Berlinmurens fald - 20 år

Jeg var i hæren da fjenden vaporiserede den 9 November 1989. Jeg kan ikke beskrive den lettelse, jeg følte. Jeg troede og håbede også det var om ikke "the end of history", så enden på krig.

Jeg kunne ikke dengang forestille, som så mange andre, at en ny trussel og på nogle områder værre, ville opstå.

Men der er en hulens til forskel på at leve i et totalitært regime og ikke at gøre det. Det må vi aldrig glemme og skal helst ikke ende i et semitotalitært, eller heltotalitært samfund før vi erkender det.
Selv om der stadig findes kritiske røster i øst og lidt i vest og flere af dem, der foretrækker arbejde til alle og ingen kriminalitet modellen, så er et totalitært samfund en alt for høj pris.

Det var man ikke i tvivl om dengang, undtaget nogle få betonkommunister.

Totalitære samfund tildeler ikke mennesket nok af frihedens solskin, til at det på alle områder kan blomstre, hvis det vil det og det vil alle mennesker ikke.

Det totalitære er stadig med tiltrækningskraft og styrke, både i det politiske, men i endnu højere grad i det religiøse.

En kort lille video der siger næsten det hele, reaktionerne på murens bygning og dens fald:



Et kort historie af en svunden tid:



Stadig to kommunistiske regimer eksisterer. Kina har omfavnet kapitalismen og forsøger at få det bedste af begge verdener.
Nord Korea er stadig et stort fængsel. Her kommer de økonomiske forhold ind igen som bestemmer det meste i denne verden. Sydkorea vil skele til Tysklands økonomiske problemer efter genforeningen, og holde selv et "glasnost" fra den kant i armslængde.

Det totalitære åg klistrer altid til ryggen. Når det først er placeret, er det svært at slippe af med.
Lad os aldrig glemme dette.

Læs også mit Essay: "Det totalitæres usynlige magt".

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Mennesker som alle os andre - (Updated)

Mennesker som nazisterne og kommunisterne, præget af en syg konspirationsteori omkring jøders dominans i verden og vestlig kultur som en afart af det rene djævelskab, via Snaphanen:

“Vi muslimer och araber önskade till och med att Hitler skulle vinna kriget. För oss symboliserade Hitler det goda. Han var en hjälte. Och det var en stor besvikelse att han förlorade. Vi stödde helhjärtat general Rommel som skulle befria Nordafrika från våra ockupanter. Man kan säga så här. Tysklands nederlag var ett nederlag för det goda, för civilisationen, och en seger för barbariet som fortfarande symboliseras av amerikaner, engelsmän och fransmän och de giriga judiska bankirer som står bakom dem.” ”Jag betraktar Hitlers rörelse som en intifada mot den judiska makten i Tyskland.” ”Vi muslimer har att ansvar att hjälpa européerna att förstå så att de kan befria sig själva från judemakten.”

Min oversættelse:

Vi muslimer og arabere ønskede at Hitler skulle vinde krigen. For os symboliserede Hitler det gode. Han var en helt. Og det var en stor skuffelse at han tabte. Vi støttede helhjertet general Rommel som skulle befri Nordafrika fra vores besættere. Man kan sige det på denne måde, Tysklands nederlag var et nederlag for det gode, for civilisationen, og en sejr for barbariet som forsat symboliseres af amerikanere, englændere og franskmænd og de grådige bankmænd som står bag dem. Jeg ser Hitler bevægelse som en intifada mod den jødiske magt i Tyskland. Vi muslimer har et ansvar med hensyn til at hjælpe europæerne til at forstå, at de kan befri sig selv fra jødemagten.

Bid venligst mærke i at vi ikke deler opfattelse af hvad der er barbari, og hvad der er civilisation.

Vi taler om to tankemodus som er så forskellige som solen og månen, omend den sidste stjæler sit lys fra solen.

Og for at understrege bedst muligt, eller umuligt, at dette ikke er enlig svale, så her fra You Tube:











Videnskab arabisk stil:



En af de største og mest respekterede muslimske lærde, Qaradawi, spol eventuelt tilbage til det sidste minut af videon og se i øvrigt hans ros af Hitlers udryddelse af jøderne i min "Islam Uncensored post":



Update:

Lidt fra Wiki om "zions vise protokoller" som der gentagne gange referes til i ovenstående videos:

Arab lands, 1920s

In the 1920s, the Protocols occasionally appeared in the Arab polemics linking Zionism and Bolshevism. The first Arabic translations were made from the French by Arab Christians. The first translation was published in Raqib Sahyun, a periodical of the Roman Catholic community of Jerusalem, in 1926. Another translation made by an Arab Christian appeared in Cairo in 1927 or 1928, this time as a book. The first translation by an Arab Muslim was also published in Cairo, but only in 1951.^[48]

...

The Protocols also became a part of the Nazi propaganda effort to justify persecution of the Jews. It was made required reading for German students. In The Holocaust: The Destruction of European Jewry 1933–1945, Nora Levin states that "Hitler used the Protocols as a manual in his war to exterminate the Jews":

Despite conclusive proof that the Protocols were a gross forgery, they had sensational popularity and large sales in the 1920s and 1930s. They were translated into every language of Europe and sold widely in Arab lands, the United States, and England. But it was in Germany after World War I that they had their greatest success. There they were used to explain all of the disasters that had befallen the country: the defeat in the war, the hunger, the destructive inflation.^[51]

Hitler refers to the Protocols in Mein Kampf:

... To what extent the whole existence of this people is based on a continuous lie is shown incomparably by the Protocols of the Wise Men of Zion, so infinitely hated by the Jews. They are based on a forgery, the Frankfurter Zeitung moans and screams once every week: the best proof that they are authentic. [...] the important thing is that with positively terrifying certainty they reveal the nature and activity of the Jewish people and expose their inner contexts as well as their ultimate final aims.^[52]

Hitler endorsed it in his speeches from August 1921 on, and it was studied in German classrooms after the Nazis came to power. At the height of World War II, the Nazi Propaganda Minister Joseph Goebbels proclaimed: "The Zionist Protocols are as up-to-date today as they were the day they were first published."^[36] In Norman Cohn's words, it served as the Nazis' "warrant for genocide".

...

As popular opposition to Israel spread across the Middle East in the years following its creation in 1948, many Arab governments funded new printings of the Protocols, and taught them in their schools as historical fact. They have been accepted as such by many Islamist organizations, such as Hamas and Islamic Jihad. Reportedly, Arabic editions issued in the Middle East were found on sale as far away as London.^[54] There are at least nine different Arabic translations of the Protocols and more editions than in any other language including German.^[48] The Protocols also figure prominently in the antisemitic propaganda distributed internationally by the Arab countries and have spread to other Muslim countries, such as Pakistan, Malaysia, and Indonesia.^[48]

Syria

The Protocols is a best-seller in Syria^[56] and, together with other antisemitic materials published there, is distributed throughout the Arab world.^[57] In 1997, the two-volume 8th edition of the Protocols, translated and edited by 'Ajaj Nuwayhid, was published by Mustafa Tlass's publishing house and exhibited and sold at the Damascus International Book Fair (IBF) and at the Cairo IBF. At the 2005 Cairo IBF a stand of the Syrian publisher displayed a new, 2005 edition of the Protocols authorized by the Syrian Ministry of Information.^[58][59] In Syria government-controlled television channels occasionally broadcast mini-series concerning the Protocols of the Elders of Zion, along with several other anti-semitic themes.^[60]

Egypt

During the presidency of Gamal Abdel Nasser, Egypt was the main source of internationally distributed antisemitic propaganda. In 1960, the Protocols were featured in an article published by Salah Dasuqi, military governor of Cairo, in al-Majallaaa, the official cultural journal.^[48] In 1965, the Egyptian government released an English-language pamphlet titled Israel, the Enemy of Africa and distributed it throughout the English-speaking countries of Africa. The pamphlet used the Protocols and The International Jew as its sources and concluded that all the Jews were cheats, thieves, and murderers.^[48]

...

The first Iranian edition of the Protocols was issued during the summer of 1978 before the Iranian Revolution after which the Protocols were widely publicized by the Iranian government. A publication called Imam, published by the Iranian embassy in London, quoted extensively from the Protocols in its issues of 1984 and 1985.^[48] In 1985 a new edition of the Protocols was printed and widely distributed by the Islamic Propagation Organization, International Relations Department, in Tehran. The Astan Quds Razavi Foundation in Mashhad, Iran, one of the wealthiest institutions in Iran, financed publication of the Protocols in 1994. Parts of the Protocols were published by the daily Jomhouri-ye Eslami in 1994, under the heading The Smell of Blood, Zionist Schemes. Sobh, a far right monthly newspaper, published excerpts from the Protocols under the heading The text of the Protocols of the Elders of Zion for establishing the Jewish global rule in its December 1998–January 1999 issue, illustrated with a caricature of the Jewish snake swallowing the globe.

Iranian writer and researcher Ali Baqeri, who researched the Protocols, finds their plan for world domination to be merely part of an even more grandiose scheme, saying in Sobh in 1999:

"The ultimate goal of the Jews... after conquering the globe... is to extract from the hands of the Lord many stars and galaxies".

In April 2004, the Iranian television station Al-Alam broadcast Al-Sameri wa Al-Saher, a series that reported as fact several conspiracy theories about the Holocaust, Jewish control of Hollywood, and the Protocols.^[67] The Iran Pavilion of the 2005 Frankfurt Book Fair had the Protocols, as well as The International Jew available.^[68] In 2008 "The Secret of Armageddon" - An Iranian TV "Documentary" Claiming That "a Jewish Plan for the Genocide of Humanity," includes a conspiracy for the takeover of Iran by local Jewish and Bahá'í communities was based on the Protocols.^[69]

On the other hand, Iranian author Abdollah Shahbazi, known for his historical reports of several important events of Iran's history, has denied the authenticity of the Protocols officially on his website and has referred to several international investigations as the basis of his claim.^[70]

Saudi Arabia

Saudi Arabian schoolbooks contain explicit summaries of the Protocols as factual:

The Protocols of the Elders of Zion: These are secret resolutions, most probably of the aforementioned Basel congress. They were discovered in the nineteenth century. The Jews tried to deny them, but there was ample evidence proving their authenticity and that they were issued by the elders of Zion. The Protocols can be summarized in the following points:

1. Upsetting the foundations of the world's present society and its systems, in order to enable Zionism to have a monopoly of world government.
2. Eliminating nationalities and religions, especially the Christian nations.
3. Striving to increase corruption among the present regimes in Europe, as Zionism believes in their corruption and [eventual] collapse.
4. Controlling the media of publication, propaganda and the press, using gold for stirring up disturbances, seducing people by means of lust and spreading wantonness.

...

Lebanon and Hezbollah

In March 1970, the Protocols were reported to be the top 'nonfiction' bestseller in Lebanon.^[73] The Country Reports on Human Rights Practices 2004 by the US Department of State states that "the television series, Ash-Shatat ("The Diaspora"), which centred on the alleged conspiracy of The Protocols of the Elders of Zion to dominate the world, was aired in October and November 2003 by the Lebanon-based satellite television network Al-Manar, owned by Hezbollah."^[74]

Hamas

The Charter of Hamas explicitly refers to the Protocols, accepting them as factual and makes several references to Freemasons as one of the "secret societies" controlled by "Zionists". The Article 32 of the Hamas Charter states:

The Zionist plan is limitless. After Palestine, the Zionists aspire to expand from the Nile to the Euphrates. When they will have digested the region they overtook, they will aspire to further expansion, and so on. Their plan is embodied in the "Protocols of the Elders of Zion", and their present conduct is the best proof of what we are saying.^[75]

...

In Turkey, particularly by ultra-nationalist and Islamist circles. The Protocols was first published in the magazine Millî İnkılâb (National Revolution) in 1934 and triggered the Thracian pogroms (Trakya Olayları) the same year. It ran through over 100 editions from 1943 to 2004 and remains a best-seller.^[81]

I den arabiske gade, er det som står i Zions Vise Protokoller, et sandt vidnesbyrd omkring hvad der sker i verden - Bestseller! I elitekredse i den arabiske verden, er disse konspirationsteorier understøttet og antisemitismen lader intet stå tilbage for Hitlers, tværtimod, en masse taler direkte om at at genoptage holocaust og slå jøder i massevis ihjel.

Og nej det skyldes ikke kun Israel og slet ikke 1967 grænserne. Jødehadet i Islam er så gammelt som profeten selv, der i sin forsmåelse over at blive afvist som den nye profet, udryddede, dræbte, eller bortviste flere jødiske stammer fra Arabien.

Men det er en medforklaring, som Versaillestraktaten var det til Hitlers opståen og medvind og 500 års Ottomansk undertrykkelse var medforklarende til at Serberne begik folkemord.

Det er en forklaring, aldrig en undskyldning - det er fuldstændigt vanvittigt som de tænker i den arabiske verden, og det er for så vidt forståeligt nok og sympatisk, at vi har svært ved at fatte, at mennesker kan tænke på den måde, kan gøre som man gjorde under holocaust, bosniske borgerkrig. Men det er den rå virkelighed, mennesker med en syg ideologi gør syge ting.

Kommunisme, Nazisme, Islamisme = syge ideologier med syge konsekvenser.

Totalitær vision

Som Theodore Dalrymple nævner som i en lille detalje i sit Essay, the barbarians at the gate of Paris, ville arkitekten Le Corbusier jævne det "gammeldags" Paris for at bygge noget nyt - rationelt og moderne, med lige linjer og skarp opdeling af byen i forskellige funktioner, Velhavere for sig, middelklasse for sig, arbejdere for sig, erhverv for sig.

Le Corbusier tilhørte første generation af en skole, som kaldte sig "internationalisterne" og var tilhænger af funktionalismen og naturligvis beton og atter beton.

Men det som gjorde mest indtryk på mig, var citatet han bringer af Le Corbusier, et citat der virkeligt skærer ind gennem øjnene og ind i hukommelsen:

"The despot is not a man. It is the ... correct, realistic, exact plan...that will provide your solution once the problem has been posed clearly.... This plan has been drawn up well away from ... the cries of the electorate or the laments of society's victims. It has been drawn up by serene and lucid minds."

Det er nemlig sandt. Totalitarisme kræver ingen diktator, ingen despot.

Alt det kræver er en absolut plan og vision, lysende klar, rationel, som helst skal holdes så langt fra indflydelse som overhovedet muligt, som modstandere af, helst skal henrettes åndeligt, hvis man ikke kan henrette dem fysisk.

Denne tankegang er bestemt ikke død. Og her mener jeg inden for Europa grænser, som Peter Mandelsons ord om den post demokratiske tidsalder vidner om.

Under de store visioners magt, forventes mennesker at bøje sig i støvet og lade vejen mod "fremskridt" stå fri og åben.

Stalins betonkasser til Le corbusiers. Det er det som ligger bag vores golde ghettoørkener i dagens verden.

Vi er ikke glade for at bygge disse arkitektoniske monstre af beton, glas og stål længere.

Men på det politiske plan er de rene, rette linjer, de skystræbende betonklodser stadig normen i EU samarbejdet, det er Le Corbusier omsat til politik.

Kan man trives som mennesker i et miljø som dette, er det noget befordrer at mennesket føler sig respekteret og lyttet til?



For at citere Dalrymple i en anden artikel:

Hvis de magtfulde ikke bekymrer sig om verden, hvorfor skulle de magtesløse så gøre det?

Nej. Det er ikke Danmark vi skal havde tilbage. Det er demokratiet som udvandes af både EU og elitær arrogance.


Update bonus info fra Enclopædia Britannica:

New Brutalism

one aspect of the International Style of architecture that was created by Le Corbusier and his leading fellow architects Ludwig Mies van der Rohe and Frank Lloyd Wright and that demanded a functional approach toward architectural design. The name was first applied in 1954 by the English architects Peter and Alison Smithson to the post-1930 style of the major French architect Le Corbusier.

Le Corbusier's expressionist interpretation of the International Style involved the use of monumental sculptural shapes and of raw, unfinished molded concrete, an approach that, in contrast to Mies van der Rohe's use of glass and steel, represented a New Brutalism to the English architects. Brutalism, as a reform movement, advocated the return to functionalist principles—in services, materials, and structure. The Smithsons, Sir Denys Lasdun, and other New Brutalist architects displayed a willful avoidance of polish and elegance in their buildings, in which such structural elements as steel beams and precast concrete slabs are exposed to view and convey a stark, austere rectilinearity.

Brutalisme som arkitektonisk ideal, velkommen til den fagre nye verden af golde byørkner i glas og stål, beton.

Maskulinitet/feminitets test

Er din hjerne konfigureret maskulint eller feminint? Find selv ud af det ved denne test.

Jeg scorede -80, så jeg er altså frygteligt maskulin. Det passer fint med min oplevelse i livet. Grundlæggende ville det være synd at udsætte en moderne dansk kvinde for mig, og i øvrigt mig selv for en moderne dansk kvinde.

Der var et tidspunkt, hvor jeg ville lade mig opdrage og være mere feminin, blot for husfredens skyld.

Men det er gedigen vold mod min natur og ikke noget jeg vil gentage.

Hund skal tæmmes, men mand skal tæmme sig selv og det er ikke noget kvinder skal blande sig i. Lige som manden i øvrigt heller ikke skal blande sig i skoindkøb og snakketøj.

Socialkonstruktivismen versus den biologiske arv, uha se selv i Information, hvor ilde set biologien er, selv om den med god grund ikke kan afvises.
Ikke at noget ikke kan konstruktiveres, men det er overfladearbejde uden dybde, den veldresserede hund.

Jeg gider for så vidt slet ikke sådanne debatter, eftersom det er had og revanchisme og helst tvungen ligestilling og de sædvanlige allestedsnærværende socialistiske teorier som i høj grad driver dem.

For mig er manden og kvinden simpelthen blot forskellige og hvis vi kunne bruge hinandens fordele i stedet for at hænge fast i had og revanchisme, og teorier om konstruktion og ligestilling, hvis vi altid kunne være teams i stedet for opponenter og modsætninger og forstå hinanden lidt bedre i stedet for at kræve logren med halen på en bestemt måde, så ville verden se noget anderledes ud.

I dag er det nær suspekt at være en mand, så meget desto mere grund til at være det.

Ja, jeg er maskulin. Lægen er noget jeg besøger, når jeg skal havde min dødsdom, jeg elsker rødt kød og hårdt fysisk arbejde. Jeg elsker naturen hvor pletter er en selvfølge og er logiker, singletasker og går ikke op i gardiner og om mit tøj har for mange farver på en gang, eller et modenavn på.

Jeg tror ikke på følelser, mavefornemmelser, konstruktion. Til gengæld tror jeg på værdier til døden, opdragelse af børns natur, og at biologi er en langt større faktor, end vi lige går og tror.

På Uriasposten raser debatten om kvinders lavere IQ, eller IK som det hedder på dansk, men run and hop med det.

Jeg bliver sjovt nok beskyldt for at være apologet for lighedstanken - sikke en gang vås - vi er ikke lige, men mest ulige er vi som individer, ikke som køn.

En intelligent kvinde er nu engang en intelligent kvinde, med en IQ over 130 eller højere. Og en dum mand med en IQ på 60, er nu engang en dum mand.

Nej, jeg er ikke for lighed eller tvungen ligestilling. Der er flere superintelligente mænd, og derfor er det naturligt, at der er flere topledere blandt mænd.
De bedst egnede skal lede, også i politik i øvrigt. Jeg så gerne partilisterne erstattet med ekspertlister.

Jeg synes heller ikke folkeskolen skal være en enhedsskole. Lige som vi ikke allesammen er lige gode til fodbold, er vi heller ikke alle lige gode til det intellektuelle.

Så der skal i mine øjne mindst være 4 forskellige niveauer i folkeskolen og allerede de store klasser på højniveau skal undervises af akademikere, hvor lærere kan tage sig af resten.

Og i øvrigt, hvorfor er nogle køn og lande mere intelligente end andre? Kommer hønen før ægget?

Jeg kunne godt have en teori om at grunden til at kinesere og jøder er mere intelligente, fordi de har haft undervisningssystemer i årtusinder.
Det samme med Italienerne, de mest intelligente i Europa, en gammel kultur med et relativt omfattende undervisnings og tankesystem der går langt tilbage omend det blev afskaffet i en lang periode. Det var også der renæssancen opstod første gang og de nogle af de første af de største forfattere i post-mørk middelalder opstod.

Det er ikke utænkeligt, at IQ udvikler sig eller stagnerer efter forbrug af den.

Derfor kunne kvinder godt udjævne forskellen i den gennemsnitlige IQ over nogle århundreder, hvis de sætter sig i så høj grad og højere på uddannelsessystemet.

Men der vil angiveligt altid være flere superintelligente mænd, fordi vi er bedre disponeret for logisk og teknisk tænkning.
Hvis der sker en udvikling hos kvinderne der, skyldes det et højere testosteron niveau hos disse, når deres hjerner konfigureres, for det er testosteron som giver den udvikling.
De kvinder som findes i dag som er matematiske genier, har med omkring 100 procents sandsynlighed fået et ordentligt skud testosteron da deres hjerne blev konfiguret i fosterstadiet.

Vi er så hamrende biologiske forskellige, med udgangspunkt i flere hundred tusinde års udvikling.

Det er så typisk Socialistisk teori, at alt kan omstyrtes med herskende ideologier på nultid. Styreformer, national identitet, køn, det er bare noget overfladisk der forsvinder som dug for solen når de rette revolutionære kræfter træder til.

Det er helt omvendt. Det er socialismen der er det overfladiske. Mennesket som det er opbygget over årtusinder forsvinder ikke lige med et.

Et digt om totalitarisme

I mine unge dage - oh well, lad gå da, yngre - skrev jeg digte og ønskede at være digter. Min form, stil, og det indholdmæssige fokus slog nu aldrig igennem, og de forlag jeg forsøgte hos var ikke så interesserede, at det gjorde noget.
Men i dag betragter jeg også kun min digtekunst som et stadie på vejen til det koncise og kraftfulde udtryk.
For det er altid det som har været min litterære og i øvrigt mentale ambition.
Jeg startede på journaliststudiet for at lære dette på en anden måde, og av hvor de piller abstraktionerne ud fra ens mentale legeme, og lærer dig plain and small is beautiful.
Sådan har jeg ikke tænkt mig at fortsætte, en dag skal sprogets anarkistiske kræfter råde igen, omend på en mere stringent og koncis måde og, ahem, mindre sjusket :)

Men har jo længe overvejet at dele lidt ud på denne blog af mine egne digte. Og meget apropos mine kommentarer om det totalitære i kølvandet på det Rushdie interviewet, jeg flettede lidt videre på i går.
Så er her et cirka 13-14 år gammelt digt af egen ungdommelig oprørsk opponentbryg, omkring snigtotalitarisme og verden sat i system:

Slipglatskred

Maskiners mekaniske symmetri

blandt overflod af samlebånd

gentaget til det snorkende

Skematiseret

konkretiseret

effektivitet.

Kollision!

Skrigets flående tonefingre

mod nattens kolde panser.

Tys!

Tys!

Vi forstummer

antiskizofrent skrigene

udpakker ved juletid

lykkens gaver

af smertens papir

Henslumrer atter.

Vi hæver bygninger

mod luft

lader beundrende øjne

glide opad til tagets kant

og standser der.

Vi må videre.

Videre ad det gammelkendte

nøje anlagte spor

med fast greb

om det vi kender

og ænser ikke hvad luften

hvisker til blodet.

Negationisme - nogle dyr er mere lige end andre

Konraed Eelst, den fæle nationalist, som ligner en konspirationteoretiker i følge Raapil, har begået et værk som hedder, Negationism in India, hvor han på aldeles konspiratorisk vis sammenligner opfattelsen af nazismens forbrydelser, og det tabu det er at fornægte dem, med det forhold, at Indernes holocaust, er der ingen der bryder sig om, det er faktisk udbredt og almindeligt, at man fornægter det selv i Indien.

Eelst har sammenfattet ti virkemidler eller strategier som benægtere betjener sig af, i kan finde gode eksempler på alle sammen på Raapils blog, han mestrer kunsten, kører med den store apologi, kulturrelativisme og benægtelsesklat.

Prøv blot at kigge på debatten her, hvordan han igen igen forsøger at få gjort muslimerne til ofre, mens Hindus og Israelere er slynglerne:

Lidt i udvalg:

Raapil: Hinduland er altså ikke erobret af Pakistan eller af de indiske muslimer, og de pogromer der foretages i Indien (mod såvel kristne som muslimer), de foretages af radikale hinduer.

Kan du slet ikke se forskellen på at føre kamp på basis af en ongoing og uløst konflikt og så i Indien på basis af gammelt nag til muslimerne og mere eller mindre ekstrem nationalisme?

Jeg har skrevet som svar:

I Pakistan blev omkring 600.000 hinduer dræbt under partitionen, i 1971 blev måske op til 3 millioner mennesker dræbt, primært hinduer eller Bengalesere af anden tro end ortodoks islam, vil du ikke kalde det en ongoing konflikt? Der findes mennesker i dag som personligt har oplevet det.

De skal naturligvis bare tilføjes som en bæk til den flod af blod Islam har frembragt i Indien og i øvrigt i resten af verden, hvilket jeg kun er nået til toppen af isbjerget omkring her.

Raapil fortsætter:

Israel jagede 600.000-700.000 arabere på flugt, så den israelske stat blev mere jævn og ikke overfyldt med perkere.

Og nej det er usandt, de forlod selv stedet så muslimerne som Azzam Pasha udtrykte det kunne slagte alle jøderne og på grund af paranoid propaganda fra araberne selv:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."Azzam Pasha arabisk ligaleder.

Enkelte steder i Israel blev de bønfaldt om at blive, og Israels egen uafhængighedserklæring sagde:

"we call upon the sons of the Arab people dwelling in Israel to keep the peace and to play their part in building the State on the basis of full and equal citizenship and due representation in all its institutions, provisional and permanent.

* Israel's Proclamation of Independence, read on (14 May 1948)"

Mange arabere valgte at blive i Israel og deres efterkommere lever der endnu, det er altså direkte, meget direkte løgn, hvad Raapil siger.

De som flygtede fik så tilgengæld ikke lov til at rejse hjem igen, de blev syndebukke for, hvad de arabiske nationer havde gjort.
Det samme gjorde 450.000 jøder rundt omkring i den arabiske verden, de blev syndebukke, de blev smidt til Israel og fik deres ejendom konfiskeret, Israelerne betragter den situation som en bytter.
De flygtede jøder er kommet videre, mens Palæstinenserne hænger fast i deres skæbne som ofre, godt hjulpet af FN som har det palæstinensiske folk som yndlingsofre.
I dag vil Hamas, stadig havde flygtninge og efterkommere tilbage, for at ville indgå en 50 årig våbenhvile, som de ganske åbent og ærligt kun vil indgå midlertidigt, for at opbygge styrke til deres store projekt, at overvinde staten Israel og ligge den under Islamisk herredømme.

Hvis Araberne og palæstinenserne aldrig havde terrorangrebet Israel på stribe, var dette her aldrig sket, Palæstinenserne ville have haft deres egen stat og levet i fred og velstand.

Golda Meir har ret i, at hvis Israel nedlagde våbnene, ville der ikke være noget Israel mere. Men hvis Palæstinenserne gjorde det samme, ville der blive fred. Det er sagens kerne.

Mere om Israel som man normalt ikke ved her:

Alligevel synes Raapil, at Palæstina rimer mere på offer, end Hinduerne gør.

Men nu til Konraed Eelsts formulering af de ti negationistiske strategier, som i som sagt kan finde eksempler på Raapils blog.

Head-on denial: The crassest form of negationism is obviously the simple denial of the facts. This is mostly done in the form of general claims, such as: "Islam is tolerant", "Islamic Spain was a model of multicultural harmony", "the anti-Jewish hatred was unknown among Muslims until Zionism and anti-Semitism together entered the Muslim world from Europe". Since it is rare that a specific crime of Islam is brought to the public's notice, there is little occasion to come out and deny specific crimes. Exceptions are the Armenian genocide, officially denied in Turkey and the entire Muslim world,

Til den kan man tilføje sådan noget som, "Jihad betyder en fredelig indre kamp." Og "Muhammad var en stor og moralsk leder." Karen Armstrong, Jørgen Bæk Simonsen, den slags rosenrøde løgne skriver man gerne om Islam og dens profet, men ikke om Nazismen eller Israel, eller DF, hvor hver lille sten skal vendes for at finde noget negativt - indrømmet, samme tendens findes blandt enkelte Islamkritikere, hvor intet er for småt til at blive fundet frem i blandt.

2. Ignoring the facts: This passive negationism is certainly the safest and the most popular. The media and textbook-writers simply keep the vast corpus of inconvenient testimony out of the readers' view.

Fokusere på andre træk end de blodige lig, naturligvis den mest brugte og i øvrigt gennemgående i det meste af historieskrivningen, "den som udelader, lyver ikke" som en spin-regel siger.

3. Minimizing the facts: If the inconvenient fact is pointed out that numerous Muslim chroniclers have reported a given massacre of unbelievers themselves, one can posit a priori that they must have exaggerated to flatter their patron's martial vanity - as if it is not significant enough that Muslim rulers felt flattered by being described as mass-murderers of infidels.

Betvivle omfanget af holocaust, det ville være en dårlig idé, men hvad angår Islams massakrer, er det helt ok, eller Stalins osv. Det kalder man også kulturrelativisme, en nyvariant af det uforglemmelige citat fra Kammerat Napoleon, "Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre".

4. Whitewashing: When one cannot conceal, deny or minimize the facts, one can still claim that on closer analysis,, they are not as bad as they seem. One can call right what is obviously wrong. This can go very far, e.g. in his biography of Mohammed, Maxime Rodinson declared unashamedly that the extermination of the Medinese Jews by Mohammed was doubtlessly the best solution.

Hvidvask, jo det er forståeligt nok, at de stakkels undertrykte Palæstinensere simpelthen er nødt til at blæse civile Israelere ihjel og i småstykker, i den grad at 2/3 dele af de Israelske døde er civile og selv om Israel slår flere ihjel, så slår Palæstinenserne langt flere civile ihjel relativt.

5. Playing up unrepresentative facts: A popular tactic in negationism consists in finding a positive but uncharacteristic event.

Ellers koranvers, som "den der dræber et menneske dræber menneskeheden," siges Muhammad jo at have sagt, med de tusinder han personligt fik dræbt, eller folk under hans kommando, har han dog dræbt menneskeheden mange gange.

6. Denying the motive: Negationists sometimes accept the facts, but disclaim their hero's responsibility for them. Thus, Mohammed Habib tried to exonerate Islam by ascribing to the Islamic invaders alternative motives: Turkish barbarity, greed, the need to put down conspiracies brewing in temples. In reality, those rulers who had secular reasons to avoid an all-out confrontation with the unbelievers, were often reprimanded by their clerical courtiers for neglecting their Islamic duty.

Raapil er et glimrende eksempel på dette, det har intet med kultur og religion at gøre, men skyldes almindelig magttrang og imperialisme. Hvilket er en dårlig forklaring, når millioner og atter millioner bliver dræbt, eftersom de kunne have beriget en imperialist med skatter eller i det mindste som slaver, eller er det magten over liv og død som kan være forklaringen alene?
Det er for så vidt lige meget, faktum som illustreret af historien er at kun totalitære ideologier og mennesker med en slags overmenneske mentalitet gør den slags i stor stil. Udrydder man et hjælpeløst folk der ikke skyder igen, betragter man det også som mindre menneske end en selv. Der findes masser små Saddam Husseins, hvis eneste felt for udøvelse af magt er konen og børnene og svage mænd omkring dem. Men de helt store folkemord kræver konsekvent ideologi eller undermenneske billede.

7. Smokescreen: Another common tactic consists in blurring the problem by questioning the very terms of the debate: "Islam does not exist, for there are many Islams, with big differences between countries etc." It would indeed be hard to criticize something that is so ill- defined. But the simple fact is that Islam does exist: it is the doctrine contained in the Quran, normative for all Muslims, and in the Hadis, normative at least for all Sunni Muslims. There are differences between the law schools concerning minor points, and of course there are considerable differences in the extent to which Muslims are effectively faithful to islamic doctrine, and correspondingly, the extent to which they mix it with un- islamic elements.

Islam er mange ting, ja men gennem 1400 år har den konstant været drab og forfølgelse i stor stil og med måske over 100 millioner dræbte til følge, hvorfor skulle den egentlig være anderledes i dag, når den i øvrigt stadig er årsag til mange dræbte, forfulgte og undertrykte hvert år. Her taler vi ikke om forfulgte af kritik eller tonen, men konkrete fysiske drab og forfølgelser. Inden for de sidste 50 år, er op omkring 5 millioner blevet dræbt alene i Pakistan og Sudan. Tilbage i tiden blev hele egne ladt totalt øde, alle dræbt som ikke flygtede.
Hvis en ideologi ikke kan gøre en forskel, hvad er så forskellen på Syd og Nordkorea, forskellen på demokrati og nazisme, forskellen på Islam og jainisme? Ingen? Det er for dumt at påstå at der ikke er en forskel og en i øvrigt en stor en.

8. Blaming fringe phenomena: When faced with hard facts of Islamic fanaticism, negationists often blame them on some fringe tendency, now popularly known as fundamentalism. This is said to be the product of post-colonial frustration, basically foreign to genuine Islam. In reality, fundamentalists like Maulana Maudoodi and Ayatollah Khomeini knew their Quran better than the self-deluding secularists who brand them as bad Muslims.

Ja, gøre det hele til en lille ubetydelig klike, som Bolchevikkerne, Hitlers partisoldater, Taliban, Hamas, er jo glimrende eksempler på ubetydelige kliker, hvis fanatiske tro på en sag og villighed til at bruge alle midler intet betød overhovedet. Der er slet, slet heller intet mainstream over fundamentalistisk islam, den sendes slet ikke åbent og ærligt i de store medier i mellemøsten, nej dada, de ser Matador og Morten Korch, Aftenshowet lige som os andre.

9. Arguments ad hominem: If denying the evidence is not tenable, one can always distort it by means of selective quoting and imputing motives to the original authors of the source material.

Raapils yndlingsstrategi og i en verden der ikke kan skelne argumenter fra tilsvininger virker den. Kan man skyde budbringeren slipper man jo helt for at argumentere for værdien af ens påstande og underkende modstanderens. Kan man finde blot et lille slemt citat af en DFer, eller en inkrimerende gerning af hindunationalister, så må man helt og aldeles betragte dem som værende untouchables, uanset hvor mange millioner langt værre gerninger og udsagn prominente muslimer kommer med. Disse citater og gerninger kan så generaliseres i en grad man bestemt ikke må generalisere mod Islam, hvilket også burde være overflødigt, eftersom Islam klarer generaliseringen selv.

Helt ufrivilligt morsomt bliver det i eksempeldebatten, som jeg allerede har linket til flere gange over dette, hvor et Citat af William Durant, som fejlagtigt tillægges Hr. Konraed Eelst, helt og aldeles afvises, fordi det jo er denne fæle konspirationsteoretiker med knyttede bånd til ubehagelige hindunationalister.

I sennelsdebatten blev alt brugt i et forsøgt karaktermord, og når det ikke virkede blev noget nyt forsøgt, ad hominem, og mere til, når det er bedst.

10. Slogans: Finally, all discussion can be sabotaged with the simple technique of shouting slogans: prejudice, myth, "racism/communalism".

Nazisme og racisme kortet er efterhånden overbrugt, men så kan man jo kalde folk for alt muligt andet, den dæmonisering, man gerne vil anklage andre for, praktiserer man i højere grad og mindre velbegrundet selv, hykleri af værste skuffe.

Når intolerance forsvares som tolerance

Når en person i medierne snakker om at verden blevet mindre tolerant på det seneste, så forventer man det værste kulturrelativistiske ævl, og en omgang hyklerisk dæmonisering af personer som netop vender sig mod intolerante tankesystemer som Islam.

Derfor var det en lise for sjælen, at læse et interview med den i Libanon fødte forfatterinde og skuespiller, Darina al-Joundi, som har en noget klarere definition af hvem der er egentlig intolerant i Berlingeren:

"Også moralske og religiøse kodeks strammede grebet om den sprælske Darina, hvis syriske far – en journalist og forfatter i eksil – ellers havde indprentet hende livets glæder, hver gang de passerede en moské:

»Se, hvordan de har kastet sig ned, piger. Men I skal aldrig forære jeres røv til himlen. Til mænd lige så meget som I vil, men ikke til Vorherre. I har ret til at drikke, gå i byen, miste jeres mødom, blive gravide, men jeg gentager, jeg vil ikke se nogen bede eller faste i mit hjem.«"

Også sigende er begivenheden ved hendes fars begravelse, de gode muslimer har vel ment det godt, tænkt på hans sjæl frelse, samt deres egen forkærlighed for ritualer:

For selvsamme faders død blev symbolet på frihedens endeligt, da naboer og slægtninge med vold og magt forsøgte at afspille båndoptagelser med korancitater ved hans begravelse, selv om han eksplicit havde frabedt sig ethvert religiøst islæt. Og da Darina begyndte at feste og gå med drenge, blev hun frosset ud af den øvrige del af familien, der efter faderens død sågar fik hende indlagt på et sindssygehospital.

Fik i den. At være kvinde og ønske at have sit eget liv, samt et fornøjeligt et, tangerer i visse kredse sindsyge.

At synet på det område er præget af dobbeltmoral, har hun også en bemærkning til:

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld,« svarer den storrygende al-Joundi. »Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.«

Hun forklarer at at tilbage i tiden var der mere tolerance, og noget godt skal venstrefløjen jo have kredit for:

»Der var meget mere tolerance for 30 år siden, for dengang i 1950erne og 1960erne skød den arabiske venstrefløj op. I dag findes den religiøse fanatisme overalt i verden,« mener hun.

Men som hun siger, er intolerancen også ved at udbrede i vores verdensdel:

Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved emner, som man lagde til hvile i 1980erne. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa,« siger al-Joundi, der også ser tegn på hvad hun kalder »socialt diktatur« i ikke-religiøse sammenhænge.

Censur i Vesten

Eksempelvis er der på en plakat for en udstilling om den franske filminstruktør Jacques Tati, som i øjeblikket pryder metrostationer og busser i Paris, blevet sat en stor blomst over hans legendariske pibe af frygt for en ny lov, der gør det strafbart at forherlige tobak.

Og interviewet ender med den tankevækkende sætning:

»Jeg flygtede fra den slags, og nu finder jeg det her. Den slags gør mig bange«.

Det spørgsmål er vi efterhånden mange`, der stiller, hvis det her vanvid af ensretning, overfladiskhed og hasardpolitik fortsætter, hvor skal vi så flygte hen?

Læs hele interviewet her: