Danmarks trøst

Grundtvigs digt fra 1820, nogle år efter Napoleonskrigen og på et tidspunkt, hvor vi vores tid mellem supermagter, der kunne gøre som de ville med os, for alvor begyndte:

Danmarks Trøst

	Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
	Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
	Men gjerne med Slette og Grøn-Høj i Nord
	Vi Dannemænd tage til Takke;
5	Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
	Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!
	Langt kønnere Egne, vil gerne vi troe,
	Kan Fremmede udenlands finde,
	Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro
10	Ved Strand med den fagre Kjær-Minde,
	Og deiligst vi finde, ved Vugge og Grav,
	Den blomstrende Mark i det bølgende Hav!
	Langt større Bedrifter for Ære og Sold,
	Maaske saa Udlænding man øve,
15	Omsonst dog ei Danemænd førde i Skjold,
	Med Hjerterne Løve ved Løve;
	Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
	Vi bytte ei Banner, vi skifte ei Skjold!
	Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
20	End her, mellem Belter og Sunde,
	Til Huus-Behov dog vi har Vid og Forstand,
	Vi vil os til Guder ei grunde,
	Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
	Skal Tiden nok vise: vi tænkte ei slet!
25	Langt højere, ædlere, finere Sprog
	Skal findes paa Fremmedes Tunge,
	Om Høihed og Deilighed Danemænd dog
	Med Sandhed kan tale og sjunge;
	Og træffer vort Modersmaal ei paa et Haar,
30	Det smelter dog mere, end Fremmedes slaaer.
	Langt mere af Malmen: saa hvid og saa rød
	Fik andre i Bjerg og i Bytte,
	Hos Dansken dog findes det daglige Brød
	Ei mindre i Fattig-Mands Hytte,
35	Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
	Naar Faa har for meget og Færre for lidt.
	Langt ædlere Konger med Landsfader-Navn
	Maaskee kan engang man opdage;
	Men Ætten i Leire og i Kjøbenhavn
40	Dog spørger endnu om sin Mage;
	Thi prise vi Stammen af Skjold og af Dan!
	Gid immer den blomstre i Fædrenes Land!
	Langt høiere Ros over herskende Drot
	Man hørde fra Fremmedes Tunger;
45	Men Spørgsmaal: Om altid det meendes saa godt,
	Som her, Naar hver Dannemand sjunger!
	Vor Fredrik! Han vorde som Duen saa hvid!
	Hans Alder høiloves som Fredegods Tid!

Vi var aldrig givet naturrigdomme i den store stil, vi var dog tilfredse med, hvad vi havde, omend nødtvunget til at tage denne stilling, faldt den os ikke unaturlig.

Vi har spundet guld af gold hede, og slidt for alt vi har tjent.

Vi skal ikke frelse verden, lege messias for en menneskehed, som ikke vil gøre, hvad der kræves, for at skabe velstand.

Vi skal vise dem, at alle folk kan gøre det samme, blot de vil det, og blot de er tilfredse, med det de når.

Vi skal vise dem, at man ikke kan skyde skylden på andre, at man selv kan tage ansvar, en lektion som selv vores egne børn dog efterhånden har brug for.