Trækker tyskerne stikket i Euro-zonen? Not!

Hvis du spørger befolkningen, KLART JA! Og et parti, som lover at gøre det, og har en nogenlunde fornuftig politik kan sikkert hurtigt gå hen og vinde store vælgerandele.

Nu er spørgsmålet, om tyskerne reelt har nogle fornuftige alternativer til pro-euro og lunken på euro-segmenterne politikerne.

Men lad for guds skyld være med at tolke udtalelser fra Angela Merkel og finansministeren Wolfgang Schaüble, som om at Tyskland er ved trække stikket, nej, se nærmere på hvad sidstnævnte siger ifølge Børsen:

"Vi har brug for nye former for international ledelse, for global ledelse og for europæisk ledelse," siger Wolfgang Schäuble i et interview med Financial Times.

"De internationale markeder forstår ikke rigtig den meget specifikke konstruktion af euroen. Vi har en fælles monetær union, men vi har ikke en fælles finanspolitik..."


"Schäuble sagde dog videre, at han er overbevist om, at Tyskland på længere sigt vil være parat til at opgive dele af deres suverænitet i forhold til det nationale budget."

Ergo, vi har nogle krav, og det primære krav er, at markedet - det vil sige dem, der investerer i statsobligationer, de skal bære tabene. Det vil Tyskland nemlig ikke gøre, og den mest oplagte kandidat må være "spekulanterne." Unionen skal styrkes og samarbejdet udvides.

For at tage den i klarsprog:

Den tyske finansminister advarede samtidig om, at hvis ikke private ejere af statsobligationer løber en risiko ved at investere i statsobligationer, og påtager sig en del af tabet, når en stat ikke kan overholde sine gældsforpligtigelser, så kortslutter man den måde som markedet fungerer på.

"I enhver markedsøkonomi skal der være en sammenhæng mellem risiko og muligheder, ellers vil vi miste enhver støtte til legitimiteten af vores økonomiske og i sidste ende, vores politiske orden, siger Schäuble.

Så, set fra det tyske synspunkt er euroen langt fra død, markedet er problemet, selv når det er staterne, der bruger flere penge, end de tjener, og markedet må bære tabene - ikke Tyskland.
Løsningen er ikke de euroobligationer, som markedet tigger og beder om, men en strammere finanspolitisk union og mere centraliseret samarbejde og styring, altså efter at investorerne er blevet tvunget til at æde tabet uden salt på - hvornår har man nogensinde oplevet, at unionens problemer ikke skulle løses med mere union?

Tyskerne er modstander af EU-obligationer, da de mener med rette, at det vil påvirke det renteniveau, som den tyske stat kan låne til.

Det er i det lys, at Angela Merkels - ("trusler ") - udtalelser skal ses. My way or the highway:

Merkel said that, political will aside, she did not think eurobonds were feasible under the current European Union treaties.

"It is our firm conviction that the contract does not allow for eurobonds, that is uniform interest rates between all European member states," the chancellor said, adding that would remove an important "competitive element" for member states.

"Interest rates are an incentive to become better and meet the requirements of the Stability and Growth pact," Merkel added.

Altså tegner det sig i horisonten, at det bliver investorerne, der kommer til at betale, når x antal lande går bankerot, EU vil holde dem kunstigt i live indtil 2013, hvor de har lovet investorerne, at før kommer de ikke til at sluge afskrivninger af gælden.

Hvem er det så, der ikke forstår markedet?

De som investerer i statsobligationer, investerer altså ikke med risiko, de investerer for at tjene sikre penge. Det afkast, de får, er ikke meget bedre end en sikring mod inflation.
Hvis de ville investere med risiko, så investerede de i aktier, der er risikoen knap større end i græske statsobligationer, men mulighederne for at få et ordentligt afkast over 10 pct., eller bedre, er der til gengæld.

Det som tyskerne nu gør, for at slippe for at skulle betale andre landes gæld, er at give storeslem videre til markedet. Hvis bankernes situation ikke var så skrøbelig - franske og tyske banker har tilfældigvis mange statsobligationer i PIIGS-landene - var det sikkert sket før 2013. Men EU kan nok lige klare at holde Grækenland med flere oven vande indtil da.

En sådan udmelding er i sig selv nok til at sikre, at markedet presser renterne op, når det forsøger at komme ud af PIIGS-obligationer, før det går galt. Det vil sælge de obligationer til stadig lavere kurs, og vil kræve stadig højere rente for både nye obligationslån og gamle. For hvis der er noget obligationskøbere ikke gør, så er det at løbe risiko.

Det tyskerne gør, er at slippe ræven fri uden for hønsegården, og åbent fortælle, at om et par timer spærrer de den inde i hønsegården sammen med hønsene.

Jeg tror egentlig, at de fint forstår, hvad de gør. Det ville bare være indenrigspolitisk selvmord i Tyskland, at indvilge i at betale for andre landes overforbrug, hvilket ikke drejer sig vægtigt om den nuværende låne!pakke, hvor EU og IMF får renter på 5-6 pct. tilbage, men når et EU land går bankerot, og siger til långiverne. "Vi har ganske vist lånt en milliard af jer, men vi er kun i stand til at betale de 700 mio."
EU og Tyskland har dog øget risikoen for konkurser ved at nægte at stille ubegrænset likviditet og lånegarantier, finansieret af EU-obligationer, eller seddelpressen i EU til rådighed, begge sidstnævnte løsninger uhørte i Tyskland.

Falder Euroen sammen? Nej den gør ej, det vil hele EU-lobbyen, bureaukratiet og lokale sympatisører hellere dø end se ske - efter 2013 kommer markederne til at bære æde tabene og de lande som går bankerot bliver tvunget ud af euroen, og nogle forlader den måske også frivilligt.

Ellers kommer der strammere styring, kontrol af Euro-zone landene, tyskerne får naturligvis deres vilje. Undtaget det tyske folk, naturligvis.
Alternativt opretter man et eurosamarbejde i to tempi, en stærk og svagere euro. En A og B euro.

Men Eurozonen forsvinder ikke, før borgere i de europæiske lande stemmer for at aflevere en udmeldelsesblanket, hvilket kan have lange udsigter.

Nok kan jeg forstå tyskernes modvilje mod at skulle betale for andre landes overforbrug, men det er altså ikke markedet, der har frarøvet PIIGS-landene deres konkurrenceevne ved at insistere på en stærk valuta, har frarøvet dem muligheden for at lade deres valuta flyde frit, eller givet dem EU-støtte og fået dem til at føle sig rigere, end de er og dermed overforbruge i et forsøg på at efterligne de rige EU-lande.

Men det er in, at give bankerne og markederne skylden for alt ondt, den kryptomarxistiske arv længe leve.