Solkonger og profeter

Sarkozy har angiveligt set sig ond på en populær Fransk satiriker ved navn Stéphane Guillon.

Det i et omfang, hvor det kan udvikle sig til en fornærmet solkonge sag, hvor der laves indgreb mod ytringsfriheden.
Ja, det lyder dramatisk, men det er de facto, hvad der kan blive tilfældet. Sarkozy har nemlig i følge en ny lov, ret til at udpege cheferne for de statslige radio og tv selskaber.

På den måde kan han ansætte en direktør, der vil fyre, Stéphane Guillon, omend det er ikke sikkert, at det sker på grund af den betændte effekt en sådan fyring ville have, det ville ikke være god publicity for en demokratistats præsident.
Som i øvrigt angiveligt ville være forgæves, da Stéphane Guillon jo angiveligt blot vil få arbejde en privat radiostation.

Sarkozy har ellers forsvaret Muhammedtegningerne. Men dette forsvar for ytringsfriheden gælder åbenbart ikke, når det er solkongen selv, der bliver kritiseret.

For min positions vedkommende, bør en leder af et demokratisk samfund, ingen som helst mening have om andre menneskers ytringsfrihed, andet end deres ret til at bruge den, og det ubetingede gode i at de bruger den.

Skarp kritik og satire, kan naturligvis let være over kanten, når det foregår på daglig basis og man skal finde på noget nyt hver dag, overgå sig selv hver dag.
Men var den altid på kanten og uretfærdig, ville den aldrig blive populær. Den bliver kun populær, fordi der er sandhedsværdi i satiren.

Men generelt, bør en demokratisk leder ikke have en overordnet negativ indstilling over for kritik, eller enkelte kritikere. Hvis en konkret kritik er faktuelt forkert, kan han/hun nøjes med at påpege dette.

Det er demokratisk anafabetisme. Præsidenter og statsministre, der på nogen måde vil kritiske røster til livs, eller ikke vil invitere disse til pressemøder, en praksis som Bush administrationen, der konsekvent blacklistede for kritiske journalister, havde. Det er censur af omveje, og noget demokratiske ledere skal holde sig absolut højt hævet over.
Det er korrumperet ledelse på en måde som, i følge min mening, er langt værre, end dyr rødvin og jagtferier.

Satire er en måde at kapere elendigheder på. Hvis politikere vil den til livs, må de oppe sig og holde sig til at bekæmpe elendighederne i samfundet, de må med andre ord fortjene den frihed for satire, ved at ikke være moralsk anløbne, magtmisbrugende, egoistiske eller tåbelige.

Der er en grund til at de udsættes for satire, og at tilliden til den politiske elite er lav. Den grund kan politikerne kun afskaffe ved at ændre adfærd, ikke ved censur af omveje.