Cepos - når kloge mennesker bliver ideologi-idioter

Jeg har et yndlingsbegreb for politisk religiøse mennesker, altså mennesker som lader deres fornuft paralysere af politiske dogmer, ikke mindre end religiøse lader deres paralysere. Dette begreb er ideologi-idioter.

Dette fænomen har ikke noget med intelligens som sådan at gøre, selv meget kloge mennesker har en tendens til at gøre det. Måske endda i højere grad, fordi de ved, at der faktisk findes eksperter og folk, der har tænkt dybere over et emne, end de selv har gjort det.

Det har til gengæld meget at gøre med, om man har en gennemkritisk tilgang til alt, hvad man hører, ser, og i øvrigt selv tænker. Altså virkelig anstrenger sig for at finde modsigelser, antiteser til det man er tilbøjelig til at tage som givet.

Der er faktisk lavet forskning med brug af hjernescanning, hvor det viser sig, at mennesker som modtager finansielle råd fra en ekspert, ophører med deres selvstændige tænkning på området. I disse finanskrisetider er der sikkert en del, der fortryder det. Gamle paranoide Magda som har puttet pengene i hovedpuden kan derimod i dag føle hun har handlet fornuftigt, omend hun dog kunne have sat pengene i banken til den almindelige lave indlånsrente.

Men politik og religion hviler på mere end autoritet, de hviler også på idealisme og en hjerteblodsvinkel på tilværelsen, hvor skuffelsen ved at have uret, vil være større end glæden ved at tænke selv og gennemgå tvivlens usikre fase, før man overhovedet når til det punkt.
Derfor er det letteste altid at holde fast i sin barnetro.

CEPOS har udgivet en rapport om indvandreres påvirkning af de offentlige finanser. Den er baseret på en analyse ved brug af DREAM modellen, som er blevet brugt i andre undersøgelser og hvis resultater, samt input, følgende konklusioner fra DJØF magasinet, er blevet kritiseret af undertegnede i tidligere poster, her og her.

CEPOS' undersøgelse har en anden vinkel, men deres resultater er i højere grad et klasseeksempel på ideologi-idioti i fuld aktion.

Omend de når frem til at en ikke-vestlig indvandrer koster statkassen 2 millioner kroner mere, end vedkommende ligger i den, så mener de ikke, det er et problem:

I det de primært skyldes den førte indvandrings-, social- og
arbejdsmarkedspolitik, der dels tiltrækker indvandrere med beskedne formelle kvalifikationer, dels fastholder mange indvandrere i det sociale ydelsessystem. Det er imidlertid muligt at vende indvandringen til en økonomisk fordel, hvis man ændrer indvandrings-, social- og arbejdsmarkedspolitikken, så man fremover i højere grad belønner beskæftigelse og gør indkomstoverførslerne mindre generøse.

Altså blot man fraholder dem indførselsindkomster, så vil flere mennesker automatisk føre til mere velstand.
Det er enten meget dumt, eller så er det et bevidst forsøg på at få mindstelønnen og indførselindkomsterne ned generelt, tvinge staten til at spare ved at påføre den yderligere udgifter. Hvilket højere formål skal sådan noget egentlig tjene?
Jeg kan allerede her adressere to hovedpunkter, som i yderste konsekvens ikke hænger sammen.

Et. Selv om man nægter nye indvandrere overførselsindkomst, ville de job de tager stadig gå fra danskere som er på overførselsindkomst, og dem har vi over 800.000 af i den arbejdsdygtige alder (som er smidt på ud på et sidespor, netop for at tidligere tiders indvandring ikke skulle fylde så meget i statistikken - selv under disse omstændigheder har vi arbejdsløshed i dag, så indvandring vil kun forøge arbejdsløsheden), så man kan ikke isoleret kigge på indvandreres nettobidrag, som i øvrigt er fuldt betinget af de private arbejdspladser, vi har svært ved at bevare. Ej heller vil det reelt være gratis forstået sådan, de skal jo havde ret til lægebehandling og sygehusophold, og medmindre vi vil smide dem hurtigt ud igen, pension og deres børn skal gå i skole, hvilket er en markant udgift, der som regel overstiger de penge, de smider i skat.
Ligeledes tager dette regnskab ikke i betragtning, hvad kombinationen af ny-indvandring, lavere lønninger, og overførselsindkomster, vil betyde for udviklingen i kriminaliteten, og udviklingen inden for den. En lukket fængselsplads alene koster 800.000 om året, dertil skal lægges omkostninger til retssager og politiarbejde.

To. Hvis pointen så er alle danskere skal modtage lidt eller intet i overførselsindkomst og mindstelønnen ned, så vil de jo stadig være udgift i og med, at de stadig koster under skolegang, skal have lægehjælp og hospitaler, og pension, medmindre de gamle skal sulte ihjel.
Lavere lønninger betyder naturligvis lavere indtægter til staten og i øvrigt også virksomheden, det vil sige det bliver nødvendigt at justere udgifterne til skolegang, gøre lægebehandling afhængig af indkomst, samt skære i pensionen.
Lav løn vil angiveligt give lidt flere ansatte, men lad os i så fald i første omgang koncentrere os om de mennesker, vi har svært ved at få ansat og som er på overførselsindkomst og løse resten med gæstearbejdere, nærmere end permanente borgere og udgifter.

Personligt ville jeg hælde mere til en model, hvor overførselsindkomster reduceres til SU niveau, der skabes flere uddannelsespladser og en højere overførselsindkomst end SU betinges af sygdom, invaliditet, eller tilpasses den grad man selv har forsikret sig ud fra parametre som hvor længe man har arbejdet og hvor mange penge man har forsikret sig selv med.
Men lav løn er ingen garanti for, at der ikke fortsat vil være arbejdsløshed, findes der noget land uden arbejdsløshed? Nej! Sverige var dog et, indtil det lod grænserne åbne for en million flere parallelt med en økonomisk nedtur. Resultatet er en reel arbejdsløshed på over 20 procent, det samme er tilfældet for os, omend vi kun har lukket omkring 400.000 ekstra ind.
Det under ikke blot en krise, men også et midlertidigt opsving, vel og mærke.
Hvordan man kan forestille sig, at i fremtiden vil udviklingen tegne sig anderledes, på trods af værre betingelser end tidligere, er mig en gåde.

Nye borgere bliver aldrig gratis, ikke engang gæstearbejdere, når de tager et arbejde en allerede herboende borger kunne have fået. Og nettoforholdet mellem skattebetalinger og overførselsindkomster er kun en isoleret del af regnskabet.

CEPOS citerer følgende regel af den amerikanske økonom Julian L. Simon:

If the marginal immigrant makes a non-negative contribution to the treasury you continue to admit immigrants until the contribution goes to zero.

Sådanne regler kan være ganske gode, men det er under betingelse af, at man regner alle parametre med, og det gør man ikke. Det vil sige det reelle belæg, for denne påstand, er ikke eksisterende. Man regner ikke med, indirekte udgifter til indvandreres børn, kriminalitet, eller allerede eksisterende borgere som får snuppet en arbejdsplads lige foran snuden på dem, pension og udgifter til sprogskoler, sygepleje osv.

CEPOS sammenligner fri bevægelse af arbejdskraft, med frihandel:

Det økonomiske argument for fri vandring er, at arbejdskraften kan søge derhen, hvor den er mest produktiv. Det er til fordel for den vandrende arbejdstager, som dermed opnår en store indkomst. Og det er samlet set en fordel for det øvrige samfund, idet den mere produktive anvendelse af arbejdskraften betyder billigere varer og serviceydelser. Ser man således kun på disse økonomiske effekter, er fordelen ved fri vandring mellem lande den samme som fordelen ved frihandel mellem lande og den samme som fordelen ved fri vandring mellem eksempelvis
Fyn og Sjælland5.

Sammenligningen er falsk. Afskaffelsen af toldmure er ikke det samme som afskaffelsen af indvandringsbarrierer. Der er grænser for mange produkter vi vil købe og har råd til, der er ikke grænser for, i fornuftig regulerings forstand, hvor mange børn man vil føde i den fattige del af verdenen.
Underliggende påstand her er, at 6 milliarder, snart stigende til 9 milliarder fattige menneskers frihed til at søge arbejde i den rige del af verdenen, hvor man i forvejen har svært ved at finde arbejde til en enkelt milliard, vil resultere i mere velstand. Det er om noget ikke gennemtænkt, eller præget af den mindste realpolitiske flair, eller psykologiske erkendelse. Selv om man kan sige at indvandringen vil naturligt ophøre, når vi bliver dysfunktionelle og fattige samfund præget af indre stridigheder og raseri rettet mod de skyldige i den her idioti.

For det første er udgiftniveauet i et samfund alene på boligområdet betinget af pres på samme. Flere mennesker, lig med dyrere boliger. En ordentlig indtjening på boligområdet, er betinget af høje priser på boligområdet, nedsættes udgifterne til lønning af folk i boligbranchen, får man ganske vist lavere omkostninger, omend selve presset på området vil holde priserne oppe og angiveligt have en tendens til at holde omkostninger oppe uden at de sænker sig nævneværdigt, alt efter pres. Men selv om man får billigere boliger via nedsætning af omkostninger, vil der være et efterslæb af boliger bygget under andre betingelser, hvor prisen er sat efter hvad flertallet dengang havde råd til, ikke de fattigste.
Bare på dette område hænger virkeligheden og ideologien ikke sammen.

Det samme vil gælde selv fødevarer, hvor prisen vil blive sat primært, efter hvad flertallet har råd til. Man kan sagtens skabe en forhutlet underklasse på 20 procent af befolkningen, som nu og da må stille sig i kø ved gadekøkkenet for at blive mætte, uden at det generelle prisniveau vil falde betragteligt. Vi har et højt prisniveau i Danmark og det er usandsynligt, at det vil falde alene ved at fjerne både toldmure og mindstelønninger, medmindre vi taler general lønnedsættelse, hvilket så igen fratager virksomheder deres profit fra et højt prisniveau. Som blot et eksempel koster Knorr pulversovser langt under det halve i Sverige, end det gør i Danmark. Folk er i det hele taget nødt til at betale den pris fødevarer koster, ellers sulter de. Hvilket betyder de må supplere deres indkomst med kriminalitet eller gå til gadekøkkenet. Priserne kan kun falde ved at sænke lønningerne generelt, og så falder virksomhedernes indtægter også, så er vi princippet lige vidt, bortset fra vi har fået genindført reel fattigdom.

Fornuften i dette ligger i at skære i overførselsindkomster og gøre staten mindre afhængig af skatter, altså på den måde skabe flere frie penge til forbrug og ligeligt fordele skattelettelsen mellem virksomheder og medarbejdere. Lønnedgang er en midlertidig løsning, som kun i omstillingsfasen mellem fortsat høje priser og lavere lønninger vil skabe en fordel, men vil udjævne sig efterhånden.
Disse løsninger er kun virksomme via mindre udgifter til staten, noget indvandring er en garanti for, vil aldrig ske.

CEPOS giver et rids af dansk indvandringspolitik:

I Danmark var der i en del af efterkrigstiden en liberal indvandrings- og
socialpolitik med forholdsvis fri indvandringsmulighed og ret høj grad af pligt til økonomisk at klare sig selv. Modellen mindede således en del om en såkaldt Åbne-grænser-lukkede-kassermodel. Denne model blev imidlertid erstattet af en model med a) lukkede grænser for arbejdsindvandring, b) barrierer på arbejdsmarkedet for personer med beskedne formelle
kvalifikationer, c) åbne grænser for familiesammenføring og d) åbne kasser for passiv forsørgelse. Den førte indvandringspolitik efter 1973 – og især efter udlændingelovens ændring i 1983 – karakteriseres ikke desto mindre nogle gange som ”liberal”, men i realiteten har der været tale om en detailregulerende politik, der selektivt fremmede indvandring af personer, som ikke primært var motiveret af at opnå beskæftigelse, og bremsede indvandring af personer, som primært ville have været motiveret af at opnå arbejde.

Det er så ugennemtænkt, at det skriger til himlen, jeg vil kun kritisere det i korthed, men med de vigtigste detaljer, for mere er det ikke værd.

1. Efterkrigstiden kan på ingen måde sammenlignes med hverken nutid og slet ikke fremtid. For det første var indvandringen dengang ikke så stor. For det andet var der nogle unikke forhold som aldrig kommer igen, som kan beskrives kort som: Det er lettere at skabe vækst fra lavteknologisk udgangspunkt end et højteknologisk. Eksemplificeret kunne en dansker med lidt kapital og lidt teknisk snilde starte en TV fabrik i 50´erne og 60´erne uden at skulle konkurrere med store multinationale giganter som Sony osv og dermed skabe hundredvis af arbejdspladser. Med Sony som modstander med et kæmpe masseproduktions apparat til rådighed og en avanceret teknisk kunnen og et etableret brand, er dette ikke længere muligt. Dengang voksede industrien og den private sektor, i dag har vi problemer med at blot holde Status Quo og industrien forsvinder udenlands, noget som ganske vist kalder på en nedsættelse af deres udgifter, men ikke af deres indtægter. Og nedsættelsen af deres udgifter sker ikke først og fremmest ved indvandring, men ved at få statsbudgettets indtægter forøget på anden måde end ved at beskatte virksomheder og arbejdskraft, primært ved at få folk allerede på overførselsindkomst her i arbejde - dette er ubetinget første del af løsningen.

2. Den liberale politik 1983-86 var liberal og oven i købet totalt ugennemtænkt. Indvandrerene blev ikke arbejdsløse fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var arbejde! Arbejdsløsheden i den periode var nu engang rekordhøj, blot for at blive endnu mere rekordhøj med indvandringen.
Og årsagen til at vi stadig havde i 2008 (RAS207 i Statistikbanken), hvor beskæftigelsen slog alle rekorder, 59.859 arbejdsløse, 93.404 midlertidigt uden for arbejdstyrken (aktiverede osv.), 138.220 tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet, 312.054 på en eller anden form for pension, 287.744 andre uden for arbejdsstyrken, i alt 891.281 mennesker i alderen 16-66 år uden for arbejdsmarkedet, eller kun 20.000 fra rekorden i 1993, det selv om 100.000 flere er ansat i den offentlige sektor plus det løse via udlicitering, der registreres som privat arbejdskraft, skal findes i det forhold, at vi har importeret langt mere arbejdskraft, end vi havde brug for.
Det repræsenterer om noget, det mest liberalidiotiske i dansk politik nogensinde. Omend det er korrekt at høje overførselsindkomster og dermed statslige udgifter som skal dækkes via skat spiller en rolle, så er netop det forhold, at man har importeret overflødig arbejdskraft, skyld i at selv samme er blevet værre, og man har været tvunget til at sende hundredtusindvis ud på pensioner og dermed øget skattetrykket. En lignende fremtidig løsning, er lig med endnu større økonomisk deroute. En stor del af disse overførselsindkomstudgifter dækkes kun midlertidigt af olieindtægter i størrelsesordnen 30-40 milliarder årligt.

CEPOS' ønske om arbejdskraft til under mindsteløn, er i øvrigt allerede en realitet, da man ved at ansætte Polakker via et vikarfirma, eller firma med adresse i Polen, kan få deres arbejdskraft til den polske overenskomst, hvilket gør deres indvandringstankegang, hvormed angiveligt menes permanente borgere, endnu mere suspekt og idiotisk, og idiotisk er det rette begreb, for ikke blot er det ugennemtænkt, det ville få katastrofale følger, hvis gennemført.
Med den fidus' udbredelse vil vi naturligvis se flere arbejdsløse, da 40-60 kroner i timen for en i øvrigt lige så flittig arbejdskraft, hvis ikke mere, er attraktiv. Det vil også øge interessen for at flytte virksomheden til Polen selv, for at kunne retfærdiggøre en fuld ansættelse af billig arbejdskraft. At fyre alle de danske medarbejdere for at genåbne virksomheden med billigere arbejdskraft i Danmark ville medføre en boykot og fremprovokere en forbruger reaktion.

Grunden til, at indvandrere fra mere udviklede lande præsterer et positivt bidrag til de offentlige finanser, er, at de ofte først kommer til Danmark, når de er uddannede (dermed trækker de ikke i så høj grad på de offentlige udannelsesudgifter), og at de ikke belaster de offentlige finanser ved at modtage indkomstoverførsler (bl.a. fordi de i relativ høj grad er i beskæftigelse og i nogle tilfælde forlader Danmark inden alderdommen).

For at gentage mig selv, hvad så hvis de bliver? Så taler vi pension og deres børn som skal gå i skole, på sigt endnu flere mennesker som skal have skolegang, forsørgelse osv. for at slet ikke tale om at de kun får et arbejde på reel bekostning af en af de næsten 900.000, vi har uden for arbejdsmarkedet i arbejdsdygtige alder.
Det vil sige at al indvandring undtaget uddannet arbejdskraft, er i princippet overflødig arbejdskraft, direkte eller indirekte. Selv uddannet er det, eftersom vi kunne havde uddannet i stedet for sende over 400.000 på for tidlig pension.
Og de næsten 900.000 er opstået på trods af et stort opsving og et midlertidigt friværdi og byggeboom, noget vi ikke har til rådighed i fremtiden.

Mere har jeg ikke at sige til følgende indspark, udover at gentage hvor i høj grad det repræsenterer ideologi-idioti og en allerede verificeret forkert løsning på vores problemer, som kun kan blive endnu værre, ved at gentage den!

Makværk!

Udviklingen i det private erhvervsliv 2000-2008

For at fortsætte mine poster om finanspolitisk holdbarhed, har jeg været inde og kigge på udviklingen af faste stillinger inden for det private erhvervsliv i perioden 2000-2008 (Tabellen "AKU15", som baserer sig på arbejdskraftundersøgelsen, altså stikprøver blandt omkring 37.000, og kan findes hos Statistikbanken ved at søge på samme i søgefeltet - af en eller grund er det umuligt at linke direkte).

Udviklingen ser deprimerende ud, specielt for industrien, hvor antallet af faste ansatte er faldet fra 320.000 til 243.000. Ikke at det nødvendigvis, er et tegn på at så mange industrier har forladt landet, der findes jo vikarer fra Øst og Vest.
Men som udgangspunkt, er der nok mindre arbejdspladser under alle omstændigheder.

I landbruget er antallet af arbejdspladser røget ned fra 37.000 til 31.000 tusinde.

I Bygge og anlæg, trods myten om den store mangel på håndværkere, der gik stadig mange arbejdsløse under byggeboomet, så er antallet af fastansatte faldet fra 137.000 til 123.000.
Igen, med evt. forbehold for personer ansat som vikarer.

I Transport, post og tele er antallet faldet fra 125.000 til 98.000.

I finansiering og forretningservice er antallet faldet fra 150.000 til 126.000

Den eneste branche, der kan fremvise decideret vækst er Handel, hotel og restauration:
Hvor 330.000 er blevet til 363.000. Hvad angår fødehandelens stigning, som ikke kan isoleres her, er den af naturlige årsager blevet større, da vi er blevet flere mennesker i Danmark, hvor de andre dele er større som betinget af murstens millionærer, opsving, måske øget turisme? osv.

Når vi så kigger på registrerede private ansatte, Altså baseret på registertal og som findes i statistikbanken som RASOFFX og RASOFF11, men som gælder også aktiverede, vikarer, altså ikke kun fastansatte, samt selvstændige, så er der sket en vækst i fuldtidansatte, omend det yderligere skal siges, at ansatte i den private sektor, som i stigende grad arbejder for det offentlige, også kommer med her.

Mellem 2001 og 2006 hvor regeringen allerede var ude og brøste sig med flere ansatte, var stigningen i den private sektor dog kun på 5.500 tusinde. Derefter steg antallet med 86.000 i 2008 som vi nu er i færd med at miste igen.
Hvis vi kigger overordnet på det, uden at regne de arbejdpladser som indfinder sig i kraft af midlertidige booms, eller i service fag som er relateret til, at vi bliver flere mennesker, uden at det siger noget om, hvem der putter de penge i hånden på borgeren som handler i supermarkedet, og ja flytningen af offentlige arbejdspladser over i det private, så ser det måske knap så godt ud.

Når industri flytter udenlands, mister vi ikke bare de arbejdspladser som findes på virksomheden. Vi mister de arbejdspladser som ligger i transportsektoren, vi mister skatteindtægter fra selve industrivirksomheden.

Min opfattelse er klar nok, katastrofen er ikke sket endnu, men den er under opsejling, og vi handler som om alt er ved det gamle, og som Schlüter i sin tid sagde "Det går ufattelig godt" Og Fogh, hvad var det nu?

Politikerne taler måske nok et, og ved noget andet bag lukkede døre, det vil jeg ikke udelukke.
Men jeg ser ikke personligt, "at det går ufattelig godt". Og vi snakker stadig om indvandring, mens virksomheder udvandrer, mennesker førtidspensioneres, går på efterløn og antallet af personer på offentlig førsørgelse, i arbejdsalderen, er uændret mellem 800.000 og 900.000 i årtier.

Finanspolitisk er det fuldstændigt uholdbart på langt sigt, bare at skære de 30-40 milliarder væk fra olieindtægter kommer til at koste blod med sparekniven.

Immigranter eller gæstearbejdere

Det seneste DJØF magasin om samfundøkonomien, nr.1 år 2009, har temaet, "indvandring og integration".

Det er naturligvis spændende læsning, men også med betænkelige tegn, på hvor forkert det er at bruge computerstyrede beregningsmodeller og glemme at både tænke selv, samt tænke bredere end de parametre som bruges i modellen.

Som den første af artiklerne, "Ny indvandring - nye udfordringer", i magasinet påpeger. Så er der dog sket væsentlige forandringer på indvandringsområdet. Vi har aldrig haft så mange indvandrere, men vi får færre famliesammenførte og asylansøgere:



I 2008 havde vi altså kun 5900 asylansøgere og familiesammenførte, et tilsyneladende drastisk fald. Et vidt begreb i øvrigt det med familiesammenføring, som dækker danske mænd med nye russiske eller thailandske koner, osv.

Men som Eyvind Vesselbo har været inde på, så er antallet af pakistanere og tyrkere på studie og arbejdsophold jo steget kraftigt.
Kigger man på, hvor meget nettoantallet af indvandrere fra den ikke-vestlige verden er faldet, er det knap så meget:

I det hele taget, at Danmark forøges med omkring 27.000 borgere årligt, eller hvis det (altså i teorien) fortsætter med 270.000 per ti år, eller 2.700.000 ekstra borgere på hundrede år, plus demografiske overraskelser. Altså 2.7 millioner mere der skal velfærdsydelser til, der skal være arbejde til, sygeplejesker, lærere til børnene. Den slags problemer kan man jo blot udskyde til senere, eller sende nogle flere danskere på invalidepension, førtidspension osv. Man sætter lapperne i gummislangen fast med en sømpistol.
Måske er det elitens drøm? At finansiere egen førtidspension med importeret arbejdskraft.
Problemet er at førtidpension, øvrige pensioner, osv. koster statskassen, også selv om de ikke figurerer i arbejdsløshedskøen. Samt at det private erhvervsliv betaler den udgift, et privat erhvervsliv, der ikke er kommet særligt mange nye arbejdspladser inden for, om nogle.
Altså i bund og grund fortsætter Danmark, som indførte omkring verdens mest liberale og lukrative, for asylansøgerne som blev flygtninge på første klasse, asylpolitik i 1983, med at være et åbent land, trods påstande om modsatte

At man på elitære plan ikke tænker sig om, er en senere artikel i DJØF bladet som sagt et tydeligt tegn på.

I artiklen, "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed" af Peter Stephensen, åbenbares resultaterne af den finanspolitiske holdbarhed efter manageriet er kørt i gennem den "dynamiske generelle ligevægtsmodel DREAM.":

Ganske vist koster ikke-vestlige indvandrere jo mere finanspolitisk:

Indvandrere fra specielt mindre udviklede lande har tendens til at modtage mere i individuelle offentlige udgifter pr. person end personer fra de øvrige befolkningsgrupper af samme alder og køn. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med disse indvandreres lavere erhvervsfrekvens, lavere løn og forøgede ledighedsrisiko. Alle disse elementer betyder, at der er tendens til, at en gennemsnitlig indvandrer fra mindre udviklede lande modtager mere i overførselsindkomst end en person fra et mere udviklet land eller fra gruppen af personer med dansk oprindelse af samme alder og køn.

Og:

Det ses for det første, at børn og ældre er nettomodtagere af ydelser fra den offentlige sektor, mens personer i den erhvervsaktive alder generelt er nettobidragsydere til den offentlige sektor. Undtagelsen herfra er indvandrerkvinder fra mindre udviklede lande, der i gennemsnit for alle aldersgrupper er nettomodtagere af offentlige udgifter.

Efter så at have konkluderet, at ikke-vestlige indvandrere hælder mod en nettoudgift for samfundet, selv i den arbejdsdygtige alder, altså uden at medregne hvad opvækst og alderdom koster, så er det hele slet, slet ikke så slemt når det bliver kørt i gennem DREAM, blot man sætter parametrene på den rigtige måde, som f.eks denne her måde:

Det antages, at de ekstra indvandrere og efterkommere har gennemsnitlige karakteristika, der svarer til de ovenfor beskrevne for bestanden af indvandrere og efterkommere i år 2005. Resultatet af beregningerne er, at den øgede befolkning trækker produktion og beskæftigelse op.

Og:

Resultatet er, at den øgede indvandring betyder en relativt lille forværring af den finanspolitiske holdbarhed. I forhold til grundforløbet falder holdbarhedsindikatoren med 0,18 procent af BNP. Det svarer til en permanent stramning i finanspolitikken på ca. 3,1 mia. 2008-kroner.
Konklusionen er, at en permanent forøget indvandring har relativt store effekter på befolkningens størrelse og produktionen, mens effekten på forbrug og produktion pr capita er begrænset. Den negative effekt på den finanspolitiske holdbarhed er også lille målt i forhold til den forøgede indvandrings størrelse.

Det skal i parentes siges, at han her sigter mod en blandet indvandring af vestlige og ikke-vestlige indvandrere, ikke vestlige indvandrere udgør jo uomtvisteligt en større finanspolitisk byrde, men her kommer konklusionen:

Konklusionen er, at den store forskel i arbejdsmarkedstilknytning, produktivitet
og ledighed mellem indvandrere og efterkommere på den ene side og personer med dansk oprindelse på den anden, har stor betydning for den finanspolitiske holdbarhed. Analysen peger derfor på, at en vellykket integrationsindsats vil kunne give et meget stort afkast.
ikke kun for indvandrere og efterkommere, som vil opleve en velstandsfremgang, men også for personer med dansk oprindelse, som potentielt vil kunne opnå et højere niveau af offentlig service eller et lavere skattetryk end tilfældet vil være, hvis de nuværende store forskelle i adfærden fastholdes i fremtiden.

Jeg har kun et ord til overs for denne analyse, MAKVÆRK. Hvis jeg var censor, og dette var en opgave, ville jeg dumpe personen på stedet.
Her er hvorfor:

1. Man kan ikke sammenligne situationen fra midtfirserne til i dag, med situationen i fremtiden. Vi havde et opsving, nu har vi en økonomisk krise. Vi havde en mindre mangel på unge som blev dækket af indvandring, og angiveligt er vi mere end rigeligt dækket.

2. Vi har stort set ikke skabt ekstra arbejdspladser i det private erhvervsliv i 20 år. Vi har skabt 100.000 ekstra arbejdspladser i det offentlige. Mennesker der arbejder i det offentlige, regnes ikke som mennesker på overførselsindkomst, men de udgør ikke desto mindre en større offentlig udgift, end dem på overførselsindkomst selv om lønnen er lav i det offentlige, det tager inputtene i den model ikke forbehold for, så vidt jeg kan se. Vi har til gengæld fået 300.000 ekstra borgere som kun undgår arbejdsløshedskøen, fordi de endnu er for unge eller fordi 200.000 er gået på efterløn, eller på nylig folkepension. De famøse store efterkrigsgenerationer er for 50 procents vedkommende allerede på pension eller anden overførselsindkomst. Samlet set har vi over 800.000 i den arbejdsdygtige alder, på den ene eller anden måde uden for det almindelige arbejdsmarked og på overførselsindkomst.
Hvis det virkelig skal løbe finanspolitisk rundt med yderligere indvandring, skal vi skabe arbejdspladser i et meget højere tempo, end vi har gjort hidtil. Nettoforskellen af arbejdspladser i betalende private arbejdspladser, er der knap nok. At de private ansatte så nok i højere grad udgøres af højtlønnede uddannede, end lavtlønnede ufaglærte, i dag, end de gjorde for 20 år siden er en anden sag.
Det rokker ikke ved at 200.000 indvandrere, hvilket svarer til hvad vi i øjeblikket får på under et årti, kræver 200.000 nye private arbejdspladser, ellers er det en offentlig udgift. Det er klart ekstra mennesker giver plads til ekstra fødevareforretninger, frisører, osv. Men hvem skal stikke de penge man bruger i supermarkedet, eller hos frisøren, i hænderne på personen?
Ikke at se på vores evne til at skabe betalende private arbejdspladser er en megabrøler.

3. Han medregner ikke øgede omkostninger til kriminalforsorg, politi og retsvæsen.

4. Han medregner ikke, at en integrationsindsats koster og hidtil har vi ikke lykkedes med integration, altså det er et i bedste fald optimistisk bud, i værste fald politiserende, eller uigennemtænkt.

5. Når under nuværende betingelser, og ud fra de tal man faktisk arbejder med, kan se, at selv den almindelige dansker (figur 6) har problemer med opretholde et blot marginalt positivt nettobidrag til den offentlige kasse, når man regner udgifterne til barndom og alderdom med. Så kan man ikke konkludere, at med en vellykket integrationsindsats, så kan vi få potentielt både bedre offentlig service og lavere skat. Det hele her er simpelthen så hamrende ugennemtænkt.

Vi startede med gæstearbejdere. Det er der, vi burde ende igen. Det er nemlig den eneste form for arbejdsindvandring, der kan betale sig,
Putter de nok penge i statskassen kan de få pensionsret og permanent opholdtilladelse, så sparer vi udgiften til barndommen, men bliver de arbejdsløse, er det ud.

Men selv den er broget, vi har jo stadig 800.000 menneskelige skæbner på et overførselsindkomst sidespor i samfundet. Hvis arbejdspladser bliver snuppet foran næsen på arbejdsløse, ryger der flere derud, går i stå, og bliver uarbejsduelige, der er nu en gang kun de private arbejdspladser, i ved dem der betaler gildet, vi skaber og opretholder, ved at holde deres udgifter nede og muligheder oppe.

Den vigtigste time at bruge i dit liv

Normalt stjæler jeg ikke fra andre blogs, eller bringer noget her, medmindre jeg har et eller andet relativt nyt at tilføje. Modspil og Fodnoter har allerede linket den, nu slutter jeg mig til flokken.
Men det her er for vigtigt, noget som alle burde stifte bekendtskab med. Nemlig hvad eksponentiel vækst betyder og i overført betydning, hvorfor recession ikke nødvendigvis er en katastrofe.

Jeg vil dog ikke presse denne her, til at være en understregning af at vækst-tanken generelt er dårlig. Men hvad angår befolkningsvækst og eksponentiel vækst i forbruget af ikke-fornybare ressourcer, så er vækst en umulighed.

Jeg kunne formulerede det konkret sådan her: vi har brug for vækst. Specielt i salget af kondomer og en stærk vækst indenfor bæredygtig energi og build-to-last produkter.

Men se videoen, se den endelig, lad dig ikke skræmme af varigheden på lidt over en time, det er en øjenåbner, man ikke skal misse:



Hvis du er utilfreds med lyden på ovenstående, findes videoen også i bedre lydkvalitet på YOU TUBE. Der er den delt op i flere små bidder.

Markedet kan klare sig selv - eller?

Nej, det mener regeringen ikke i dette tilfælde, når bankerne ikke vil låne penge ud.

Derfor vil de smide 100 milliarder offentlige kroner i bankerne, så de kan låne ud til fornuftige foretag.
Nej, det er nu ikke kun til fornuftige foretag, det er også til private som vil købe bolig, for ellers dratter hele luftkastellet på boligmarkedet jo ned.

Boligerne rasler ned i værdi, dermed bliver der krise i friværdi Danmark, for murstensaktierne har pludselig ikke den værdi, som de er belånt til.

At der er et loft for boligernes værdi, det er naturligt nok. At vi ramte det loft for lang tid siden, burde man i regeringen have regnet ud, såvel som man burde have regnet ud, at overvurderingen ville fortsætte i den retning.

Nu skal 100 milliarder, som jeg gerne vil æde min gamle hat på, giver solidt underskud på de statslige finanser, uden at forandre det helt store i beskæftigelsen og samfundsøkonomien, hældes ud i den luft, vores økonomi hviler på.

Men regeringen kan vel håbe på, at limningen holder, indtil de alligevel taber næste valg.
Socialdemokraterne virker nu heller ikke til at være oven på problematikken.

Hvorfor ikke lade bankerne klare det selv, ved at sætte renterne op.

Vi skal ikke leve på kredit, vi skal ikke have velfærd på kredit, eller vækst på kredit.

Recession er en naturlig konsekvens af en kreditbaseret vækst, med luftige overvurderinger af boliger og foretag.

Ved at gå den forkerte vej, graver vi os endnu længere ned.

Devaluer kronen i stedet og styrk vores konkurrenceevne på den måde og lad bankerne klare sig selv.

Illusionernes marked

Jeg har været træt af Stein Bagger og IT-Factoryaffæren fra dag to-tre af. Jeg fatter ikke, hvorfor denne historie går i selvsving? Måske er det en kombination af charme, selvtillid, lækker bil og en omverden, der blev taget så kraftigt ved ansigtets frontparti, at den kårede IT Factory som årets entrepenør?

Jeg skammer mig over journaliststanden, velvidende at den kun gør det, fordi det er en simpel historie med en enkelt, karismatisk bedrager. Begge bestanddele med folkeappel.
Heldigvis findes der andre Journalister og andre historier. Eksempelvis de herrer fra JP, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, som bør vinde Cavlingprisen de næste mange år. De har lavet et stykke detektivarbejde og analytisk, kritisk journalistik, der var tidligt ude, som også rummer en milliardsvindler, som er ung, succesrig, havde masser af hurtige biler, samt er blandt Danmarkshistoriens største bankrøvere, med en gæld alene til Roskilde Bank på over 900 millioner kroner.
Han er ikke alene. Masser af "succesrige" mennesker, har i større eller mindre omfang fulgt nogenlunde samme recept, er gået konkurs på stribe efter at have levet det søde liv i årevis på mindre bestanddele realformue og større bestanddele Illusion.
De fleste af disse "rigmænd" vil angiveligt aldrig se en dag fra den indvendige side af hotel Gitterly. Det på trods af at de har svindlet for milliarder, hvor mange milliarder må guderne vide? For det er kun de mest rådne fisk som har truffet detektivernes næsebor.
Hvad har disse mennesker gjort? De har blandt andet solgt ejendomme mellem hinanden til overpris, kunstigt hævet prisen langt ud over det som almindelige mennesker vil give. I nogle tilfælde har de dog scoret kassen på, at lejerne i en ejendom har købt den til den af dem satte overpris som loven giver lejerne mulighed for. Men primært ved at handle indbyrdes til overpris har de opnået aktiver baseret på lån og pantebreve, som var den rene luft, trukket aggressive långivende banker med i et uafvendeligt fald. De har begået Danmarkshistoriens angiveligt største bankrøveri, for de flestes tilfælde uden at risikere den mindste straf.

Denne historie er rigtig interessant, ikke bare er den interessant, den er hamrende samfundsrelevant og burde være tvangspensum for alle politikere i folketinget, indtil de kan den både forfra og bagfra med implikationer.
For disse mennesker udgør i princippet bare en ekstrem, skamridende variant af den økonomi politikerne har ladet stå til med. En økonomisk vækst baseret på lav rente og lånegilde i den store stil, illusioner om værdi af ejendomme, IT virksomheder og andre fata morganaer, hvor forventninger fuldstændigt mister kontakten med markedsvirkeligheden.

Vores problem i en nøddeskal har været: At vækst baseret på midlertidige forhold og luftkasteller, skaber nødvendigheden af næste års luftkasteller må bygges endnu højere, for at vi kan holde vores vækstmålsætning.
Vi bliver med andre ord, ved med at fange os selv på det forkerte ben indtil det segner.

Politikerne har haft for travlt med at prale af vækst, faldende arbejdsløshed, til at gøre noget som helst for at skabe en sund økonomi, luftkasteller forpligtiger til yderligere luftkasteller.
En superboble brister med et superbrag og midt i braget er vi i dag.

Derfor har vi ikke brug for politikere, der bereder fremtidige katastrofer. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi har brug for en kartoffelkur, en rentestigning der kan mærkes. Ved at flygte fra recessionen ud i nye luftkasteller, gør vi kun værre værst.

I USA år 2005 vurderede finanshuset Merrill Lynch, at omkring halvdelen af den årlige vækst, (Altså hvis 5 procent årlig vækst, så var 2,5 procent relateret til ejendomme) var knyttet til ejendomsmarkedet på den ene eller anden måde.
Jeg ved det ikke, men vil hjertens gerne vide det. Det ville ikke undre mig, hvis det i Danmark de sidste år har været mere end 50 procent, som har relateret sig ejendomme, hvis ikke hele den årlige vækst.

Med en økonomi, baseret på forventning og luft, låne og kredit cirkus, hvor at stoppe det, før det stoppede sig selv, hvilket det dog uafvendeligt ville gøre, hele tiden har betydet recession og for hvert år det ikke blev stoppet, en endnu større recession, har vi nu malet os selv op i et hjørne. Men det er heldigvis et godt hjørne, hvor vi kan konsolidere vores økonomi og i stedet for at satse på midlertidige murstensløsninger, eller hip og hype brancher med overtunede forventninger. Det er ikke verdens undergang, det er bristede sæbebobler forfulgt af panik og hysteri og en del banker, investeringsfonde som har brændt fingrene for alvor.
Vores eneste problem er, at vi har lovet at følge EUs Centralbanks rente, og dermed ikke selvstændigt kan regulere til ansvarlighed via renteforhøjelse.
Men vi kan satse på sunde foretag, gode idéer som faktisk har et relativt permanent og stabilt marked, investere i for eksempel bæredygtig energi, tekniske løsninger på afhængigheden af fossile brændstoffer. Men det vigtigste er, at økonomien knyttes tættere til markedets realværdi igen og kreditter med luftkasteller ikke skaber en trappe, der år for år vokser op i de økonomiske illusioners elusive paradis.

Amerikansk finanskrise - næste fase

I følge en anynom insider i den amerikanske bankverden venter det værste endnu:

Today, we are bailing out the banks because of their greedy and deceptive lending practices in the mortgage industry. But this is just the tip of the iceberg. More is coming, I’m sorry to say. Layoffs are being announced nationwide in the tens of thousands. As people begin to lose their jobs, they will not be able to pay their credit card bills either. And the banks will be back for more handouts.

Den amerikanske kreditbranche har været meget optimistisk omkring privatpersoners kreditvurdering.
De opererer med et kreditpointsystem, frem for at gå ind og vurdere den reale privatøkonomi, de undersøger hverken huslejeudgifter eller personlig indkomst.

Han nævner et konkret eksempel:

I recently had a client apply for a credit card. She is a homemaker, with no personal income. The house she lives in is in her husband’s name. She would have asked for a $3,000 credit line, just to pay miscellaneous expenses and to establish some credit on her own. So the computer is told that her household income is $150,000; her mortgage/rent payment is zero. The fact is that her husband’s mortgage payment is $7,000 a month (which he got with a no income verification loan). She had a good credit score, but limited credit since she has only lived in this country for the last three years. The system gave her an approval for a $26,000 line of credit!

Derudover arbejder de ihærdigt for at få kunder til at bruge kreditten ved at for eksempel udvide den uden at spørge.

Så det er ikke umuligt, at bankerne snart melder sig i Washington med hatten i hånden endnu en gang.