Men på en blogpost kan der også falde godbidder af.
Ja, jeg er sikkert ”grådig middelklasse,” men jeg er ikke en socialdarwinistisk natvægterliberalist, jeg mener ikke, at de svage bare skal kastes ud til de vilde hunde, men jeg mener, at den danske politik ikke virker.Kort og godt, antallet af svage er vokset kraftigt, samtidigt med at vi aldrig har brugt så mange penge på dem - så mange, at vi nu forgælder Danmark i en grad, det vil tage årtier at komme ud af og koste flere hundrede mia. kr. i renter alene undervejs.
Vi taler uafbrudt om de svage, uanset emnet, og vi fokuserer vores politik på de svage, og alligevel bliver de svage ikke færre eller mindre svage, faktisk er der siden 2001 – efter nogle definitioner – kommet endnu flere og endnu svagere danskere til. Der er simpelt hen noget, der ikke virker. Hvad virker så? For det første – hvis man har gravet sig ned i et hul, så er første skridt at holde op med at grave, og ville det ikke være befriende, hvis hele den pylrende opfattelse af de svage kunne blive bare en smule mindre pylrende, og ville det ikke være tilsvarende befriende, hvis opinionsmagerne begyndte at tale om, at de svage også skal bidrage?
For det andet - at de bredeste skuldre stiller visse krav til de svage. Hvis f.eks. elever ikke kan regne og læse på syvendeklasses niveau, så må de gå syvende klasse om. Hvis kæderygende alkoholikere ikke holder op med at ryge og drikke, så skal sygehusene ikke behandle dem for rygelunger og skrumpelever, og hvis en bistandsmodtager ikke kan passe sit anviste arbejde, så bliver kassen lukket i.Den danske debat og den danske velfærdspolitik har gjort ”de svage” til ”de ukrænkelige,” og som bl.a. PISA-rapporten viser - ingen er større tabere end de svage. De har sejret af helvede til.
0 kommentarer:
Send en kommentar