onsdag den 31. december 2008

Dagens baby-eater nyheder

Jeg er blevet træt af Israelerne-spiser-babyer historier. Man kan knap nok åbne en avis uden at få det indtryk, at det næsten kun er små børn som bliver dræbt og private boliger bliver direkte ramt.
Ikke at det ikke sker, men 64 er civile er FNs tal indtil videre.

Det meste af mit liv har jeg været neutral i den konflikt, Israel har sine høge og sine ulovlige bosættelser, mens Palestina har sine selvmordsbombere og raketter. Ja det er mest dem, vi hører om, men mange Isralere bliver dræbt af håndvåben og knive, og når vi taler om israelske døde, ja så er mindst 3/4 civile, inklusive mange børn, der er dræbt næsten 1000 Israelere siden 9/11 2001, dem hører vi stort set aldrig om, medmindre det er en raket eller en selvmordsbombe.

Men jeg kan ikke være neutral, når man har så overfladisk et indblik i konflikten og lader tudehistorier fra Gaza fylde så meget.

Så jeg er begyndt at droppe de danske mediers dækning og bruger i stedet i stigende grad Israelske og Al-Jazeera (Som faktisk er mere nuanceret og dækkende, end selv visse danske - i hvert fald den engelske del).
En liste over israelske medier online findes her:
Al-jazeera på engelsk findes her:

En glimrende analyse i Jerusalem Post belyser den dobbelttænkning som foregår i den arabiske verden:

Moreover, their hearts may tell them to bankroll Hamas, but their brains tell them that the fanaticism, political intolerance and social backwardness championed by the Islamists pose a profound threat to the Arab future.

...

Arab elites suffer from a sort of split personality disorder. Even as they are trying to pull Hamas's chestnuts out of the fire by pressing Washington to lean on Israel to back off, they know that Hamas (like Hizbullah and the
Muslim Brotherhood) threatens not just their own regimes, but political development in the Arab world


Det er dilemmaet for den arabiske verden i en nøddeskal. De må støtte deres brødre, samtidig med at de selv forgæves forsøger at få Hamas til at indgå en permanent fredsaftale, hvilket hamas er utilbøjelig til, samtidigt med at Hamas repræsenterer en trussel mod selve den politiske orden i hele den arabiske verden. Som artiklen fortsætter:

The Arab elites need to offer their people an alternative to Islamist extremism. They could begin by redefining what it means to be pro-Palestinian and dissociating the Palestinian cause from anti-Israel rejectionism.

In this context, if Israel can deflate Hamas, it will be advancing an Arab interest as much as its own citizens' security.

Hvis der skal blive fred nogensinde, skal ikke blot Israel være villig til at overgive Palestina en stat inden for 1967 grænserne og fjerne ulovlige bosættelser. Så skal Hamas enten væk, eller tvinges til at acceptere Israels eksistens, noget som er et rent anathema til at hvad Hamas står for.
Hvis Hamas og Islamisk Jihad stadigvæk er en faktor i processen, vil der aldrig blive en ende på angreb på Israel og dermed aldrig nogen fred. Muren vil aldrig blive revet ned, checkpoints vil aldrig blive fjernet, streng kontrol med hvad der kommer ind i Palestina vil aldrig ophøre. Døde på begge sider vil aldrig ophøre med at eskalere konflikten.

Som en tragisk bemærkning til hele dilemmaet og det absurde der foregår, skete der dette i Irak at en selvmordsbomber, som jo uden at tænke sig meget om går efter forsamlinger af mennesker:

A protest by the Sunni Iraqi Islamic Party in the northern city of Mosul ended abruptly when a suicide bomber on a bicycle blew himself up, killing one and wounding 16. Some might wonder why al-Qaida would attack other Sunni anti-Zionists. Plainly, the extremists' lust for chaos and bloodshed trumps all.
Israel håber at knække Hamas og tvinge dem til seriøse forhandlinger. Det her drejer sig ikke kun om raketter. Men de ved godt, at det ikke bliver let, derfor holder de ambitions niveauet lavt.

tirsdag den 30. december 2008

Dagens index på søgningen på religion

Ateisme (4)
Bahá'i (3)
Buddhisme (20)
Den fjerde vej (1)
Esoterisk og okkult (60)
Falun dafa (3)
Hedensk (26)
Hinduisme (18)
Humanisme (3)
Islam (22)
Jødedom (26)
Kristendom (1073)
Martinus kosmologi (17)
Mormoner (5)
New age (16)
Portaler (14)



Scientologi (18)
Shamanisme (7)
Sikhisme (3)
Taoisme (20)
Transcendental Meditation (4)
Unification Movement (1)
Unitarisme (1



Dagligdags terrorisme

Det er morgen, og selv om solen ikke nødvendigvis er stået op endnu og (bi)frosten ligger på vejen, så er det ikke ens største bekymring.
Man venter for rødt, og man venter og venter. Når man så har ventet for rødt og det bliver grønt, skal man huske at vente for bilisten eller lastbilen, som kommer drønende over for RØDT.

Jeg ser rødt, mange ser rødt. Men det er ikke det røde trafiklys. Det er rødt for øjnene, rødt over for andre bilister, fuckfingre, råb, dyt, velkommen til det helt store egotrip.

Et godt samfund er bygget på tillid, men i trafikken er der sgu ingen sammenhængskraft, der skal man ikke stole på andre, folk dør af at stole på andre, stole på de har set dem, stole på de er ædruelige i sind og adfærd.

Tro ikke at den som skal dreje har set dig, og selv om HAN har, er der en pæn chance for at han er skide ligeglad og drejer alligevel. For nylig måtte jeg lave tre hårde opbremsninger på under ti minutter, på grund af utålmodige idioter, hvis næsetipende fortalte dem, at de bare kunne komme fisende ud fra en sidevej med fuld fart, og så var der fri bane for dem.

Over 400 mennesker er døde i trafikken i år, det er, undskyld ikke flere bandeord, en terror der vil noget.

Forkæmpere for total-diktatur

Og det skete i de dage, at en bil i Afghanistan kørte ind i en flok skoleelever som lige havde bestået deres eksamen. Bilen var en bombe og dræbte 14 af dem.

Vi forbinder religion, med det glade budskab. Vi forbinder det med et afslappet folkekirkeforhold til religion. Vi kan ikke lade være med at forstå verden omkring os som noget tilsvarende til dette.
Vi ser verdenen gennem de lyserøde briller, vi har skabt vores eget samfund i gennem.

Vi kan ikke for alvor forestille os, at religion kan være noget at det mest triste, elendige og mørke budskab til verden. En verden bestående af morderisk intolerance over for andre trosretninger. En verden bestående af personer som betragter ordene i årtusind gamle bøger som vigtigere end alt andet. Mennesker der sætter direkte ordlyd fra disse over alt andet. Over videnskab, over venner, over familie, over medborgere, over deres børns trivsel. Over andre menneskers ret til at leve og beholde deres eget liv.

Vi kan ikke forestille os, at de som kæmper mod os i Afghanistan og Irak, ikke er frihedskæmpere.
Men forkæmpere for deres eget totale diktatur, for et Shia eller Sunni diktatur, for et salafistisk diktatur, for et Talibanstyre. Vi ser frihedskæmpere som vores egne, der kæmper mod besættelsen, intet land kan vel lide at være besat? Men Japan og Nazityskland blev også besat, kaldte vi dem som kæmpede mod denne for frihedskæmpere?

Nej, og de som kæmper mod os i Irak, kæmper ikke for frihed og demokrati. De kæmper for deres individuelle præference af en diktaturstat.
Det er derfor fuldstændigt meningsløst, at kalde dem for frihedskæmpere. For de kæmper for totalitær magt.

Personligt synes jeg aldrig, vi skulle have blandet os i Irak. Det er en ren umenneskelig fadæse, det vi har gjort. Fra sanktionerne til krigen, som alt i alt har kostet liv på en skala som rivalerer Saddam Husseins myrderier.

Men når jeg ser, at flertallet ikke støtter aktionen i Afghanistan. Så begræder jeg vores korte hukommelse. Vi lever fra den ene dræbte soldat til den næste dræbte soldat. Fra udsagn om manglende sejr til manglende sejr.
Så snakker man om nederlag, fordi man ikke kan forhindre Taleban i at udøver skade her og der.
Det kan man ikke! Men det er ikke det samme som nederlag. Nederlaget kommer først i det øjeblik, vi overlader det Afghanske folk til Talebans luner.
For dem som har et vagt begreb om hvad Taleban er, så kommer der lige en detaljeret reminder her:

For eksempel dræber de alle som underviser kvinder, samt de piger der går i skole, når de kan slippe af sted med det.
For eksempel er 90 procent af alle kvinder i Afghanistan blevet udsat for vold.
Kvinder er blevet skudt, blot for at tale for meget til Talebanere. Børn blevet skudt for at grine.
Mænd uden skæg blev fængslet og bliverstadig angrebet. Der blev og bliver myrdet for småting. Folk der så og ser video, spillede og spiller kort, var og er fulde, selv dem som satte drager op - ingen drageløbere under taliban, blev banket med stave til blodet flød og så efterladt for at dø af deres skader. Mennesker blev korsfæstet for ingenting, så folk altid ville ryste i deres bukser når blot en enkelt lille gruppe talebanfolk dukkede op og gøre hvad de bad dem om. Vi taler om et totalitært terrorregime, hvis lige knapt er set, var det ikke for, Hitler, Stalin og Pol Pot.

Jeg spørger ikke, hvorfor vi er Afghanistan? Jeg spørger kun, hvorfor vi ikke gør mere for at beskytte befolkningen mod Taleban, hvorfor vi er allierede med krigsherrer i stedet for at sende flere tropper selv, hvorfor vi ikke bruger særligt mange penge på at bygge det land solidt op?

Det var en oplevelse, at høre Oberstløjtnant, Kim Kristensen, på TV2 NEWS, argumentere for hvad der udrettes og kan udrettes i Afghanistan. Han penslede ikke detaljer ud om, hvad vi er oppe i mod. Men han påpegede, at når vi går tre skridt frem, ryger det ikke i medierne, kun når vi går et skridt tilbage.

Vores soldater gør et vigtigt job i Aghanistan og de gør det så godt, som de kan med den begrænsede internationale støtte og de begrænsede økonomiske midler til opbygning, og nej, Taliban forsvinder ikke, netop derfor skal vi blive, så Taleban ikke får magten igen.

Vi skal ikke forlade en skude som ikke engang synker, men som det blot vil tage lang tid at gøre sødygtig. Vi mistede langt flere mænd, i kampen mod Tyskerne, som ikke engang bød os et så forfærdeligt regime, som det vi vil byde Afghanerne, ved at trække os ud.

I Aghanistan er det vores tropper som er frihedskæmpere, ikke dem som kæmper mod dem.

søndag den 28. december 2008

Den gordiske knude

Så fik vi årets julegave fra mellemøsten. Israel blev for træt af alle de mere irriterende, end dødelige, raketter som fyger over grænsen.
Responsen var, er og bliver hård og kontant, og jeg hælder til at den gøre mere skade end gavn.

Vi er nået til et punkt, hvor alle arabiske lande ville anerkende Israel inden for 1967 grænserne.
For nylig overvejede den Israelske regering, at gå med på det arabiske fredsinitiativ af 2002, som skulle normalisere forholdet mellem Israel og øvrige mellemøsten og få de arabiske stater til at anerkende Israels eksistens.

Et hængeparti i den proces, har ganske vist været Hamas, som under ingen omstændigheder vil love mere end en længerevarende våbenhvile.

Men den nuværende kurs giver Hamas mere magt og forpligter Hamas til at søge hævn, udføre selvmordsangreb på israels terrotorie. Den udrydder ikke Hamas, dog Israel håber sikkert på en svækkelse. Men den bevarer en spændt situation, hvor bosætter problemet forbliver uløst, og de forhadte checkpoints forbliver.
Den sikrer i følge min opfattelse kun flere døde på begge sider.

Hvor irriterende de raketter end er, burde Israel have overvejet sin reaktion og givet forhandlingsbordet en chance.

Hamas (med islamisk Jihad) er dog og forbliver den primære hindring for at slutte fred.

Update: I TV2 NEWS havde man hentet en ekspert i den Arabiske/Israelske konflikt i studiet, Søren Schmidt, fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han gav ikke lige frem en balanceret fremstilling af konflikten. Blandt andet svarede han på spørgsmålet om Hamas manglende anerkendelse af Israel ret til eksistens, At det var en myte kolpoteret af israelske medier.
Journalisten var ikke bedre klædt på, end han ikke fulgte op på den og lod ham slippe væk med den.

Det er eller ikke fordi det skorter på meldinger fra Hamas selv på det område. Som denne:

Speaking to the Corriere Della Sera newspaper, al-Zahar said Hamas would "definitely not" be prepared for coexistence with Israel should the IDF retreat to its 1967 borders.


"It can be a temporary solution, for a maximum of 5 to 10 years. But in the end
Palestine must return to become Muslim, and in the long term Israel will disappear from the face of the earth."


Eller Her:

“We will never recognize Israel or cease to fight for our land. Our battle against Israel is one of resistance to occupation,” said Khalid Mashaal in an address to 'The Decline of the Zionist Regime' conference at Tehran University, Press TV correspondent Saman Kojouri reported.

Referring to President George W. Bush's speech at the Israeli Knesset, Mashaal said, “When the United States cannot even defend its own troops in Iraq, how does it propose to protect the Israeli regime from collapse?”
Eller denne:

Hamas will never recognize Israel's right to exist, even in the framework of a comprehensive peace deal, said Palestinian Authority Prime Minister Ismail Haniyeh at a Ramadan feast on Sunday.
Altså Søren Schmidt, fik denne toldfri i gennem og det bliver værre endnu. For den Arabiske Liga har i årevis forsøgt at få Hamas til acceptere en fredsaftale.
EU boykottede netop Hamas, fordi de ikke vil anerkende Israel.

I år har den Arabiske Liga forsøgt at få Hamas til acceptere en fredsaftale, men Hamas vil kun gå med til en våbenhvile.
For nylig gik hundredtusinder af Hamas tilhængere på gaden og råbte, "Vi vil aldrig anerkende Israel". Leder af Hamas Khaled Mashal erklærede i samme omgang:

"Our people are able to launch a third and fourth uprising until the dawn of victory arrives."
At målet i Hamas politik, ikke blot er en overvindelse af Israel, selv om det er deres hovedfokus, viser en transskription fra en af deres propaganda videoer:

We will rule the nations, by Allah's will, the USA will be conquered, Israel will be conquered, Rome and Britain will be conquered
Hamas er altså ikke drevet af forhandlingsvilje, da deres mål er lige så totalt som deres ideologi er totalitær.
Hamas skal isoleres, svækkes eller besejres.

Julenyt

Så er julen et overstået kapitel for denne gang. Det har været hyggeligt. Julen, eller hjerternes fest, bør bevares, selv når kristendommen en gang er passé.
Det religiøse indhold siger mig intet, jeg synger salmerne som en mekanisk maskine, der føjer traditionen. Men deler andres glæde ved at synge dem.
Heldigvis synger vi også "højt fra træets grønne top" og "nu er det jul igen," i min familie:)

Alt i alt, ville jeg nok foretrække en midvinterfest, for det er da værd at fejre, at solen nu skinner lidt længere tid dag for dag.

Julen er jo i første omgang en fest til solguden, som var meget populær i Mithras-kulten.
De kristne satte Jesus fødsel til 25. december for at konkurrere med denne.
Det var før, de tog et endnu mere drastisk skridt og jævnede alle hedenske templer med jorden, og gjorde dødstraf gældende for hedenskab.

Jeg er blevet rodet ud i et forsvar for min agnostiske position i mellemtiden og bloggen har fået en "nye kommentarer" feed.

fredag den 26. december 2008

Når recession bekæmpes med recession

En insider spåede som nævnt i en tidligere post, at vi kun havde nået toppen af isbjerget med hensyn til den amerikanske/internationale finanskrise.

Men ikke nok med det, så er man i færd med at bygge næste isjerg. Som Asger Aamund, der kommenterer krisen på TV2 NEWS for nylig, så ligger problemet hos bankerne, ikke hos virksomhederne som generelt er solide nok.

I USA er renten praktisk taget nul. Resultatet er et låneboom, en stigning i låneansøgningerne.

Håbet er naturligvis at få gang i boligmarkedet og få priserne til at stige. Præcis det samme som vores regering, blandt andet, håber med sin hjælpepakke på 100 milliarder.

I virkeligheden taler vi om en simpel måde at skabe den vækst, vi er så fikserede på at fremmane hvert år.
Men et låneboom, uanset om det lykkes at få priserne op på bolig, er et kunstigt grundlag for vækst, og fremtidig vækst, skal per definition være mere endnu mere kunstig, for at kunne skabe en eksponentiel vækst, i forhold til det udgangspunkt som væksten hviler på.
Eller sagt mere nede på jorden, når væksten i 2007 hviler på et låneboom, er baseret på penge som er gratis at låne, så er væksten i 2008 enten et endnu større låneboom og højere vurdering af ejendomspriser og nybygning, ellers er det recession.

Det hele afhænger af at befolkningen spiller med og hvor længe de spiller med, på et tidspunkt vil priserne rasle ned igen, og så indtræffer/forlænges krisen endnu en gang.

Billige lån, for at gøre højere priser på boliger mere appetitlige, skaber kun tabere. Både banker, boligejere og boligkøbere. For priserne vil rasle ned på et tidspunkt for det flertal som ikke har solgt deres bolig! Bankerne får ikke penge nok ind i forhold til hvad de udlåner, og nye købere vil få sværere og sværere ved at få råd.

Det er med andre ord blot en garanti for recession og en yderligere forlængelse af denne.

Religiøst vanvid

Hvis man synes, det er hjernelamt det som sendes på fjernsynet i vesten, skulle man en gang i mellem prøve at se det som sendes i Mellemøsten. Det kan man løbende følge med i på MEMRI TV.

På bloggen Skepticisme, kan man se et lille udvalg af disse tåbeligheder, og tillad mig at føje nogle ekstra til:

En af de mest repsekterede lærde inden for moderne Islam, Yusuf Qaradawi, blandt andre, taler om Jihad:



Qaradawi igen om erobringen af "Rom", i bredere forstand Europa:



En muslimsk "Cecillie Frøkjær", interviewer en sød lille pige:



Og jeg updater, på opfordring af William jansen, lige med en stærk og bestemt røst af fornuft midt i vanviddet, Wafa Sultans "historiske" tale, der skabte røre i andedammen.
(Hvis hun improviserer det hun siger og ikke læser op fra en skærm, er det i øvrigt en fantastisk bedrift):

Mørk middelalder with a vengeance

Nu spreder Taliban sin dræb-alle-piger-som-går-i-skole aktivitet til Nordpakistan. Denne horrible kvindeundertrykkelse in extremis, er ikke noget nyt fænomen. I årevis er kvinder blevet dræbt, gjort blinde, skamferet, fordi de gik i skole.
Islam vil aldrig blive en civilisation, før den giver kvinderne sin del af magten og æren.

Omkring 87 procent
af de Afghanske kvinder udsættes for vold i hjemmet. 60 procent af kvinderne tvangsgiftes væk og 57 procent af dem før de er fyldt 16 år.

Muhammad, profeten sagde i en hadith, at flertallet af beboerne i helvede er kvinder, for de er utaknemlige:

”Then I saw the (Hell) Fire, and I have never before, seen such a horrible sight as that, and I saw that the majority of its dwellers were women." The people asked, "O Allah's Apostle! What is the reason for that?" He replied, "Because of their ungratefulness." It was said. "Do they disbelieve in Allah (are they ungrateful to Allah)?" He replied, "They are not thankful to their husbands and are ungrateful for the favors done to them. Even if you do good to one of them all your life, when she seems some harshness from you, she will say, "I have never seen any good from you.' "
Sahih Bukhari book 7, 62, 125
Men så forfærdeligt mange muslimske kvinders tilværelse på jord er allerede et helvede.

En af de mange dræbte kvinder i Afghanistan var den unge digterinde Nadja Anjuman, som blev dræbt, fordi hun som kvinde ikke måtte skrive og tænke. Hun skrev disse linjer om sin skæbne:

I am caged in this corner
full of melancholy and sorrow ...
my wings are closed and I cannot fly ...
I am an Afghan woman and so must wail.
--Nadia Anjuman
I Afghanistan er halvdelen af befolkningen reduceret til fødemaskiner og husslaver, og som nævnt, at gå i skole kan koste dyrt.

Vi skal aldrig spørge, hvad vi laver i Afghanistan. Vi skal spørge, hvorfor gør vi ikke mere for at få kvinderne ud af deres fængsler? For at skabe sikkerhed så pigebørn kan gå i skole? Hvorfor bygger vi ikke det land sikkert op. Hvis man vil skabe ringe i vandet, ikke af demokrati, men af modernitet , så er det først og fremmest der man skal satse, i Pakistan og Afghanistan, samtidigt med at man mindsker wahhabistisk, Saudi Arabisk sponsoreret radikal islams indflydelse.

Det vil tage generationer, fordi kulturmønstret er så dybt indlejret. Men gør vi det ikke, så fortsætter den mørke middelalder sin ekspansion, med en hævnspiral.

onsdag den 24. december 2008

Dette års juledigt

Glædelig jul:

Child's Christmas in Wales
by: Dylan Thomas

One Christmas was so much like another, in those years around the sea-town corner now and out of all sound except the distant speaking of the
voices I sometimes hear a moment before sleep, that I can never remember whether it snowed for six days and six nights when I was twelve or
whether it snowed for twelve days and twelve nights when I was six.




All the Christmases roll down toward the two-tongued sea, like a cold and headlong moon bundling down the sky that was our street; and they stop
at the rim of the ice-edged fish-freezing waves, and I plunge my hands in the snow and bring out whatever I can find. In goes my hand into that
wool-white bell-tongued ball of holidays resting at the rim of the carol-singing sea, and out come Mrs. Prothero and the firemen.

It was on the afternoon of the Christmas Eve, and I was in Mrs. Prothero's garden, waiting for cats, with her son Jim. It was snowing. It was always
snowing at Christmas. December, in my memory, is white as Lapland, though there were no reindeers. But there were cats. Patient, cold and callous,
our hands wrapped in socks, we waited to snowball the cats. Sleek and long as jaguars and horrible-whiskered, spitting and snarling, they would
slink and sidle over the white back-garden walls, and the lynx-eyed hunters, Jim and I, fur-capped and moccasined trappers from Hudson Bay, off
Mumbles Road, would hurl our deadly snowballs at the green of their eyes. The wise cats never appeared.

We were so still, Eskimo-footed arctic marksmen in the muffling silence of the eternal snows - eternal, ever since Wednesday - that we never heard
Mrs. Prothero's first cry from her igloo at the bottom of the garden. Or, if we heard it at all, it was, to us, like the far-off challenge of our enemy and
prey, the neighbor's polar cat. But soon the voice grew louder.
"Fire!" cried Mrs. Prothero, and she beat the dinner-gong.

And we ran down the garden, with the snowballs in our arms, toward the house; and smoke, indeed, was pouring out of the dining-room, and the
gong was bombilating, and Mrs. Prothero was announcing ruin like a town crier in Pompeii. This was better than all the cats in Wales standing on
the wall in a row. We bounded into the house, laden with snowballs, and stopped at the open door of the smoke-filled room.

Something was burning all right; perhaps it was Mr. Prothero, who always slept there after midday dinner with a newspaper over his face. But he
was standing in the middle of the room, saying, "A fine Christmas!" and smacking at the smoke with a slipper.

"Call the fire brigade," cried Mrs. Prothero as she beat the gong.
"There won't be there," said Mr. Prothero, "it's Christmas."
There was no fire to be seen, only clouds of smoke and Mr. Prothero standing in the middle of them, waving his slipper as though he were
conducting.
"Do something," he said. And we threw all our snowballs into the smoke - I think we missed Mr. Prothero - and ran out of the house to the
telephone box.
"Let's call the police as well," Jim said. "And the ambulance." "And Ernie Jenkins, he likes fires."

But we only called the fire brigade, and soon the fire engine came and three tall men in helmets brought a hose into the house and Mr. Prothero got
out just in time before they turned it on. Nobody could have had a noisier Christmas Eve. And when the firemen turned off the hose and were
standing in the wet, smoky room, Jim's Aunt, Miss. Prothero, came downstairs and peered in at them. Jim and I waited, very quietly, to hear what
she would say to them. She said the right thing, always. She looked at the three tall firemen in their shining helmets, standing among the smoke and
cinders and dissolving snowballs, and she said, "Would you like anything to read?"

Years and years ago, when I was a boy, when there were wolves in Wales, and birds the color of red-flannel petticoats whisked past the harp-shaped
hills, when we sang and wallowed all night and day in caves that smelt like Sunday afternoons in damp front farmhouse parlors, and we chased,
with the jawbones of deacons, the English and the bears, before the motor car, before the wheel, before the duchess-faced horse, when we rode the
daft and happy hills bareback, it snowed and it snowed. But here a small boy says: "It snowed last year, too. I made a snowman and my brother
knocked it down and I knocked my brother down and then we had tea."

"But that was not the same snow," I say. "Our snow was not only shaken from white wash buckets down the sky, it came shawling out of the
ground and swam and drifted out of the arms and hands and bodies of the trees; snow grew overnight on the roofs of the houses like a pure and
grandfather moss, minutely -ivied the walls and settled on the postman, opening the gate, like a dumb, numb thunder-storm of white, torn Christmas
cards."

"Were there postmen then, too?"
"With sprinkling eyes and wind-cherried noses, on spread, frozen feet they crunched up to the doors and mittened on them manfully. But all that
the children could hear was a ringing of bells."
"You mean that the postman went rat-a-tat-tat and the doors rang?"
"I mean that the bells the children could hear were inside them."
"I only hear thunder sometimes, never bells."
"There were church bells, too."
"Inside them?"
"No, no, no, in the bat-black, snow-white belfries, tugged by bishops and storks. And they rang their tidings over the bandaged town, over the
frozen foam of the powder and ice-cream hills, over the crackling sea. It seemed that all the churches boomed for joy under my window; and the
weathercocks crew for Christmas, on our fence."

"Get back to the postmen"
"They were just ordinary postmen, found of walking and dogs and Christmas and the snow. They knocked on the doors with blue knuckles ...."
"Ours has got a black knocker...."
"And then they stood on the white Welcome mat in the little, drifted porches and huffed and puffed, making ghosts with their breath, and jogged
from foot to foot like small boys wanting to go out."
"And then the presents?"
"And then the Presents, after the Christmas box. And the cold postman, with a rose on his button-nose, tingled down the tea-tray-slithered run of
the chilly glinting hill. He went in his ice-bound boots like a man on fishmonger's slabs.
"He wagged his bag like a frozen camel's hump, dizzily turned the corner on one foot, and, by God, he was gone."

"Get back to the Presents."
"There were the Useful Presents: engulfing mufflers of the old coach days, and mittens made for giant sloths; zebra scarfs of a substance like silky
gum that could be tug-o'-warred down to the galoshes; blinding tam-o'-shanters like patchwork tea cozies and bunny-suited busbies and balaclavas
for victims of head-shrinking tribes; from aunts who always wore wool next to the skin there were mustached and rasping vests that made you
wonder why the aunts had any skin left at all; and once I had a little crocheted nose bag from an aunt now, alas, no longer whinnying with us. And
pictureless books in which small boys, though warned with quotations not to, would skate on Farmer Giles' pond and did and drowned; and books
that told me everything about the wasp, except why."




"Go on the Useless Presents."
"Bags of moist and many-colored jelly babies and a folded flag and a false nose and a tram-conductor's cap and a machine that punched tickets and
rang a bell; never a catapult; once, by mistake that no one could explain, a little hatchet; and a celluloid duck that made, when you pressed it, a most
unducklike sound, a mewing moo that an ambitious cat might make who wished to be a cow; and a painting book in which I could make the grass,
the trees, the sea and the animals any colour I pleased, and still the dazzling sky-blue sheep are grazing in the red field under the rainbow-billed and
pea-green birds. Hardboileds, toffee, fudge and allsorts, crunches, cracknels, humbugs, glaciers, marzipan, and butterwelsh for the Welsh. And
troops of bright tin soldiers who, if they could not fight, could always run. And Snakes-and-Families and Happy Ladders. And Easy Hobbi-Games
for Little Engineers, complete with instructions. Oh, easy for Leonardo! And a whistle to make the dogs bark to wake up the old man next door to
make him beat on the wall with his stick to shake our picture off the wall. And a packet of cigarettes: you put one in your mouth and you stood at
the corner of the street and you waited for hours, in vain, for an old lady to scold you for smoking a cigarette, and then with a smirk you ate it. And
then it was breakfast under the balloons."

"Were there Uncles like in our house?"
"There are always Uncles at Christmas. The same Uncles. And on Christmas morning, with dog-disturbing whistle and sugar fags, I would scour
the swatched town for the news of the little world, and find always a dead bird by the Post Office or by the white deserted swings; perhaps a robin,
all but one of his fires out. Men and women wading or scooping back from chapel, with taproom noses and wind-bussed cheeks, all albinos,
huddles their stiff black jarring feathers against the irreligious snow. Mistletoe hung from the gas brackets in all the front parlors; there was sherry
and walnuts and bottled beer and crackers by the dessertspoons; and cats in their fur-abouts watched the fires; and the high-heaped fire spat, all
ready for the chestnuts and the mulling pokers. Some few large men sat in the front parlors, without their collars, Uncles almost certainly, trying
their new cigars, holding them out judiciously at arms' length, returning them to their mouths, coughing, then holding them out again as though
waiting for the explosion; and some few small aunts, not wanted in the kitchen, nor anywhere else for that matter, sat on the very edge of their
chairs, poised and brittle, afraid to break, like faded cups and saucers."



Not many those mornings trod the piling streets: an old man always, fawn-bowlered, yellow-gloved and, at this time of year, with spats of snow,
would take his constitutional to the white bowling green and back, as he would take it wet or fire on Christmas Day or Doomsday; sometimes two
hale young men, with big pipes blazing, no overcoats and wind blown scarfs, would trudge, unspeaking, down to the forlorn sea, to work up an
appetite, to blow away the fumes, who knows, to walk into the waves until nothing of them was left but the two furling smoke clouds of their
inextinguishable briars. Then I would be slap-dashing home, the gravy smell of the dinners of others, the bird smell, the brandy, the pudding and
mince, coiling up to my nostrils, when out of a snow-clogged side lane would come a boy the spit of myself, with a pink-tipped cigarette and the
violet past of a black eye, cocky as a bullfinch, leering all to himself.



I hated him on sight and sound, and would be about to put my dog whistle to my lips and blow him off the face of Christmas when suddenly he,
with a violet wink, put his whistle to his lips and blew so stridently, so high, so exquisitely loud, that gobbling faces, their cheeks bulged with goose,
would press against their tinsled windows, the whole length of the white echoing street. For dinner we had turkey and blazing pudding, and after
dinner the Uncles sat in front of the fire, loosened all buttons, put their large moist hands over their watch chains, groaned a little and slept. Mothers,
aunts and sisters scuttled to and fro, bearing tureens. Auntie Bessie, who had already been frightened, twice, by a clock-work mouse, whimpered at
the sideboard and had some elderberry wine. The dog was sick. Auntie Dosie had to have three aspirins, but Auntie Hannah, who liked port, stood
in the middle of the snowbound back yard, singing like a big-bosomed thrush. I would blow up balloons to see how big they would blow up to;
and, when they burst, which they all did, the Uncles jumped and rumbled. In the rich and heavy afternoon, the Uncles breathing like dolphins and
the snow descending, I would sit among festoons and Chinese lanterns and nibble dates and try to make a model man-o'-war, following the
Instructions for Little Engineers, and produce what might be mistaken for a sea-going tramcar.




Or I would go out, my bright new boots squeaking, into the white world, on to the seaward hill, to call on Jim and Dan and Jack and to pad through
the still streets, leaving huge footprints on the hidden pavements.
"I bet people will think there's been hippos."
"What would you do if you saw a hippo coming down our street?"
"I'd go like this, bang! I'd throw him over the railings and roll him down the hill and then I'd tickle him under the ear and he'd wag his tail."
"What would you do if you saw two hippos?"

Iron-flanked and bellowing he-hippos clanked and battered through the scudding snow toward us as we passed Mr. Daniel's house.
"Let's post Mr. Daniel a snow-ball through his letter box."
"Let's write things in the snow."
"Let's write, 'Mr. Daniel looks like a spaniel' all over his lawn."
Or we walked on the white shore. "Can the fishes see it's snowing?"

The silent one-clouded heavens drifted on to the sea. Now we were snow-blind travelers lost on the north hills, and vast dewlapped dogs, with flasks
round their necks, ambled and shambled up to us, baying "Excelsior." We returned home through the poor streets where only a few children
fumbled with bare red fingers in the wheel-rutted snow and cat-called after us, their voices fading away, as we trudged uphill, into the cries of the
dock birds and the hooting of ships out in the whirling bay. And then, at tea the recovered Uncles would be jolly; and the ice cake loomed in the
center of the table like a marble grave. Auntie Hannah laced her tea with rum, because it was only once a year.

Bring out the tall tales now that we told by the fire as the gaslight bubbled like a diver. Ghosts whooed like owls in the long nights when I dared not
look over my shoulder; animals lurked in the cubbyhole under the stairs and the gas meter ticked. And I remember that we went singing carols
once, when there wasn't the shaving of a moon to light the flying streets. At the end of a long road was a drive that led to a large house, and we
stumbled up the darkness of the drive that night, each one of us afraid, each one holding a stone in his hand in case, and all of us too brave to say a
word. The wind through the trees made noises as of old and unpleasant and maybe webfooted men wheezing in caves. We reached the black bulk
of the house. "What shall we give them? Hark the Herald?"
"No," Jack said, "Good King Wencelas. I'll count three." One, two three, and we began to sing, our voices high and seemingly distant in the
snow-felted darkness round the house that was occupied by nobody we knew. We stood close together, near the dark door. Good King Wencelas
looked out On the Feast of Stephen ... And then a small, dry voice, like the voice of someone who has not spoken for a long time, joined our
singing: a small, dry, eggshell voice from the other side of the door: a small dry voice through the keyhole. And when we stopped running we were
outside our house; the front room was lovely; balloons floated under the hot-water-bottle-gulping gas; everything was good again and shone over
the town.
"Perhaps it was a ghost," Jim said. "
Perhaps it was trolls," Dan said, who was always reading.
"Let's go in and see if there's any jelly left," Jack said. And we did that.

Always on Christmas night there was music. An uncle played the fiddle, a cousin sang "Cherry Ripe," and another uncle sang "Drake's Drum." It
was very warm in the little house. Auntie Hannah, who had got on to the parsnip wine, sang a song about Bleeding Hearts and Death, and then
another in which she said her heart was like a Bird's Nest; and then everybody laughed again; and then I went to bed. Looking through my
bedroom window, out into the moonlight and the unending smoke-colored snow, I could see the lights in the windows of all the other houses on
our hill and hear the music rising from them up the long, steady falling night. I turned the gas down, I got into bed. I said some words to the close
and holy darkness, and then I slept.

Glædelig MIDVINTER ønskes her fra bloggen

tirsdag den 23. december 2008

Den vigtigste time at bruge i dit liv

Normalt stjæler jeg ikke fra andre blogs, eller bringer noget her, medmindre jeg har et eller andet relativt nyt at tilføje. Modspil og Fodnoter har allerede linket den, nu slutter jeg mig til flokken.
Men det her er for vigtigt, noget som alle burde stifte bekendtskab med. Nemlig hvad eksponentiel vækst betyder og i overført betydning, hvorfor recession ikke nødvendigvis er en katastrofe.

Jeg vil dog ikke presse denne her, til at være en understregning af at vækst-tanken generelt er dårlig. Men hvad angår befolkningsvækst og eksponentiel vækst i forbruget af ikke-fornybare ressourcer, så er vækst en umulighed.

Jeg kunne formulerede det konkret sådan her: vi har brug for vækst. Specielt i salget af kondomer og en stærk vækst indenfor bæredygtig energi og build-to-last produkter.

Men se videoen, se den endelig, lad dig ikke skræmme af varigheden på lidt over en time, det er en øjenåbner, man ikke skal misse:



Hvis du er utilfreds med lyden på ovenstående, findes videoen også i bedre lydkvalitet på YOU TUBE. Der er den delt op i flere små bidder.

mandag den 22. december 2008

Tv tips

Glem ikke at se "koranen" på National Geographic i aften. Den sendes klokken 21.30.

søndag den 21. december 2008

Dyre kampvogne eller døde soldater?

I går døde 3 soldater, som angiveligt kørte i en PMV (113). Der står ikke noget mere nøjagtigt om hvilket pansret køretøj det var. Det kan også være en Piranha.

Per Stig Møller, i dag i TV2 NEWS, udtaler, at der ikke er noget i vejen med det udstyr soldaterne har i Aghanistan, og at andre lande misunder det danske udstyr.

Det samme udsagn kunne man sikkert have hentet fra forsvarsministeren, Søren Gade.

Det er jo et udsagn som kalder på modspil.

Som jeg husker PMVen, kan selv en, dog meget, kraftig riffel skyde i gennem pansret, og specielt undervognen er sårbar.
Nu er muligt, at forsvaret delvist har fået opgraderet deres panser siden, men i hvor høj grad og hvor henne er jo stadig spørgsmålet? Jeg har ikke kunne finde som tyder på en større opgradering af panser på PMV. til gengæld har jeg fundet ud af, at man har undersøgt muligheden så tidligt som 2002. Et forsøg der spændte utroligt godt af, da det viste sig at selv om et skud ramte tæt på et tidligere, holdt panseret. Opgraderingen sikrede mod selv 30 mm maskinkanonskud.
Men der er intet, der tyder på, at den blev gennemført. For pansringen var så dyr, at man lige så godt kunne købe en ny panservogn.
Forsvaret har valgt en billigere løsning på et problem, de længe har været opmærksomme på.


Det er vel også i anerkendelse af, at man mangler noget bedre panser, at man har købt nye mellempansrede kampvogne, CV 9035, som er multifunktions kampvogne, der også kan transportere 7 infanterister. CV 9035 er ret så sikre mod Improvised Explosive Devices (IED). Disse køretøjer er først klar til tjeneste omkring 2010.

Det skal dog siges, at de nuværende køretøjer har klaret rigtig mange eksplosioner uden tab.
Men alligevel, når påstanden fra regeringen er at de har gjort hvad de kunne, så skal der altså noget mere til.

For det første er der den åbenlyse og gratis løsning, nemlig at undgå at køre på vejen, altså tage uforudsigelige ruter, så vidt muligt.
Dertil kommer tekniske løsninger, såsom elektronisk udstyr der jammer aktiveringen af roadside bomber.
Eller hvad med den her løsning:

High power, directed energy from a laser is capable of rapidly clearing unexploded ordnance and defeating IEDs by inducing a low-order burning or deflagration reaction in the explosive fill at safe stand-off ranges (see photos above). THOR developed by RAFAEL uses powerful, air cooled laser, and a coaxial 12.7mm M2 heavy machine gun firing single bullets like a sniper rifle, acting as a standoff disrupter, destroying fusing, thick-cased munitions and booby traps.


Endnu en løsning er at lade et specialiseret, tungt armeret køretøj, køre lidt i front med forskelligt udstyr til at opdage og rydde IED.

Til sidst kan de kigge på body armors der sikrer den enkelte soldat bedre.


Har man virkelig gjort, hvad man kan? Nej, det har man ikke. Det skal ikke forstås, som at man ikke har gjort noget. Men gjort hvad man kan, det har man ikke.

lørdag den 20. december 2008

Markedet kan klare sig selv - eller?

Nej, det mener regeringen ikke i dette tilfælde, når bankerne ikke vil låne penge ud.

Derfor vil de smide 100 milliarder offentlige kroner i bankerne, så de kan låne ud til fornuftige foretag.
Nej, det er nu ikke kun til fornuftige foretag, det er også til private som vil købe bolig, for ellers dratter hele luftkastellet på boligmarkedet jo ned.

Boligerne rasler ned i værdi, dermed bliver der krise i friværdi Danmark, for murstensaktierne har pludselig ikke den værdi, som de er belånt til.

At der er et loft for boligernes værdi, det er naturligt nok. At vi ramte det loft for lang tid siden, burde man i regeringen have regnet ud, såvel som man burde have regnet ud, at overvurderingen ville fortsætte i den retning.

Nu skal 100 milliarder, som jeg gerne vil æde min gamle hat på, giver solidt underskud på de statslige finanser, uden at forandre det helt store i beskæftigelsen og samfundsøkonomien, hældes ud i den luft, vores økonomi hviler på.

Men regeringen kan vel håbe på, at limningen holder, indtil de alligevel taber næste valg.
Socialdemokraterne virker nu heller ikke til at være oven på problematikken.

Hvorfor ikke lade bankerne klare det selv, ved at sætte renterne op.

Vi skal ikke leve på kredit, vi skal ikke have velfærd på kredit, eller vækst på kredit.

Recession er en naturlig konsekvens af en kreditbaseret vækst, med luftige overvurderinger af boliger og foretag.

Ved at gå den forkerte vej, graver vi os endnu længere ned.

Devaluer kronen i stedet og styrk vores konkurrenceevne på den måde og lad bankerne klare sig selv.

Dagens religiøse gyser

USA er jo som sagt, "Guds eget land":

78.4 procent af USA betegner sig selv som kristne, hvor af 26.3 procent som evangeliske kristne:

Christian 78.4
Protestant 51.3
Evangelical churches 26.3
Mainline churches 18.1
Hist. black churches 6.9
Catholic 23.9
Mormon 1.7
Jehovah’s Witness 0.7
Orthodox 0.6
Other Christian 0.3

59 procent af befolkningen i USA tror på helvede.

60 procent tror på en personlig gud, mod f.eks 24 procent i Danmark, 92 procent tror på en gud i en eller anden form.

43 procent er i mod abort.

56 procent siger religion er meget vigtigt i deres liv, selv blandt universitetsstuderende er tallet stadig 50 procent!

33 procent mener at biblen er guds direkte, bogstavelige budskab.

39 procent går i kirke hver uge.

58 procent beder hver dag.

24 procent mener, at kun lige præcis deres religion kan lede til frelse!

27 procent mener, der kun er en sand fortolkning af deres tro.

45 procent mener ikke, at evolution er den bedste forklaring på udviklingen af liv.

Alt fra en undersøgelse foretage af PEW i 2007 med en population på over 36.000. 24 procent har svaret på det hele.

Den meget detaljerede rapport på 276 sider kan findes her:

fredag den 19. december 2008

Kvantitativ ærefrygt

TV 2 NEWS havde religionshistoriker, Dorthe Bramsen, i studiet til en lille snak i dag.
Baggrunden var en 8 årig pige i Saudi Arabien som vil skilles fra sin 50 årige mand.
Pigen er blevet tvunget til at gifte sig og kuet med vold og voldtaget.

Men det interessante var Dorthe Bramsens forklaring. Det er jo ikke sikkert den lille pige får medhold i sin sag. For det er jo ikke forbudt at gifte sig med en 8 årig i Saudi Arabien, for det gjorde profeten jo. Han giftede sig med en seksårig pige, Aisha.
Nu kommer det interessante ordspil.
Dorthe Bramsen, må jo være tro mod kilderne. Som hun sagde blev Muhammad "trolovet" med Aisha, da hun var seks år gammel. Så blev Aisha 8-9 år gammel, hvad skete der så?
Jo, i følge Dorthe Bramsen blev de så "rigtig gift" på det tidspunkt, uh, hvor hun valgte sine ord med omhu. De islamiske kilder siger, der blev ægteskabet fuldbyrdet - læs - Muhammad havde sex med Aisha.
Nu må man jo ikke fornærme profeten, det fandt han sig personligt ikke i, som i kan læse mere detaljeret i min minibiografi om Muhammad.
Når sandheden er fornærmende må man jo opfinde små, søde Eufemismer.

Personligt betragter jeg ægteskabet med Aisha, som en af de mindre af Muhammads forbrydelser mod menneskeheden.
Langt værre var det med voldtægten af kvinder, hvis mænd og familie han lige havde slået ihjel og fået tortureret. Hans overfald på fredelige stammer for at plyndre dem.
Allerværst er det, at muslimer gennem 1400 år har fulgt hans eksempel på adfærd.

Men jeg kan ikke acceptere denne kvantitative ærefrygt over for Islam.

Hvad mener jeg med det? Med kvantitativ mener jeg en respekt baseret alene på religionens omfang, altså hvor mange medlemmer den har? Gennem hvor mange århundreder? - dens omfang og varighed.
Samme overdrevne respekt mødes de øvrige verdensreligioner med, for det meste ufortjent.

Med ærefrygt, mener jeg forstillet ære, ydre respekt. For intet sandt rationelt menneske kan respektere så dyb og elendig en overtro som den ortodokse religioner rummer, de kan respektere den enkelte udøver, men ikke dogmerne.
Med frygt mener jeg frygt. Den er reel nok, specielt når vi taler om Islam og dens profet. Ikke at man skal bøje sig for den, det skal man ikke, men den er ikke forestillet.

For mig er der ingen forskel på Sun Myung Moon og Muhammad. Bortset fra at den ene profets lære anerkendes som en sekt, den anden kaldes en verdensreligion, og Muhammad fandt en mere effektiv opportunistisk og voldelig måde at sprede sin tro på.
Ellers er der ingen forskel som ikke kan betegnes som kvantitativ.

Med andre ord; Vi respekterer kun islam på grund af kvantitativ ærefrygt.

søndag den 14. december 2008

Politisvigt - er du sikker på det er alvorligt

Og der manglede lige nogle sager i denne rapport om politisvigt.

Hvor der citat:

slet ikke eller for sent er rykket ud til igangværende tyverier og flere overfald.


En aktuel sag har vi for nogle dage siden i Randers. Hvor to kvinder blev udsat for vold og psykisk terror i seks timer, før der blev rykket ud. Det på trods af at der blev ringet fire gange til politiet fra naboer.

Politiet beklager, men siger at de i første omgang regnede det som almindelige husspektakler, og sådan noget rykker man ikke gerne ud til.

For nogle år tilbage før reformen, oplevede jeg personligt en skræmt kvinde, der kom og bankede på min dør. Hun bad mig ringe politiet, og fortalte hendes kæreste havde taget kvælertag på hende og holdt hende til hun ikke kunne trække vejret mere. Hun havde tydelige mærker på halsen.
Jeg ringede til politiet, de spurgte straks, om jeg mente det nu var så alvorligt, at de måtte rykke ud. Der havde jeg allerede fortalt dem om kvælertaget og mærkerne på halsen. Dette måtte jeg så gentage, med beskrivelser af hendes choktilstand, og gentagne henvisninger til kvælertaget, før de endeligt rykkede ud.

Så har vi måske en forklaring på, hvorfor hjemmets fire vægge er det farligste sted, statistisk, hvor en kvinde kan opholde sig.
For husspektakler, rykker man ikke ud til.
Så har vi nok også en del af forklaringen, på at 41000 kvinder udsættes for vold om året i deres eget hjem.
Og volden mod unge kvinder er fordoblet på ganske få år.

En kæmpeandel af de årlige mordtilfælde er kvinder, som dræbes af deres kæreste eller ekskæreste. I år alene er det omkring 11 tilfælde.

En mand som overfaldes på gaden, ser sandsynligvis aldrig sin overfaldsmand igen. En kvinde lever med enten selve sin voldsmand, eller frygten for samme, dag efter dag, efter dag, deler ofte hjem med sin tyran.

Selv om politiet bliver blandet ind i sagen, får manden jo ofte på den ene eller anden måde fri proces til at fortsætte, selv om det er grov vold, han har begået.

Med den muslimske indvandring, hvor retten til at slå en kvinde er en af koranen sanktioneret ret for manden, er problemet stigende, kun over 50 procent af de som søger hjælp på kvindecentre er danskere, med andre ord, en uforholdsmæssig stor andel er af anden etnisk oprindelse.

Under alle omstændigheder er kvindevold urimeligt og fuldstændigt uacceptabelt, en kvindes retsstilling over for en voldelig mand, er alt for skrøbelig.

Politiet bør først og fremmest være hurtigere til at rykke ud til husspetakler.

Kvinder skal sikres bedre, om nødvendigt ved at voldelige mænd påføres en GPS sender og får et forbud mod at bevæge sig tættere end en halv kilometer på ofrets bolig.

Straffen skal være hård, og vokse proportionalt med de tilfælde af vold manden udøver.
Når der er fysiske tegn på vold, skal der fældes en dom, uanset om kvinden trækker vidneudsagn tilbage, eller ikke melder.

Vold bliver for disse kvinder en normaltilstand, det skal politiet ikke gøre det til, som husspektakler.

Vold mod kvinder skal tages alvorligt, det samme skal husspektakler, for det er ofte der volden begås.

Her er en tjekliste til politiet.

Konservative Menneskerettigheder

Menneskerettigheder er jo tydeligt noget som vurderes forskelligt fra person til person.

For de Konservative, er det menneskepligt at selv tage sig sammen, tage ansvar og finde et arbejde, selv om det ikke er der, ellers må man bære konsekvenserne. Det frem for en menneskeret at faktisk få tilbudt et reelt arbejde, før man bliver dømt som nasserøv.

Men når vi taler som private firmaer, kreditselskaber osv. Så er det en menneskeret at røve en masse penge, bare det ikke foregår med pistoler, knive osv.

Et godt eksempel på dette er SMS lån, som de Konservative stejler over for at gribe ind over for. Det på trods af at ågerrenterne kan løbe op til 100 procent på et år.

"Vi mener, at befolkningen er oplyst. Det er kendt, at lånene er dyre," siger politisk ordfører Henriette Kjær.


Derfor stiller de konservative et forbehold over for at sætte et renteloft.

At narre svage eller desperate sjæle, til at give deres pung fra sig, er altså fair nok, når bare det er et kreditselskab, der gør det og ikke en gaderøver.

lørdag den 13. december 2008

Illusionernes marked

Jeg har været træt af Stein Bagger og IT-Factoryaffæren fra dag to-tre af. Jeg fatter ikke, hvorfor denne historie går i selvsving? Måske er det en kombination af charme, selvtillid, lækker bil og en omverden, der blev taget så kraftigt ved ansigtets frontparti, at den kårede IT Factory som årets entrepenør?

Jeg skammer mig over journaliststanden, velvidende at den kun gør det, fordi det er en simpel historie med en enkelt, karismatisk bedrager. Begge bestanddele med folkeappel.
Heldigvis findes der andre Journalister og andre historier. Eksempelvis de herrer fra JP, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, som bør vinde Cavlingprisen de næste mange år. De har lavet et stykke detektivarbejde og analytisk, kritisk journalistik, der var tidligt ude, som også rummer en milliardsvindler, som er ung, succesrig, havde masser af hurtige biler, samt er blandt Danmarkshistoriens største bankrøvere, med en gæld alene til Roskilde Bank på over 900 millioner kroner.
Han er ikke alene. Masser af "succesrige" mennesker, har i større eller mindre omfang fulgt nogenlunde samme recept, er gået konkurs på stribe efter at have levet det søde liv i årevis på mindre bestanddele realformue og større bestanddele Illusion.
De fleste af disse "rigmænd" vil angiveligt aldrig se en dag fra den indvendige side af hotel Gitterly. Det på trods af at de har svindlet for milliarder, hvor mange milliarder må guderne vide? For det er kun de mest rådne fisk som har truffet detektivernes næsebor.
Hvad har disse mennesker gjort? De har blandt andet solgt ejendomme mellem hinanden til overpris, kunstigt hævet prisen langt ud over det som almindelige mennesker vil give. I nogle tilfælde har de dog scoret kassen på, at lejerne i en ejendom har købt den til den af dem satte overpris som loven giver lejerne mulighed for. Men primært ved at handle indbyrdes til overpris har de opnået aktiver baseret på lån og pantebreve, som var den rene luft, trukket aggressive långivende banker med i et uafvendeligt fald. De har begået Danmarkshistoriens angiveligt største bankrøveri, for de flestes tilfælde uden at risikere den mindste straf.

Denne historie er rigtig interessant, ikke bare er den interessant, den er hamrende samfundsrelevant og burde være tvangspensum for alle politikere i folketinget, indtil de kan den både forfra og bagfra med implikationer.
For disse mennesker udgør i princippet bare en ekstrem, skamridende variant af den økonomi politikerne har ladet stå til med. En økonomisk vækst baseret på lav rente og lånegilde i den store stil, illusioner om værdi af ejendomme, IT virksomheder og andre fata morganaer, hvor forventninger fuldstændigt mister kontakten med markedsvirkeligheden.

Vores problem i en nøddeskal har været: At vækst baseret på midlertidige forhold og luftkasteller, skaber nødvendigheden af næste års luftkasteller må bygges endnu højere, for at vi kan holde vores vækstmålsætning.
Vi bliver med andre ord, ved med at fange os selv på det forkerte ben indtil det segner.

Politikerne har haft for travlt med at prale af vækst, faldende arbejdsløshed, til at gøre noget som helst for at skabe en sund økonomi, luftkasteller forpligtiger til yderligere luftkasteller.
En superboble brister med et superbrag og midt i braget er vi i dag.

Derfor har vi ikke brug for politikere, der bereder fremtidige katastrofer. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi har brug for en kartoffelkur, en rentestigning der kan mærkes. Ved at flygte fra recessionen ud i nye luftkasteller, gør vi kun værre værst.

I USA år 2005 vurderede finanshuset Merrill Lynch, at omkring halvdelen af den årlige vækst, (Altså hvis 5 procent årlig vækst, så var 2,5 procent relateret til ejendomme) var knyttet til ejendomsmarkedet på den ene eller anden måde.
Jeg ved det ikke, men vil hjertens gerne vide det. Det ville ikke undre mig, hvis det i Danmark de sidste år har været mere end 50 procent, som har relateret sig ejendomme, hvis ikke hele den årlige vækst.

Med en økonomi, baseret på forventning og luft, låne og kredit cirkus, hvor at stoppe det, før det stoppede sig selv, hvilket det dog uafvendeligt ville gøre, hele tiden har betydet recession og for hvert år det ikke blev stoppet, en endnu større recession, har vi nu malet os selv op i et hjørne. Men det er heldigvis et godt hjørne, hvor vi kan konsolidere vores økonomi og i stedet for at satse på midlertidige murstensløsninger, eller hip og hype brancher med overtunede forventninger. Det er ikke verdens undergang, det er bristede sæbebobler forfulgt af panik og hysteri og en del banker, investeringsfonde som har brændt fingrene for alvor.
Vores eneste problem er, at vi har lovet at følge EUs Centralbanks rente, og dermed ikke selvstændigt kan regulere til ansvarlighed via renteforhøjelse.
Men vi kan satse på sunde foretag, gode idéer som faktisk har et relativt permanent og stabilt marked, investere i for eksempel bæredygtig energi, tekniske løsninger på afhængigheden af fossile brændstoffer. Men det vigtigste er, at økonomien knyttes tættere til markedets realværdi igen og kreditter med luftkasteller ikke skaber en trappe, der år for år vokser op i de økonomiske illusioners elusive paradis.

torsdag den 11. december 2008

Amazonen man ikke skal kæmpe med

Det er trange tider for de lokale bog og musikforretninger. En del af forklaringen er naturligvis nethandel. Hvem kan sige nej til spændende bøger for 40-100 kroner, med porto? Eller en god film, de fleste faktisk for 50 kroner, andet end det skrammel de typisk sælger billigt her lokalt.
Det er selvfølgelig ikke specielt respekterende over for mindretalssprog, eller dem som forsøger at skabe et marked med et.
Det kræver at man kan begå sig på et andetsprog som Engelsk, men så er internethimlen også åben.

Jeg bruger utroligt meget Amazon.co.uk. For søren hvor kan man da få mange spændende ting der, til det halve eller noget billigere.

Jeg havde som udgangspunkt en enkelt bekymring, nemlig at mine varer skulle forsvinde under postgangen.
Det skete så for nyligt for første gang, efter rigtig mange sikre leveringer.
Jeg kontaktede forsigtigt Amazon, ikke med noget håb om mine rettigheder, men blot for at finde ud af om de kunne sige hvor den havde været forbi sidst.
Dagen efter, på en lørdag, fik jeg en mail om at de så sandelig havde sendt en ny pakke.
Ikke nok med det, så skulle jeg såmænd bare beholde den første pakke, hvis det skulle vise sig at den kom frem, "for det var alt for dyrt at sende en sådan pakke tilbage".
Vi taler om varer til 300 kroner, ikke småt eller stort, men det er sørme god service og leveringen er som regel under en uge. Specielt "The Marketplace", er stedet hvor man gør et godt kup.

Billigt, et kæmpeudbud af bøger, ja faktisk et permanent juletræ med uendelige pakker under, ja Amazonen og internethandel kan absolut anbefales.
Omvendt tror jeg at spilde for meget tid på nettet er skadeligt, det er godt at orientere sig, men at jage den ene nyhed efter den anden skader evnen til fordybelse, så når i nu er her alligevel, Saxo, Amazonen, whereever, køb en bog.

onsdag den 10. december 2008

Økonomiens Automatpilot

Fik desværre ikke set og hørt det grundigt, satsede på at det blev genudsendt og kom midt ind i det.
Men på TV2 News her i dag var unge Helveg Petersen og Mogens Lykketoft inviteret til studiet til en lille debat om den aktuelle finanskrise.

Jeg bemærkede desværre ikke den store forståelse for, hvad der er gået galt hos Lykketoft. Lidt skuffende, men jeg havde faktisk forventet mere fra en en tidligere finansminister med rygtet som en af de af de mest økonomikyndige politikere, vi har i Danmark.

Så vidt som jeg fik fat i det, anbefalede Lykketoft to retninger for at få gang i Økonomien igen.

Den ene var øget investering i byggerigenren inden for det offentlige. Målet var at få sving i økonomien og beskæftigelse til håndværkerne igen.

Problemet er ikke så meget forslaget som timingen. Danmark kan i følge regeringens nyeste opgørelse forvente underskud på de offentlige finanser på 23 milliarder i 2010.
Regeringens bud er næppe underdrevet. Det afhænger dog meget af indtægten fra Nordsøolien, altså olieprisen.
Hvis Lykketoft havde fremsat dette forslag for et par år tilbage, havde det været en glimrende idé, koblet med tiltag over for det private boligmarked.
Så kunne man have fordelt boblen på byggemarkedet lidt mere over i det offentliges favør, og man havde haft økonomien til det.
Men nu har vi allerede haft en bristet boble på byggemarkedet, at blæse en ny med sin absolut begrænsede levetid, med et offentligt åndedræt som er plaget af rygelunger, er en meget dårlig idé for indeværende stund. Der kan muligvis med fordel, forsigtigt, investeres en smule, men nogen stor boblet satsning bør det aldrig blive.

Hans andet forslag, var at investere i bæredygtig økonomi, og gøre os mindre afhængige af olien. Nu er vi ganske vist ikke specielt afhængige af olien, vi er jo selvforsynende. Så en høj oliepris eller andres afhængighed af olien er til vores fordel. Altså ikke et middel til at afhjælpe den nuværende krise.
Dog synes jeg, hans forslag af andre årsager, er ganske glimrende. Fordi det er en langsigtet investering, og fremtiden tilhører dem som har de bedste teknologiske løsninger på det bæredygtige område.

Men noget godt bud på hvordan vi kommer ud af den nuværende krise, kom der ikke.
Jeg er i øjeblikket i færd med at læse George Soros' nyeste bog "The new paradigm for financial markets - The credit crisis of 2008 and what it means", den skal jeg nok vende tilbage til en gang når jeg har tid.

Men indtil videre burde den være tvangslæsning for vores politikere, ja når Lykketoft har brug for at læse den, tør jeg ikke tænke på, hvad de andre har brug for.

søndag den 7. december 2008

Det politisk korrekte had og det ukorrekte

Information kører for tiden nogle debatter om danskernes fiksering af Islam, og Hedegaards nye bog.

Det mest morsomme, eller trættende alt efter overskudsgrad, ved debatten er dens mangel på nuancer. Både manglen med hensyn til at skelne enkelte muslimer fra radikal eller fundamentalistisk islam, dens ensporethed og tomgang med de samme unuancerede argumenter mod de samme unuancerede argumenter.

Hermed skal siges, at de ubalancerede argumenter retter sig ligeligt mod muslimer og DF.
Kritikerne af de unuancerede Islam kritikere skynder sig at være ikke mindre hadefulde og ensporede i deres kritik af f.eks Hedegaard og DF.

Men det er ikke venstrefløjens skyld alene, at man ikke kan føre en ordentlig debat.
Det er de skingre stemmer dybt nede i skyttegravene på begge sider, der umuliggør en dybdegående debat med en horisont.

Som ansvarshavende redaktør på Information, Palle Weis, skriver:

DER ER GOD GRUND til at være på vagt over for radikaliseret islams fremfærd globalt og her i Danmark. I den forstand er der grund til at betragte de yderligtgående islamister med samme alvor, som man tidligere betragtede nazismen og dermed også lægge afstand til den med samme styrke.


Når muslimer som helhed spinnes som et problem, selv om de færreste er det, og DF er et tegn på intet andet end rendyrket racisme, så er debatten mere isoleret og larmende, end den er konstruktiv og dybdegående.

Hvordan vi kommer ud over dette, er et godt spørgsmål? Men et oplagt sted at starte er med intellektuel hæderlighed, hvor påstande efterprøves, vejes og måles, sammenlignes på kryds og på tværs. En debat der forholder sig til de egentlige problemer og undgår de knap så store problemer som tørklæder og leverpostej, for at citere Haarder.
En debat hvor racisme og borgerkrig, ikke er parametre, hvor det anerkendes, at de fleste Muslimer og de fleste DFere er hæderlige mennesker uden de helt store fascistoide tilbøjeligheder.
Indvandrerne er kommet for at få en bedre fremtid, for dem selv og deres børn.
Kan vi få nuancerne på plads, vil vi også få på plads, at efterkommerne af ikke vestlige indvandrere faktisk er mere erhvervsaktive end danskere over halvtreds, og at de fleste indvandrere er hæderlige mennesker som ikke er kriminelle.
Ligeledes vil vi få på plads, at danskerne ikke er racister i nævneværdigt tal, og der findes andre mennesker, end lige netop indvandrere, som har svært ved at få et arbejde, det er ikke et spørgsmål om racisme, men om at et forkælet arbejdsmarked sorterer alt fra som ikke lige lyder af det mest optimale. Småting som overvægt, en alder tæt på pension, bistandsklient, fortid med psykiske vanskeligheder, kvinde uden børn i alderen 30-40 år, gebrokkent dansk, stiller folk bag i køen, når der skal ansættes.

Nuancerne trænges der til i debatten, ingen får modparten til at acceptere unuancerede synspunkter, slet ikke når vedkommende graver sig dybt ned med dem.

Det er ikke muslimernes, venstrefløjens, højrefløjens skyld. Det er blot manglende tankevirksomhed, information og gennemtænkthed, fra alle parters side.

torsdag den 4. december 2008

Et vink med et baseballbat

Det er ikke altid for sent at gøre det rigtige. Men for denne mands tidligere ofre i 16 voldstilfælde, er det for sent.

Nej, det hjælper ham ikke med hans personlige problemer og respekt for andre mennesker.

Men nu bliver der i hvert fald ikke flere ofre, medmindre han gør fængslerne usikre.

At der han skulle ende med at bringe et andet menneskes liv i fare. Det burde ikke være så svært at regne ud, efter 16 domme for vold!
Men nu dømmer man i reglen vold ganske mildt her i landet, uden decideret hensyn til i hvor i høj grad voldsmanden udgør en tikkende bombe.

De facto bliver et sådant menneske vægtet højere end hans ofre. Det burde være omvendt.

Når man for tredje eller fjerde gang har begået vold, så er man ikke bare uheldig, eller kommet galt afsted en dag man fik benene forkert ud af sengen.

Han burde have fået en forvaringsdom på ubestemt tid for længe siden.

For min skyld kan man godt forsøge at hjælpe sådanne mennesker psykologisk, altså give dem en slags behandlingsdom, for de er syge og bør betragtes som sådanne.
Men frit omkring på gaden skal de ikke gå, de ødelægger andre menneskers liv, tager andre med i deres fald.

onsdag den 3. december 2008

Amerikansk finanskrise - næste fase

I følge en anynom insider i den amerikanske bankverden venter det værste endnu:

Today, we are bailing out the banks because of their greedy and deceptive lending practices in the mortgage industry. But this is just the tip of the iceberg. More is coming, I’m sorry to say. Layoffs are being announced nationwide in the tens of thousands. As people begin to lose their jobs, they will not be able to pay their credit card bills either. And the banks will be back for more handouts.


Den amerikanske kreditbranche har været meget optimistisk omkring privatpersoners kreditvurdering.
De opererer med et kreditpointsystem, frem for at gå ind og vurdere den reale privatøkonomi, de undersøger hverken huslejeudgifter eller personlig indkomst.

Han nævner et konkret eksempel:

I recently had a client apply for a credit card. She is a homemaker, with no personal income. The house she lives in is in her husband’s name. She would have asked for a $3,000 credit line, just to pay miscellaneous expenses and to establish some credit on her own. So the computer is told that her household income is $150,000; her mortgage/rent payment is zero. The fact is that her husband’s mortgage payment is $7,000 a month (which he got with a no income verification loan). She had a good credit score, but limited credit since she has only lived in this country for the last three years. The system gave her an approval for a $26,000 line of credit!


Derudover arbejder de ihærdigt for at få kunder til at bruge kreditten ved at for eksempel udvide den uden at spørge.

Så det er ikke umuligt, at bankerne snart melder sig i Washington med hatten i hånden endnu en gang.

Ungdommelige Gellerup

I Gellerup, Århus, er over 90 procent af beboerne indvandrere - muslimer, i ved, dem der føder mange børn.
Når man har ca. 6500 mennesker, hvor af de fleste er indvandrere - muslimer, så burde man kunne få et rimeligt klart, omend ikke dækkende, billede af i hvor høj grad, fertiliteten er større blandt disse.
Gellerup/Toveshøj er ganske vist byens (Århus) yngste bydel:

Af Gellerupparkens 5.863 beboere er de 2.556 (43,6 pct.) børn mellem 0-18 år. I Toveshøj er der 672 børn ud af i alt 1.669 beboere (40,2 pct.)


Hvordan ser det så ud for landet som helhed?
I følge Danmarks statistik, er 30,5 procent af den samlede danske befolkning mellem 0 til og med 18 år.
Det vil sige en praktisk større fertilitet på omkring 33 procent.
Ikke nogen katastrofe og næppe en overfertilitet de vil beholde det hele af i kommende generationer.
Fortsætter, lad os sige, 300000 muslimer på denne måde resten af århundredet ud, er de ca. 1.2 millioner i 2100, forudsat ikke en eneste af dem dør inden.

Bonus info/trivia:

Er du fyldt 100 år, har du kun 1,5 procents chance for at blive over 105 år gammel, men det er i forvejen godt gået!

Ældste i Danmark er en enlig 108 årig (Hvis vedkommende stadig er i live eller ikke er fyldt 109 siden?).

mandag den 1. december 2008

Guld Idé

DR har besluttet at lade alternative kendte holde en "dronningens nyårstale" de næste 24 dage.

Dagens taler i dag er Joan Ørting, som mener at vide, hvordan vi får mere sex.

Talen kan findes lidt nede af denne side:

Glæder mig til at se de næste 23.

søndag den 30. november 2008

Belfast, Bosnien, Beirut om igen

Det er ikke terror, "bare" religiøse mennesker der går amok mod andre religiøse mennesker igen igen.

Religiøse stridigheder har kostet op til 400 mennesker livet i Nigeria.

Rivaliserende etniske og religiøse bander har nedbrændt hjem, butikker, moskeer og kirker under stridighederne, som er optrappet efter et valg i grænseområdet mellem Nigerias muslimske nord og kristne syd.

Murtala Sani Hashim, som har registreret antallet af dræbte, siger, at han har registreret 367 dræbte, men at flere lig er på vej til moskeen. To lig - to af dem af småbørn


Det er så godt for vores moral, at vi er religiøse. Religioner handler jo om fred, tolerance, næstekærlighed. Enhver kan jo se i historien, de store moralske fremskridt der er sket i religionens navn.

Religion er så afgjort svaret på vores moralske forfald, Eva tilbage bag kødgryderne og rolle som fødemaskine bag husets fire vægge og husk, ingen sex før ægteskabet!
De andre er vantro og forledt af djævelen, kun religiøse mennesker, som tilhører den sande tro, er rigtige mennesker.

Latinsk er for elitært

Vi skal alle være lige, ikke bare lidt lige, eller lige lige, men helst helt lige.
Derfor kan man jo ikke have sådan noget elitært skelsættende mellem mennesker, som de få latinske vendinger vi bruger endnu i sproget.
Vice versa, et cetera, ad hoc, nota bene, summa summarum, alt det skal helst snart være slut, mener de i flere engelske byråd.

Vi skal jo ikke udelukke mennesker, hvis gennemsnitlige ordforråd er på 3000 ord.

Det ville da være så sørgeligt, hvis vi havde flere sproglige tangenter at spille på, og faktisk ville være i stand i til at begrebsliggøre det som rumsterer inde i os.

lørdag den 29. november 2008

Ondskabens ulidelige eksistens og den intellektuelle rebrush

De to terrorister skyder først de to sikkerhedsvagter. Inde i hospitalet prajer de en mand til at hente dem noget vand. Da han har givet dem vandet, skyder de ham og en anden.
Skydende vildt omkring sig bevæger de sig mod deres mål. Fødegangene på fjerde og femte sal. De gravide og mødrene med nyfødte børn i deres arme.
De hamrer og banker på de låste døre, truer forgæves kvinderne til at åbne op.
Der går seks timer før sikkerhedsstyrker ankommer for at befri Kvinderne og babyerne fra truslen.
Men i denne omgang slap de med skrækken, den havde de næppe sluppet med, hvis terroristerne var sluppet ind.
Denne nyhed har jeg kun set, i politiken her, det havde nok ikke været tilfældet, hvis terroristerne var sluppet ind til de gravide. Derfor forsvinder denne nyhed nok i mængden, på trods at af den er et markant eksempel på den afstumpethed, som terrorister betjener sig af.

På bloggen Snaphanen har man i denne anledning genbragt en gammel artikel fra 2004 omhandlende gerningerne omkring Beslan fra Berlingske Tidende, hvor Peter Thielst og Jacob Dahl Rendtorff afviser nedskydningen af børn som ondskab.

Peter Thielst i artiklen definerer ordet ondskab som "glæden ved andres lidelse"
Han uddyber at "intentionen hos »gerningsmanden« ikke er at være ond."

Lad os følge denne logik til dørs. Så eksisterer ondskaben knapt nok. For når ondskaben kun kan defineres som sadistisk fryd, bliver ondskaben jo ikke et parameter, så snart andre drivkræfter kan findes. Altså, selv om muslimerne glæder sig over at vantro ryger i helvede, så findes der jo mange andre årsager, såsom såkaldt forfølgelse, oprigtig tro på koranen, ønske om at selvstyre osv. Find et af disse motiver og vi taler så ikke længere om ondskab.
I denne optik bliver heller ikke Saddam Husseins tyranni, eller Stalins ditto til ondskab, motivationen var jo at bevare magten og holde folk kuede. 30 års krigen og massakren af op til 1/3 del af den Tyske befolkning bliver heller ikke ondskab. Udryddelsen af Buddhister i Indien, forfølgelse og massedrab på Hinduer, Armeniere, Congorianere, Rwandanere, Sudanesere, Belfast og Bosnien bliver heller ikke til ondskab. For ondskab er jo kun, når man er ond for ondskabens egen skyld og glæder sig over andres lidelse.
Med andre ord, sort og gennemført had, totalt manglende værdisættelse af andres liv, racistisk og religiøst motiveret reducering af andre mennesker til værende værdiløse væsener eller satans uvæsen er ikke ondskab. Kynisk og direkte mord på små uskyldige børn er ikke ondskab.
Begrebet "ondskab" er hermed reduceret til et nihil, et ikke eksisterende og meningsløst begreb som man ikke rigtig kan bruge til noget.
Altså bliver vi hermed (forsøgt) tvunget til at diskutere terrorisme som frihedskamp, eller andet.

Det er godt gjort, jeg tror bare ikke Thielst vil være med til at videreføre hans egen tankegang i dens naturlige videreførelse til Stalin, Hitler og Saddam.

Da jeg oplevede Beslan, var min tanke en helt anden. Min tanke var, hvordan man kan hade så meget, regne menneskeliv for så lidt, at man kan skyde et barn, direkte og kynisk, med klart fokus i sigtekornet?
Jeg forstod det ikke og vil heller ikke forstå det. Men om noget fortjener at blive kaldt ondskab, så er det dette.

Hvad så med Hiroshima og Dresden, var det ikke ondskab? Jo det synes jeg faktisk det var. Man var godt klar over at kvinder og børn, gamle ville dø og gjorde intet for at begrænse det. Men næppe nogen af de piloter som udførte disse bombninger, ville have været i stand til at tage et gevær og sigte på et barn, en kvinde, et gammelt menneske og skyde det direkte uden at blinke, i det hele taget være i stand til at trykke på aftrækkeren.
Det var tyskerne så til gengæld, indoktrineret med deres overlegenhed og andres værdiløshed, hvis de ikke mente det selv, var de tvunget af kommandosystemet.

Hadets afstumpethed i alle afskygninger er ondskab og ingen har været bedre til at producere denne end religionerne (åndelige og politiske) og racismen, selv nazisternes jødeforfølgelsen var jo en kontinuering af et historisk had rettet mod jøder, dets fatale yderste konsekvens.

Mennesker kæmper for deres frihed, kæmper med de midler de har. Men intet retfærdiggør drabet på uskyldige, de som kæmper retfærdigt, forsøger at minimere uskyldiges lidelse, de sigter ikke direkte mod den uskyldige og børn skal aldrig gøres til skyldige.
Ondskaben er også i det overordnede, at mennesker ikke kan leve i fred med mennesker.
At fremelske konflikt, offensiv krig er ondskab, retten til at forsvare en selv, bør ingen tage fra en. Men når freden ikke søges som første løsning, taler vi ikke længere om retten til at forsvare en selv. Når børn skydes, taler vi ikke længere om frihedskamp.

Hvis man starter en krig, må man også tage konsekvenserne, man har udløst menneskets ret til at forsvare sig selv, dog ikke med alle midler.

Men i en storkonflikt, vil der ikke være plads til humane hensyn, i den grad der er i en isoleret konflikt. Når terrorister tilsidesætter alle hensyn i små begrænsede konflikter, udsætter de dem selv og andre muslimer for en stigende trussel.
Hvis de nogensinde får held med at true de demokratiske lande på deres eksistens, vil reaktionen også være brutal og skammelig for eftertiden, traumatiserende for hele menneskeheden.

Så terroristerne bør droppe ondskaben og kæmpe for friheden med fredelige midler og hvor de ikke rækker, med acceptable militære midler.
At de handler sådan i det små, kan kun skabe uro for hvad de vil gøre, hvis de får magt som de har agt.
Historien er rig på eksempler hvordan religioner og lignende kan reducere andre mennesker til rent slagtekvæg.

Jacob Dahl Rendtorff:

"I KZ-lejren var det tættere på at være ondskab. Der var elementer af sadisme og man systematiserede drabene."


Det var der sandelig også i nedslagtningen af Hinduer og Buddhister i Indien. I Stalins udryddelseslejre.

Der ville også være det, hvis det terroristerne fik magt som de har agt, at de kan og vil, udføre det de gør på trods af magtmæssig og militant underlegenhed, at de i det hele taget gør det, er vel næppe noget som bør gøre os trygge.

Jacob Dahl Rendtorff mener, at de såkaldte tjetjenske frihedskæmpere måske har haft en form for humanistisk retfærdiggørelse af deres forehavende a la:

»Vi kan ikke lide vold, men vi bliver nødt til at anvende vold, for ellers går vi til grunde«, og det var let for dem at skyde børnene ned bagfra.«


Det siger nok mere om Rendtorff snævre forståelsesramme, end om terroristerne.
Eksemplerne i historien er legio på at religion afføder umenneskelighed af et utroligt omfang, er en supremacisme lige så slem som racismen og dog nyder en fredet status, på grund af dens blandede kulturelle ballast og simpel vanetænkning, baseret på historisk samkvem.

At Hitler afskaffede arbejdsløsheden og stabiliserede økonomien, hævede levestandarden for det tyske folk, gav dem folkebiler og autobahns, gør jo hverken ham eller nazismen til et gode.

Evas og Muhammads døtre

Det har aldrig været højstatus at være kvinde inden for de Abrahamæiske religioner, helt og aldeles det modsatte faktisk.
Gennem århundrederne har disse religioner forsøgt at gøre den patriarkalske dominans og kvindens lavstatus til en guddommelig, evig lov skrevet med flammeskrift i himmelhvælvet.

Inden for kristendommen har man i et stort omfang måttet kapitulere. Hvis kvinden ikke vil gå hjemme, føde og passe børn af egen fri, eller rettere indoktrineret, vilje, kan man ikke rigtig gøre noget ved det.

Helt anderledes er det inden for Islam. Der har kvinden rigtig langt igen.
Det skyldes et mere solidt tekstuelt grundlag for kvindens lave status og guddommelig sanktioneret ret til at give hende nogle tæsk, hvis man blot frygter, hun er ulydig.

Muhammad var endda så propatriarkalsk, at han gjorde det overflødigt, at kvinden faktisk skulle have været beviseligt ulydig mod sin mand, før han kunne ty til stokken.

Koranens vers 4.34 giver ham tilladelse til at gribe til handling, blot han mistænker hun er ulydig:

Men are in charge of women, because Allah hath made the one of them to excel the other, and because they spend of their property (for the support of women). So good women are the obedient, guarding in secret that which Allah hath guarded. As for those from whom ye fear rebellion, admonish them and banish them to beds apart, and scourge them. Then if they obey you, seek not a way against them. Lo! Allah is ever High, Exalted, Great.


Dette vers har cementeret millioner af kvinders skæbne og gør det den dag i dag.

En anden interessant "perle" er de her vers fra koranen:

37:22 (And it is said unto the angels): Assemble those who did wrong, together with their wives and what they used to worship
37:23 Instead of Allah, and lead them to the path to hell


Fik i den? Kvinden er et vedhæng til manden, ryger han i helvede må hun bare følge med.

I siraen omtales kvinder som husdyr, dette vers giver muslimer dårlig smag i munden, så det afviser de gerne, men denne her fra koranen kan de ikke løbe fra:


Your women are a tilth for you (to cultivate) so go to your tilth as ye will’ ” (2:223).


Men ovenstående er vel blot et tegn på de fantastiske og poetiske billeder i koranen.

Men der er meget mere, kvinder udgør flertallet i helvede, fordi de er så ulydige:

”Then I saw the (Hell) Fire, and I have never before, seen such a horrible sight as that, and I saw that the majority of its dwellers were women." The people asked, "O Allah's Apostle! What is the reason for that?" He replied, "Because of their ungratefulness." It was said. "Do they disbelieve in Allah (are they ungrateful to Allah)?" He replied, "They are not thankful to their husbands and are ungrateful for the favors done to them. Even if you do good to one of them all your life, when she seems some harshness from you, she will say, "I have never seen any good from you.' " Bukhari 7.62.125


Igen må den stakkelse mytiske Eva stå for skud:

Muslim Book 008, Number 3471:
Abu Huraira (Allah be pleased with him) reported Allah's Messenger (may peace be upon him) as saying: Had it not been for Eve, woman would have never acted unfaithfully towards her husband.


Fanden må jo mindst besætte hende, når hun er så æggende:

Bukhari Volume 1, Book 6, Number 301:
Jabir reported that Allah's Messenger (may peace be upon him) saw a woman, and so he came to his wife, Zainab, as she was tanning a leather and had sexual intercourse with her. He then went to his Companions and told them: THE WOMAN ADVANCES AND RETIRES IN THE SHAPE OF A DEVIL, so when one of you sees a woman, he should come to his wife, for that will repel what he feels in his heart.


Kvinden stilling under profetens tid var måske ikke helt den forbedring som nogle vil gøre den til. I hvert fald fandt profetens egen kone, Aisha, den så ringe at hun måtte protestere mod den:


Bukhari Volume 1, Book 9, Number 498:
Narrated 'Aisha:
It is not good that you people have made us (women) equal to dogs and donkeys. No doubt I saw Allah's Apostle praying while I used to lie between him and the Qibla and when he wanted to prostrate, he pushed my legs and I withdrew them.


Hvis nogen nu skulle være i tvivl om, at Muhammad slår Paulus med flere stokkeslagslængder, så kommer der lige lidt flere vers fra hadithsmlingerne her:

"Treat your women well. THEY ARE CAPTIVES IN YOUR POSSESSION. You have no rights over them except that [i.e. physical enjoyment and that they protect their husband's interest in respect of themselves and his property]. If they act licentiously in an open way, then leave them alone in their beds AND BEAT THEM but not severely. [at-Tirmidhi]

Narrated Umar ibn al-Khattab:
The Prophet (peace_be_upon_him) said: A man will not be asked as to why he beat his wife. (Sunan Abu Dawud, Book 11, Number 2142)

Narrated Usama bin Zaid:
The Prophet said, "After me I have not left any affliction more harmful to men than women."
Bukhari Volume 7, Book 62, Number 33


I 1999 udkom den famøse rapport fra HRW, CRIME OR CUSTOM?
Violence Against Women in Pakistan,
omhandlende omfanget vold mod kvinder i Pakistan.

Rapporten nævnte det surrealistiske høje tal, at 70-90 procent af kvinderne i Pakistan har været udsat for vold i en eller anden afskygning.

I andre muslimske lande, har man undskyldt sig med, at det ikke skyldes islam, men alene isoleret pakistansk kultur.

Men, kvindetæsk er et udbredt fænomen i mange islamiske lande, selv mere verdslige lande såsom Syrien, Jordan, Tyrkiet:

I Syrien bliver hver fjerde gifte kvinde udsat for vold af sin mand.

I Egypten er en ud af tre gifte kvinder blevet udsat for vold og 70 procent af kvinderne selv, finder det i orden at manden slår dem, når deres tunge bliver for skarp.

I Jordan mener 87 procent af kvinderne,
at det er retfærdigt nok at manden bruger fysisk eller psykisk vold mod hende.
Men "kun" omkring 42 procent af dem bliver udsat for fysisk vold.

I Tyrkiet, som er det mest fremskredne Islamiske land på grund af Kemalismen og hvoraf 15 procent af befolkningen er Alevitter, er vold mod kvinder også udbredt, et nyt omfattende studie viser at hver tredje kvinde udsættes for vold i landet.
Denne rapport belyser også årsagerne:

“The woman’s not wanting to engage in sexual activity, the woman’s gaining weight, her inability to bear children or her not bearing a male child, the food she’s cooked being too salty, burnt, cold or not according to the man’s tastes, not doing a good job ironing his clothing, being late in answering the door when he’s come home and knocked, the woman’s getting ill or not getting better after getting ill, leaving the home without permission, a couple’s child being unsuccessful, the home’s heater not being turned on, a child not looking like its father, the woman’s wanting a divorce, the woman’s interference in the man’s relationship with another woman, the working woman’s not giving her husband her entire salary, the refusal of ‘berdel’ [a type of arranged marriage], the woman’s wanting to work, the man’s being unemployed, family financial difficulty, the man’s soccer team losing a match, being warned by his wife about his alcoholism or gambling addiction, an argument between men about ‘machismo.’”


En ældre undersøgelse viste, at en ud af fire kvinder i Tyrkiet er udsat for grov vold.

Update:

Vildan Yirmibesoglu henviser til tidligere, mere omfangsrige undersøgelser, der har fastslået, at tre af fire kvinder i hele Tyrkiet i gennemsnit mindst en gang om måneden udsættes for fysisk eller psykisk vold.

Uriasposten