Det tog så lige næsten 2000 år

Vor herre bevares, fristes man næsten til at sige:

I en ny bog frikender den nuværende pave, Benedikt 16., nemlig jøderne for skyld i forbindelse korsfæstelsen af Guds søn. Det skriver The Guardian.

Læs mere:
The Guardian: 'Pope finds Jews not to blame for death of Jesus'

Pavens argumentation er, at hele det jødiske folk ikke kunne have været til stede dét øjeblik, hvor valget til benådelse stod mellem Jesus og Barabbas. Derfor skal jøderne ej heller bæren skylden for, at de var skyld i Jesu død, mener Paven.

Kilde:

"Sekterisk vold" i Egypten

Sådan hedder det i medierne i dag, afskrevet fra Ritzau, efter at fem kristne er blevet skudt og dræbt, som de forlod en gudstjeneste - fejrende koptisk jul.

Artiklen snakker også om religiøse uoverensstemmelser, der kommer op til overfladen.

Altså, vi ser for os fanatikere på begge sider gå amok og ville slås.

Det som foregår i Egypten, er bare lige så lidt sekterisk vold og religiøse uoverensstemmelser, som et voldeligt overfald er et slagsmål.

Churchill - Chamberlain - Auken - Pia

Visse personer bliver symboler på bestemte store begiveheder og strømninger i et samfund og verdenen. Det gælder alle de ovennævnte og er angiveligt, eller tydeligt, trættende for mange. Så meget at det bliver til endnu en omgang motivanalyse, tu qouque.

Men disse personer bliver frivilligt, eller ufrivilligt, referencepunkter, som både symboliserer og konkretiserer, foreksempel pacifisme = symboler som Ghandi, Martin Luther King osv.

Ole Hyltoft har skrevet en egentlig glimrende kronik, som jeg var så heldig at være blevet gjort opnærksom på, via ovenstående kritik.

Den er ekstremt point on og at folk ikke kan se det, skal ikke lastes Ole Hyltoft.

For at starte med Auken:

DR's Jes Stein Petersen spurgte i Deadline, om Svend Auken da ligefrem var Dansk Folkepartis fader. Svaret er ja. For selv om Auken kunne være folkelig, var det de folk, der læste hans læber, han satte pris på. Af natur var han folkeopdrageren, ikke den der lagde øre til folkets røst.

Auken var folkelig, når det passede ham. Det er gælder langt fra kun Auken, men folkeopdrageren kommer vi ikke uden om.
Manden der var Mr. Gore of Denmark og bestemt afviste folkedybet på indvandringsområdet.

Demokrati består nu engang i at ikke blot lade som om man lytter til folket, hvilket de fleste politikere gør. Men at faktisk tage konsekvensen af - hvad folket ønsker. Ellers kunne vi lige så godt afskaffe demokratiet og indføre elitevælde på stedet. Kom så EU, hep hep, i er godt på vej.
Hvis dette går passé, så lad os blot holde fast i, at der er forskel på at ønske en pluralistisk debat, med eller uden krydsede klinger og så at mene, at folk bør mene noget bestemt og tabuisere en bestemt mening.

At tro at lige ens private store vision har mere ret, fordi den tjener det store abstrakte fælles bedste, end hvad pøblen/flertallet går og mener. Det har intet med demokrati at gøre. Det mente Hitler og Lenin, Muhammad også.
Det kan foregå ved tegnebrættet, i debatten, men hører ikke til som praktisk ført politik.

Der er stor forskel på at have sin egen mening og sige den, og så nægte andre at have deres og hermed mener jeg at skide på folkets mening om indvandring, som mange politikere fortsat ville have gjort endnu i dag og de stort set alle gør - hvad angår EU. Det er den ultimative fornægtelse af en holdning, når vi taler folkevalgt politiker i et demokrati, for det er praktisk fornægtelse, forkastelse og ikke blot uenighed. Forstået sådan at en politiker skal kæmpe/argumentere for sin sag og udtrykke sin uenighed, men respektere folkets valg, selv om det er helt modsat det som P selv ville have taget. Hvilket bringer mig til en anden detalje i kronikken:

Forleden fandt følgende episode sted ved et bedre borgerligt middagsselskab i Århus. En pæn herre ved middagsbordet bekendte, at han havde stemt på DF i flere år. En dame forlod straks bordet og gik ud i køkkenet, fyldte en skål med vand, kom tilbage og hældte vandet ud over hovedet på gæsten. Han trængte jo til at blive stueren.

Enhver der stemmer DF, ved at dette ikke er en utypisk respons. "Tak for bekendtskabet" osv. responsen er ALDRIG: "Fedt", "wow!".

Nu er politik et betændt emne, såvel som religion, hvorfor i nogle sammenhænge er det simpelthen af praktiske årsager bandlyst at tale om emnerne for den sociale freds skyld.

Men alle dyr er alligevel ikke helt lige der. Hvis jeg mødte en kommunist, ville jeg tænke, fint nok, derfor kan du da godt være klog på andre områder. Jeg ville ikke foragte denne person, uanset hvor meget kommunismen har resulteret i Gulag, Pol Pot, kulturrevolution osv.

Andre til højre for midten ville handle anderledes, men jeg tror ærligt talt de fleste til højre stemmer godt overens med flosklen, "at selvfølgelig skal man være venstreorienteret, indtil man bliver klogere, eller har man intet hjerte osv."
Kort sagt jeg adskiller individet og synspunktet. Jeg kan være rivende uenig med synspunktet og give det med hammeren, men personen har andre synspunkter og selv om vedkommende er kommunist, så mistænker jeg kort sagt ikke vedkommende for at individuelt støtte massemord.

En DFer derimod bliver med al tydelighed, mistænkt for lidt af hvert. Der bliver sat så ofte en moralsk ekvivalens mellem nazisme og DF, islamisk fundamentalisme og DF, selv om afstanden mellem socialister og stalinister, ærligt talt er mindre end den der er mellem DF og de klassiske associationer.

Tilbage til Hyltoft:

Man kan undre sig over så mange journalister, skuespillere og forfattere der tager parti imod det folk, de skriver og optræder for. Noget af forklaringen er snobberi. Akademisterne, Clausen'erne, er de fine. Folket, Grundtvig'erne, er de ufine. For at føle sig et hoved højere end de er, holder de lidet skriftkloge, de halvstuderede røvere, med de fine. Så bliver de selv lidt finere. Jeg kendte en folketingsmand der hverken var fugl eller fisk. Men når politikerne skulle fotograferes, stillede han sig altid ved siden af Ritt Bjerregård. Så blev han ligesom noget.

Men de halvstuderedes medløberi handler også om karriere og det daglige brød. Det kan være livsfarligt at træde uden for netværket. Der er simpelt hen ikke roller på teatret, ikke en chance for at blive udgivet på forlagene, ikke fondspenge og ikke jobs på tv-aviserne til de journalister, der træder uden for rækkerne. Afvigerne fra den kompakte majoritet kan godt havne i Grundtvigs situation. Og hvis de ikke som geniet Grundtvig har en kong Frederik VI og trofaste grundtvigianere til at hjælpe sig, kan det godt se sort ud for dem.

Det er måske ikke et uddrag fra en manual i flinkeskolen. Men er det usandt? Hvem har bedst karrieremuligheder, kommunisten eller DFeren, forudsat deres uddannelse, kompetence er den samme? (Jeg er også enig i at der til det patetiske er "kendisklæbere")
Der er et lille indspist stasisamfund midt i Danmark, som omgår demokratiet, så langt de kan slippe afsted med. En heksejagt der fører til fyringer, eksklusioner og en ideolgisk nepotisme som fører til ansættelser osv. Det er sådan det er, det skal ikke overdrives, men det eksisterer og er en faktor og det er aldrig skønt. Det er social kontrol og uværdigt for et frit samfund.

Og nu til Churchill og Chamberlain. Den klassiske personsymbolik, som sikkert hænger mange ud af halsen.

Men grunden til at den er så brugt, er fordi den passer som fod i hose i forhold til den problematik vi står over for i dag.

Churchill blev kaldt krigsmager, fordi han kritiserede Hitler, som Islamkritikere i dag bliver beskyldt for opildne til og eskalere en konflikt.

Chamberlain var den godmodige, der af oprigtigt hjerte ikke ønskede krig. Men hensigter har det med at virke modsat, i blandt.

Dette var netop tilfældet her, for det var Chamberlain som var den krigmager, man beskyldte Churchill for at være.

For Hitler var Hitler, uanset hvad Churchill og Chamberlain ønskede, mente og sagde.

Hvis man havde lyttet til Churchill, så havde man oprustet. Man havde sendt et klart signal til Hitler om at han skulle passe på, hvor han trådte. Havde dette ikke virket helt afskrækkende på diktatoren, så havde man i det mindste været bedre forberedt og kunne have vundet en lynkrig - i stedet for at tabe den.

Det havde faktisk været en mulighed, at Hitler kunne have nøjes med Sudeterlandet, endda følt sig presset til at trække sig ud, endda i det hele følt sig nødsaget til at passe på, hvad han gjorde i fremtiden.
Det havde krævet et ordentlig samarbejde, en massiv oprustning - en kold krig, men den kolde krig var vel også at foretrække i forhold til den varme mellem 1939-1945?

Hitler gamblede og vandt ved topmødet i Münich, han udtalte selv efterfølgende at han havde været bange for at engelske flåde, som var udkommanderet, havde åbnet ild. Hvis han havde haft mere at frygte, ville det have gjort indtryk.

Men han fik blot mod på mere.

Det vi står over for i dag, Islamismen, opererer efter samme princip, bakker vi tilbage, går den frem. Ryster vi, så fatter den yderligere mod.

Her virker ikke dialog, men streger i sandet og et skarpt øje på hver bevægelse.

Der er plads til Islam i Danmark, som tro på gud, som bøn, som privatanliggende.

Men der er ikke plads til Islam som politisk kraft, som kønfascisme, som magtsøgende kultur.

Det vil udslette alt, hvad demokratiet har som fundament og i sagens natur selve demokratiet.

Dette sker ikke fordi muslimer er 5-10 procent af befolkningen, omend det allerede påvirker samfundet og ikke til det bedre.

Det sker på sigt - hvor Hitler byggede kanoner, føder muslimerne mange børn, groft sagt, det er sådan det foregår i dette tilfælde. Ikke kanon for kanon, men barn for barn og salamiskive for salamiskive af politisk indflydelse. En demografisk trussel.

Det står ikke i vores magt, at bestemme hvor mange, eller hvor få børn, hverken vi eller de skal føde.

Men det står i vores magt, at trække streger i sandet over for sammenblandingen af religion og politik, for evige forsøg særrettigheder, for hvordan man behandler kvinder, for hvordan man opfører sig osv.

Og det står i vores magt at stoppe indvandringen. For hvordan man end vender og drejer det, vil det betyde store forandringer med stigende andel muslimer her i landet.

Og hvis nogen med troværdighed kan argumentere for at det er til det bedre, i forhold til hvad vi havde før, er de velkomne.
Jeg vil ikke sætte mine penge og landets fremtid, gamble fortsat løs, på den konto. Helt uden god grund og med et meget uvist resultat.

Det er slet ikke sundt med for stor tro

Lær af Thorkild Grosbøll.

Kvinder lever jo længere, end mænd, skriver Politiken: blot ikke kvindelige teologer:

I opgørelsen 'Døde siden sidste udgave' i referenceværket fra 2009 optræder 37 kvindelige teologer, hvis gennemsnitlige dødsalder er 68,2 år, og 280 mænd, hvis gennemsnitsalder var 81,4 år, da de døde.

Og billedet går igen i udgaven af håndbogen fra 2004, hvor gennemsnitsalderen for kvinderne er 72,1 år, mens mændenes gennemsnitsalder er 79,6 år.

Selvfølgelig skal mændene have skylden, når man ikke kan give CO2 den, eller DF:

»Det har jo været et traditionelt mandeerhverv, og der kan faktisk være noget hårdt ved at gå ind i sådan et erhverv som kvinde«

Og det er en veldresseret mand, der mener det.

Et skud fra hoften:

Kan man være medfølende, sjælesørger i så høj grad, at det påvirker ens egen livslængde og livslyst?

1930erne var varmere end 1998

Vigtig Update sidst i posten!

Dette gælder Norden og er i fuldstændig konflikt med IPCC/CRU data, som hævder at på den nordlige halvkugle er temperaturen steget med omkring en grad i gennemsnit siden industrialiseringen.
Professor Wibjørn Karlén fra Uppsalas universitet har forsøgt at få en forklaring på forskellen hos CRU - emails som nu er offentlige og kan ses her. Dette uden det store held. Den er også svær at forklare, men måske har det noget med "små tricks" at gøre?

Ifølge data fra ALLE målestationerne registret hos Nordklim, fælles meterologisk organisation for alle nordiske lande, er temperaturen kun steget op til 1940, altså før vores CO2 udslip gik i gang for alvor og efter 1940 er den faldet og gået op igen, grafisk ser det sådan her ud:

Ifølge IPCC burde det jo se sådan her ud:

En betydelig forskel for at sige det mildt.

Det kunne være interessant, hvis klimaskeptikerne og offentligheden fik adgang til data fra alle målestationer i verden.
Det kunne også være interessant, hvis man undersøgte, hvilken betydning det eventuelt kunne have, at man har skåret de primære målestationer ned fra 6000 til omkring 2000 siden 1970.

Her er nogle eksempler på nordlige målestationer, fra Nordklim, med gennemsnitstemperatur for hele året:



Da Nordklim har offentliggjort alle data fra deres målestationer, kunne jeg ikke lade være med at downloade disse data og selv regne på den årlige gennemsnitstemperatur i "Hopenhagen" fra 1890 til 2001 (Med et klik bliver den noget større ):




Halvfemserne var ganske vist det varmeste årti som helhed, men trediverne ligger ganske tæt derpå.
Her skal det jo siges, at storbyer er det som hedder urban heat islands og det er velkendt at temperaturen kan være flere grader højere inde i byen, end et stenkast ude på landet ved siden af.
Det er også en del af forklaringen på den "globale opvarmning", hvorfor der er blevet varmere og hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvilke stationer man bruger data fra, eller hvor mange man har.
Nu har vi historisk placeret sådanne oftest i storbyerne. Her er oversigten over målestationer i Norden:



Dem som ligger fjernt fra storbyen giver et mere naturligt billede af temperaturen.
Og ifølge de samlede målestationer i Norden var 1930erne altså varmere end 1990erne, eller lige så varmt - om man foretrækker det - det uden at der er korrigeret for urban heat islands - simpelthen den målte temperatur.

Diskussionen er langt fra afsluttet og den såkaldte konsensus hviler på et fordrejet grundlag med behandlede tal og manglende ærlighed omkring behandlingen af rådata, hvilket IPCCs "hockeystav" hvad angår temperaturen på den nordlige halvkugle vidner om.

Fra artiklen i Ekstra Bladet som inspirerede denne post:

En markant varme peak omkring 1940 ses, og 'The decline' eller 'faldet' efter 1940 fik forskere verden over til at frygte en kommende istid. Men udviklingen vendte i 1978 og efter blot få års opvarmning i midtfirserne startede Nasa´s James Hansen med at udbrede advarsler om global warming.

Ved den lejlighed startede James Hansen på at ændre på temperatur data fra tidligere år. Mange argumenter har set dagens lys for at justere temperatur data, men den dag i dag, slås de forskere IPCC samarbejder med, mod varme peaken - fra trævækst, iskerner og søbundsanalyser osv. bliver 'the decline' efter 1940 temperatur-peak nemlig ved med at dukke op...

Der er i øjeblikket grupper der rundt om i verden har sat sig for på denne vis at tjekke temperaturers rigtighed. Således kunne vi for nyligt konstatere, at IPCC´s temperatur stigning for New Zealand på 0,92 Celsius over det 20´ende århundrede kun matches af original temperaturstigning på 0,06 Celsius i New Zealands rå temperatur data.

Som jeg skrev om i går, lovpriste en skribent sin egen skepsis og snakkede om det manglende bevis fra skeptiker fløjen - eller miljøbenægter som det så maksimalt nedsættende italesættes.

Nu er bevisbyrden ikke kun på skeptikernes side, den er også på flokkens - der sværger til mantraet "menneskeskabt global opvarmnings" - side og helst uden manipulerede tal, hysteriske katastrofescenarier, trættende meldinger om Antarktis der smelter, selv om der aldrig har været mere is på Antarktis osv.

Den moderne tids arvesynd er ikke mindre et kompleks end Augustins. Lad os holde os til nøgterne fakta og lade kirken om den overdrevne syndsbevidsthed.


Update: Var lige nødsaget til at regne på en anden målestation i Danmark, en som ikke kan beskyldes for at være en urban heat island - nemlig Nordby på Samsø (Der var dog nogle åbenlyse fejlværdier "-9999" i dataene for en enkelt måned henholdvis i årene 1993, 1994 og 2000. Dette "-9999" har jeg erstattet med tallet fra samme måned det forrige år - ikke optimalt, men bedre end at gætte):


Der er en tendens til at det er varmere i København, men der er jo også placeringen til forskel. Samsø ligger med noget mere åbent hav omkring. Men Urban Heat faktoren i København er dog næppe stor.

Gennemsnittet for København i hele perioden (1890-2001) er 8,38 grader, mens det er 8,2 grader for Nordby. For de første 30 år (1890-1919) er forskellen mindre, nemlig 7,83 vs 7,78 grader - KBH/NOR henholdvis.
For de sidste 30 år, 1972-2001, er forskellen vokset betydeligt - 8,94 vs 8,53 grader, henholdvis.

En ting kan vi være sikker på, den geografiske placering har ikke forandret sig, så Urban Heat spiller lidt ind.

Vi kommer dog ikke uden om at temperaturen er steget en lille smule, men både solaktiviteten og Co2 steg efter 1940!

Hvordan så middeltemperaturen så ud mellem 1930 og 1940 hvor temperaturen også steg?

8,81 vs 8,41 grader henholdsvis.

Og for det varmeste årti 1990-1999?

9,25 vs 8,62 grader.

Altså 0,21 graders forskel for Nordby og 0,44 graders forskel for København - igen målestationers placering. I forhold til det varme 1930tal versus det varme 1990tal for at slet ikke at glemme, at lige for Samsø så det ret varmt ud omkring slutningen af 1940erne.

Samlet set i Norden, var det altså unormalt varmere i 1930 end i 1990.

Det var altså før den menneskabte opvarmning, hvor vi tonsede CO2 i atmossfæren. Den menneskeudledte CO2 ser sådan her ud:


Skal temperaturstigningen være menneskabt burde den også se sådan her ud - altså ikke noget med høje temperaturer før 1950. Det gør den altså ikke medmindre man hjælper den lidt på Hockeystavkurs.

0,21 graders forskel, som skyldes ikke blot CO2, men også EL Nino, øget aktivitet hos solen, ændringer i jordens rotering og øvrige ikke-menneskeskabte faktorer. For at slet ikke at tale om at vi kun er ansvarlige for 25 procent af co2 udledningen og 2,5 procent af drivhuseffekten. Resten er naturen selv.


Jeg er næppe den eneste, der synes der er gået lidt for meget dramatik i klimacirkusset. Dette er så stadig kun en brøkdel af kritikken.

Update2:

Som sagt, er temperaturen i princippet ikke steget i Norden siden 1930erne, hvor i visse områder var der endda varmere dengang, end nu.

Nu viser det samme resultat sig for Alaska.

På den modsatte halvkugle - Australien - viser de tre målestationer man har haft siden 1880, at temperaturen overordnet er faldet:



Igen i lettere kontrast til IPCCs model for Australien, som dog også udelader før 1900:

Der er måske en ret god grund til at meterologer hører til de mest skeptiske angående menneskets betydelige indflydelse på klimaet - Hvilket i øvrigt ikke er det samme som at sige "at den globale opvarmning er menneskeskabt". For selvfølgelig har vi indflydelse på klimaet, bredere set end CO2 dog, skovfældning og dårlig vedligeholdelse af landbrugsjord, overbefolkning vs praktisk levegrundlag osv.

Er der konsensus nu, som det hedder, varer det næppe meget længere, for proportionerne og faktiske belæg mangler i denne debat.

Islam skal udbredes med alle midler

Jihad, dødsstraf for frafald, aktivisme og gennem den vaginale fødselskanal:

A man came to the Prophet (peace_be_upon_him) and said: I have found a woman of rank and beauty, but she does not give birth to children. Should I marry her? He said: No. He came again to him, but he prohibited him. He came to him third time, and he (the Prophet) said: Marry women who are loving and very prolific, for I shall outnumber the peoples by you.

Bestikkelse er også helt på sin plads:

THE state government will continue to pay a RM10,000 (S$4100) incentive to Muslim preachers or missionaries who are willing to marry Orang Asli women to prevent them from leaving the religion...

The Kelantan government introduced the incentive payment three years ago as part of its efforts to convert Orang Asli to Islam.

Det skulle svare til 14,672 danske kroner, hvilket angiveligt er en noget pænere sum i Malaysia, end i Danmark.

Hvis der var Saudi Penge nok, kunne vi måske en dag få en halvgod forretning ud af at konvertere. I hvert fald os mænd. For kvinder er det vist kun en god forretning, hvis man gerne give manden magten, mod at forbliver gift med en.

Bemærk det ikke er kvinderne som får pengene. Det skyldes at børn bliver muslimske at have en muslimsk far uanset kvindens religion. Hvis det var kvinden som var muslim, og manden der var kristen, ville børnene blive kristne.

Den mørke middelalder lever i bedste velgående

Fra den pragtfulde mangfoldige verden, hvor religion borger for en etik, som ateister og andet godtfolk slet, slet ikke kan hamle op med:

Five women were paraded naked, beaten and forced to eat human excrement by villagers after being branded as witches in India's Jharkhand state.

Local police said the victims were Muslim widows who had been labelled as witches by a local cleric.

The incident occurred on Sunday in a remote village in Deoghar district.

Correspondents say the abuse of women who are branded as witches is common, but rare footage of the incident has caused outrage across India.

Police went to Pattharghatia village after being informed about the incident by a group of villagers...

"No one in the mob came forward to rescue the victims as they were being stripped and beaten up," he said.

The victims are now under police protection.

Police say that people in Pattharghatia believe that certain women in their village are possessed by a "holy spirit" that can identify those who practise witchcraft.

Teknologien er flyttet derud, derfor optagelsen. Men den moderne mentalitet lader vente på sig.

Her You Tubes/BBCs optakt til begivenhederne:

Selvfølgelig er man religionsskeptisk

Alt andet ville være ufornuftigt.

Og på Information har man også gjort Hitchens til fast klummeskriver, som tidligere nævnt. Ham har jeg godt nok ikke set meget til.

Til gengæld er Shabana Rehman også blevet en nogenlunde fast feature på det seneste i Information.

Her først lidt udpluk fra et interview i forbindelse med hendes nyeste bog:

"Det var det konservative, muslimske miljø, der blev provokeret af min frihed; af det jeg tillod mig som kvinde med muslimsk baggrund. Som udgangspunkt var jeg ikke kritisk over for islam, det var faktisk omvendt,« siger hun og ler."
...
Historien om volden, der blev begået af Rehmans daværende kæreste har været delvist kendt i Norge. Han var af pakistansk afstamning, søn af konservative muslimer, men levede et moderne liv med stoffer og råt natteliv, altimens han brugte islam som begrundelse for at banke sin unge kæreste. Rehman forlod ham som 19-årig efter tre år med fysisk og psykisk fornedrelse. Han døde senere af en overdosis.

En historie, der er mindre kendt, er, at Shabana Rehman også blev misbrugt af en af de socialarbejdere, som var ansat på det ungdomshjem, hun som 15-årig flyttede til, fordi hendes familie ikke kunne håndtere den frie kærlighed, hun levede ud med den voldelige kæreste.

Hun fik en abort, og socialarbejderen blev senere dømt...

»Jeg blev både misbrugt af en ung mand med muslimsk baggrund og en repræsentant for det norske system, der skulle passe på mig. Det gjorde mig mere generelt samfundskritisk. Jeg så hykleriet og løgnene i flere dele af samfundet...«

»Jeg måtte ikke have min egen stemme og enkelte intellektuelle sagde, at min virkelighed ikke var sand. Jeg skulle være en del af en gruppe, det var synd for...«

"Jeg er netop gået ud med min beretning om mit liv med volden, som ikke er så kendt i offentligheden, fordi jeg vil vise, at jeg ikke er født stærk og aktivistisk. Det er mine erfaringer med volden, der har gjort mig til det. Hvis jeg var stærk fra starten, ville det være det samme som at sige, at andre ikke kan gå den samme vej som jeg. Alle mennesker har de ressourcer, som jeg har og kan arbejde for at gøre det samme,« siger hun."

"I dag er truslerne hørt op. Hun tror på, at det er, fordi, tingene har forandret sig. At det ikke er lykkedes at få hende til at holde mund, at det ikke har kunnet betale sig at true og at indvandrermiljøerne har fået øjnene op."

To virkeligt bemærkelsesværdige dele af dette interview i mine øjne. Dem som vil have indvandrerene til at være svage ofre, der ikke selv kan gøre for det.
Og så den anden side, dem som mener at de som bryder ud er nødvendigvis stærke.
De er ikke nødvendigvis stærke, de er mennesker som alle andre, hverken svage eller stærke, men begge.
Som regel skal de have hjælp af ydre begivenheder, for at forandre sig. Eller hjælp af ydre begivenheder for at vedblive ofre - hånden der bliver holdt over dem.

Men at betragte kvinder som Hirsi Ali, Wafa Sultan, som stærke, og andre som svage, er at sende det signal, at kun få kan smide lænkerne. Det kan alle, specielt hvis alternativet er værre, end frygten for konsekvenserne.

Og mere Shabana Rehman fra en klumme i information om koranskoler:

I 80’erne blev min lillebror heldigvis slået særdeles brutalt af en koranskoleimam. Heldigvis, fordi episoden var så alvorlig, at jeg slap for nogensinde at gå i koranskole igen. Aldrig mere skulle jeg tildække mit hoved og holde kæft med kritiske spørgsmål. I et miljø, hvor bare et minimalt lag neglelak eller samtaler med nogen af det modsatte køn - ja bare at sidde ved siden af dem - er totalt forbudt.

Uden for moskeen stod slibrige mænd, hungrende efter kontakt med det modsatte køn, og kom med frækheder til småpiger, som var opdraget til at rødme. Blev en pige fra koranskolen set med en norsk fyr, eller klædte hun sig lidt for moderne og vestligt, var hun et frit bytte for mobning. Jeg er lykkelig over, at koranskolen aldrig blev del af min hverdag. Og jeg takker Allah for, at ingen af mine brødre blev hjernevasket til at acceptere kønsadskillelse og kontrollere deres søstres ære.

Hattedame men ikke hættedame

Connie Hedegaard støtter burkaforbud:

Burkaen er ikke blot et overgreb mod kvinder, her er den primære årsag til at forbyde både den og tørklædet i skoler og det offentlige:

Mufti Shahid Medhi fra interview i tv i 2004:

"Al den kriminalitet, der sker mod kvinder, er, fordi de ikke er tildækkede. Når de ikke er tildækkede, har man ikke respekt for dem.
Kvinder gør et samfund beskidt, når de går rundt uden tørklæde. De har ikke krav på respekt og er ikke værdifulde som dem, der bærer tørklæde.
Det er dels kvindernes skyld, hvis de bliver voldtaget."

Derfor skal burka, og tørklæde forbydes! I respekt for de kvinder som bliver truet, chikaneret, voldtaget, fordi de ikke går med tørklæde, eller ønsker at gøre det!

At tale om religionsfrihed er det rene vås, det drejer sig om apartheid.

Kulturkløfter og hulebygning

I går da jeg kom cyklende, kørte en bil ud foran mig. Normalt ville dette få mig op i det røde felt, da jeg absolut ikke bryder mig om egoisme og hensynsløshed, når det kan føre til skade på andre.

Normalt ville jeg havde set denne egoisme og hensynløshed, og blevet sur, uafhængigt af om der sker noget. Fordi, hvis mine bremser havde svigtet, hvis det havde været en anden person, som havde tillid til at personen ville holde tilbage, en kvinde hvis bremser ikke er ordentligt vedligeholdt og med langsomme reflekser, osv. Så var det gået galt, blot fordi denne person var egoistisk og hensynsløs. I mine øjne fuldstændigt uacceptabelt.

Men i går reagerede jeg slet ikke. Jeg trak bremserne, lod bilen køre, kørte videre uden at opfatte det.

Det var fordi, jeg var fordybet i mine tanker. Jeg var altså fuldstændigt fraværende. Ville kun have reageret, hvis jeg var blevet kørt ned, personligt!

Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte på. Blot jeg var fordybet. Men et halvt minut efter, vågnede jeg op. Hov, en bil kørte ud foran mig og han slap for min knyttede næve, mit synlige raseri. Faktisk kom der slet ingen reaktion.

Det satte mine tanker i gang, og denne gang kan jeg huske, hvad jeg tænkte.

For det er faktisk vores psykologiske tilstand i en nøddeskal. Hvis det ikke rammer os direkte, tænker vi ikke over det. Vi er slet ikke tilstede i det som sker, men mest tilstede i vores egen lille drømmeverden, isoleret fra omverdenen.

Vi ved alle, at et meget almindeligt træk ved børn, er at de bygger huler.
I de huler gemmer de sig, og afskærmer sig fra omverdenen, og leger små lege.
I denne verden er mor, som kommer og afbryder legen og siger "nu skal der ryddes op" meget uvelkommen, men børnene er magtesløse i dette tilfælde.

Hvad vi er knap så klar over. Er, at vi fortsætter denne hulebygning som voksne. Nu er der ingen mor, som har magt til at afbryde den. Der er kun virkeligheden, der rammer en som forhammer, tilbage til at afbryde den. For nu er autoriter borte og vi er centrum i vort eget liv.
Jeg vil sige, som alle børn bygger huler, bygger alle voksne det også.
Det skal forståes bredt, såsom; at dyrke kunst, begrave sig i tanker, se TV, høre musik, spise og leve sundt, købe et parcelhus. Alt, er det ikke blot beskæftigelse og tidsfordriv. Det er en afskærmning fra den verden, som kan ramme en som en forhammer, ja, den vil gøre det på den ene eller anden måde, på et tidspunkt.

Det er at skabe en fantasiverden, en verden der er overskuelig, en verden der er meningsfuld, en verden, der er tryg, og uden uheldige afbrydelser.

Det er for så vidt en meget forståelig psykologisk mekanisme.

Jo mere ondt verden gør, jo mere desperat og inderligt kaster man sig over det formodede remedie.
Hvad enten det er tanker, filosofi, religion, politik, sex, alkohol, fornøjelse, projekter. Det er abstraktioner fra tingenes tilstand og livets vilkårlighed, den sikre død.

Abstraktionerne bliver i nogle tilfælde til rene fantasi verdener, som får sit helt eget liv.

Små huleverdener, "hvor man leger far, mor og børn, og alt er harmoni."

Det er ikke nok, med ondskaben i radioen, for at bryde ind i den fantasiverden. Det eneste der kan afbryde den, er taget der falder ned, brand i stuen, eller skæbnens forhammer rettet med fuld kraft mod selve fantasiverdenens ophav.

I fantasiverdenen adskilles øst og vest, højre og venstre, USA og Europa.

I virkelighedens verden rammes vi alle af skæbnens forhammer på et tidspunkt, bløder, eller dør.

Hvad der slår mig her! Er, at der ikke den store forskel på vores reale verden, den vi lever i, og vores fortid i hele verden. Der er til gengæld store forskelle i vores mentale tilgang.

Vi står afgrundsdybt fra hinanden, når det gælder synet på samme tilstand.

Grøften er dyb og bred, ikke blot mellem Islam og Vesten. Men også internt i vesten, mellem venstre og højrefløj, for at slet ikke tale om mellem Europa og USA.

Grøften er afgrundsdyb selv mellem højrefløj i Europa, og højrefløj i USA.

Værdipolitisk og intellektuelt er socialisme normen i Europa. Højrefløjens stort set eneste fællesbastion er den økonomiske politik.

Der har været en diskret og meget succesfuld revolution i Europa.

Denne revolution bliver alt mere klarere, i forskellen mellem USA og Europa.

I går blev jeg konfronteret med en som var chokeret over David Horowitz udtalelser, i hans interview med Clement Kjersgaard.

Clement siges, at være lidt til højre politisk, men han er europæer og Horowitz er konservativ "the American way".
Kulturkløften mellem konservative i USA og højreorienterede i Europa, er næsten større, end kulturkløften er mellem venstreorienterede og Islam. De kan dog trods alt enes om modstand mod USA, om at se USA som verdens satan.
En konservativ som David Horowitz, ville nok ikke stå den store chance, for at blive konservativ politiker i Danmark. For det ville være mere gnidningsfrit for begge parter, at være uenige i den økonomiske politik, end i den værdipolitiske, i grundholdningen til magt og frihed.

Jeg satte mig selvfølgelig til at høre interviewet med David Horowitz i gennem. For i nogle tilfælde er kritik lig med reklame, og jeg ville selv høre, om han virkelig gjorde så dårlig en figur.

Jeg er ikke i tvivl om, at for de fleste europæeres vedkommende, kunne Clements lige så godt have interviewet Pat Robertson. Antipatien er den samme for det som Horowitz siger.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvor Pat Robertson er langt ude, så har David Horowitz derimod næsten fuldstændig ret i hvad han siger.

Jeg vil anbefale alle at se programmet, som kan ses her:

Men her er et mindre og udvalgt referat:

Det første han siger, er Islamofascismen er den reelle trussel. Dette er ikke nogen krig mod terror. For terror er kun en teknik, et middel til opnåelsen af et mål, et mål der deles af alle islamofascister. Problemet er en meget stor bevægelse inden for Islam, som ønsker at etablere Islamisk lov i hele verden.
Med hvilket middel de opnår dette, er sekundært:

"Hvis vesten ikke kan udpege sin fjende og sige, hvad er hans motivation? Så kan vesten ikke vinde krigen".

Så kommer Clement på banen, og siger jamen Hizbollah og Hamas er vel bare politiske bevægelser, på godt og ondt, som alle andre?

Horowitz svarer - jamen, det var nazisterne da også, Hizbollah ønsker at dræbe alle jøderne, den ønsker død over Amerika.
Det har han ret i, men hvad nytter det at påpege det, når mennesker ikke vil se det. Men hellere se USA som verdens hovedskurk, eller Israel.

Horowitz fortsætter lidt efter:

"Det som betyder noget, er ikke hvad man siger, men det som man gør. Venstrefløjen kan kritisere Saddam Hussein lige så tosset de vil, og de gjorde det samme med russerne. Men når det kritiske punkt kom, gik den internationale venstrefløj, i milliontal på gaderne for at redde et af det tyvende århundredes mest brutale monstre, Saddam Hussein".

Det er selvfølgelig en provokerende udtalelse, men usand er den ikke. Venstrefløjen vil naturligvis sige, de gik på gaden for at spare det irakiske folk for en krig.
Men igen, et er hvad man siger, noget andet er hvad man gør. Alternativet til at gå ind og vælte Saddam, var at lade ham fortsætte sit brutale regime, lade hans sønner tage over.
I en mere fornuftig verden havde USA gjort det helt rigtige, de havde afskaffet en tyran og et monster, og skabt demokrati og fred.
Men nu lever vi ikke i en fornuftig verden, men i en verden båret af irrationelt had til USA. Der skaber irrationelle sympatier mellem radikale Muslimer og venstrefløjen i Europa.
Skaber myter om besættelse, olie, amerikanske pengeinteresser. Og myten om en retfærdig "befrielseskamp" (reelt afskaffelse af demokrati) over ligene af titusinder af Irakere.

Horowitz nævner senere eksemplet Japan, hvor USA får lavet et religiøst, militært, autokratisk og brutalt styre, om til et demokratisk og pacifistisk på fem år.

I en anden verden var netop dette sket, for USA gjorde i princippet det rigtige og afskaffede en brutal diktator, banede vejen for et demokratisk og humanistisk styre i et veluddannet og ressourcerigt land, et de mest sekulære regimer i mellemøsten.
Hvad de havde undervurderet, var ikke alene, hvor mange tropper det ville tage, hvor manglende gnidningsfrit det ville være. Det de mest havde undervurderet, var hadet til USA, ikke blot i Irak og den islamiske verden, men i hele verden. Den partiskhed mod USA, der ville være i medierne og i Europa. De manglende tropper en naturlig konsekvens af sidstnævnte overgearede og irrationelle had, og dæmonisering af USA, nærmere end noget andet.

Clement bryder ind og siger, jamen Socialdemokrater i Europa støttede jo krigen. Hvilket er sandt, men det er jo ikke hvad Horowitz forbinder med venstrefløjen.
Venstrefløjen er en del af Socialdemokratiet, såvel som Demokraterne i USA, de er jo ikke hele partierne i sin helhed.

Demokraternes rolle i denne affære er speget. Det var jo Clinton som gjorde "Regime Change" i Irak til officiel amerikansk politik, som han korrekt påpeger. Hvilket han kalder forræderi mod både USA, krigen, og deres egen tidligere kurs.

Så går Horowitz hårdt i kødet på Europa igen, det er ikke sagt mildt, men det gør det ikke mindre usandt:

"Europæerne kan kun tillade sig, at foregive at angribe USA, fordi de ved at USA vil beskytte dem. Europa er et kulturelt tivoli (Cultural Theme park), det har ingen magt, fordi europæere nægter at opbygge det nødvendige forsvar. Europæerne lever i ly af USAs paraply, og som forkælede børn rakker de ned på USA".

Det er ikke sukret ind, men usandt er det ikke.

Men Clement forsøger nu at fange ham på det forkerte ben, nærmere, end beder ham uddybe, hvad han lige har sagt. Horowitz har sagt at Hillary vil blive i Irak, fordi det er drevet af nødvendighed. Er Hillary ikke venstreorienteret spørger Clements?

Han påpeger, at forskellen går mellem at leve i en fantasiverden og den virkelige verden, hvilket en venstreorienteret godt kan gøre. (hvis tvunget)

Så forsøger han at forklare, hvor svært det er for os, at forstå, at titusinder af mennesker er trænet i terrorisme, lever blandt os, og venter på en mulighed for at slå 100.000 ihjel, (hvilket er det tal han nævner - i princippet har de ingen hæmninger ved at slå flere ihjel, men knap mulighed, endnu, for at slå hundredtusinde ihjel). Han skal til at fortsætte med at fortælle om Admadinejad, da Clement afbryder ham, for han vil nemlig gerne have ham til at indrømme problemet med at tvangsdemokratisere Irak.

Svaret er slet ikke tosset, her uddrag fra interviewet:



USA, både gør noget forkert, når USA støtter diktatorer og spreder demokrati, og væk forsvandt hukommelsen om resolution 1441.

Horowitz bliver igen forsøgt fanget på det forkerte ben, omkring Hillary - Hvad er problemet, hvis hun stadig vil forblive i Irak? Problemet er selvfølgelig ikke Hillary, så meget som hendes bagland, at USA står splittet, og fjenden ved det, og vil misbruge det. Det samme kunne siges om Europa og USA, faktisk er denne splittelse allerede noteret og brugt i den grad.

Splittelsen og den manglende støtte, både hjemme og i Europa, bagbinder USA, blandt med hensyn til at konfrontere Iran, Horowitz:

"Jeg fatter ikke, at europæerne ikke er bekymrede, hvis de ikke er det over en diktator i Iran som bygger atomvåben" (Clements forsøger at afbryde - for som europæer er det vel uforståeligt, hvorfor USA og Israel er bekymret) - "Hvorfor bygger han atomvåben, for at få tilbage den 12 iman og få et paradis på jord".

Clement afbryder, "ja, eller så er han bekymret over at USA opbygger i Iran og Afghanistan", tanken om at Ahmadinejad, eventuelt kunne mene præcis, hvad han siger, passer ikke ind i skyggebillederne på tæppehulens trygge væg.

Det er en vrangforestilling siger Horowitz - ønsketænkning er nok nærmere betegnelsen.

Horowitz fortsætter:

"Lad os gå tilbage. Hvornår sang millioner af iranere i Teherans gader, død over Amerika? Det var ikke under George Bushs præsident tid, det var under Jimmy Carter, som lige havde hjulpet ayatollahen med at vælte Shahen, det handler ikke om USAs politik, eller om USAs tropper, der har reddet millioner af muslimer."

Det tal kan diskuteres, om USA har reddet millioner af muslimer. Men at de hjalp i Afghanistan, hjalp i Somalia, Hjalp i Kosova, som han nævner, kan ikke diskuteres. Ligeledes kan det heller ikke diskuteres, at der var få amerikanske tropper i mellemøsten da Ayatollah Khomenei kom til magten, og dem der var der, var der for at hjælpe på opfordring, eller for at beskytte ambassader. De hjælper ofte økonomisk og med nødhjælp.

Det er heller ikke hele historien om USAs involvering i den del af verden, men det er det negative billede heller ikke.

Pointen er at fanatisk, religiøst had, er en del af forklaringen, uanset hvordan man vender og drejer det, og nærmere det end andet.

Igen drejer Clement interviewet, han vil gerne Horowitz til at sætte ord på, hvad USA bør gøre med Iran og Syrien.

Horowitz svarer, jamen, vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler støtte fra Demokraterne og Europa. Der bryder Clements igen ind, og siger:





Horowitz har selvfølgelig ret. Europa vil støtte USA, når der er nok døde europæere. Han er sikker på at det vil ske, og det er selvfølgelig spørgsmålet, vil det ske? Har Admadinejad denne hensigt, som ikke blot direkte udtalt og antydet, men som faktisk fysisk hensigt.

Vil han komme med A bomber og forstyrre os i vores hyggelige lille hule, isoleret fra omverden, og forstyrre freden med at føre en nuklear forhammer lige, direkte ind i vores ansigt.

Det er ikke vores perception, der afgører dette. Det er heller ikke Horowitzs, eller Chamberlains. Det er Ahmadinejads handling. Vil han gøre det, eller ikke gøre det?

?

Hvis han har til hensigt at gøre det! Er der fundamentalt tre muligheder.

1. Et præventivt angreb på Irans Atomanlæg.

2. En oprustning, og en krigsretorik, der omend passiv, nærmere end aktiv, forsøger at overbevise Ahmadinejad om, at hvis han har til hensigt, at angribe med A-våben, Israel, Europa. USA, hvem det nu bliver. Så vil han møde et forenet vesten, et stærkt militært vesten, og han har havde gør klogt i at lade være. Det var ikke lige ham som skulle bringe dommedag nær, og den 12 imans genkomst, ikke lige ham, der skulle oprette et muslimsk tusindsårsrige, eller evighedsrige.

3. Vi bliver taget på sengen, endnu en gang, uden fantasi til at forestille os, at Ahmadinejad faktisk er en religiøs galning, der hvis han ser en chance, vil han tage den, angribe i ly af natten, og med en alternativ terroristisk, fragmentarisk, men lammende blitzkrieg, overvinde vores nedrustede forsvar og skabe mere kaos, end vi kan håndtere.

Mulighed et og tre er de mest sandsynlige. Og et forsinker kun tre! Det er den verden, vi muligvis lever i. Det er Ahmadinejad som bestemmer og svinger forhammeren. For at slet ikke at tale om Taleban sympatisørerne i Pakistan, Hamas, Hizbollah, Al Qaida celler i hele Europa.

Vil de, så kan de. Døden er ikke noget de frygter.

Mulighed et og to er Europa og venstrefløjen i USA slet ikke med på.

Så spørgsmålet er og forbliver, hvem er Ahmadinejad, hvem er Hamas, Hvem er Hamid Gul i Pakistan, hvis drøm er et nukleart Kalifat?

Hvad den end er, hvad den end gør, har det intet med vores drømmeverden bag tæppet at gøre, intet at gøre med vores forestillinger. Hvis en bil kører ud foran dig, fordi bilisten er en egoist og tænker på noget andet, end dig, så gør vedkommende det, uanset din tillid til at vedkommende ikke vil gøre det, eller ej.

Er du ikke som minimum forberedt på dette, brager du frontalt ind i den virkelighed, du ikke havde forestillet dig, fuldstændigt uforberedt.

Anden verdenskrig blev ikke kun blodig, fordi Hitler angreb. Den blev blodig, fordi England og Frankrig ikke havde forberedt sig ordentligt på at Hitler ville angribe, ikke havde oprustet i tide og franskmændene havde falsk tillid til Maginot linjens styrke.

Europa vidste godt at det var truet under den kolde krig og handlede i reglen derefter.

Intet skete, netop derfor!

I dag er situationen en helt anden. Vi har gemt os trygt i hulen og glemt der er en verden udenfor, hvor folk slår hinanden ihjel for mindre, end religiøs tro, mindre end profetier.

Jeg vil runde denne post af. Der er meget mere at komme efter i interviewet med Horowitz.

Men i dag har øst og vest, de to skal aldrig mødes, en anden betydning, end tidligere.

Kulturkløften, den intellektuelle kløft findes ikke kun mellem Islam og Vesten. Den findes også mellem Højre og venstre, mellem USA og Europa.

Virkeligheden er som virkeligheden er. Den træffer os i ansigtet en dag, uanset hvilken opfattelse vi bærer på.

Har Horowitz ret, eller har Chamberlain? Det vil tiden vise, men vi er ikke forberedt på at Horowitz eventuelt kunne have ret. Som vi ikke var forberedt på at Churchill havde ret, for det havde han.

Mere Bill Maher

En komiker, der ikke er bange for at sige, at vores kultur er bedre end deres, og hudflette og "korsfæste" Kultur-relativismen.

Nyd hans redegørelse for forskellen på vores fundamentalister og muslimernes!



Hans interview af Sam Harris:

Bill Mahers Religulous

Bill Mahers dokumentar, "Religulous", er en overbevisende dokumentar. Dens formål er ikke at give et nuanceret billede af religion, men at advare mod religioner. Det er altså en klart anti-religiøs film.

Derfor består filmen primært af at udstille religiøse, i deres dårskab, med få undtagelser.

Beskeden i filmen er klar nok. Vi må slå religionen ihjel, for at kunne overleve som menneskehed.
Anti-religionister, bør i følge Maher tage kampen mere intensivt op mod religion.

Filmen tager os på en rejse, blandt de tre store monoteistiske religioner og små sekter.

Bill Maher er komiker, så filmen er morsom, til tider ekstremt morsom, samtidigt med at den er dødalvorligt ment.

Den har mange lyspunkter, blandt andet en religiøs amerikansk senator, der kommer til at sige "at man behøver ikke bestå en IQ test, for at blive senator".
Og en katolsk præst, der bestemt er rationel, og samtidigt herligt bramfri.
Filmen indeholder blandt et kort interview med Geert Wilders, men ellers for det meste ukendte personer, da dem højere oppe i hierarkiet, ønskede åbenbart ikke at deltage.

Det er en film der giver potent religionskritik, og en masse at tænke over.


Her en playlist, som muligvis virker:

Ellers, filmen kan ses på You Tube, første del her (I alt 1.40 timer - ti dele) - Embedding er ikke tilladt.

Den bramfri katolske præst:







Lidt blandet fra filmen:

Mystik - det uforklarlige

Jeg er faktisk faldet lidt for TV - Serien, "Sensing Murder".

Konceptet er faktisk udviklet i Danmark af Nordisk Film, uden den store troværdighed.

Men i den New Zealandske variant, er det noget helt andet. De testede efter sigende en masse synske, og fandt at kun nogle få var i stand til at give præcise og rigtige svar.

Som en journalist i New Zealand udtrykte det - Så er showet enten massivt snyd, på en skala med Watergate, eller det mest overbevisende bevis for paranormal aktivitet, nogensinde optaget. Det er sagen i en nøddeskal.

Og jeg må give ham ret. Enten er dette snyd, som involverer både mediefolkene og politiet. For de finder aspekter frem, som aldrig er blevet offentliggjort, altså skulle de kunne hente informationerne hos politiet, uden at blive opdaget. TV selskabet skal oven i lyve om hvordan de griber det an. Fordi de fortæller ikke de synske, hvilken sag de skal arbejde med - de fortæller dem ikke andet, end at de skal møde op et bestemt sted.
Eller bruge skuespillere, som let kunne afsløres som ukendte i politiverdenen.

Alt dette er selvfølgelig muligt. men er det er også muligt, at der faktisk findes mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare.

Der skulle i tilfældet snyd, være mange involveret, eftersom det er gamle uopklarede sager, hvor informationerne findes i papirarkiver, det er næppe noget med en enkelt person, som kan opsnappe det hele via et internetarkiv. Internt i politiet ville det angiveligt også blive undersøgt, hvem der havde kigget i et sådant arkiv.

Jeg har oplevet mange Cold Readere, personer som gætter sig til noget uinteressant og skyder vildt forbi - det gjorde de i den danske afdeling af showet - og aldrig haft den store fidus til den slags, omend heller ikke udelukket det helt.

Jeg synes, det her er rigtig interessant.

Et afsnit vises nu her i nat, på TV3 puls - 00.50.

En debat om programmet:



Lidt fra Serien:

Djævlens advokat i pragmatismens ånd

I dag bliver det altså mig.

I forgårs var der en kommentar fra Karen Jespersen i Berlingske. Temaet var den nye moske i København sponsoreret at Irans præstestyre gennem en proxy, og dermed med rette mistænkt for at blive et center for præstestyrets aktivitet i Danmark, og for spredningen af fundamentalistisk Islam:

Det er uholdbart, hvis det danske samfund ser passivt til, mens kræfter i andre lande investerer i udbredelsen af reaktionære islamistiske holdninger. Erfaringen viser, at det er vigtigt at få indblik i hvilke udenlandske kilder, der måtte være til finansieringen af moskeer og andre religiøse institutioner. Samtidig er det nødvendigt, at samfundet har en føling med, hvad der er grundlaget for disse moskeers arbejde, skriver Karen Jespersen (V) i en kommentar i Berlingske Tidende.

- Fra andre europæiske lande ved vi, at stormoskeer, der er støttet af muslimske lande, ofte bliver brugt til at sprede rabiate islamistiske budskaber vendt mod det omgivende samfund og de værdier, det bygger på, skriver Karen Jespersen videre.

Hun nævner Saudi Arabien som hovedsponsor bag fænomenet, radikale moskeer omkring i verden. Og det kommer nok heller ikke til at vare længe, før Saudi Arabien melder sig på banen med sponsorpenge til en stormoske i København, med en knap så "integereret" wahhabisme som den Islamisk Trossamfund står for.

Samtidigt får DSUs formand hårde ord med på vejen, fordi han har luftet idéen om en folkeislam, med folkekirken som forbillede.

Jeg synes faktisk ikke, man skal forkaste det forslag. Ærligt talt er jeg enig i, at det er en god idé.

Min åbenhed over for denne tanke, hviler på følgende præmisser.

1. Islam og muslimer i Danmark er en realitet.

2. Hvis vi ikke "adopterer" religionen, så bliver det netop Saudi og Iran sponsorerede moskeer, der bliver de største og primære samlingssteder, for de mere moskesøgende muslimer.
Altså indflydelsessfæren for radikale muslimer bliver større.

3. Over 60 procent af muslimerne i Danmark afviser at koranen på nogen måde skal stå over grundloven. At de ikke støtter muhammadtegningerne, er ikke det samme som de ønsker Sharia. En folke-Islam med adskillelse af religion og politik, som betragter Islam som en privat tro, og ikke som en politisk magt, der skal sætte spor i juraen i form af sharia. Det er faktisk noget vi kan skabe, fremfor at pive over fraværet af den. Det er en Islam som er i overensstemmelse med de fleste muslimers forhold til religionen, der som regel er kultur islam, hvor der hverken bedes hyppigt, eller gåes så meget op detaljer, eller en moderat form for islam, hvor de fem søjler kun sporadisk, eller delvist praktiseres.

4. Det kan skabe et overblik over hvem der hvem i islamisk forstand, ergo de rigtig radikale ville ikke være tilfredse med "Folke - Islam".

5. Det vil anerkende at den del af Islam, som består i at tro på gud, bede til gud, og leve et liv efter regler, som ikke at spise svinekød, eller den del af synet på ægteskabet, som ikke er meget anderledes end katolikkernes syn, ikke er et problem i sig selv. Vi kan ikke forvente at mennesker, skal droppe deres tro på gud, eller den måde at tilnærme sig gud på, som er den måde de finder rigtig.
Omvendt kan vi ikke acceptere sammenblandingen af religion og stat, sharia, eller kvindens svage stilling, eller militant jihad.
Den verdslige lov, demokratiet, ligestillingen mellem kønnene, står over den religiøse, og skal altid gøre det. Det skal være en central søjle i en folke-Islam.

Folke-Islam skal finansieres af muslimer over skattebilleten, på frivillig basis. Andre religioner i Danmark skal naturligvis have samme mulighed.
Til gengæld skal vi holde øje med radikale muslimer og smide radikale freelance imaner ud, i de radikale moskeer. Hvis de skaber for mange problemer, skal vi overveje at helt lukke moskeer.
Imaner som fungere inden for folkeislam, skal uddannes i Danmark og leve op til folke-Islams adskillelse af religion og stat. De skal kunne afskediges, hvis de ikke lever op til kontrakten med staten.

Skepsis og åbenhed

Videnskaben er strengt nødvendig. Et kriterie som reproducerbarhed er endnu mere nødvendigt, da mennesket for æren og millionernes skyld er villige til at snyde på vægten.
Skepsis, om nødvendigt overdreven, er en fuldstændig nødvendighed, som de humane discipliner kunne lære meget af.

Men omvendt. Så er videnskab også nødt til at repræsentere vidtstrakt åbenhed og nysgerrighed. Fordi, det som er ukendt og uafklaret, er per definition altid uden klart belæg.

Et godt eksempel er Masaru Emotos resultater omkring tænkningens påvirkning af iskrystaller. Nærmere end at påpege at Masaru Emoto ikke er en rigtig videnskabmand. Så burde man undersøge det, uafhængigt, om der kan være noget om det, når man nu ikke kan acceptere en double blind undersøgelse han var part i.
Der er dog ikke penge eller prestige i den slags forskning, så det sker næppe. Men i princippet burde man. For er der noget i det, ville det være en revolutionerende erkendelse, som understreget blandt andet, at positiv tænkning er vigtig, og vi kan ikke lægge så meget som en dag til vores år, ved at bekymre os.

Ellers kan man altid nyde de smukke iskrystaller, og være pessimist med god samvittighed:

Christopher Hitchens

Man kan sige meget om Information, men de giver spalteplads til mange forskellige røster og meninger, omend de naturligvis har deres betalende læsere at tage hensyn til.

Christopher Hitchen er blevet fast klummeskriver på Information, at de har råd til det, og vil det, med sådan en religionskritisk international top of the pops. Det hilser jeg meget velkommen:

Lidt fra Hitchens første klumme:

Øjets uhyre sofistikation er kreationismens yndlingseksempel på ’intelligent design’...

da kameraerne fangede dem, lagde jeg mærke til, at de – især salamanderne – havde typiske ansigter. De havde med andre ord munde, snuder og øjne arrangeret, som man ser det hos dyr, som de er flest. Med den undtagelse, at øjnene kun var markeret ved små hulrum eller indhug. Og netop som jeg grundede over implikationerne i dette, hørte jeg Sir David Attenboroughs kultiverede stemme fortælle, hvor mange millioner år det havde taget for denne underverdens indvånere at afvikle de øjne, de engang havde besiddet...

Salamanderne i Planet Earth forekommer for denne lægmand at levere et muligvis tilintetgørende svar på dette spørgsmål. Mennesker er nærmest programmerede til at tænke i fremskridtsbaner og gradvist opadgående kurver – selv, når de stilles over for beviser for, at fortiden rummer lige så mange uddøde arter som eksempler på nye arters opblomstring. Således taler selv Shermer uafvidende om et »udviklingsspor«, der implicit fører fremad. Men hvad med de skabninger, som vendte om og styrede i modsat retning, fra det komplekse til det primitive inden for synsapparater og endte med at miste de øjne, de engang havde?

Religionskritik anno 1783

William Blake skrev følgende digt, som dog ikke blev skrevet helt færdigt, i hans arbejdsbog.

Tænk hvis nogle skrev sådan om Islam i dag:

I saw a chapel all of gold
That none did dare to enter in,
And many weeping stood without,
Weeping, mourning, worshipping.

I saw a serpent rise between
The white pillars of the door,
And he forc'd and forc'd and forc'd,
Down the golden hinges tore.

And along the pavement sweet,
Set with pearls and rubies bright,
All his slimy length he drew
Till upon the altar white

Vomiting his poison out
On the bread and on the wine.
So I turn'd into a sty
And laid me down among the swine.

Gid Islam var en monolit

Og hermed menes en Alevi monolit:

Aleviernes tro bygger på, at mennesket og naturen (universet) er en helhed samt en tro på, at Gud er en samling af disse.
Nogle af Aleviernes læresætninger:
"Uanset hvad du søger - søg det i dig selv"
"Kærlighed og videnskab er vores tro - vi tror ikke på andet" "Mit Mekka er mennesket selv" "Mennesket er den største bog, der bør læses" "Det man ikke ønsker mod en selv - skal man ikke udøve over for andre"
“En- El Hak” Jeg er Gud, jeg er virkelighed”
Som det forstås af disse læresætninger spiller kærlighed, videnskab samt mennesket en stor rolle i Alevismen. Alevierne tror endvidere på islams grundlæggende budskaber, men overholder ikke islams fem søjler.

Så skulle vi ikke spilde så meget tid, penge, ressourcer, eller trues på eksistensen og verdensfreden, af en religion hvis problem egentlig ikke er vores. Men deres egen forskruede islamistiske herretros-mentalitet.

For det er komplet idiotisk at tro, det er på grund af Islamofobi, eller for fornøjelsens skyld - Islam er sgu ikke spor fornøjelig, hverken som tro, eller som noget at beskæftige sig med.

Kort sagt!

Det individuelle og det kollektive samt det relativistiske

Eller læs i overskriften, den gode, den onde og den grusomme.

Lotte skrev en kommentar i går til et indlæg her, som falder godt i hak med, hvad jeg tænker for tiden i denne post:

Jeg har besluttet at give mit svar en selvstændig post, og jeg håber Lotte tilgiver mig, at jeg udvider spørgsmålet lidt. Men her er først Lottes kommentar:

Hvis jeg nu havde en søn, så ville jeg (formentlig) sige til ham, at han under INGEN omstændigheder skal, må tale med muslimske piger fremover. Det er simpelthen for farligt.

Der ER en slagside i den her. EB viderebringer et sagsforhold, der HELT SIKKER skal frem. Og det er jo ikke ny viden. Spørg enhver teenager i København om det.

Vi kommer ikke udenom, at også EB´s dækning af slige sager, denne ikke berøringsangst for at oplyse gerningsmandens etnicitet osv OGSÅ er med til at skubbe i retning af mere ballade.

Jeg spekulerer over, om der findes en anden måde at dække den slags på?

Hvis man på den ene side insisterer på at tale med enhver,så risikerer man angiveligt røvfuld mens man på den anden side efterlader pigerne i et univers, der er helt kritisabelt, hvis man lader være.

Det er en "no win" til begge sider.

Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, udover at som Lotte ville jeg anbefale min (hypotetiske) søn at undgå kontakt med muslimske kvinder, uanset hvor meget han kan forsvare sig selv, er der ingen grund til at udfordre skæbnen. Hvorfor skulle min søn lige præcis gøre det, når han kun har besværet og ikke samfundets beskyttelse, eller omtanke på nogen måde?

Skal vi så tage min næste tanke, eller måske mere følelse. Så er det frustration over at overhovedet blive TVUNGET til at forholde mig til den slags.

Hvorfor er det et problem, vi skal forholde os til overhovedet?

Så mit korte svar er. Det er ikke os, der løser dette problem. Det er muslimerne, der løser det. Det er deres ansvar. Det er deres indstilling, den er gal med.

Men jeg har også et langt svar:

I går læste jeg Pascal Bruckners Essay, Enlightenment fundamentalism or racism of the anti-racists?, i den oprindelige version - en forkortet version har været bragt i Information.

Det er noget af det mest interessante, jeg har læst for nylig.

Det er jo synligt for enhver, at multikulturalisterne er dobbeltmoralske. Den tilsvining som de anklager andre for, er praksis for dem selv. Den racisme og monolitgørelse af muslimer de anklager andre for, praktiserer de selv, blot på en anden måde, ved at gøre muslimerne til monolitiske ofre.

Men der en ting mere, der stod mig klart. Vi indgår i samme kollektivistiske anskuelse, når vi regner med at muslimerne ikke selv kan løse kan problemerne, men vi skal løse dem.

Hvorfor ikke bare sige, det er deres problem, det er dem selv, der skaber det. Løsningerne har vi egentlig ikke?

Faktum er, at vi vrider og vrider os selv for at finde løsninger, som ikke er der. Fordi problemets rod er intakt. Og skal problemet fjernes, skal dets årsag væk.

Jeg tænker personligt så det knager, HVAD KAN VI GØRE? - timevis, dag ud og dag ind.

Men når en løsning for mig er at stoppe indvandringen, så vidt muligt. Så er det jo netop fordi, jeg kan ikke komme i tanke om særlig mange løsninger.

Hvem kan?

Vi snakker om integration mig her og der, vi snakker om problemerne spalte op og spalte ned. Men hvor er løsningerne?

Alligevel tager vi det som givet, at vi fortsat skal have indvandring og lade problemer vokse sig større, vi ikke engang har en løsning på i det små.

Det vi kan komme frem til, er slet ikke løsninger, men at lægge låg på dampen - holde dampen på et nogenlunde kontrollabelt niveau. Det er lappeløsninger, som tit skaber nye huller.

Hvad der skal til for at dampen slet ikke opstår, det diskuterer vi ikke.

Vi diskuterer det som givet, at muslimerne ikke forandrer sig, at de ikke selv kan tage ansvar, at de er som retarderede, eller børn som ikke selv kan gøre for det.
Som ikke kan tænke selv eller tage ansvar selv.

Det er som om muslimer er født kroniske muslimer. Kollektive enheder uden individualitet som ikke selv kan tage ansvar. De er ofre, børn, uskyldige og kan ikke selv gøre for det. Det synes kulturrelativisterne. Men når vi søger løsninger, som vi skal finde! Falder vi i samme grøft.

Hvis vi virkelig skulle regne dem som lige, så skulle vi kræve det samme af dem, som vi kræver af andre. Vi skulle kræve de selv gør noget, de selv tager ansvar, at de bliver individer, fremfor en kollektiv karikatur af islamisk tankegang.

Det er ikke kun multikulturalisterne der tænker sådan, det er i princippet alle som mener, at VI SKAL LØSE problemet og de kan ikke selv.

Enter Pascal Bruckner, hvor han først går i kødet på tendensen til at sammenligne den som kæmper mod fascismen med fascister, og så påpeger, at den bedste version af oplysningen i princippet vandt.

(Blokopdelingen, kursiveringen, understregning, osv. er foretaget af undertegnede og det jeg citerer er kun dele af essayet - sæt endelig tid af til at læse det hele):

"It's not enough that Ayaan Hirsi Ali has to live like a recluse, threatened with having her throat slit by radicals and surrounded by bodyguards. She - like the French philosophy professor Robert Redeker who has also been issued death threats on Islamicist websites - has to endure the ridicule of the high-minded idealists and armchair philosophers. She has even been called a Nazi in the Netherlands. (6)

Thus the defenders of liberty are styled as fascists, while the fanatics are portrayed as victims!

...
Similarly, the Enlightenment is often depicted as nothing but another religion, as mad and intransigent as the Catholicism of the Inquisition or radical Islam.

After Heidegger, a whole run of thinkers from Gadamer to Derrida have contested the claims of the Enlightenment to embody a new age of self-conscious history. On the contrary, they say, all the evils of our epoch were spawned by this philosophical and literary episode: capitalism, colonialism, totalitarianism.

For them, criticism of prejudices is nothing but a prejudice itself, proving that humanity is incapable of self-reflection.

For them, the chimeras of certain men of letters who were keen to make a clean slate of God and revelation, were responsible for plunging Europe into darkness. In an abominable dialectic, the dawn of reason gave birth to nothing but monsters (Horkheimer, Adorno).

The entire history of the 20th century attests to the fanaticism of modernity. And it's incontestable that the belief in progress has taken on the aspect of a faith, with its high priests from Saint Simon to August Comte, not forgetting Victor Hugo. The hideous secular religions of Nazism and communism, with their deadly rituals and mass massacres, were just as gruesome as the worst theocracies - of which they, at least as far as communism goes, considered themselves the radical negation. More people were killed in opposition to God in the 20th century than in the name of God. No matter that first Nazism and then communism were defeated by democratic regimes inspired by the Enlightenment, human rights, tolerance and pluralism. Luckily, Romanticism mitigated the abstraction of the Enlightenment and its claims to having created a new man, freed from religious sentiment and things of the flesh.

Today we are heirs to both movements, and understand how to reconcile the particularity of national, linguistic and cultural ties with the universality of the human race.

Modernity has been self-critical and suspicious of its own ideals for a long time now, denouncing the sacralisation of an insane reason that was blind to its own zeal. In a word, it acquired a certain wisdom and an understanding of its limits. The Enlightenment, in turn, showed itself capable of reviewing its mistakes.Denouncing the excesses of the Enlightenment in the concepts that it forged means being true to its spirit.

These concepts are part and parcel of the contemporary make up, to the point that even religious fanatics make use of them to promote their cause. Whether we like it or not, we are the sons of this controversial century, compelled to damn our fathers in the language they bequeathed to us. And since the Enlightenment triumphed even over its worst enemies, there is no doubt that it will also strike down the Islamist hydra, provided it believes in itself and abstains from condemning the rare reformers of Islam to the darkness of reprobation."

Islam er kun en trussel mod os, fordi vi har glemt, hvor vi kommer fra. Vi har glemt at en form for "fundamentalistisk" modernitet og konsekvens af oplysningen sejrede over en anden.

Det var lande, der holdt "fanatisk" fast i demokrati og menneskerettigheder, der besejrede de lande som holdt fanatisk fast i den totalitære ideologi, eller stærke leder.

Men vi har mistet troen på vores egen civilisation. Den selvkritik som er både god og nødvendig til en grænse, har taget overhånd og er blevet til manglende tro på vores egne værdier. Til manglende standhaftighed, hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed, pluralisme, menneskerettigheder og frihed, individuelt ansvar, oplysning og videnskab, rationalitet.

Vi har med andre ord forvekslet de værdier som byggede det samfund, vi har, med de som gjorde oprør mod disse tanker og skabte nye totalitære samfund.

Hvis vores civilisation skal overleve, må vi også holde stejlt fast på de værdier som har skabt den.

Men så har vi pærevællingen af de traumatiserede, munkemarxistiske, overkritiske, appeasende mennesker - civilisationskritiske mennesker, hvilket betyder udelukkende kritik af vores egen civilisation, som ikke kan skelne mellem barnet og badevandet, eller ikke vil skelne, fordi de er ideologiske modstandere af mange af selve de kerneværdier som vores civilisation hviler på.

De mangfoldige som kalder dem som holder fast i vores værdier og kritiserer totalitarismen for fundamentalister - sammenligner dem med de islamiske fundamentalister som holder fast i helt andre værdier, der udsletter individet og friheden, demokratiet, fritænkningen osv.

Den første løsning, er at vi holder fast i hvem vi er og hvad vores civilisation bygger på og opnår indsigt i og kæmper mod det som nedbryder disse værdier. Vores problem!

Bruckner om multikulturalismen som er bedre beskrevet som en kulturrelativisme, der fylder mere i den reale verden:

Today we combine two concepts of liberty: one has its origins in the 18th century, founded on emancipation from tradition and authority. The other, originating in anti-imperialist anthropology, is based on the equal dignity of cultures which could not be evaluated merely on the basis of our criteria.

!Relativism demands that we see our values simply as the beliefs of the particular tribe we call the West.!

Multiculturalism is the result of this process. Born in Canada in 1971, it's principle aim is to assure the peaceful cohabitation of populations of different ethnic or racial origins on the same territory. In multiculturalism, every human group has a singularity and legitimacy that form the basis of its right to exist, conditioning its interaction with others. The criteria of just and unjust, criminal and barbarian, disappear before the absolute criterion of respect for difference.

There is no longer any eternal truth: the belief in this stems from naïve ethnocentrism.!

Anyone with a mind to contend timidly that liberty is indivisible, that the life of a human being has the same value everywhere, that amputating a thief's hand or stoning an adulteress is intolerable everywhere, is duly arraigned in the name of the necessary equality of cultures. As a result, we can turn a blind eye to how others live and suffer once they've been parked in the ghetto of their particularity. Enthusing about their inviolable differentness alleviates us from having to worry about their condition.

However it is one thing to recognise the convictions and rites of fellow citizens of different origins, and another to give one's blessing to hostile insular communities that throw up ramparts between themselves and the rest of society. How can we bless this difference if it excludes humanity instead of welcoming it?

This is the paradox of multiculturalism: it accords the same treatment to all communities, but not to the people who form them, denying them the freedom to liberate themselves from their own traditions. Instead: recognition of the group, oppression of the individual. The past is valued over the wills of those who wish to leave custom and the family behind and - for example - love in the manner they see fit.

One tends to forget the outright despotism of minorities who are resistant to assimilation if it isn't accompanied by a status of extraterritoriality and special dispensations. The result is that nations are created within nations, which, for example, feel Muslim before they feel English, Canadian or Dutch. Here identity wins out over nationality. Worse yet: under the guise of respecting specificity, individuals are imprisoned in an ethnic or racial definition, and plunged back into the restrictive mould from which they were supposedly in the process of being freed. Black people, Arabs, Pakistanis and Muslims are imprisoned in their history and assigned, as in the colonial era, to residence in their epidermis, their beliefs.

Thus they are refused what has always been our privilege: passing from one world to another, from tradition to modernity, from blind obedience to rational decision making. "I left the world of faith, of genital cutting (7) and marriage for the world of reason and sexual emancipation. After making this voyage I know that one of these two worlds is simply better than the other. Not for its gaudy gadgetry, but for its fundamental values", Ayaan Hirsi Ali wrote in her autobiography (8). The protection of minorities also implies the right of individual members to extract themselves with impunity, through indifference, atheism and mixed marriage, to forget clan and family solidarities and to forge their own destinies, without having to reproduce the pattern bequeathed to them by their parents.

Out of consideration for all the abuses they may have suffered, ethnic, sexual, religious and regional minorities are often set up as small nations, in which the most outrageous patriotism is passed off as nothing more than the expression of legitimate self-esteem. Instead of celebrating freedom as the power to escape determinism, the repetition of the past is being encouraged, reinforcing the power of collective coercion over private individuals. Marginal groups now form a sort of ethos-police, a flag-waving micro-nationalism which certain countries of Europe unfortunately see fit to publicly support. Under the guise of celebrating diversity, veritable ethnic or confessional prisons are established, where one group of citizens is denied the advantages accorded to others.

Indvandrerne er ikke blot set som ofre. Det er forventet, at de forbliver ofre. De er frarøvet en selvstændig identitet. De er frarøvet retten til at være som os, til at leve op til den frihed under ansvar, som vi andre forventes at leve op til, omend vi knap selv forventes at leve op til dette efterhånden, efter som stadigt mere er "samfundets skyld", mens individuelt ansvar er stadigt mindre betydende. Men selv i den relative ramme, forventes der stort set intet andet af muslimerne, end de forbliver de "ædle vilde", de er.

Og hvad langt værre er som Hirsi Ali forsøger at forklare os. Vi beskytter ikke de individer, specielt kvinder, som vil være som os, vi forventer - de facto - at de skal være anderledes end os og undertrykte, en kollektiv gruppe hvor individet ikke eksisterer, ikke længes efter frihed, efter at gifte sig med den de forelsker sig i. At de skal leve i både en fysisk og mental ghetto.
Det er de facto vi gør dette. En del af forklaringen er nok simpelthen, at vi ikke kan forstå at denne æres, klan, kvindeundertrykkende kultur er virkelig og reel på den alvorlige måde.

Nok skal der være ret til at være anderledes, men også ret til at være ens - dog uret til at tvinge andre til at være ens.

De værdier som byggede vort samfund, skal vi ikke blot holde fast i. Indvandrerne skal have den ret til at være individer, som indgår i vestlige værdier. De skal have beskyttelse ikke blot i form af bodyguards, når der er truet på livet, men i mennesker som tilskynder til individuelt valg og ansvar. I mennesker som afviser forsøg på at kollektivisere dem, ghettoficere, offerliggøre og blindt problematisere dem.

I at de skal ses som individuelle væsener, er der også vejen til at bryde isen mellem den antiracistiske blok og den islamkritiske. Som begge ser muslimer som monoliter på hver sin måde.
Der er nøglen til at genfinde os selv, som den civilisation vi er, uden at hænge fast i fortidens spøgelser, som onde imperialister, eller kollektive idealister, nazister og kommunister, osv.

Til at holde fast i de værdier som har skabt vores civilisation og lade muslimer indgå i dem.
Det kan ikke være uden krav. Uden at de betragtes som medansvarlige for egen skæbne. Uden at der skelnes mellem det som er demokratiske, oplysnings og frihedsværdier, og det som ikke er det.

Bruckner fortsætter med en pointe som jeg deler og som er kommet frem mange gange, blandt andet af Mark Steyn i "Multiculturalists are the real racists", men her er Bruckners vinkel:

"The Enlightenment belongs to the entire human race, not just to a few privileged individuals in Europe or North America who have taken it upon themselves to kick it to bits like spoiled brats, to prevent others from having a go.

Anglo-Saxon multiculturalism is perhaps nothing other than a legal apartheid,

- accompanied - as is so often the case - by the saccarine cajolery of the rich who explain to the poor that money doesn't guarantee happiness. We bear the burdens of liberty, of self-invention, of sexual equality; you have the joys of archaism, of abuse as ancestral custom, of sacred prescriptions, forced marriage, the headscarf and polygamy. The members of these minorities are put under a preservation order, protected from the fanaticism of the Enlightenment and the "calamities" of progress. Those termed "Muslims" (North Africans, Pakistanis, Africans) are prohibited from not believing, or from believing periodically, from not giving a damn about God, from creating a life for themselves far away from the Koran and the rites of the tribe.

Multiculturalism is a racism of the anti-racists: it chains people to their roots. Thus Job Cohen, mayor of Amsterdam and one of the mainstays of the Dutch state, demands that one accept "the conscious discrimination of women by certain groups of orthodox Muslims" on the basis that we need a "new glue" to "hold society together."

In the name of social cohesion, we are invited to give our roaring applause for the intolerance that these groups show for our laws.

The coexistence of hermetic little societies is cherished, each of which follows a different norm. If we abandon a collective criterion for discriminating between just and unjust, we sabotage the very idea of national community. A French, British or Dutch citizen will be prosecuted for beating his wife, for example. But should the crime go unpunished if it turns out that the perpetrator is a Sunni or Shiite? Should his faith give him the right to transgress the law of the land? This is the glorification in others of what we have always beaten ourselves up about: outrageous protectionism, cultural narcissism and inveterate ethnocentrism!

This tolerance harbours contempt, because it assumes that certain communities are incapable of modernising. Could it be that the dissidence of British Muslims is not only a function of the retrograde rigorism of their leaders, but also stems from a vague suspicion that all the consideration show to them by the state is little more than a subtle form of disdain, basically telling them that they are just too backward for modern civilisation ? Several communes in Italy are planning to reserve certain beaches for Muslim women, so they may bathe unexposed to male eyes. And within a few years the first "Islamic hospital," complying in all points with the prescriptions of the Koran, may open in Rotterdam. Anyone would think we are reliving the days of segregation in the southern United States. Yet this segregation has the full backing of Europe's most prominent progressives! Theirs is a fight on two fronts: minorities must be protected from discrimination (for example by encouraging the teaching of regional languages and cultures and adapting the school calendar to religious holidays); and private individuals must be protected from intimidation by the community in which they live.

Finally, one last argument militates against Anglo-Saxon multiculturalism: on the government's own avowal it doesn't work. Not content to have serves as an asylum for Jihad for years on end, with the dramatic consequences known to all, the United Kingdom must admit today that its social model based on communitarianism and separatism doesn't work.

Many people scoffed at French authoritarianism when parliament voted to forbid women and young girls from wearing headscarves in school and in government offices (news story). Timothy Garton Ash for his part, who starts his review in Seine Saint-Denis, demonstrates a Francophobia worthy of Washington's Neocons.

Yet now political leaders in Great Britain, the Netherlands and Germany, shocked by the spread of hijab and burqa, are considering passing laws against them (12).

The facts speak against the appeasers, who enjoin Europe to fit in with Islam rather than vice versa. For the more we give in to the radicalism of the bearded, the more they will harden their tone. Appeasement politics only increase their appetite. The hope that benevolence alone will disarm the brutes remains for the moment unfounded.

...
But modern France was forged in the struggle against the hegemony of the Catholic Church. And two centuries after the Revolution it will not support the yoke of a new fanaticism. That is why attempts by revanchist Islamic tendencies such as the Saudi Wahabites, the Muslim Brotherhood, the Salafists or Al Qaida to gain ground on European territory and reconquer Andalousia resembles a colonial enterprise that must be opposed (13). How did Europe and France become secular societies? Through an unrelenting struggle against the Church, and its hold on the right to regiment people's minds, punish recalcitrants, block reforms and maintain the people - primarily the poorest - in the stranglehold of resignation and fear. The fight was extraordinarily violent on both sides, but it brought about incontestable progress and eventually led to the law of the separation of Church and state being passed in 1905.

The superiority of the French model (copied by the Turkey of Mustafa Kemal) is a result of the victory over obscurantism and events like the St. Bartholomew's Day massacre.

How could we tolerate in Islam that which we no longer tolerate in Catholicism? Secularism, which incidentally is written into the Gospels, is based on a few simple principles: freedom of religious affiliation, peaceful coexistence, neutrality of the public space, respect of the social contract, and the common acceptance that religious laws are not above civil ones but reside in the hearts of believers."

Det burde være så indlysende, at det som man så aktivt bekæmpede i kirken, skal man ikke omfavne, når det er langt værre og hedder Islam. Men det er i disse tider så langt fra indlysende.

Bruckner har desværre så utroligt meget ret i at multikulturalisme, i den form den har i dag, er legalt apartheid.

Det er ikke tilladt at skelne mellem skidt og kanel, ikke hvad angår Islam i hvert fald. Dobbeltmoralen lever dog i så bedste velgående, at hvad angår den manikæiske skelnen mellem såkaldte islamofober og racister, såkaldte tolerante og progressive, må man gerne skelne, hvilket siger alt om, hvem der reelt har vundet værdikampen på det område, omend i vores land taber de heldigvis mere og mere terræn og udviklingen går, for at sige det mildt, mod deres teori.

Men vi er ikke tjent med denne mudderkastning. Det er vores civilisations fremtid vi taler om. Ikke blot et spørgsmål om hvem der har de skinnede glorier, eller den bedste tro.

Hvis Islam ikke assimileres i Europa, kommer Europa til at blive assimileret i Islam.

Der er selve kernen i dette spørgsmål, på langt sigt. Hvor langt sigt er for så vidt ligegyldigt.

Et samfund er både kollektivt og individuelt.

Noget er et kollektivt ansvar og andet er individuelt, såvel som noget er både og.

For at nævne et eksempel på kollektivt ansvar, altså noget som primært pårører regering og myndigheder. Så har vi for eksempel lov og orden. Intet individ kan skabe lov og orden. Det er altså overvejende et kollektivt spørgsmål, omend individet kan levere små bidrag.

Som eksempel på noget som er både kollektivt og individuelt ansvar, kan man nævne det at få et arbejde.
Individet kan selv gøre meget for at få et arbejde, tage en uddannelse og forbedre ens kundskaber, arbejde for gode karakterer, færdigheder og blive ved med at søge stillinger.
Men det er også et stort kollektivt ansvar, for individet kan ikke sættes til ansvar for arbejdspladser som ikke er der, eller uddannelsespladser som ikke er der.

Så for at nævne noget som primært er et individuelt ansvar, så er det at adlyde landets love og normer. Det er også et kollektivt ansvar i og med at man sikrer at børn får en god opvækst og skolegang, så vidt muligt.
Men i sidste instans er der kun et menneske som kan beslutte at være kriminel, eller ikke kriminel. Det er i princippet individet selv, altså et overvejende individuelt ansvar i sidste instans.
Det kollektive ansvar kunne udvides, hvis valget stod mellem at sulte eller stjæle. Men i et land som Danmark duer den undskyldning reelt ikke.

Så for at gøre det lange svar på Lottes spørgsmål kort:

Så er det først og fremmest muslimernes ansvar at finde en løsning, på et problem som de selv skaber.
Det er forkert, at vi skal finde løsninger. For der findes ingen rigtige løsninger uden om problemets ophav.

Når det så er sagt. Hvad nu hvis de ikke vil vil bidrage med løsningen, eller bidrage nok med den?

Så må vi stadig stå fast på, at løsningen ligger hos dem.

At holde fast i at mennesker skal have et frit valg, er ikke det samme som at tvinge dem til et specielt valg. Der er en afgrund til forskel og den forskel afspejler den grundlæggende forskel mellem vores kultur og deres.
Friheden skal ikke forkastes, fordi nogle forvalter den på en måde man ikke bryder sig om.
Friheden giver tværtom mennesket mulighed for at forvalte sin frihed på den måde vedkommende ønsker det og det skal respekteres. Såvel som alle indgreb mod denne individuelle frihed aldrig skal accepteres udover hvad lov og orden, barnets tarv påkræver.

Derudover må vi ty til lappeløsninger og rettere mange af dem. for en enkel løsning batter som en skrædder i helvede. Lappeløsninger vil ikke løse problemet, men de vil inddæmme det.

I det her konkrete tilfælde:

Så må vi trodse deres kultur, dem der tør, afkræve at de opgiver deres apartheid.

Men det meningsløst uden lovmæssig opbakning og beskyttelse.

Apartheidforbrydelser som denne må straffes ekstra hårdt.

Ligeledes skal man tænke udover denne problematik og gå i kødet på selve kernen, de arrangerede ægteskaber og apartheiden, simpelthen håndhæve forbuddet mod disse en mere omfattende måde.
Selve tanken om at en muslimsk kvinde ikke kan gifte sig med en ikke muslimsk mand, og at et ægteskab ikke er noget individet selv bestemmer er forkert.

Ligeledes må man gribe hårdere ind over for æresforbrydelser generelt, når kvinden må søge beskyttelse for sin familie, skal der være sanktioner over for familien og trusler om udvisning, selv ophævelse af statsborgerskab, hvis de gør alvor af truslerne, som i sig selv skal straffes hyppigere.

Det skal med andre ord stå klokkeklart, at vi ikke vil acceptere denne adfærd.

Alt andet er at acceptere den og lade den fortsætte og udvide sig.

Dette er dog ikke løsninger, men lappeløsninger. Løsningerne er først og fremmest muslimernes. Det samme er ansvaret.

Så at diskutere problemet uden om dets ophav er først og fremmest forkert. At diskutere løsningen uden de som har hovednøglen er ligeledes helt forkert.
At betragte muslimer som deres tro og ikke som personer, der kan agere individuelt og tage skæbnen og ansvaret i egen hånd, er det helt forkerte udgangspunkt, omend man ikke skal være blind over for de enrettende tendenser i selve Islamtroens opbygning og fuldt afvise disse.

Ellers sagt på en måde. Vi skal kræve af dem, at de er individer og borgere i vestligt samfund, ikke muslimer, som de kan være i hjertet, men ikke i deres offentlige opførsel og krav.

Jeg tror personligt, at der findes få alternativer der:

1. Frafald fra Islam, konvertering eller udvisning.

2. Adoption af en moderat Islam, som får sine egne uddannede imaner og finansieres over skattebilleten, kombineret med forbud mod radikale moskeer og udvisning af radikale imaner.

Islam er nok ingen monolit, men vi skal ikke glemme, at der findes skruppelløse radikale muslimer som vil gøre alt og bruge alle midler, terror, vold, trusler, infiltration af samfundet, true moderate muslimer med helvede og allahs vrede, bortset fra fysiske trusler, for at gøre Islam til netop deres monolit.

Dem skal vi ikke acceptere.

Så vender vi ryggen til både moderate muslimer, muslimerne som individer og vores egen kultur.

Men på problemet Islam findes kun en primær løsning. Dens ophør som tro, eller totale liberalisering og sekularisering og deres komplette assimilation. Det er deres løsning, ikke vores. Vi har kun få løsninger, som ikke er rigtige løsninger, men inddæmninger af problemet.

Hvis i har lyst til mere læsning af Pascal Bruckner, kan et gammelt interview på Uriasposten anbefales.