Nej til slack - ja til pacing

Effektivisering. Der kan altid justeres på lidt tandhjul, her og der, i det offentlige, og det skal guderne vide, der også er gjort. Men er man tilfreds? Nej, for der kan jo altid detalje-styres en lille smule mere og så en lille smule mere.

En af mine liberale venner udtrykker det således, at regeringen går alt for meget op i kontrol og for lidt op i tillid. Han synes faktisk slet ikke, det er borgerlig politik.
Hvis man laver en cost/benefit analyse af det offentlige, er der helt sikkert meget at komme efter. Men at pace de offentlige medarbejder med styringsteknologier og mistillid. Det er ikke så meget at spare, som det er at nedbryde menneske efter menneske, og det sparer man ikke meget på, når man skal ud og hente vikarer som er dyrere og mindre bekendt med opgaver og arbejdsgang - tværtimod skyder man selv sig i foden.

Når man påfører offentlige ansatte skemaudfyldning i lange baner, diverse kontrol og pacingredskaber. Så giver det for så vidt sig selv, at den offentlige sektor bliver dyrere, uden nogen som helst fornuftig grund.
Hvis man vil have en bedre og billigere offentlig sektor, kræver det en god ledelse og trivsel på arbejdspladsen, ikke så meget andet.

Alligevel er vi i stigende grad besat af kontrol. DJØFFERIET har gjort sit helt store indtog på det danske arbejdsmarked.

Med økononomer og øvrige klerikale med fast greb i selerne og håndfast greb om pisken er effektivisering blevet en faktor, vi tager for givet. Skal der spares, skal der effektiviseres.

Hvor isoleret fra omverdenen disse pacere er viser, blandt så meget andet, denne artikel fra JP.

Sæt økonomer i deres elfenbenstårn til at vurdere forholdene på gulvet, og du er sikker på, at det går ud af en tangent.

Hør blot dette guldkorn af professor Peter Nannestad fra Aarhus Universitet:

Man kan se, om der har været slack i en organisation, hvis man presser den til at være mere effektiv.
Så længe det er muligt at forbedre effektiviteten, er det bevis for, at der har været slack.

Jeg anbefaler hr. Nannestad, at melde sig til fremmedlegionen, så han kan finde ud af i hvor høj grad, der er slack i samfundet.
Der er jo ingen konkret top på, hvor meget vi kan få mennesker til at løbe hurtigere. Der er også stor forskel på, hvordan forskellige private virksomheder klarer sig. For der er en individuel forskel på, hvor meget individuelle mennesker kan præstere, sjovt nok. Jeg er ret sikker på, at Nannestad ikke vil bruge dem som klarer sig middelmådigt som parameter på, hvordan de øvrige bør klare sig.
Men andre ord, offentlige effektivisering er en skrue uden ende. Og frem for at bruge cost- benefit vurderinger, er der en tendens til at skrue den skrue ind i rumpen på den enkelte medarbejder.

Og flere DJØFFERE:

To økonomer, Henrik Christoffersen fra AKF og Martin Paldam fra Aarhus Universit, undersøgte for nogle år siden effektiviteten af rengøringen på mere
end 1.000 folkeskoler...

Resultatet var, at de private firmaer opnåede den samme rengøringskvalitet som de kommunale rengøringsfolk, men at de gjorde det 30 pct. billigere, fordi de var mere effektive. Ifølge forskerne var det omvendt udtryk for slack og mangel på effektivitet i den offentlige rengøring.

Jeg vil æde min gamle hat på, at de to herrer aldrig har arbejdet i den private rengøringssektor. Det har jeg. Og jeg kan garantere for, at der mange steder bliver løbet meget hurtigt, for hurtigt og er en urealistisk normering. (Omend der findes enkelte oaser, hvor der er rigeligt med tid). Også så hurtigt at mange ansøgere falder fra efter kort tid, får stress og mavesår. Så er det den med gyngerne og karrusellen. Hvem betaler for sygemeldinger, stress og mavesårsbehandlingen, invalidepensionen til personer med slidgigt og andre som falder ud af ræset?
Jo vist hyggesnakker de offentlige rengøringspersonager i blandt. Det gør DJØFFERE angiveligt også og går lige på facebook, på den private email og hyggesurfer lidt. Der er også penge at spare i DJØFFERNES rækker. Det ville være både en besparelse og en lettelse for de offentlige medarbejdere.
Antallet af personer på sygedagpenge er omkring fordoblet inden for det sidste årti.
Velkommen til den nye fagre pacing verden.
Husk vi kan allesammen yde mere.
Meld jer selv til fremmedlegionen og find ud af, præcist hvor meget.

Stress problemer?

Hvis du har problemer med at være stresset nok, så tag et kig her på 10 rigtig gode råd til, hvordan du kommer op i omdrejninger i en fart.

Du skal ikke være stresset

LO og FTF har sammen udgivet en lille pjece med titlen: "Sådan forebygger du stress". Pjecen er skrevet af overlæge Bo Netterstrøm, og den har en henrivende formynderisk stil, som det jo hører sig til, når sagkundskaben docerer.
Stress er naturligvis et alvorligt problem, et alvorligt problem kræver naturligvis alvorlige råd, og alvorlige råd viderebringes jo bedst i sæt af ti. Det kender vi alle fra den fantastiske oldmoderne bibel, som har overlevet slægter og tidsperioder en masse. Som har fængslet generation efter generation med sin subtile logik og indlysende sandheder.
Så hvis man i moderne tider, har et dogmatisk budskab at servere fra sin pedestal. Så hvorfor ikke bruge tibudsskalaen, der har vist sig så effektiv med hensyn til at italesætte subjekters ønskelige adfærd?
Men nu er den jo skrevet af en højtrespekteret læge, altså, burde den hvile på sagkundskab, altså, burde der jo ikke være noget at sætte sine fingre på, altså, burde jeg acceptere budskabet.
Nej, absolut ikke. Sagkundskab garanterer i reglen et mere solidt fundament end ikke sagkundskaben. Der findes dog navngivne undtagelser, men lad dem ligge for nu. Men sagkundskab garanterer aldrig sandheden, de spinner variationer af sandheden, hvor udeladelserne gør forskellen, de udsætter ikke altid deres empiri for tilstrækkelig kritisk fornuft. Med andre ord, de er som journalister, bare med færre historier og i reglen mere tid til at producere et godt resultat.

Lad os lige kigge lidt nærmere på de tre gange ti bud, de starter hæderligt og ender grelt:

Den første går under overskriften: "Din virksomhed bør".
Den holder holder for så vidt fint i sin substans uden nogle store huller.

Så går vi videre til næste: "på arbejdet skal du". Og lægevidenskabens ånd svævede hen over vandene, og på den 6 dag var der ikke flere stressede.
Styrkemarkøren "skal" hører ved *** ikke hjemme her, eller ret mange andre steder. Slet ikke når virksomheden kun bør, og det i hele taget drejer sig om spørgsmål - hvad kan man gøre?
De ti buds langvarige succes er ikke per definition en garanti for værdien af en recirkulering.

Men lad os kigge nærmere på et enkelt af budene selv:

"2. Være fagligt klædt på til opgaverne."

Problemet her er, at det er man per definition aldrig, da fænomenet er uden afgrænsning - man kan altid blive bedre fagligt klædt på. Netop ud fra den betragtning at dette råd er møntet på stress, bliver det et absurd antiråd, som har en modsatrettet effekt og understøtter det pres på den enkelte medarbejder, som i sig selv skaber stress.

Men nu kommer vi til de sidste ti bud. Det er her det for alvor kniber med realitetssansen og sammenhængen.
Overskriften hedder: "I privatlivet bør du". Brug af styrkemarkøren "Bør", retfærdiggør nu en gang ikke en indtrængen i mit privatliv. Hvad fanden (Undskyld jeg bander) laver Netterstrøm, LO, FTF, Regeringen, styrelser og allehånde andre papparazzier i mit privatliv? Hvis vi nu siger, at jeg er meget stresset, presset på mit arbejde hvor jeg gennemeffektiviseres og adfærdsreguleres langt ind i min sjæl, samt måske? Også stresset på hjemmefronten af kæresten, børnene og de daglige gøremål, kort sagt alt det man skal nå som moderne samfundsresident med en meningsfyldt tilværelse. Så er det sidste jeg mangler, en der giver mig en lang liste over, hvad jeg skal bruge min fritid på!
Ud af mit privatliv! - tak!

Et er man blander sig. Men se lige hvilke, angiveligt velmente, råd man gør det med:

"2. Få styr på økonomien."

Hvis rådet havde været: Stift ikke mere gæld end du kan kapere, men husk at forkæle dig selv. Så havde jeg været glad og tilfreds. Men at i stedet for udsætte mig for et diffust krav om styr på økonomien, som er en fast bestanddel af den borgerlige idealpakke som implicit rummer åbenbare fortolkningsmuligheder så som gældfrihed og opsparing. Det rimer ikke på stressforebyggelse. Og jeg er forbavset over at man ikke kan se det. Min og andres økonomi er vores egen sag. hvis vi vil få det bedre, af at forgælde os for at få en lækker kvalisofa, der er afslappende at ligge i, en storskærm der aflaster øjnene, og andre varer eller et hus som forøger vores velvære. Så skal ingen! Absolut ingen, komme og sige til os, at vi skal havde styr på økonomien. Selvfølgelig er rådet næppe ment som sådan, men så skriv det explicit, tak!

4. Sørge for motion.

Denne, på overfladen underbyggede, påstand skal ses i lyset af, at senere i pjecen bliver det udpenslet, hvor mange timer motion det bør dreje sig om - nemlig tre til fire timer ugentligt.
Som en der selv dyrker to gange halvanden times motion om ugen, når jeg ellers har tid og energi, har jeg personligt erfaret, at disse tre timer faktisk koster det dobbelte når man tager transport og bad, omklædning og forberedelse med i beregningen. Altså ryger der seks timer af min dagligdag på den konto. Plus det løse i form af afslapning før og hvile bagefter. Min hovedanke er naturligvis i den sammenhæng, at hvis man er i fare for at blive stresset for alvor, har man næppe tid og energi til at dyrke så meget motion. Forebyggelse af stress er kun relevant, hvis man er i fare for at blive det og sandsynligt er godt på vej. At bruge så mange timer på motion bliver let en stressfaktor i sig selv. Dette er for så vidt et råd til opbygning af stress, måske endda i højere grad end et råd til forebyggelse af stress.
Men jeg har en anden anke, for rådet i sig selv er jo sagligt nok, motion udløser ganske vist ro og giver mere overskud. Men Stress hormonet Cortisol nedbryder kroppen, hård motion slider ligeledes på kroppen, er man stresset, selv i semi forstand eller under opbygning, har man allerede svært ved at regenerere sit helbred og psykiske velvære og bør ikke motionere for meget. Altså har vi et rigtigt råd i en forkert sammenhæng.
Sidst men ikke mindst viser en masse forskning, at den vigtigste motion foregår i den første time, den der giver mest. Udover 3 timers hård motion risikerer selv en rask person at slide for meget på sig selv. Det oplagte råd ville altså være at løbe eller hoppe på motionscyklen 3 gange et kvarter om ugen, og lige presse sig selv kort og få pulsen op. Det ligger inde for rammen for, hvad en stresset person og et individ på vej til kronisk stress kan overkomme.
Men for nogle vil selv det være en stressfaktor, igen, hvorfor skal alle de snuder ind i vores privatliv?

5. Prøve med meditation eller afspænding.

Se det er igen på overfladen fornuftigt råd, med en relativt veldokumenteret effekt. Blot er der det problem at nok de fleste som anbefaler meditation, vil foreslå man skemalægger det dagligt. Altså endnu en potentiel stressfaktor i en ens liv. Derudover vil det ligge mere til højrebenet for de fleste at sætte sig i haven eller foran fjernsynet. Og det er mindre kompliceret og angiveligt lige så gavnligt. igen et rigtigt råd kun delvist i den rette sammenhæng.

6. Prioritere god nattesøvn.

Igen i sig selv sagligt, men hvis man er truet af stress, er det ikke givet man har tid til at gå tidligt i seng. Det kræver et ukompliceret liv, og at man ikke følger de øvrige råd her! Medmindre man har så meget struktur på sin tilværelse, at man kun følger de her råd og ikke laver meget andet end det basale. Og hvem gør det? Og er det dem som er i fare for at blive stressede?

7. Styrke dit sociale netværk.

Se, det er blevet moderne med et stort netværk. Men der er også nogle forskere, der er begyndt at påpege sammenhængen mellem stress og alle de venner, man bør have jævnfør tidens ånd og skik. Åltså, dette er endnu et gummiråd, som man overlader den stresstruede at indholdsfylde. Der er næppe nogen tvivl, om at en stresstruet person kan have betydelig gavn af kvalitetsvenner. Men et omfattende socialt netværk, er nok nærmere en stressfaktor end noget andet i en allerede presset hverdag.

Sagkundskab er ikke bare sagkundskab. Både sagkundskab og journalister gør et stort nummer ud af at ikke lyve eller være uredelige. Men det er ikke det samme, som at de følger deres fakta, og påstande til dørs. Efterprøver dem kritisk ud i alle tænkelige afkroge.
Problemet i allerhøjeste grad med denne pjece er, ikke kun, at den følger den nuværende kedelige trend med at blande sig i vores privatliv, og endnu værre, vores sjælsliv og mentalitet.
Problemet er, at den med det sidste sæt råd faktisk forfejler sin egentlige målgruppe.
Og personer som, i deres eventuelle autoritetstro, efterlever disse sidste ti personlige råd, risikerer faktisk, at blive langt mere stressede end de nogensinde var før.
Altså det grundlæggende og mest tungtvejende problem med denne folder er faktisk, at den er et tveægget sværd, Måske endda mere egnet til opbygge stress, end til at forebygge stress?
Altså, pjecen har store mangler som kunne have været udeladt, havde man brugt lidt tid på kritisk refleksion. Det tog mig og min kæreste under et minut, at finde op til flere uholdbare og frastødelige forhold i teksten.
Det er simpelthen under al kritik, men det er desværre langt fra noget enestående fænomen i hverdagens slipstrøm af vidensbearbejdelse.