Fødeby Bagdad eller nydansker?

I morgen, tirsdag, kommer del 2. af programmet Fødeby Bagdad på National Geographic, både klokken 21.00 og 24.00.

Programmet kan absolut anbefales. Det følger tre unge universitetsstuderende mænd og deres venner. Hvor de fortæller om deres liv og deres drømme.
Den yngste er 19 år. Kun han har endnu bevaret drømmen om, at det kan betale sig at blive i Irak og forandre landet.
Det er spørgsmålet om han om fem til ti år fremme stadig har den tro?

Hvis man er et ungt, ressourcerigt menneske, der kan lægge to og to sammen, så er der mange lande i verden, hvor det er fuldstændigt perspektivtløst at være født.

Jeg er nok indvandringskritisk, men jeg har altid været på det rene med, at jeg har mere tilfælles med en fornuftig Egypter, Sudaner, eller med andre ord, det har ikke en pind med nationalitet eller hudfarve, religiøst ophav at gøre. Det drejer sig om det indre, mentalitet, hvordan man tænker, eller ikke tænker. Hvad man dyrker og hvilke værdier, hvad musik man hører, hvad man læser, hvad man tror på, drømmer om. Den individuelle faktor.

Det er med andre ord mange af de samme faktorer som, som spiller en rolle i et varigt parforhold.

Derfor ser jeg også tit på indvandringpolitikken og den manglende erkendelse af den kulturelle kløft, mellem tilbagestående, traditionelle, dybt religiøse indvandrere, som et tvangsægteskab arrangeret af regeringen mellem to folk, to umage par. Ikke til fordel for nogen af parterne.

For min skyld var disse unge stakler fra Bagdad og fornuftige demokratiske mennesker, velkomne i Danmark. De fortjener et samfund, der kan leve op til deres drømme, og hvor deres ressourcer er velkomne.

Men hvordan skelner man i modtagelsen mellem de forskellige? IQ tests? Nej, det kunne jo være intelligent terrorist eller iman, eller forbryder.

Det nærmeste man kommer, er nok et pointsystem, baseret på på en bred vifte af både psykologiske/personligheds tests og IQ tests, på uddannelsesmæssige og kreative ressourcer, tilhørsforhold til demokratiske organisationer, partnerens uddannelse, oprindelsesland (altså; har vi allerede mange fra det land? Jo, færre vi har fra landet i forvejen, jo flere point=lettere integration og mindre parallelsamfund, burde det være). Jo bedre score i ens tests, jo flere betingelser man opfylder, jo flere point får man, og jo længere frem i køen kommer man.

Tror man, at danskerne er indvandringsfjendske, kolonihavementalitet agtige, fremmedfjendske, racistiske osv. Så er man en fordomsfuld idiot, undskyld udtrykket, men det er fortjent. Selvfølgelig findes der dumme danskere. Men hovedsagen er nok at danskerne tænker selvstændigt og kritisk, ikke er så religiøse, ej heller hvad gælder politik. Og de kan godt se, det ikke nytter at have portene åbne for menneskemasser som er svært integrerbare, giver ekstra sociale problemer, som ikke klarer sig godt i skolen, som fylder for meget i kriminalstatistikkerne osv. De er godt klar over at velfærdskagen ikke er af ubegrænset størrelse, at det kommer til at koste personligt og hvor det gør ondt. Det kan man så kalde egoistisk, men det står enhver frit for, at invitere mennesker ind i sit personlige hjem, at selv individuelt give penge til de fattige, at arrangere et tvangsægteskab på et makroplan er en hel anden ting.

At vi i indvandringsdebatten stadig befinder os i stenalderen, er beklageligt. Der er mennesker som fortjener et bedre samfund, og som ikke vil ligge os til last, i hvert fald ikke mere, end gennemsnitsdanskeren vil. Dog, under alle omstændigheder, skal der være et fornuftigt forhold mellem indvandring og antallet af arbejdspladser. Det giver ingen mening at invitere indvandrere til arbejdsløshed og sociale ydelser, medmindre man ønsker et sammenbrud af velfærdsstaten.