Hjort Anker Jørgensen i aktion - opdateret og udbygget

Min Kommentar til en post på 180Grader.

Hvem siger den nuværende regering ikke har slået Anker J forlængst?

Offentlige udgifter (Samlet - Stat, kommuner, amter) i 1982 = 286,237 mia. kr. BNP i 1982 = 491,088 mia kr. = 58,29 pct. forbrug af BNP.

Offentlige udgifter i 2009 = 966,037 mia. kr. BNP i 2009 = 1.656,108 mia. kr. = 58,33 pct. forbrug af BNP.

Kilde: til BNP

At den nuværende regerings bruttogæld er højere i andel af BNP, har jeg tidligere skrevet om:

Forskellen er, at Anker J. skulle betale langt højere renter på statsgælden. Jeg tror bare ikke, at vi skal tage fejl af, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, så kommer den dag også, hvor markedet sender renten på de danske statsobligation lodret op i vejret.

Nu har de fokus på Grækenland, Irland, Spanien, Portugal, Italien, selv Belgien, men vores tur kommer også og her er hvorfor:

Ømugældens vækst på under to år - fra 3 kvartal 2008 til 2 kvartal 2010 - er på 80 pct. , eller 341,6 mia. kr. til ---- 766,1 mia, kr.

Det er vist kun Hjorten, der tror, at det kan blive ved med at gå og klares med lidt nulvækst, der jo som bekendt ikke engang er nulvækst.

Danmarks Nettogæld er ganske vist kun op over 300 mia. kr., men den står til at vokse med over 100 mia. kr. i år. Ømugælden voksede over gennemsnittet for de sidste to år med 45 mia. kr. i det sidste kvartal, andet kvartal, man har offentliggjort.

Den danske nettogæld er stadigvæk relativt lav, målt mod fuldstændigt uholdbare niveauer i andre lande, men på katastrofal kurs - tilliden til dansk økonomi er væk om 3-4 år, hvis man ikke finder barberkniven frem.

Det nuværende renteniveau svarer til, at vi skal smide næsten 30 mia. kr. i renteudgifter, tænk, hvis markedet fordobler renten på et i øvrigt større lån til den tid, eller lad være for sindsroens skyld.

Dagens begivenheder på gældsfronten:

De offentlige udgifter, der er vokset næsten uafbrudt i 30 år, skal fastlåses - ikke kun i årene 2011-2014, sådan som VK-regeringen har besluttet med sin økonomiske genopretningsplan - men i yderligere seks år.

Sådan lyder et bemærkelsesværdigt udspil fra partiets finansordfører, Jacob Jensen, i dagbladet Børsen. Netop mandag fremlægger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) den seneste vurdering af dansk økonomi, Økonomisk Redegørelse.

Kilde:

Fint, det vil sige, at vi skal lade gælden vokse voldsomt fortsat, mens vi forsøger, med fed streg under forsøger, at holde de offentlige udgifter fra at vokse med fuld fart over hele feltet. Vi skal altså spilde penge på renter, der som sagt tangerer 30 mia. kr årligt nu, og fordoble vores renteudgifter, fordi man i finansministeriet venter på, at de stegte duer falder ned fra himlen.

Stat, amt og kommuner står samlet set til at nedlægge omkring 17.000 stillinger i 2011 som følge af VK-regeringens aktuelle planer om at få sat styr på den offentlige udgiftsvækst.

Regeringen vurderer, at 3000 offentlige medarbejdere kommer til at blive fyret i 2011. Arbejderbevægelsens erhvervsråd, at 17.000 offentlige stillinger vil forsvinde.

Jeg vil ikke give noget bud på, hvem der har ret, men hvis de offentlige udgifter skal forhindres i at vokse med 2 pct. svarer det til 19,32 mia. kr. og det svarer til over 50.000 medarbejdere til mellemløn cirka, der i det tilfælde de bliver fyret, stadigvæk koster statskassen penge i overførselsindkomst og mistede skatte og momsindtægter- I det hele taget usikkerheden omkring offentlige stillinger - der bliver uundgåelig under alle omstændigheder - kommer i sig selv til at koste manglende forbrug. Det er sikker derfor, at man ikke tør spare hårdt, heller ikke efter næste valg. Men det er kortsigtet - et marked der mister tilliden til dansk økonomi og kræver det dobbelte i rente, kommer til at ramme mere end dobbelt så hårdt, og det kan næppe gøre det, såvel som 60 mia. kr. i renteudgifter er noget mere, end vi kommer til at miste ved at rundbarbere de offentlige udgifter.

De offentlige medarbejdere er allerede i høj grad nervøse, det kunne løses ved at rulle halvdelen af de lønstigninger tilbage, de har fået de sidste to år, nemlig 5 pct. ud af 10 pct. og skære alle de overflødige stillinger væk hurtigt, så vi kan renset luften og lettet gælden og slippe for markedets hårde dom om nogle år.

Ellers trækker usikkerheden bare i langdrag, så vi får dobbeltskade, stigende gæld med stigende renter og en bange offentlig sektor, hvor medarbejderne ikke ved om de er købt eller solgt i mange år frem og holder igen på forbruget.

Hjort har da rykket sig lidt og økonomerne er glædeligt overraskede, indtil virkeligheden har bundfældet sig, for jeg tvivler på de holder optimismen oppe på den lange bane:

"Derfor er det afgørende, at troværdigheden om den økonomiske politik bevares. Opstår der mistillid til den økonomiske politik, kan det meget hurtigt lede til højere renter til skade for danske familier og for investeringer, vækst og beskæftigelse”, siger finansministeren.

Gældsvæksten er bare fortsat oppe i det blodrøde felt, og før den bevæger sig den anden vej, nemlig afdrages, så ser jeg ingen grund til at glæde mig, selv om Hjorten har fanget et vink med en vognstang til for eksempel Belgien.

Som jeg har været inde på tidligere, er forskellen mellem de offentlige skatte- og moms- afgiftindtægter og offentlige udgifter, et minus oppe omkring 200 mia. kr., der endnu ikke har slået igennem, fordi man henter på gyngerne og opsparingskontoen, hvad vi har mistet på karrusellen. Oliepengene forsvinder for tiden og over de næste år i tocifret mia. størrelse.

Den korte af den lange er, at statens udgifter er steget med 10 pct. på to år, hvor dens indtægter er faldet med 4,5 pct. Det er en trecifret forskel i mia.

Venstrefløjen spiller samme gamle plade, de ufinansierede skattelettelser er skyld i alt ondt. Det er altså i deres øjne kun det offentlige, der formår at bruge penge, så det sætter gang i hjulene og giver momsindtægter.

Dels er de stort set finansieret. Dels har denne regering indført afgifter og fjernet fradrag, der trækker den anden vej. Skatte og afgiftstrykket er enormt fortsat.

Recession eller venden tilbage til normale vækstrater?

Boble-økonomien kaldes det med en god grund, for når en boble blæses for meget op, siger den bang.

En boble starter med en forventning til økonomisk område, der går langt ud over, hvad grundlaget kan bære. Man tager med andre ord glæderne på forskud i rigtig god tid, alt for god tid.
En periode med overdrevne positive forventninger, har det med at ende i en periode med overdrevne negative forventninger.
I virkeligheden forsætter alt, som det ville have gjort, hvis man ikke kunstigt stablede korthuset for højt, efter et bungy jump op og ned.

Jo mere kraft der er i den overdrevne optimisme opad, jo mere tyngende pessimisme er der på vejen ned.

George Soros har skrevet mangt og meget om Bubble-economics, for det er et evigt tilbagevendende fænomen, der opstår mindst en gang hver tiende år og måske lidt oftere (7-8 år), på forskellig skala. Den nuværende boble minder mest om den man så i 1930erne:



Optimismen tager fat og presser taget op på alt for høje søjler, hvorefter det falder ned med en kraft, der knuser selv det tidligere gulvniveau.

Den nuværende:



Skyldes den nuværende krise så 'hysteriske kællinger' på børserne, der overreagerer?

Nej, for så ville situationen hurtigt rette sig igen. Årsagen skal findes i boligmarkedet, der ikke kunne vokse evigt, og vækst baseret på kredit, der var tildelt personer som ikke var kreditværdige på basis af overdrevne forventninger til den generelle økonomi, såvel som privatindividers manglende økonomiske overblik.

Investorikonet Warren Buffett sætter meget præcise ord, med konkret afsæt i virkeligheden, på begivenhederne:

He used a good example in the housing market, where about 1.2 million households are formed to buy a house each year. That's been the historic trend. But we went through a span of time, four or five years, because of the bubble and sub-prime lending and all the shenanigans that were going on with the mortgage market, when we were building two million homes a year. Now we're building 500-thousand, and what Warren pointed out was, look, we're going to get back to 1.2, but right now we're soaking up a whole bunch of inventory.

Når 1,5 millioner nybygninger fjernes i en økonomi, sætter det en kædereaktion i gang gennem hele samfundet, hvor ikke blot håndværkeren mister arbejde, men også fabrikken der producerer materialer til nybygning, bilfabrikanten, der sælger en bil til de nyrige hussælgere. Detailforretningen, der pludselig mister salg, fordi hussælgeren er kreditbarberet, fordi håndværkeren, fabriksarbejderen er fyret og ikke har så mange penge, hvilket igen smitter af på fabrikkerne, der producerer varer til detailhandlen, der så igen smitter af på detailsalget, der så igen smitter af på beskæftigelsen i industrien.
Det er årsag og virkning og har intet med hysteriske kællinger at gøre, men mere med menneskets tendens til at håbe på at træerne vokser ind i himlen og ignorere alt, der modsiger fantasien.

Det er først og fremmest, det som er sket. At bankerne er kommet i klemme i den situation, er et symptom/bieffekt, nærmere end sygdommens ophav, eller sygdommen selv.
Det er på mange måder forkert, at kalde det en finanskrise, og det er helt forbi målet at skyde på bankerne, der som en selvstændig brik aldrig havde skabt den krise. De har blot været en dominobrik i rækken.

Det er forkert, at bilde sig ind, at med en stram styring af bankerne, kan man undgå lignende kriser. Det er ren symptombehandling, mentalhygiejne.

Samme tendens finder du alle steder i samfundet. Manglende overblik og håbefulde fantasier.

Du finder det i velfærdssamfundet, man også forventer kan vokse ind i himlen. Du ser det på indvandringsområdet, hvor man lever fra dag til dag, og ikke ser de langsigtede konsekvenser.

Mennesket generelt er snæver- og kortsynet, det gælder også dem, som vil forsværge, at de er det.

Finanskrisen kommer igen with a vengeance

En enormt spændende debat med nogle af de virkeligt tunge drenge inden for danske økonomi og det er en virkelig kvalificeret debat, der kommer omkring en hel masse emner og som kan hundred procent anbefales. Ikke meget tyndt øl i den her debat!

Den kan ses her på Sputnik - Finansdebatten.

Den er specielt noget, der kan anbefales til oppositionen, der har travlt med at bilde folket ind, at den nuværende regering har bragt os i en dårligere situation, end ellers. Faktum er, at renten på vores statsobligationer har udviklet sig bedre, end selv tyskernes og sammen med sidstnævnte er vi et af de få lande, der er tillid til i Europa lige nu.

Når jeg alligevel er bekymret, skyldes det, at Danmarks økonomi bliver påvirket af, hvordan det kommer til at gå i resten af Europa og med et årligt underskud på statens finanser på omkring 100 mia. kr., er vi på vej i den forkerte retning med lynfart, selv når, og hvis!, gælden eventuelt halveres. Her mener jeg som sagt, at de nuværende spareinitiativer, hviler på en alt for optimistisk tiltro til, hvor hurtigt vi får gang i statens indtægter igen, og jeg mener ikke, det er ok. Heller ikke for at afvente situationen og undgå at sætte skræk i markedet og "kvæle opsvinget". Det er forskrækket af flere forhold allerede og vi behøver ikke at bidrage til gældsskrækken, da vi faktisk hurtigt kan få god økonomi igen, med hurtige reformer både af det offentlige og tilbageholdenhed i lønvæksten.
Jeg siger i øvrigt bevidst ikke gang i økonomien, men "gang i statens indtægter igen", for selve økonomien målt i BNP, den skal nok vokse, så længe vi ikke får en ny recession, men jeg tror ikke staten får de samme indtægter igen, som de havde i 2007 foreløbigt, heller ikke i 2013, hvor den nuværende vurdering er, at med omkring 1,7 pct årlig vækst, så når vi samme niveau igen i økonomien eller BNP. Vel at bemærke før der korrigeres for inflation.

1. Nu er der både en trussel mod selve væksten i form af en ny recession, som ikke nødvendigvis vil betyde så stor en tilbagegang i økonomien, men den vil lamme den i årevis. Det er udelukkende fordi vi ikke er så højt oppe at flyve lige nu, krisen kan reelt være langt alvorligere, da den rammer stater, som vil have svært ved at både vokse i indtægter og spare på udgifter, samt har en gældsafviklingfase, der vil blive kæmpet med i årevis.

2. Selv med vækst omkring 1,7 pct. så får staten ikke de samme indtægter, eller bliver fritaget for så mange udgifter til overførselsindkomster på den anden side som i 2007 osv.

3. Jeg tror Danmarks gæld vil sætte absolut rekord inden for 5 år. Dels får vi angiveligt en S - SF regering, der har linet op til at gøre det hele langt værre. Men selv om det ikke sker, så er jeg rimelig sikker på, at den nuværende regering vil være tilbøjelig til at være for forsigtig, komme med for lidt, og det for langsomt.

Det dog værd at bemærke, at der indtil videre ikke er begået nogen Anker Jørgensen, Danmarks økonomi kørte virkelig godt, så der var råd til at bruge flere penge. Det er der bare ikke nu, så Anker Jørgensen kan stadig nå at genopstå fra døde.
Det er ikke regeringens skyld, at verdensøkonomien kører som den gør, og det var for så vidt heller ikke Anker Jørgensens dengang. Men det bliver regeringens skyld - hvilken regering vi nu taler om? - hvis den ikke handler med rettidig omhu og endnu mere, hvis den gør ondt værre.

Velfærdsamfundets ansvar = inflation i udgifter

Nu skal der bruges flere penge på at forebygge kriminalitet. Hvis det virkeligt kan forebygge, er det selvfølgelig en god idé. Personligt tror jeg kun det kan nedsætte en vækst, som stadig vil ske, blot i mindre omfang.

Sagen er, at vi allerede bruger mange penge på forebyggelse. Ethvert tiltag kræver mange ansatte og giver mange udgifter. Det bærer både en del af væksten i offentlige ansatte, og dermed offentligt forbrug.
Samfundets gyldne pung, der i velfærdsstatens eventyrland aldrig tømmes, er gået i selvsving.

Fra Politiken:

Og samtidig med at 2008-budgetterne for udsatte børn og unge skrider, erkender kommunerne, at de ikke ved, om de mange penge til indsatsen bruges rigtigt – for problemet vokser og vokser, og det koster efterhånden samfundet over 12 milliarder kr.

Effekten har med en masse X faktorer at gøre. En dygtig socialmedarbejder kan naturligvis hjælpe, omvendt batter en dårlig som en skrædder i helvede. Der findes naturligvis ikke ubegrænsede mængder af pædagogiske naturtalenter, der formår at inspirere og samtale, og være autoritet når det gælder, at indgyde tiltro og respekt.
Der er heller ikke samme åbenhed for hjælp i alle unge. Der findes angiveligt mange andre faktorer. En ting er givet, at bruge flere penge er ikke nødvendigvis det samme som at opnå resultater:

»De senere år er der sket en markant stigning, uden at vi har kunnet registrere tilsvarende resultater. Når man i Morsø Kommune kan fremvise effekt for færre penge, må andre tage ved lære«, siger KL-formand Erik Fabrin (V), der selv er borgmester i Rudersdal.

Når samfundet tager det sidste ansvar i stadigt flere tilfælde, ikke blot for unges opdragelse og velbefinden, men også for voksnes stadigt dårligere helbred, så koster det kassen.
Og der findes allerede rigeligt med kommunekasser, der er godt belastet.

Tager vi blot tre stigende udgiftsposter:

Stigende udgifter til sundhedvæsenet.

Stigende udgifter til overførselsindkomster - flere ældre og arbejdsløse.

Stigende udgifter til sociale tjenester generelt, som indsats til hjælp af børn, til bekæmpelse af kriminalitet osv.

Der er med andre ord væsentlig inflation i det offentlige forbrug.

12 milliarder bruges som sagt allerede på udsatte børn og unge.

Opsvinget er ovre og både staten og kommuner trues af et væsentligt underskud. Staten regner alene med 90 milliarder næste år, og det er vanen tro næppe lavt sat.

De kommunale udgifter til social og sundhed alene osv. Er næsten fordoblet, eller markant vokset med mellem cirka 60 og 80 procent i perioden 1996 til 2006:


Inflationen - til orientering - i samme periode har været på 26 procent.

Det er ilde set, at snakke personligt ansvar ind i samfundsdebatten, da det er systemet som altid svigter.
Vi har en opposition, der vil skabe yderligere inflation i forbruget. Samtidigt med at den vil beskatte millionærer og erhverslivet.

Hvis man ikke kan se, hvor uholdbar situationen er nu, finder man ud af det når sparekniven må skære hårdt til. For udgifter er udgifter og skal stå i fornuftigt forhold til indtægter, og den nuværende inflation i offentligt forbrug holder ikke distancen ud.

Europas farligste myte

Den er, at med en aldrende befolkning har Europa brug for en væsentlig indvandring, og det gælder både, at den er så specielt aldrende igen og har brug for indvandring.

Det er en myte så komplet, som en myte kan være. Og en myte der i konsekvens har betydet, at vi har ladet et stort muslimsk mindretal indvandre, uden at tænke på de langsigtede konsekvenser. Dermed er det den farligste politiske myte i Europas historie, siden myten om Zionismens konspirationer opstod.

Konsekvensen bliver på sigt, krig og konflikt i uvist omfang - et Europa, der befinder sig et ukendt sted mellem Beirut på en god dag og Bosnien under borgerkrigen på en dårlig.

Men det er også en myte, at vi overhovedet har brug for indvandring.

At tale om Europas aldrende befolkning, er, hvad angår lande som Danmark, Sverige, England, Frankrig, Norge, Finland, Holland, helt, helt forkert, for deres naturlige vækst er nogenlunde stabil.

For de øvrige lande er det korrekt, de har et problem i den forstand, at de føder få børn, se selv en liste her:

Men mange lande i Europa har slet ikke et problem og har for lang tid sinde sikret sig en løsning på et problemet, nemlig indvandring fra især muslimske lande, som på sigt vil garantere en væsentlig befolkningsforøgelse, nærmere end en sænkning, og som på sigt vil skabe flere problemer, end den har løst.

Fremskrivningerne af Europas befolkning er notorisk forkerte. Foreksempel skrev FN for bare ganske få år siden om Frankrig (i 2001 baseret på beregninger fra 1998) :

Scenario I, the medium variant of the 1998 United Nations projections, assumes a total of 525,000 net immigrants from 1995 to 2020 and none after 2020. It projects that the total population of France would increase from 58.0 million in 1995 to 61.7 million in 2025, and decline to 59.9 million in 2050

Frankrig har i dag 65,073,482 borgere! Altså 3,5 millioner flere borgere, end FN havde regnet med, de ville have i 2025!

Man kan for alvor sige at organisationer som FN og OECD halter bag udviklingen.

Disse beregninger, har angiveligt afsæt i beregninger helt tilbage fra firserne, da fertiliteten var lav og Danmark, såvel som sikkert også andre lande, fødte sine mindste generationer længe.

Men myten lever i bedste velgående, selv i Frankrig som slet ikke har behov for indvandring, tværtimod, Frankrig har mere brug for en regulering af børnefødsler.

Så sent som 2008, kom en kommision nedsat i Frankrig med dette resultat:

"France needs the immigration, otherwise all of our discussions on the funding of the pension system would not make any sense."

Frankrig siges at have en stor generation af ældre på vej. Men det samme siges om Danmark og disse tal fra OECD om Danmark, er det rene vås, som vi skal have indvandring af over tre millioner pensionister, hvis skal stemme. Og det er ikke spor utænkeligt, at for Frankrig er det endnu mere forkert, givet det at landets fertilitetsrate er kraftigt på vej op.

Endnu en nylig artikel fra England påregner at i 2060 vil UK være Europa mest folkerige land, med 77 millioner indbyggere.
Hvilket er uigennemtænkt givet at Frankrig faktisk kun mangler 12 millioner for at nå det antal, og kan have nået 100 millioner på det tidspunkt.

Problemet, som er nominelt for de fleste lande i Europa og ikke eksisterende for resten, er også taget op på EU plan, som vrider deres hjerner forgæves, og hvis de vælger immigrationsløsningen kommer til at skabe reelle problemer.

Her er de løsninger de overvejer:

• Immigration: to the South and East of Europe lie considerably poorer countries with young and growing populations. However, immigration is a growing issue in its own right. Also the immigrants themselves will eventually age.
• Work longer and start receiving your pension later - but are Europeans willing to vote for governments that suggest this?
• New birth policies - encourage people to have more children using the tax system perhaps?

Bemærk fokusset på de fattige lande syd, med et kæmpe befolkningsoverskud. Og når vi taler et land med voksende befolkning i Øst, så taler vi primært Tyrkiet, for de tidligere USSR stater har ikke befolkningsoverskud, de har til gengæld heller ikke arbejde til alle.

Dette er løsningen på et ikke reelt problem, som vil skabe en lang række nye problemer, stort set uløselige, i sit kølvand, nemlig indvandring fra muslimske lande. Europas farligste myte i en nøddeskal.

Og der er meget reelle planer om at åbne porten op, et såkaldt Blue Card:

The demographic make-up of Europe is changing. Europe is getting older and the number of people of working age is decreasing. A study commissioned late in 2007 called “Europe’s Demographic Future” found that around 56 million immigrant workers could be needed by 2050 to compensate for this decline.
A report on the demographic future of Europe by Member of the European Parliament Françoise Castex of France will be discussed by MEPs in their February plenary session. It is likely to stress the positive role immigration can play...

A proposed European “Blue Card” based on the American Green Card has been one way suggested of managing immigration. Under the proposed scheme it would facilitate the free movement of “brains” around the Union.

Altså 56 millioner indvandrere, hvor man har oprettet et jobcenter i Mali, for at netop foregribe denne udvikling og tiltrække "hjerner" til Europa og dens "svindende" befolkning.

Myten er ikke alene farlig, måden den bliver omsat på er endnu farligere.

Andetsteds hedder det også mere nøjagtigt (Når den højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver):

The European Union has opened a job center in Bamako, Mali to help people in Africa find legal work in the EU. The center is an effort by the EU to encourage legal lower-skilled immigration.

Der vil komme en dag, hvor man for alvor spørger, hvad EU eliten faktisk tænkte dengang, hvad gik der gennem hovederne på dem?

Hvor det er korrekt, at på papiret vil enkelte lande i Europa komme til at mangle arbejdskraft, er det ikke nødvendigvis sådan, selvom befolkningen synker i antal.

Først og fremmest bliver en lille generation fødte på sigt til en lille generation pensionister. Det er altså i det omfang, det er et problem overhovedet, et midlertidigt problem, som højst kalder på en midlertidig løsning. Ikke en permanent indvandring med fulde rettigheder til permanent ophold og sociale ydelser, hvilket hurtigt kan skabe en langt større forsørgerbyrde, end den som det postuleres, den har til hensigt at modvirke.

Derudover skal det tages i betragtning, om der faktisk er arbejdspladser til de mennesker som allerede er Europa.

Det er der nemlig ikke.

De fleste europæiske lande har nemlig allerede nu en meget høj andel af den arbejdsdygtige befolkning, som er uden arbejde. Ligeledes har det de sidste 30 år set relativt dårligt ud med evnen til at skabe vækst og bevare arbejdspladser.

Sådan ser beskætigelsesgraden af befolkningen i den arbejdsdygtige alder i EU ud per 2008:



Og opdelt i køn:



Som i kan se har lande i Europa generelt en beskæftigelsesfrekvens på under 70, hvilket gør manglen på arbejdskraft til noget nær det mindst akutte problem i Europa.

Som i også kan se, er Italien, Spanien blandt de lande med tæt på, eller middel af beskæftigede i Procent. Det er de lande, der kan siges at føde katastrofalt få børn.

Selv Frankrig som ikke mangler befolkningstilvækst, tværtimod, har en lav beskæftigelse, hvilket ikke forhindrer den politiske elite i at messe videre om den nødvendige indvandring.

Tyskland har måske et mindre problem, men akut er det ikke, da kun omkring 70 procent af befolkningen er beskæftigede.

Så hvorfor tænker man i EU og øvrige politiske organer ikke først og fremmest i at få beskæftiget flere i den arbejdsdygtige alder, ja specielt kvinder, som i kan se har en meget lav erhvervsfrekvens i mange lande?

Det er vel godt et spørgsmål, et spørgsmål de burde stille sig selv, og alternativt befolkningen stille til dem.

Imens lever Europas farligste myte i bedste velgående, med de skæbnesvangre konsekvenser den får, som minimum for velfærdsniveauet og økonomien, men værre endnu, måske også for selve vores sammenhængskraft, den sociale, kulturelle fremtid, samt sidst men ikke mindst - fred og fordragelighed.

Cepos - når kloge mennesker bliver ideologi-idioter

Jeg har et yndlingsbegreb for politisk religiøse mennesker, altså mennesker som lader deres fornuft paralysere af politiske dogmer, ikke mindre end religiøse lader deres paralysere. Dette begreb er ideologi-idioter.

Dette fænomen har ikke noget med intelligens som sådan at gøre, selv meget kloge mennesker har en tendens til at gøre det. Måske endda i højere grad, fordi de ved, at der faktisk findes eksperter og folk, der har tænkt dybere over et emne, end de selv har gjort det.

Det har til gengæld meget at gøre med, om man har en gennemkritisk tilgang til alt, hvad man hører, ser, og i øvrigt selv tænker. Altså virkelig anstrenger sig for at finde modsigelser, antiteser til det man er tilbøjelig til at tage som givet.

Der er faktisk lavet forskning med brug af hjernescanning, hvor det viser sig, at mennesker som modtager finansielle råd fra en ekspert, ophører med deres selvstændige tænkning på området. I disse finanskrisetider er der sikkert en del, der fortryder det. Gamle paranoide Magda som har puttet pengene i hovedpuden kan derimod i dag føle hun har handlet fornuftigt, omend hun dog kunne have sat pengene i banken til den almindelige lave indlånsrente.

Men politik og religion hviler på mere end autoritet, de hviler også på idealisme og en hjerteblodsvinkel på tilværelsen, hvor skuffelsen ved at have uret, vil være større end glæden ved at tænke selv og gennemgå tvivlens usikre fase, før man overhovedet når til det punkt.
Derfor er det letteste altid at holde fast i sin barnetro.

CEPOS har udgivet en rapport om indvandreres påvirkning af de offentlige finanser. Den er baseret på en analyse ved brug af DREAM modellen, som er blevet brugt i andre undersøgelser og hvis resultater, samt input, følgende konklusioner fra DJØF magasinet, er blevet kritiseret af undertegnede i tidligere poster, her og her.

CEPOS' undersøgelse har en anden vinkel, men deres resultater er i højere grad et klasseeksempel på ideologi-idioti i fuld aktion.

Omend de når frem til at en ikke-vestlig indvandrer koster statkassen 2 millioner kroner mere, end vedkommende ligger i den, så mener de ikke, det er et problem:

I det de primært skyldes den førte indvandrings-, social- og
arbejdsmarkedspolitik, der dels tiltrækker indvandrere med beskedne formelle kvalifikationer, dels fastholder mange indvandrere i det sociale ydelsessystem. Det er imidlertid muligt at vende indvandringen til en økonomisk fordel, hvis man ændrer indvandrings-, social- og arbejdsmarkedspolitikken, så man fremover i højere grad belønner beskæftigelse og gør indkomstoverførslerne mindre generøse.

Altså blot man fraholder dem indførselsindkomster, så vil flere mennesker automatisk føre til mere velstand.
Det er enten meget dumt, eller så er det et bevidst forsøg på at få mindstelønnen og indførselindkomsterne ned generelt, tvinge staten til at spare ved at påføre den yderligere udgifter. Hvilket højere formål skal sådan noget egentlig tjene?
Jeg kan allerede her adressere to hovedpunkter, som i yderste konsekvens ikke hænger sammen.

Et. Selv om man nægter nye indvandrere overførselsindkomst, ville de job de tager stadig gå fra danskere som er på overførselsindkomst, og dem har vi over 800.000 af i den arbejdsdygtige alder (som er smidt på ud på et sidespor, netop for at tidligere tiders indvandring ikke skulle fylde så meget i statistikken - selv under disse omstændigheder har vi arbejdsløshed i dag, så indvandring vil kun forøge arbejdsløsheden), så man kan ikke isoleret kigge på indvandreres nettobidrag, som i øvrigt er fuldt betinget af de private arbejdspladser, vi har svært ved at bevare. Ej heller vil det reelt være gratis forstået sådan, de skal jo havde ret til lægebehandling og sygehusophold, og medmindre vi vil smide dem hurtigt ud igen, pension og deres børn skal gå i skole, hvilket er en markant udgift, der som regel overstiger de penge, de smider i skat.
Ligeledes tager dette regnskab ikke i betragtning, hvad kombinationen af ny-indvandring, lavere lønninger, og overførselsindkomster, vil betyde for udviklingen i kriminaliteten, og udviklingen inden for den. En lukket fængselsplads alene koster 800.000 om året, dertil skal lægges omkostninger til retssager og politiarbejde.

To. Hvis pointen så er alle danskere skal modtage lidt eller intet i overførselsindkomst og mindstelønnen ned, så vil de jo stadig være udgift i og med, at de stadig koster under skolegang, skal have lægehjælp og hospitaler, og pension, medmindre de gamle skal sulte ihjel.
Lavere lønninger betyder naturligvis lavere indtægter til staten og i øvrigt også virksomheden, det vil sige det bliver nødvendigt at justere udgifterne til skolegang, gøre lægebehandling afhængig af indkomst, samt skære i pensionen.
Lav løn vil angiveligt give lidt flere ansatte, men lad os i så fald i første omgang koncentrere os om de mennesker, vi har svært ved at få ansat og som er på overførselsindkomst og løse resten med gæstearbejdere, nærmere end permanente borgere og udgifter.

Personligt ville jeg hælde mere til en model, hvor overførselsindkomster reduceres til SU niveau, der skabes flere uddannelsespladser og en højere overførselsindkomst end SU betinges af sygdom, invaliditet, eller tilpasses den grad man selv har forsikret sig ud fra parametre som hvor længe man har arbejdet og hvor mange penge man har forsikret sig selv med.
Men lav løn er ingen garanti for, at der ikke fortsat vil være arbejdsløshed, findes der noget land uden arbejdsløshed? Nej! Sverige var dog et, indtil det lod grænserne åbne for en million flere parallelt med en økonomisk nedtur. Resultatet er en reel arbejdsløshed på over 20 procent, det samme er tilfældet for os, omend vi kun har lukket omkring 400.000 ekstra ind.
Det under ikke blot en krise, men også et midlertidigt opsving, vel og mærke.
Hvordan man kan forestille sig, at i fremtiden vil udviklingen tegne sig anderledes, på trods af værre betingelser end tidligere, er mig en gåde.

Nye borgere bliver aldrig gratis, ikke engang gæstearbejdere, når de tager et arbejde en allerede herboende borger kunne have fået. Og nettoforholdet mellem skattebetalinger og overførselsindkomster er kun en isoleret del af regnskabet.

CEPOS citerer følgende regel af den amerikanske økonom Julian L. Simon:

If the marginal immigrant makes a non-negative contribution to the treasury you continue to admit immigrants until the contribution goes to zero.

Sådanne regler kan være ganske gode, men det er under betingelse af, at man regner alle parametre med, og det gør man ikke. Det vil sige det reelle belæg, for denne påstand, er ikke eksisterende. Man regner ikke med, indirekte udgifter til indvandreres børn, kriminalitet, eller allerede eksisterende borgere som får snuppet en arbejdsplads lige foran snuden på dem, pension og udgifter til sprogskoler, sygepleje osv.

CEPOS sammenligner fri bevægelse af arbejdskraft, med frihandel:

Det økonomiske argument for fri vandring er, at arbejdskraften kan søge derhen, hvor den er mest produktiv. Det er til fordel for den vandrende arbejdstager, som dermed opnår en store indkomst. Og det er samlet set en fordel for det øvrige samfund, idet den mere produktive anvendelse af arbejdskraften betyder billigere varer og serviceydelser. Ser man således kun på disse økonomiske effekter, er fordelen ved fri vandring mellem lande den samme som fordelen ved frihandel mellem lande og den samme som fordelen ved fri vandring mellem eksempelvis
Fyn og Sjælland5.

Sammenligningen er falsk. Afskaffelsen af toldmure er ikke det samme som afskaffelsen af indvandringsbarrierer. Der er grænser for mange produkter vi vil købe og har råd til, der er ikke grænser for, i fornuftig regulerings forstand, hvor mange børn man vil føde i den fattige del af verdenen.
Underliggende påstand her er, at 6 milliarder, snart stigende til 9 milliarder fattige menneskers frihed til at søge arbejde i den rige del af verdenen, hvor man i forvejen har svært ved at finde arbejde til en enkelt milliard, vil resultere i mere velstand. Det er om noget ikke gennemtænkt, eller præget af den mindste realpolitiske flair, eller psykologiske erkendelse. Selv om man kan sige at indvandringen vil naturligt ophøre, når vi bliver dysfunktionelle og fattige samfund præget af indre stridigheder og raseri rettet mod de skyldige i den her idioti.

For det første er udgiftniveauet i et samfund alene på boligområdet betinget af pres på samme. Flere mennesker, lig med dyrere boliger. En ordentlig indtjening på boligområdet, er betinget af høje priser på boligområdet, nedsættes udgifterne til lønning af folk i boligbranchen, får man ganske vist lavere omkostninger, omend selve presset på området vil holde priserne oppe og angiveligt have en tendens til at holde omkostninger oppe uden at de sænker sig nævneværdigt, alt efter pres. Men selv om man får billigere boliger via nedsætning af omkostninger, vil der være et efterslæb af boliger bygget under andre betingelser, hvor prisen er sat efter hvad flertallet dengang havde råd til, ikke de fattigste.
Bare på dette område hænger virkeligheden og ideologien ikke sammen.

Det samme vil gælde selv fødevarer, hvor prisen vil blive sat primært, efter hvad flertallet har råd til. Man kan sagtens skabe en forhutlet underklasse på 20 procent af befolkningen, som nu og da må stille sig i kø ved gadekøkkenet for at blive mætte, uden at det generelle prisniveau vil falde betragteligt. Vi har et højt prisniveau i Danmark og det er usandsynligt, at det vil falde alene ved at fjerne både toldmure og mindstelønninger, medmindre vi taler general lønnedsættelse, hvilket så igen fratager virksomheder deres profit fra et højt prisniveau. Som blot et eksempel koster Knorr pulversovser langt under det halve i Sverige, end det gør i Danmark. Folk er i det hele taget nødt til at betale den pris fødevarer koster, ellers sulter de. Hvilket betyder de må supplere deres indkomst med kriminalitet eller gå til gadekøkkenet. Priserne kan kun falde ved at sænke lønningerne generelt, og så falder virksomhedernes indtægter også, så er vi princippet lige vidt, bortset fra vi har fået genindført reel fattigdom.

Fornuften i dette ligger i at skære i overførselsindkomster og gøre staten mindre afhængig af skatter, altså på den måde skabe flere frie penge til forbrug og ligeligt fordele skattelettelsen mellem virksomheder og medarbejdere. Lønnedgang er en midlertidig løsning, som kun i omstillingsfasen mellem fortsat høje priser og lavere lønninger vil skabe en fordel, men vil udjævne sig efterhånden.
Disse løsninger er kun virksomme via mindre udgifter til staten, noget indvandring er en garanti for, vil aldrig ske.

CEPOS giver et rids af dansk indvandringspolitik:

I Danmark var der i en del af efterkrigstiden en liberal indvandrings- og
socialpolitik med forholdsvis fri indvandringsmulighed og ret høj grad af pligt til økonomisk at klare sig selv. Modellen mindede således en del om en såkaldt Åbne-grænser-lukkede-kassermodel. Denne model blev imidlertid erstattet af en model med a) lukkede grænser for arbejdsindvandring, b) barrierer på arbejdsmarkedet for personer med beskedne formelle
kvalifikationer, c) åbne grænser for familiesammenføring og d) åbne kasser for passiv forsørgelse. Den førte indvandringspolitik efter 1973 – og især efter udlændingelovens ændring i 1983 – karakteriseres ikke desto mindre nogle gange som ”liberal”, men i realiteten har der været tale om en detailregulerende politik, der selektivt fremmede indvandring af personer, som ikke primært var motiveret af at opnå beskæftigelse, og bremsede indvandring af personer, som primært ville have været motiveret af at opnå arbejde.

Det er så ugennemtænkt, at det skriger til himlen, jeg vil kun kritisere det i korthed, men med de vigtigste detaljer, for mere er det ikke værd.

1. Efterkrigstiden kan på ingen måde sammenlignes med hverken nutid og slet ikke fremtid. For det første var indvandringen dengang ikke så stor. For det andet var der nogle unikke forhold som aldrig kommer igen, som kan beskrives kort som: Det er lettere at skabe vækst fra lavteknologisk udgangspunkt end et højteknologisk. Eksemplificeret kunne en dansker med lidt kapital og lidt teknisk snilde starte en TV fabrik i 50´erne og 60´erne uden at skulle konkurrere med store multinationale giganter som Sony osv og dermed skabe hundredvis af arbejdspladser. Med Sony som modstander med et kæmpe masseproduktions apparat til rådighed og en avanceret teknisk kunnen og et etableret brand, er dette ikke længere muligt. Dengang voksede industrien og den private sektor, i dag har vi problemer med at blot holde Status Quo og industrien forsvinder udenlands, noget som ganske vist kalder på en nedsættelse af deres udgifter, men ikke af deres indtægter. Og nedsættelsen af deres udgifter sker ikke først og fremmest ved indvandring, men ved at få statsbudgettets indtægter forøget på anden måde end ved at beskatte virksomheder og arbejdskraft, primært ved at få folk allerede på overførselsindkomst her i arbejde - dette er ubetinget første del af løsningen.

2. Den liberale politik 1983-86 var liberal og oven i købet totalt ugennemtænkt. Indvandrerene blev ikke arbejdsløse fordi de ikke ville arbejde, men fordi der ikke var arbejde! Arbejdsløsheden i den periode var nu engang rekordhøj, blot for at blive endnu mere rekordhøj med indvandringen.
Og årsagen til at vi stadig havde i 2008 (RAS207 i Statistikbanken), hvor beskæftigelsen slog alle rekorder, 59.859 arbejdsløse, 93.404 midlertidigt uden for arbejdstyrken (aktiverede osv.), 138.220 tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet, 312.054 på en eller anden form for pension, 287.744 andre uden for arbejdsstyrken, i alt 891.281 mennesker i alderen 16-66 år uden for arbejdsmarkedet, eller kun 20.000 fra rekorden i 1993, det selv om 100.000 flere er ansat i den offentlige sektor plus det løse via udlicitering, der registreres som privat arbejdskraft, skal findes i det forhold, at vi har importeret langt mere arbejdskraft, end vi havde brug for.
Det repræsenterer om noget, det mest liberalidiotiske i dansk politik nogensinde. Omend det er korrekt at høje overførselsindkomster og dermed statslige udgifter som skal dækkes via skat spiller en rolle, så er netop det forhold, at man har importeret overflødig arbejdskraft, skyld i at selv samme er blevet værre, og man har været tvunget til at sende hundredtusindvis ud på pensioner og dermed øget skattetrykket. En lignende fremtidig løsning, er lig med endnu større økonomisk deroute. En stor del af disse overførselsindkomstudgifter dækkes kun midlertidigt af olieindtægter i størrelsesordnen 30-40 milliarder årligt.

CEPOS' ønske om arbejdskraft til under mindsteløn, er i øvrigt allerede en realitet, da man ved at ansætte Polakker via et vikarfirma, eller firma med adresse i Polen, kan få deres arbejdskraft til den polske overenskomst, hvilket gør deres indvandringstankegang, hvormed angiveligt menes permanente borgere, endnu mere suspekt og idiotisk, og idiotisk er det rette begreb, for ikke blot er det ugennemtænkt, det ville få katastrofale følger, hvis gennemført.
Med den fidus' udbredelse vil vi naturligvis se flere arbejdsløse, da 40-60 kroner i timen for en i øvrigt lige så flittig arbejdskraft, hvis ikke mere, er attraktiv. Det vil også øge interessen for at flytte virksomheden til Polen selv, for at kunne retfærdiggøre en fuld ansættelse af billig arbejdskraft. At fyre alle de danske medarbejdere for at genåbne virksomheden med billigere arbejdskraft i Danmark ville medføre en boykot og fremprovokere en forbruger reaktion.

Grunden til, at indvandrere fra mere udviklede lande præsterer et positivt bidrag til de offentlige finanser, er, at de ofte først kommer til Danmark, når de er uddannede (dermed trækker de ikke i så høj grad på de offentlige udannelsesudgifter), og at de ikke belaster de offentlige finanser ved at modtage indkomstoverførsler (bl.a. fordi de i relativ høj grad er i beskæftigelse og i nogle tilfælde forlader Danmark inden alderdommen).

For at gentage mig selv, hvad så hvis de bliver? Så taler vi pension og deres børn som skal gå i skole, på sigt endnu flere mennesker som skal have skolegang, forsørgelse osv. for at slet ikke tale om at de kun får et arbejde på reel bekostning af en af de næsten 900.000, vi har uden for arbejdsmarkedet i arbejdsdygtige alder.
Det vil sige at al indvandring undtaget uddannet arbejdskraft, er i princippet overflødig arbejdskraft, direkte eller indirekte. Selv uddannet er det, eftersom vi kunne havde uddannet i stedet for sende over 400.000 på for tidlig pension.
Og de næsten 900.000 er opstået på trods af et stort opsving og et midlertidigt friværdi og byggeboom, noget vi ikke har til rådighed i fremtiden.

Mere har jeg ikke at sige til følgende indspark, udover at gentage hvor i høj grad det repræsenterer ideologi-idioti og en allerede verificeret forkert løsning på vores problemer, som kun kan blive endnu værre, ved at gentage den!

Makværk!

Finanspolitisk sammenhængskraft

Jeg vil fortsætte lidt, hvor jeg slap i går, med artiklen "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed", af Peter Stephensen.

I artiklen er der også nogle grafer over borgeres nettobidrag til det offentlige, eller manglen på samme.
Jeg har ikke tid til at opdrive de oprindelige tal, eller kan klart gennemskue, hvilke offentlige ydelser, direkte eller indirekte disse er baserede på? Altså om medicin tilskud og alt i den dur af indirekte udgifter med?

Men graferne selv fortæller en historie, som man kan ekstrahere nogle tendenser fra. For at starte med kvinderne:


Hvor meget vi end lever i en tid, hvor kvinder regnes som det stærke køn og mænd og drengebørn er nogle syge svæklinge. Så forholder det sig dog sådan, at finanspolitisk er kvinder en dårlig forretning. Det gælder alle kvinder. De putter mindre i statskassen, har en forkærlighed for offentlige stillinger, de lever længere tid og skal derfor have offentlig forsørgelse i længere tid, samt den store omgang inden for sundhedsvæsenet osv.
Før jeg bliver betragtet som en komplet mandschauvinist, vil jeg blot påpege at, jeg blot forholder mig til faktum, ikke hvad der er politisk korrekt.
Kvinder kan nok multitaske, og det er en herlig evne, men det er kun mænd som kan påtage sig og mestre alle former for arbejdsopgaver, fra det hårdeste fysiske arbejde til tungt intellektuelt på højeste effektivitets niveau.
Der findes flere superintelligente mænd, altså i den tunge intellektuelle afdeling, det betyder ikke, at der ikke findes mange superintelligente kvinder, det gør der! Min pointe er dog, at der ikke er noget arbejdsfelt, hvor manden ikke kan excellere overlegent i, hvis han altså vil det.

Når det så er sagt, så er der problemet med ligeløn, som dog ikke er så stort, som man gør det til, når kvinden vælger offentlige arbejdspladser, bliver lønnen også lavere. Noget man ofte overser, er at en mellemanciennitet politibetjent, faktisk tjener mindre end en ditto sygeplejerske. Årsagen er offentlig lønniveau, ikke kønsnoteret eller risikovurderet, jeg ville hellere arbejde som sygeplejerske end politimand, personligt.

Derudover yder kvinden et nødvendigt arbejde, i form af fødsel og barsel, til samfundets gode, som i det finanspolitiske regnskab ikke tæller opad, men nedad, og det tæller i samfundsnytte.

Og for at være retfærdig, findes der også flere superdumme mænd, end der findes superdumme kvinder.

Men som sagt, kvinder er som i kan se en halvdårlig finanspolitisk forretning, og når vi taler om indvandrerkvinder fra den ikke-vestlige verden, taler vi om en heldårlig finanspolitisk forretning, det altså under de tidligere betingelser af opsving og "mangel" på arbejdskraft, som vi har haft, det bliver værre i fremtiden.
Ikke vestlige indvandrerkvinder er en dårlig forretning, selv om de kommer til Danmark så sent, at vi sparer barndomsudgifterne helt og aldeles.

Som jeg nævnte, har selv den almindelige dansker problemer med opretholde en positiv finanspolitisk balance.

Kigger vi på mænd, bliver regnskabet lidt bedre, men overordnet kører det kun rundt på grund olieindtægter og skatteindtægter fra det private erhvervsliv, som det er nu, og det bliver værre, så enten stopper vi indvandring eller bliver verdensmestre i at skabe private arbejdspladser, ellers kommer sparekniven og den skærer ofte, hvor det gør ondt og ondt værre:

Når recession bekæmpes med recession

En insider spåede som nævnt i en tidligere post, at vi kun havde nået toppen af isbjerget med hensyn til den amerikanske/internationale finanskrise.

Men ikke nok med det, så er man i færd med at bygge næste isjerg. Som Asger Aamund, der kommenterer krisen på TV2 NEWS for nylig, så ligger problemet hos bankerne, ikke hos virksomhederne som generelt er solide nok.

I USA er renten praktisk taget nul. Resultatet er et låneboom, en stigning i låneansøgningerne.

Håbet er naturligvis at få gang i boligmarkedet og få priserne til at stige. Præcis det samme som vores regering, blandt andet, håber med sin hjælpepakke på 100 milliarder.

I virkeligheden taler vi om en simpel måde at skabe den vækst, vi er så fikserede på at fremmane hvert år.
Men et låneboom, uanset om det lykkes at få priserne op på bolig, er et kunstigt grundlag for vækst, og fremtidig vækst, skal per definition være mere endnu mere kunstig, for at kunne skabe en eksponentiel vækst, i forhold til det udgangspunkt som væksten hviler på.
Eller sagt mere nede på jorden, når væksten i 2007 hviler på et låneboom, er baseret på penge som er gratis at låne, så er væksten i 2008 enten et endnu større låneboom og højere vurdering af ejendomspriser og nybygning, ellers er det recession.

Det hele afhænger af at befolkningen spiller med og hvor længe de spiller med, på et tidspunkt vil priserne rasle ned igen, og så indtræffer/forlænges krisen endnu en gang.

Billige lån, for at gøre højere priser på boliger mere appetitlige, skaber kun tabere. Både banker, boligejere og boligkøbere. For priserne vil rasle ned på et tidspunkt for det flertal som ikke har solgt deres bolig! Bankerne får ikke penge nok ind i forhold til hvad de udlåner, og nye købere vil få sværere og sværere ved at få råd.

Det er med andre ord blot en garanti for recession og en yderligere forlængelse af denne.

Markedet kan klare sig selv - eller?

Nej, det mener regeringen ikke i dette tilfælde, når bankerne ikke vil låne penge ud.

Derfor vil de smide 100 milliarder offentlige kroner i bankerne, så de kan låne ud til fornuftige foretag.
Nej, det er nu ikke kun til fornuftige foretag, det er også til private som vil købe bolig, for ellers dratter hele luftkastellet på boligmarkedet jo ned.

Boligerne rasler ned i værdi, dermed bliver der krise i friværdi Danmark, for murstensaktierne har pludselig ikke den værdi, som de er belånt til.

At der er et loft for boligernes værdi, det er naturligt nok. At vi ramte det loft for lang tid siden, burde man i regeringen have regnet ud, såvel som man burde have regnet ud, at overvurderingen ville fortsætte i den retning.

Nu skal 100 milliarder, som jeg gerne vil æde min gamle hat på, giver solidt underskud på de statslige finanser, uden at forandre det helt store i beskæftigelsen og samfundsøkonomien, hældes ud i den luft, vores økonomi hviler på.

Men regeringen kan vel håbe på, at limningen holder, indtil de alligevel taber næste valg.
Socialdemokraterne virker nu heller ikke til at være oven på problematikken.

Hvorfor ikke lade bankerne klare det selv, ved at sætte renterne op.

Vi skal ikke leve på kredit, vi skal ikke have velfærd på kredit, eller vækst på kredit.

Recession er en naturlig konsekvens af en kreditbaseret vækst, med luftige overvurderinger af boliger og foretag.

Ved at gå den forkerte vej, graver vi os endnu længere ned.

Devaluer kronen i stedet og styrk vores konkurrenceevne på den måde og lad bankerne klare sig selv.

Illusionernes marked

Jeg har været træt af Stein Bagger og IT-Factoryaffæren fra dag to-tre af. Jeg fatter ikke, hvorfor denne historie går i selvsving? Måske er det en kombination af charme, selvtillid, lækker bil og en omverden, der blev taget så kraftigt ved ansigtets frontparti, at den kårede IT Factory som årets entrepenør?

Jeg skammer mig over journaliststanden, velvidende at den kun gør det, fordi det er en simpel historie med en enkelt, karismatisk bedrager. Begge bestanddele med folkeappel.
Heldigvis findes der andre Journalister og andre historier. Eksempelvis de herrer fra JP, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg, som bør vinde Cavlingprisen de næste mange år. De har lavet et stykke detektivarbejde og analytisk, kritisk journalistik, der var tidligt ude, som også rummer en milliardsvindler, som er ung, succesrig, havde masser af hurtige biler, samt er blandt Danmarkshistoriens største bankrøvere, med en gæld alene til Roskilde Bank på over 900 millioner kroner.
Han er ikke alene. Masser af "succesrige" mennesker, har i større eller mindre omfang fulgt nogenlunde samme recept, er gået konkurs på stribe efter at have levet det søde liv i årevis på mindre bestanddele realformue og større bestanddele Illusion.
De fleste af disse "rigmænd" vil angiveligt aldrig se en dag fra den indvendige side af hotel Gitterly. Det på trods af at de har svindlet for milliarder, hvor mange milliarder må guderne vide? For det er kun de mest rådne fisk som har truffet detektivernes næsebor.
Hvad har disse mennesker gjort? De har blandt andet solgt ejendomme mellem hinanden til overpris, kunstigt hævet prisen langt ud over det som almindelige mennesker vil give. I nogle tilfælde har de dog scoret kassen på, at lejerne i en ejendom har købt den til den af dem satte overpris som loven giver lejerne mulighed for. Men primært ved at handle indbyrdes til overpris har de opnået aktiver baseret på lån og pantebreve, som var den rene luft, trukket aggressive långivende banker med i et uafvendeligt fald. De har begået Danmarkshistoriens angiveligt største bankrøveri, for de flestes tilfælde uden at risikere den mindste straf.

Denne historie er rigtig interessant, ikke bare er den interessant, den er hamrende samfundsrelevant og burde være tvangspensum for alle politikere i folketinget, indtil de kan den både forfra og bagfra med implikationer.
For disse mennesker udgør i princippet bare en ekstrem, skamridende variant af den økonomi politikerne har ladet stå til med. En økonomisk vækst baseret på lav rente og lånegilde i den store stil, illusioner om værdi af ejendomme, IT virksomheder og andre fata morganaer, hvor forventninger fuldstændigt mister kontakten med markedsvirkeligheden.

Vores problem i en nøddeskal har været: At vækst baseret på midlertidige forhold og luftkasteller, skaber nødvendigheden af næste års luftkasteller må bygges endnu højere, for at vi kan holde vores vækstmålsætning.
Vi bliver med andre ord, ved med at fange os selv på det forkerte ben indtil det segner.

Politikerne har haft for travlt med at prale af vækst, faldende arbejdsløshed, til at gøre noget som helst for at skabe en sund økonomi, luftkasteller forpligtiger til yderligere luftkasteller.
En superboble brister med et superbrag og midt i braget er vi i dag.

Derfor har vi ikke brug for politikere, der bereder fremtidige katastrofer. Jeg er tilbøjelig til at sige, at vi har brug for en kartoffelkur, en rentestigning der kan mærkes. Ved at flygte fra recessionen ud i nye luftkasteller, gør vi kun værre værst.

I USA år 2005 vurderede finanshuset Merrill Lynch, at omkring halvdelen af den årlige vækst, (Altså hvis 5 procent årlig vækst, så var 2,5 procent relateret til ejendomme) var knyttet til ejendomsmarkedet på den ene eller anden måde.
Jeg ved det ikke, men vil hjertens gerne vide det. Det ville ikke undre mig, hvis det i Danmark de sidste år har været mere end 50 procent, som har relateret sig ejendomme, hvis ikke hele den årlige vækst.

Med en økonomi, baseret på forventning og luft, låne og kredit cirkus, hvor at stoppe det, før det stoppede sig selv, hvilket det dog uafvendeligt ville gøre, hele tiden har betydet recession og for hvert år det ikke blev stoppet, en endnu større recession, har vi nu malet os selv op i et hjørne. Men det er heldigvis et godt hjørne, hvor vi kan konsolidere vores økonomi og i stedet for at satse på midlertidige murstensløsninger, eller hip og hype brancher med overtunede forventninger. Det er ikke verdens undergang, det er bristede sæbebobler forfulgt af panik og hysteri og en del banker, investeringsfonde som har brændt fingrene for alvor.
Vores eneste problem er, at vi har lovet at følge EUs Centralbanks rente, og dermed ikke selvstændigt kan regulere til ansvarlighed via renteforhøjelse.
Men vi kan satse på sunde foretag, gode idéer som faktisk har et relativt permanent og stabilt marked, investere i for eksempel bæredygtig energi, tekniske løsninger på afhængigheden af fossile brændstoffer. Men det vigtigste er, at økonomien knyttes tættere til markedets realværdi igen og kreditter med luftkasteller ikke skaber en trappe, der år for år vokser op i de økonomiske illusioners elusive paradis.

Økonomiens Automatpilot

Fik desværre ikke set og hørt det grundigt, satsede på at det blev genudsendt og kom midt ind i det.
Men på TV2 News her i dag var unge Helveg Petersen og Mogens Lykketoft inviteret til studiet til en lille debat om den aktuelle finanskrise.

Jeg bemærkede desværre ikke den store forståelse for, hvad der er gået galt hos Lykketoft. Lidt skuffende, men jeg havde faktisk forventet mere fra en en tidligere finansminister med rygtet som en af de af de mest økonomikyndige politikere, vi har i Danmark.

Så vidt som jeg fik fat i det, anbefalede Lykketoft to retninger for at få gang i Økonomien igen.

Den ene var øget investering i byggerigenren inden for det offentlige. Målet var at få sving i økonomien og beskæftigelse til håndværkerne igen.

Problemet er ikke så meget forslaget som timingen. Danmark kan i følge regeringens nyeste opgørelse forvente underskud på de offentlige finanser på 23 milliarder i 2010.
Regeringens bud er næppe underdrevet. Det afhænger dog meget af indtægten fra Nordsøolien, altså olieprisen.
Hvis Lykketoft havde fremsat dette forslag for et par år tilbage, havde det været en glimrende idé, koblet med tiltag over for det private boligmarked.
Så kunne man have fordelt boblen på byggemarkedet lidt mere over i det offentliges favør, og man havde haft økonomien til det.
Men nu har vi allerede haft en bristet boble på byggemarkedet, at blæse en ny med sin absolut begrænsede levetid, med et offentligt åndedræt som er plaget af rygelunger, er en meget dårlig idé for indeværende stund. Der kan muligvis med fordel, forsigtigt, investeres en smule, men nogen stor boblet satsning bør det aldrig blive.

Hans andet forslag, var at investere i bæredygtig økonomi, og gøre os mindre afhængige af olien. Nu er vi ganske vist ikke specielt afhængige af olien, vi er jo selvforsynende. Så en høj oliepris eller andres afhængighed af olien er til vores fordel. Altså ikke et middel til at afhjælpe den nuværende krise.
Dog synes jeg, hans forslag af andre årsager, er ganske glimrende. Fordi det er en langsigtet investering, og fremtiden tilhører dem som har de bedste teknologiske løsninger på det bæredygtige område.

Men noget godt bud på hvordan vi kommer ud af den nuværende krise, kom der ikke.
Jeg er i øjeblikket i færd med at læse George Soros' nyeste bog "The new paradigm for financial markets - The credit crisis of 2008 and what it means", den skal jeg nok vende tilbage til en gang når jeg har tid.

Men indtil videre burde den være tvangslæsning for vores politikere, ja når Lykketoft har brug for at læse den, tør jeg ikke tænke på, hvad de andre har brug for.

Amerikansk finanskrise - næste fase

I følge en anynom insider i den amerikanske bankverden venter det værste endnu:

Today, we are bailing out the banks because of their greedy and deceptive lending practices in the mortgage industry. But this is just the tip of the iceberg. More is coming, I’m sorry to say. Layoffs are being announced nationwide in the tens of thousands. As people begin to lose their jobs, they will not be able to pay their credit card bills either. And the banks will be back for more handouts.

Den amerikanske kreditbranche har været meget optimistisk omkring privatpersoners kreditvurdering.
De opererer med et kreditpointsystem, frem for at gå ind og vurdere den reale privatøkonomi, de undersøger hverken huslejeudgifter eller personlig indkomst.

Han nævner et konkret eksempel:

I recently had a client apply for a credit card. She is a homemaker, with no personal income. The house she lives in is in her husband’s name. She would have asked for a $3,000 credit line, just to pay miscellaneous expenses and to establish some credit on her own. So the computer is told that her household income is $150,000; her mortgage/rent payment is zero. The fact is that her husband’s mortgage payment is $7,000 a month (which he got with a no income verification loan). She had a good credit score, but limited credit since she has only lived in this country for the last three years. The system gave her an approval for a $26,000 line of credit!

Derudover arbejder de ihærdigt for at få kunder til at bruge kreditten ved at for eksempel udvide den uden at spørge.

Så det er ikke umuligt, at bankerne snart melder sig i Washington med hatten i hånden endnu en gang.

Oeconomicus maximus

For nogle dage siden havde Information en interessant artikel.

Sagens kerne i denne var, at de samme fem spekulanter havde solgt og gensolgt den samme ejendom mellem hinanden, så værdien var blevet kunstigt hævet.
På blot 4 år, mellem 2004 og 2008, blev ejendommen solgt for først 11.5 millioner og til sidst for 46 millioner. Altså en firdobling af prisen.
Med flere pantebreve og dermed større friværdi har de fortsat denne spekulation og været i stand til at låne, flere og flere penge.
Når banken så standser gildet, går en af parterne konkurs, men før dette sker, er systemet jo malket godt og grundigt.

Dette er en spændende historie, men ikke så meget på grund af et fåtal af hæmningsløse spekulanter, plattenslagere, der gør sig rige på den her måde, laver et veritabelt, indirekte, lovligt bankrøveri.

Nej, mest spændende er det fordi, det de har gjort er kun en ekstrem variant af den murstens-økonomi, vi har opbygget. Priserne er blevet blæst vanvittigt højt op, fordi mennesker har regnet med et "samarbejde", med andre mennesker om at sælge og købe mursten til fuldstændig absurde priser. Fordi rentecirkusset har kørt til alles fornøjelse, i hvert fald banker og pengeinstitutters, murstensejerenes eller middelklassens, håndværkerene og de politikere, som fik lidt ekstra vækst og beskæftigelse at prale af.

Men nok bliver bankerne røvet af både de kloge og mindre kloge. Men de kan næppe ses som tabere i dette spil, alene Danske Banks koncernbalance er på 2 gange det samlede BNP.

Som Professor i Økonomi, Jesper Jespersen, skriver i ovenlinkede artikel:

Der var ikke taget højde for, at den øgede konkurrence mellem bankerne ville udmønte sig i en betydeligt mere aggressiv udlånspolitik. Ikke mindst bankerne var bange for at tabe markedsandele til dels andre banker dels andre finansielle institutioner, der begyndte at operere i det traditionelle bankmarked.

En af konkurrenceparametrene i kampen om udlånskunderne var et mindsket krav om (værdifast) sikkerhed og evt. opsat rentebetaling. Disse lån var problemfri, så længe priserne på boliger (og andre aktiver) steg år for år, og samtidig kunne de mest aggressive bankdirektører stikke en stor bonus i lommen, ligesom de havde svært ved at tilbageholde et 'hvad sagde jeg' over for de mere forsigtige kolleger i branchen. Der var kun hån tilovers for de finansmarkedsdirektører, der fortsat krævede fuld sikkerhed for nye udlån. Disse banker tabte markedsandele og indtjening - og deres ledelse blev hurtigt udskiftet med mere driftige folk.

Men der er grænser for, hvor langt en økonomi kan løbe fra realøkonomien. Men både bankerne og boligejerne har i fælles stafet løbet langt væk fra den.
Bankerne har kun lovpligt til at otte procent af aktiverne skal være egenkapital.

Når der sker en værdiforringelse af aktier og flere udlån trues af manglende tilbagebetaling, presses bankerne på deres egenkapital og regeringer må gribe ind med hjælpepakker. For vores økonomi roterer omkring bankerne, hvis de går bankerot, står masser af mennesker uden en mulighed for at hæve penge eller bruge deres dankort.
Så bankerne kan altså i princippet presse citronen helt og aldeles og samtidigt blive reddet på stregen af staten. Selv Danske Bank har måtte have hjælp, de har ikke handlet så uansvarligt som andre, det ville koste dem tillid og forringe deres aktier. Men alligevel er de endt med at skulle have et sikkerhedsnet under sig.

Af verden top 500 Multinationale selskaber er 64 banker, den største er Deutche Bank, som ligger nummer 31 på listen.
De top 50 multinationale selskaber omsætter for 2.700.000.000.000.000.000 Dollars om året. (John T. Rourke, "international politics on the world stage, kap. 14).

Vi har vandret fra krise til krise, de sidste 20 år. Oliekriserne havde bund i reelle forhold, nemlig prisen på olie. Vores økonomi i dag er mindre afhængig af olie, til gengæld er idéen om det selvregulerende penge og handelsmarked atter udbredt og åbner os for helt nye kriser, frembragt af spekulation og store luftbobler på områder hvor troen er større, end den jord den vandrer på.