Censur skal ingensinde indføres

Kimpo har fundet og fremhævet en skarp kommentar:

I sidste ende bliver det op til dommeren at afgøre om han/hun tror på at anmelderne FØLER sig forhånet or whatever. Og således ender sigtede med at blive dømt på baggrund af andres FØLELSER….. en variabel man som almindelig dødelig hverken er herre over endsige kan forudsige.

Retsstaten er en joke sålænge paragraf 266b anvendes som en mundkurv på de der har berettiget kritik af religiøse eller kulturelle normer. En eklatant plet på retsstaten og da den reelt censurerer samfundsdebatten burde enhver også kunne indse at den er en overtrædelse af Grundlovens forbud mod censur… der iflg. lovteksten ingensinde kan indføres (men det kunne det så alligevel).

Det hævdes at Hedegaard fremførte en generalisering om muslimer og at han derfor ender i fedtefadet…. so what, samfundsdebatten er fuld af generaliseringer fra alle sider. Der eksisterer næppe en politiker der kan fremsige en 2min tale uden at gribe til klokkeklare generaliseringer.

Uden generaliseringer kan vi intet diskutere! Vi må intet sige om de venstreorienterede eller højreorienterede, de syge, de dovne, de uddannelsessøgende eller de gråhårede…. for det er jo ikke sikkert alle indenfor de enkelte grupper er som vi tror eller siger……. vel?

Tænk dog!

Ikke for at generalisere, men det er nok for meget forlangt, at mennesker skal tænke sig om. Det er faktisk noget, mennesker generelt ( Det lyder sgu lidt generaliserende ) er rigtig dårlige til.
De er langt bedre til at føle og være dobbeltmoralske, og derfor har vi paragraf 266B.

Tag nu Tøger forleden en dag:

I et debatklima som det nuværende fungerer domstolene som en sidste minimumsgaranti for, at basale normer ikke skrider herhjemme. Selv den beskyttelse har været svækket i de senere år, hvor statsadvokaterne har ført stadig færre sager selv i oplagte tilfælde – i hvert fald når det var Dansk Folkepartis repræsentanter, det drejede sig om.

Basale normer og mindretalsbeskyttelse mod hetz. Den gælder så kun, når talen falder på muslimer, ikke det mindretal, der faktisk ønsker og tør bruge deres ytringsfrihed.
Her er dobbeltmoralen så tyk, at knap nogen DFer kan overgå Tøger i hadefulde udfald:

Første taler var Tøger Seidenfaden. Efter at have konstateret at trusler imod Vilks var en sag for det svenske politi, gik han over til sit egentlige budskab, der var en bandbulle mod det Trykkefrihedsselskab, der havde indbudt ham til at tale.

Han betegnede Trykkefrihedsselskabet og dets ledere Lars Hedegaard og Helle Merete Brix som folk med afskyelige meninger, der skamred enhver sag og udspredte paranoid og hadefuld propaganda mod muslimer. Ikke blot Trykkefrihedsselskabet, men også forfatteren Kåre Bluitgen, der har skrevet en børnebog om profeten, kom med i denne gruppe, fordi han – ifølge Seidenfaden – har skrevet hadske ting om Koranen. Han tilføjede til forsamlingen, der sad forbløffet ned i salen:

»Der er tale om hyperaggressive, intolerante muslim-hadere. De er ikke lødige, men nasser på en usympatisk dagsorden. Jeg har ikke respekt for jeres ærinde.«

Derefter tog chefredaktør Tøger Seidenfaden i bogstaveligste forstand sit gode tøj og gik.

Dette er blot et enkelt tilfælde, hvor Tøgers mund er løbet af med ham i en hadefuld tirade. Det er sket på Deadline, det er sket så mange steder.

Had er had. Hos mig klinger det hult, når man anklager andre for at hade, blot fordi man har den opfattelse, at de hader noget andet end en selv. Hader noget forkert, hvor man selv har definitionsretten på at hade det rigtige.

Så har vi følelsen, denne indre viden om andres motiver, der er så dybt irrationel.

Her kan jeg fremdrage Zenia Stampe:

Eftertiden har vist, at politikernes frygt var aldeles velbegrundet. De europæiske jødeforfølgelser er et uhyggeligt eksempel på, at løgne kan føre til had, og at had kan føre til splittelse, diskrimination, vold, forfølgelse, folkedrab og krig. Men der er – desværre – kommet mange nye eksempler til siden.

Den danske racismeparagraf er ikke en vilkårlig begrænsning af ytringsfriheden grebet ud af den blå luft. Den blev født som et konkret svar på vores egne erfaringer fra Anden Verdenskrig og er siden blevet justeret i forhold til FN’s konvention om racediskrimination og den nærmest uendelige række af konflikter over hele verden.

Frygten for dette er sikkert reel nok, men omvendt kan man sige, at betragter vi historien, så er redevilligheden til at gå amok på en forfulgt gruppe ikke så stor i den danske befolkning. Vi havde under krigen alle muligheder for at forfølge jøderne, vi gjorde noget andet.

Vi har også i dag rigelige muligheder for at tage den første muslim og banke den næste med, vi er stadig flertallet, hvis det var det, som op til flere mennesker ønsker, hvorfor gør de det så ikke?

Fordi det er strafbart, og fordi folk ikke har lyst. Sådan vil det fortsat forholde sig efter at 266B er borte.

Naturligvis skal der være grænser for, hvad man må gøre. Opfordre til vold og udstede direkte trusler for eksempel, og endnu mere udøve den.

Men der skal også være grænser for hysteriske følelser og overdreven dystopisk tolkning af andres motiver for at sige, som de gør.

Her inkonsistensen så stor, som den kun være, når følelser har taget over.

Grundlæggende kunne man lige så vel pege på historiske erfaringer med Islam, for at slet ikke tale om erfaringer som ikke engang er historiske, men ongoing.

Her kan man lige så vel sige, at erfaringen viser hvad Islam kan afstedkomme - folkemord i en skala, som korrigeret for teknisk kunnen og faktiske forhåndsværende metoder er endnu mere blodig.
Med sværd blev omkring 80 millioner og hinduer og buddhister dræbt århundreder tilbage. Også i sidste århundrede har islamisk kultur båret folkemord med sig, Armenien, Bangladesh og Sudan har ført til millioner af døde.

Hvis man ikke vil mistænke muslimer for at bære en folkemorder i brystet, bør man vel heller mistænke danskere.
Hvis man ikke bryder sig om generalisering og hetzende tale rettet mod muslimer, bør man vel heller ikke generalisere og hetze, personer der vover at kritisere Islam, på de tabuområder, som den politiske korrekthed helst så halsen drejet om på.

Man skal kunne kritisere religiøse idioter, politiske idioter, forfærdelige handlinger og kulturmønstre så tosset man vil.
Det rimelige består i sandheden, og det urimelige i løgnen, men det er et spørgsmål for fornuften og skelneevnen, ikke retsalen.
Det er aldrig rimeligt at censure meninger.
Angreb direkte på enkeltpersoner, med fysiske eller psykiske midler er en anden sag, men det er sjældent, det som bliver straffet.
Skulle man straffe mennesket for at lukke lort ud af munden, ville der heller ikke være noget frit menneske uden for tremmer.

Igen taler vi reelt om et bestemt had, mod en bestemt gruppe, med en bestemt mening, som alene skal straffes, med en forventning om at andre skal hade netop den gruppe islamkritikere, som man er af den opfattelse, er de hadefulde, selv om hadet måske mere ligger inde i en selv.
Det er som en umoden kvindes navlefornemmelser, som alle skal følge, som var det sandheden selv.