, Indonesien og USA.
De skyldes i mine øjne strategiske hensyn. Pakistan er en stærk militærmagt med A-våben. USA er en ditto og Indonesien er Islams mest folkerige nation.
Nogle anslår at 90 procent af de amerikanske moskeer er Wahhabistiske og sponsorerede af Saudi Arabien.
2 millioner amerikanske muslimer går regelmæssigt i moské, hvor man så optimistisk vurderer, at kun 25 procent af dem, egentlig er wahhabister.
Så, den langsigtede strategiske satsning på USA fra Saudiarabisk side, skal nok give resultater på sigt. Ikke gode resultater, men flere af den slags resultater vi har set dagligt for nyligt, hvor inden for kort tid flere terrorceller blev optrevlet.
Men langt værre er de resultater som opstår i Indonesien og Pakistan, for her taler vi ikke om et klientel, som kun udgør 2 procent af befolkningen.
Amerikanske velintegrerede muslimer hylder Fort Hood morderen.
CAIR slæber skole i retten for at fremtvinge retten til bøn i skoletiden.
torsdag den 26. november 2009
For den rene er alting er rent
Der granskes bag bøge og i gamle bøger, for at finde det mindste citat som kan inkriminere en DFér, eller et andet højreorienteret "dumt svin".
Sådanne urimelige forhold skal naturligvis ikke times godhedens skarer, der har den rette tro:
Vatikaner af den ene eller anden art, holder jo hånden over sine præster.
Sådanne urimelige forhold skal naturligvis ikke times godhedens skarer, der har den rette tro:
Den fiktive Johannes udgav sig for at være en entusiastisk klimadebattør og kom i kraft af sin tilsyneladende store viden i kontakt med alt fra amerikanske skuespillere og medlemmer af den amerikanske regering til medlemmer af folketinget og byrådene rundt omkring i Danmark...Har man blot retten på sin side, så er vejen brolagt med sympati. Sandheden, ja den bør man i nogle tilfælde holde sig fra, at have på sin side.
Også Helle Thorning-Schmidt (S) og Manu Sareen (R) har ifølge Marconi korresponderet med figuren Johannes Harboe, men dog ikke i samme grad som eksempelvis den daværende stifter af Borgerligt Centrum, Simon Emil Amitzbøll, der opfordrede Johannes til at komme med forslag til det nye partis klimapolitik.
Kim Marconi lod derfor Johannes på Facebook blive mere og mere militant i sin retorik. Han begyndte at tale om terrorisme i forbindelse med COP15, men der var kun få ud af hans mange venner, der reagerede. Og de få, der gjorde, kom med positiv respons.
”Jeg kunne finde på at citere Baader-Meinhof – et citat, som i øvrigt også blev brugt i forbindelse med Jagtvej 69: ”Når ret bliver til uret, bliver oprør til pligt”. Jeg skrev også ”Boom! Feel anger” eller ”Hvis I ikke vil høre, må I føle”.”
Vatikaner af den ene eller anden art, holder jo hånden over sine præster.
søndag den 8. november 2009
Don´t mention the M word
Nu hvor det har givet bagslag, at man har overset en mands promuslimske holdning, og hans antiamerikanisme, så skal den politiske korrekthed alligevel ikke afholde den amerikanske hærchef, general George Casey, fra at advare mod at man tager det for givet, at der var religiøse motiver bag skyderiet på Fort Hood.
Dette er ikke det eneste eksempel på, at USA har overset klart promuslimske holdninger og fundamentalisme. Inden for CIA havde Osama Bin Laden en muldvarp, Ali A. Mohamed, som ikke lagde skjul på sin fundamentalisme.
Hvis Nidal Malik Hasan nu ikke havde udtrykt muslimske sympatier, antiamerikanske sentimenter, brugt sin praksis til at propagandere mod Afghanistan krigen, når han havde patienter inde med Post Traumatisk Stress fra samme konflikt! Så havde nok heller ikke haft den mistanke, at religion spillede ind.
Hvis manden i stedet aldrig havde råbe "Allahu Akbar", aldrig havde haft forbindelser med radikale imaner, aldrig været en from muslim, aldrig havde udtrykt antiamerikanisme og modstand mod krigen osv. og i stedet lige var blevet skilt, eller noget i den stil, så kunne man overveje andre forklaringer.
Hvad skulle der ske, ved at være ekstra opmærksomme på muslimer i hæren?
Der er ingen tvivl om, hvad der vil ske, hvis man lader være. Dette er ikke første tilfælde, hvor en muslim dræber amerikanske soldater, fordi hans sympati først og fremmest ligger hos hans trosfæller. Allerede før Irakkrigen, mens de ventede i Kuwait, smed en muslimsk soldat håndgranater ind i et kantine telt og dræbte en håndfuld marinesoldater. Når der kun er 3000 af dem og så mange vakler i deres sympati. Så er det nærmere et argument for at holde godt øje med dem.
Den politiske korrekthed skal ikke helt få os til at lukke øjnene.
Men vi behøver heller ikke at lave strækmarch i spinaten som ham her:
Men pointen er, at når de direkte udtrykker muslimske sympatier, direkte udtrykker afsky over for USAs krig i Afghanistan og Irak, så skal man holde øjnene åbne.
Dette er ikke det eneste eksempel på, at USA har overset klart promuslimske holdninger og fundamentalisme. Inden for CIA havde Osama Bin Laden en muldvarp, Ali A. Mohamed, som ikke lagde skjul på sin fundamentalisme.
Hvis Nidal Malik Hasan nu ikke havde udtrykt muslimske sympatier, antiamerikanske sentimenter, brugt sin praksis til at propagandere mod Afghanistan krigen, når han havde patienter inde med Post Traumatisk Stress fra samme konflikt! Så havde nok heller ikke haft den mistanke, at religion spillede ind.
Hvis manden i stedet aldrig havde råbe "Allahu Akbar", aldrig havde haft forbindelser med radikale imaner, aldrig været en from muslim, aldrig havde udtrykt antiamerikanisme og modstand mod krigen osv. og i stedet lige var blevet skilt, eller noget i den stil, så kunne man overveje andre forklaringer.
Hvad skulle der ske, ved at være ekstra opmærksomme på muslimer i hæren?
Der er ingen tvivl om, hvad der vil ske, hvis man lader være. Dette er ikke første tilfælde, hvor en muslim dræber amerikanske soldater, fordi hans sympati først og fremmest ligger hos hans trosfæller. Allerede før Irakkrigen, mens de ventede i Kuwait, smed en muslimsk soldat håndgranater ind i et kantine telt og dræbte en håndfuld marinesoldater. Når der kun er 3000 af dem og så mange vakler i deres sympati. Så er det nærmere et argument for at holde godt øje med dem.
Den politiske korrekthed skal ikke helt få os til at lukke øjnene.
Men vi behøver heller ikke at lave strækmarch i spinaten som ham her:
Men pointen er, at når de direkte udtrykker muslimske sympatier, direkte udtrykker afsky over for USAs krig i Afghanistan og Irak, så skal man holde øjnene åbne.
søndag den 1. november 2009
Vi skal ikke lade os kue af frygt
Et kort interview med Sherry Jones, forfatterinde til romanen Medinas Juvel i Information:
Den er langt mere omfattende og rammer langt flere mennesker.
Og hvis man skal tage eksemplet med AK 81, selvtægtsgrupper i Sverige og Italien, så er den relativt lettere at skabe en organiseret vrede mod.
Terroren kan man med rette sige at efterretningstjenesten har nogenlunde styr på, men samfundet/politiet har bestemt ikke styr på udviklingen i Gellerup, Vollsmose, på Nørrebro, eller i Tingbjerg og en masse andre steder.
Men hun har ret i, at vi skal holde hovedet højt, både hævet over frygt og had og for dens sags skyld overdreven vrede - indignation har vi brug for, vi kan ikke acceptere denne udvikling med helt milde øjne.
En af de to har angiveligt skrevet i et chatroom på Yahoo!, at han er »voldeligt anlagt« over for Rose og Westergaard - og over for mig på grund af mine bøger, Medinas juvel og Arven efter Muhammed. Som de ansatte på Jyllands-Posten troede også jeg, at truslerne imod mig var et overstået stadium. Det er de muligvis også. Men selv hvis de ikke skulle være det, nægter jeg at bøje mig for frygten. Mod - moralsk såvel som personligt mod - er, hvad vi behøver i disse dystre tider...
Jeg må ærligt indrømme, at jeg frygter mere for vor kultur og end for mig selv. For hver gang muslimske terrorister dræber, og hver gang de bliver pågrebet i et terrorkomplot, stiger risikoen for, at vi kommer til at gentage historien og lader hadet forblænde vor fornuft.Den frygt tror jeg ikke hun behøver at have. Men der er anden trussel, som kommer helt tæt på mange mennesker. Nemlig den daglige miniterror i form af tilråb, diverse chikane, gramsning på bryster, røverier, vold og overfald osv.
Den er langt mere omfattende og rammer langt flere mennesker.
Og hvis man skal tage eksemplet med AK 81, selvtægtsgrupper i Sverige og Italien, så er den relativt lettere at skabe en organiseret vrede mod.
Terroren kan man med rette sige at efterretningstjenesten har nogenlunde styr på, men samfundet/politiet har bestemt ikke styr på udviklingen i Gellerup, Vollsmose, på Nørrebro, eller i Tingbjerg og en masse andre steder.
Men hun har ret i, at vi skal holde hovedet højt, både hævet over frygt og had og for dens sags skyld overdreven vrede - indignation har vi brug for, vi kan ikke acceptere denne udvikling med helt milde øjne.
onsdag den 28. oktober 2009
Åh ja - så var der jo lige ugens sensation
Jeg ville arbejde på JP, selv på en dag, hvor jeg vidste, der ville sprænge en bombe. Efter Beslan kan man i mine øjne ikke synke dybere og det bliver ikke sidste gang.
At få folk til at holde kæft, ved at myrde dem som nægter, er en afprøvet og succesfuld strategi, fordi mennesker ryster som espeløv. Jeg ryster ikke. De skal nemlig i mine øjne vide, at vi kollektivt vifter deres angreb af som de fluer de egentlig er. Så mister deres angreb helt sin effekt og bliver overflødige.
At ryste som bange hund, er at sende storeslem videre.
Men vi både ryster og trækker os tilbage. Det er det samme som at sige, "bliv ved og vi føjer os fortsat."
Det klogeste er allerede er sagt, for eksempel her:
Dem som kom i Gulag, nogle af dem overlevede. Men de levede ikke og det gjorde dem som skizofrent navigerede udenom Gulag heller ikke.
Vi kunne have ladet Hitler tromle helt uden modstand over Europa og verden.
Millioner var aldrig døde. Men til gengæld havde vi levet en duknakket zombietilværelse den dag i dag, umenneskeliggjorte og intellektuelt parterede.
Lad dem opnå intet andet end mere kritik og foragt. Hverken respekt, eller frygt fortjener de.
At få folk til at holde kæft, ved at myrde dem som nægter, er en afprøvet og succesfuld strategi, fordi mennesker ryster som espeløv. Jeg ryster ikke. De skal nemlig i mine øjne vide, at vi kollektivt vifter deres angreb af som de fluer de egentlig er. Så mister deres angreb helt sin effekt og bliver overflødige.
At ryste som bange hund, er at sende storeslem videre.
Men vi både ryster og trækker os tilbage. Det er det samme som at sige, "bliv ved og vi føjer os fortsat."
Det klogeste er allerede er sagt, for eksempel her:
Tænk hvis vi havde sagt til alle de østeuropæiske dissidenter” lad vær”. Lad vær med at sige sandheden om sovjetkommunismen, lad vær med at sige sandheden om Stasi, om Securitate, om overgrebne, om Gulagerne, om henrettelserne, om aflytningerne.
Er det det vi ønsker at sige til de unge i Iran, der tørster efter frihed fra teokratisk diktatur, lad vær med at udfordre styret, lad vær med at lav karikaturer. Hvis i forsætter for i jo bare problemer, så lad vær, det er ikke det vær.
Det kan godt være, at vi journalister her i vesten lever fedt af at have friheden til at skrive hvad vi vil, men vi benytter jo mest ytringsfriheden til at rakke ned på den kultur og de værdier der har skabt den, næ ytringsfriheden det er noget gamle lort. Hold jer til det sikker, anklag dem der ikke svare igen, slå på dem der ligger ned, pis på dem der har fine manerer, men lad endelig vær med at udfordre religioner (Islam, alle andre er OK).
Dem som kom i Gulag, nogle af dem overlevede. Men de levede ikke og det gjorde dem som skizofrent navigerede udenom Gulag heller ikke.
Vi kunne have ladet Hitler tromle helt uden modstand over Europa og verden.
Millioner var aldrig døde. Men til gengæld havde vi levet en duknakket zombietilværelse den dag i dag, umenneskeliggjorte og intellektuelt parterede.
Lad dem opnå intet andet end mere kritik og foragt. Hverken respekt, eller frygt fortjener de.
tirsdag den 13. oktober 2009
Atomfysiker i lommen på Al Qaida
Det er jo før kendt, at Al Qaida rummer mange højtuddannede medlemmer. De har jo brug for en hvis ekspertise, og personer som kan andet end at trykke på en knap, eller aftrækker. Her er så endnu en af slagsen:
Bemærk at kampagnen angiveligt skulle starte i Frankrig. Modstanden mod Irakkrigen og den øvrige leflen for den arabiske verden, har altså ikke hjulpet landet.
Lande som Sverige og Frankrig, kan højst sænke risikoen en lille smule, aldrig undgå det. For de tilhører samme vestlige fjende som USA og alle andre vestlige lande. Ærkekonkurrenten til en forsmået civilisation.
Tilsyneladende havde man ingen planer om at angribe atomkraftværker, modsat tidligere oplysninger, som det står i artiklen. Så er spørgsmålet - Hvis de havde det, ville vi få det at vide?
PARIS - I løbet af weekenden begyndte der at tegne sig et billede af den 32-årige Adlène Hicheur, der arbejder på CERN-generatoren på grænsen mellem Schweiz og Frankrig. Det forventes, at Hicheur vil blive formelt tiltalt for at have »forbindelser til en terrrororganisation«. Men hans 25-årige lillebror, der også blev arresteret torsdag i forældrenes hjem syd for Lyon, er blevet løsladt. Politiet mener, at den ældste bror, som har arbejdet på vigtige atomforskningsprogrammer i Storbritannien og USA, handlede på egen hånd, da han sendte emails med oplysninger om mulige terrormål i Frankrig til medlemmer af al-Qaeda i Algeriet.
Ifølge den franske søndagsavis, Le Journal du Dimanche, frygter den franske efterretningstjeneste, at Adlène Hicheur var ved at blive »oplært« til at fungere som »omdrejningspunkt« for en terrorkampagne, der skulle starte i Frankrig, men måske sprede sig til andre europæiske lande.
Bemærk at kampagnen angiveligt skulle starte i Frankrig. Modstanden mod Irakkrigen og den øvrige leflen for den arabiske verden, har altså ikke hjulpet landet.
Lande som Sverige og Frankrig, kan højst sænke risikoen en lille smule, aldrig undgå det. For de tilhører samme vestlige fjende som USA og alle andre vestlige lande. Ærkekonkurrenten til en forsmået civilisation.
Tilsyneladende havde man ingen planer om at angribe atomkraftværker, modsat tidligere oplysninger, som det står i artiklen. Så er spørgsmålet - Hvis de havde det, ville vi få det at vide?
torsdag den 8. oktober 2009
Hvorfor Afghanistan?
Det er en frygtelig krig i Afghanistan. Det er en desperat situation, hvor det er svært at få øje på skridtene fremad.
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
For os er Afghanistan det rene dødelige hængedynd, selv i disse højteknologiske tider og med moderne hæres beskyttelse dør mennesker.
Ud af koalitionens tab i Afghanistan på 1446, har Danmark mistet 27 soldater. Eller tæt på 2/100 af alle koalitionsstyrker, er vores andel af de døde.
Intet kan erstatte disse familiers tab. Så hvorfor er vi der, hvorfor lader vi dem ikke sejle i deres egen muddersø?
Årsagerne er mange. Først og fremmest blev en NATOpartner angrebet, og anmodede om hjælp gennem NATO. En partner som mistede mellem 100.000-200.000 unge mænd (i Europa 135.576 alene fra D-dag af) i en krig som ikke var deres, for at befri Europa fra nazismen, og hvis indblanding sikkert betød, at vi ikke blev en del af Sovjet Unionen - her i Danmark - som Bornholm var tæt på at blive det.
Et land som yderligere gennem en hel kold krig, holdt Sovjet i ave.
Man kan ikke blot kræve, uden at give tilbage.
Men mere vigtigt er det - Taleban/radikal vil ikke ophøre med at være en fare. Hvis vi forlader landet, kan vi hurtigt lægge i ovnen til en langt mere omfattende krig, der bliver brandvarm.
Det vil styrke Taleban, give dem et moralsk boost, og plane vejen for dem til at genvinde magten. Ikke blot vil de kunne genvinde magten i Afghanistan. Hvad langt værre er, kan de vinde magten i Pakistan. Et af de mest folkerige, mest radikaliserede, lande i den Islamiske verden, såvel som en atommagt, med en af verdens største hære.
Krigen i Afghanistan, er ikke kun krigen i Afghanistan, det er en langt større krig, som kan blive meget værre, og bliver det angiveligt under alle omstændigheder, uanset hvad vi gør. Men endnu værre, hvis vi bakker ud, hvilket kun vil gøre livet meget lettere for Taleban og de radikale støtter i Pakistans militær.
Truslen om at Taleban overtager Pakistan er ganske reel, og langt mere truende på langt sigt, end Afghanistan.
Her nogle citater fra Artiklen, "Armageddon in Islamabad" fra The National Interest Magazine ( som er et amerikansk konservativt magazin, mest kendt for at være det første som publicerede Francis Fukuyamas berømte essay, "The end of history") af en tidligere CIA mand og nu formand for Obamas AFPAK Policy task force -
(Afghanistan/Pakistan - set som en og sammenhængende konflikt) :
"IN DECEMBER 2007 Benazir Bhutto said, “I now think al-Qaeda can be marching on Islamabad in two to four years.” Before this interview could even be published she was murdered, most likely by the Pakistani Taliban."...
It would create the greatest threat the United States has yet to face in its war on terror. Pakistan as an Islamic-extremist safe haven would bolster al-Qaeda’s capabilities tenfold. The jihadist threat bred in Afghanistan would be a cakewalk in comparison. The old Afghan sanctuary was remote, landlocked and weak; a new one in Pakistan would be in the Islamic mainstream with a modern communications and transportation infrastructure linking it to the world. The threat would be almost unfathomable...A JIHADIST state would presumably come to power through some combination of violence and intimidation, and the takeover would not be without its problems. But none would likely threaten the success of the transition. All, however, would lead to an increasingly unstable and violence-wracked state.
Indeed, the Islamists would face significant internal opposition. The fifth of Pakistanis who are Shia would be extremely uneasy with a Sunni-militant regime and communal violence would probably intensify, with implications for Islamabad’s ties with Tehran. Pakistan has long been shaken by bombings and murders orchestrated by extremist Sunni and Shia elements, sometimes stoked by the ISI. This could escalate into more extensive anti-Shia violence...
The new regime would be quick to take control of the nuclear arsenal as it purged the army of any dissident voices. And it would welcome Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri from their hiding places of the last decade (although they would presumably keep a low profile to avoid being attacked by outside security services). Certainly al-Qaeda, LET and a host of other terrorist groups would have much more room to operate, free of any significant constraints on their activities from the Pakistani authorities. Even worse, the new government might abet their terrorist activities, providing the use of embassies and missions abroad for staging operations.
In the end, we would be left with an extremist-controlled Pakistan, infested with violence, an almost completely dysfunctional economy, harsh laws and even-harsher methods for imposing them, and above all a nuclear-armed nation controlled by terrorist sympathizers.
THE EFFECTS of an extremist takeover would not end at Pakistan’s borders. A worsening conflict between Sunni and Shia could easily seep into the rest of the Muslim world...
A militant Islamic state in Pakistan, the second-largest Muslim country and the only one with a nuclear arsenal, would have a massive ripple effect across the Islamic world. All of the existing Muslim regimes would be alarmed by the prospect of their own jihadists finding a new refuge and training facilities; the extremists would then have a new base from which to fight their home governments. The psychological impact on Muslim nations would be far more profound than previous Islamic takeovers in relatively remote or marginal states like Afghanistan, Sudan, Somalia or Gaza.
The global Islamic jihad, spearheaded by al-Qaeda, would proclaim the liberation of the ummah, or community, was at hand. In Pakistani-diaspora communities in the United Kingdom and the Gulf states the risk of terrorism would be even greater than it is today. The United States would have to take steps to curb travel by its citizens of Pakistani origin to their homeland. The damage that could be wrought is many magnitudes greater than the capabilities lent to al-Qaeda through having a safe haven in Afghanistan. Our options in facing down an extremist-controlled Pakistan would be far more limited than those we had in 2001 after the 9/11 attacks...
Military options would be unappealing at best and counterproductive at worst. The United States would discover the same difficult choices Indian leaders have looked at for a decade. Striking terrorist training camps achieves virtually nothing since they can easily and cheaply be rebuilt. The risk of collateral damage—real or invented—probably creates more terrorists than the raids could kill. Even a successful operation creates new martyrs for the terrorists’ propaganda machines...
A jihadist, nuclear-armed Pakistan is a scenario we need to avoid at all costs. That means working with the Pakistan we have today to try to improve its spotty record on terrorism and proliferation. There is good reason for pessimism. Working with the existing order in Pakistan may not succeed. But there is every reason to try, given the horrors of the alternative.
Læs endelig hele Essayet på The National Interest:
Vi kan hurtigt gøre det hele langt værre ved at trække os ud. hvad værre er, kan vi risikere i værste konsekvens en reel ny verdenskrig, der får nuværende krig og konflikt til at blegne, til sammenligning.
Det skal dog ikke forstås sådan, at der er nogen garanti for at vi undgår en fundamentalistisk magtovertagelse i Pakistan, ved at blive i regionen.
Men vi gør vejen der til noget sværere. Jo mere vi satser, militært og økonomisk.
I både Afghanistan og Pakistan, har få valgt side til fordel for Taleban, eller demokrati og vesten.
Det store flertal tør ikke vælge side, fordi de ikke kan stole på, at USA og vesten bliver der. At den økonomiske og militære støtte fortsætter.
De som har valgt vores side, er modige, for deres liv er allerede i fare. Hvis vi forlader landet, vil det være i endnu større fare.
I Pakistan er man nu så bange for Taleban, at man håber at USA vil blive. Ikke fordi man elsker USA, men fordi mange dog trods alt synes at Taleban og beslægtede islamister, er langt værre.
I følge PEW har kun 16 procent af befolkningen i Pakistan en positiv opfattelse af USA, men 53 procent ønsker forbindelsen til USA forbedret og 57 procent betragter Taleban som en meget alvorlig trussel.
47 procent støtter endda missilangreb foretaget af USA på Pakistansk jord.
Hvad angår støtten til drakoniske sharialove er flertallet dog alligevel for. Så en anden form for islamisk fundamentalisme ville stadig være velkommen i Pakistan:
78 procent ønsker dødsstraf for frafald fra Islam. 83 procent støtter stening af utro. 71 procent ønsker mere magt til religiøse dommere og 80 procent støtter afhugning af hænder for tyveri.
Det som skiller Taleban fra resten, er blandt andet deres syn på kvinder og uddannelse. Hvor de fleste Pakistanere, 87 procent, mener der skal være lige adgang til uddannelse for både mænd og kvinder.
Læs alle resultaterne fra PEW Globals undersøgelse:
Pakistan kæmper med en enorm befolkningsvækst, som økonomien ikke kan følge med i. Per capita er de blevet markant fattigere de sidste tyve år, når man korrigerer for inflation og dollarens relative værdi.
Pakistan er en tikkende bombe, og en sejr til Taleban og Al Qaida og Afghanistan, ville bringe denne bombe tættere på udløsning.
fredag den 18. september 2009
Jihad - kampen for Islams overherredømme
Jihad er et begreb som får sukkertungerne i aktion. Ulven kommer ikke, den er i virkeligheden et får, som blot har grå pels.
Medierne og ønsketænkningens rækker stiller sig velvilligt op til placeboforklaringen.
Her er et eksempel fra TV2:
Og det er jo sandt, at Jihad betyder andet, end hellig krig. Såvel som det er sandt, at en del af militant jihad er kun selvforsvar.
Men der er noget, de glemmer at fortælle os. Der er faktisk meget, de glemmer at fortælle os.
For eksempel at der er et overordnet mål, at kæmpe mod resten af verden, indtil de betaler Jizya (dhimmiskat). Det vil sige er underlagt Islamisk herredømme og undertrykt deraf
Nogle muslimer vil sige, at det var kun da Muhammad var svag og stadig ikke havde sikret Islam et brohoved, at jihad var nødvendig. Det ville da være rart, hvis det hang sådan sammen.
Men de 1000 års jihad der fulgte Muhammad tog udgangspunkt i noget andet, nemlig pligten til at sprede islam - universielt - med sværdet, som er den klassiske islamiske ideologi ubetinget, og stadig er det, den dag i dag.
Det eneste der er anderledes i dag i Islam, er at de ikke har midlerne, militært, til at føre offensiv jihad. Teologien og viljen er den samme.
Ganske ærligt har Islam problemer med at forsvare sig selv, og leve op til sin primære målsætning, nemlig at generobre de tabte territorier, primært Israel, men sandelig også Andalusien - Den store muslimske lærde, Qaradawi:
Dels vil de kæmpe mod Israel, så længe landet eksisterer.
Dels vil de have Andalusien og Balkan tilbage.
Dels vil de opfylde Muhammads profeti om at erobre Rom, som han profeterede de ville erobre Konstantinopel.
Og selv om Israel forsvinder, så vil de fortsat kæmpe. For hvad ovenstående fra TV2 ikke lige fik fortalt, så er der også en pligt til offensiv jihad, igen Qaradawi - men det er mainstream islamisk teologi:
Qaradawi er dog pragmatiker, og mener at når muslimerne er så svage som nu, er det ikke aktuelt med offensiv jihad. Det er ikke det samme som at det ikke bliver aktuelt igen, når muslimerne en dag har midlerne og evnerne. Og den dag kommer helt sikkert igen.
Givet deres velstand, befolkning, og teknologiske formåen vokser, mens vi bliver færre i den vestlige verden, og får både færre penge og personer, at forsvare os med, samtidigt med, at vi ikke aner hvad vi skal stille op mod en gang ihærdige "hamas krigere" - partisaner og terrorister i høje antal, er der ingen stat, der kan håndtere - hvilket vi helt sikkert opleve på lokal grund en dag, når de første skridt, med at skabe selvstændige muslimske småstater en dag på Europæisk grund, bliver opportunt for dem.
Offensiv jihad er en trussel i dvale, der vil vågne en dag. Så længe som at Islam eksisterer.
Hvad der egentlig overrasker mig, er at den ellers meget politisk korrekte "Encyclopædia Britannica", der ofte udelader ubehagelige detaljer om Islam, faktisk starter således:
Nemlig en indrømmelse af, at det oprindelige formål var at sprede Islam med våbenmagt.
Dog fortsætter de:
Jihad fortolkes ganske vist bredt, og det har det altid været tilfældet, også på Muhammads tid. Han førte heller ikke jihad, da han var svag og uden våben. Og dem som støttede Jihad dengang, med at helbrede de sårede, sørge for føde og husly, forhandle og vise gode eksempler osv. deltog naturligvis også i Jihad.
Et nyere eksempel på moderne, er økonomisk jihad (business jihad). For det er alt som gavner Islams udbredelse, med de midler som nu skal til.
Wiki artiklen om Jihad, er lidt mere kritisk over den "store" Jihad:
Moderate muslimer har altså en rigtig dårlig sag, når de forsøger at overbevise fundamentalisterne omkring jihad ikke længere er nødvendigt, men kontekstbaseret på Muhammads tid.
De har en noget lettere sag med vesterlændinge, der helst vil definere Islam, som en overvejende fornuftig religion, med en humanistisk dimension, en religion i kristligt afbillede.
Det konflikter med vores verdenssyn, at en religion faktisk kan være så blodigt bagvendt, og uden for fornuftens radius, og udpræget uden humanisme, som Islam er.
De to store grundlæggende problemer med Islam er:
1. Den universielle målsætning om at underlægge jorden islams herredømme, ikke blot åndeligt, men også politisk.
2. At Jihad, eller fysisk krig ikke blot er et middel, men et hovedmiddel, specielt givet at de færreste rationelle mennesker vil underkaste sig den religion frivilligt.
Hvis det kun var den universielle målsætning, men midlerne pacifistiske, demokratiske, ville det ikke udgøre et problem.
Hvis krig kun var et middel til selvforsvar, ikke en målsætning i sig selv og ønskværdigt for at blive martyr i himlen og påkrævet for dominans over hele jorden, ville Islam heller ikke udgøre et problem.
Nu er problemet, at Islam er kombinationen af begge elementer, hvilket putter den i liga med Nazismen og Kommunismen, nærmere end andre religioner.
Hvad vi har glemt, er at Islam i fortiden garanterede døde i hobetal, og det er slet ikke slut.
Jeg tror personligt at Islam stadigvæk har sit værste bidrag til verdenshistorien tilbage.
Selv om behandlingen af Indien tilbage i historien var særdeles brutal og blodig, og minder om et rent holocaust.
Enten opgiver Islam Jihad, eller den universielle målsætning. Hvilket i så fald ville være at gå direkte mod Muhammads ord og gerning, og allahs formodede evige bud, og i øvrigt i deres opfattelse at gøre os en tjeneste - fordi ellers ryger vi jo i helvede, så de gør os faktisk en tjeneste, ved at gøre de kan, for at få os til den rette tro. Såvel som sikrer deres egen indgang til paradis.
Afviser vi at følge Islam, er vi til gengæld ikke bedre værd og fortjener at ryge lukt i helvede.
I klassiske islamiske tekster, taler man ofte ikke om at slå ihjel, men om at sende vantro til helvede.
Det er altså ikke noget rationelt og humant verdenssyn vi er oppe i mod, og det er heller ikke løst funderet, eller en fejlfortolkning af Koranen og Hadith.
Det er blodig alvor, og vil blive det igen, den dag Islam har magt, som Islam har agt, med fundament i profeten, hans gerninger og hans ord.
Medierne og ønsketænkningens rækker stiller sig velvilligt op til placeboforklaringen.
Her er et eksempel fra TV2:
Den store jihad er den personlige kamp: Kampen for at være et retskaffent menneske, dvs. en indre bestræbelse på at være et bedre menneske. Til disse bestræbelser kan også høre, at man bestræber sig på i offentligheden at gebærde sig mere i overensstemmelse med koranen og troen.Den bedste form for spin, er naturligvis den som udelader det, som ikke skal frem, og fortæller den version af virkeligheden, som spinnets ophav gerne vil have frem.
Den lille jihad er den hellige kamp for at beskytte den muslimske tro over for andre. Det betyder også, at man som muslim har pligt til at bekæmpe ikke-muslimers besættelse af islamisk jord.
Den lille jihad kan dog føres med alt fra legale, diplomatiske over økonomiske til politiske midler. Er der imidlertid ikke fredelige muligheder for at forsvare troen og landet, tillader islam brugen af magt og våben - men kun under iagttagelse af strenge regler: Uskyldige, dvs. kvinder, børn eller handicappede og ikke-bevæbnede må aldrig rammes af krigen og dens våben - og man har pligt til at acceptere enhver fredelig tilnærmelse fra fjendens side.
Og det er jo sandt, at Jihad betyder andet, end hellig krig. Såvel som det er sandt, at en del af militant jihad er kun selvforsvar.
Men der er noget, de glemmer at fortælle os. Der er faktisk meget, de glemmer at fortælle os.
For eksempel at der er et overordnet mål, at kæmpe mod resten af verden, indtil de betaler Jizya (dhimmiskat). Det vil sige er underlagt Islamisk herredømme og undertrykt deraf
Quran- 9:29, Fight those who believe neither in Allah nor the Last Day, nor hold that forbidden which hath been forbidden by Allah and His Messenger, nor acknowledge the religion of Truth (Islam), even if they are of the People of the Book (Christians and Jews), until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued.
Nogle muslimer vil sige, at det var kun da Muhammad var svag og stadig ikke havde sikret Islam et brohoved, at jihad var nødvendig. Det ville da være rart, hvis det hang sådan sammen.
Men de 1000 års jihad der fulgte Muhammad tog udgangspunkt i noget andet, nemlig pligten til at sprede islam - universielt - med sværdet, som er den klassiske islamiske ideologi ubetinget, og stadig er det, den dag i dag.
Det eneste der er anderledes i dag i Islam, er at de ikke har midlerne, militært, til at føre offensiv jihad. Teologien og viljen er den samme.
Ganske ærligt har Islam problemer med at forsvare sig selv, og leve op til sin primære målsætning, nemlig at generobre de tabte territorier, primært Israel, men sandelig også Andalusien - Den store muslimske lærde, Qaradawi:
Som i kan se er fred med Islam en umulighed på alt andet, end midlertidig basis, og nødtvungen af våbenbalancen.
All the school of Islamic jurisprudence - the Sunni, the Shiite…- and all the ancient and modern schools of jurisprudence - agree that any invader, who occupies even an inch of land of the Muslims, must face resistance. The Muslims of that country must carry out the resistance, and the rest of the Muslims must help them. If the people of that country are incapable or reluctant, we must fight to defend the land of Islam, even if the local [Muslims] give it up.
They must not allow anyone to take a single piece of land away from Islam. That is what we are fighting the Jews for. We are fighting them... Our religion commands us... We are fighting in the name of religion, in the name of Islam, which makes this Jihad an individual duty, in which the entire nation takes part,
Dels vil de kæmpe mod Israel, så længe landet eksisterer.
Dels vil de have Andalusien og Balkan tilbage.
Dels vil de opfylde Muhammads profeti om at erobre Rom, som han profeterede de ville erobre Konstantinopel.
Og selv om Israel forsvinder, så vil de fortsat kæmpe. For hvad ovenstående fra TV2 ikke lige fik fortalt, så er der også en pligt til offensiv jihad, igen Qaradawi - men det er mainstream islamisk teologi:
Now we move to the 'offensive' Jihad. In this kind of precautionary Jihad, Muslims march into the lands of the disbelievers in order to avoid the harm they may cause in the future, and to secure the Ummah from the disbelievers' mischief. Muslims may resort to this Jihad to get through to the people in the non-Muslims lands to propagate Islam and convey to them its teachings. Further, Muslims may march into a non-Muslim territory to make it submit to the Islamic state and to the supremacy of the Islamic law which governs human life with its just legislation, and superior guidelines and instructions.Denne pligt er kollektiv og ikke individuel som selvforsvaret.
Qaradawi er dog pragmatiker, og mener at når muslimerne er så svage som nu, er det ikke aktuelt med offensiv jihad. Det er ikke det samme som at det ikke bliver aktuelt igen, når muslimerne en dag har midlerne og evnerne. Og den dag kommer helt sikkert igen.
Givet deres velstand, befolkning, og teknologiske formåen vokser, mens vi bliver færre i den vestlige verden, og får både færre penge og personer, at forsvare os med, samtidigt med, at vi ikke aner hvad vi skal stille op mod en gang ihærdige "hamas krigere" - partisaner og terrorister i høje antal, er der ingen stat, der kan håndtere - hvilket vi helt sikkert opleve på lokal grund en dag, når de første skridt, med at skabe selvstændige muslimske småstater en dag på Europæisk grund, bliver opportunt for dem.
Offensiv jihad er en trussel i dvale, der vil vågne en dag. Så længe som at Islam eksisterer.
Hvad der egentlig overrasker mig, er at den ellers meget politisk korrekte "Encyclopædia Britannica", der ofte udelader ubehagelige detaljer om Islam, faktisk starter således:
(“struggle,” or “battle”), a religious duty imposed on Muslims to spread Islam by waging war; jihad has come to denote any conflict waged for principle or belief and is often translated to mean “holy war.”
Nemlig en indrømmelse af, at det oprindelige formål var at sprede Islam med våbenmagt.
Dog fortsætter de:
Modern Islam places special emphasis on waging war with one's inner self. It sanctions war with other nations only as a defensive measure when the faith is in danger. (jihad. (2009). Encyclopædia Britannica. Encyclopædia Britannica 2009 Ultimate Reference Suite. Chicago: Encyclopædia Britannica.)Det er ingenlunde tilfældet, som Qaradawis ovenstående eksempler viser.
Jihad fortolkes ganske vist bredt, og det har det altid været tilfældet, også på Muhammads tid. Han førte heller ikke jihad, da han var svag og uden våben. Og dem som støttede Jihad dengang, med at helbrede de sårede, sørge for føde og husly, forhandle og vise gode eksempler osv. deltog naturligvis også i Jihad.
Et nyere eksempel på moderne, er økonomisk jihad (business jihad). For det er alt som gavner Islams udbredelse, med de midler som nu skal til.
Wiki artiklen om Jihad, er lidt mere kritisk over den "store" Jihad:
Within Islamic belief, Muhammad is said to have regarded the inner struggle for faith the "greater jihad", prioritizing it over physical fighting in defense of the Ummah, or members of the global Islamic community.[8] One famous hadith has the prophet saying: "We have returned from the lesser jihad (battle) to the greater jihad (jihad of the soul)." However this hadith is of questionable origin...I koranen og hadith samlingerne lægges der heller ikke skjul på, hvad Jihad oprindeligt betød. De næsten 200 hadither om jihad i til eksempel Bukhari, og 164 vers i koranen omhandlende jihad, handler stort set alle om militant Jihad.Controversy has arisen over whether use of the term jihad without further explanation refers to jihad of the sword, and whether some have used confusion over the definition of the term to their advantage.[20]
The hadith in which Muhammad is said to speak of "greater" vs. "lesser" jihad is of doubtful authenticity.It does not appear in any of the six collections of the Hadith, this quote from the hadith is considered a forgery by many scholars.[21]
Moderate muslimer har altså en rigtig dårlig sag, når de forsøger at overbevise fundamentalisterne omkring jihad ikke længere er nødvendigt, men kontekstbaseret på Muhammads tid.
De har en noget lettere sag med vesterlændinge, der helst vil definere Islam, som en overvejende fornuftig religion, med en humanistisk dimension, en religion i kristligt afbillede.
Det konflikter med vores verdenssyn, at en religion faktisk kan være så blodigt bagvendt, og uden for fornuftens radius, og udpræget uden humanisme, som Islam er.
De to store grundlæggende problemer med Islam er:
1. Den universielle målsætning om at underlægge jorden islams herredømme, ikke blot åndeligt, men også politisk.
2. At Jihad, eller fysisk krig ikke blot er et middel, men et hovedmiddel, specielt givet at de færreste rationelle mennesker vil underkaste sig den religion frivilligt.
Hvis det kun var den universielle målsætning, men midlerne pacifistiske, demokratiske, ville det ikke udgøre et problem.
Hvis krig kun var et middel til selvforsvar, ikke en målsætning i sig selv og ønskværdigt for at blive martyr i himlen og påkrævet for dominans over hele jorden, ville Islam heller ikke udgøre et problem.
Nu er problemet, at Islam er kombinationen af begge elementer, hvilket putter den i liga med Nazismen og Kommunismen, nærmere end andre religioner.
Hvad vi har glemt, er at Islam i fortiden garanterede døde i hobetal, og det er slet ikke slut.
Jeg tror personligt at Islam stadigvæk har sit værste bidrag til verdenshistorien tilbage.
Selv om behandlingen af Indien tilbage i historien var særdeles brutal og blodig, og minder om et rent holocaust.
Enten opgiver Islam Jihad, eller den universielle målsætning. Hvilket i så fald ville være at gå direkte mod Muhammads ord og gerning, og allahs formodede evige bud, og i øvrigt i deres opfattelse at gøre os en tjeneste - fordi ellers ryger vi jo i helvede, så de gør os faktisk en tjeneste, ved at gøre de kan, for at få os til den rette tro. Såvel som sikrer deres egen indgang til paradis.
Afviser vi at følge Islam, er vi til gengæld ikke bedre værd og fortjener at ryge lukt i helvede.
I klassiske islamiske tekster, taler man ofte ikke om at slå ihjel, men om at sende vantro til helvede.
Det er altså ikke noget rationelt og humant verdenssyn vi er oppe i mod, og det er heller ikke løst funderet, eller en fejlfortolkning af Koranen og Hadith.
Det er blodig alvor, og vil blive det igen, den dag Islam har magt, som Islam har agt, med fundament i profeten, hans gerninger og hans ord.
torsdag den 10. september 2009
Kulturkløfter og hulebygning
I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.
Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.
Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!
Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.
Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.
For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.
Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.
Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.
Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.
Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.
Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.
Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.
Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."
Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.
I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.
I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.
Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.
Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.
Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.
Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.
Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.
Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.
Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.
I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.
Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.
Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.
Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.
Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:
Men her er et mindre og udvalgt referat:
Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:
"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?
Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.
Horowitz fortsætter lidt efter:
"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.
Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.
I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.
Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.
Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.
Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:
"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.
Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?
Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)
Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.
Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:
USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.
Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.
Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:
"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".
Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.
Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.
Horowitz fortsætter:
"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."
Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.
Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.
Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.
Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.
Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:
Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.
Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.
Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?
?
Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.
1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.
2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.
3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.
Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.
Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.
Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.
Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?
Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.
Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.
Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.
Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.
Intet skete, netop derfor!
I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.
Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.
Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.
Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.
Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.
Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.
Abonner på:
Opslag (Atom)
