Essay - Det totalitæres usynlige magt

Mennesket er ikke ondt, men det er heller ikke godheden selv - sådan at forstå, at det besidder en personlig og uafhængig moralsk rygrad, der ikke lader sig knække af ydre pres og vold, social kontrol, intimidering eller autoritet.
De færreste blandt menneskeheden er psykopater, men de færreste er også engle.

Dette udsagn taler historien, og desværre også nutiden til, til ære for sandhedsværdien af.

I historien og i dagens verden har det totalitære alt for let spil. De fleste af verdens nationer er diktaturer i en eller anden form, og selv i de hædervundne vestlige demokratier kan vi ikke sige os fri fra en autokratisk og totalitær kontrol som er mere subtil, end den er nominel.

I Danmark, og mange andre vestlige lande, lever vi en relativt beskyttet tilværelse, der er unik, sjælden, prisværdig, men nærmere undtagelsen end reglen, hvis man ser på historiens gang og den tilværelse som tildeles flertallet på jorden i dag.

Det gør os både naive og tillidsfulde, alt efter om glasset skal være halvt fyldt, eller halvt tomt. Der findes mange eksempler på, hvordan vi retoucherer verden gennem vores medfødte lyserøde briller.

Der findes også eksempler på situationer, hvor denne naivitet bliver direkte skadelig, hvor en formodet godhed, bliver til "ondskab". Hvor en rygradsrefleks af isolationisme eller anti-imperalisme bliver til de facto "ondskab". Ser man på danskernes holdning til Afghanistan, Går en broget flok af anti dit og dat, pacifister, isolationister, hånd i hånd med vaklende opbakning til vores troppers tilstedeværelse i landet. Kort efter 9/11, var det vel kun de mest anti-amerikanske røster, der stillede spørgsmålstegn ved invasionen.
Nu rejser sig der flere og flere kritiske røster, og omend kritiske røster er godt, så er det spørgsmål, der ikke bliver rejst - Hvad ville der ske, hvis vi forlod landet? Svaret er både banalt og brutalt, Taliban ville genvinde magten i hele landet og genskabe et af de mest uhyggelige totalitære samfund, der er set i sidste århundrede. Man kan da kun håbe, at modstanden mod indsatsen i landet, skyldes ren uvidenhed omkring hvad Taliban står for, men det er næppe, desværre, tilfældet.
Jeg husker specielt en dokumentar, med et interview af små børn, der havde oplevet deres mor blive skudt ned foran øjnene på dem, fordi hun havde været så fræk at påtale, at Taliban uden grund gik ind i deres hjem. Dette er kun en enkelt historie ud af mange. Bøger som drageløberen, googling, giver ikke en gang toppen af isbjerget.

Forestil jer at gangstere brød ind i et hjem i Danmark og gjorde det samme. Hvad ville det offentlige ramaskrig være? Et godt bud er vel mere politi og en større indsats mod kriminalitet?
Ville der være nogen overhovedet, der ville foreslå afskaffelse af politiet, at man trak det tilbage, fordi det alligevel ikke kunne forhindre kriminalitet? Nej, vel. Alligevel er det præcis, hvad et substantielt antal danskere mener om vores indsats i Afghanistan.

Og hvad værre er, der findes endda dem som mener, at vi ville gøre Afghanistan en tjeneste ved at gøre det.

Når vi kan være blinde overfor den totalitære magt, i dette spørgsmål. Så er der vel ikke noget at sige til, at det totalitære er yderst succesfuldt - har altid været det, men vil forhåbentlig ikke altid være det.

I Bosnien, blev naboer og venner pludseligt ens bødler i stedet. Vi lever i et samfund, hvor vores menneskelighed ikke for alvor kommer på prøve. Vi kan være flinke på overfladen, uden at vores moralske kompas nogensinde bliver testet i en storm. Men hvis Milgram eksperimentet blev udført her i landet igen, eller en borgerkrig brød ud, så ville sandheden om vores moralske styrke, vores personlige etiske rygrad, komme frem. Poul Martinsen fra DR har interesseret sig bredt for ondskaben i mange år og fastslået, at vi i Danmark ikke fungerer så meget anderledes.
De tyske soldater under anden verdenskrig, som ved østfronten mejede uskyldige mennesker ned på stribe og lod dem dumpe direkte ned i en massegrav. De havde faktisk muligheden for at søge til en anden deling og funktion, men få brugte den mulighed.
Omend man kan sige det danske folk i anden verdenskrig blev prøvet under storm og besættelse, og kom ud af affæren med en etisk rygrad nogenlunde intakt.

Milgram og lignende forsøg viser, at alene med autoritet og med magtpositioner kan man nå langt.

I det gamle Sovjet, i Irak, vil man stadig finde tilhængere af Stalin og Saddam. Her går vi udover det blot autoritære hierarki, til tilbedelsen af den stærke alfa-leder.
Her kommer dyreriget frem i mennesket. Under millioners af års evolution, er det blevet indprentet i os, at vores overlevelse afhænger af flokken vi tilhører, og dens naturlige leder er den stærkeste i flokken.

Her går vi over i den sidste vigtige brik til forståelsen af det totalitæres magt. Det totalitære er nemlig ikke kun succesfuldt, fordi vi til tider tror blindt på autoriteter, eller fordi vi mangler empati i forhold til det som falder uden for flokken. ja, for et fåtals vedkommende, mangler empati over for alt og alle. Nej det totalitære er succesfuldt, ligeledes, fordi vi mangler mod og frygten i blandt er større end alt andet.

De fire største åbne sluser for den totalitære magt er:

Autoritetstro
Tilbedelse af magt og en stærk leder
Manglende empati
Frygt

I vores eget strukturerede samfund er de tre første menneskelige svagheder på forskellige måder tøjlede af kultur og opdragelse, mere var end er, dog. Det i form af et fokus på en selvstændig tankegang og tilværelse, så vidt muligt.
I form af et konsensus-demokrati og et veludbygget lov og straffesystem.
Ovennævnte forhold forandrer ikke menneskets natur, men sætter grænser for dens udfoldelse. Selv i militæret er der ret til at undlade at adlyde en ikke velbegrundet ordre.
Derfor er det netop frygten, der i dag er det mest virkningsfulde totalitære redskab.

For at illustrere det med en lille anekdote, så fortalte min mor, som bor i Sverige, at hun kendte mange som overvejede at stemme på Sverige-Demokraterne, men de turde ikke! Selv om afstemningen er hemmelig, så var de bange for, at man ville kunne se det på dem bagefter.
Hvis nogen kom og spurgte dig, hvem du stemmer på og kiggede dig ind i øjnene, hvad skulle du så som svensker svare, og hvis du ikke sagde sandheden, eller nægtede at svare, hvad ville dine øjne så ikke røbe?
Det er totalitært og autoritært og det virker! Helt uden trusler om vold, arveløshed, eller konkrete trusler om at blive udstødt af det gode selskab.
At det betragtes som et legitimt synspunkt, som knap ingen løfter et øjenbryn over, at ville hive de danske styrker ud af Afghanistan og lade afghanerne sejle i sin egen sø, mens det betragtes som illegitimt og moralsk på den forkerte side, at støtte DF eller Sveriges Demokraterne, eller endda blot stemme på Venstre, viser alt om, hvem der er autoritet på områder ikke omfattet af loven, og hvorledes frygten hæmmer, selv hvor en autoritet ikke har de store sanktionsmuligheder.

Mordet på Theo Van Gogh, og den efterfølgende effekt, at mennesker der ikke tør tegne Muhammad og nu ikke tør lave et print af tegningen, viser hvor lidt der skal til.
Islam er en religion, hvor skarer fastlåst i frygt for helvede, fastlåser sig selv og omverdenen i frygt.
Netop religionerne, specielt Kristendommen og Islam, var de første store totalitære ideologier, som fortsatte og fortsætter, uafhængigt af enkeltpersoner. Med en evig diktator i himlen og en evig trussel om helvedes bål og brand til dem som ikke retter ind, har de opnået, hvad alle konger og diktatorer har forsøgt forgæves, at sikre deres efterkommere magten gennem århundrede efter århundrede.
Det er skræmmende simpelt, og skræmmende lidt der skal til.

Når autoritær kontrol virker uden trusler om vold eller brug af den, uden trusler om arveløshed, udstødning eller lignende. Er der så noget at sige til, at den virker i de samfund, hvor vold bliver brugt, så snart det er nødvendigt? Hvor udstødelse virkelig er udstødelse?
Forestil dig at være født i Palæstina. Selv om du ikke i sjælen støtter Hamas, selv om ønsker fred af hele dit hjerte, ville du turde andet end at stemme på dem, når støtter af Hamas kan stille dig spørgsmålet? Ville du turde smide tørklædet? Ville du turde tale i mod? Ville du turde at give slip på din sjæl og åbent trodse Hamas?

Social kontrol med frygten som våben er en magtfuld faktor. Den bruges af muslimske indvandrere til at sørge for at deres piger ikke snakker med danske mænd og går med tørklæde. Den ville blive brugt af danske unge, hvis et antal mænd pludseligt besluttede at gå med kjole.
For manden vil det foretrukne våben være fysisk intimidering. For kvinden ville det være sladder.
Under alle omstændigheder er der tale om det totalitæres usynlige magt.

Det totalitære findes i alle mennesker, ingen går fri, derfor er totalitære regimer, den dag i dag, succesfulde.

Apropos klassisk recitation

Og at frygtløst møde skæbnen, hvilken som helst, med hævet pande og kamp i ens lemmer:



Digtet af Dylan Thomas, i tekstform:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Et lille miniessay om frygt.

Nogle af de mest bevingede ord, nogensinde sagt af en amerikansk præsident, efter Thomas Jefferson naturligvis, er Franklin D. Roosevelts, "nothing to fear, but fear itself", ved hans indsættelsestale i 1933:

This is preeminently the time to speak the truth, the whole truth, frankly and boldly. Nor need we shrink from honestly facing conditions in our country today. This great Nation will endure as it has endured, will revive and will prosper. So, first of all, let me assert my firm belief that the only thing we have to fear is fear itself—nameless, unreasoning, unjustified terror which paralyzes needed efforts to convert retreat into advance. In every dark hour of our national life a leadership of frankness and vigor has met with that understanding and support of the people themselves which is essential to victory. I am convinced that you will again give that support to leadership in these critical days.

Et recitations mesterstykke som kan høres her:



En tale for alle tider. Specielt i en tid præget af økonomisk angst og frygt for hvad man siger.

Jeg har aldrig været helt og aldeles frygtløs, dvs. der var en kort periode, hvor jeg faktisk var det, men ikke mere end jeg faktisk blev utryg ved mig selv og den styrke som ligger i at være helt uden frygt.
Men jeg har aldrig elsket frygten, har aldrig brudt mig om den, for den er oftere en ufornuftig hindring, end en fornuftig en. Forstået sådan, at fornuften i sig selv skaber handling med omtanke. Frygten i den sammenhæng er omtrent fuldstændig nytteløs, medmindre da fornuften under alle omstændigheder svigter.
Min modstand mod frygten går længere tilbage, end min kritik af Islam, skal det lige siges. For frygten hæmmer en igennem hele livet, skaber en tilknytning til resultater, der hæmmer enhver handling, om det er så er privat eller professionelt, drejer sig om lægge an på en kvinde, eller søge et arbejde, uanset i hvilket tilfælde man tager en chance, så er frygten en hæmsko og i reglen en fuldstændig irrationel af slagsen.

Nogle gange skaber frygten, præcis det problem man frygter. De økonomiske kriser er et tegn på dette. Aktie og valutamarkeder er ikke en uvæsentlig del hysteri. Et hysteri der så udnyttes af spekulanter.
Et berømt eksempel på dette er familien Rothschilds børskup i London efter slaget ved Waterloo, hvor de øvrige på børsen forventede af Rothschild var bedre informeret om slagets udkomme. Da Rothschild så begyndte at sælge alle deres aktier, troede de øvrige at Wellington havde tabt, kurserne rutchede ned og på et tidspunkt købte Rothschildfamilien aktier tilbage for billige penge, mangedoblende deres formue.

Omend Rothschilds familens første tanke ikke var at tjene på efterretningen, de underrettede regeringen om slagets udkomme som det første og begivenheden er blevet brugt til antisemitisk propaganda, så er dog noget hold i historien stadigvæk, det er muligt at spekulere i hysteri, og det sker den dag i dag.

Et andet eksempel er 2. verdenskrig. Hvor frygten for krig, eller respektivt håbet om fred, gjorde situationen langt værre.
Hitler tog til München med frygt for at den mobiliserede engelske flåde ville åbne ild. I virkeligheden var England og Frankrig endnu mindre forberedt på krig, end han kunne frygte. Hvis man fra deres side havde oprustet og reageret i tide, ville krigen måske aldrig havde indtruffet, under alle omstændigheder blevet mindre omfattende. Det er naturligvis lettere at skue bagud end forud. Men der kan ikke være tvivl om at beredtheden på krig, havde givet et andet resultat end en ikke beredthed baseret på fornægtelse.

På den anden side kan man sige at frygten for konsekvenserne spillede en rolle i afblæsningen af Cuba krisen.

Alligevel vil jeg påstå, at vi generelt er bedre stillet uden frygt end med.

Der findes intet som strengt nødvendiggør frygt, men mange situationer hvor frygten afholder os fra at gøre det rette.
Der findes givet også situationer, hvor frygten rationaliseres, således at ærligheden over for motivationen kræver et dybere spadestik ind i ens sjæl.

Muhammadtegningerne og de mange der siden intellektuelt fik positioneret sig på frygtens side, nærmere end respektens som eksempel. De samme mennesker vil ikke have et problem med at fornærme personer, de intet havde at frygte fra. Deres forsvar for at holde hovedet dukket, er gennemintellektualiseret.

Dog kan det måske siges, at for nogle er deres motivation drevet af et fjendebillede, der gør DF til en større fjende end Islam.

Men effekten er til at få øje på, uden den store intellektualisering. Instruktøren af animationsfilmen, "Rejsen til Saturn", formåede at dybt fornærme Kristendommen og afstod bevidst fra at fornærme Islam. Selv Jens Jørgen Thorsen, måtte i sin tid sande, at der er forskel på at fornærme Jesus og Muhammad, og han bøjede sit hoved.
Det er naturligvis korrekt, at der skal være grænser for fornærmelsen, i hvert fald når vi taler fornærmelsen, for fornærmelsens egen skyld.
Men Westergaards Muhammadtegning er noget mere tro mod virkeligheden, end Thorsens Pornojesus var det.
Hvad angår sandheden, skal intet holdes tilbage, selv om sandheden gør ondt eller fremføres polemisk eller satirisk. Slet ikke mod religioner, hvis fredede status nærmere hviler på tradition end fortjeneste.

Det er religioner, der er førende i produktionen af menneskelige lidelser, sammen med de religiøst prægede og anti-demokratiske politiske ideologier.

Fra decideret folkedrab og forfølgelse, til rituel omskæring, undertrykkelse af kvinder og vold, drab, til nedvurdering af mennesker som tilhører en anden tro. Fra pariaer, til kvinder som brændes fordi deres tilgift er for ringe. Fra bekæmpelse af prævention og vaccination mod kønssygdomme. Fra fornægtelse af denne verden til accept af lidelse som karma og arvesynd.
Modsat andre lidelser, afhængige af tid og sted, diktatorer og konger, har religioner reproduceret død og elendighed i århundrede efter århundrede og de fortsætter den dag i dag.

Hvad får mennesker til at følge religionen? Jeg synes et godt bud er frygt, ikke som enestående faktor, men som væsentlig faktor, den væsentligste. Frygt både for ens skæbne efter døden, samt frygt for ens status i samfundet og sociale liv. Religion har altid udgjort et subtilt diktatur. Hvad angår de Abrahamæiske religioner, med en subtil diktator som ikke kan væltes. Hinduismen har om ikke en Jahve. Så dog sit kastesystem og ringe status for kvinden.
Buddhismen sit lave fokus på materiel udvikling.

Det er frygten for det nye og det anderledes, der holder os tilbage, både som individer og som samfund.

Vores evne til at rationalisere denne frygt er omfattende, men ændrer ikke ved det grundforhold, at vi klynger os til, det vi kender, eller som udgør en ny variation af det som vi kender.

Frygten antager en skikkelse som virkeligheden ikke altid honorerer. Frygten for Islam, frygten for Socialisme, frygten for DF. Frygten for upopulære politiske beslutninger, eller frygten for at tale med hinanden. Frygten for afslag, eller frygten for at blive misforstået, frygten for at ikke slå til, frygten for at miste, variationerne er mange. Frygt er frygt.

Vi er på alt for mange områder slaver af frygten, og som sådanne bærer vi lænker ingen anden end os selv, i sidste instans har lænket os med.

Bekymre sig, det kan man altid gøre, leve, det kan man kun nu!

Vi vil aldrig mangle fjender, modstand og besværligheder i livet. Men glem aldrig at ens største fjende er en selv. Den største modstand og de største besværligheder findes inde i en selv.
Et menneskes egen mentalitet er dets bedste ven, eller dets største fjende! Din egen sjæl er din dæmon eller engel.

Livet ender, der hvor vi frygter, begynder først der hvor vi lever uden frygt.
Et frygtsommeligt liv, er et liv levet i et selvpålagt fangenskab.

Spild ikke tid på frygten, tag livet i strakt arm som det kommer.
Men lad aldrig noget, der virker ved frygt, få den mindste magt over dig. Religion eller meningsdiktatur, trusler om dette eller hint. Gå alt i møde med hovedet rejst højt og åben pande, den som lader sig kue en gang, kalder blot på næste gang og næste gang igen.