Jeg fik langt om længe taget mig sammen til at udsætte mig for La haine, som er inspireret af film som Spike lees "Do the right thing". Modsat sidstnævnte, er jeg ikke helt så begejstret for denne film. Det kommer jeg nærmere ind på.
Filmen har fået høje karakterer på IMDB, nemlig 8,1 i gennemsnit. Hos mig får den max syv, som hælder mod seks nærmere end otte.
Filmen har sine lyspunkter. Skal man tage et af dem, er det at man allerede i 1995 var begyndt at lugte kaffen.
Hadet var reelt nok dengang og er det endnu mere i dag.
Når jeg delvist ikke bryder mig om filmen, skyldes det dens "All cops are bastards", næsten, budskab.
Politiet er tegnet som de største skurke gennem hele filmen. Nu har jeg ingen illusioner omkring at politiet er engle. Men den højeste andel af skurke findes nu nok en gang hos politiets klientel.
Venstrefløjen, som ellers er så begejstrede for socioøkonomiske undskyldninger, glemmer altid at applikere dem på politiet, som har et relativt lavlønnet møgjob, hvor de i deres hverdag må stå model til lidt af hvert, for at sige det mildt.
Og denne ensidighed præger hele filmen, hvor de unges handlingsmåde er forståelig nok, mens politiet fremstår generelt som fjendtligt og brutalt, som om det var en gang organiserede bøller, der bare venter på at give helt uskyldige mennesker en gang knippelsuppe og semitortur, ja og nyder det. Det må vel også kaldes et drømmearbejde at få kastet sten efter sig og håndtere truende, aggresive menneskemasser og holde styr på voldelige forbrydere dag ud og dag ind, ikke sandt?
Med andre ord er de unge mennesker ofre, politiet er stort set uden undtagelse en skurk.
Skulle man være mere venlig, er det psykologisk portræt af den verden vi lever i, der viser hvor simpelt antagonismen opstår, når begge parter er desperate og gensidigt mistillidsfulde, grænsende til had.
Nok har de unge ikke mange chancer, men hvis skyld er det? I mine øjne er det nok nærmere dem selv, end samfundets.
Det er ikke politiet, der tvinger dem til at blive dårligt uddannet, eller ikke kan få fjender nok ude både den fysiske og mentale ghetto.
Ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig er høj, det er heller ikke politiets skyld. Det er om nogens politikernes, som har instisteret på at få et større menneskeudbud, end der er arbejdsudbud.
Så der er konkurrence på arbejdsmarkedet. Der tager arbejdsgiveren den bedst kvalificerede eller egnet, og hvis man ikke sørger for at være blandt disse, så er det naturligt man ikke hører til dem, som er i nærheden af et arbejde.
Allerede i begyndelse af halvfemserne havde man chancen for at indse vanviddet, i den politik og i øvrigt konsekvenserne i form af uroligheder, vold, kriminalitet osv.
Det afspejler denne film som et historisk dokument. For mig.
At den mest radikale har jødisk ophav og er ven med en muslim, er nok meget lidt sandsynligt.
Politiet igen har sine brådne kar, men de udgør næppe flertallet, som de gør hos de kriminelle.
Filmen flytter fokus fra de egentlige problemer, nærmere end at skildre dem.
Det mener jeg ikke "Do the right thing gør", den viser at shit happens, når man tager den offer/had rute, som mange gør.
La haine hylder offer/had ruten, og nuanceringen i filmen er sminke over en film som grundlæggende har taget langt mere stilling, langt mere end selv Spike Lee havde det.
Filmen kan i øvrigt ses på You Tube. Første del her:
Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag
mandag den 26. oktober 2009
søndag den 4. oktober 2009
Æstetisk "ninja" Romeo og Julie
House of the Flying Daggers sendes klokken 21.00 på TV2 film:
Min tidligere aldeles hæmningsløse reklamering for Zhang Yimous film.
Visuel excellence:
fredag den 2. oktober 2009
Feminiserede action film
Når der så endelig vises en actionfilm, er den naturligvis feminiseret:
En kvinde, der er trænet i kampsport vil naturligvis have overhånden mod en mand, som ikke er det. Men mod en mand som er kampsportstrænet og blot over middel stor, forget it.
Glem alt om Kill Bill - Uma Thurman ville højst kunne trampe med en høj hæl på et ømt punkt - punktere en flødebolle med et armstød - nej!
Våben ligestiller, fysik gør ikke.
Girlpower eksemplerne fra den virkelige verden er få.
Heldigvis er dagen ikke tabt på gulvet:
I dag kl. 21.30 - 23:05 på Kanal 5
Fire unge kvinder er ikke bare usædvanlig velskabte, de er også dødbringende eksperter i kampsport. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at de bliver inviteret til at deltage i en illegal turnering, kaldet DOA, på en afsides ø, hvor kun de allerbedste har adgang - og dét ike med fly, men i faldskærm. Førstepræmien er en gigantisk bunke penge, så det er bare med at komme i gang med at dele øretæver ud. Og det er tøserne også helt gode til.
Genre: Action
Fra: USA
En kvinde, der er trænet i kampsport vil naturligvis have overhånden mod en mand, som ikke er det. Men mod en mand som er kampsportstrænet og blot over middel stor, forget it.
Glem alt om Kill Bill - Uma Thurman ville højst kunne trampe med en høj hæl på et ømt punkt - punktere en flødebolle med et armstød - nej!
Våben ligestiller, fysik gør ikke.
Girlpower eksemplerne fra den virkelige verden er få.
Heldigvis er dagen ikke tabt på gulvet:
The Contractor
I dag kl. 21.20 - 23:20 på TV3
Amerikansk/britisk actionfilm fra 2007
Den tidligere CIA-agent James Dial vender tilbage for at slå en terrorist i London ihjel. Alt går galt, og han må skjule sig, hvilket fører til, at han møder og starter et venskab med en pige på tolv.
Genre: Action
mandag den 28. september 2009
Film om Churchill før krigen
Program Beskrivelse:
Her i aften klokken 21.00 på Canal 9.
Kort tid før Anden Verdenskrig kæmper Winston Churchill med problemer på hjemmefronten og i den politiske arena. Ingen tager ham alvorligt, når han råber op om den nazistiske trussel. Og ægteskabet er ved at briste under tyngden af økonomiske problemer og Winstons anlæg for depression.
Her i aften klokken 21.00 på Canal 9.
fredag den 11. september 2009
"Hero" sendes i aften på TV2 film
Klokken 22.35
Kan stærkt anbefales, for sine visuelle kvaliteter, skuespillernes optræden, sin historie om mod og ære, kærlighed.
Hverken den bedste af Yimou Zhangs film, eller en absolut topfilm. Men klart en film langt over gennemsnittet, tæt på en klassiker, og visuelt er den fortryllende. Rotten Tomatoes rating 8,1 - 175 fresh mod 10 rotten.
Alternativt kan den dog ses på You Tube HER, i en ganske pæn kvalitet.
Kan stærkt anbefales, for sine visuelle kvaliteter, skuespillernes optræden, sin historie om mod og ære, kærlighed.
Hverken den bedste af Yimou Zhangs film, eller en absolut topfilm. Men klart en film langt over gennemsnittet, tæt på en klassiker, og visuelt er den fortryllende. Rotten Tomatoes rating 8,1 - 175 fresh mod 10 rotten.
Alternativt kan den dog ses på You Tube HER, i en ganske pæn kvalitet.
tirsdag den 8. september 2009
Banlieue 13 Ultimatum
De politisk korrekte Bad Guys, og de politisk korrekte helte - Yep, en klassiker i Prop-art
Jeg har det meste af mit liv været fan af Luc Besson, men han ejer ærligt talt ikke evnen til at forny sig selv, og "hans" film bliver mere og mere letbenede. Eneste prisværdige undtagelse af de seneste er Unleashed.
"Banlieue 13 ultimatum" er en kedelig variant af Science Fiction Action med dårlig kampsport, men lidt street acrobatic. Trendy, tandløst, trivielt. Hvis virkeligheden kommer til at overgå fantasien, så gælder det den her film. Her kommer virkeligheden i den grad til at overgå fantasien.
Vi er i Frankrig i fremtiden. En Banlieue ( Rædselsfuld Beton forstad ) er fysisk afspærret fra resten af samfundet med en mur omkring, og er blevet sit eget lille selvstyre, delt mellem forskellige etniske parallel samfund. Det almindelige politi bliver skudt efter, når de vover sig derind. Ja, det er jo ikke engang fantasi, men sker med mellemrum den dag i dag. Heller ikke er det fantasi, at de er tungt bevæbnede i disse forstæder. De går blot ikke rundt med våbnene i fuld offentlighed, endnu!
Men folkene i Banlieuen er naturligvis bare misforstået, dårligt behandlet. I filmen er skurken det hemmelige politi, som på ægte typisk, grådig, konspiratorisk maner, bare vil jævne hele lortet med jorden, og tjene nogle penge, på at bygge det op igen.
Præsidenten har hjertet på rette sted, han ved bare ikke, hvad han skal stille op, er handlingslammet og uden råd, som det hemmelige politi så har færdiganrettet på en tallerken, lige for næsen af ham, til at sluge råt. "Evakuer og bomb lortet".
Så må kommer heltene fra Banlieuen. De smider naturligvis deres parallel samfund til siden, og samarbejder, om at overvinde den fæle, korrupte statsmagt.
Hallelujah.
Det er sandt at disse banlieues, "bliver" (Er) et sted politiet kun kan møde op i fuld kampuniform, og bevæbnet. Det er allerede tilfældet, og det bliver værre. Den dag hvor politiet åbner ild, bliver der bande/politikrig. Selv om der ikke bliver det, er kravet stadig det samme, selvstændighed, selvstyre, send penge og bland jer ellers ikke. Eller står den på jihad.
Det er også sandt, at den franske præsident vil være en handlingslammet velmenethed, der ikke aner sit gode råd.
Men skurken vil ikke være i regeringen, eller Front Nationale. Nej, skurken har langt skæg, går i en kjolelignende dragt og har en mærkelig hat på hovedet.
Der vil ikke være nogle spektakulære kampscener. Det vil blive ekstremt blodigt og kaotisk.
Der vil ingen helte være, kun religiøse og hadefulde fjolser, og mænd som gør, hvad de er nødsaget til at gøre.
Der vil ikke være en genial instruktør. Nej det vil være tåbelighedens ultimative triumf, Idioter der ikke kan tage ansvar og skabe, der bare vil smadre og smadre.
Jeg garanterer, at hvis virkeligheden nogensinde kommer til at overgå fantasien, så er det i Le Banlieues i Frankrig.
Nyd endelig stemningen i introet på filmen, den er ren hygge i forhold til de virkelighed, der venter:
Jeg har det meste af mit liv været fan af Luc Besson, men han ejer ærligt talt ikke evnen til at forny sig selv, og "hans" film bliver mere og mere letbenede. Eneste prisværdige undtagelse af de seneste er Unleashed.
"Banlieue 13 ultimatum" er en kedelig variant af Science Fiction Action med dårlig kampsport, men lidt street acrobatic. Trendy, tandløst, trivielt. Hvis virkeligheden kommer til at overgå fantasien, så gælder det den her film. Her kommer virkeligheden i den grad til at overgå fantasien.
Vi er i Frankrig i fremtiden. En Banlieue ( Rædselsfuld Beton forstad ) er fysisk afspærret fra resten af samfundet med en mur omkring, og er blevet sit eget lille selvstyre, delt mellem forskellige etniske parallel samfund. Det almindelige politi bliver skudt efter, når de vover sig derind. Ja, det er jo ikke engang fantasi, men sker med mellemrum den dag i dag. Heller ikke er det fantasi, at de er tungt bevæbnede i disse forstæder. De går blot ikke rundt med våbnene i fuld offentlighed, endnu!
Men folkene i Banlieuen er naturligvis bare misforstået, dårligt behandlet. I filmen er skurken det hemmelige politi, som på ægte typisk, grådig, konspiratorisk maner, bare vil jævne hele lortet med jorden, og tjene nogle penge, på at bygge det op igen.
Præsidenten har hjertet på rette sted, han ved bare ikke, hvad han skal stille op, er handlingslammet og uden råd, som det hemmelige politi så har færdiganrettet på en tallerken, lige for næsen af ham, til at sluge råt. "Evakuer og bomb lortet".
Så må kommer heltene fra Banlieuen. De smider naturligvis deres parallel samfund til siden, og samarbejder, om at overvinde den fæle, korrupte statsmagt.
Hallelujah.
Det er sandt at disse banlieues, "bliver" (Er) et sted politiet kun kan møde op i fuld kampuniform, og bevæbnet. Det er allerede tilfældet, og det bliver værre. Den dag hvor politiet åbner ild, bliver der bande/politikrig. Selv om der ikke bliver det, er kravet stadig det samme, selvstændighed, selvstyre, send penge og bland jer ellers ikke. Eller står den på jihad.
Det er også sandt, at den franske præsident vil være en handlingslammet velmenethed, der ikke aner sit gode råd.
Men skurken vil ikke være i regeringen, eller Front Nationale. Nej, skurken har langt skæg, går i en kjolelignende dragt og har en mærkelig hat på hovedet.
Der vil ikke være nogle spektakulære kampscener. Det vil blive ekstremt blodigt og kaotisk.
Der vil ingen helte være, kun religiøse og hadefulde fjolser, og mænd som gør, hvad de er nødsaget til at gøre.
Der vil ikke være en genial instruktør. Nej det vil være tåbelighedens ultimative triumf, Idioter der ikke kan tage ansvar og skabe, der bare vil smadre og smadre.
Jeg garanterer, at hvis virkeligheden nogensinde kommer til at overgå fantasien, så er det i Le Banlieues i Frankrig.
Nyd endelig stemningen i introet på filmen, den er ren hygge i forhold til de virkelighed, der venter:
lørdag den 27. juni 2009
Askepot manden - motivation og principper
En af mine favorit film er Cindarella man, med Russell Crowe.
Det er en film baseret på en sand livshistorie og en autentisk person, James J Braddock.
Det er der mange årsager til. Det er en film med mange historier i en, med mange nuancer. Men først og fremmest er det en historie om en mand, der kæmper for selve sit eget og sin families liv.
En bokser der har mistet gejsten, troen på sig selv, er plaget af skader og lever et forhutlet liv under den store depression i Amerika.
I kampen for at overleve og genvinde sin stolthed, brødføde sin familie, finder han kræfterne og viljen, frygtløsheden til at rejse sig fra asken til en ny storhed som kulminerer i, at han vinder titlen som verdensmester i sværvægtsbokning.
For nogle år tilbage ville jeg kun havde bidt mærke i historiens bravado dimension. I det klassiske skisma mellem en mand, der forstår der er principper og værdier som er større end hans liv, som forbinder sin stolthed med det at sørge for sin familie. Og hans kone, der ikke forstår hvorfor han vil sætte livet på spil, hvorfor noget er vigtigere end at overleve og være fysisk tilstede for hende og børnene.
Braddock blev et forbillede for millioner. Han gav dem håb. Han blev et symbol i den kamp for overlevelse millioner af familier kæmpede dengang.
Et symbol på at man kunne rejse sig igen og kæmpe ukueligt videre.
Men for mig er der en scene som står stærkere end andre i filmen. Det er ikke en scene om bravado eller fyldt med machotalk. Det handler om principper som dengang drev langt flere mennesker, end de ville gøre i dag.
I dag er det næsten givet og forståeligt at fattige mennesker stjæler. Når unge stjæler er det fordi de er fattige og marginaliserede som standardundskyldningen hedder.
Men under depressionen var der virkelig fattigdom. Ingen fattigdom vi ser i dag, kan på nogen måde sammenlignes med den de så dengang. Hverken i karakter eller udbredelse. Alligevel var der dengang langt mindre kriminalitet. Det skyldtes man havde principper. Og dem holdt man fast i uanset hvad.
Man stjæler ikke, fordi man er fattig. Man stjæler fordi man mangler etiske principper.
I filmen har Braddocks søn stjålet en spegepølse hos en slagter. Braddock tager straks sønnen med hen til slagteren og tvinger ham til at levere spegepølsen tilbage.
På vejen hjem igen, forklarer sønnen, at nogle af hans venner er blevet sendt væk af deres familie, fordi de ikke havde råd til at brødføde dem. Det var det han var bange for skulle ske med ham også, hvis de ikke fik føde.
Braddock udviser forståelse for drengen, men så er der principperne:
Det er i hårde tider, at menneskets karakter træder frem. Jeg ønsker ikke hårde tider for Danmark. For jeg er ikke så sikker på at karakteren i dag er ordentligt dannet hos mine medmennesker. Hverken i forhold til at håndtere svære omstændigheder, eller holde fast i etiske principper om det så gælder ens liv.
Det er en film baseret på en sand livshistorie og en autentisk person, James J Braddock.
Det er der mange årsager til. Det er en film med mange historier i en, med mange nuancer. Men først og fremmest er det en historie om en mand, der kæmper for selve sit eget og sin families liv.
En bokser der har mistet gejsten, troen på sig selv, er plaget af skader og lever et forhutlet liv under den store depression i Amerika.
I kampen for at overleve og genvinde sin stolthed, brødføde sin familie, finder han kræfterne og viljen, frygtløsheden til at rejse sig fra asken til en ny storhed som kulminerer i, at han vinder titlen som verdensmester i sværvægtsbokning.
For nogle år tilbage ville jeg kun havde bidt mærke i historiens bravado dimension. I det klassiske skisma mellem en mand, der forstår der er principper og værdier som er større end hans liv, som forbinder sin stolthed med det at sørge for sin familie. Og hans kone, der ikke forstår hvorfor han vil sætte livet på spil, hvorfor noget er vigtigere end at overleve og være fysisk tilstede for hende og børnene.
Braddock blev et forbillede for millioner. Han gav dem håb. Han blev et symbol i den kamp for overlevelse millioner af familier kæmpede dengang.
Et symbol på at man kunne rejse sig igen og kæmpe ukueligt videre.
Men for mig er der en scene som står stærkere end andre i filmen. Det er ikke en scene om bravado eller fyldt med machotalk. Det handler om principper som dengang drev langt flere mennesker, end de ville gøre i dag.
I dag er det næsten givet og forståeligt at fattige mennesker stjæler. Når unge stjæler er det fordi de er fattige og marginaliserede som standardundskyldningen hedder.
Men under depressionen var der virkelig fattigdom. Ingen fattigdom vi ser i dag, kan på nogen måde sammenlignes med den de så dengang. Hverken i karakter eller udbredelse. Alligevel var der dengang langt mindre kriminalitet. Det skyldtes man havde principper. Og dem holdt man fast i uanset hvad.
Man stjæler ikke, fordi man er fattig. Man stjæler fordi man mangler etiske principper.
I filmen har Braddocks søn stjålet en spegepølse hos en slagter. Braddock tager straks sønnen med hen til slagteren og tvinger ham til at levere spegepølsen tilbage.
På vejen hjem igen, forklarer sønnen, at nogle af hans venner er blevet sendt væk af deres familie, fordi de ikke havde råd til at brødføde dem. Det var det han var bange for skulle ske med ham også, hvis de ikke fik føde.
Braddock udviser forståelse for drengen, men så er der principperne:
Det er i hårde tider, at menneskets karakter træder frem. Jeg ønsker ikke hårde tider for Danmark. For jeg er ikke så sikker på at karakteren i dag er ordentligt dannet hos mine medmennesker. Hverken i forhold til at håndtere svære omstændigheder, eller holde fast i etiske principper om det så gælder ens liv.
fredag den 19. juni 2009
Do the right thing
Hvis i ikke har noget bedre for, så se Spike Lees "Do the right thing", på TV2 film i nat (Starter klokken 23.50)
Det er en tankevækkende film om de små sneskred, der pludselig bliver til store laviner.
En film om blandt andet gensidig despekt og offer-roller og identitet.
Det er en tankevækkende film om de små sneskred, der pludselig bliver til store laviner.
En film om blandt andet gensidig despekt og offer-roller og identitet.
onsdag den 17. juni 2009
Film anbefaling
Nu er jeg forudindtaget fan af film omhandlende personer, der tager sagen i egen hånd.
Og det gør hovedpersonen i filmen her. Filmen har fået en pæn score på Imdb på 7,7. Jeg har givet den 9 ud af ti, for det er en film der har gjort indtryk.
Han gør det bare på en noget mere troværdig og knap så klichefyldt måde, end så mange andre.
Det er ikke en Punisher film det her.
Man on fire blev vist på Kanal 5 i går, jeg er glad for at jeg så den. Det er en fantastisk film, omend det meste af plottet kan gættes på forhånd. Så er der dog elementer der overrasker.
En tidligere antiterror agent, spillet af Denzel Washington, lider af post traumatisk stress over sit tidligere liv. Er alkoholiseret og uden den store lyst til livet.
Han lokkes af en nær ven og gammel kollega, spillet af Christopher Walken, til at tage et arbejde som livvagt.
Han bliver livvagt for en 12 årig pige, som giver ham lysten til livet tilbage, efter han er blevet reddet på "katolsk" vis af en kugle som ikke virkede, da han forsøgte selvmord.
"A bullet never lies."
Det går galt for denne pige, hun bliver kidnappet. Det går galt med løsesummen på grund af et korrupt system hele vejen i gennem.
Det vil en mand der havde intet at miste og lige havde vundet noget ikke finde sig i.
Han tager sagen i egen hånd. Han vil dræbe alle som har været involveret. Hans ven får politiet overtalt til at blande sig uden om. "Han vil levere mere retfærdighed på en uge, end domstolene på ti år".
Filmen er ikke noget overdrevet voldsorgie og holder sig inden for det troværdige. Men den skildrer karakterer som er virkelige og fortæller en historie, som selv om den er oppe omkring to en halv time ikke har noget overflødigt på sig, og løber pænt kronologisk der ud af. At en så lang film kan holde en fængslet hele tiden er i sig selv en præstation, men der er intet overflødigt.
Jeg vil ikke afsløre for meget af plottet, men vil absolut anbefale filmen. Man skal dog kunne holde ud af se hurtige klip og meget bevægelige billeder.
Trailer her:
Og det gør hovedpersonen i filmen her. Filmen har fået en pæn score på Imdb på 7,7. Jeg har givet den 9 ud af ti, for det er en film der har gjort indtryk.
Han gør det bare på en noget mere troværdig og knap så klichefyldt måde, end så mange andre.
Det er ikke en Punisher film det her.
Man on fire blev vist på Kanal 5 i går, jeg er glad for at jeg så den. Det er en fantastisk film, omend det meste af plottet kan gættes på forhånd. Så er der dog elementer der overrasker.
En tidligere antiterror agent, spillet af Denzel Washington, lider af post traumatisk stress over sit tidligere liv. Er alkoholiseret og uden den store lyst til livet.
Han lokkes af en nær ven og gammel kollega, spillet af Christopher Walken, til at tage et arbejde som livvagt.
Han bliver livvagt for en 12 årig pige, som giver ham lysten til livet tilbage, efter han er blevet reddet på "katolsk" vis af en kugle som ikke virkede, da han forsøgte selvmord.
"A bullet never lies."
Det går galt for denne pige, hun bliver kidnappet. Det går galt med løsesummen på grund af et korrupt system hele vejen i gennem.
Det vil en mand der havde intet at miste og lige havde vundet noget ikke finde sig i.
Han tager sagen i egen hånd. Han vil dræbe alle som har været involveret. Hans ven får politiet overtalt til at blande sig uden om. "Han vil levere mere retfærdighed på en uge, end domstolene på ti år".
Filmen er ikke noget overdrevet voldsorgie og holder sig inden for det troværdige. Men den skildrer karakterer som er virkelige og fortæller en historie, som selv om den er oppe omkring to en halv time ikke har noget overflødigt på sig, og løber pænt kronologisk der ud af. At en så lang film kan holde en fængslet hele tiden er i sig selv en præstation, men der er intet overflødigt.
Jeg vil ikke afsløre for meget af plottet, men vil absolut anbefale filmen. Man skal dog kunne holde ud af se hurtige klip og meget bevægelige billeder.
Trailer her:
onsdag den 6. maj 2009
Visuel excellence
Lidt mere reklame for Yimou Zhang som intruktør.
Her "The road home" Ziyi Zhangs debutfilm, fantastisk spillet:
Og den mere pompøse "Hero", med Jet Li og igen Ziyi Zhang, urealistiske kampscener (mødte godt nok for et årti siden en som havde rejst Kina tyndt og studeret ved forskellige Qi Qong mestre og han påstod han havde set dem hoppe ti meter op i vejret og tilbagelægge afstande med store hop, men vil helst selv se det - tak). Men smukt er det at se filmen, rent visuelt trylleri:
Her "The road home" Ziyi Zhangs debutfilm, fantastisk spillet:
Og den mere pompøse "Hero", med Jet Li og igen Ziyi Zhang, urealistiske kampscener (mødte godt nok for et årti siden en som havde rejst Kina tyndt og studeret ved forskellige Qi Qong mestre og han påstod han havde set dem hoppe ti meter op i vejret og tilbagelægge afstande med store hop, men vil helst selv se det - tak). Men smukt er det at se filmen, rent visuelt trylleri:
lørdag den 25. april 2009
Alternativ filmguide
Jeg har stemt både på DF og fremskridtspartiet. Men jeg har aldrig været begejstret for kolonihaver. Det skyldes ikke en fanatisk modvilje mod konceptet, jeg synes blot, at naturen er bedst, når der er få menneskelige indgreb, medmindre vi taler en blomsterhave med omfattende og velgennemtænkte menneskelige indgreb.
Ser man på min filmsamling, er der heller ikke den store andel af danske film. Jeg holdt i kort tid Per Flys "Bænken" oppe på den høje kurs, men ved nærmere efter og gensyn, har jeg gjort op, at den er ikke meget mere end en gennemsnitlig velgennemtænkt film, som jeg egentlig bare blev positivt overrasket over, da ens forventninger, når beskrivelsen indeholder begreberne "dansk film", "socialrealistisk", ikke kan betegnes som særligt høje, nærmere har man en brækpose med i biografen, end en popcornspose, medmindre man er så optimistisk, at man kan nå at tømme popcornsposen før kvalmen er total.
I min private samling har jeg flere kinesiske film end danske. Min åbenhed over for for kinesiske film blev vakt allerede for omkring 15 år siden, da jeg så Yimou Zhangs, "At leve" (Huozhe-To live).
En tragikomisk film, med sort humor, der følger en familie i generationer under Mao og kulturrevolutionen, som udover at leve under disse surrealistiske betingelser, oven i sivhatten er specielt uheldige, hvad skæbnen angår.
Filmen er desværre ikke engang urealistisk, det er det mest tragiske ved den, og måske netop derfor Yimou Zhang har valgt at forsøde filmoplevelsen med lidt med sort humor, så man ikke forlader biografen med permanent depression og manglende tillid til verdens klogskab, eller rettere mangel på samme.
Men tænker jeg tilbage, er denne film nok den film af alle som har gjort mest indtryk på mig, uden brug af det store hiv og sving, special effects, visuelt trylleri, mystificeren, musik og hvad man nu ellers bruger som publikumslokken i den efterhånden store kommercielle branche.
Filmen er ret ukendt, og jeg har måttet bestille den i USA som region 1 film, det er helt ufortjent, filmen som i kan se på International Movie DataBase, har fået 8,2 stjerner ud af ti mulige, og ville dermed med flere stemmer have været kvalificeret til den samlede top 250 film.
Selv om filmen gjorde et kæmpeindtryk og ligger på min personlige top 5 over yndlingsfilm, så fulgte jeg ikke Yimou Zhangs videre karriere.
Men for godt halvanden års tid siden, lånte jeg "House of the flying daggers", og blev fuldstændigt betaget af denne films visuelle kvalitet, billedmæssigt noget af det smukkeste jeg har set på film, samt den Romeo og Juliet- agtige kærlighed mellem fjender, som dog ikke starter som elskende, men konspirer mod hinanden. Et godt plot, og overraskelser undervejs, noget som i sig selv ikke kvalificerer til en topfilm, den har dog fået 7,6 ud af 10. Men overordnet er det også en film, jeg finder blandt de bedste jeg har set, en man kan se igen og igen, som BBCs dokumentar film"Planet earth" og bare nyde farverne, kamerabrugen og valget af scener, længe efter man kender historien forfra og bagfra.
Jeg vidste ikke, da jeg så filmen, at det var Yimou Zhang igen, som var på spil. Langt om længe er han kommet til almenhedens kendskab, det er så velfortjent, og det skal ikke være en hemmelighed, at stort set 2/3 af mine kinesiske film er instrueret af ham.
Han er den eneste instruktør, som kan prale af at have flere film på min top ti over yndlingsfilm.
Her er en scene fra "House of the flying daggers", som dog er i dårlig kvalitet (Den smukke kvinde spillet af Ziyi Zhang, som kendes fra Drage i skjul, tiger på spring, er blind) :
Ser man på min filmsamling, er der heller ikke den store andel af danske film. Jeg holdt i kort tid Per Flys "Bænken" oppe på den høje kurs, men ved nærmere efter og gensyn, har jeg gjort op, at den er ikke meget mere end en gennemsnitlig velgennemtænkt film, som jeg egentlig bare blev positivt overrasket over, da ens forventninger, når beskrivelsen indeholder begreberne "dansk film", "socialrealistisk", ikke kan betegnes som særligt høje, nærmere har man en brækpose med i biografen, end en popcornspose, medmindre man er så optimistisk, at man kan nå at tømme popcornsposen før kvalmen er total.
I min private samling har jeg flere kinesiske film end danske. Min åbenhed over for for kinesiske film blev vakt allerede for omkring 15 år siden, da jeg så Yimou Zhangs, "At leve" (Huozhe-To live).
En tragikomisk film, med sort humor, der følger en familie i generationer under Mao og kulturrevolutionen, som udover at leve under disse surrealistiske betingelser, oven i sivhatten er specielt uheldige, hvad skæbnen angår.
Filmen er desværre ikke engang urealistisk, det er det mest tragiske ved den, og måske netop derfor Yimou Zhang har valgt at forsøde filmoplevelsen med lidt med sort humor, så man ikke forlader biografen med permanent depression og manglende tillid til verdens klogskab, eller rettere mangel på samme.
Men tænker jeg tilbage, er denne film nok den film af alle som har gjort mest indtryk på mig, uden brug af det store hiv og sving, special effects, visuelt trylleri, mystificeren, musik og hvad man nu ellers bruger som publikumslokken i den efterhånden store kommercielle branche.
Filmen er ret ukendt, og jeg har måttet bestille den i USA som region 1 film, det er helt ufortjent, filmen som i kan se på International Movie DataBase, har fået 8,2 stjerner ud af ti mulige, og ville dermed med flere stemmer have været kvalificeret til den samlede top 250 film.
Selv om filmen gjorde et kæmpeindtryk og ligger på min personlige top 5 over yndlingsfilm, så fulgte jeg ikke Yimou Zhangs videre karriere.
Men for godt halvanden års tid siden, lånte jeg "House of the flying daggers", og blev fuldstændigt betaget af denne films visuelle kvalitet, billedmæssigt noget af det smukkeste jeg har set på film, samt den Romeo og Juliet- agtige kærlighed mellem fjender, som dog ikke starter som elskende, men konspirer mod hinanden. Et godt plot, og overraskelser undervejs, noget som i sig selv ikke kvalificerer til en topfilm, den har dog fået 7,6 ud af 10. Men overordnet er det også en film, jeg finder blandt de bedste jeg har set, en man kan se igen og igen, som BBCs dokumentar film"Planet earth" og bare nyde farverne, kamerabrugen og valget af scener, længe efter man kender historien forfra og bagfra.
Jeg vidste ikke, da jeg så filmen, at det var Yimou Zhang igen, som var på spil. Langt om længe er han kommet til almenhedens kendskab, det er så velfortjent, og det skal ikke være en hemmelighed, at stort set 2/3 af mine kinesiske film er instrueret af ham.
Han er den eneste instruktør, som kan prale af at have flere film på min top ti over yndlingsfilm.
Her er en scene fra "House of the flying daggers", som dog er i dårlig kvalitet (Den smukke kvinde spillet af Ziyi Zhang, som kendes fra Drage i skjul, tiger på spring, er blind) :
Abonner på:
Opslag (Atom)
