Nye journalister er mikrofonholdere

Søren Espersen leverer følgende slagside til journalister på Journalisten.dk:

"Jeg har selv oplevet, hvor let det er at få journalisterne til at gå ind på mine betingelser. Hvis der var noget, som Pia Kjærsgaard ikke gad snakke om, for eksempel intern uro i partiet, så kunne man sagtens lave en aftale om, at interviewet bliver uden det og det," siger han til Journalisten.dk. 

"Det er da ulækkert.Som journalist ville jeg da aldrig finde mig i, at jeg på forhånd skulle have at vide, præcis hvilke spørgsmål jeg måtte stille. Der savner jeg en presse, der siger: on your bike!" siger Espersen.

Jeg tror, at Søren Espersen har en pointe i, at der er gået for meget flinkeskole i journalistikken.


Han har også delvis ret i sin anklage mod Journalisthøjskolen:

"Når det gælder unge og nyansatte journalister, så gør de det nærmest af sig selv. De virker næsten hundeangste på forhånd og siger med det samme: du får selvfølgelig artiklen til gennemsyn. Og det overrasker dem altid, når jeg så siger, at jeg ikke gider se det," siger han.

Og det er ikke kun Søren Espersen selv, der har den oplevelse omkring de unge journalister. Han fortæller, at han har spurgt kolleger rundt omkring på Christiansborg om netop dette fænomen, og at mange bekræfter tendensen med, at journalisterne uopfordret tilbyder, at kilden kan godkende citater.

 Ansvaret, mener Espersen, ligger på journalistuddannelserne.

"Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden. Men det er da i hvert fald ikke den måde, jeg blev opdraget på Journalisthøjskolen. Dengang skulle kilderne næsten trække citaterne ud af os for at få lov at se dem. Jeg synes, det er helt galt, når man frivilligt overleverer redigeringsretten til kilden."

Selv mener jeg, at der har været lidt blandede signaler i denne sammenhæng på Journalisthøjskolen. Jeg er dog ret sikker på, at det, vi har lært, er, at hvis kilden ønsker citaterne til gennemsyn, så skal vi indgå på det præmis. Det er god skik at gøre det. Men det er ok helt at undlade, at selv give tilbuddet om citattjek.

Så problemet ligger måske et andet sted - nemlig i, at man som ung eller uerfaren journalist frygter at miste historien, hvis man ikke strækker sig langt i samarbejdet. Det har jeg selv gjort i visse tilfælde, hvor jeg fornemmede, at kilden stillede lidt tøvende op.

Mange er mistroiske over for journalister, selv om flertallet i professionen faktisk gør et hæderligt og ærligt arbejde, og endda også selv tager initiativ til at få det kilden siger til at lyde (endda lyve) bedre og mere sammenhængende.

Omvendt er denne holdningsændring fra rå citater, uanset hvor dumt kilden tager sig ud, til et samarbejde med kilden også opstået på den baggrund, at visse politikere har nægtet at lade sig interviewe, specielt af bestemte journalister. Og alle journalister har oplevet rigtig mange gange, at kilden - ikke kun politikere - trækker stikket undervejs, eller endda når artiklen er skrevet, eller hvis de ikke mener, at interviewet forløb særligt godt.

Og journalisten kan også være ret uhæderlig, hvilket får politikerne til at nægte interviews.

 "DF nægter selv at lade svenske journalister interviewe dem, fortæller Søren Espersen:

"Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende."

Journalisthøjskolen får også mulighed for et modsvar:

"Jeg ved ikke, om Søren Espersen tæskede ethvert citat, da han var journalist. Men jeg ved, at mange politikere og eksperter netop har problemer med, at de føler sig fejlciteret. Og hvis det skal undgås, er det jo ved, at man får lov at tjekke citaterne, siger Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen."

Det rigtige ord, her er "føler", fordi kilderne bliver i 99 procent af tilfældene citeret korrekt, men brokker sig egentlig over, at de ikke har formuleret sig ordentligt i forhold til den høje standard, de gerne vil levere, og giver journalisten skylden. Så sidder man som journalist med båndoptagelsen, der viser, at man har ret og en kilde, der bliver sur, hvis man holder fast i, "det var det, du sagde!"

Der findes også en anden forklaring på mere samarbejde med kilden, som Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen bringer på banen:

"Jeg kan nikke genkendende til, at der er sket en udvikling, også hos os. Vi går ind for større åbenhed og dialog mellem kilde og journalist. Hvis man kigger på troværdighedsmålinger, så ligger journalister side om side med politikere og roder nede i bunden. Og alt, hvad der kan redde journalistikken ud af den situation, skal være velkomment. Så det, at vi har en ny generation, der er mere åbne og ærlige, og som gerne vil skabe transparens, det kan jeg da kun hylde."

Det er ikke optimalt, men lad os også slå fast, at der er nogle, der vil nægte interviews, hvis de ikke får denne ret.


Jeg er helt enig i, at man som journalist skal være hæderlig, men man skal også stikke nogle spørgsmål, som ikke lige var planlagt og holde på nogle trumfer, specielt hvis man står over for en politiker, der vil vende spørgsmålene med spindoktoren først. Sol og vind skal fordeles ligeligt,


Det er kedeligt, at vi nu har en udvikling, hvor det hele sker på politikernes præmisser, og jeg synes, at der bliver lagt for lidt arbejde i at finde på kritiske spørgsmål, selv når de stilles. Det er nok et større problem.


Interviewet med LA under den sidste valgkamp er et glimrende eksempel, på en kritisk vinkel, man på redaktionen på TV2 burde have undersøgt ordentligt og selv skudt ned, i stedet for at bliver ved med at køre i samme rille under selve live-interviewet.


Mon ikke, det er sådanne situationer, der først og fremmest giver journalister et dårligt rygte - nemlig manglen på viden og manglende evne til at indse, at man har valgt en forkert hest at sætte ens væddemål på.


Ligeledes har journalister mindre tid til at skrive gode artikler nu om dage. Det gælder ikke alle, de gode, der kan lavere kvalitet lidt hurtigere end de andre, får angiveligt og efter sigende lov - på de store aviser, der fortsat har lidt råd.


Men mange artikler bærer i dag præg af, at det er noget lala, der er liret hurtigt af - Hvorfor skulle man egentlig læse det og betale for det? Når man kan få den slags hurtige nyheder gratis på nettet?


Men jeg kan virkelig ikke se, at en tandløs mikronfonholdning skulle gøre rygtet bedre, det tvivler jeg stærkt på, selv om jeg gerne er retfærdig over for og samarbejder med min kilde - den gyldne middelvej - tak!

Anne Sophie Hermansen om mobberiet i børnehaven på Christiansborg

(Det) interessante er her, hvordan de mennesker, der dagligt lever at kommentere politik, forholder sig til kritikken. For det handler ikke kun om debatkulturen på Christiansborg. Det handler også om, hvordan politikere og journalister i fællesskab er i gang med at kannibalisere den demokratiske samtale og synes at have tabt deres moralske kompas.

Læs det hele på hendes blog på Berlingske:

Dagens karaktermord i det begivenhedsrige Danmark. Nogle gange går man måske også lidt for rigeligt i selvsving.
Er hun utroværdig, fordi hun er gift med en mand, der er gået konkurs og økonomien halter? Man hæfter 'solidarisk' for sin ægtefælles gæld, jeg kendte en gang en, der var skilt fra hendes konkursramte mand, og fortsat manglede at betale flere hundrede tusinde.

Man gør vel sin pligt i det tilfælde, jo, men i hvilket tempo - man skal jo også have råd til at leve, skal vi glæde os over, at den selektive moral har sejret af helvede til, når hun og hendes mand har solgt huset og bor i en campingvogn.

Politikerne har ikke kunnet styre den offentlige økonomi siden Schlüter, ja han selv tog ikke kraftigt fat for nettogælden hos staten, den blev aldrig afskaffet. Men Henriette Kjær, en oplagt syndebuk og et nemt slagteoffer. Hvem gider egentlig at stemme på et parti, der behandler deres egne på den måde?'

Og journaliststanden har egentlig med lidt fantasi vigtigere ting at gå op i:

ATS-MEDARBEJDER KVÆSTET PÅ BORGEN
Som det eneste danske medie var ATS ikke i stand til at rapportere direkte fra Henriette Kjærs ankomst til gårsdagens møde i den konservastive dolketingsgruppe. Det skyldtes, at vor politiske modarbejder blev trampet ned af en flok bissende kolleger, netop som han skulle til at stille den afgående gruppeformand et spørgsmål.

»Jeg havde lige stukket min mobiltelefon op i næsen på Henriette Kjær og spurgt hende: »Henriette Kjær! Henriette Kjær! Hvordan har du det lige nu?«. Men jeg nåede ikke at høre hendes svar, før jeg blev væltet omkuld af cirka 100 andre journalister, der ville spørge hende om det samme«, siger vores politiske modarbejder, som måtte sys med 12 sting efter at være blevet ramt i nakken af et tv-kamera.

»Regeringen burde gøre noget for at forbedre de arbejdsforhold, man byder pressen i sådan nogle situationer. Det er helt afgørende for folkestyret, at vi som journalister har mulighed for at få svar på vores kritiske spørgsmål til politikerne. Ellers kan demokratiet jo ikke fungere«, tilføjer han.

BREAKING NEWS
Henriette Kjær erkender nu, at hun også har oparbejdet et stort søvnunderskud.

Nogle gange lyder man som en maskine

Til tider har man det indtryk, at når man skriver en nyhedshistorie, så lirer man bare en gang mekaniske sætninger af.

Det er åbenbart med god grund!

Dagen da verden brast

Ekspert mener ikke, at blæksprutten Paul er synsk!!!

Betyder det så også, at når jeg slår ti seksere i træk, så er det ikke fordi jeg har telekinetiske evner og kan vende terningerne med mine mentale kræfter?

Jeg er skuffet, min barnetro er stjålet fra mig, at den fæle journalist, der fik den idé at spørge en ekspert - snøft.

Hvis man vil lære om sandheden skal man tænke

Og man skal tænke og tænke, og derefter skal man tænke.

Man skal aldrig alene læse, og man skal aldrig alene læse journalistik, men tag ikke fejl, heller ikke de fleste bøger bidrager med det store.

Journalistik og bøger giver føde til ens tanker, men skal aldrig erstatte den.

Vinklingen i journalistikken er altid under kritik, og bag næsten hver en kritik af journalistikken, gemmer sig næsten altid vinklingen.
Jeg kunne skriver forsvarstaler "en masse" om vinkling, men kort sagt, historien skal afgrænses, fordi tiden er knap.

Når man har besluttet en vinkel og skal have et produkt færdigt klokken 16.00 samme dag, så er der ikke tid til at lave det om og om og om, og skifte vinkel og skifte vinkel i en evighed.

Det misbruges naturligvis og for de fleste journalister bliver vinklen forudsigelig. Men for alle journalister gælder det at redskabet først og fremmest bruges, fordi det er nødvendigt.

Der er ikke plads til at skrive alle nuancerne og forbeholdene, der er ikke tid til at finde kilderne som kan bringe dem og snakker kilden i øst, når der spørges i vest, kan det ikke bruges.

Sidst men ikke mindst, er medierne ikke alene drevet af journalistens tendens. Men først og fremmest af journalistens idé om hvad kunden/læseren vil have, vil læse, vil finde spændende.

Det ville være meningsløst som journalist at helt følge sine egne skæve idéer, medmindre det giver læsere og seere osv.

Det er fanme for galt, samfundet svigter, regeringen er nogle røvhuller, gammel kone tæsker røver, mand bider hund, politikerne er nogle pampere, dum tyv falder i søvn på indbrudssted, Susan K har fået mere silicone i patterne og Paris Hilton måles og vejes, fordi det er populært.
Var det populært at jorden var flad, ville journalister skrive om det, undtaget naturligvis Weekendavisen og dem som henvender sig til til de kloge.

De røde lejesvende er måske ikke altid så røde, selv om man altid kan finde grelle enkelteksempler såvel enkeltpersoner med tydelig tendens som Tyge Petersen.
Under alle omstændigheder findes der som regel en naturlig forklaring, der ikke nødvendigvis er så tendentiøs.

Det står frit at dømme på livet løs, journalister vinkler og med vinkling kan der let ske misbrug.

I teorien burde en journalist forsøge at komme bredt omkring emnet og gerne spille forskellige meninger ud mod hinanden. Det er blot ikke altid, at rammen er til dette og personer der skændes på åben skærm, er sjældent et seerhit, medmindre de går skridtet videre og går til korporligheder for rullende kamera - så går det verden rundt.

At arrangere alsidighed og objektivitet på nogle timer før deadline, er sjældent muligt, selv hvis journalisten skulle ønske det. Det er svært selv for akademikere med måneder og år til at arbejde i.

Endnu en sag her om DR-journalistik, der lyder suspekt, men da journalisten næppe har fortalt meget om sin historie, for det er fagligt dumt at gøre det, er der frit slag med gætværk.

Hvis der var en fast rød linie på DR, ville medarbejdere også fortælle om den, hvis de ikke er enige og det ville være usandsynligt at alle er enige. I det mindste efter de har fundet et nyt job.
Når de ikke gør det, er det nok fordi de har set, at det foregår på en anden måde i virkeligheden.

Jo, der findes journalister med deres kæpheste og heldigvis. For journalister der ikke har fokus og historier de brænder for, men fortæller om ingenting, er heller ikke meget værd i længden.

At man så er tvunget til at betale for DR, som en der ikke bruger dens sendeflade og finder den for kedelig, eller intetsigende. Det er så en anden sag.

Der er kollektive dogmer og feel good holdninger, som den globale opvarmning, der er kvalmende sammen med dårlige tv-serier fyldt med klichéer. Dokumentarer hvor skurken der bringes i centrum er totalt forudsigelig, såvel som skurken der udelades er det.

TV2 har Stein Bagger sagen på sin nyhedsforside endnu!

Hvilken orientering har journalisterne, der har valgt at dvæle ved Stein Bagger? Rød eller blå stue?

Panem et circensis, brød og skue, den sag er valgt og vinklet efter interessen hos den befolkning, der er kunden.

Hvis befolkningen var højreorienteret, ville journalisterne også lyde som de var det.
Såvel som fortælle os at jorden er flad, hvis det var det vi vil høre.

Anden what?

Anden ETISK herkomst, you bet!



Historien her:

Et årtier gammel nyhed bliver til en ny nyhed

Det er snart agurketid, men det er da rart at blive mindet om det, hvis man nu har glemt det:

Selvom arbejdsløshedstallet er faldet, er der ikke nødvendigvis færre danskere, der i dag står uden job.

Aktiverede og personer, der forlader arbejdsmarkedet mere eller mindre frivilligt, fremgår nemlig ikke af statistikken.

Men med en simpel ændring af vinklingen kunne det have været en. Nemlig at "arbejdsløsheden er steget med 500 personer".

Tøgertiken!

Nu er avisen Information, jo ikke helt hævet over censur, som jeg personligt har erfaret:

Men revsningen af "Tøgertiken" i fredagsudgaven af Information, er nu en gang værd at tage med:

Som Politikens chefredaktør har Tøger Seidenfaden i årevis udgivet sin avis som et tillæg til sig selv. Nu - i disse sparetider - har han valgt at droppe avisen og udkomme solo...
»Han er her for de store linjer. Værdigrundlaget. Idékampen Holdningerne. Han er røsten i samfundsdebatten og chefen, der ‘orienterer’ sine medarbejdere om ændringer på avisen og slutter sine e-mail med ordene ‘Alt godt, Tøger’. Det er hans særlige signatur.«
Det fremgår af hyldestinterviewet, at Tøger ikke finder sig i, at hans medarbejdere også skriver ‘alt godt’. Alt godt er Tøgers eneret...

Vedholdende ivrer Tøger Seidenfaden for gøre sin mangfoldighed af ytringer til ytringer om ytringsfriheden. Et eller andet sted i argumentationsforløbet åbenbares det, at også dén er hans eneret. Både til at benytte og til at begrænse.

Holder man ‘Tøgertiken’, er man fastholdt på Tøger-holdningernes holdeplads - helt og h0ldent. Hvis man altså holder til at holde det ud.

Det er trods alt en fornøjelse, at læse den avis i blandt :) Ikke altid, men man tage det sure med det søde.

Kulturradikalisme - pænt ord for kulturrelativisme

Nu er Fodnote-Politikens redaktør, Tøger Seidenfaden, kommet gevaldigt i knibe. Jeg har svært ved at forestille mig at han faktisk ryger i fængsel. Men denne sag kan i mine øjne ikke sammenlignes med Frank Grevil sagen, da der kunne føres gode argumenter om, at den sag havde offentlighedens interesse.
Jægerkorpset har altid været omgivet af hemmeligheder, og det gælder selv hvilke våben de bruger, hvor mange de er. Og det gælder i særdeleshed detaljer om deres operationer. Der er altså ikke tale om at regeringen, eller andre har tilbageholdt informationer, som burde have kommet offentligheden til gode, så Tøger og Fodnote-Politiken har bevæget sig ud på dybt vand her.

Ligeledes kan denne sag ikke sammenlignes med "kommissærens dagbog". Omend der er copyrightbrud i begge tilfælde. Så går denne her sag videre langt ind i militære hemmeligheder, for at slet ikke tale om der er to lovbrud, som han kan dømmes for.

Og så har vi den selektive tilgang til ytringsfriheden, med endnu et friskt eksempel her. Nu påberåber Politiken sig ytringsfriheden, hvor den tidligere gik løs på Jyllands-Posten og anklagede denne for at have alle andre motiver, end netop ytringsfriheden.
Det er ikke enestående. I Politikens gemakker ser man det som sin højtidligste pligt at kritisere magten, politi, hær, regering osv.
Det samme så man i Brorsons Kirke sagen, hvor andre mediers brug af politiets video, skarpt kritiseredes af Politiken, fordi man på denne måde svigtede at være kritiske overfor etaten.
Enigheden Politiken er altså ensidighedens vigtigste avis, når der er tale om kritik af magten.
Men i dette tilfælde er der gjort regning uden vært, tror jeg godt, man kan regne med, omend mediers retsstilling er stærkere i tilfælde som dette, end de vil være for en forsvarsansat.
Efter som medierne har lang snor med hensyn til at bryde loven, for at afdække skjulte forhold.
Men jeg tror ærligt talt ikke, det bliver let at påberåbe sig i dette tilfælde.

Men Politikens kritik af staten er nærmest manisk. Og den skal i forhold til loven være velbegrundet. Det er denne sag ikke. Den vil udsætte menneskeliv for yderligere farer. Øge chancen for tilfangetagelse. Forestiller i jer en soldat, som man kender detaljerne omkring fra bogen - "han har handlet sådan og sådan, har det, og det udstyr", derfor hurtigt kan identificeres som en jæger, hvis man tager ham til fange. Den mand vil stensikkert blive udsat for tortur.
Det har intet med ytringsfrihed at gøre og kommer oven i fra humanitetens og anstændigheden selvudnævnte højborg.
B.S. Christensen, er ikke kommer i samme problem, for han har ikke givet detaljer. Det er altså et generelt princip, detaljer om jægerkorpset har altid været hemmelige. Det er ikke for at dække over grumset i Afghanistan. Som maniske og magtparanoide Politiken forestiller sig.

Vi taler om en gigantisk fejlvurdering, og selv om jurister forestiller sig, at Politiken ikke kan dømmes, og verdslige dommere måske kan give dem ret, så har forsvaret en god sag, hvor Tøger har en dårlig, medmindre vi helt skal afskaffe hemmelighedskræmmeriet omkring Jægerne per lov.

Men det mest absurde er Politikens dobbeltmoral, som de med ihærdige pudseklude polerer til fineste moral.
For ikke blot gør de selv hvad de i sin tid kritiserede JP for. Fordi de mener formålet er ædelt og helliger midlet.
Ikke blot udviser de magtparanoia, og afviser kunstnere som ikke passer ind i (M)enigheden Politiken. Afviser at være kritisk over for folkene bag Kirkeasyl.
Der er en anden magt, de fungerer fuldstændigt kritikløst over for. Nemlig EU.
EU tramper rundt i korruption, magtmisbrug, hemmeligheder, diktatoriske foranstaltninger, der går så vidt, at alle dokumenter som uddeles indeholder individuelle kendetegn, så hvis nogen lækker dem, ved man hvem!
Har man nogensinde hørt Politiken gå på brechen mod magten der? Mod hemmeligheder, mod korruption, mod magtmisbrug?
Alle dyr er som sagt ikke lige, i kulturrelativismens hellige navn. Ikke ytringsdyr.
Heller ikke alle magtdyr!

Update:

Forsvarets udtalelser:

"Thomas Rathsack sendte efterfølgende en mail til JGK, hvori han konstaterede, at der ikke forelå ekstraordinære fortrolighedserklæringer mellem JGK og ham selv, og at han således kun var ”omfattet af den, for alle i forsvaret ansatte, gældende militære retsplejelovgivning”. Thomas Rathsack anmodede om at få bekræftet sin udlægning evt. telefonisk. JGK bekræftede derfor efterfølgende telefonisk overfor Thomas Rathsack, at han var underlagt den ”normale” tavshedspligt og meddelte endvidere, at JGK om nødvendigt kunne tilsende Thomas Rathsack dette på skrift."

Tidligere Jægerkorpschef, Poul Dahl, mener ikke der er noget i bogen, som udgør en trussel mod Jægerne.

Det er jo også en mulighed, og dermed kan Tøger have trådt ind, hvor engle ikke tør træde, uden at risikere noget.
Argumentet om at forsvaret skulle have specificeret, hvad de ikke ville have frem, er dog elendigt. Det svarer til at bede dem om at fortælle, præcis hvad de mener er kritiske informationer. Altså udpege disse, for at det så efterfølgende kan blive udstillet som en læs let version af bogen for Taleban.

Det er ikke nogen nyhed, eller hemmelighed, at Jægerkorpset har været involveret i Afghanistan - løbende. Det er klart, der ikke gives detaljer om aktionerne.
At man problematiserer dette, er dog et skridt i retning af at man bør fortælle Taleban, at jægerne vil opererere, der og der, på en given dag, eller periode.

Hvorfor skal det problematiseres, og hvilket vigtigt offentligt spørgsmål hidrører det?

Public service og selvkritik

Ralf Pittelkow i JP undrer sig lidt over, hvorfor DR og TV2 ikke har været kritiske i forhold til begivenhederne omkring Brorsons kirke :

Hvorfor undskylder de ikke bare, at de har fremsat ubegrundede påstande? Det humanistiske ærinde, som de hævder at være ude i, ville jo kun vinde ved, at de erkendte at have begået en fejl, som nu er åbenlys for enhver.

Forklaringen er formentlig, at pastor Ramsdal og Kirkeasyl ikke kun ser det som deres opgave at yde medmenneskelig hjælp til nogle afviste irakiske asylansøgere. De er ude i en større mission. De vil bekæmpe den eksisterende udlændingepolitik og mere generelt føre politisk korstog mod det bestående system.

Til dette hører at miskreditere politiet, systemets repræsentant, mest muligt. Ganske vist er historierne om de ”kampklædte” stormtropper i kirken røget i vasken. Men så springer man over i andre anklager...

ja, det minder om en typisk autonom strategi, sæt politiet i en situation, hvor de er nødt til at bruge fysisk magt, og klag så over det, overdriv, lyv - få nogle billeder, som kan få placeret skylden rent hos politiet.

Forløbet lægger op til en interessant debat om begrebet kritisk journalistik. Nogle medier har håndteret denne sag, som om kritisk journalistik betyder, at man ukritisk bør viderebringe enhver kritik af ”magthaverne”, herunder politiet.

Det gælder ikke bare de konkrete begivenheder, men også deres baggrund. Et enkelt eksempel: En reportage i JP søndag omtalte forbindelserne mellem det autonome miljø og foreningen Kirkeasyl. Den sammenhæng er ikke umenneskeligt svær at finde frem til. Hvorfor har for eksempel TV-Avisen og Nyhederne så ikke gjort det?

Man skal ikke forvente selvkritik fra den politiske pastor Ramsdal og de venstreekstreme i Kirkeasyl. Men DR og TV2

DR virkede bestemt ikke som om, de var interesseret i nogen form for kritik af denne sag.

Dem der kan klumme

Nu er klummen en af mine absolutte yndlingsgenrer, en genre som de færreste klummeskribenter formår at gøre interessant hver gang. En god klummeskriver som Ulrik Høi, eller Kastholm Hansen er simpelthen guld værd.

Nu har en ny, synes jeg, interessant klummeskriver meldt sig på den, igen igen, Berlingske bane. Det pynter på tantes Agathes foretrukne, selv om Groft Sagt er blevet udsat for meningsudrensning.

Både sprogligt og indholdsmæssigt, er "Karrierekvindens", Anne Sophia Hermansens, klummer særdeles interessante. Overskriften på den sidste (Vi elsker Religion), er dog ikke specielt opfindsom, eller sexet. Men det forhold gør selve klummen op med.

Lidt citater fra klummen, som går udover det typiske klicheplan:

"Shopper lystigt rundt i mit ansigts protestantiske sved..."

"Det er næppe forkert at skrive, at vi ikke tager vores liv alvorligt nok, hvis vi tror på sådan en gang junk og derangeret doven-liberalisme..."

"Filosoferer han og aftegner et billede af en absurd selvudviklings- og egoisme-kultur, behængt med religiøs kitsch og drevet af mistænkelige charterholdninger til etik og moral..."

"Men som kvinde kan jeg ikke lade være med at tænke, at udviklingen er kultursejr til puddelmanden. Og at mænd på selvudviklings-speed er lidt ligesom mænd, der ikke spiser kød, usexet..."

Læs det hele på Berlingeren:

Jeg kommer til at grine over "puddelmanden" resten af dagen. Det er godt nok et "right hook" udtryk.

Klummekongen over alle klummekonger, er nu stadig Ulrik Høi.

Den Post Demokratiske tidsalder 2

Dette er en opfølgning på en tidligere post om den post demokratiske tidsalder, baseret på hvad handels kommissær, Peter Mandelson, angiveligt har sagt:

"The age of democracy is over. We are now in the post-democratic age".

Allerede i mine unge SF dage, var jeg skeptisk over for EU. Det lugtede langt væk af afskaffelsen af demokrati, hvor meget subsidiaritetsprincip de end snakkede.

Peter Mandelson citatet er måske fake? Men at vi lever i en post demokratisk tidsalder er ikke og dette citat er mig bekendt ikke fake, men betegnende for EUs aktivitet, fra en artikel af Fjordman:

Jean-Claude Juncker, Luxemburg’s prime minister, once described the EU’s “system” in this way: “We decide on something, leave it lying around and wait and see what happens,” he explained. “If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

Så det er vigtigt, to kick up a fuss, sparke lidt til støvet i blandt, omend man højst kan forvente i recirkulering af præcis samme idé, sneget uden om demokratiske beslutningsprocesser som Lissabon traktaten:

Og som denne herre fra The Economist, columnist Charlemagne [Gideon Rachman] har beskrevet:

“What Mr Juncker and those who think like him are trying to do is, in essence, to drown opposition to European federation in a mass of technical detail, to bore people into submission. As a strategy, it has gone a long way.

Er det noget man kan genkende? Well hold selv øjnene åbne, som en lille interaktiv oplevelse, prøv som eksempel at slå "gummiparagraffen" op på google, er det noget du har hørt om før?

Hvilket bringer mig til denne her tekst, jeg lige fundet, som jeg ikke er enig med alt i, men smid endelig ikke barnet ud med badevandet:

“The X-Files is about one of the most important philosophical problems of our everyday political lives—publicity. The secrecy of contemporary governments is destroying democracy by undermining one of the pre-conditions without which democracy is not possible. Democracy requires that citizens make informed decisions about public policy; that cannot be done without publicity. If political leaders are making decisions in secret, those decisions are outside the scope of public discussion and argument. They are undemocratic. ”

Informeret debat er en komplet nødvendighed i udfoldelsen af demokratiet. Denne debat forsøger EU så vidt muligt at forbi passere, uden selv at sparke støv op, på listefødder.

Manglen på informeret debat, informerede beslutninger, hemmelige beslutninger, eller åbenlyse hvis konsekvenser og detaljer bestemmes absolut af en domstol. Alt er skadeligt for demokratiet, og det er hvad EU i høj grad har betjent sig af. Dermed bliver det også hvad EU faktisk primært står for.

Til medierne:

There is a free press in the USA, but it is caught up with being respectable and conventional. It trusts conventional sources and conventional evidence.

The writers of 200 plus years ago such as Immanuel Kant and Jeremy Bentham and Thomas Jefferson and even John Stuart Mill assumed that a constitutionally free press guaranteed that the truth would come out. In our own time we have discovered that a comfortable, establishment mass media monopolizing most of the normal ways people get their information can have problems truth-telling and truth-seeking.

One of the greatest philosophers of the twentieth century said, “The safest general characterization of the European philosophical tradition is that it consists of a series of footnotes to Plato.” That’s an exaggeration, of course, but only a slight one, and only slightly less of one than saying that politics is also a series of footnotes to Plato. In the interest of social stability and absolute loyalty Plato thought it was not just permissible but necessary for the rulers to lie to their subjects. These lies are Noble because instead of trying to advance their personal wealth or status, the rulers are trying to advance the interests of the citizens. In our recent political history Watergate is the most widely discussed example of the Noble Lie. President Nixon, and the other members of his administration, was engaging in deception on several levels, but while he was drowning, Nixon claimed that no one intended to profit from the deceptions; they had the interests of the citizens in mind.

Beyond this ethical reason for democracy there are some good practical reasons for it. Democracy generates consent: People make the rules and they have ways to change the rules using their political institutions. You don’t have to have a bloodbath to get rid of a bad ruler like Claudius in Hamlet. Leak it to the newspapers, haul him into court, have an election. There’s less drama, but there’s much more order because people can go about their business. They are “represented” by the whole design of democracy. (Sure, plenty of people are overrepresented and underrepresented in the real democracies we all know including the USA, but the solution isn’t less democracy, but more.)8

In Spheres of Justice, Michael Walzer characterizes democracy this way: “The citizens must govern themselves. ‘Democracy’ is the name of this government, but the word doesn’t describe anything like a simple system; nor is democracy the same thing as simple equality. Indeed, government can never be simply egalitarian, for at any given moment, someone or some group must decide this or that issue and then enforce the decision, and someone else or some other group must accept the decision and endure the enforcement. Democracy is a way of allocating power and legitimating its use…. What counts is argument among the citizens.” Argument among the citizens is essential to democracy and that argument cannot be legitimate unless it is informed. By its nature argument is rational, and the citizens cannot be informed without publicity, enabling public scrutiny. Leaders must make public the information that citizens need to make rational policy decisions.
Since those in power are conspiring to deceive, there is ample room for conspiracy theories

Personligt tror jeg der er to musts, for at genskabe demokratiet, om nødvendigt kun i Danmark med ryggen til EU, hvis de ikke selv kan finde ud af sætte grænser for deres magt.

1. Vi skal have retten til at udskrive og afholde bindende folkeafsteminger som folk, efter Schweizisk eksempel, som DF ønsker det.

2. Vi skal som supplement til DR have et offentligt støttet, så der er råd til at researche grundigt, debat magasin eller avis, med absolut pligt! til at gå så kritisk til værks i forhold til alle emner i Politik og samfundet. naturligvis saglig kritik, men pligt til hård kritik, til at skabe debat og til at have en omfattende debat sektion, altså blive et kerneforum for politisk debat i Danmark. Nyhederne kan man så overlade til de almindelige aviser.

At demokratiet bliver udvandet, og aviserne efterhånden fungerer som nutidens "brød og skue", er et tegn på at ikke bare har vi en post demokratisk tidsalder, med kontraktpolitiske smuler til befolkningen og symbolpolitik. Den har stadig lettere vilkår.

Berlingeren - Ahmadinejad er højreradikal

Fra tante Agathes fortrukne:

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, forsøger nu at genoprette sin magtbase efter ugers uro, der har svækket præstestyret. I går fyrede Ahmadinejad ifølge lokale nyhedsbureauer fire ministre, og det kan være et varsel om en mere højre-radikal linje i Iran.

Det er jo så indlysende at totalt rabiat, forskruet, kollektivt religiøst, islamokonservativt livssyn er højreradikalt, det er også derfor at hele 3,8 procent af muslimerne i Danmark vil stemme på VKO.

At være højre radikal har naturligvis intet at gøre med at holde radikalt fast i frihed, kapitalisme og frihandel, individets ret og pligt.

Det er noget med manglende frihed, kollektive systemer, det er jo så indlysende, at det skal bare stå i Berlingeren!

Ahem - blær der afkræfter blæret

Politikens læsere er blandt de klogeste:

Blærer de sig med.

Men:

At nærværende nyhedssite er det danske site, der tiltrækker flest personer med lang eller mellemlang uddannelse.

Nu er klog og lang uddannelse ikke nødvendigvis det samme.

Jeg vil nok sige, at hvis man var klog, burde man have det svært ved et så forsimplet verdensbillede. Omend man læser det, blot for at orientere sig.
Og hvor er i øvrigt Information?



Update: Ikke at det er den store sag, men der stilles tvivl ved selve undersøgelsen, opsnuset af William:

Vinkling og de oversete racistiske overfald

En historie skal have en vinkel, en retning man bevæger sig i, ellers ender man med at bruge en masse tid på at spørge i øst og i vest, og få svar i øst og i vest.
Vinklen repræsenterer for så vidt en hypotese, den historie man regner med at kunne fortælle - altså få andre til at fortælle, for som journalist må man ikke bare hente den inde i ens eget hoved og det er fair nok, men skal gøres omhyggeligt, så det ikke lugter af at man forsøger at binde folk blår i øjnene, eller spinne noget frem, som ikke er der:

Her fra en artikel i Information, som omhandler en historie, jeg gerne ville have kommenteret tidligere, men ikke have tid til, plus nogle væverier, om at vi ikke tager racistiske overfald alvorligt, men først historien, jeg ikke fik kommenteret, fra artiklen:

I den arabiske verden er der vrede over, at de vestlige medier ignorerede sagen om en ung egyptisk kvinde, der blev dræbt i Tyskland. Også i Danmark er medierne dårlige til at dække hadmotiverede forbrydelser mod indvandrere, mener eksperter

De som mener at have patent på historiens største offerrolle har talt. En enkelt galning, fra Rusland, hvor der myrdes 30.000 om året, et af de lande i verden, hvor der begåes flest mord, slår en muslim ihjel, i et EU land, og straks forventes det, at medierne skal skrive spalte op og ned omkring fænomenet.
Mordet var efter medierne, som faktisk nævnte sagen, motiveret af at vedkommende var muslim, men kunne angiveligt lige så godt have været motiveret af, at personen var hjemløs, lugtede, eller var rødhåret, eller havde en billig mobil. For der findes nu her og der galninge, som myrder for ingenting.
Det skaber så protester i Egypten, hvor man mener, at denne sag skulle have ledt til den helt store omgang muslimsk - holocaustmediesmøre.
Det kommer fra en civilisation, som i sine rækker har millioner af fanatikere, der myrder titusinder mennesker om året, som medierne stort set aldrig skriver om, de skriver ikke engang om en brøkdel, og som muslimerne, eller øvrige generelt heller ikke andre, sjældent går på gaderne og protesterer over.

Så skal dette spørgsmål nu gøres til, at muslimer bliver overfaldet hele tiden, bare fordi de er muslimer, og medierne uha, uha, ignorerer dette generelt.

Men medierne ignorerer så meget. De ignorerer generelt at gamle damer bliver overfaldet og slået ned, sparket på mens de ligger ned. De ignorerer at 35 procent af alle voldtægter begås af indvandrere og efterkommere, og motiveres ofte af at danske kvinder er såkaldte ludere. De ignorerer, at indvandrer unge, fører krig mod svenskerne, ved at røve, overfalde, voldtage dem. De ignorerer når "fucking danskere" bliver overfaldet af indvandrerunge. Men hvis danskerne kalder dem fucking perkere og så overfalder dem, så tvivler jeg på det er en historie, som mange journalister vil overse. Så er det da kun fordi, de glemmer at henvende sig til medierne med den.

I det hele taget bliver overfaldsvold, uden nogen som helst grund ignoreret. Medmindre ofret ender med at svæve i livsfare, eller deromkring. Og ikke bare i medierne, men også i retssalene, giver det ikke særligt meget skærpet straf, hvis man går direkte hen til tilfældig person, og begynder at sparke vedkommende, og fortsætter mens ofret ligger ned.
Hjemløse overfaldes jævnligt, bøsser overfaldes jævnligt, ganske almindelige tyndarmede stakler overfaldes jævnligt, og når det kommer til vold, er indvandrerne oftere forbrydere end ofre relativt, Indvandrere fra følgende muslimske lande: Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalia, Irak og Marokko alene står for 9 procent af alle voldsdomme i Danmark, selv om de kun udgør 1,8 procent af befolkningen. Taler vi om voldtægter er det 15,70 procent af dommene. Se det skriver medierne heller ikke om, selv om tallene er frit tilgængelige hos Danmarks Statistik.

Fra artiklen igen:

"»Mange i undersøgelsen svarede, at de troede, de var blevet overfaldet på grund af deres etnicitet, religion eller seksualitet. Og så er det jo, man spørger sig selv: 'Hvorfor kommer de her sager ikke frem? Når folk oplever det sådan, hvorfor hører man så aldrig om racistisk motiverede forbrydelser i medierne?« spørger Madana Zarrehparvar."

Nu er at føle sig overfaldet, på grund af sin religion jo en ting. Og den som svarer, jeg blev overfaldet på grund af min etnicitet, kunne lige så godt være en dansker.
Indvandrere føler og nøgleordet er føler, også det er racisme, hvis de ikke får et arbejde. Hvad skal danskeren, som også har svært ved at finde arbejde så tænke? Er jeg for gammel? for fed? Er det min person? Er det fordi jeg er på bistandshjælp? Fordi jeg ryger?

Og hvad angår vold, så bliver folk overfaldet for småting. De bliver overfaldet, fordi deres tøj er grimt, fordi de kigger forkert på andre, fordi de ikke bukker og skraber på den rigtige måde, fordi de ligner en taber, fordi de ligner en bøsse, fordi de bare er mærkelige, men nok knap så sjældent, fordi de er muslimer, ingen ønsker at blive målet for en SMS kæde, der får 50-100 nye modstandere til at møde op. Medmindre de er medlem af AK81.
Det er selvfølgelig noget helt andet, når de stjæler ens pung, eller chikanerer andre. Og eftersom indvandrere kan få det til racisme, når politiet arresterer dem for kriminalitet, så kan de sikkert få alt til at rime på racisme.

Men proportioner, proportioner. Det ville passe mig fint, hvis man grundigt undersøgte den slags, bare man også undersøgte voldtægter på kvinder, overfald på unge danske mænd, og vægtede ord som fucking dansker, fucking luder, fucking racist, fucking bøsse, fucking rødhårede abekat, fucking nar og idiot lige så højt som fucking perker i forbindelse med sådanne.
Så ville det hænge sammen logisk, og være retfærdigt, ikke forskelsbehandling af danskere og indvandrere.

Men den letteste løsning ville være, at simpelthen straffe alle ubegrundede og uprovokerede overfald hårdt, meget hårdt - et års tillægsstraf, plus for overfaldets karakter, uanset om de sker fordi en person kigger forkert på en anden, eller fordi ofret ser mærkeligt ud, eller falder uden for på den ene eller anden måde, eller fordi de unge mennesker "keder" sig. Den løsning ville ramme et problem som faktisk eksisterer i stort omfang og iøvrigt også politisk og religiøst motiverede overfald.

I Gellerup, hvor drengen boede, er mange ifølge Århus Stiftstidende overbevist om, at drabet var racistisk motiveret, men ud over reportagen fra drengens nabolag har medierne ikke skrevet meget om eventuelle racistiske motiver.

Jeg har ikke fulgt sagen, men har man nogle beviser for at han kørte over ham to gange og i det hele taget med vilje?
Den dreng som der er uroligheder over nu, i Frankrig, er man jo også i ghettoerne overbevist om er blevet dræbt med vilje af politiet. Som man er overbevist om så mange andre konspirationsteorier. En opfattet virkelighed, er ikke virkeligheden i sig selv, men der går islam og venstrefløj pænt hånd i hånd med konspirationsteorier og offerroller.
I Frankrig flippede unge ud i månedvis brændte tusinder af biler, fordi nogle indvandrerkriminelle på flugt, hoppede ind på en strømstation og fik et dødeligt stød. De var de også sikker var bevidst racisme fra politiets side, eller en løgnehistorie som dækkede over de havde skudt dem, at det var racistisk.

Medierne skriver heller meget om sådan noget, heller ikke hvor lidt der skal til for at tænde krudttønden i Frankrig, hvor mange biler der bliver brændt om dagen i Frankrig osv. Medmindre det varer flere dage.

Der er så meget medierne ikke skriver om, og de største problemer plejer som regel at være blandt netop dem, de ikke skriver om:

One day in the late 1970s, the writer James Baldwin was explaining to an Arab friend that he wanted to go back to America after many years as an expatriate in France. "America has found a formula to deal with the demon of race," Baldwin told Syrian businessman Raja Sidawi, who had a house near him in St. Paul de Vence. In France and the rest of Europe, people pretended that the race problem didn't exist, Baldwin said, but "someday it will explode."

Sensationsjournalistik for de uoplyste

I det forløb, jeg er i gang med lige nu, lærer vi at være rigtig kritiske. Vi er faktisk tvunget til at være kritiske, ellers dumper vi - og vi kan dumpe af mange andre årsager.
Men vores historie skal holde, der skal være belæg for den og evt. modsigelser skal være undersøgt grundigt. Ellers er vi sikre på at dumpe uanset hvad.
Men et er skolen, noget andet er når de studerende slippes løs i virkelighedens journalistiske verden, så falder kravene prompte:

"Et stort problem", ministerierne bruger flere penge på præsentation, vand og sandwiches og den slags, Ritzau journalisten må være ret så forelsket i sin overskrift:
"Pengene fosser ud af ministerierne"
Tag den Fogh og Venstre!

Hvad er pointen med en sådan historie? At antyde at regeringen frådser?

I artiklen står det:

Alene sidste år steg repræsentationsudgifterne med 15 procent

Well, så er det måske på sin plads at undersøge prisindekset for fødevarer, eller hur? Blot måske, det kan da ikke være så svært.

Og Ekstra Bladet selv, som gladeligt videresender Ritzau telegrammet, behøver da ikke at kigge særligt langt, for at finde en artikel om stigende fødevare priser:

Det er blevet grundigt udpenslet i medierne de sidste par uger. I takt med, at vi alle har fået både skattelettelser og en historisk velstand, er der en grundlæggende ting, der går den forkerte vej: Fødevarer er næsten fordoblet i pris.

Det viser Danmarks Statistiks prisindeks over dagligvarer fra december 2005 til december 2007.

Men hvor galt står det i virkeligheden til på specifikke produkter?

Af indekset fremgår det, at icebergsalaten i gennemsnit er steget med 82 procent i perioden. En laksefilet er blevet 46 procent dyrere, gryn er steget 44 procent i pris.

Og både æble- og appelsinjuice er blevet 39 procent dyrere for forbrugerne.

Vi mangler lige sandwichingrediensen mel i ovenstående, men hvis man ikke har bemærket at brødpriserne de sidste to år er stejlet, så følger man vist ikke så godt med. Pålæg er sikkert også steget lidt, Ost er i hvert fald.
Godt denne journalist ikke skal til eksamen på journalisthøjskolen.

Ros til ministerierne fordi udgifterne ikke er steget mere, skal der i hvert fald lyde herfra.

DR må lange en undskyldning til Pia

Isak Winkel Holm havde citeret Pia Kjærsgård for at sige at muslimer yngler som rotter.

Det har hun aldrig sagt, og i øvrigt vist heller ikke Glistrup, som man siger det samme om. Det er helt tredje medlem af hedengangne Fremskridtspartiet, der vist står for det citat.

Men det er elitens og mediernes yndlings sport, at finde citater de kan hetze DF med. Helst så falske og dæmoniserende som muligt. Muslimerne må efterhånden frygte, at vi bare venter på at begå folkemord mod dem, så forvrængende de farisæiske politiske korrekthadende "helgener" i dette land er.

Som regel foregår det ved at udelade nogle dele af sætningen.
Som da f.eks Morten Messerschmidt sagde noget alá, at de samfund som holder fast i Islam som ideologi er eller bliver tabersamfund.
Så blev det i medierne til muslimer er tabere alle zusammen, underforstået kulturmuslimer og mennesker født som muslimer og ikke alene radikale muslimer og sharia baserede samfund, som var dem Messerschmidt mente.

Det samme da Camre skabte røre i skinhellighedens hellige dam med den politisk ukorrekte frækhed, at sige at NOGLE muslimer kun ventede på at skaffe os af vejen, hvilket terrorister og islamister med Islams politiske overherredømme som mål nu en gang gør.
Så blev det også i medierne til at alle "muslimerne" vil skaffe os af vejen. Hvilket ikke har en flyvende elefant med hvad Camre sagde. Enhver ved godt de flere muslimer er hæderlige mennesker. Inklusive Camre som er et unikum med asperger tendenser, men bestemt ikke dum.

Men et fåtal er terrorister og islamister. En pæn stor andel, omkring tyve procent foreksempel for efterkommere af Libanesere og nogle flygtningegrupper er kriminelle.
Og mange er arbejdsløse og har integrationsproblemer generelt.

Den nye store Stasi og den lille

Hans Martin Tillack, hedder en tysk Journalist, der for nogle år tilbage gravede godt og dybt i korruptionsmøget nede i Bruxelles.

Det skulle han aldrig havde gjort, der blev straks svaret igen med anklager om, at han havde bestukket sine kilder. Ikke nok med det. Det lykkedes EUs antikorruptionsorgan, OLAF, at pudse det belgiske politi på ham ud fra den undskyldning, at man ville finde frem til hans hemmelige kilder. Det ubetinget mod EUs egen menneskerettighedskonvention og pressens særstilling i forhold til kildebeskyttelse. Han blev fængslet for nogle timer og fik 4 mobiltelefoner, 2 computere beslaglagt og 16 bokse med dokumenter.

Disse papirer fik han først tilbage sidste år, efter 4,5 år!

Politiet opgav først, at anklage ham for at bestikke sine kilder i tirsdags og lukkede sagen.

Altså man har fortsat, selv efter 2007, hvor EU domstolen dømte at hans ytringsfrihed var blevet antastet og pålagte Belgien at betale en erstatning til ham på 10.000 Euro.

Mere magtmastodontisk, verderstyggelig magtarrogant adfærd skal man lede længe efter.

Men der findes altid en lille Stasi i medieverdenen.

Som Paula Larrain skriver for "journalisten", "Fri presse er en illusion":

Det mærkelige består i, at netop Christian - om nogen - ved, hvad journalistik kan komme til at koste. Christian var som ungt, blændende talent primus motor for de berømte historier om Riffelsyndikatet, der kort tid efter sendte den gamle tante ud i det ene frasalg efter det andet.

Det var nogle dramatiske dage, vi var igennem dengang. For den frie presses skyld. Retten til at skrive kritisk om hvad som helst – imod en hvilken som helst parts interesser. Også vores hovedaktionærers.

...

Det er på tide at indrømme, at den helt frie presse ikke findes. Kun ved at erkende dette, kan vi slippe journalistikken fri

Jeg er meget uenig. Pressen er naturligvis kun fri, hvis den skriver om det den ved. At der så er kommercielle interesser er klart og det kan lægge låg på ytringsfriheden, er en anden sag.
Så hvad vi kan erkende, er at pressen er ikke fri. Selv ikke når den har en god historie, som kunne sælge flere aviser.
Det bedste argument for en artikel, i en kommerciel mediebranche, er jo at artiklen sælger aviser, profilerer avisen og sætter dagsorden.
Selv når dette er på plads, som i sagen med riffelsyndikatet, så kan ytringsfriheden ryge.

Eller man kan sige det på en anden måde. Det er netop der ytringsfriheden for alvor ryger.

Israel Palæstina konflikten et overblik

Denne post bliver opdateret over de nærmeste dage, da jeg ikke vil for sent i seng. Jeg har allerede været omkring emnet i denne debat tråd på Information.dk. Og i denne debat ligeledes på Information.
Nu er jeg ved blive viklet ind i en ny omgang på Raapils blog.

Min egen indstilling til denne konflikt er, at det er en konflikt med to syndere og med to ofre.

En nogenlunde balanceret gennemgang kan læses på Wiki:

Min subjektive oplevelse via avislæsning fra jeg var 12 år gammel er, at Palæstinensernes lidelser er noget bedre kendt end Israelernes. Personligt gik der i hvert fald rigtig mange år, før jeg fandt ud af nogle detaljer omkring Israel.
Det skyldes ikke nødvendigvis ond vilje fra mediernes side, for begge sider får taletid.
Palæstinenserne bruger blot deres på at sammenligne dem selv med indianerne, fortælle om deres flygtninge, skæbne, de døde civile, alt det israelerne rammer som ikke er militante mål osv.

Mens Israel bruger deres til at harcelere mod selvmordsbombere, raketter og forklare, at de er nødt til at reagere og tilmed gøre et forsøg på at forklare, at en terrorgruppe som Hamas faktisk vil udslette Israel.
Det sidste lykkedes faktisk først for os at forstå for alvor, men kun delvist, da Hamas blev en politisk magt og selv udtalte det ved topmøder og lignende, at de havde det mål og direkte sagde; de vil aldrig anerkende Israel. I dag er der stadig mange, der ikke ved det, vi kender til gengæld godt de mange flygtninge, muren, bosætterne, osv.

Personligt er jeg dødtræt af denne konflikt. Det har jeg faktisk været, siden jeg var barn. Allerede dengang stod det klart for mig, at denne konflikt er indviklet en gordisk knude, at den ikke kan løses, næppe nogensinde vil blive løst.
Jeg voksede op med et billede af Israel som hovedsynderen, det blev senere til en neutralitet - de er lige gode om det og ligegyldighed, fordi jeg er, som sagt, dødtræt af den elendighed og tåbelighed.
I dag er Hamas for mig hovedsynderen, sammen med Islamisk Jihad. Tidligere var PLO og flere arabiske stater det også. Men nu anerkender de Israels ret til at eksistere, og kun Hamas og Islamisk Jihad gør det ikke. Israel reagerer, Hamas provokerer, sådan er det, og lillebror er ikke uskyldig, fordi han er den svageste.
Jeg har skippet medierne, fordi de rummer stort set kun propaganda og gode billeder, tudehistorier og giver i bedste tilfælde et overfladisk indblik i konflikten.

Omvendt er jeg ikke nået dertil, hvor jeg vil læse bog op, og bog ned, om denne konflikt, jeg ønsker blot at få udfyldt de huller, som medierne ikke fylder.

Og der er mange huller i denne konflikt. Det er de huller, denne artikel kommer til at handle om.

Lad os starte med nuet, medierne hyler nu mod Israel, alle taler om proportionsprincippet, "Israel fordømmes internationalt for sin hårde fremfærd", hvor mange gange har vi ikke hørt den sætning?
Vi hører om de lukkede grænser, igen og igen, hvor meget hører vi, om de israelere som opholder flere timer om dagen i beskyttelsesrum, det er jo derfor, at de ikke dør, de har luftalarmer. men deres ejendom ødelægges, deres livsværk stjæles fra dem.

Hvad gælder dette proportionsprincip, jo, det kommer frem igen og igen, når Israel dræber flere palæstinensere, end de dræber israelere.
Bent Melchior har nogle gode betragtninger i den anledning i Information.
Jeg er i parentes meget enig med ham i, at der aldrig bliver fred uden at internationale styrker bliver sat til det beskidte arbejde dernede.

Proportionsprincippet har en anden dimension, end blot antallet af dræbte. Hvem er det som bliver dræbt? Er det civile eller er det militante.

Når vi taler om andelen af civile dræbte, så fører Palæstinenserne som dem der får flest civile dræbt. Det har en simpel årsag, det er nemlig oftest dem, de går efter, modsat hvad Israel gør.
Over 2/3 dele af de 1,176 israelske dræbte siden september 2000, hvor anden intifada begyndte, er civile.
Af de omkring 5000 palæstinensere, som er dræbt siden september 2000, er langt over halvdelen militante. Der udover er 95 procent af dem hankøn, hvilket ikke burde være tilfældet, hvis vi virkeligt talte civile, som tæller ligeligt hankøn og hunkøn. Det er ikke svært at skelne en Israelsk soldat fra en civil, for selv når han er på orlov og bliver dræbt af en selvmordsbombe, bliver han rubriceret som en dræbt IDF soldat. En palæstinensisk mand i civilt tøj er til gengæld ikke nødvendigvis en civil, selv om han forsøges at rubriceres som en sådan.

Så der er altså disproportioner mellem civile dræbte, og de færreste er vel klar over, at der faktisk bliver dræbt så mange israelere.

Jeg hælder selv til dispropornalitet tanken, og synes personligt også, at Israel skulle have bombet mindre fra luften. Men hvis målet er at svække Hamas, eller gøre dem bløde til reelle forhandlinger, arrestere toppen af dem, så er det til gengæld i følge min opfattelse det vigtigste skridt, man kan tage i fredsprocessen.
Hamas vil fortsætte med at angribe Israel, det samme vil islamisk jihad, hvis der skal være en chance for fred, skal Abbas styre styrkes og overtage magten, eller Hamas skal være villige til at ophøre med angreb, ikke blot for en periode, som de kun vil bruge til at anskaffe våben og konsolidere deres magt.
Se mere om Hamas indstilling i min post her:

Hvis Israel ikke havde indført checkpoints og bygget muren, ville de have lidt langt større tab. I en periode blev alle selvmordsbombere som kom fra Vest Bredden fanget. Mere end 3/4 dele af de Israelske tab siden september 2000, er slået ihjel før slutningen af 2004 og det drejer sig om over 900 mennesker i alt på lidt over 3 år.
Muren er ikke en grænsesætning, men en midlertidig løsning, bygget således at dele af den kan opbygges et andet sted.
Israel spilder ikke penge på den mur for sjov, ligeledes har de måttet smide penge i at bygge veje alene Palæstinensere og alene for Israelere. Det er heller ikke gjort for sjovt, men for at sikre liv.
Alt i alt er denne konflikt ekstremt dyr for Israel.


Effektiviteten af muren og checkpoints.


Nu til det historiske:

I begyndelsen af 1900 tallet var der 10-12 procent Jøder i det, som der var tilbage af Palæstina efter oprettelsen af Jordan. Det antal voksede til 35 procent omkring 1947, da man diskuterede delingsplanen.
Oprettelsen skyder man historisk på Zionismen, men en del af historien, og nok den største, er at indvandringen først tog fart efter 1930, og de mange flygtede kom tilfældigvis fra Tyskland og Rusland, før havde det primært været polske jøder også været forfulgt. De havde ikke rigtig andre steder at tage hen, for USA havde skruet ned for indvandringen, og klimaet for Jøder andre steder var ikke specielt gunstigt, ikke at det var helt gunstigt i Palæstina, der var flere stridigheder og blandt andet blev jøder helt fordrevet fra Hebron. Det udviklede sig til en krig før krigen.



Selv om Israelerne som udgangspunkt var færre, skal det med at der også var godt over 100000 Arabere som tilvandrede i perioden, og at den jødiske indvandring skal ses i lyset af forfølgelse i Europa, nærmere end Zionisme.
Tilvandringen skabte i øvrigt et økonomisk boom, som var grund til arabere flyttede til, men de kunne ikke acceptere en jødisk stat, eller at leve under Jødisk herredømme, det er kernen i denne konflikt.

Konflikten har altid været gensidig, men som en Britisk Sergent dengang bemærkede:

Hvis bøtten vendte for araberne, var de "Skrækslagne for at jøderne skulle gøre det halve af, hvad de gjorde mod dem".

Da Grænserne blev lagt i 1947, fik Israel ikke det bedste land. 60 procent af det de fik var Negev Ørknen. Det fortæller lidt om, at jøderne måtte tage til takke med, hvad de kunne få. Det område Israel fik havde jøderne flertal i. En folkeafstemning havde givet samme resultat.

Da den Israelske stat blev proklameret, var en del af erklæringen dette:

"We call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Men Araberne havde dengang, som Hamas og Islamic Jihad har det i dag, andre tanker.
den Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."

Israel kunne ikke få våben fra andet end Tjekkoslovakiet, som var de eneste, der ville sælge til dem. Der var virkelig lagt op til en afskaffelse af de irriterende jøder. Det var, hvad man bød et folk, som lige havde fået udryddet millioner.

Men Israel vandt jo som bekendt krigen og annekterede dele af den palæstinensiske stat. Det skal så siges, at Jordan og Egypten annekterede resten af den palæstinensiske stat, og der var ingen modstand mod den besættelse! Jordan erklærede i forbindelse med sin overtagelse, at der ikke var støtte til en Palæstinensisk stat.

En masse Arabere flygtede fra deres hjem, omkring 720000, de blev udelukket fra at vende tilbage, og på grund af en ubæredygtig demografi tæller deres efterkommere i dag omkring 3-4 millioner. Vi kender alle til flygtningene der, men jeg fandt i hvert fald først for nylig ud af, hvor mange Jøder der omvendt var blevet tvunget væk fra de omkringliggende krigsførende Arabiske lande, nemlig omkring 450000 tusinde. Status er, at der er 20 procent arabere inde i Israel - dem som blev. Og praktisk taget ingen jøder i de Arabiske lande omkring.
De 450000 Jøder nævner vi aldrig som flygtninge, de mistede også deres ejendom, og Israels holdning var, at man havde byttet flygtninge på den måde. Oven i blev flere hundred tusinde jøder langsomt fordrevet eller mere eller mindre frivilligt sendt til Israel, fra Nordafrika og andre steder, i tiden efter.

Israel har siden 1948, og det hvert år, oplevet terrorangreb med døde, med 2002 som det værste år - nemlig 451 døde. Desuden er Israel blevet bombet løbende af specielt Egypten og Syrien, men også Jordan op til 1973.

PLO blev oprettet før 1967.

Der er ikke kun et offer og en bøddel i den her konflikt.

Den løsning, der skal til er nok, at FN tropper overtager overvågningen og nedkæmpningen af ekstremister på begge sider. Hvis fred skal have en chance.