Muslimer flertal i UK i 2050

Hvis udviklingen i perioden 2004-2008 fortsætter, det vil sige med en årlig vækstrate på 6,7 pct., hvad angår muslimer i England. Så er muslimer et flertal i 2050:

Britain is in denial. There is no real public debate on a historic event that is transforming the country. Mention of it occasionally surfaces in the media, but the mainstream political class never openly discuss it.
What is that historic event? By the year 2050, in a mere 37 years, Britain will be a majority Muslim nation.
This projection is based on reasonably good data. Between 2004 and 2008, the Muslim population of the UK grew at an annual rate of 6.7 percent, making Muslims 4 percent of the population in 2008. Extrapolating from those figures would mean that the Muslim population in 2020 would be 8 percent, 15 percent in 2030, 28 percent in 2040 and finally, in 2050, the Muslim population of the UK would exceed 50 percent of the total population. (via Snaphanen)

 Princippet om, at mange bække små flyder til en stor flod gælder også med hensyn til invandringen, selv om det hvert år kun er et tilsyneladen beskedent antal, der lander. Ligeledes virker de
højere fødselsrater blandt muslimer, som værende uden den store betydning år for år, men på længere sigt er de afgørende.

Antallet af muslimer i England er omkring 4,5 pct. i dag med et slag på tasken. (4 pct. i 2008)

Men som jeg skrev for nylig, så vil ti ud af hundrede unge under 25 år beskrive sig selv som muslimer i England og Wales i den dag i dag.

Europa er på vej til at blive muslimsk, hvor lang tid det vil tage afhænger af så meget og er forskelligt fra land til land. Men endemålet og konsekvensen bliver det samme.

Jeg har skrevet meget om demografi, vel efterhånden en hel usystematisk bog, og vil fortsat gøre det, fordi der spilles i øjeblikket hasardspil med Europas fremtid. Det ender næppe godt. Eller jeg kan sige det på en anden måde, sandsynligheden for at det ender rigtig slemt er alt, alt, alt for høj.

Imens arbejder en hvis svensk EU-kommisær fortsat ihærdigt for, at der importeres flere problemer.

Vejen til helvede er som sagt brolagt med gode intentioner, det har vel kun under den russiske revolution i 1917 været mere sandt, end det er i dette tilfælde.

Mere her: Antallet af muslimer vokser 10 gange hurtigere end resten af befolkningen. 

24 procent af de nyfødte i England har udenlandske forældre.

18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.

Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:

Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:

På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.

Dalrymple: EU har skabt en kæmpeversion af Titos Jugoslavien

Theodore Dalrymple. når han er bedst:

A Belgian journalist who interviewed me recently about the European debt crisis asked me whether I believed in the European Project. I replied that I would answer her question—if she would tell me what the European Project actually was. By revealing my doubts, I proved to her that I suffered from the strange kind of mental debility known as Euroskepticism, a condition supposedly compounded of low intelligence and aggressive xenophobia. The low intelligence manifests itself in the patient’s view of European institutions as a gravy train for a transnational nomenklatura, rather than as the beginning of a new, generous, and free-spirited type of postnational identity. The xenophobia manifests itself as a secret desire for conflict and war, the European Union and its predecessors supposedly having been responsible for the avoidance of war on the Continent over the last 65 years.

Det er godt set fordi, personer som denne journalist, og de som deler hendes synspunkt, kan simpelthen ikke se, at deres syn på verden er mere firkantet, mere sort og hvidt, end verdensanskuelsen hos mange af de EU-modstandere og skeptikere, som de gerne tænker det værste om.

Hvis man ikke ligefrem har et hemmeligt ønske om krig og konflikt, så er man som EU-skeptiker i det mindste ligeglad med, at det kan være konsekvensen af at ende EU-samarbejdet. Sådan er der desværre mennesker, der tænker.

The journalist then asked whether I thought that nationalism was dangerous. The question implied that the choice before Europe was between the European Union and fascism: that all that stood between us and the ascension to power of new Mussolinis, Francos, and Hitlers were the free lunches of senior Eurocrats. I replied that dangerous forms of nationalism existed, of course, but that in the present circumstances, supranationalism represented by far the greater danger. Not only was such supranationalism undemocratic, for it reflected no widespread demand or sentiment among the population; it also risked provoking the very kind of nationalism against which it was to stand as the bulwark. Further, the breakup of supranational polities in Europe tends to be messy, as history demonstrates.

Alternativet til EU er ikke nationalisme. Alternativet er de stater, man så efter anden verdenskrig og før EU kom på banen. Stater med selvbestemmelse og nærdemokrati. Stater, hvor alene de folkevalgte bestemmer. Stater, hvor man i mange tilfælde kunne råbe de folkevalgte op. Hvor politisk apati var langt mindre end i dag. Nationalisme var i disse stater et lille problem, og den form for nationalisme, vi ønsker så lidt af som muligt, den vil jeg give Dalrymple ret i, at det er meget muligt, at netop EU vil styrke nærmere end ende. Men den mulighed overvejes slet ikke, selv om da det brød løs i Eks-Jugoslavien var der mange, der tænkte at det samme kunne ske andre steder i Europa.
Dalrymple fortsætter med causerier over Belgien, der netop er et land, hvor store modsætninger lurer under overfladen:

Belgium has not had a central government for more than 500 days. While I must admit, as an occasional visitor to that country, that the difference between Belgium with and Belgium without a central government is not apparent on casual inspection, this interregnum may take the theory of limited government too far. (...)

Historical and economic factors deepen the division between the two regions. Wallonia, though it contained a minority of Belgium’s population, long dominated its culture and economy. Even the Flemish upper class spoke French at home, while Dutch was the language of the peasantry; until recently, Belgian schools forbade children from speaking Dutch in class. With the decline of Wallonia’s coal and steel industries and the economic rise of Flanders, however, the pattern of dominance changed. Flanders went from being the poor relation to being the rich one, albeit with something of an inferiority complex. In the process, it started to make large transfer payments to Wallonia, which suffered from comparatively high unemployment. (...)

It is no surprise, therefore, that the largest political parties in Flanders are either nationalist or free-market; both philosophies lead to reducing or stopping the transfer payments. It is equally unsurprising that the largest political party in Wallonia is socialist and wants the payments to continue or increase. The Wallonian socialist party’s patronage powers in its territory are almost feudal in nature and extent; the last thing that the party of social change wants is actual change. But neither the Flemish parties nor the Wallonian socialists are strong enough to impose a government on the whole country. (...)

Den manglende regering ville, som Dalrymple fortsætter ikke være et problem, hvis det ikke lige det var fordi, at Belgiens økonomiske situation er en af de værste i EU med gæld på omkring 100 procent af BNP og et årligt underskud på over 5 pct. af BNP. Og de to parter kan ikke finde en fællesløsning:

The Walloons want higher taxes to maintain the current arrangements; the Flemish want lower taxes and reduced spending to promote long-term growth. The result is a stalemate. Wallonia and Flanders are like a married couple who no longer can live together but find divorce impossible because of difficulties over the settlement.

Så påpeger han det ironiske i, at EU administrationen er placeret i Bruxelles i Belgien:

It happens that the central offices of the E.U. are located in Brussels. Yet the political difficulties of Belgium do not give the European unionists pause for thought—or, if they do pause, they reach a peculiar conclusion: that what has not worked in two centuries in a small area with only two populations will work in a few years in a much larger area with a multitude of populations. It does not occur to the unionists that different countries really are different: not a little bit, but radically, in culture, language, history, traditions, and economies.

Han skifter nu til eksemplet med Irland og Grækenland, to ekstremer i Europa. Irerne roser han, fordi han er af den opfattelse, at de er det eneste folk i Europa, der i udpræget grad har forstået deres egen medskyld i den økonomiske krise. Selv om de også har skudt mod bankerne og politikerne:

Most people seemed to understand that the seven fat—indeed, grossly obese—years simply had to be followed by the seven lean. The relation of the previous excess to the present hardship was obvious to everyone, and the population sought no scapegoats, even if, correctly, it blamed the politicians and bankers more than it blamed itself.

Irerne har til gengæld holdt fast i deres lave selskabsskat, og en absurd kritik er blevet rettet mod landet af den grund - lige så absurd, som den der blev rettet mod Tyskland for et par år siden.


Men Dalrymple er naturligvis selv den bedste til at udstille absurditeten i EUs holdning til Irland lave selskabsskat:

Since the crash, successive Irish governments have had the determination to fight to retain their low corporate tax, called “predatory” by the other Europeans. (It is symptomatic of Europe’s sickness that refraining from government seizure of money is now deemed by its political class to be predation.) The Irish economy may thus be poised for a quicker recovery.

Men den samme fordel, som Tyskland har af en fællesmønt kombineret med en utrolig stærk konkurrenceevne, kan være den bagdel, der vælter hele EU-læsset, som Dalrymple skriver:

For a time, the euro did seem to serve German interests, allowing countries to buy German goods that they might not otherwise have been able to buy. Meanwhile, Germany, with a determination not shown by other European countries, reduced payroll taxes and barely increased wages, having previously established a powerful manufacturing base. Savings rose, and Germany became the China of Europe. Now it has the problem of what to do with its trade surplus, larger than the trade deficits of France, Italy, and Spain combined.
Europeans have painted themselves into a corner. If the debts of European countries are mutualized, there can be only one country that lays down the rules of mutualization, and it won’t be France, struggling with a large deficit, large debts, and a large trade imbalance. The historian John Robert Seeley famously wrote that the British Empire had been formed “in a fit of absence of mind”; so could it be with German hegemony in Europe.

Den tyske model med tæring før næring og opbygningen af en stærk økonomi, stram styring og stærke krav til at skære i velfærden bliver heller ikke velmodtaget i de lande, der har problemer med gæld. 

Sat på spidsen, så skal resten af EU acceptere en ideologisk kolonisering af tysk økonomisk og politisk mentalitet, blive kolonier i et tysk imperie, eller hele EU-projektet falder fra hinanden, fordi resten af landene ikke formår at være konkurrencedygtige under en stærk euro, eller styre deres offentlige forbrug.

Her skal man også skelne imellem, at der er forskel på den tyske politiske elite, og den tyske befolkning, hvor modstanden mod EU og det at betale for andre landes manglende evne til at konkurrere og styre deres offentlige udgifter slår hårdt i gennem. I det tyske folkedyb forstår man næppe helt fordelen i, at de øvrige EU-lande tvinges til en kunstig høj valuta og, hvad det betyder for den tyske konkurrenceevne. 

Det er med andre ord en nærmest umulig situation, som Dalrymple også berører:

The alternative to sharing the debts seems to be the breakup of the euro. This might turn recession into prolonged slump, with the countries expelled from the eurozone forced into a default catastrophic for the banking system. I get dizzy just thinking about the bank account in which I hold euros: in the event of a breakup, will it be denominated in drachmas or deutschmarks, and who will decide? Like everyone else, I would prefer deutschmarks, a preference that will drive up the price of the currency to the point that German exports, no matter how high their quality, will be too expensive to buy.
No wonder German chancellor Angela Merkel appears indecisive: like every politician, she wants a painless solution to a problem. She does not want to throw Germany’s weight about, demanding every country’s Papieren, bitte. Yet she does not want to be responsible for rampant inflation or for the breakup of the euro, either. Whatever she decides, love of Germany in Europe will not grow.

Han slutter sit essay af med at konstantere, at de frygtelige tanker, som EU skulle afskaffe, har EU nu i stedet genoplivet. Og jeg er fuldstændig enig i den analyse, men håber det ender noget bedre, end man kan frygte:

In short, the incontinent spending of many European governments, which awarded whole populations unearned benefits at the expense of generations to come, has—along with a megalomaniacal currency union—produced a crisis not merely economic but social, political, and even civilizational. The European Union that was supposed to put an end to war on the continent has resuscitated antagonisms that might end in bellicosity, if not in outright war. And the European Project stands revealed as what any sensible person could have seen it always was: something akin to the construction of a massive, post-Tito Yugoslavia.

Læs hele Dalrymples artikel her på City Journal: 

EU-domstolen slår til igen

Skynd jer at tage en uddannelse, fordi nu trues SU'en også af EU:

Danmark kan i fremtiden blive tvunget til at betale SU til udenlandske børn, selvom de aldrig har boet i landet.


De nuværende SU-regler forhindrer, at for eksempel polske håndværkere, der arbejder her, kan få udbetalt SU fra Danmark til deres børn, mens de studerer hjemme i Polen.
Tysk sag er afgørende


SU-reglerne er i klemme på grund af en ny retssag ved EU-Domstolen. Den vedrører Tysklands krav om, at man skal have opholdt sig tre år i landet, før man har ret til at studere i udlandet, imens man modtager tysk SU.


I Danmark har man en lignende regel, som betyder, at man skal have opholdt sig i landet mindst to ud af de sidste ti år, før man er berettiget til at tage SU med sig ud af landet.


Det forhindrer i praksis, at borgere fra andre EU-lande, der arbejder i Danmark, får ret til at sende dansk SU hjem til børn i hjemlandet.

Overlever Euroen 2012?

Eurolandene skal ud og genlåne i alt 794 mia. euro i 2012, hvilket ifølge Barclays er 100 mia. euro over gennemsnittet.

Det svarer til over 1/3 del af hele Tysklands BNP, men det er Italien, der skal hente dets broderpart på 220 mia. euro.

For nogle dage siden spåede Peter Sands, administrerende direktør for den britiske storbank Standard Chartered, at et eller flere Euro-lande vil forlade samarbejdet i 2012.

Det er nærmest umuligt at undgå, for politikerne er ikke trådt i karakter.

"Det er fordi, vi har fået flere planer, som skulle løse problemerne: Men planerne har ikke overbevist markederne, og i sidste ende fungerer det nuværende eurosamarbejde kun, hvis markedet tror på det,” siger han.

Og det gør markedet ikke, for markedet lystrer ikke skueprocesser, lappeløsninger og svulstige politiske taler i det lange løb.

For at gøre en kort historie lang, så er alene den italienske statsgæld på over 1800 mia. euro, hvilket svarer til 80 procent af Tysklands BNP. Tyskland skylder faktisk allerede 80 procent af dets BNP væk. Der altså ingen lande i Eurozonen, der realistisk set kan dække Italiens gæld, og Kina vil nok heller ikke gøre det.

Og markedet vil ikke fatte tillid til økonomier, der allerede har et monstrøst gældsniveau og samtidigt øger dette med 3-10 procent årligt.

Markedet vil først falde til ro den dag, hvor gælden nærmer sig skrumpestadiet, nærmere end den fortsætter med at vokse.

Det er på mange måder simpelt, men ingen politikere ønsker for alvor at starte den åreladning af økonomien - den offentlige altså, der er nødvendig. For den vil skabe en recession - sende mange mennesker ud i arbejdsløshed. Den recession kommer bare stærkere sidenhen, hvis man ikke gør det.

For man kan ikke blive ved med at låne og låne, sådan er virkeligheden for alle. De store statslige mastodonter er ikke undtaget fra denne regel.

Euroen i den nuværende form kommer næppe gennem 2012. Den kan falde helt, eller delvist gennem at medlemmer må vinke den store våde drøm om at en fælles størrelse passer alle farvel. For det gør den ikke.

Danske statobligationer går som smurt

Interessen for danske obligationer er særdeles stærk i øjeblikket, og helt usædvanligt er den danske rente kravlet ned under den tyske rente. Det er et udtryk for, at investorerne har fuld tillid til den danske økonomi.

Renten på den danske 10-årige statsobligation ligger i 1,967 pct. Den tilsvarende tyske 10-årige rente er på 2,036.

Dermed er rentespændet på ni basispoint i Danmarks favør, og det er første gang nogensinde, at Danmark har et så stort rentespænd i forhold til vores sydlige nabo. (...)

”Hvis den stærkeste økonomi i eurozonen har svært ved at hente kapital, så får man kuldegysninger ved at tænke på at de forestående auktioner i andre europæiske lande,” siger Mark Grant.

Kilde: Borsen.dk

Jeg får personligt også kuldegysninger over et underskud på 4-5 procent af BNP, som er det, som Danmark kan se frem til de næste par år. 

Vi er i dette tempo kun cirka fem år fra at have et ØMU-underskud på 60-70 procent af BNP.

Til den tid er tilliden til danske statsobligationer næppe særlig stor - den er helt sikkert aftagende, og vi kommer til at betale noget højere renter end i dag.

Danmarks ØMU-gæld var per oktober sidste år på 44 procent. Siden er den angiveligt vokset til mindst 47 procent.

Tilliden til tysk økonomi er naturligvis heller ikke væk, men markedet er godt klar over, hvor pengene til yderligere hjælpepakker skal komme fra, nemlig fra Tyskland og for lånte penge.

Frankrig er allerede ramt af 2 procentpoint højere renter end Tyskland på deres statsobligationer, der er ingen gylden løsning på det europæiske gældsproblem andet end øjeblikkelig reducering af de offentlige udgifter til et niveau, hvor man kan begynde at afbetale på gælden. Om det så kun er helt i det små, at det kan lade sig gøre, så vil det skabe ro på markederne og bedre vilkår for fremtidig vækst i kraft af, at man igen tør investere i Europa, fordi nu kender man udfaldet af besparelserne, der må komme før eller siden.

Den nuværende løsningsmodel er lammende for hele økonomien.

Så smører de seddelpressen i ECB

Ja, så kom gældskrisen til Frankrig:

Rentespændet til Tyskland blev således udvidet til rekordhøje 2 procentpoint, og Frankrigs rolle ser ud til at skifte fra 'hjælper-nation' til 'offer-nation'," skriver Handelsbanken i sit tilbageblik på ugen. (Kilde: EPN)

Jeg er ikke makroøkonom, men eftersom matematiske størrelser er matematiske størrelser, og 120 procent af alene Italiens BNP, hvilket er Italiens gæld, svarer til cirka 80 procent af Tysklands BNP. Så skal den i princippet eneste rige nation i EU, Tyskland, altså låne kraftigt for at holde hånden under de andre lande. Og umuligt kraftigt, eftersom Tyskland ikke er mere duks, end landet faktisk allerede skylder over 83 procent af dets BNP væk. De økonomiske dukselande (relativt set) i EU med en gæld under 60 procent af BNP er nemlig nærmest udelukkende de små lande.

Så der står kun den amerikanske model tilbage - fuld skrue på seddelpressen. Og den hellige EURO, som stærk valuta står over for at blive slagtet, yderligere inflation bliver prisen.

Så bliver Kina nødt til at købe EU-obligationer, fordi ellers bliver EUROen svækket for meget, og det bliver for dyrt at handle bras i Kina og billigere at handle kvalitet i Tyskland.(Det gør Kina allerede i forhold til USA)

Win Win på den konto i ECB, men lose lose på vores private konto, fordi inflationen og den svækkede valuta gør os fattigere. Specielt dem, der har været så tåbelige at spare penge op.

Danmarks konkurrenceevne løser Eurodevalueringen heller ikke, fordi nok bliver det dyrere for danskerne at købe Samsung fremfor Siemens, men det bliver ikke billigere at købe Siemens. Og det bliver ikke billigere for vores hovedmarkeder i de øvrige EU-lande at købe danske produkter, for vi vil fortsat have en fastkurspolitik i forhold til Euroen. (Undtaget måske Sverige og UK, men sørme kun måske, for det ville ligne dem dårligt at lade deres valuta styrke i forhold til Euroen)

Vi bliver kun fattigere og mon ikke lønpresset stiger, når reallønnen og købekraften i forhold til produkter uden for EU falder så meget. Så vi får en endnu ringere konkurrenceevne med i tilbuddet om at forgæves støtte løbske offentlige budgetter.

Hurra for regeringerne i EU, der ikke kan indse, at den offentlige forbrugsfest er slut, og der er kun tilbage at bide i det sure gældsafviklingsæble, selv om det koster vækst.

Så køb din Samsung eller LG fladskærm nu! Mens den fortsat er billig.

Her kan vi ikke blive og har ingen fremtid

Veritas Universalis har taget sortsynsbrillerne på, men jeg mener, at han har ret:

Det er en skam, at det ikke er politisk korrekt at kritisere muslimer og islam. Enormt trist. Ellers kunne vi jo have hjulpet mange ofre. Men hvem ville påføre sig selv en Hedegaard og risikere en dom for at sige noget om vold og kvinder i islam? Hvem vil spille rollen som socialt netværk, når man risikerer dom, bøde, plettet staffeattest, fyring og alt muligt som tak for hjælpen?
Nej, det må på det kraftigste tilrådes at tie stille, holde lav profil og forberede sin udvandring fra Europa. Det tager flere år. Nu bliver kandidatpanten nok ikke til noget, men der kan når som helst dukke nye afgifter op. Måske skal udvandrere løse stavnsbånd om nogle år? Nej, så hellere arbejde på at få sin egen familie bragt i sikkerhed udenfor Europa, mens tid er.

Det er enormt trist, men her kan vi ikke blive. Ingen kan ændre det, der sker. Når EUs stats- og regeringsledere mødes, – altså dem, der rent faktisk kan ændre det hele – så kommer de hjem og siger: Vi kan ikke ændre noget. Alle ved, at det er løgn. Men kan vi ændre det? Nej.

Som jeg har skrevet før, så ligger Danmark lunt i svinget, specielt i forhold til vores naboland Tyskland, hvad angår mulighederne for et demografisk kup (passende og præcist udtryk) begået af muslimer i Europa.

Det rokker ikke ved, at Europa som kultur og kontinent er på vej mod afgrunden, og det kommer aldrig til at gå godt. Det kommer måske heller ikke til at gå så galt, som man kan frygte, men man siger ikke for meget ved at sige, at det bliver meget værre i fremtiden, det værste venter.

De, politikerne, der som de eneste kan løse problemet - delvist, for Tysklands problem kan næppe løses - de vil ikke indse problemerne, eller løse dem.

Og politikerne med brug af lov, politi og retssystem er de eneste, der kan løse problemet på fornuftig vis. Selvtægt, modstandsbevægelser, pøbeloptøjer, kommer kun til at gøre ondt værre og sidste ende bane vejen for nye nazistlignende partier, der ikke er vores kultur værdige.
Præcis som Tyskland i tiden op til 1933 var præget af kampe mellem kommunister og nazister, af uorden, fattigdom og kaos, og løsningen blev den stærke mand. Hvor Islamismen i fremtiden tager kommunismens rolle i 1930erne, og vil være delvist organiseret og støttet af de islamiske stater uden for Europa.

Europa er tabt, fordi de eneste, der kan løse problemet på nogenlunde fornuftig vis, som har magten til at ændre på indvandringen af muslimer, har magten til at udvise de indvandrere, som udmærker sig med grov kriminalitet og terrorsympatier, nemlig politikerne. De vil ikke have blod direkte på deres hænder, undsige FN og den humanistiske lobby, der står klar med anklager om diskrimination og racisme.
Dermed ender de i det lange løb med endnu mere blod på hænderne, fordi de overlader initiativet til desperate og rasende folkemængder og organiserede grupper på begge fløje. En gadekrig, der kun vil eskalere og eskalere, byde på en konstant optrapning af brug af magtmidler og metoder og kan få narkokrigen i Mexico til at minde om en tur i parken og bane vejen for mere eller mindre fascistiske regeringer - i værste tilfælde ende med en decideret borgerkrig, alá Bosnien eller Beirut.

Jeg har selv ingen børn og får dem måske heller aldrig. Men hvis jeg havde og med tanke på dem og deres egne børn, så ville jeg satse på at forlade Europa. For der venter ikke dette kontinent en lysende fremtid, hverken fysisk eller åndeligt.

Det drejer sig om demografi. Flere lande i Europa, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal, Østrig, føder ingen børn. Specielt er det galt i Tyskland og for at illustrere, hvor galt det står til, så se på denne graf fra RANDs undersøgelse af Europæiske kvinders fertilitet:

I Tyskland har fertilitetsraten per kvinde været stagnerende de sidste femten år. Det betyder reelt, at for tyske kvinder har den været faldende. For børn i alderen 0-5 år med indvandrerbaggrund udgør nu 35 procent af alle børnene i Tyskland per 2010 (Kilde: Stort Excelark på 9,5 mb fra Tysklands Statistik):

Lfd. Nr.	Gegenstand der Nachweisung	Bevölkerung 2010
		insgesamt	ohne Migrati-onshinter- grund	mit Migra-tionshin-tergrund im weiteren Sinn	mit Migrationshintergrund im engeren Sinn
					zusammen	Deutsche		Ausländer/-innen
						mit	ohne	mit	ohne
						eigene Migrationserfahrung
		in 1000
		1	2	3	4	5	6	7	8
	Demographische Angaben
	Bevölkerung – im Alter von …bis unter … Jahren
	00 – 05	3 280	2 137	.	1 143	18	952	37	136
	05 – 10	3 518	2 377	.	1 141	41	888	75	138
	10 – 15	3 871	2 748	.	1 123	77	657	108	280
	15 – 20	4 264	3 148	.	1 116	176	511	171	258
	20 – 25	4 913	3 813	.	1 100	363	259	304	174
	25 – 35	9 775	7 289	.	2 486	842	194	1 158	292
	35 – 45	11 968	9 453	.	2 516	937	75	1 306	198
8	45 – 55	12 962	10 858	.	2 104	1 033	23	1 006	42
	55 – 65	10 019	8 482	.	1 538	665	15	833	24
	65 – 75	9 750	8 802	.	948	485	7	438	18
	75 – 85	5 611	5 180	.	431	300	/	123	6
	85 – 95	1 671	1 576	.	95	72	/	19	/
13	95 und mehr	113	108	.	/	/	–	/	/
14	insgesamt	81 715	65 970	.	15 746	5 013	3 585	5 577	1 570

Bemærk, som jeg har fremhævet med rødt, så bliver hver eneste generation tyskere under 25 år mindre og mindre (fremhævet med rødt). Selv om der kun er en svag fremgang af spore i tyske borgere med immigrationsbaggrund i alderen 0-25 år. (fremhævet med grønt)

Tyskerne føder med andre ord alt for få børn, og var det ikke for indvandrerne var den tyske fertilitet per kvinde angiveligt faldet de seneste 15 år. Hvis de tyske kvinder ikke i næste generation kommer på niveau med indvandrerne og efterkommere af indvandrere og samtidigt helt standser nyindvandringen, så udgør de oprindelige tyskere ikke længere flertallet blandt de unge tyske borgere om 1-2 generationer.

Det betyder ikke, at muslimerne vil udgøre flertallet blandt unge, fordi cirka halvdelen af de 19 procent tyske indvandrere kommer fra vestlige lande. Men det giver sig selv, at det er lettere for kulturkonservative muslimer, der føder mellem 5-7 børn per kvinde, at vokse i et land, hvor gennemsnitfertiliteten er på 1,4 barn per kvinde, og for selve tyskerne muligvis fortsat omkring 1,1 til 1,2 barn per kvinde, da indvandrerne løfter den samlede fertilitet.

Det er vigtigt at huske, at føder kvinderne i Tyskland kun omkring 1,1 barn per kvinde, så vil tyskerne skrumpe til omkring 20 procent af det nuværende antal på 65 mio. altså omkring 13 mio. i 2111.

Fødte de 2 barn per kvinde, ville de fortsat være 65 mio. i 2111, der er markant forskel.

Der er dog fortsat et stykke vej til muslimsk flertal i Tyskland, men det kræver ikke meget yderlig indvandring, for at det kommer til at ske i den yngre generation af europæeres levetid.

Under alle omstændigheder kommer det til at ske via fødselsgangene alene, og tidspunktet bliver højest udskudt.

Skal man være optimistisk, skal man tænke i det paradoks, at mere eller mindre moderate og verdslige muslimer holder fast i høje fødselsrater og dermed holder holder de fundamentalistiske muslimer fra at overtage mere og mere magten i samfundet, fordi de føder flere børn end dem.

Det er dog et paradoks netop fordi, det er svært tænkeligt, at verdsliggørelse af muslimer, og dermed ændring af kvindens status, fører til andet end et væsentligt fald i fertiliteten per kvinde.

Såvel, som det er utænkeligt, at fundamentalistiske muslimer fertilitet falder, specielt når de i højere grad danner deres egne subkulturer inden for den muslimske kultur og i stigende grad ligger pres på alt og alle, inklusive de mere verdslige muslimer.

For mig at se, er det ikke et spørgsmål om fundamentalistiske muslimer sætter sig i høj grad på magten i samfundet, men om hvornår? Og eftersom de bruger alle midler fra chikane, mord og terrorangreb, så behøver de ikke at være et rent flertal i demografisk eller demokratisk forstand for at sætte dagsordenen i et samfund, hvilket er endnu mere vigtigt at forstå.

Det eneste, der kan ændre det forhold og set med mine øjne den eneste kilde til behersket optimisme, det er, hvis fundamentalistisk Islam får vist de fulde konsekvenser af sit grimme ansigt i den arabiske/islamiske verden med fatale konsekvenser for hele omverdenen og mister glansen og tilhængerne så at sige, før det samme sker i Europa.

For i den islamiske verden er det også fundamentalisterne og de kulturkonservative muslimer, der føder flest børn og bevæger sig sikkert frem mod magten et lille stykke af gangen.

Der er også den mulighed, at der sker det samme som i Tyrkiet i Europa. En lille bid af gangen bliver samfundet mere islamisk og mindre sekulært, men en egentlig modstand kommer aldrig.

Under alle omstændigheder, bliver Europa år 2100 ikke så relativt godt at leve i, som Europa år 2000.

Under alle omstændigheder ingen grund at gamble med ens egen families fremtid, som politikerne gambler med hele Europas fremtid. Hvert årti går det mod det tydeligt værre. Så kom væk i god tid.


Update: supplerende bemærkninger i en tråd på Uriasposten.

Schengen farcen

Løftede pegefingre fra EU-kommissionens formand - i strid med internationale regler, i en verden, hvor det absolutte flertal af landene har grænsekontrol, skal påstande om i strid med internationale regler alligevel luftes.

Lad mig gøre opmærksom på, at grænsekontrol ikke er værre, end at man i værste tilfælde skal holde lidt i kø i tolden. Holde i kø gør man sikkert i højere grad i myldretiden på de tyske autobahns, end man kommer til det ved grænsen.

Masser af lande i verden trives og modtager stadig varer, har økonomisk vækst, selv om de har grænsekontrol.

Vi sender det signal, at vi ikke stoler på vores østeuropæiske naboer, jamrer nogle.

Jamen en ting er sikkert, vi kan ikke stole på EU og politikerne.

Da Schengen i sin tid blev indført, blev det bedyret, at vi til enhver tid kunne genindføre grænsekontrollen, ikke lidt af den, men grænsekontrollen som en institution.

Det blev selvfølgelig også igen og igen bedyret, at der aldrig var tale om en union, blot lige lidt ekstra samarbejde, når der kom en ny EU-traktat.

Det kan godt være vi ikke stoler fuldt på vores østeuropæiske medlemmer i EU, men de som bliver afvist grænsen vil kun være de som allerede en gang har vist, at de tager til Danmark for at begå kriminalitet.

Men vi stoler nok efterhånden endnu mindre på EU.

Soros: Europas fremtid er værre end et tabt årti

George Soros leder i Financial Times i dag - Dansk referat og perspektivering.

* ECB skabte skabte krisen ved at prøve at ligestille alle lande og holde deres renter nede, der så igen skabte boligboblen.

* Tyskland har spillet en hovedrolle i dette, hvor bankerne kunne tjene basispoint (i henhold til likviditetskravet) ved at ophobe gæld fra svage eurolande.

*Tyskland giver dårlig økonomisk styring i PIGS-landene ( PIGS = Portugal, Italy, Greece, Span PIIGS + Irland) skylden, fakta er, at dette ikke kun er en gældskrise, men en bankkrise og valutakrise

(Her sigter han angiveligt til èn stærk valuta fits all tanken - en tysk designet tanke - inklusive sydeuropas historisk svage valutaer )

*Det er forkert at give de gældsplagede lande skylden alene. set ud fra det perspektiv.

*Tyskland har reddet PIGS-landene, for at redde egne banker.

(Hovedandelen af statsobligationer fra de gældsplagede lande er i franske og tyske banker)

*Situationen minder om, men er værre end, det tabte årti i Sydamerika oven på bankrisen i firserne og pålægger de gældsplagede lande en større andel af byrden, end det som skabte et zombie økonomisk årti dengang.

*Resultatet vil være, at EU vil lide værre skæbne end et tabt årti.

*Det vil skabe en kronisk uligevægt, hvor de stærke økonomier vil storme frem ad og de svage gældsplagede økonomier vil synke til bunds

(Jeg mener, at Danmark er i farezonen for at komme til at tilhøre den sidste kategori, men kan med stærke reformer og hurtig gældsafvikling ende i den første - altså står midt på vippen og vil realistisk set vælge planken ned. At stå af vippen og storme ud over græssletten er en teoretisk mulighed, nærmere end hvad folketinget vil gøre)

George Soros ser to løsninger:

*PIGS-landene må restrukturere deres gæld, hvilket betyder, at gælden bliver barberet ned med for eksempel omkring 20-30 pct., altså hvor de før havde gældpost på en milliard får de en gældspost på 700 - 800 mio. Det betyder, at banker og investorer må acceptere tab og her skal man holde hånden under bankerne, så de ikke går ned. Her skal bankerne også under fælles EU-lederskab, så tilliden hurtigt genopstår til dem.

Denne løsning er nok det mindste onde, for det er et onde, men bedre onde findes knapt - sket er sket.
Den anden løsning er jeg ikke enig i:

*I stedet for nationale gældsobligationer, skal der udstedes Euro-obligationer, hvilket Tyskland er stærk modstander af med opbakning fra Frankrig. Det vil betyde at solide økonomier - Tyskland og indtil videre Danmark, der har de laveste renter i Europa, skal betale højere rente, da hele EUs brogede gæld bliver samlet i en Collaterized Debt Obligation - undskyld udtrykket, men det er præcis det, der vil ske, og jeg tvivler på, at det er god idé. Det kan bringe lande i problemer, der ellers ikke ville være det. Danmark er et oplagt eksempel.

Den gode idé i mine øjne - økonomisk og langsigtet set - og kun et æstetisk og politisk onde er, at der indføres en EURO light, Eurozone svag, eller PIGS-landene vender tilbage til fritflydende og klart svagere valuta.

Det skal dog ske efter en restrukturering af gælden, ellers skal PIGS-landene betale mere på udenlandsk gæld. Men langsigtet er det den bedste løsning, og vores egen stadigt mere svækkede økonomi vil også kunne drage fordel af en moderat svagere valuta. Da alternativet - lønningerne ned og produktiviteten op - ikke er noget, man ordner fra den ene dag til den anden.

Trichet 1 Bernanke 0

Det er skidt nyt for danske boligejere, der bør overveje at få et fastforrentet lån, i hvert fald hvis deres økonomi ikke kan bære en rentestigning.

Men Trichet tyr ikke til ønsketænkningen - i det mindste ikke i tilfældet inflation. Falder talen på gældsproblemer i Europa, er det en anden sag, så hober ulden sig op i munden.

"Trichet har skiftet formuleringen om at interest rates are appropriate ud med "stærk årvågenhed" - det er et klart signal om at ECB er lige på trapperne med den første renteforhøjelse - muligvis allerede i april," siger Matzen til borsen.dk.

"Samtidig pegede Trichet på, at der var risiko for at inflationen skulle overraske på opsiden," siger Anders Matzen.

Kilde: Børsen

Inflationer kan overraske på opsiden, det ville han heller ikke turde sige om den europæiske gældskrise, altså at den kan overraske negativt, slet ikke om Spanien og Italien. Det ville nu også være farligt og dumt, eftersom markedet ville gå i panik og sende renterne i vejret, hvis han siger det, før løsningerne er helt på plads. Det må vente til det sker. Indtil da må 'uafhængige af politiske og økonomiske interesser' sige sandheden.

Men Bernanke vil slet ikke sige noget negativt, heller ikke om inflationen, derfor 1-0 til Trichet.

Staten har lånt 69.000 per dansker

Staten har lånt 69.000 per dansker. Det lyder ikke af meget, men det er kun begyndelsen.

Hvis vi regner per voksne dansker, er det omkring 100.000 kr. rundt regnet. Prøv at gå hen i banken og få et forbrugslån på 100.000 kr.

Staten lånte netto omkring 85 mia. kr. i 2010. Personligt formoder jeg, at det lånebehov ikke bliver mindre de kommende år. Specielt set i lyset af at den næste regering, S og SF, er dårligere til at styre økonomien.

Selv om det skulle blive reduceret, så bliver det ikke markant uden nedskæringer, eller ubetinget nulvækst. Jeg regner nulvækst som en umulighed. Der er lønstigninger i det offentlige som disse her:

Samlet set giver aftalen 4,35 procent. Men lønmodtagerne ”skyldte” i forvejen omkring 1,7 procent, fordi de offentlige lønninger de seneste år er steget mere end lønningerne på det private arbejdsmarked som følge af reguleringsordningen. Derfor er den reelle udmøntning en lønstigning på 2,65 procent i 2012.

Kilde:

Dertil kommer alle de uforudsete udgifter, såsom - UPS vinter - og sociale udgifter, der har det med at overraske igen og igen. Det skyldes nok kun den indeværende periode høje inflation, at man formår at lade udgifterne vokse under inflationen, hvis man egentlig formår det? Nulvækst vil jeg fortsat se, før jeg tror på den. Den kommende regering vil helt droppe tanken.

Om man så får halveret den årlige statsgæld, så er den fortsat i intervallet 40-50 mia. kr. og i vækst.

Får man så det? (Kilde Statens låntagning og Gæld 2010 - s. 50)



Bemærk, at gælden korrigeret for udgifter til bankindskud og lignende udlån er vokset med 87,6 mio. kr i 2010. Det vil sige, at selv uden disse udgifter ville der være en forværring.

Bemærk først og fremmest, at der er tale om en forværring i forhold til 2008-2009.

Danmarks ØMU-gæld, det vil sige ikke bare statens gæld, men hele det offentliges gæld, har udviklet sig således i de to seneste opgjorte år ( fra 3 kvartal i 2008 til 3 kvartal i 2010 )

Danmarks kvartalsvise ØMU-gæld efter tid og funktion
	Offentlig ØMU-gæld i DKK
2008K3	428,7
2008K4	600,1
2009K1	618,5
2009K2	661,5
2009K3	678,3
2009K4	691,9
2010K1	729,8
2010K2	770,8
2010K3	780,8
Data opgøres tre måneder efter kvartalets udløb. (Altså må vi vente til 1. april med tal for 4 kvartal 2010) (ØMU-gælden er i øvrigt på cirka 140.000 kr per dansker)

Det er en vækstrate på 100 mia. kr, om året. Der vil den kvikke så hurtige regne ud, at det statens gæld, der er vokset mest og Danmark ØMU-gæld nærmere sig på nuværende tidspunkt allerede 50 pct. af BNP.

Det kommer dog ikke til at vare ved. Det offentlige havde en nettoformue så langt frem som til netop 3 kvartal 2010. Et år før - 3. kvartal 2009 - steg den fortsat.

I 3 kvartal 2010 faldt den offentlige nettoformue så med 24 mia. kr. og blev forvandlet til nettogæld på 16 mia. kr. En nettogæld, det havde taget over 25 år at komme af med siden Anker J. Den blev afskaffet i 2007.

Det betyder, at reelt er væksten i ØMU-gælden på over 150 mia. kr. årligt. Man har trukket på nettoformuen, for at begrænse væksten i gælden.
Det bliver altså fra i år af, at det bliver mest interessant at følge væksten i ØMU-gælden, da den ikke længere har en positiv nettokonto at trække på.

Kommuner og regioner har ikke overraskende et omkring lige så stort underskud som staten, hvor de modsat staten har haft en nettoformue at trække på.

Forandrer det sig ikke nævneværdigt, så er vi tæt på en ØMU-gæld på 100 pct. af BNP omkring 5-7 år fremme.

Den underliggende økonomi skal så nok forbedre sig en smule. Samtidigt bliver de offentlige finanser dog angiveligt dårligere styret under en S og SF regering. Så jeg vil tro, at S og SF overlever en regeringsperiode og måske to. Så skal der ryddes op.

Schlüter ventede tre år med at rydde op. Man tør jo knap som politiker. Så odds for at ØMU-gælden ryger over 100 pct. af BNP, hvad enten i dette årti, eller kort efter 2020. De odds vil jeg betragte som så lave som oddsene for en FCK sejr mod Chelsea.

Det er værd at bemærke, at statsgælden under Anker Jørgensen målt i BNP før den sidste oliekrise var lavere end i dag. Anker Jørgensen blev statsminister igen i 1975:



Han tillod så voldsom vækst i de offentlige udgifter allerede fra starten af.

Det samme har den nuværende regering dog gjort de seneste par år, og som jeg har skrevet om før, så har den nuværende regering overgået Anker Jørgensen i offentligt forbrug målt i procent af BNP.
Kan man ikke styre den offentlige lønvækst, så er alternativet at i stedet fyre offentlige medarbejdere, hvilket er værre samfundsøkonomisk, end at holde væksten i deres lønninger nede, da usikkerheden omkring fyringer - altså have en løn til rådighed, eller en arbejdsløshedsunderstøttelse - kommer til at præge alle offentlige medarbejdere og deres forbrug.

Den væsentligste forskel ligger dog i de renter, som Anker Jørgensen og den nuværende regering betaler på gælden.

Renterne tilbage i Anker Jørgensens tid var skyhøje. I dag er de historisk lave. Det bliver de bare ikke ved med.

Danske statsobligationer regnes i øjeblikket som sikre papirer, med en gennemsnitlig kuponrente på 3,7 pct.

Det er kun Tyskland, der betaler lavere renter, end Danmark gør det:

[teimf050] - Long term government bond yields
Monthly average (NSA)
geo\time	2010M10		2010M11		2010M12
Euro area	3,37		3,76		4,16
European Union (27 countries)	3,51		3,85		4,19
Belgium	3,21		3,48		3,99
Bulgaria	5,82		5,74		5,76
Czech Republic	3,43		3,59		3,89
Denmark	2,46		2,65		3,01
Germany (including former GDR from 1991)	2,35		2,53		2,91
Ireland	6,42		8,22		8,45
Greece	9,57		11,52		12,01
Spain	4,04		4,69		5,38
France	2,72		3		3,34
Italy	3,8		4,18		4,6
Cyprus	4,6		4,6		4,6
Latvia	9,24		8,99		7,55
Lithuania	5,15		5,15		5,15
Luxembourg	2,73	(i)	2,94	(i)	3,32
Hungary	6,87		7,38		7,92
Malta	3,9		4,12		4,42
Netherlands	2,58		2,79		3,16
Austria	2,82		3,01		3,43
Poland	5,53		5,82		5,98
Portugal	6,05		6,91		6,53
Romania	7,02		7,04		7,09
Slovenia	3,56		3,77		4,11
Slovakia	3,67		3,8		4,06
Finland	2,63		2,82		3,19
Sweden	2,64		2,86		3,21
United Kingdom	2,8		3,03		3,34

Tal for obligationer med 10 års løbetid fra Eurostat.

Den kommer ikke til at holde sig så lav, med en så voldsom vækst i ØMU-gælden.

Det bliver næppe græske tilstande, men den danske rente kan sagtens ryge over 6 pct. i en periode. Det er markedets måde at sige til regeringerne på, vi tror ikke på, at i kan betale alle pengene tilbage, medmindre i styrer det offentlige forbrug bedre.

Den besked venter den danske regering et sted i den nærmeste fremtid.

Og er der noget, som hverken den nuværende og slet ikke den kommende regering, er i stand til. Så er det at styre det offentlige forbrug. I øjeblikket har andre europæiske lande mere tydelige problemer. Sådan bliver det ikke ved med at være.

Halve løsninger løser ikke problemer

Uret tikker, og det er et spørgsmål om tid, før det første europæiske land går konkurs.

Trichet vasker hænder imens:

"Dette er endnu et budskab til Portugal, et meget stærkt budskab til Portugal, såvel som til andre lande. Det er op til landene selv at overbevise markederne," sagde han efter et møde for G20-finansministrene i Paris.

Nu har EU bare godkendt de landes spareplaner, der ikke tilfredsstiller markedet. Problemet for de såkaldte PIGS- lande er, at en stærk valuta er til deres bagdel. De kan ikke konkurrere med en stærk valuta.

Tilbage står kun at slagte det offentlige i PIGS-landene, og det er det eneste, der kan få markedet til at acceptere fornyelse af de berørte landes gældsobligationer til en rente, de faktisk kan overleve:

I januar lykkedes det akkurat Portugal, ved hjælp af en blanding af ECB-opkøb og appeller fra toppolitikere, at refinansiere i obligationslån til en rente på 6,7 procent. Men nu er renten steget til 7,5 procent, Irlands tiårige rente er 9,2 procent og Grækenlands 11,7 procent. Og ingen lande med så mikroskopiske vækstrater, som der er udsigt til i Europa, kan på længere sigt klare at betale hverken syv, ni eller 11 procent i rente.

Det er nemlig helt korrekt, og de lande er på vej mod konkurs, der vil kaste grus i hele Euro-maskinen.

Hvis man vil undgå det, og hvis man vil berolige markedet, så skal der langt mere drastiske besparelser til end nu så om 2-3 år, så er den årlige vækst i underskuddet ikke bare begrænset til 3-4-5-6 pct. af BNP. Nej, den skal være helt borte og landene skal være i stand til og i gang med at afvikle deres gæld om til den tid. Så vil markedet falde til ro.

Men for at give de lande en fair chance oven i, skal de have en Euro2 - en langt svagere valuta, der kan flekse i forhold til deres behov.

The road to hell is paved with good intentions

Lad mennesket selv bestemme, hvad det ønsker, og hold de store forkromede tanker i fantasiens verden, hvor de hører til.

Citatet her taler for sig selv:

“We were told that the euro would achieve peace in Europe forever, but I am sad to say that the opposite is true.”

Wilhelm Nolling
Germany's Bundesbank governing council member

Ingen tvivl om de gode hensigter, der var også gode hensigter bag Mao's kulturrevolution, bag den franske revolution også videre.

Trækker tyskerne stikket i Euro-zonen? Not!

Hvis du spørger befolkningen, KLART JA! Og et parti, som lover at gøre det, og har en nogenlunde fornuftig politik kan sikkert hurtigt gå hen og vinde store vælgerandele.

Nu er spørgsmålet, om tyskerne reelt har nogle fornuftige alternativer til pro-euro og lunken på euro-segmenterne politikerne.

Men lad for guds skyld være med at tolke udtalelser fra Angela Merkel og finansministeren Wolfgang Schaüble, som om at Tyskland er ved trække stikket, nej, se nærmere på hvad sidstnævnte siger ifølge Børsen:

"Vi har brug for nye former for international ledelse, for global ledelse og for europæisk ledelse," siger Wolfgang Schäuble i et interview med Financial Times.

"De internationale markeder forstår ikke rigtig den meget specifikke konstruktion af euroen. Vi har en fælles monetær union, men vi har ikke en fælles finanspolitik..."


"Schäuble sagde dog videre, at han er overbevist om, at Tyskland på længere sigt vil være parat til at opgive dele af deres suverænitet i forhold til det nationale budget."

Ergo, vi har nogle krav, og det primære krav er, at markedet - det vil sige dem, der investerer i statsobligationer, de skal bære tabene. Det vil Tyskland nemlig ikke gøre, og den mest oplagte kandidat må være "spekulanterne." Unionen skal styrkes og samarbejdet udvides.

For at tage den i klarsprog:

Den tyske finansminister advarede samtidig om, at hvis ikke private ejere af statsobligationer løber en risiko ved at investere i statsobligationer, og påtager sig en del af tabet, når en stat ikke kan overholde sine gældsforpligtigelser, så kortslutter man den måde som markedet fungerer på.

"I enhver markedsøkonomi skal der være en sammenhæng mellem risiko og muligheder, ellers vil vi miste enhver støtte til legitimiteten af vores økonomiske og i sidste ende, vores politiske orden, siger Schäuble.

Så, set fra det tyske synspunkt er euroen langt fra død, markedet er problemet, selv når det er staterne, der bruger flere penge, end de tjener, og markedet må bære tabene - ikke Tyskland.
Løsningen er ikke de euroobligationer, som markedet tigger og beder om, men en strammere finanspolitisk union og mere centraliseret samarbejde og styring, altså efter at investorerne er blevet tvunget til at æde tabet uden salt på - hvornår har man nogensinde oplevet, at unionens problemer ikke skulle løses med mere union?

Tyskerne er modstander af EU-obligationer, da de mener med rette, at det vil påvirke det renteniveau, som den tyske stat kan låne til.

Det er i det lys, at Angela Merkels - ("trusler ") - udtalelser skal ses. My way or the highway:

Merkel said that, political will aside, she did not think eurobonds were feasible under the current European Union treaties.

"It is our firm conviction that the contract does not allow for eurobonds, that is uniform interest rates between all European member states," the chancellor said, adding that would remove an important "competitive element" for member states.

"Interest rates are an incentive to become better and meet the requirements of the Stability and Growth pact," Merkel added.

Altså tegner det sig i horisonten, at det bliver investorerne, der kommer til at betale, når x antal lande går bankerot, EU vil holde dem kunstigt i live indtil 2013, hvor de har lovet investorerne, at før kommer de ikke til at sluge afskrivninger af gælden.

Hvem er det så, der ikke forstår markedet?

De som investerer i statsobligationer, investerer altså ikke med risiko, de investerer for at tjene sikre penge. Det afkast, de får, er ikke meget bedre end en sikring mod inflation.
Hvis de ville investere med risiko, så investerede de i aktier, der er risikoen knap større end i græske statsobligationer, men mulighederne for at få et ordentligt afkast over 10 pct., eller bedre, er der til gengæld.

Det som tyskerne nu gør, for at slippe for at skulle betale andre landes gæld, er at give storeslem videre til markedet. Hvis bankernes situation ikke var så skrøbelig - franske og tyske banker har tilfældigvis mange statsobligationer i PIIGS-landene - var det sikkert sket før 2013. Men EU kan nok lige klare at holde Grækenland med flere oven vande indtil da.

En sådan udmelding er i sig selv nok til at sikre, at markedet presser renterne op, når det forsøger at komme ud af PIIGS-obligationer, før det går galt. Det vil sælge de obligationer til stadig lavere kurs, og vil kræve stadig højere rente for både nye obligationslån og gamle. For hvis der er noget obligationskøbere ikke gør, så er det at løbe risiko.

Det tyskerne gør, er at slippe ræven fri uden for hønsegården, og åbent fortælle, at om et par timer spærrer de den inde i hønsegården sammen med hønsene.

Jeg tror egentlig, at de fint forstår, hvad de gør. Det ville bare være indenrigspolitisk selvmord i Tyskland, at indvilge i at betale for andre landes overforbrug, hvilket ikke drejer sig vægtigt om den nuværende låne!pakke, hvor EU og IMF får renter på 5-6 pct. tilbage, men når et EU land går bankerot, og siger til långiverne. "Vi har ganske vist lånt en milliard af jer, men vi er kun i stand til at betale de 700 mio."
EU og Tyskland har dog øget risikoen for konkurser ved at nægte at stille ubegrænset likviditet og lånegarantier, finansieret af EU-obligationer, eller seddelpressen i EU til rådighed, begge sidstnævnte løsninger uhørte i Tyskland.

Falder Euroen sammen? Nej den gør ej, det vil hele EU-lobbyen, bureaukratiet og lokale sympatisører hellere dø end se ske - efter 2013 kommer markederne til at bære æde tabene og de lande som går bankerot bliver tvunget ud af euroen, og nogle forlader den måske også frivilligt.

Ellers kommer der strammere styring, kontrol af Euro-zone landene, tyskerne får naturligvis deres vilje. Undtaget det tyske folk, naturligvis.
Alternativt opretter man et eurosamarbejde i to tempi, en stærk og svagere euro. En A og B euro.

Men Eurozonen forsvinder ikke, før borgere i de europæiske lande stemmer for at aflevere en udmeldelsesblanket, hvilket kan have lange udsigter.

Nok kan jeg forstå tyskernes modvilje mod at skulle betale for andre landes overforbrug, men det er altså ikke markedet, der har frarøvet PIIGS-landene deres konkurrenceevne ved at insistere på en stærk valuta, har frarøvet dem muligheden for at lade deres valuta flyde frit, eller givet dem EU-støtte og fået dem til at føle sig rigere, end de er og dermed overforbruge i et forsøg på at efterligne de rige EU-lande.

Men det er in, at give bankerne og markederne skylden for alt ondt, den kryptomarxistiske arv længe leve.