Godt at vi har Interpol til at sikre, at tankeforbrydere bliver dømt

En ung saudi-araber er blevet udleveret gennem Interpol - efter rygtet gennem Interpol - (Interpol benægter dog selv at have spillet en rolle) til Saudi Arabien fra Malaysia (Da han forsøgte at flygte til New Zealand) og risikerer i værste tilfælde dødsstraf.

Når det så er klart, lad os fokusere på, hvad det er, der kan koste ham livet?


Den unge mand, Nageeb Kashgari, er anklaget for blasfemi, og hans forbrydelse består i at Tweete følgende om profeten Muhammad:

Tweet 1: “On your birthday, I will say that I have loved the rebel in you, that you’ve always been a source of inspiration to me, and that I do not like the halos of divinity around you. I shall not pray for you.”

 Tweet 2: “On your birthday, I find you wherever I turn. I will say that I have loved aspects of you, hated others, and could not understand many more.”

  Tweet 3: “On your birthday, I shall not bow to you. I shall not kiss your hand. Rather, I shall shake it as equals do, and smile at you as you smile at me. I shall speak to you as a friend, no more.”

Det er kun ovenstående uskyldige udsagn, der kan koste en ung mand livet! Ingen bombe i turban, ingen Muhammad som hund. Det her, det er nok. Man er kun tilfreds med den ultimative censur, når talen falder på profeten Muhammad. Det både i form at, at man faktisk ikke må sige det mindste, der kan tolkes negativt om Muhammad og i den forstand, at personer, der alligevel ytrer sig formodet negativt om profeten, må lade livet som Theo Van Gogh.


Det skyldes specielt to forhold, at Muhammad fik etableret ham selv som et eksempel til efterfølgelse:

Koranen: 33.21 (Tre forskellige oversættelser)
YUSUFALI: Ye have indeed in the Messenger of Allah a beautiful pattern (of conduct) for any one whose hope is in Allah and the Final Day, and who engages much in the Praise of Allah.
PICKTHAL: Verily in the messenger of Allah ye have a good example for him who looketh unto Allah and the Last Day, and remembereth Allah much.
SHAKIR: Certainly you have in the Messenger of Allah an excellent exemplar for him who hopes in Allah and the latter day and remembers Allah much.

Og hvis man ikke følger hans eksempel:

33.36
YUSUFALI: It is not fitting for a Believer, man or woman, when a matter has been decided by Allah and His Messenger to have any option about their decision: if any one disobeys Allah and His Messenger, he is indeed on a clearly wrong Path.

9:63 Know they not that whoso opposeth Allah and His messenger, his verily is fire of hell, to abide therein? That is the extreme abasement.

Det er ikke tilfældigt, at denne unge mand risikerer at miste livet. Muhammad  selv, der jo er det evige eksempel til efterfølgelse, beordrede flere mennesker slået ihjel for smædevers eller kritik. Her i blandt slog en tilhænger af profeten en hyrde ihjel for følgende vers:

I will not be a Muslim as long as I live, And will not believe in the faith of the Muslims. 

Selv om dette mord ikke var direkte beordret af profeten, så roste han tilhængeren efterfølgende for mordet og bad for ham.


Så forstå at al kritik er forbudt af Islam, inklusiv at tage afstand fra religionen som overtro. Inklusiv skeptisk distance. Forstå, at selv ateisme og offentlig udtrykt tvivl er forbudt.


Det hører med til historien, at kort efter denne unge mand Tweets om Muhammad, der modtog han omkring 30.000 svar på 24 timer. 


Få dage efter var der en Facebook gruppe med over 26.000 tilhængere, der krævede den unge mand straffet for hans Tweets. Tal om mødet mellem det 21 århundrede og 8 århundrede.


Forstå også, at med European Arrest Warrant, der kan noget lignende ske i Europa. Eftersom fortolkningen af, hvad der er xenofobisk og racistisk er noget vilkårlig. Omend indrømmet ikke helt så vilkårlig, som fortolkningen af blasfemi i Saudi-Arabien.


Nyd demokratiets sidste årtier og dets aftenland.

Efter Breivik - Nordens Al Qaida wannabee

Følgende er egentlig møntet som kommentar til denne post på Uriasposten, men burde være det blogindlæg, jeg selv skrev, hvis jeg ellers gad.



Troels Toftkær:

"Det modsatte, ”monokultur”, kan jeg kun forestille mig som ufrihed og tvang. Jeg bryder mig kort sagt ikke om at få påduttet et fællesskab, som jeg ikke vælger selv, som f.eks. når nogen fortæller mig at jeg som dansker har en dansk kultur og så over i købet vil fortælle mig, hvad den kultur går ud på."

Se det bryder, jeg mig heller ikke om, det ville jo være et totalitært samfund af værste skuffe.

Men så melder spørgsmålet sig, Troels:

Hvor mange samfund ud af over 50 med flertal af muslimer, eller store mindretal, kan du pege på, som ikke er monokulturelle? Endda i den forstand at anderledes tænkende, andre religioner, kvinder uden tørklæder, eller som vover at vælge kæresten selv osv., i værste tilfælde forfølges og dræbes i hobetal?

Et samfund, hvor islamismen tilsigter et monokulturelt islamisk samfund, ønsker jeg i hvert fald ikke, gør du?

Så tænker du sikkert, jamen herregud, vi taler 4-5 procent af befolkningen.

Men det var 1 procent for 30 år siden, og indvandringen fortsætter. De føder mere end to børn per kvinde. Faktisk føder de seks største muslimske landegrupper 1,7 gange så mange børn som Danske kvinder i gennemsnit. Danske kvinder føder 1,8 barn per kvinde, hvilket betyder, at dine og mine efterkommere faktisk vil være skrumpet til 4 millioner om 100 år.

http://logisksnit.blogspot.com/2009/05/nye-demografiske-betragtninger.html

Så selv om det har lange udsigter med et monokulturelt muslimsk Danmark, er det en fremtid, du ønsker for dine tipoldebørn?

Og lad mig tilføje, det er i princippet lige meget, hvad vi gør, for vores gode gamle nabo, der før har voldt os problemer på grund af landets store størrelse og styrke - Tyskland - er i princippet allerede uhjælpeligt demografisk kaput. 1/3 af børnene fødes af indvandrere den dag i dag, og der er for det meste tale om muslimer.
Tyskerne selv føder så få børn, at de vil skrumpe til cirka 20 procent af deres nuværende antal om 100 år.

Det samme gælder Spanien, Italien og selv Frankrig risikerer muslimske flertal i dette århundrede.

Så lad mig sige det sådan, selv om vi ligger lunt i svinget, og den nuværende indvandring faktisk kun består af cirka 15-20 procent muslimer, dermed risikerer vi ikke at blive et muslimsk domineret monokulturelt samfund. Så er det lige meget, eftersom specielt Tysklands og Europas skæbne vil sætte grænser for fornøjelsen.

"Hvis man flittigt sorterer, og kun omtaler de cykeltyve, voldtægtsmænd osv. der er muslimer, så kommer verden ganske rigtigt til at tage sig truende ud. Det giver bare ikke et retvisende billede af virkeligheden og det bliver ikke til videnskab bare fordi man kalder der for ”emperi”."

Vi lever i et samfund, der længe har forsøgt at bilde os ind, at indvandrere og flygtninge ikke er mere kriminelle end andre.

Faktisk forsøger man stadigvæk at spinne en sådan virkelighed.

www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/413514:Danmark--Flygtninge-er-ikke-mere-kriminelle-end-danskere

Virkeligheden er, at mindre end 1/5 del af vores indvandrere står for over halvdelen af den grove kriminalitet, der begås af indvandrere totalt i Danmark.

Indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan, Libanon, Somalia, Irak, Marokko stod samlet set for (Ubetingede fængselsdomme årene 2000, 2002, 2004, 2005, 2006, 2007 som dækket i STRAFNA1 - tabel i Statistikbanken):

15,70 procent af voldtægtsdommene.
14,67 procent af dommene for manddrab.
13,11 procent af domme for røverierne.
10,49 procent af vold mod offentlig myndighed.
7,32 procent af den simple vold.
9 procent af alle domme for voldsforbrydelser.
10,46 procent af den alvorligere vold.
11,13 procent af domme for trusler.
9,47 procent af brud på våbenloven.
8,63 procent af særligt alvorlig vold.


Deres andel af unge mænd i Danmark er 3,1 procent af alle 18-42 årige mænd (2009 tal.) Og 1,8 procent af den mandlige befolkning, når der ikke er korrigeret for alder. Og de vil altid fylde mere i befolkningen blandt unge mænd end personer af dansk herkomst, da nævnte landegrupper simpelthen føder flere børn.

Ovenstående er vel at bemærke kun den kriminalitet, hvor indvandrere er dømt i forhold til straffeloven. Efterkommeres kriminalitet kommer oven i, de er langt færre i antal i en alder over 14 år, men deres kriminalitetsrate er højere.

Ovenstående tal skygger også over, at indvandrere fra to lande står for deres broderpart af ovenstående forbrydelser:

Somaliske og libanesiske indvandrere udgør 0,42 procent af befolkningen i Danmark, men har samlet, målt over seks forskellige år, været idømt ubetinget fængselsstraf i 4,78 procent af ALLE sagerne for alvorligere vold, 6,90 procent af voldtægtssager, 7,28 procent af røverierne, samlet set stod de for 6,7 procent af alle straffelovsdomme i 2007 men udgjorde 0,42 procent af befolkningen på landsplan.

Samme grupper er tilfældigvis, de som har den højeste fertilitet per kvinde, der er med andre ord langt flere på vej helt uden nyindvandring.

logisksnit.blogspot.com/2009/09/foredraget-pa-nomos-hstmde.html

Faktisk har jeg regnet mig frem til, at hvis somaliske efterkommere fortsætter med at føde så mange børn, så vil alene somaliernes efterkommere være halvdelen af Danmark befolkning om cirka 200 år.

Det med udgangspunkt i 4881 somaliske kvinder i alderen 0-25 år i dag.

Lyder absurd? Det er matematik. 4 børn er lig med 2 kvinder og 2 mænd.

Det vil sige at 4881 kvinder bliver til 8962 kvinder og ditto mænd. fortsætter du det i otte generations led, så taler vi om 3 millioner efterkommere, da de sidste tre led i generationskæden overvejende vil være i live. Prøv selv at gange antallet med to i alt otte gange. Danskerne føder 0,9 kvinde per kvinde (1,8 barn) ganger du 5 millioner med 0,9 otte gange ender du omkring 3 mio.

Jeg siger ikke, at de nødvendigvis vil fortsætte med den høje fødselsrate, men alternativt skal den kulturelle arv skal hele tiden udviskes 100 procent hvert generationsled, både hvad angår kriminalitet og fødselsrater, og den tror jeg slet ikke på.

Ofrene for denne ofte grove kriminalitet er ikke spor abstrakte, og fokus derpå er nødvendigt at to årsager.

1. Denne kriminalitet er ikke flertallet, men den er et unødvendigt tilvalg på grund af en indvandring, der grundliggende er meningsløs og i høj grad er samfundet til last, økonomisk såvel som socialt. Vi kunne satse på udelukkende kvalificeret indvandring, vi behøver ikke andet. Jo grovere kriminaliteten er, jo større er overrepræsentationen blandt muslimske indvandrere og enkelte østeuropæiske lande. Det er altså grov kriminalitet, vi øger mere end andet.

2. Det bliver langt værre endnu med flere ofre til følge, hvis vi ikke får ændret indvandringspolitikken. Det bliver det alligevel på grund af de demografiske mønstre og EU, men nyindvandring øger en masse problemer, og gør det i øvrigt sværere at finde ressourcer, økonomiske som menneskelige, til at løse de problemer, som vi allerede har. Gruppen af efterkommere er større end indvandrergruppen, når vi taler for eksempel somaliske og libanesiske indvandrere, netop fordi de føder så mange børn. Og med størst antal i bunden blandt de 0-5 årige.

Jeg har af andre årsager næsten lukket min blogvirksomhed ned. Jeg tror ikke på nogen lykkelig ende, specielt med situationen i andre europæiske lande taget i betragtning - Tyskland i særdeleshed. Danmark, isoleret set, skulle nok klare den med den nuværende indvandringspolitik fastholdt og forbedret.

Til gengæld er forholdet mellem statens indtægter og udgifter ude af balance, og en hvilken som helst indvandring (omkring 25000 netto årligt lige nu) øger generelt det problem. Vi mister 100.000 arbejdspladser og øger befolkningen i den arbejdsdygtige alder med 25.000 om året, det burde alle da kunne regne ud halter lidt i et samfund, der renset for flere offentlige arbejdspladser ikke engang har skabt så meget som 100.000 flere arbejdspladser de sidste 30 år. Et samfund hvor alternativet til arbejdspladser er 400 mia. kr. årligt til overførselsindkomster - Det skulle man da tro kunne få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang. Men tilsyneladende har pointen svært ved at finde rum blandt gloriepudsningen, idealerne om den globaliserede verden, samt FN og EU, der holder os grundigt i ørerne.

Så jeg vil sige det på denne måde. Jeg gider ikke både blive svinet til for at kritisere en håbløs politik, betragtet som en paria, og så oven i købet skulle betale for vanviddet via kommende skatte og afgiftsforhøjelser.

Jeg tror til gengæld fuldt på demokratiet. Vi er ikke alle enige og flertallet må nødvendigvis bestemme ved stemmeboksen, alt andet er vejen til helvede og anarki. Et mindretal må aldrig bestemme, selv om det mener, at det har ret.

Så hvis et flertal af befolkningen vil stemme for fortsat lånefinansieret offentlige overforbrug, så er det fint med mig, men jeg vil forsøge at undgå at være med til at betale for meget af regningen og håber, at jeg en dag kan få arbejde i udlandet.

Jeg tror også, at ovenstående generelt er reelt er den farligste reaktion, som man forvente fra den kulturkonservative højrefløj. De som ikke længere tror på redningsplanken og på, at slaget kan vindes demokratisk, men som langt overvejende grundlæggende tror på og sværger til demokratiet (eller måske synes du, at dem som fortsat tror på demokratiet og bliver og insisterer på debatten er værre?).
Så er der dem på begge fløje, som ikke tror på demokratiet og dertil er villige til at bruge vold som politisk middel. Det er dem som er problemet og gør forskellen. Det er ved gud ikke demokratisk sindede mennesker, eller tilhængere af lov og orden, der begår den slags.

Breivik er et totalt sygt og forskruet menneske. Dem findes der heldigvis få af.

Hvor meget mening giver det, at kalde sig islam-kritiker og så forfalde til et Al-qaida lignende angreb?

Al-Qaida myrder massevis af unge, fordi de er gæster på et diskotek. De er med andre ord en synlig og håndgribelig andel af den druk og hor kultur, som Al Qaida foragter, og dermed et legitimt mål.

Totalt samme tankemåde havde Breivik, der ledte efter symbolet for den multikulturelle politik og begik massemord på endda en børneflok, der for ham symboliserer "synden."

Han deler også islamisternes syn på demokrati, demokratiet skal afskaffes, fordi nogle mener, at de har patent på sandheden. Tempelherrer eller mullahs, som overlords?

Breivik mener blot, at hans diktatur er bedre islamisternes, men mindre sygt er det ikke.

Hvis man ikke er kritiker af islamismen, fordi man netop er kritiker af terrorangreb og massemord og målet om at afskaffe demokratiet og indføre et elitært "sådan skal du tænke samfund - ellers!"? Hvad hulen laver man så blandt islamkritikere, spørger jeg?

Hvad forskruede hoveder finder på, skal man altså ikke laste beslægtede mennesker til højre og venstre.

Forestil dig, at en ekstrem venstreorienteret gik på jagt med håndvåben på et møde hos DF. Det er faktisk lige så fuldt muligt, som det Breivik gjorde. Ville dit budskab så være, at Politiken har leveret musikken, vedkommende dansede til?

Hvad med miljøfascisten i Finland, der begik massemord for at tynde ud i den forurenende vestlige menneskehed. Skal folk der er bekymrede for miljøet skrue ned for retorikken og dommedagsscenarierne, fordi en enkelt forskruet galning fik omsat det hele til et massemord?

Skal Beatles med Helter Skelter lastes for Mansons blodrus?

Marilyn Manson lastes for Columbine High?

Er Lars Von Trier også medskyldig, når hans film - Dogville, med massakrescenen til sidst, var Breiviks yndlingsfilm?

Ved du hvad, det værste er, som du gør - Troels Toftkær. Du er måske ikke klar over det, men lad mig forklare.

Du undlader at konkretisere, som så mange andre, hvad det er for en musik, som du mener denne blog har bidraget med, og som Breivik dansede til. Dermed siger du i princippet, hold nu helt kæft til alt og alle, og ophør med at gøre det, som i gør.

Netop den holdning, som er klassisk og har fulgt indvandringsdebatten siden undfangelsen, skaber om noget vrede og frustration og gang i trykkogeren.

Jeg vil ikke sætte det på spidsen og sige, at folk som dig har skabt trykkogeren Breivik, for det har nok først og fremmest en psykologisk brist koblet med de oplevelser, han har været ude for personligt.

Men hvis du faktisk tror, man kan lukke debatten, og så går alting godt. Så hold øje med Sverige, for det er nemlig det, de gør der. Jeg kan personligt ikke se, at det skulle gavne noget.

Det absurde er, at venstreekstremisterne har en parole, der hedder tryk avler modtryk, uden at de har forestillet sig, at netop det samme kan være tilfældet for dem, som de forsøger at trykke ned.

Jeg har det fint med saglige retningslinjer for debatten, men lad os så pege disse ud, for det andet minder mere om "Hold nu bare kæft i umennesker. Betal for festen og smil."

Censur skal ingensinde indføres

Kimpo har fundet og fremhævet en skarp kommentar:

I sidste ende bliver det op til dommeren at afgøre om han/hun tror på at anmelderne FØLER sig forhånet or whatever. Og således ender sigtede med at blive dømt på baggrund af andres FØLELSER….. en variabel man som almindelig dødelig hverken er herre over endsige kan forudsige.

Retsstaten er en joke sålænge paragraf 266b anvendes som en mundkurv på de der har berettiget kritik af religiøse eller kulturelle normer. En eklatant plet på retsstaten og da den reelt censurerer samfundsdebatten burde enhver også kunne indse at den er en overtrædelse af Grundlovens forbud mod censur… der iflg. lovteksten ingensinde kan indføres (men det kunne det så alligevel).

Det hævdes at Hedegaard fremførte en generalisering om muslimer og at han derfor ender i fedtefadet…. so what, samfundsdebatten er fuld af generaliseringer fra alle sider. Der eksisterer næppe en politiker der kan fremsige en 2min tale uden at gribe til klokkeklare generaliseringer.

Uden generaliseringer kan vi intet diskutere! Vi må intet sige om de venstreorienterede eller højreorienterede, de syge, de dovne, de uddannelsessøgende eller de gråhårede…. for det er jo ikke sikkert alle indenfor de enkelte grupper er som vi tror eller siger……. vel?

Tænk dog!

Ikke for at generalisere, men det er nok for meget forlangt, at mennesker skal tænke sig om. Det er faktisk noget, mennesker generelt ( Det lyder sgu lidt generaliserende ) er rigtig dårlige til.
De er langt bedre til at føle og være dobbeltmoralske, og derfor har vi paragraf 266B.

Tag nu Tøger forleden en dag:

I et debatklima som det nuværende fungerer domstolene som en sidste minimumsgaranti for, at basale normer ikke skrider herhjemme. Selv den beskyttelse har været svækket i de senere år, hvor statsadvokaterne har ført stadig færre sager selv i oplagte tilfælde – i hvert fald når det var Dansk Folkepartis repræsentanter, det drejede sig om.

Basale normer og mindretalsbeskyttelse mod hetz. Den gælder så kun, når talen falder på muslimer, ikke det mindretal, der faktisk ønsker og tør bruge deres ytringsfrihed.
Her er dobbeltmoralen så tyk, at knap nogen DFer kan overgå Tøger i hadefulde udfald:

Første taler var Tøger Seidenfaden. Efter at have konstateret at trusler imod Vilks var en sag for det svenske politi, gik han over til sit egentlige budskab, der var en bandbulle mod det Trykkefrihedsselskab, der havde indbudt ham til at tale.

Han betegnede Trykkefrihedsselskabet og dets ledere Lars Hedegaard og Helle Merete Brix som folk med afskyelige meninger, der skamred enhver sag og udspredte paranoid og hadefuld propaganda mod muslimer. Ikke blot Trykkefrihedsselskabet, men også forfatteren Kåre Bluitgen, der har skrevet en børnebog om profeten, kom med i denne gruppe, fordi han – ifølge Seidenfaden – har skrevet hadske ting om Koranen. Han tilføjede til forsamlingen, der sad forbløffet ned i salen:

»Der er tale om hyperaggressive, intolerante muslim-hadere. De er ikke lødige, men nasser på en usympatisk dagsorden. Jeg har ikke respekt for jeres ærinde.«

Derefter tog chefredaktør Tøger Seidenfaden i bogstaveligste forstand sit gode tøj og gik.

Dette er blot et enkelt tilfælde, hvor Tøgers mund er løbet af med ham i en hadefuld tirade. Det er sket på Deadline, det er sket så mange steder.

Had er had. Hos mig klinger det hult, når man anklager andre for at hade, blot fordi man har den opfattelse, at de hader noget andet end en selv. Hader noget forkert, hvor man selv har definitionsretten på at hade det rigtige.

Så har vi følelsen, denne indre viden om andres motiver, der er så dybt irrationel.

Her kan jeg fremdrage Zenia Stampe:

Eftertiden har vist, at politikernes frygt var aldeles velbegrundet. De europæiske jødeforfølgelser er et uhyggeligt eksempel på, at løgne kan føre til had, og at had kan føre til splittelse, diskrimination, vold, forfølgelse, folkedrab og krig. Men der er – desværre – kommet mange nye eksempler til siden.

Den danske racismeparagraf er ikke en vilkårlig begrænsning af ytringsfriheden grebet ud af den blå luft. Den blev født som et konkret svar på vores egne erfaringer fra Anden Verdenskrig og er siden blevet justeret i forhold til FN’s konvention om racediskrimination og den nærmest uendelige række af konflikter over hele verden.

Frygten for dette er sikkert reel nok, men omvendt kan man sige, at betragter vi historien, så er redevilligheden til at gå amok på en forfulgt gruppe ikke så stor i den danske befolkning. Vi havde under krigen alle muligheder for at forfølge jøderne, vi gjorde noget andet.

Vi har også i dag rigelige muligheder for at tage den første muslim og banke den næste med, vi er stadig flertallet, hvis det var det, som op til flere mennesker ønsker, hvorfor gør de det så ikke?

Fordi det er strafbart, og fordi folk ikke har lyst. Sådan vil det fortsat forholde sig efter at 266B er borte.

Naturligvis skal der være grænser for, hvad man må gøre. Opfordre til vold og udstede direkte trusler for eksempel, og endnu mere udøve den.

Men der skal også være grænser for hysteriske følelser og overdreven dystopisk tolkning af andres motiver for at sige, som de gør.

Her inkonsistensen så stor, som den kun være, når følelser har taget over.

Grundlæggende kunne man lige så vel pege på historiske erfaringer med Islam, for at slet ikke tale om erfaringer som ikke engang er historiske, men ongoing.

Her kan man lige så vel sige, at erfaringen viser hvad Islam kan afstedkomme - folkemord i en skala, som korrigeret for teknisk kunnen og faktiske forhåndsværende metoder er endnu mere blodig.
Med sværd blev omkring 80 millioner og hinduer og buddhister dræbt århundreder tilbage. Også i sidste århundrede har islamisk kultur båret folkemord med sig, Armenien, Bangladesh og Sudan har ført til millioner af døde.

Hvis man ikke vil mistænke muslimer for at bære en folkemorder i brystet, bør man vel heller mistænke danskere.
Hvis man ikke bryder sig om generalisering og hetzende tale rettet mod muslimer, bør man vel heller ikke generalisere og hetze, personer der vover at kritisere Islam, på de tabuområder, som den politiske korrekthed helst så halsen drejet om på.

Man skal kunne kritisere religiøse idioter, politiske idioter, forfærdelige handlinger og kulturmønstre så tosset man vil.
Det rimelige består i sandheden, og det urimelige i løgnen, men det er et spørgsmål for fornuften og skelneevnen, ikke retsalen.
Det er aldrig rimeligt at censure meninger.
Angreb direkte på enkeltpersoner, med fysiske eller psykiske midler er en anden sag, men det er sjældent, det som bliver straffet.
Skulle man straffe mennesket for at lukke lort ud af munden, ville der heller ikke være noget frit menneske uden for tremmer.

Igen taler vi reelt om et bestemt had, mod en bestemt gruppe, med en bestemt mening, som alene skal straffes, med en forventning om at andre skal hade netop den gruppe islamkritikere, som man er af den opfattelse, er de hadefulde, selv om hadet måske mere ligger inde i en selv.
Det er som en umoden kvindes navlefornemmelser, som alle skal følge, som var det sandheden selv.

Ytringsfrihed og mafiametoder

Ulla kom mig i forkøbet, men jeg vil som undskyldning fremhæve, at jeg har brygget på denne post siden weekenden - det efter først sagen med Ditte Okmans "frivillige" afgang og så Ingemann Olsens "mystiske" afgang.

Ikke at forglemme ældre sager, hvor en anden rådgiver for Venstre kom til at kalde journalistmafiaen for dumme, da de overså Løkkes genistreg ved Hopenhagen med fuld grøn ble på.
Det var dumt, for det er en mafia, der kan svare igen med brutale metoder, men det var ikke en dum mening, det var en legitim mening.

Så var der en politibetjent, som kom til udtrykke frustration over, at friweekenden gik og affaldcontainer- og brændende bilers røg, da the usual gadeurolighedssuspects no 1. gik amok.

De skal i manges øjne alle havde den i mellemste mafia-gear, og lære at holde kæft skal de, og for at remse op, hvad man ikke må ytre sig for kritisk om, så er det blandt andet - men også langt mere omfattende - socialistiske hellige køer, som det offentlige og dets medarbejdere, miljø, journalister og perkere.

Og så naturligvis tilfældige kategorier af undertrykte mindretal, som naturligvis ikke indbefatter de få, som efterhånden tør sige deres mening, hvis de overhovedet eksisterer mere i rendyrket form?

Der er med andre ord lagt totalt tabulåg over ærlige meninger på en lang række områder, som gør, at folk knap tør mene noget.
Dette er opnået med mafiametoder: fyringer, fysiske sanktioner, altså noget der slægter mafiaen på, og ikke har det fjerneste med demokrati og ytringsfrihed at gøre.

Er der nogen, der begræder, hvad der sker, og faktisk har den mening, at det er helt forkert, så tør de knap sige det, men holder synspunktet i krogene og de lukkede cirkler, med folk de er sikre på, at de kan stole på.

Her taler vi ikke om pædofili, nazisme, kommunisme, islamisme og andre reelt forkastelige synspunkter, men om legitime synspunkter, der stiller spørgsmålstegn ved status quo og den faktiske virkelighed.

Resultatet af denne meningsdressur, er der og har et omfang, der er noget større, end de fleste mennesker med deres dukkede nakker kan se.

Stadig færre mennesker tør mene stadig færre ting, og det er vanvittigt forkert og skadeligt, i forhold til at vi udvikler os, diskuterer åbent og takler problemer, i stedet for at tabuisere dem på stribe.

Det er en feminisering af samfundet, på linje med at man ikke må slå en prut, for det hører ikke til det fine menneske, at det nu en gang i mellem er fuld af tarmgas. Hvilket sjovt nok, alle mennesker er!

Hele menings-tabu-menageriet burde tvangsindlægges til daglige ophold af flere måneders varighed i et godt skurvognsmiljø i Danmark. så ville de forhåbentlig regne ud, at blot fordi man siger sin mening, er man ikke nødvendigvis verdens farligste menneske og forsidestof i ugevis.

Jeg kan dog let forestille mig, at det ville være spildt, og skabe en forøget trang til at flygte ind i sine lille boble, hvor mennesker ikke er mennesker og virkeligheden ikke er virkelighed.

Hvad er hundrede procent sikkert, at fyre mennesker fordi de udtrykker en anden mening end den mafiosiske konsensus, det er riv-rav-ruskende forkert og omkring så anti-demokratisk, som det næsten kan blive, set bort fra tortur og total frarøvelse af rettigheder og ejendom.

Det er ikke de personer, som har udtrykt deres mening , der skal skamme sig. Selv ikke Ditte Okman. Det er meningsmafiaen og pressen og personer, der fyrer på grund af pres fra meningsmafiaen.

Og for at tage en hel anden vinkel på det, så frarøver det os muligheden for at vide, hvad mennesker faktisk mener, uden at de holder op med at mene det. Uden at de får kvalificeret modspil. Ingen har ret til at diskutere og tænke, ergo så fastfryser meningerne og kommer ingen vegne.

Churchill - Chamberlain - Auken - Pia

Visse personer bliver symboler på bestemte store begiveheder og strømninger i et samfund og verdenen. Det gælder alle de ovennævnte og er angiveligt, eller tydeligt, trættende for mange. Så meget at det bliver til endnu en omgang motivanalyse, tu qouque.

Men disse personer bliver frivilligt, eller ufrivilligt, referencepunkter, som både symboliserer og konkretiserer, foreksempel pacifisme = symboler som Ghandi, Martin Luther King osv.

Ole Hyltoft har skrevet en egentlig glimrende kronik, som jeg var så heldig at være blevet gjort opnærksom på, via ovenstående kritik.

Den er ekstremt point on og at folk ikke kan se det, skal ikke lastes Ole Hyltoft.

For at starte med Auken:

DR's Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

Auken var folkelig, når det passede ham. Det er gælder langt fra kun Auken, men folkeopdrageren kommer vi ikke uden om.
Manden der var Mr. Gore of Denmark og bestemt afviste folkedybet på indvandringsområdet.

Demokrati består nu engang i at ikke blot lade som om man lytter til folket, hvilket de fleste politikere gør. Men at faktisk tage konsekvensen af - hvad folket ønsker. Ellers kunne vi lige så godt afskaffe demokratiet og indføre elitevælde på stedet. Kom så EU, hep hep, i er godt på vej.
Hvis dette går passé, så lad os blot holde fast i, at der er forskel på at ønske en pluralistisk debat, med eller uden krydsede klinger og så at mene, at folk bør mene noget bestemt og tabuisere en bestemt mening.

At tro at lige ens private store vision har mere ret, fordi den tjener det store abstrakte fælles bedste, end hvad pøblen/flertallet går og mener. Det har intet med demokrati at gøre. Det mente Hitler og Lenin, Muhammad også.
Det kan foregå ved tegnebrættet, i debatten, men hører ikke til som praktisk ført politik.

Der er stor forskel på at have sin egen mening og sige den, og så nægte andre at have deres og hermed mener jeg at skide på folkets mening om indvandring, som mange politikere fortsat ville have gjort endnu i dag og de stort set alle gør - hvad angår EU. Det er den ultimative fornægtelse af en holdning, når vi taler folkevalgt politiker i et demokrati, for det er praktisk fornægtelse, forkastelse og ikke blot uenighed. Forstået sådan at en politiker skal kæmpe/argumentere for sin sag og udtrykke sin uenighed, men respektere folkets valg, selv om det er helt modsat det som P selv ville have taget. Hvilket bringer mig til en anden detalje i kronikken:

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

Enhver der stemmer DF, ved at dette ikke er en utypisk respons. "Tak for bekendtskabet" osv. responsen er ALDRIG: "Fedt", "wow!".

Nu er politik et betændt emne, såvel som religion, hvorfor i nogle sammenhænge er det simpelthen af praktiske årsager bandlyst at tale om emnerne for den sociale freds skyld.

Men alle dyr er alligevel ikke helt lige der. Hvis jeg mødte en kommunist, ville jeg tænke, fint nok, derfor kan du da godt være klog på andre områder. Jeg ville ikke foragte denne person, uanset hvor meget kommunismen har resulteret i Gulag, Pol Pot, kulturrevolution osv.

Andre til højre for midten ville handle anderledes, men jeg tror ærligt talt de fleste til højre stemmer godt overens med flosklen, "at selvfølgelig skal man være venstreorienteret, indtil man bliver klogere, eller har man intet hjerte osv."
Kort sagt jeg adskiller individet og synspunktet. Jeg kan være rivende uenig med synspunktet og give det med hammeren, men personen har andre synspunkter og selv om vedkommende er kommunist, så mistænker jeg kort sagt ikke vedkommende for at individuelt støtte massemord.

En DFer derimod bliver med al tydelighed, mistænkt for lidt af hvert. Der bliver sat så ofte en moralsk ekvivalens mellem nazisme og DF, islamisk fundamentalisme og DF, selv om afstanden mellem socialister og stalinister, ærligt talt er mindre end den der er mellem DF og de klassiske associationer.

Tilbage til Hyltoft:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen'erne, er de fine. Folket, Grundtvig'erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.

Det er måske ikke et uddrag fra en manual i flinkeskolen. Men er det usandt? Hvem har bedst karrieremuligheder, kommunisten eller DFeren, forudsat deres uddannelse, kompetence er den samme? (Jeg er også enig i at der til det patetiske er "kendisklæbere")
Der er et lille indspist stasisamfund midt i Danmark, som omgår demokratiet, så langt de kan slippe afsted med. En heksejagt der fører til fyringer, eksklusioner og en ideolgisk nepotisme som fører til ansættelser osv. Det er sådan det er, det skal ikke overdrives, men det eksisterer og er en faktor og det er aldrig skønt. Det er social kontrol og uværdigt for et frit samfund.

Og nu til Churchill og Chamberlain. Den klassiske personsymbolik, som sikkert hænger mange ud af halsen.

Men grunden til at den er så brugt, er fordi den passer som fod i hose i forhold til den problematik vi står over for i dag.

Churchill blev kaldt krigsmager, fordi han kritiserede Hitler, som Islamkritikere i dag bliver beskyldt for opildne til og eskalere en konflikt.

Chamberlain var den godmodige, der af oprigtigt hjerte ikke ønskede krig. Men hensigter har det med at virke modsat, i blandt.

Dette var netop tilfældet her, for det var Chamberlain som var den krigmager, man beskyldte Churchill for at være.

For Hitler var Hitler, uanset hvad Churchill og Chamberlain ønskede, mente og sagde.

Hvis man havde lyttet til Churchill, så havde man oprustet. Man havde sendt et klart signal til Hitler om at han skulle passe på, hvor han trådte. Havde dette ikke virket helt afskrækkende på diktatoren, så havde man i det mindste været bedre forberedt og kunne have vundet en lynkrig - i stedet for at tabe den.

Det havde faktisk været en mulighed, at Hitler kunne have nøjes med Sudeterlandet, endda følt sig presset til at trække sig ud, endda i det hele følt sig nødsaget til at passe på, hvad han gjorde i fremtiden.
Det havde krævet et ordentlig samarbejde, en massiv oprustning - en kold krig, men den kolde krig var vel også at foretrække i forhold til den varme mellem 1939-1945?

Hitler gamblede og vandt ved topmødet i Münich, han udtalte selv efterfølgende at han havde været bange for at engelske flåde, som var udkommanderet, havde åbnet ild. Hvis han havde haft mere at frygte, ville det have gjort indtryk.

Men han fik blot mod på mere.

Det vi står over for i dag, Islamismen, opererer efter samme princip, bakker vi tilbage, går den frem. Ryster vi, så fatter den yderligere mod.

Her virker ikke dialog, men streger i sandet og et skarpt øje på hver bevægelse.

Der er plads til Islam i Danmark, som tro på gud, som bøn, som privatanliggende.

Men der er ikke plads til Islam som politisk kraft, som kønfascisme, som magtsøgende kultur.

Det vil udslette alt, hvad demokratiet har som fundament og i sagens natur selve demokratiet.

Dette sker ikke fordi muslimer er 5-10 procent af befolkningen, omend det allerede påvirker samfundet og ikke til det bedre.

Det sker på sigt - hvor Hitler byggede kanoner, føder muslimerne mange børn, groft sagt, det er sådan det foregår i dette tilfælde. Ikke kanon for kanon, men barn for barn og salamiskive for salamiskive af politisk indflydelse. En demografisk trussel.

Det står ikke i vores magt, at bestemme hvor mange, eller hvor få børn, hverken vi eller de skal føde.

Men det står i vores magt, at trække streger i sandet over for sammenblandingen af religion og politik, for evige forsøg særrettigheder, for hvordan man behandler kvinder, for hvordan man opfører sig osv.

Og det står i vores magt at stoppe indvandringen. For hvordan man end vender og drejer det, vil det betyde store forandringer med stigende andel muslimer her i landet.

Og hvis nogen med troværdighed kan argumentere for at det er til det bedre, i forhold til hvad vi havde før, er de velkomne.
Jeg vil ikke sætte mine penge og landets fremtid, gamble fortsat løs, på den konto. Helt uden god grund og med et meget uvist resultat.

Motivanalysens ultimative triumf

Forestil jer en person som kom i Deadline, for at fortælle om små blå mænd, den kommende invasion fra Mars, og hvordan folketingets medlemmer alle er øgler, illuminatier inden bag jakkesættet.

Ok, måske med den sidste, men ellers nej.

Hedegaard mener at det er nødvendigt, at vi organiserer os som konkurrent til Islamiske organisationer, og en eventuel synergi mellem disse og offentlige og private institutioner.
Hvilket jeg vil tolke, som et mere organiseret, udvidet oprør mod "smagsdommerne".
Altså, et alternativ til disse.

Organisationer som kan være modspil og arrangere civil ulydighed, altså grundlæggende "kirkeasyl", "Center for socialforskning" osv. med et andet udgangspunkt.

Men uhadada, han burde hellere have kaldt folketingets medlemmer for shapeshifters, snakket om vandstigninger på flere trillimeter næste år.

For modparten havde allerede bestemt sig for, at han var et ondt menneske. Med den motivanalyse i baglommen, er det slet ikke nødvendigt med at lytte, læse og forstå.

Ens motivanalyser tager jo aldrig fejl.

In a time of universal deceit, telling the truth becomes a revolutionary act.
George Orwell

*

The truth is incontrovertible, malice may attack it, ignorance may deride it, but in the end; there it is.
Winston Churchill

*

Truth is certainly a branch of morality and a very important one to society.
Thomas Jefferson

*

Og forresten mener jeg, at der er en relativ stor sandsynlighed for at der bliver borgerkrig en dag i Danmark, hvis visse politikere ikke kan løse de problemer, de uden nogen god grund har skabt.
Jeg mener dog ikke, der er nogen som regner Lars Pilegård, som så stort et problem, at de vil hænge ham i en lygtepæl, som staklen ellers frygter - det er helt ubegrundet, sov bare trygt gamle makker.
Men hvis en eller anden individuel nutcase tog håndtasken fra Marianne Jelved og gav hende et gok med den, ville jeg ikke blive spor overrasket. Og jeg har ikke tid til disclaimeren.

Men noget helt andet er, fra borgerlige kvinder skal man åbenbart i disse tider høre sandheden:

Der er gået sport i at hetze islamkritikere. I den hjemlige debat om islam er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at de enkelte debattører giver sig af med personangreb i stedet for at dykke ned i den substantielle del af diskussionen – nemlig hvordan og i hvilket omfang den muslimske indvandring påvirker vores samfund. Islamkritikernes egne kritikere enten ikke evner, formår eller ønsker at tage denne diskussion. I stedet går de efter manden, i dette tilfælde Lars Hedegaard, men i andre tilfælde er navnet Geert Wilders, Søren Krarup eller Nicolai Sennels. Det er en trist tendens, der ikke bare viser, hvor sørgeligt lidt, man behøver at vide om virkelighedens Danmark med parallelsamfund, stigende indvandrervold og kriminalitet for at deltage med fuldt mandat i debatten. Den viser også, at dén tort, borgerlige led for få årtier siden, hvor end ikke et liberalt suk kunne ytres uden at afsenderen begravedes i underlødige beskyldninger, ja, den er nu givet videre til islamkritikerne. Og ikke nok med det; dem, der lægger til ved bålet er de borgerlige selv! Den mobbede bliver mobberen...

Selve udtalelsen er kort, og ikke til at fejllæse undtagen for de, der af den ene eller anden årsag gerne vil:

“Our leaders do not take [the problems with islam] seriously, and I am afraid that it would take a public uprising before they start taking this seriously. They must. It is their obligation.”

Er det meget kontroversielt? At nævne en historisk kendsgerning og påpege, at den muligvis gentager sig, idet der er en række fællesnævnere mellem dengang og nu? At beklage, at vores politikere ikke i tilstrækkeligt omfang lader til at være opmærksomme på en endog meget konkret trussel mod vores samfund og civilisation? Bemærk hertil, at der tales om, at lederne skal handle.

***

Min gamle post om ytrings og tankefrihed:

Det du ikke tør sige, tør du knap tænke.

Presselogen om Muhammadtegningerne

Jeg ville have blogget dette for nogle dage siden, men løb ind i mangfoldige tekniske problemer, som jeg først fandt en løsning på, da jeg skiftede browser.

Men noget af det som blev sagt, er kort sagt værd at gengive og kommentere:

Lad os først tage Tøger Seidenfaden skelnen mellem at bringe tegningerne som nyhed og kunne gøre det, uden at det bliver opfattet som at sympatisere med tanken bag tegningerne:




Tøger går altså her ind på hvordan tegningen opfattes og hæver sin egen, og muslimernes opfattelse! Af denne tegning over det egentlige spørgsmål - dette er der for så vidt ikke noget nyt i. Men Politiken kunne alligevel ikke lade være med at trykke tegningerne da truslerne kom frem mod Kurt Westergaard. Det skal jo noteres! Såvel som det ikke var for nyhedsværdien, man trykte tegningerne dengang.

Helt galt går det da han siger at hans "sympati" med JP er forøget af, at de nu deler adresse på Rådhuspladsen i København:




Han er ikke alene om at ryste og bævre lidt over naboskabet. Men at sætte det sammen med sympati, når man oven i købet har forsøgt at dæmonisere JPs motivation for at trykke de tegninger. Det skal man være kulturradikalismens ypperstepræst for at slippe af sted med.

Lisbeth Knudsen mener at Muhammadtegningen, Westergaards, har udtjent sin tid og er blevet en hadobjekt, man stirrer sig blind på og som skygger for den bredere debat om ytringsfriheden:




Der kommer vi altså ifølge hende ikke videre med "de grupper - vi gerne" vil i kontakt med. Argumentet virker på overfladen solidt og fornuftigt. Men det er det ikke.
For det første indebærer det implicit, at vi skal afstå fra alt som skaber en sådan, eller lignende reaktion - og det er legio.
For det andet indebærer det en accept af et forbud mod at kritisere profeten og drage ubehagelige detaljer frem om denne røverbaron/kultleder.
Det indebærer i princippet, at vi fortsat skal tale som om Islam og dens profet var en fredelig skikkelse, der ikke massakrerede jøder, eller fik sin kritikere slået ihjel.
Vi skal med andre ord lukke øjnene og ikke tackle grundproblemet i religionen.

Jørn Mikkelsen har et meget klart svar på den pointe, som kan stå for sig selv:




JP har ikke valgt at trykke tegningerne i denne omgang, fordi der er en uafsluttet terrorsag.

Slutteligt forsøger Tøger at argumentere for at tegningerne udgør en sikkerhedsmæssig trussel mod Danmark. Da tegningerne ikke i hans opfattelse repræsenterer nogle værdier som Danmark bør identificere sig med og stadigvæk i hans motivanalyse ikke er andet end en provokation, mener han bestemt ikke at tegningerne skal genoptrykkes:




Hvis disse tegninger ikke repræsenterer en værdi, som det danske samfund bør stå bag. Så taler vi altså reelt om, at Danmark ikke bør stå bag retten til at kritisere en religiøs skikkelse for at stå bag had og terror. At Danmark ikke bør stå ved den værdi, at man ikke myrder kritikere.

Hvis det ikke er værdier, som Danmark bør stå bag, så ved jeg personligt ikke, hvad vi bør stå bag.

Man kunne overføre dette spørgsmål til Hitler. Uden kritik og modstand, havde vi angiveligt opnået endnu mere flødeskumsfront.
Men det ville ikke havde noget med værdier at gøre, men med konfliktskyhed og egoistisk pragmatisme.

Ligeledes kan man spørge og det spørgsmål ville jeg personligt havde stillet Tøger. Hvis vi nu forestillede os at DF, reagerede med dødstrusler, nedbrænding af Politikens chefredaktion og øvrig markant fornærmelse over kritik af Pia Kjærsgård, over de karikaturtegninger der laves af hende.
Ville Tøger så også mene, at man skulle ophøre med kritik af DF, eller dæmpe denne til det mest forsigtige og mindst fornærmende?

Vi kan ikke isolere spørgsmålet fra denne tegning. Når det er netop denne tegning som skaber dødstrusler, netop den som er den principielle faktor. Dødstrusler som ikke bare rammer JP, men også forfattere som Salman Rushdie og Sherry Jones. Også Ayan Hirsi Ali og Wafa Sultan. Dem og mange andre. For det principielle er reelt, at Islam ikke vil tolerere kritik - slet ikke af profeten, men heller ikke af "Allahs bud" om kvinders subordination.

Hele Presselogen kan ses på TV2 News Hjemmeside.

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.

Når man ligger som man har redt

Går du tilbage i tiden har opbakningen til den danske flygtninge politik aldrig nogensinde været der, i hvert fald ikke efter indførelsen af de facto flygtninges ret til asyl og familiesammenføringsretten i 1983.

Den eneste forskel på dengang og i dag, er at man betragter spørgsmålet som langt mere vigtigt. Det som en naturlig konsekvens af udviklingen. Med flere og flere indvandrere i Danmark, vil dette blive et topspørgsmål, om ikke selve topspørgsmålet i dansk politik.

Det er simpel årsag og konsekvens og det sammen med problemerne - de spørgsmål der rejses - kan ikke snakkes væk.

Så modsat hvad mange tror, har indvandringspolitikken været en elitær trods af flertallet. En trods der i øvrigt har været karaktiseret af racismeanklager, dæmonisering af almindelige danskere og anklager om svinehundementalitet osv.
En permanent anklage af et flertals - fra elitært hold formodede - nedrige pøbelvælde og egoisme. En anklage der er en hån mod et dansk folk, som bekymrer sig mere for de svage i samfundet, end deres egen skæbne.

Find selv flere gode eksempler her, samt på Nomos hjemmeside - Antenora. På magtens visionsløse arrogance.

Dette er et demokratisk svigt af format, samtidigt med at det kun har gjort ondt værre. Du kan da ikke ændre en befolknings holdning, ved at ikke gøre noget som helst ved de kritikpunkter, de med rette har.

Det er næsten for mildt dømt. Det er så udemokratisk som noget kan være. Demokrati er ikke, hvad man kan slippe af med, når man har magten. Demokrati er evnen til at lytte til og respektere andres holdninger og lede forsigtigt til fordel for befolkning, nærmere end at bedrive et hasardspil med et lands fremtid.

Det er ikke med rette disse ledere kan kalde sig demokratiske, og oplyste har de heller aldrig været, de har om nogen lagt avnerne i ilden, handlet diktatorisk, formynderisk og mod bedre vidende.

Det skyldes dog næppe en kritik af indvandring i sig selv, når befolkningen har været i mod. Men nærmere dens omfang og den udnyttelse af godheden, som visse indvandrergrupper har kvittereret ved at blive kriminelle, samt en gruppe særdeles bevidste om deres sociale rettigheder, og i øvrigt det faktum, at det da var en velkendt hemmelighed, at mange f.eks libanesere ikke var mere forfulgte, end at de dengang og i dag rejser hjem.

Faktisk er der ikke mere svinehund og egoisme i befolkningen, end at holdningen til flygtninge som er personligt forfulgte er klar nok, at dem skal vi tage i mod vores andel af.

Problemet er de facto flygtningene og familiesammenføringerne. De kommer ikke nødvendigvis fra et land, hvor de risikerer forfølgelse eller død. Og forsøg på at snyde sig ind med falske papirer, eller "mistede" papirer gør ikke sagen bedre.

At forvente opbakning til, at alle som kalder sig flygtninge, skal vi lade tvivlen komme til gode og lade 20.000 - 30.000 - 40.000 tusinde flygtninge med familier komme ind årligt, med de konsekvenser det har for landets fremtid, for den sociale sammenhæng, muligheden for at få arbejde, finde bolig, for kriminalitetsniveauet, er en absurd forventning, der nærmere end at skyldes dumhed hos befolkningen, skyldes dumhed og manglende forståelse for konsekvenserne hos de politikere som støtter en liberal indvandringspolitik.

Det er simpel logik, at vi ikke kan løse verdens problemer med at indføre næsten ubegrænset ret til flygtningestatus på første klasse.
Det er for dyrt og løser ingen problemer.
Og uden at evne til at ty til fine ord og forklaringer, har befolkningen instinktivt fattet denne logik.

De facto flygtninge med familiesammenførte er der langt flere af, end vi overhovedet realistisk set kan kapere.

Modsat at være dumme eller egoistiske svinehunde, har flertallet af befolkningen blot indset dette, allerede i firserne.
De har indset dette i store flertal, man har forvekslet og blandet med rabiate, vrede stemmer som er et mindretal, der ikke formår at omsætte deres modvilje til en konstruktiv kritik.

Folkets mening har der aldrig været tvivl om, og vi taler flertallet - ikke skingre og vrede stemmer blandt fåtallet.
Og selv når en sober kritik har været formuleret, er det blevet skudt ned som racisme, det som er værre eller næsten lige så negativt.

Politikerne ligger som de har redt.

Flygtningene ligger som de har redt - uden de problemer de har disket op med, og de problemer som de ikke kunne undgå at diske op med, qua en hovedløs indvandringspolitik uden forståelse for de langsigtede konsekvenser, eller tilrådigheden af arbejdspladser, ville modstanden ikke være der.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at befolkningen er i mod at give irakerne asyl.

De ved, det er skruen uden ende. De ved, at det ikke er gratis. De ved, hvilke problemer tidligere indvandrere fra muslimske lande har disket op med.
At det er fåtallet, som giver de problemer, forandrer ikke noget, problemer er problemer, uanset om det er et mindretal eller flertal som skaber dem.

Under alle omstændigheder har vi ikke arbejde til 20.000 - 30.000 - 40.000 nye flygtninge, indvandrere, familiesammenførte om året.
Det ved befolkningen godt, og uanset hvor godt det artikuleres, eller hvor mange meningsmålinger der kommer frem, hænger store dele af eliten fast i samme dæmonisering, samme visionsløshed, samme formynderiske tone.

Vi ligger alle som vi har redt. Politikerne, befolkningen, indvandrerne.

Befolkningen har ikke vægtet problemet i forhold til dets tyngde - men de er heller ikke blevet hjulpet med oplysning og fakta, eller muligheden for indflydelse uden om et parti, de ikke nødvendigvis er generelt enige med.

Eliten har benægtet problemet og dets omfang, så vidt muligt.

Indvandrerne fra muslimske lande har ikke selv taget ansvar og været gode ambassadører for deres kultur og land.

Der skal folkeafstemning til her, det er et vigtigt spørgsmål. Et spørgsmål der er for vigtigt til at overlade en elite, der ikke forstår eller respekterer befolkningen.

Update: Og meget apropos denne post fra Snaphanen. En boganmeldelse i Weekendavisen af Klaus Wivel, der omhandler "Islam - et øjebliks uopmærksomhed". Om modstanden mod immigration i Europa og konsekvenserne af den søvngængeragtige elites holdning.

Salman Rushdie var engang alene

Et glimrende interview med Salman Rushdie i Information:

Det er dog efterhånden mange år siden, pointerer Salman Rushdie. Trussels-niveauet imod ham er faldet, og han er efterhånden begyndt at kunne lave sjov med fatwaen.

"Jeg vil give V.S. Naipaul ret, når han siger, at det var en ekstrem form for litteraturkritik," siger han og klukker.

I mange år var Salman Rushdie stort set alene med dødstrusler hængende over hovedet i vores kulturkreds som religionskritiker. Uden livvagter og sikkerhed havde han angiveligt lidt den samme skæbne som Theo Van Gogh.

Som Robert Redeker påpegede i et andet interview i Information for nylig, gør man ofret til forbryderen, ved at dæmonisere de mennesker som vover at kritisere Islam. (Update: fik linket den forkerte artikel, sorry)

Salman Rushdie kan i dag leve højt på, at det er længe siden "De sataniske vers" udkom, og han i dag blot er en på listen, blandt dem som stiller livet på højkant i kampen for den ret til kritisere religion som vores forfædre tog for givet, uden at man skulle trues med bål og brand, henrettelse fysisk eller psykisk.
Men opbakningen til de mennesker der tør stikke snuden frem, er ikke den største. Hvilket den relativistiske - venden op og ned på tingene - reaktion på muhammadtegningerne så glimrende illustrerede i alle farver. Fra rødt til lyseblåt, nærmere end fik den sorte farve placeret på den væg, hvor den hørte til.

Salman Rushdie, Robert Redeker, Hirsi Ali, og mange andre, gør ikke noget anderledes, end hvad Spinoza, Thomas Jefferson, Voltaire, Bertrand Russell og mange andre gjorde.

De opfordrer ikke til drab eller forfølgelse. De hader ikke muslimer. De ser bare nødvendigheden af, at religion ikke spiller en væsentlig rolle i et samfund, at religion er organiseret hykleri med en potentielt intolerant og mere eller mindre dogmatisk tilgang til tilværelsen, med lige så potentielt katastrofale konsekvenser.

De praktiserer med andre ord en nødvendig kritik rettet mod religionen Islam, der er lige så nødvendig som oplysningstidens kritik mod Kristendommen: En kamp der stod på i årtier og hvilken åndelig føde indeholder mest vitamin? Sig navnet, Darwin, som forstod, at han måtte bruge mange år på et solidt dokumenteret arbejde, før hans teori havde en chance.
Forsøget var gjort før ham, men Adam og Eva var ikke sådan at placere på den mytologiske hylde og der er stadig mange i dag, der tror på Adam og Eva, jordens skabelse for få årtusinder siden.
Det samme krav har vi i dag, til kampen mod de politiske religioner. Kun en dyb og velunderbygget modteori, kan vinde kampen.
For vi kæmper mod to religioner på en gang, en åndelig og en politisk. Og religioner placeres kun på sin rette hylde med overvældende fakta og bevisbyrder.

"Frihed er uenighed. Demokrati er diskussion. I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad," siger han.

Hvis vi alle var enige om alt, så ville det kun være et tegn på, at dogmatismen og totalitarismen har vundet, hvad enten det er sket med fysisk eller åndelig magt.

Det betyder ikke, at alle holdninger og idéer er lige gode og lige sande. Men af selvsamme årsag, skal enkelte idéer og tanker aldrig dominere, de skal udveksles, kæmpe mod hinanden. Ingen idé eller tro skal være urokkelig og leve i fred. Ingen tanker skal undgå at blive underkastet en grundig afvejning på kritikkens vægtskål, undgå at ty til et solidt forsvar med tyngde.

"Uden migration havde jeg ikke været til. Mit liv er blevet skabt af bevægelser rundt på jordkloden. Sådan er det for mange moderne mennesker. Og det ligger der et stort potentiale i. Synspunkter mødes, og der opstår nye ideer," siger han og tilføjer:

Salman Rushdie er tilhænger af migration, men han er jo heller ikke økonom. Uddannet arbejdskraft kan vi altid bruge, men det sker jo ikke uden at berøve samfund, der har mere brug for kompetente og uddannede personer, end vores, deres allerede sparsomme elite, omend deres situation i visse tilfælde kan synes håbløs.
Det er blandt de paradoksale verdensforhold, at palæstinenserne i kraft FN hjælp, er blandt de mest veluddannede i den arabiske verden, en rationel og veluddannet elite har ikke nødvendigvis en stor chance.

Multikulturen er allerede en realitet, i alle byer på kontinentet, det på både godt og ondt.
Migration uden filter betyder mere på ondt, end på godt.

"På grund af 11. september er der opstået en mistænksomhedskultur. Folk er blevet bange for dem, der er anderledes. De er farlige. Og det, mener jeg, er meget tragisk."

Der tager han fejl. Den "mistænksomhedskultur" eksisterede i forhold til Islam lang tid før 9/11.
Med det der skete den dag, fik den blot et mere klar og frygtindgydene konkretitet, end de mere enkeltstående og diffuse ud i kriminalitet, velfærdsmisbrug, og truslen mod national egenart og sammenhæng - demokratiet.
Hvor sørgeligt det end er, så er det en diskussion parallelt med at gifte par med børn skilles og de små ting på stribe, der udløser skilsmissen.
Det er menneskets natur og at man i højt tempo, fra politisk hold siden 1983 og 1986, har arrangeret et tvangsægteskab mellem to modvillige kulturer, begge uden den store villighed til at omfavne hinanden, gør ikke chancen for succes større.

For ser man på moderne despotier, er det bemærkelsesværdigt, hvor puritanske de er, mener han. Og det bliver netop fremhævet i romanen via kontrasten til fortidens promiskuøse tyrannier.

"Hvis du for eksempel tager Taleban, er de mere interesserede i kulturelle restriktioner end i realpolitiske projekter. Musik hader de virkelig. Og dans, teater, film og korte skørter. Det, de vil forbyde, er nydelsen," siger han og fortsætter:

"Men underligt nok er puritanismen ikke kun noget, der hører religiøse despotier til. Se på Kina for eksempel. Der lægger de heller ikke ligefrem op til løssluppenhed. Det er, som om der findes et element af frihed i nydelsen, som er farligt for de lukkede samfund."

Jeg vil tilføje at lige som tilslutningen den klassiske totalitarisme vandt udbredelse inden for demokratiet. Så vinder denne nye totalitarisme, uden at kunne betjene sig af despotiske metoder, terræn i Europa, omend der kues med jura i baghånden i lande som specielt England og ved eksklusion, samt stigmatisering af budskaber og budbringere som ikke kan bringes for retten.

Men den findes også her i Danmark, hvor indblandingen i privatlivet, både mentalt og fysisk, bliver mere og mere omfattende. Både i erhvervslivet, hvor kravene ikke længere stilles til enkelte fagspecifikke kompetencer, men også til personens sjæleliv.
Man skal være omstillingsparat, fleksibel, optimistisk, kreativ, brændende engageret, ben i næsen osv. Se en række jobannoncer og find selv flere "rigtige". Regeringen kalder på mere ansvar, hvilket er fair nok, for personligt ansvar er noget, vi savner i dagens Danmark. Men områderne den søges fremtvunget på, så som arbejdsløshed, er bestemt ikke udelukkende drevet af det personlige ansvar, men af udbud.

Hvor ansvaret ikke er klart, skubbes det rundt. Konfliktskyhed og frygten for at begive sig ud i situationer, hvor man ikke kender udfaldet bliver større, for man har nok at kæmpe med som det allerede er.
Så ansvar der burde tages, bliver ikke taget, og ansvar som er meningsløst og et overgreb på individer, bliver afkrævet metodisk på en stadigt mere vidtforgrenet glidebane mod større styrke i kravene.

Regeringen blander sig i sundhed samtidigt med, at den beklager ældrebyrden og finder desperate og buksevædende løsninger på selvsamme. Den skaber omfattende de problemer, som den beklager eksistensen af. Så kommer der råd om at købe mad ude, samtidigt med at junkfood, let og hurtig mad, kritiseres. Så er folk for tykke og ryger for meget, samtidigt med at alkoholpriserne nedsættes og sodavand gøres billigere og hospitalerne ikke har tid, personale, til at undersøge patienterne ordentligt.
Der skal være sammenhæng ikke blot i samfundet, men også i de idealer og idéer som driver det og fylder det med mening.

Men ikke kun erhvervslivet og politikerne står bag fænomenet. Samtalekøkkenet skal være pinligt rent, og i øvrigt så har vi frustrationen og den dårlige samvittighed over at samtalekøkkenet ikke anvendes efter hensigten.

Livsstils magasiner, kulturelle skribenter, reklamer fokuserer på en aktiv og gennemdesignet fritid, hvor dellerne skal motioneres væk og ikke ligge på panden, sociale og kulturelle oplevelser skal være en del af ugens pensum, børnene skal have kvalitetstid, både familien og arbejde skal stå i et omfattende og gennemdefineret centrum med så mange plusparametre som muligt. Mad skal være både sund og kulinarisk.
Så er der lige Facebook og det store netværk, ups hvor tiden går. Det kræver virkelig selvkontrol, samt evne til skelne mellem skidt og kanel, at leve i dagens Danmark.

Resultatet er kontrol og mere kontrol, krav og flere krav, mere dårlig samvittighed oven på endnu mere dårlig samvittighed.
Stress er efterhånden en folkesygdom og tilværelsen er blevet en overfladisk jagen efter vind, som ikke giver mening med hensyn til bevarelsen af det, som virkeligt skabte dette her samfund.
Nemlig et mere simpelt sæt værdier, som ordentlig opdragelse, grundig skolegang og læring, arbejde lig med flid efter afgrænset og tillært evne, den samvittighedsfulde udførelse af selvsamme i et anstændigt og realistisk tempo. En sammenhæng af værdisæt og ydelse, der gik i lige linje fra barnsben til rullestol, uden at rutche op og ned, forsvinde helt for at pludseligt vende tilbage med infernalsk kraft. Uden skemaer og jobudviklingskurser. Uden udbredelse ud i meningsløse detaljer.

At man selv er herre over sit liv, og nok kan man pege fingre af samfundet, men i sidste instans er de rigtige fingre, dem man peger mod sig selv - uden at stille urimelige og unødvendige omfattende krav til det som ikke tæller - de er de eneste rigtige fingre at pege med og dem som gør udslaget.
Ældre mennesker er mere præget af både mere simple og færre, men stærke værdier, der var udslaget i at vi blev det samfund, som vi er i dag.

Denne inflation af krav, og censur med hensyn til, hvad man bør mene om bestemte ting, om hvordan ens psyke og fritid bør være, er totalitarisme indført af bagdøren. Det er dog ikke så galt endnu, at danskerne generelt ikke nyder deres tilværelse. Men der er en udvikling i gang, hvor på alle planer bliver muligheden for at nyde tilværelsen mindre.

Og hvis tilværelsen ikke skal nydes, i respekt for andre menneskers ditto mulighed og den måde de gør det på, hvad skal den så?

Et samfund kan ikke bygges, eller bestå uden stærke værdier - fælles værdier - og viljen til at tage et frivilligt, personligt ansvar, hvor det tæller. Men et samfund med overflow af irrelevante, eller fejlplacerede krav, baseret på rettigshedsfundamentalisme, nærmere end en balance mellem ydelse og nydelse, er et samfund i frit forfald.
Og det betragter jeg vort samfund som værende, endnu ikke på den stejleste skrænt, men på kurs mod samme.

Et samfund kan ikke bestå uden rygrad, det kan heller ikke udvikle sig i ren konsensus og i en påtaget, elitestyret og tilsyneladende enighed.