Surprise Surprise klimaracisme

Jacob Holdt folder sig ud i Information:

Vi skader fattige farvede med vores CO2-adfærd. Racisme? Ja, for alle ved, at vi straks ville skrue ned, hvis det gik ud over verdens Hellerupområder.

Hvis holdt har glemt det lever han i et land uden høje bjerge, hvor store områder også kan forsvinde, hvis det skulle holde stik med med vandstigningerne.

At havet så sjovt nok ikke er steget de sidste hundrede år, er så en anden sag.

Vores adfærd oversvømmer eller udtørrer allerede livsmulighederne for verdens brune medborgere og påtvinger dem eskalerende vand- og sandkrige, der kan drive millioner af klimaflygtninge mod vore kyster. Når forskerne påviser årsagsvirkningerne, gælder ingen egoismens uskyld længere. Vores kyniske racisme i dag vil skubbe problemerne over på jer unge i morgen og berøve også jer enhver empati når vore efterdønninger ad åre ‘tvinger’ jer ud i voldsomme klimafascistiske tiltag med gigantiske mure og repressive foranstaltninger for at holde de fattige ude/nede.

Jamen det hele er vores skyld, det har intet med for mange børn at gøre, eller korrupte regimer, eller manglen på levedygtig adfærd og egen indsats, eller naturlige processer, som vi intet kan gøre ved.
Vi er er arvesynden selv, det har vi været siden Augustin, godt at marxisterne kan holde tanken ved lige.

Vi står overfor demokratiets dilemma, at fireårsvalgte politikere overalt i verden søger genvalg af egoistiske vælgere, der ikke ønsker deres undertrykkende adfærd begrænset i helhedens navn. Når de folkevalgte forråder jeres fremtid er det jeres pligt at lade jeres moralske stentorrøst runge,

Lov og orden, demokrati er det i orden at trodse, blot man har den moralske magt. Det mener vel også nazisterne at de har?

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Salman Rushdie var engang alene

Et glimrende interview med Salman Rushdie i Information:

Det er dog efterhånden mange år siden, pointerer Salman Rushdie. Trussels-niveauet imod ham er faldet, og han er efterhånden begyndt at kunne lave sjov med fatwaen.

"Jeg vil give V.S. Naipaul ret, når han siger, at det var en ekstrem form for litteraturkritik," siger han og klukker.

I mange år var Salman Rushdie stort set alene med dødstrusler hængende over hovedet i vores kulturkreds som religionskritiker. Uden livvagter og sikkerhed havde han angiveligt lidt den samme skæbne som Theo Van Gogh.

Som Robert Redeker påpegede i et andet interview i Information for nylig, gør man ofret til forbryderen, ved at dæmonisere de mennesker som vover at kritisere Islam. (Update: fik linket den forkerte artikel, sorry)

Salman Rushdie kan i dag leve højt på, at det er længe siden "De sataniske vers" udkom, og han i dag blot er en på listen, blandt dem som stiller livet på højkant i kampen for den ret til kritisere religion som vores forfædre tog for givet, uden at man skulle trues med bål og brand, henrettelse fysisk eller psykisk.
Men opbakningen til de mennesker der tør stikke snuden frem, er ikke den største. Hvilket den relativistiske - venden op og ned på tingene - reaktion på muhammadtegningerne så glimrende illustrerede i alle farver. Fra rødt til lyseblåt, nærmere end fik den sorte farve placeret på den væg, hvor den hørte til.

Salman Rushdie, Robert Redeker, Hirsi Ali, og mange andre, gør ikke noget anderledes, end hvad Spinoza, Thomas Jefferson, Voltaire, Bertrand Russell og mange andre gjorde.

De opfordrer ikke til drab eller forfølgelse. De hader ikke muslimer. De ser bare nødvendigheden af, at religion ikke spiller en væsentlig rolle i et samfund, at religion er organiseret hykleri med en potentielt intolerant og mere eller mindre dogmatisk tilgang til tilværelsen, med lige så potentielt katastrofale konsekvenser.

De praktiserer med andre ord en nødvendig kritik rettet mod religionen Islam, der er lige så nødvendig som oplysningstidens kritik mod Kristendommen: En kamp der stod på i årtier og hvilken åndelig føde indeholder mest vitamin? Sig navnet, Darwin, som forstod, at han måtte bruge mange år på et solidt dokumenteret arbejde, før hans teori havde en chance.
Forsøget var gjort før ham, men Adam og Eva var ikke sådan at placere på den mytologiske hylde og der er stadig mange i dag, der tror på Adam og Eva, jordens skabelse for få årtusinder siden.
Det samme krav har vi i dag, til kampen mod de politiske religioner. Kun en dyb og velunderbygget modteori, kan vinde kampen.
For vi kæmper mod to religioner på en gang, en åndelig og en politisk. Og religioner placeres kun på sin rette hylde med overvældende fakta og bevisbyrder.

"Frihed er uenighed. Demokrati er diskussion. I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad," siger han.

Hvis vi alle var enige om alt, så ville det kun være et tegn på, at dogmatismen og totalitarismen har vundet, hvad enten det er sket med fysisk eller åndelig magt.

Det betyder ikke, at alle holdninger og idéer er lige gode og lige sande. Men af selvsamme årsag, skal enkelte idéer og tanker aldrig dominere, de skal udveksles, kæmpe mod hinanden. Ingen idé eller tro skal være urokkelig og leve i fred. Ingen tanker skal undgå at blive underkastet en grundig afvejning på kritikkens vægtskål, undgå at ty til et solidt forsvar med tyngde.

"Uden migration havde jeg ikke været til. Mit liv er blevet skabt af bevægelser rundt på jordkloden. Sådan er det for mange moderne mennesker. Og det ligger der et stort potentiale i. Synspunkter mødes, og der opstår nye ideer," siger han og tilføjer:

Salman Rushdie er tilhænger af migration, men han er jo heller ikke økonom. Uddannet arbejdskraft kan vi altid bruge, men det sker jo ikke uden at berøve samfund, der har mere brug for kompetente og uddannede personer, end vores, deres allerede sparsomme elite, omend deres situation i visse tilfælde kan synes håbløs.
Det er blandt de paradoksale verdensforhold, at palæstinenserne i kraft FN hjælp, er blandt de mest veluddannede i den arabiske verden, en rationel og veluddannet elite har ikke nødvendigvis en stor chance.

Multikulturen er allerede en realitet, i alle byer på kontinentet, det på både godt og ondt.
Migration uden filter betyder mere på ondt, end på godt.

"På grund af 11. september er der opstået en mistænksomhedskultur. Folk er blevet bange for dem, der er anderledes. De er farlige. Og det, mener jeg, er meget tragisk."

Der tager han fejl. Den "mistænksomhedskultur" eksisterede i forhold til Islam lang tid før 9/11.
Med det der skete den dag, fik den blot et mere klar og frygtindgydene konkretitet, end de mere enkeltstående og diffuse ud i kriminalitet, velfærdsmisbrug, og truslen mod national egenart og sammenhæng - demokratiet.
Hvor sørgeligt det end er, så er det en diskussion parallelt med at gifte par med børn skilles og de små ting på stribe, der udløser skilsmissen.
Det er menneskets natur og at man i højt tempo, fra politisk hold siden 1983 og 1986, har arrangeret et tvangsægteskab mellem to modvillige kulturer, begge uden den store villighed til at omfavne hinanden, gør ikke chancen for succes større.

For ser man på moderne despotier, er det bemærkelsesværdigt, hvor puritanske de er, mener han. Og det bliver netop fremhævet i romanen via kontrasten til fortidens promiskuøse tyrannier.

"Hvis du for eksempel tager Taleban, er de mere interesserede i kulturelle restriktioner end i realpolitiske projekter. Musik hader de virkelig. Og dans, teater, film og korte skørter. Det, de vil forbyde, er nydelsen," siger han og fortsætter:

"Men underligt nok er puritanismen ikke kun noget, der hører religiøse despotier til. Se på Kina for eksempel. Der lægger de heller ikke ligefrem op til løssluppenhed. Det er, som om der findes et element af frihed i nydelsen, som er farligt for de lukkede samfund."

Jeg vil tilføje at lige som tilslutningen den klassiske totalitarisme vandt udbredelse inden for demokratiet. Så vinder denne nye totalitarisme, uden at kunne betjene sig af despotiske metoder, terræn i Europa, omend der kues med jura i baghånden i lande som specielt England og ved eksklusion, samt stigmatisering af budskaber og budbringere som ikke kan bringes for retten.

Men den findes også her i Danmark, hvor indblandingen i privatlivet, både mentalt og fysisk, bliver mere og mere omfattende. Både i erhvervslivet, hvor kravene ikke længere stilles til enkelte fagspecifikke kompetencer, men også til personens sjæleliv.
Man skal være omstillingsparat, fleksibel, optimistisk, kreativ, brændende engageret, ben i næsen osv. Se en række jobannoncer og find selv flere "rigtige". Regeringen kalder på mere ansvar, hvilket er fair nok, for personligt ansvar er noget, vi savner i dagens Danmark. Men områderne den søges fremtvunget på, så som arbejdsløshed, er bestemt ikke udelukkende drevet af det personlige ansvar, men af udbud.

Hvor ansvaret ikke er klart, skubbes det rundt. Konfliktskyhed og frygten for at begive sig ud i situationer, hvor man ikke kender udfaldet bliver større, for man har nok at kæmpe med som det allerede er.
Så ansvar der burde tages, bliver ikke taget, og ansvar som er meningsløst og et overgreb på individer, bliver afkrævet metodisk på en stadigt mere vidtforgrenet glidebane mod større styrke i kravene.

Regeringen blander sig i sundhed samtidigt med, at den beklager ældrebyrden og finder desperate og buksevædende løsninger på selvsamme. Den skaber omfattende de problemer, som den beklager eksistensen af. Så kommer der råd om at købe mad ude, samtidigt med at junkfood, let og hurtig mad, kritiseres. Så er folk for tykke og ryger for meget, samtidigt med at alkoholpriserne nedsættes og sodavand gøres billigere og hospitalerne ikke har tid, personale, til at undersøge patienterne ordentligt.
Der skal være sammenhæng ikke blot i samfundet, men også i de idealer og idéer som driver det og fylder det med mening.

Men ikke kun erhvervslivet og politikerne står bag fænomenet. Samtalekøkkenet skal være pinligt rent, og i øvrigt så har vi frustrationen og den dårlige samvittighed over at samtalekøkkenet ikke anvendes efter hensigten.

Livsstils magasiner, kulturelle skribenter, reklamer fokuserer på en aktiv og gennemdesignet fritid, hvor dellerne skal motioneres væk og ikke ligge på panden, sociale og kulturelle oplevelser skal være en del af ugens pensum, børnene skal have kvalitetstid, både familien og arbejde skal stå i et omfattende og gennemdefineret centrum med så mange plusparametre som muligt. Mad skal være både sund og kulinarisk.
Så er der lige Facebook og det store netværk, ups hvor tiden går. Det kræver virkelig selvkontrol, samt evne til skelne mellem skidt og kanel, at leve i dagens Danmark.

Resultatet er kontrol og mere kontrol, krav og flere krav, mere dårlig samvittighed oven på endnu mere dårlig samvittighed.
Stress er efterhånden en folkesygdom og tilværelsen er blevet en overfladisk jagen efter vind, som ikke giver mening med hensyn til bevarelsen af det, som virkeligt skabte dette her samfund.
Nemlig et mere simpelt sæt værdier, som ordentlig opdragelse, grundig skolegang og læring, arbejde lig med flid efter afgrænset og tillært evne, den samvittighedsfulde udførelse af selvsamme i et anstændigt og realistisk tempo. En sammenhæng af værdisæt og ydelse, der gik i lige linje fra barnsben til rullestol, uden at rutche op og ned, forsvinde helt for at pludseligt vende tilbage med infernalsk kraft. Uden skemaer og jobudviklingskurser. Uden udbredelse ud i meningsløse detaljer.

At man selv er herre over sit liv, og nok kan man pege fingre af samfundet, men i sidste instans er de rigtige fingre, dem man peger mod sig selv - uden at stille urimelige og unødvendige omfattende krav til det som ikke tæller - de er de eneste rigtige fingre at pege med og dem som gør udslaget.
Ældre mennesker er mere præget af både mere simple og færre, men stærke værdier, der var udslaget i at vi blev det samfund, som vi er i dag.

Denne inflation af krav, og censur med hensyn til, hvad man bør mene om bestemte ting, om hvordan ens psyke og fritid bør være, er totalitarisme indført af bagdøren. Det er dog ikke så galt endnu, at danskerne generelt ikke nyder deres tilværelse. Men der er en udvikling i gang, hvor på alle planer bliver muligheden for at nyde tilværelsen mindre.

Og hvis tilværelsen ikke skal nydes, i respekt for andre menneskers ditto mulighed og den måde de gør det på, hvad skal den så?

Et samfund kan ikke bygges, eller bestå uden stærke værdier - fælles værdier - og viljen til at tage et frivilligt, personligt ansvar, hvor det tæller. Men et samfund med overflow af irrelevante, eller fejlplacerede krav, baseret på rettigshedsfundamentalisme, nærmere end en balance mellem ydelse og nydelse, er et samfund i frit forfald.
Og det betragter jeg vort samfund som værende, endnu ikke på den stejleste skrænt, men på kurs mod samme.

Et samfund kan ikke bestå uden rygrad, det kan heller ikke udvikle sig i ren konsensus og i en påtaget, elitestyret og tilsyneladende enighed.