Privatlivets ret til at slå

Jeg mindes stadig min tid i Børnepasningsbranchen, hvordan man oplever børn, man ved bliver misrøgtet og mishandlet fysisk. Jeg havde en leder som kontaktede de sociale myndigheder, og argumenterede for at de skulle fjernes. Men lige lidt hjalp det, hvad man ikke må på gaden over for fremmede, må man halv-de facto godt bag hjemmets fire vægge over for ens kone og børn.

Endnu en lille artikel og et opråb blandt mange her om udbredelsen af vold blandt helt unge. For at slet ikke at glemme JP store kampagne om kvindevold og dens yderste konsekvens, mordet, for noget tid tilbage. Når kærlighed dræber.

Holdningen er lige som, jamen kvinden kan jo bare gå, hvorfor finder hun sig i det? Og børnene, ja, de kunne vel bare være født et andet sted, for i vores kommune har vi altså ikke råd til at tage os af den slags, før det er helt riv rask rusende rivende galt.

Der var 21.025 voldstilfælde på skadestuerne i 2006, næsten 30 procent af disse var kvinder. Hvor mange der aldrig går der på skadestuen, ved man ikke, men et gæt på det samlede antal kvinder som oplever vold svinger mellem 28.000 (som kun gælder husvold) og 70.000, som gælder alt, på et år. Det er altså ikke noget lille problem. 25 procent af disse tilfælde er indvandrerkvinder, selv om de udgør en langt mindre andel af befolkningen. Jeg tror faktisk, tallet kan vise sig at være højere.
Det er altså heller ikke kun et større problem, det er et problem som vokser sig større.

Hvad angår de unge, så er det åbenbart blevet mere in, at slå sin kæreste, antallet af unge piger, der har tre gange større hyppighed for at blive udsat for vold, som søger hjælp på skadestuen, er vokset med 77 procent på bare 10 år.

Volden mod kvinder, er en stor del af grunden til at volden stiger. Går vi tilbage i tiden, fandtes der nok vold bag de lukkede døre, men at tyve procent af sygeplejerskerne blev udsat for vold, og unge piger vænnet til bank fra næsten barnsben af, var nær utænkeligt.

Som Theodore Dalrymple, en engelsk Psykiater, skriver i sit glimrende og anbefalelsesværdige essay, "The frivolity of Evil", som kan findes i hans essay samling, "Our culture, what´s left of it - The mandarins and the masses":

"Yet the scale of a man's evil is not entirely to be measured by its practical consequences. Men commit evil within the scope available to them. Some evil geniuses, of course, devote their lives to increasing that scope as widely as possible, but no such character has yet arisen in Britain, and most evildoers merely make the most of their opportunities. They do what they can get away with.

In any case, the extent of the evil that I found, though far more modest than the disasters of modern history, is nonetheless impressive. From the vantage point of one six-bedded hospital ward, I have met at least 5,000 perpetrators of the kind of violence I have just described and 5,000 victims of it: nearly 1 percent of the population of my city—or a higher percentage, if one considers the age-specificity of the behavior. And when you take the life histories of these people, as I have, you soon realize that their existence is as saturated with arbitrary violence as that of the inhabitants of many a dictatorship. Instead of one dictator, though, there are thousands, each the absolute ruler of his own little sphere, his power circumscribed by the proximity of another such as he."

...

In 1921, the year of my mother's birth, there was one crime recorded for every 370 inhabitants of England and Wales; 80 years later, it was one for every ten inhabitants. There has been a 12-fold increase since 1941 and an even greater increase in crimes of violence. So while personal experience is hardly a complete guide to social reality, the historical data certainly back up my impressions.