Alternativ filmguide

Jeg har stemt både på DF og fremskridtspartiet. Men jeg har aldrig været begejstret for kolonihaver. Det skyldes ikke en fanatisk modvilje mod konceptet, jeg synes blot, at naturen er bedst, når der er få menneskelige indgreb, medmindre vi taler en blomsterhave med omfattende og velgennemtænkte menneskelige indgreb.
Ser man på min filmsamling, er der heller ikke den store andel af danske film. Jeg holdt i kort tid Per Flys "Bænken" oppe på den høje kurs, men ved nærmere efter og gensyn, har jeg gjort op, at den er ikke meget mere end en gennemsnitlig velgennemtænkt film, som jeg egentlig bare blev positivt overrasket over, da ens forventninger, når beskrivelsen indeholder begreberne "dansk film", "socialrealistisk", ikke kan betegnes som særligt høje, nærmere har man en brækpose med i biografen, end en popcornspose, medmindre man er så optimistisk, at man kan nå at tømme popcornsposen før kvalmen er total.

I min private samling har jeg flere kinesiske film end danske. Min åbenhed over for for kinesiske film blev vakt allerede for omkring 15 år siden, da jeg så Yimou Zhangs, "At leve" (Huozhe-To live).
En tragikomisk film, med sort humor, der følger en familie i generationer under Mao og kulturrevolutionen, som udover at leve under disse surrealistiske betingelser, oven i sivhatten er specielt uheldige, hvad skæbnen angår.

Filmen er desværre ikke engang urealistisk, det er det mest tragiske ved den, og måske netop derfor Yimou Zhang har valgt at forsøde filmoplevelsen med lidt med sort humor, så man ikke forlader biografen med permanent depression og manglende tillid til verdens klogskab, eller rettere mangel på samme.
Men tænker jeg tilbage, er denne film nok den film af alle som har gjort mest indtryk på mig, uden brug af det store hiv og sving, special effects, visuelt trylleri, mystificeren, musik og hvad man nu ellers bruger som publikumslokken i den efterhånden store kommercielle branche.
Filmen er ret ukendt, og jeg har måttet bestille den i USA som region 1 film, det er helt ufortjent, filmen som i kan se på International Movie DataBase, har fået 8,2 stjerner ud af ti mulige, og ville dermed med flere stemmer have været kvalificeret til den samlede top 250 film.

Selv om filmen gjorde et kæmpeindtryk og ligger på min personlige top 5 over yndlingsfilm, så fulgte jeg ikke Yimou Zhangs videre karriere.

Men for godt halvanden års tid siden, lånte jeg "House of the flying daggers", og blev fuldstændigt betaget af denne films visuelle kvalitet, billedmæssigt noget af det smukkeste jeg har set på film, samt den Romeo og Juliet- agtige kærlighed mellem fjender, som dog ikke starter som elskende, men konspirer mod hinanden. Et godt plot, og overraskelser undervejs, noget som i sig selv ikke kvalificerer til en topfilm, den har dog fået 7,6 ud af 10. Men overordnet er det også en film, jeg finder blandt de bedste jeg har set, en man kan se igen og igen, som BBCs dokumentar film"Planet earth" og bare nyde farverne, kamerabrugen og valget af scener, længe efter man kender historien forfra og bagfra.

Jeg vidste ikke, da jeg så filmen, at det var Yimou Zhang igen, som var på spil. Langt om længe er han kommet til almenhedens kendskab, det er så velfortjent, og det skal ikke være en hemmelighed, at stort set 2/3 af mine kinesiske film er instrueret af ham.
Han er den eneste instruktør, som kan prale af at have flere film på min top ti over yndlingsfilm.

Her er en scene fra "House of the flying daggers", som dog er i dårlig kvalitet (Den smukke kvinde spillet af Ziyi Zhang, som kendes fra Drage i skjul, tiger på spring, er blind) :