Vi elsker døden mere end livet

Endnu et terrorangreb standset, og endnu engang erklærer jihadkrigere, at de elsker døden mere end livet. 

Et af problemerne i forbindelsen med vestens forhold til Islam er, at vi kan slet ikke sætte os ind i den blinde tro, der hersker blandt ikke blot det mindretal, der sværger til jihad og martyriet, men også den blinde tro på koranens ord generelt. Også den blinde tro på, at muhammad er profeten over alle profeter, hvis ord og eksempel man skal efterfølge betingelsesløst og uden spørgsmål. Som et flertal af muslimerne af samme årsag mener, man ikke må kritisere.

For at ikke tale om den blinde og massive støtte til sharia, henrettelse af frafaldne fra Islam, stening af utro kvinder, hvor opbakningen i flere lande kommer fra flertallets side af, ifølge denne undersøgelse fra PEW.

Vi har selv skabt så stor en afstand til religiøs formørkelse og blind tro, at vi ikke kan sætte os ind i, at i året 2013 eksisterer blind og makaber tro i bedste velgående i den islamiske verden.

Så stor en en afstand, at selv de videnskabeligt skolede blandt os fornægter den mørke virkelighed, Sam Harris' betragtninger:

I have long struggled to understand how smart, well-educated liberals can fail to perceive the unique dangers of Islam. In The End of Faith, I argued that such people don’t know what it’s like to really believe in God or Paradise—and hence imagine that no one else actually does. The symptoms of this blindness can be quite shocking. For instance, I once ran into the anthropologist Scott Atran after he had delivered one of his preening and delusional lectures on the origins of jihadist terrorism. According to Atran, people who decapitate journalists, filmmakers, and aid workers to cries of “Alahu akbar!” or blow themselves up in crowds of innocents are led to misbehave this way not because of their deeply held beliefs about jihad and martyrdom but because of their experience of male bonding in soccer clubs and barbershops. (Really.) So I asked Atran directly:
“Are you saying that no Muslim suicide bomber has ever blown himself up with the expectation of getting into Paradise?”
“Yes,” he said, “that’s what I’m saying. No one believes in Paradise.”
At a moment like this, it is impossible to know whether one is in the presence of mental illness or a terminal case of intellectual dishonesty. Atran’s belief—apparently shared by many people—is so at odds with what can be reasonably understood from the statements and actions of jihadists that it admits of no response. The notion that no one believes in Paradise is far crazier than a belief in Paradise.


But there are deeper ironies to be found here. Whenever I criticize Islam, I am attacked for my purported failure to empathize with Muslims throughout the world—both the peaceful billion, who are blameless, and the radicals, whose legitimate political grievances and social ties cause them to act out in regrettable ways. Consider this standard calumny from Glenn Greenwald:

How anyone can read any of these passages and object to claims that Harris’ worldview is grounded in deep anti-Muslim animus is staggering. He is at least as tribal, jingoistic, and provincial as those he condemns for those human failings, as he constantly hails the nobility of his side while demeaning those Others.

The irony is that it is the secular liberals like Greenwald who are lacking in empathy. As I have pointed out many times before, they fail to empathize with the primary victims of Islam—the millions of Muslim women, freethinkers, homosexuals, and apostates who suffer most under the taboos and delusions of this faith. But secular liberals also fail to understand and empathize with the devout. 

Hvorfor Islam er en voldelig religion, og hvorfor Jainismen ikke er det - Sam Harris

"We are at war with islamic fundamentalism, not merely Al Qaeda, not merely extremist Islam, but the mainstream doctrine of Islam that possess this notion of martyrs and jihad, it contains the imperative to convert, subjugate or kill infidels. Any one who says it doesn't has not read the quran, has not read the hadith or is lying about them. "

Blød Sharia - Den mindst onde sharia - Og islamisk fundamentalisme er ikke problemet

Noget er blødt i Villy Søvndals fortælling om blød sharia, men det er ikke sharia, skriver Katrine Winkel Holm i dag i JP.

Søvndal sammenligner sharia fundamentalisme med hardcore-katolicisme. Winkel Holm tager ham gerne på ordet:

Lad os tage Villy Søvndal alvorligt og sammenligne den katolske ”hardcore-kristendom” med den bløde, bløde sharia.

Da den katolske kirke kom her til Danmark, gjorde den ganske rigtigt sin indflydelse gældende på lovgivningen. Det førte bl.a. til forbud mod polygami, mod tvangsægteskaber, mod udsættelse af børn og mod abort. Stening var ikke en del af programmet, måske fordi de katolske ”hardcore-kristne” i modsætning til Villy Søvndal kendte indholdet af Johannesevangeliets kapitel 8 vers 7. Derimod bragte kirken via sin kanoniske lov romerrettens respekt for individet til landet.

Som bekendt er stening en del af hardcore islams program. Men indrømmet: Det, der gør blød sharia blød, er (alene) fraværet af stening og håndafhugning.

Til gengæld byder ”blød” sharia på en familielovgivning, der for det første indbefatter polygami. For det andet tildeler den bløde sharia kvinden en underordnet stilling i forhold til manden og tillader dermed tvangsægteskaber

Med andre ord: De kvindeforagtende skikke, som ”hardcore-kristendommen” fik afskaffet, bliver sanktioneret af den ”bløde” sharia. Middelalderkirken introducerede det frivilligt indgåede ægteskab mellem to ligeværdige individer og fik dermed lagt spiren til kernefamilien, det vestlige samfunds urcelle.

Ovre i den anden afdeling har Ræson interviewet professor Amitai Etzioni, der er illusionsløs, men realistisk i sin tilgang til fremkomsten af sharia i Mellemøsten:

ETZIONI: Det bliver ikke som under Ben Ali. Den nyvalgte regering vil højst sandsynligt indføre traditionelle islamiske synspunkter om ægteskab, skilsmisse og arv i den nye tunesiske forfatning. Disse synspunkter favoriserer mænd over kvinder.
RÆSON: Hvordan vil det gå den feministiske bevægelse?
ETZIONI: Det bliver ikke kønt.
RÆSON: Det er der mange her i Europa, som ikke vil bryde sig om at høre…
ETZIONI: Er det ikke lige meget?
RÆSON: Er det?
ETZIONI: Fortæl mig. Hvad har vi tænkt os at gøre? Skal vi bombe dem, sende vores krydsermissiler og marinesoldater for at give dem rettigheder? Det handler som sagt om, hvor vi trækker grænsen, og hvad vi er villige til at gøre. Vi kan prædike, vi kan opfordre dem til at respektere rettigheder. Men vi kan ikke gøre så meget, medmindre de tyer til vold. Når det handler om spørgsmål som kvinderettigheder/bøsserettigheder/dyrerettigheder, vil jeg ikke sige, at vi kan gøre ret meget andet end at komme med vores sædvanlige prædiken. Hvis de derimod truer os med terror eller atomvåben, så mener jeg, at vi skal bruge andre midler.
RÆSON: Det mener du?
ETZIONI: Jeg mener, at det er empirisk og moralsk forkert, og strategisk dumt at antage, at vore tids konfrontationer handler om et sammenstød mellem den vestlige civilisation og alle de andre – herunder muslimer som Samuel Huntington hævdede i sin bog The Clash of Civilizations and the Making of World Order.
RÆSON: Hvorfor?
ETZIONI: Sammenstød foregår ikke mellem civilisationer, men inden for civilisationen.
RÆSON: Kan du uddybe?
ETZIONI: Jamen enhver civilisation er inddelt i to lejre. Der er dem, som mener, at det er legitimt at bruge vold for at fremme værdier, og dem, som mener, at brugen af vold er afskyelig, og i stedet forsøger at fremme værdier gennem fredelig midler. Brudlinjen går mellem dem, som bruger sværdet, og dem, som bruger ordet.
RÆSON: Og du mener, at det er strategisk klogere at føre udenrigspolitik med ord end med sværd, og samarbejde med de ikke-voldelige kræfter – uanset om de, som du siger, overholder kvinderettigheder, bøsserettigheder og dyrerettigheder?
ETZIONI: Ja.

Eller sagt på en anden måde, vi skal bare være lykkelige, så længe det ikke er jihadister, der kommer til magten. Altså personer, der vil anvende vold ikke bare mod deres egen befolkning, men mod omverdenen, for at underlægge den sharia.

Problemet med Islam er ikke fundamentalisme! Men de fundamentale hjørnestene i den islamiske tro. Det er værd at gentage, at så længe fundamentalerne i religionen ikke forkastes, nemlig profeten selv og hans ord og gerninger. Så er religionen en tikkende bombe.
Det er der næppe nogen, der kan forklare bedre end Sam Harris. Jeg har linket til foredraget før, men hvis nogen savner noget fornuftigt at få weekenden til at gå med, så kan Sam Harris super velargumenterede og humoristiske foredrag på Berkeley anbefales. Islam omtales 36 minutter inde i videon (Ved at følge linket til Fora.tv kan man få videoen opdelt i mange små bidder efter tema):

Sam Harris: Can Science Determine Human Values?

Sam Harris: Can Science Determine Human Values? from Berkeley Arts and Letters on FORA.tv

Religioner kan ikke sammenlignes

Sam Harris: Religioner er meget forskellige. At betragte religioner som ens, er at betragte sportsgrene, men det eneste badminton og thaiboksning har til fælles er åndedrættet.

"The only problem with islamic fundamentalism, are the fundamentals of Islam."

Det er alt sammen om Israel, muhammadtegninger? invasionen i Irak osv.?

Hvorfor begås terrorangreb så på filippinerne? I Thailand? hvorfor begås de selv i olierige arabiske stater? hvorfor er langt over 10.000 kristne dræbte i Nigeria? Hvorfor er langt over 10.000 kristne dræbt i Indonesien, mange før 2001.

Islam dræber titusindvis af mennesker hvert år, det samme kan man ikke sige om buddhismen og slet ikke om jainismen, som Sam Harris påpeger.

Talen stammer fra et besøg på Berkeley, optaget i syv dele - første del her:



Eller her som søgeresultat på You Tube:


Ovenstående første afsnit rummer at absurd tilfælde af politisk korrekthed. En person, der ikke er hvilken som helst, men med i den amerikanske regerings panel for bioetik.
Han spørger hende, om hvis man havde en kultur, der havde besluttet at fjerne øjnene på hver tredje barn, på grund en religiøs tekst, der siger "hvert tredje barn skal leve i mørke," vil hun så ikke være enig i, at denne religion ikke fremmer menneskets velbehag?
Hun svarer, at når baggrunden er religiøs:

"Så kan man ikke sige, at de tager fejl"

Sam Harris siger, at han må samle underkæben op fra gulvet. Jeg har det på samme måde. Den politiske korrekthed er dybt sygelig. Man fatter simpelthen ikke at mennesket kan pantsætte kritisk tænkning og fornuft - fornemmelsen af rigtigt og forkert i den grad.

Jeg har selv kaldt det for rød stær, og det er sygeligt og resulterer i komplet i blindhed og stammer fra marxismen.

Hvor det kommer fra, og hvem der er ramt, det er for så vidt underordnet. Det skræmmende er fortsat den komplette pantsætning af fornuften og skelnen mellem rigtigt og forkert.

Mere Bill Maher

En komiker, der ikke er bange for at sige, at vores kultur er bedre end deres, og hudflette og "korsfæste" Kultur-relativismen.

Nyd hans redegørelse for forskellen på vores fundamentalister og muslimernes!



Hans interview af Sam Harris:

Giv mig i dag den daglige sandhed

Jeg startede for mange år siden med en meget hård kritik af Kristendom på MSN forummet for livsstil. Der var ikke rigtig nogle der reagerede, og en del der gav mig ret.
Så var der en som fremhævede Islam som en bedre religion end Kristendom. Den påstand tvivlede jeg på, at den holdte, så begyndte at læse om islam og udsatte den kort efter for en lige så torden og lynildagtig kritik, som jeg havde udsat kristendom for.
Det er ikke svært at gætte at reaktionen blev en helt anden og medholdet var noget mindre markant, vel?

Jeg bryder mig hverken om kristendommen eller islam, begge er dybt defacto intolerante religioner som har kostet XXX millioner af menneskeliv gennem historien.
Begge er monopolreligioner, som ser sig selv som eneste vej til frelse, som regner med at vantro og kættere ryger direkte i helvede.

Begge har i et vist omfang været så overbeviste om sin egen fortræffelighed og ment at målet helliger midlet. Begge er kvindeundertrykkende. Begge har holdt og holder mennesker i både fysisk og åndeligt armod og været undertrykkende. Det humanitære arbejde har altid blot været en niché af disse religioner og det er i øvrigt ikke nogen betingelse eller forudsætning at tilhøre disse religioner, for at være et humant indstillet væsen.

Jeg har længe ønsket, at jeg kunne skue ind i disse religiøse mennesker og læse deres tanker. En gang spurgte jeg en flok på 5-6 teologistuderende om de troede sådan en som mig røg i helvede. Svaret var bukkede hoveder og flere sekunders tavshed. Hvorefter en løftede hovedet og sagde "Det håber vi da ikke".
For mig tangerer tanken om, at mennesker der tænker anderledes skal straffes med et evigt helvede, tanken om at en bestemt race er mindre værd.
Det er en afskyvækkende tanke.

Jeg så gerne det blev omhyggeligt undersøgt, hvordan religiøse tænker.
En undersøgelse med over 5000 svar per statement i gennemsnit, men som desværre ikke kan regnes som fuldt repræsentativ, da husbehovskristne næppe besøger hans website i stor stil og flertallet, 80-90 procent af respondenterne er ateister.

Men mange af svarene er alligevel chokerende:


Sam Harris har lavet en stor undersøgelse på sit website


Mere end 80 procent af de kristne respondenter, mener ikke at kristne og ikke-kristne ender det samme sted efter døden! Efter som der kun er to valgmuligheder, betyder det at ikke-kristne ryger i helvede. Dette er en religion der hævder, at den drejer sig om tilgivelse og næstekærlighed. Hvis det er tilgivelse og næstekærlighed, så siger jeg pænt nej tak til tilbuddet.

Det sjove er jo, at de kristne respondenter samtidigt hævder at:



90 procent hævder uden at blinke, at Biblen er den bedste guide til moral og fuldendelse vi har.

2008 og man tror stadig på en gammeltestamentelig gud:



Men det usammenhængende henhører ikke kun til hjertets, men også til tankens verden:



Se hvordan flertallet af kristne betragter sig selv værende i besiddelse af en bedre end gennemsnittet viden om videnskab.

Men:



Når videnskab konflikter med troen, så ryger videnskaben, ikke troen.

Men det bliver værre endnu:



Biblen er den mest vigtige bog vi har, med overvældende flertal blandt kristne.

Ikke nok med det, den indeholder de mest dybsindige sandheder:



Hvad angår evolution, sikke noget værre vrøvl, biblen fortæller jo at jorden blev skabt for 6000 år siden og gud skabte mennesket, på en dag:



Så har kristne en bizar opfattelse af beviser:



Og så skal kvinderne naturligvis huske at ære deres mænd, de syndefaldslokkere skabt af et ribben:



Mennesket lever ikke af brød alene. Det er sandt, det lever bedst med sandheden. Det lever af viden. Det lever af videnskab. Uden videnskab var vi sultne og forkomne skarer, der døde tidligt og kummerligt, magtesløse overfor verdens farer og luner.

Anmeldelse "The end of faith"

Sam Harris bog er en rejse ind i religionskritik, når den er bedst. Det lidt muntre i den sammenhæng er dog, at Sam Harris har raget sig uklar med andre ateister af den mere kategoriske og militaristiske slags, på grund af sin åbenhed overfor spiritualisme og fornuftsbaseret mysticisme.
Men svaret på hvorfor er enkelt, han afviser ikke, at der er fænomener som er svært forklarlige, han afviser at anerkende ufornuft, og mener den spirituelle verden skal angribes via kritisk fornuft. Men andre ord skal religion ikke have særstilling, hvad angår fritagelse for bevisbyrde eller modsigelse, det åndelige skal undersøges på videnskabelig vis med beviser og accept af modbeviser.
Videnskabelig empiri er netop værdifuld, fordi den er vores dedikerede indsats ud i at undersøge om vores opfattelse af virkeligheden er sand, den leder målrettet og aktivt efter beviser. (s.76)

Religious faith is the one species of human ignorance that will not admit of even the possibility of correction. "The end of faith" s.223

Som han skriver, så er vi ikke mere frie, hvad angår, hvad vi vil tro om gud, end vi er frie til at tro hvad som helst om videnskab og historie. Eller frie til at mene hvad som helst når vi bruger et begreb som "nord" eller "nul". Hvis man have lov til at mene hvad som helst, bør man ikke være overrasket over at andre mennesker ophører med at tage en alvorligt. (s.51)

Men når vi har det fænomen ud i kollektiv absurd ufornuft, med flere milliarder "disciple", så kalder vi det religion. Har den absurde ufornuft færre tilhængere kalder vi den galskab, psykotisk, vrangforestillinger (s.72)
Sam Harris påpeger har religion og tro altid har ført krig med sig, religioner er per definition enten fjendtlige overfor andre, i bedste tilfælde føler de sig blot bedre end andre. De såkaldte ateistiske politiske ideologier var funktionelle trossystemer.

Problemet med religion er manglen på fordele som han formulerer:

"In the best case, faith leaves otherwise well-intentioned people incapable of thinking rationally about many of their deepest concerns; at worst, it is a continuous source for human violence." s.223

Hvis nogen sprænger en bombe i en bus og dræber 20 mennesker, ville nogen af os have svært ved at gætte hans religion? Nej som Harris siger, vi ville være i stand til at sætte vores liv på højkant i gættet.
Dette er tro i aktion, tro er blot ord indtil du tror dem. Men problemet er, når du tror dem, føler du dig berettiget til at handle i overenstemmelse med din tro, og mod dem som ikke deler din tro. (s.12-13)
Martyrbomberen er religionens absurde yderpunkt. Men det gør ikke såkaldt moderat religion meget bedre. Problemet med moderat religion er, at den ikke tillader, at noget kritisk bliver sagt om den ordrette fortolkning af religionen. (s.20) Og skaber den kontekst i hvilken fundamentalisme og religiøs vold aldrig kan blive tilstrækkeligt modsagt (s.45)
Som Harris påpeger, så svigter de moderate både troen og fornuften. (s.21)

De religiøse påpeger ofte skønheden i deres religiøse værker. Men der findes skønne værker som ingen har slået andre ihjel for - Shakespeare foreksempel er fuld af visdom og skønhed, og hvorfor spørger Harris, har gud gjort Shakespeare til en større forfatter end ham selv? (s.35)

Islam og Kristendom i særdeleshed står for skud i bogen.

Kristendommen bragte til verden nok den mest totalitære institution nogensinde, nemlig inkvisitionen, inspireret af oldeguden Jahve i det gamle testamente (5 Moses bog kap.13:12-16), om hvem Harris siger han viste:

"A genius for totalitarism that few mortals have ever fully implemented" (s.82)

Et helt kapitel er dedikeret til inkvisitionen, med mange eksempler på dens absurde adfærd og funktion. Han påpeger, at man kun behøver at tro på et eneste doktrin, uden bevis, for eksempel det at vantro og kættere ryger i helvede, for at blive i stand til hvad som helst. (s.85)
Her er vi ved kernen i problematikken i de to religioner, et alt eller intet monopolsyn på frelsen eller vejen til paradis.

Begge deler desuden en skræmmende antisemitisme som har resulteret i de forfølgelser og mord som kulminerede i holocaust, og det er en bombe som tikker videre den dag i dag . (s.92-107) Hitler var Katolik, og det siger en masse, at han aldrig er blevet ekskommunikeret lige som Galileo der ikke blev absoluteret før 1992. (s.105).
Antisemitismen lever den dag i dag, i både de amerikanske kristnes tro på jødernes ret til Israel og støtten til samme. I begge religioners forventning om de sidste dage, hvor Armageddon skal blive til virkelighed, en profeti som det er sandsynligt bliver selvopfyldende, og den lever i de muslimske lande glødende antisemitisme og forventning om de sidste dage, som profeteret af Muhammad, hvor muslimerne skal dræbe jøderne. (s.154)

Reagan, den for nogen "glorværdige helt" havde de to radikale eskatologiske prædikanter, Hal Lindsay og Jerry Falwell i sine nære cirkler (de samme to er stadig inde for i varmen delvist ) Men Reagan skulle have sagt i 1971, at alt er på plads for Armageddon og Kristus andet komme. Et synspunkt som de radikale kristne taler åbent om, specielt Falwell og Lindsay. (s.153 og s.266)
I USA mener 70 procent af befolkningen, at det er vigtigt at deres præsident er stærkt religiøs. (s.230)
Kristendommen farver også politikken i USA, hvad er ellers forklaringen på at anal og oral sex er forbudt i 13 stater den dag i dag? (s.160)

Et af vores problemer i dag er, at vi har overlegen våbenteknologi og verdensmagt, delvist i hænderne på mennesker præget af et komplet irrationelt tankesystem langt ovre på den modsatte side af middelalderen. (s.224)
Hvad angår Islam, er dette et alvorligere problem end man umiddelbart skulle tro. Som Harris skriver, så er den eneste fremtid fromme muslimer kan forestille sig, en hvor de vantro er blevet underkastet Islam. Hvis moderat Islam eksisterer, gør den et lige så godt job med hensyn til at gemme sig, som moderat Kristendom gjorde for 600 år siden. (s.110-111)
I kritikken af Islam, kommer man ikke uden om tekstuel kritik, som Harris påpeger:

"On almost every page, the Koran instructs observant Muslims to despise non-believers" (s.123)

Der tager han ikke helt fejl.

Mange undskylder islamisk fundamentalisme med imperialisme, fattigdom og manglende læseevne, osv.
Men som Harris påpeger, så kommer vi ikke uden om essensen i de religiøse tekster. En fundamentalistisk jainisme ville ikke true nogen som helst. Problemet er religionens tekster i sig selv. (s.148)

Tro og fornuft står i opposition, men det gør kærlighed og fornuft ikke, eller for den sags skyld spiritualitet og fornuft skriver Harris. (s.165)
Sam Harris bevæger sig nu langsomt mod det etiske spørgsmål. Religion siges at bibringe etik. Men faktum er, at etik har eksisteret glimrende i samfund uden dogmatisk religion og gør det den dag i dag.
En rationel tilgang til etik bliver virkelighed i det øjeblik, vi gør os det klart, at rigtigt og forkert er basalt set et spørgsmål om andres menneskers lykke eller lidelse. (s.170)
At sige at religion er fordrende for moral, er at overse i hvor høj grad den begrænser samme.
Under alle omstændigheder er det fuldt muligt for ikke religiøse, at have en moral der er langt højere end de religiøse.
Harris spørger, hvad vi kan gøre for udbrede vores moralske sympati udover vores snævre identitet, religiøst, etnisk, national?
Svaret er simpelt:

"We can be reasonable. It is the very nature of reason to fuse cognitive and moral horizons. Reason is nothing less than the guardian of love" (s.190)

Bogen indeholder mange betragtninger. Det er ikke muligt at gengive dem alle. Men bogen kan absolut anbefales. Den er en udfordring til vores fastlåste tankevirksomhed, et kald til fornuft og til at ophøre med at acceptere og frede en kollektiv ufornuft ud i det absurde, som i øvrigt gerne påberåber sig frihed fra nogen som helst korrektion.

Our credulity must scale with the evidence (s.165)