Danmark går i blodrødt

Uhadada, nu er den røde blok på vippen til at kunne få flertal helt uden de Radikales dæmpende effekt på det økonomiske område:

I en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark står S, SF og Enhedslisten til at få 49,6 pct. af stemmerne. Det svarer til 87 mandater, og hvis tre af de nordatlantiske mandater - som i dag - støtter rødt hold, vil det være nok til det afgørende flertal på 90 mandater.

Hvis i vil se en statsgæld med lodret retning opad, så vent blot et par år. Vi får ikke græske tilstande, det er trods alt utænkeligt, at landet her tærer så meget og nærer så lidt. Vi kommer dog til at miste flere virksomheder, flere arbejdspladser og i sidste ende kommer folketinget til at skulle skære hårdere i det offentlige, end de skal nu.

Men folket skal ikke pive til den tid, det får præcis hvad det har stemt på.

Usmagelig grundlovstale af Vestager

Den vil fokusere på EU, hvilket svarer til at bruge en dag til ære for demokratiet til at hylde elitokratiet, der har afskaffet demokratiet.

Og så skal vi bare have mere indvandring - held og lykke Vestager, der er dog nok alt for få, der er så aldeles superidealisk hyperverdensfjerne som jer og de fleste af dem stemmer på SF

Hvilken kamel vil de Radikale sluge?

Der er snart folketingsvalg. Der kan nå at ske meget inden, specielt med Fælleslistens indtog i dansk politik.

Men en interessant debat i folketinget i dag, afspejler et dillemma for de Radikale, der som bekendt ligger til højre i den økonomiske politik og til venstre i den værdipolitiske.

11.33: Venstres finansordfører Jacob Jensen spørger Morten Østergaard, om de radikale kan støtte S og SF's millionærskat. Morten Østergaard svarer igen ved at spørge regeringspartiernes ordførere, hvor de 10 milliarder skal komme fra.


11:35: - Det er ikke en del af vores skattepolitik. Det er klart, det skal der forhandles om, svarer Morten Østergaard på spørgsmålet om millionærskat.


11.36: - Det er bare glasur, der er trukket ud over, når man ikke er enige om, hvilke reformer, der skal komme, lyder kommentaren til oppositionens fælles krav om reformer fra Venstres gruppeformand Kristian Jensen. Også her skal der forhandles, svarer Morten Østergaard. - Den her enighed er så tynd som det papir, den er skrevet på, konstaterer Kristian Jensen.


11.42: Venstres Erling Bonnesen spørger Morten Østergaard, hvilke reformer han er enig med S og SF om. Morten Østergaard svarer, at der er enighed om, at der skal sikres holdbarhed gennem reformer. Hvilke, skal man så forhandle om.

Her er der altså linet op til slugningen af kameler. Grundlæggende skal de Radikale enten slutte sig til højre, eller venstre.

Hvis de slutter sig til venstre, skal de sluge kameler såsom millionærskat, øget selskabsskat, øget skat på aktiegevinster, en fredet efterløn og en helt masse andet. Ovenstående kommentar afslører for så vidt, eller kraftigt antyder, at de ikke har fået forhandlet noget igennem endnu, trods det forhold at S og SFs fællesprogram, en fair forandring, stammer tilbage fra den 28. august i 2009.

Slutter de sig omvendt til højre. Så skal de i blandt samarbejde med DF.

Så bliver spørgsmålet, hvad gør mest ondt i hjertet på de Radikale? Og vil de helst følge hovedet, eller hadet og afskyen over for DF?

Grundlæggende vil jeg ikke blive spor overrasket, hvis den næste regering hedder en mindretalsregering med forbogstaverne VKR.

Kan de Radikale og deres indvandrere ikke få deres eget land?

Der var lige noget Richard Florida glemte at nævne:

Hop over til Ulla Nørtoft og læs noget interessant, hvis i ikke allerede har gjort det.

Bondam og DF

Et parti hvis mærkesag er at holde et demokratisk parti helt uden for det gode selskab.
Flipper ud over fedteriet med mandater og stemmer, når det urørlige parti forhandles med.

De snakker sjældent om andet, og når de snakker om andet får de lige nævnt det i en sidebemærkning.

Og så undrer de sig over, at deres stemmeantal er halveret.

Det burde de ikke gøre. De er kort sagt et patetisk parti.

De radikale - et centrumparti?

Information har en meget interessant artikel, med overskriften:

"De radikale er blevet et ekstremt parti"

Pointen i denne artikel er fulgt op med en interessant grafik:

Jeg vender mig dog mod overskriften, for de er ikke "blevet det". De har været det længe.

De Radikale har i lang tid været Pro EU, til højre i den økonomiske politik, til venstre i værdipolitik, som indvandring, retsvæsen, osv.

Til forskel for DF, som ligger tilstrækkeligt til højre i den økonomiske politik, og klart til højre i den værdipolitiske.

Problemet for De Radikale er nok nærmere, at dem som deler deres højreorienterede økonomiske politik, ikke deler deres venstreorienterede fremmedretsfundamentalisme, eller bløde syn på retsvæsen.

De har med andre ord gjort regning uden vært.

Jeg mener ikke De Radikale har forandret sig grundlæggende.

Det er Socialdemokratiet, som har taget et skridt mod SF, og ladet SF præge deres politik. Forståeligt nok givet SFs størrelse.

De Radikale har altid været økonomisk højreorienterede, og ideologisk venstreorienterede.

De Radikale er blot et eksempel på, at højre/venstreskalaen er en forsimplet måde at anskue politik på.

De Radikale falder ned på jorden

De Radikale opgiver nu, mere eller mindre, kampen mod 24 års reglen og tilknytningskravet.

I stedet vil de fokusere på kamp mod Robin Hood skatteoplægget:

I avis-interviewet - foretaget fredag, men først bragt onsdag - erkender Margrethe Vestager, at slaget om udlændingepolitikken alligevel er tabt på forhånd:

- Jeg kan konstatere fuldstændig nøgternt, at uanset hvor meget jeg er imod 24 års regel og tilknytningskrav, så kræver det 90 mandater at få det ændret, siger hun og fortsætter:

- S går ind for reglerne, og SF har accepteret dem, så derfor har det godt nok lange udsigter at samle de 90 mandater.

Helt nede på jorden, er man dog ikke endt.

Selv om de radikale er modstandere af millionærskatten og de varslede stigninger i selskabsskatten.

Så mener De Radikale dog, at man på anden måde bør gøre livet mere besværligt for det danske erhvervsliv, og save den gren over, som er det indtægtmæssige grundlag, for alle de verdenfrelser og velfærdsinflationære tiltag, som oppositionen ellers gerne så indført:

I udspillet "Skat der virker" ønsker de Radikale højere grønne afgifter, især for erhvervslivet og transport, samt en markant lempelse af topskatten.

De Radikale kræver grænsen for topskattebetaling hævet med 50.000 kr., så topskat først skal betale af indkomster over 460.000 kr. Idag betaler mange almindelige lønmodtagere topskat - herunder mange lærere og sygeplejersker, siger partiet.

Både Socialdemokraterne og SF afviser at lempe topskatten. Skal skatten lempes, skal det ske i bunden, ikke i toppen, siger de.

Stem for et Danmark med mådehold, der bevarer pengene til en indsats hvor den er strengt nødvendig, og bevarer grundlaget for denne indtægt. Fremfor at skabe en generel inflation i velfærd, som vi ikke har råd til, ender med gæld og dermed yderligere udgifter.

Tiden er løbet fra Robin Hood politik og der bliver mindre penge til velfærd per dansker i fremtiden.

Bonus læsning:

De penge kan kun findes to steder via besparelser eller via forhøjede skatter – hvis man altså går uden om den reelle, men politisk urealistiske tredje mulighed, der hedder en afskaffelse af velfærdsstaten. Og den udfordring er ifølge Greve langt mere væsentlig at se på end f.eks. en vækstpakke, som tvivlsomt kan nå at blive sparket i gang, fordi der allerede er mange investeringer i gang i anlægssektoren. Det er problemet med underfinansieringen af de offentlige udgifter, der er den virkelige udfordring. En problematik, der formentlig vil ramme os i 2011. Og det vel at mærke oven i den finanskrise, som vi, hvis uheldet er ude, stadig kan mærke...

Det Økonomiske Råd hos vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Olien er inde over, fordi indtægten er aftagende. Det er nogle dejlige indtægter, der forsvinder, som sammenholdt med det måske vigtigste – den stigende forsørgerbyrde – gør, at reformer er nødvendige. Det er selvfølgelig en indtægt, som vi skal lære at klare os uden,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

De Radikales DF-fobi

De Radikale er på en glidebane ud af folketinget. Ganske vist fik de stadig 4 procent i sidste meningsmåling, men for et parti der har være langt over det dobbelte af det må det siges at være noget af en nedtur.

Efter Jelveds "jeg bør være statsministerkandidat" og den fulde bekendelse til Floridanismen, er det gået støt tilbage.

Arrogance sælger ikke i Danmark. Og når De Radikale får deres taletid går den som regel til DF bashing og bedrevidenhed.

Hverken den ubetingede begejstring for EU eller den anstændige gloriepudsende politik har formået at markere De Radikale.

I en lille overset detalje i EU valgkampen gik R kandidaten, Stefan Seidler, først ud med en "Nej til Messerschmidt" kampagne.

Det gjorde han på denne her måde og undskyld den skæve vinkel, men det er et scan fra en avis:



Bemærk det nuttede lille Hitler overskæg.

På hans blog har Messerschmidt fået sine pæne andel af posterne - så ingen skal være i tvivl om i hvor høj grad han er anti anti.

Kampagnen blev droppet, ikke af usaglige årsager, men af copyright årsager:

De sidste to dage lancerede jeg på min hjemmeside og på online-banner-reklamer på nettet en lille kampagne under titlen ”Messerschmidt – nej tak”, med et lille logo der var tyvstjålet… De fleste derude kender sikkert det gule mærke med den røde smilende sol med overskriften ”Atomkraft – nej tak”.

I en meget venlig mail fra ”Organisationen til Oplysning om Atomkraft” (OOA – www.smilingsun.org) blev jeg gjort opmærksom på at dette logo er copyright-beskyttet og at jeg bruger logoet uberettiget. Dette var jeg ikke klar over.

Velkommen til fantasifuldhedens nye verden.

Stefan havde dog faktisk flere erklærede idéer end De radikales topkandidat Sofie Carsten Nielsen. Dog alt sammen inden for miljø.

Når De radikale leger halve SFere og søger de samme vælgere, så er der vel ikke noget at sige til, at de snupper den rigtige vare.
Specielt når SF faktisk taler til folk, i stedet for over hovedet og langt ved siden af dem.

Og i øvrigt så gerne vil forkæle danskerne med et dejligt, stort offentligt forbrug.

Jeg synes faktisk de radikale skal være glade for, at de overhovedet får nogle stemmer.

Jeg håber for så vidt også partiet forsvinder, for de har intet at byde på, andet end pæne degne og halvkloge akademikere med studentikose tilbøjeligheder.

For at citere et glimrende gammelt kinesisk ordsprog:

Når et menneske er et barn, er bjerge, bjerge og træer, er træer. Når et menneske er ungt er bjerge ikke længere bjerge, og træer er ikke længere træer. Når et menneske er gammelt er bjerge igen bjerge og træer er igen træer.