Misforståelser på stribe bringer mit pis i kog

Jeg finder det svært, at undgå at blive træt af denne verden i blandt.

En kommentar som følgende faldt tankeløst på et rigtig dårligt tidspunkt.

Det er ikke fordi jeg er helt uenig, men den her blog er ikke en prædikestol. Det har du din egen blog til.

Lad os få nogle ting på det rene.

1. Jeg kan sagtens tælle. Så hvis det var vigtigt i mit liv at prædike, så ville jeg nok vælge debatsiderne i aviserne, frem for blogs. Jeg ville nok vælge at skrive bøger. Det ville ikke udgøre noget problem, specielt ikke det første.

Nu er det sådan, at jeg er tiltrukket af blogs, fordi her finder man mennesker, der tør have anderledes meninger, end mainstream. Min linksliste hedder sjovt nok, "Links til Non-Mainstream blogs".

Det kan ikke undre, at når jeg læser den slags, så kommenterer jeg som alle andre, bare med mine egne personlige kommentarer, ikke et plagiat af andres.

Men prædiker, det gør jeg ikke, jeg har ikke noget højere ønske, end at folk var bedre til at tænke selv, for jeg ved, at ingen nok så kloge kan gøre det for dem. Verdenshistorien er fuld af personer, man med fordel kunne have lyttet til og et flertal, som stort set aldrig gjorde det. Løsningen er ikke, at antallet af kloge hoveder fordobles, eller femdobles og intensiverer offentliggørelsen af deres tanker.
Eneste løsning er den hårde, nemlig at flertallet selv tænker sig om og tør gøre det.

2. Personligt er pissetræt af, at have anderledes meninger end andre. Verden fungerer nu en gang på den måde, at man skal tænke inden for rammerne af en kollektiv boks, for at have en chance for social inklusion.
Jeg er bare ikke skruet sammen, så jeg kan dele illusionerne, eller er så bange for hvad andre mennesker mener om mig, jeg har mine meninger, og skal de ændres, skal der være rationel grund til det. Jeg kan så holde min kæft, og det er overvejer jeg også kraftigt. For man bliver alligevel træt af den isolation, som er konsekvensen af at tænke anderledes.

Omvendt, hvis man skal kæmpe mod den mainstream, der har defineret, hvad der er godt, og hvad der skal beskyttes, og hvad det er ok at tænke, så skal man blive ved.

Der er en mainstream, som har defineret, hvem der er ofre og har ret til mindretalsbeskyttelse og det er svage børn i skolen, ikke kloge. Det er fattige, ikke rige, som skal betale ekstra skat. Det er den muslimske tro, ikke DFs politik, eller synspunkter. osv.

Så bør man naturligvis fortsætte, uanset hvor meget man bliver misforstået, mistænkt for dette eller hint dunkle motiv, sådan er det.

Jeg er mere til mangfoldighed af frie tanker, end to-tre religiøse/politiske/etniske kulturer, der står og tramper hinanden over tæerne for at vinde territorie. Mangfoldighed for mig ville være en overflod af mennesker, der tænker selv, udfordrer og forbedrer hinandens tanker.

Men ærligt talt ved jeg ikke, om jeg personligt orker. Verden kan sejle i sin egen sø, jeg kan godt klare mig selv og bare holde min kæft og bruge min tid på noget andet.

Ikke hermed sagt, at jeg vil gøre det. Jeg er aldrig begejstret for at kapitulere. Men omvendt, tjener det noget formål, at tale til lukkede døre?