"Jeg har selv oplevet, hvor let det er at få journalisterne til at gå ind på mine betingelser. Hvis der var noget, som Pia Kjærsgaard ikke gad snakke om, for eksempel intern uro i partiet, så kunne man sagtens lave en aftale om, at interviewet bliver uden det og det," siger han til Journalisten.dk.
"Det er da ulækkert.Som journalist ville jeg da aldrig finde mig i, at jeg på forhånd skulle have at vide, præcis hvilke spørgsmål jeg måtte stille. Der savner jeg en presse, der siger: on your bike!" siger Espersen.
Jeg tror, at Søren Espersen har en pointe i, at der er gået for meget flinkeskole i journalistikken.
Han har også delvis ret i sin anklage mod Journalisthøjskolen:
"Når det gælder unge og nyansatte journalister, så gør de det nærmest af sig selv. De virker næsten hundeangste på forhånd og siger med det samme: du får selvfølgelig artiklen til gennemsyn. Og det overrasker dem altid, når jeg så siger, at jeg ikke gider se det," siger han.
Og det er ikke kun Søren Espersen selv, der har den oplevelse omkring de unge journalister. Han fortæller, at han har spurgt kolleger rundt omkring på Christiansborg om netop dette fænomen, og at mange bekræfter tendensen med, at journalisterne uopfordret tilbyder, at kilden kan godkende citater.
Ansvaret, mener Espersen, ligger på journalistuddannelserne.
Selv mener jeg, at der har været lidt blandede signaler i denne sammenhæng på Journalisthøjskolen. Jeg er dog ret sikker på, at det, vi har lært, er, at hvis kilden ønsker citaterne til gennemsyn, så skal vi indgå på det præmis. Det er god skik at gøre det. Men det er ok helt at undlade, at selv give tilbuddet om citattjek.
"Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden. Men det er da i hvert fald ikke den måde, jeg blev opdraget på Journalisthøjskolen. Dengang skulle kilderne næsten trække citaterne ud af os for at få lov at se dem. Jeg synes, det er helt galt, når man frivilligt overleverer redigeringsretten til kilden."
Så problemet ligger måske et andet sted - nemlig i, at man som ung eller uerfaren journalist frygter at miste historien, hvis man ikke strækker sig langt i samarbejdet. Det har jeg selv gjort i visse tilfælde, hvor jeg fornemmede, at kilden stillede lidt tøvende op.
Mange er mistroiske over for journalister, selv om flertallet i professionen faktisk gør et hæderligt og ærligt arbejde, og endda også selv tager initiativ til at få det kilden siger til at lyde (endda lyve) bedre og mere sammenhængende.
Omvendt er denne holdningsændring fra rå citater, uanset hvor dumt kilden tager sig ud, til et samarbejde med kilden også opstået på den baggrund, at visse politikere har nægtet at lade sig interviewe, specielt af bestemte journalister. Og alle journalister har oplevet rigtig mange gange, at kilden - ikke kun politikere - trækker stikket undervejs, eller endda når artiklen er skrevet, eller hvis de ikke mener, at interviewet forløb særligt godt.
Og journalisten kan også være ret uhæderlig, hvilket får politikerne til at nægte interviews.
"DF nægter selv at lade svenske journalister interviewe dem, fortæller Søren Espersen:
"Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende."Journalisthøjskolen får også mulighed for et modsvar:
"Jeg ved ikke, om Søren Espersen tæskede ethvert citat, da han var journalist. Men jeg ved, at mange politikere og eksperter netop har problemer med, at de føler sig fejlciteret. Og hvis det skal undgås, er det jo ved, at man får lov at tjekke citaterne, siger Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen."
Det rigtige ord, her er "føler", fordi kilderne bliver i 99 procent af tilfældene citeret korrekt, men brokker sig egentlig over, at de ikke har formuleret sig ordentligt i forhold til den høje standard, de gerne vil levere, og giver journalisten skylden. Så sidder man som journalist med båndoptagelsen, der viser, at man har ret og en kilde, der bliver sur, hvis man holder fast i, "det var det, du sagde!"
Der findes også en anden forklaring på mere samarbejde med kilden, som Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef fra Journalisthøjskolen bringer på banen:
"Jeg kan nikke genkendende til, at der er sket en udvikling, også hos os. Vi går ind for større åbenhed og dialog mellem kilde og journalist. Hvis man kigger på troværdighedsmålinger, så ligger journalister side om side med politikere og roder nede i bunden. Og alt, hvad der kan redde journalistikken ud af den situation, skal være velkomment. Så det, at vi har en ny generation, der er mere åbne og ærlige, og som gerne vil skabe transparens, det kan jeg da kun hylde."
Det er ikke optimalt, men lad os også slå fast, at der er nogle, der vil nægte interviews, hvis de ikke får denne ret.
Jeg er helt enig i, at man som journalist skal være hæderlig, men man skal også stikke nogle spørgsmål, som ikke lige var planlagt og holde på nogle trumfer, specielt hvis man står over for en politiker, der vil vende spørgsmålene med spindoktoren først. Sol og vind skal fordeles ligeligt,
Det er kedeligt, at vi nu har en udvikling, hvor det hele sker på politikernes præmisser, og jeg synes, at der bliver lagt for lidt arbejde i at finde på kritiske spørgsmål, selv når de stilles. Det er nok et større problem.
Interviewet med LA under den sidste valgkamp er et glimrende eksempel, på en kritisk vinkel, man på redaktionen på TV2 burde have undersøgt ordentligt og selv skudt ned, i stedet for at bliver ved med at køre i samme rille under selve live-interviewet.
Mon ikke, det er sådanne situationer, der først og fremmest giver journalister et dårligt rygte - nemlig manglen på viden og manglende evne til at indse, at man har valgt en forkert hest at sætte ens væddemål på.
Ligeledes har journalister mindre tid til at skrive gode artikler nu om dage. Det gælder ikke alle, de gode, der kan lavere kvalitet lidt hurtigere end de andre, får angiveligt og efter sigende lov - på de store aviser, der fortsat har lidt råd.
Men mange artikler bærer i dag præg af, at det er noget lala, der er liret hurtigt af - Hvorfor skulle man egentlig læse det og betale for det? Når man kan få den slags hurtige nyheder gratis på nettet?
Men jeg kan virkelig ikke se, at en tandløs mikronfonholdning skulle gøre rygtet bedre, det tvivler jeg stærkt på, selv om jeg gerne er retfærdig over for og samarbejder med min kilde - den gyldne middelvej - tak!
0 kommentarer:
Send en kommentar