tirsdag den 3. februar 2009

Ugens Citat

Det er ofte en fornøjelse at læse Theodore Dalrymple, en engelsk psykiater som er en fantastisk skribent med en meget sofistikeret essaystil.

Her nogle interessante oplysninger og betragtninger fra hans seneste artikel, oversat:

Jeg fandt det interessant at læse i den lokale avis, hvordan butiksejere i nogle butikker nu forhindrer hooligans i at samles uden for deres butikker for at intimidere og røve deres kunder. De spiller Bach over højtalere, og dette spreder effektivt de unge efter kort tid. De flygter på samme måde som grev Dracula flygtede helligt vievand, hvidløg og krucifikser...

Der er afgjort noget emblematisk over det at bruge en af de største glorværdige præstationer af den vestlige civilisation, til at afholde de unge arvtagere af selvsamme fra kriminalitet...

Den belgiske Sinologist, Simon Leys, i hans nylige samling af udsøgte korte essays, Le bonheur des petits poisons, fortæller han sad i en café, hvor de andre kunder snakkede, spillede kort, eller tog sig en drink. Radioen var tændt, tunet ind på en station med tom snak og banal, populær musik (Du er heldig i disse tider, hvis popmusik kun er banal). Men pludselig, uden nogen tydelig årsag spillede radioen den første bevægelse af Mozarts klarinet kvintet, hvilket forandrede caféen til, hvad Leys kalder, "himmelrigets forkammer". Kunderne standsede, med den aktivitet de nu var i gang med, som var de blevet chokerede. Så rejste en af dem sig op, gik hen til radioen, og tunede den ind på en anden station, genoprettede normaltilstanden med snik snak og banal musik. Der var en kollektiv lettelse. Det var som at den raffinerede skønhed af Mozart var en anklage mod deres liv, som de udelukkende kunne respondere på ved at undertrykke Mozart.

Jeg sympatiserer med de kriminelle unge fra Rotherham fordi de reagerer på Bach på en lignede måde. En hvilken som helst anden respons ville indbefatte ubærlig smerte for dem. Rotherham kan prale af en meget fornem arkitektur fra det tidlige 19 århundrede (Og endda en meget fornem kirke fra 15 århundrede). men det hele er blevet overmandet, overskygget og ødelagt af motorveje og brutale betonbygninger med en surrealistisk afskyelighed, mange af dem bygget af kommunen og alle af dem godkendt af kommunen. Hvis de magtfulde ikke bekymrer sig om verden, hvorfor skulle de magtesløse så gøre det?


Sic transit gloria mundi.

Jeg har altid fundet, at disse betonkonstruktioner er et overgreb mod den menneskelige sjæl, omend der heldigvis er ved at ske nyorientering inden for den urbane artitektur som er mere æstetisk, trods stål, glas og beton.
Jeg boede selv tre år på Fjældevænget i Århus, omend det var før det blev et så slemt kvarter som i dag, så var det blotte syn af disse betonklodser nedbrydende af ens velvære, jeg vil aldrig bo i beton igen.
Jeg har det som regel fint med klassisk, men ikke altid. Med klassisk musik mærker man sig selv og det dybere menneskelige i en forstærket og mere rendyrket form.

Men i denne verden ligger vi som vi har redt. At fortiden i alle afskygninger knapt eksisterer, og kun det beskidte betonagtige øjeblik, det er vel knap dette som Zen Buddhister mener med at være i nuet.
Vores arvtagere skal medskabe en ny verden, men de bygger den på det grundlag, som vi efterlader. Hvis den er bygget på forringelse, bygger de videre på forringelse.

2 kommentarer:

Mikael sagde ...

Ved indgangen - den ned mod Istedegade - på Hovedbanegården har de spillet klassisk musik for fulde hammer i årevis. Det har vist sig at være et godt værn mod alle de junkier, der førhen stod og købte og solgte deres dope.

annalyttiger sagde ...

Nå, Michael kom først... :-D

Sidder lige og lytter til Strawinsky's Le Sacre du Printemps - den kan skræmme både junkier og bøller væk som dug for solen.... :-)