1 million ud af arbejdsstyrken er nu uden for arbejdsmarkedet

Så nåede vi det magiske tal, 1 million danskere i alderen 15-64 år (bemærk ikke engang op til 67 år) er nu uden for arbejdsmarkedet.

Det skete i 1. kv. 2013 og mig bekendt, er der intet skrevet om det. Der er tale om 788.000 personer uden for arbejdsstyrken og 222.000 AKU-ledige, og den uskønne sandhed om Danmarls beskæftigelse lever skjult og godt i Statistikbanken. (Statistikken: AKU100).

Antallet af beskæftigede per 1. kv. 2013 er det laveste siden 1996, nemlig 2.605.000 beskæftigede.

Vi skal ikke længere tilbage end til 3. kv. 2008 for at finde 2.838.000 bekæftigede i landet.

De 2,6 mio. beskæftigede er meget tæt på antallet af beskæftigede tilbage i 1985, hvor der var 2.582.000 millioner beskæftigede, ifølge publikationen "60 år i tal" fra Danmarks Statistik.

Vi er siden 1985 blevet omkring 400.000 flere danskere, men det kniber med at skabe flere arbejdspladser og da specielt, når vi reelt taler en million mennesker, der med få undtagelser principielt burde arbejde, og der burde være arbejde til.

Som i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 1991 har vi igen en regering, der mener, at der skal flere indvandrere og flygtninge til Danmark, mens situationen på arbejdsmarkedet ligesom dengang er historisk dårlig. Og det offentlige igen igen kæmper med underskud. Det på ikke mindre end 4 procent af BNP sidste år.

Alligevel kommer vi stensikkert til at høre myten om, at vi mangler arbejdskraft mange gange endnu ude i fremtiden.

Velkommen til Danmark anno 2013, det er ikke hver dag, jeg føler trang til at give Karl Marx ret, men at historien har det med at gentage sig selv, "først som en tragedie, siden som en farce". Et citat bliver nok ikke mere rammende i denne sammenhæng.

Et nødvendigt opgør med myten om manglen på arbejdskraft

Myten om, at vi mangler arbejdskraft, vil ingen ende tage. Den er særdeles sejlivet, men ikke desto mindre en klokkeklar myte.
Ellers særdeles fornuftige personer, som Asger Aamund med flere, henviser til autoriserede kilder, som OECD og Rockwoolfonden og peger på, at vi i fremtiden vil mangle arbejdskraft. Der er bare det, at førstnævntes talgrundlag er dybt forkert. Sidstnævntes præmis er helt forkert.

At OECD begår dens beregninger på et forkert statistisk og talmæssigt grundlag, det har jeg både belyst og bevist her (Artiklen er just omskrevet, så forklaringerne og pointerne burde fremstå tydeligere).

Rockwoolfondens og andres undersøgelser hviler på et forkert præmis. Nemlig det, at vi i efterkrigstiden fødte nogle ekstra store generationer på op omkring 80.000 børn om året, og i firserne gik i den modsatte grøft og fødte nogle historisk lave generationer ned til omkring 50.000 børn året for at nævne ekstremerne.

Når jeg siger forkert præmis, sigter jeg naturligvis ikke til de faktuelt korrekte tal for de historiske børnefødsler. Men til at præmissen bruges til at danne grundlag og belæg for den konklusion, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden. Præmissen holder med andre ord ikke i forhold til konklusionen.

Der er nogle andre præmisser, der er mere afgørende for om denne konklusion holder eller ej:

1. Når vi siger, at de store generationer forlader arbejdsmarkedet, så er det faktuelt forkert. De store generationer er nemlig i høj grad på efterløn, førtidspension, eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

Antallet af 55-66 årige uden for arbejdsstyrken - altså beskæftigelse - var i 2009, da jeg lavede beregningerne, faktisk højere end andelen med et arbejde. Med andre forlader omkring halvdelen af de store generationer ikke arbejdsmarkedet, men en overførselsindkomst.

2. Danmarks befolkning er siden 1980 vokset med 400.000 personer på grund af indvandring. Hvis man antager, der var et hul, der skulle lappes, så er det altså allerede lappet.

3. Man skal først og fremmest måle mangel på arbejdskraft ud fra, hvor mange der faktisk er beskæftigede og ikke ud fra, hvor mange der er til rådighed i arbejdsstyrken.
Antallet af beskæftigede i 2010 - alt inklusive med også arbejdstagere under 15 år og over 67 år var på 2,68 mio. personer. (RASA1 i Statistikbanken).

Arbejdsstyrken (16-66 årige.) til rådighed om 20 år er lig med antallet af 0-46 årige i dag plus fem generationer af endnu ufødte børn (i gennemsnit cirka 65.000 nyfødte om året for tiden), plus eventuel fortsat nettoindvandring (omkring 25.000 om året, hvis nettoindvandringen fortsætter som i 2010 - BEV21 i Statistikbanken)

Tager vi først de 0-46 årige i dag: Så udgør de ifølge Danmarks Statistik per 1. juli 2011 i alt 3,3 mio. personer.

Dertil kommer så fem generationer af ufødte, der også vil indgå i arbejdsstyrken om 20 år - cirka fem gange 65.000, altså 325.000.

Så arbejdsstyrken i grove træk uden yderligere indvandring vil altså være på over 3,6 mio. i 2031.

Så bør der medregnes en eventuel fortsat nettoindvandring på 25.000 om året, for det er nu en gang, den vi har og vil have svært ved at holde lavere i fremtiden (Stramningerne under VKO sendte kortvarigt nettoindvandringen ned, før den igen satte historisk rekord).

Under den antagelse - for nemhedens skyld, at 2/3 dele af kommende indvandrerne har en alder, der medfører, at de fortsat er i arbejdsstyrken i 2031, så vil indvandrerne øge arbejdstyrken i 2031 med yderligere 333.333 personer.

Altså vil arbejdsstyrken bestående af 16-66 årige i alt være omkring 3,9 mio. i 2031.

Men hov, vi har jo kun knap 2,7 mio. beskæftigede i alt. Og ser vi tilbage over de sidste 30 år, så har det antal været nogenlunde konstant mellem 2,5 mio i dårlige tider og 2,8 mio. i gode tider. Det eneste, der reelt er vokset i de sidste 30 år (og mere til), det er antallet af offentlige ansatte.

For eksempel var der 2,74 mio. beskæftigede i 1988 (RAS1 i Statistikbanken), men færre offentlige ansatte dengang. Modregnet offentlige ansatte, var beskæftigelsen faktisk bedre i 1988, end den var i rekordårene 2007-2008.

Der var 801.000 potentielt offentlige ansatte i 1988, ifølge Statistisk årbog 1991 side 166. Det er medregnet kategorien "undervisning og forskning", hvor en del af forskningen angiveligt var i privat regi. Såvel som det samme kan siges om kategorien, sundhedsvæsen og socialvæsen, hvor det kan mistænkes at en lille andel angiveligt også var private ansatte. Så tallet var angiveligt lidt lavere end 800.000.

I 2010 var antallet af offentlige ansatte målt som personer 876.000, hvilket angiveligt er i underkanten af det reelle antal, da den høje grad af udliciteret offentlig beskæftigelse i dag vil tælle som privat arbejde.

En arbejdsstyrke på 3,9 mio. personer i 2031 og selv en på 3,6 mio. er altså ren overkill.

Konklusionen om, at vi mangler arbejdskraft i fremtiden er altså ubetinget forkert, uanset dens respektable ophav i flertal. Den hviler på helt forkert præmisser, hvor det reelle præmis specielt er indbefattet i ovenstående punkt 3.

En anden måde at anskue den formodede mangel på arbejdskraft på, det er ved at i stedet for at regne med antallet af beskæftigede personer. Så regne med hvor mange fuldtidsstillinger, disse beskæftigede repræsenterer.

Tager man disse briller på, så er beskæftigelsesgraden endnu lavere:

Fra INVD1 statistikken i Statistikbanken.
Fuldtidsbeskæftigede - Hele landet	2009
Personer i alt	2.207.402
Indvandrere fra vestlige lande	65.833
Indvandrere fra ikke-vestlige lande	86.782
Efterkommere fra vestlige lande	4163
Efterkommere fra ikke-vestlige lande	11.517
Personer med dansk oprindelse	2.039.107
Fra Folk1 statistikken i Statistikbanken
Indvandrere plus efterkommere i alt (antal af 16-66 år i 2009 tal)
402.625
Beskæftigede indvandrere plus efterkommere i antal	i pct beskæftigede:
168.295	41,80
Dansk oprindelse i alt (16-66 år)
3.291.509
Beskæftigede danskere i antal	i pct beskæftigede:
2.039.107	61,95

Omsat til fuldtidsbeskæftigelse arbejder altså kun 62 procent af arbejdsstyrken med etnisk dansk ophav.

Tager vi indvandrere og efterkommere taler vi kun knap 42 procent, når arbejdet omregnes til fuldtidsbeskæftigelse.

Altså 2,2 mio fuldtidsstillinger pt. og i 2031 kan vi have en arbejdsstyrke på 3,9 mio. hvis den nuværende indvandring fortsætter.

Vi vil angiveligt ende med at mangle kvalificeret og uddannet arbejdskraft, men ikke personer til rådighed i arbejdsstyrken.

Jo mindre vi gør for at kvalificere den allerede til rådighed værende arbejdsstyrke, jo flere indvandrere vi henter i udlandet, jo flere skubber vi uden for arbejdsmarkedet.

Jobvækst siden 1951 har kun været i det offentlige

Denne nyhed (Her i Børsens referat - Agendas egen artikel har muligvis ikke et individuel link), som Dansk Arbejdsgiverforenings magasin, Agenda, i dag bringer til torvs, burde sende chokbølger gennem hele samfundet:

Hele den historiske fremgang i arbejdsstyrken er gået til at udvide den offentlige sektor. Nu vender bøtten den anden vej, og det vil føre til store velfærdsreformer, mener professor.

Mens der i 1951 var 13 privat beskæftigede for hver offentligt ansat er der i dag kun 2,3 privat beskæftigede pr. offentligt ansat, viser tal fra DA’s kommende arbejdsmarkedsrapport.

I forhold til 1951 er der i dag 4.000 flere privat beskæftigede. Der er 683.000 flere offentligt beskæftigede.

Nu er det helt andre tider, de gunstige vilkår for offentlig vækst er forlængst væk, og beskæftigelsen i det private er sværere at bevare, end den nogensinde har været før:

Det er meget svært at drive arbejdsstyrken opad. Selv med reformer er det vanskeligt. Samtidig vil flere og flere få brug for velfærdsstaten, i takt med, at vi får flere ældre,” siger Jan Rose Skaksen, der forudser store forandringer af velfærdsstaten i fremtiden.

Jeg tvivler dog på, at denne nyhed på nuværende tidspunkt vil finde grobund i et velfærdssamfund, der fortsat tror på egen evne til at gå på vandet, samtidigt med at nettoindvandringen ligger omkring 25.000 om året - et tempo, som det offentlige ikke har råd til at skabe arbejdspladser i.

Men på sigt vil de økonomiske realiteter tvinge os til en forandring. Der venter mindst tyve hårde år for Danmark forude, hvor skive efter skive af velfærdsstaten vil ryge af.

Jeg har tidligere skrevet om, at væksten i arbejdspladser har været drevet af det offentlige, mens de private arbejdspladser har stået i stampe.

Læs mere her (trods den sorte farve er det faktisk links):

Offentlig vækst - immigrationskritik del 3

Og yderligere anbefales her:

Europas farligste myte

Og her:

OECD og Aamund

Løkke glemmer mindre præmisserne end alle andre

JPs Faktameter er alletiders idé, men nogle gange kastes der med sten fra glashuset.

Lars Løkke Rasmussens påstand undersøges af Faktameteret:

»Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står kun fire klar til at tage over,« sagde han i sin nytårstale, og han har siden gentaget budskabet igen og igen.

- og når det giver ham delvist ret. Så synes jeg, vi skal diskutere præmisset og min anke er, at man kun forlader arbejdsmarkedet, når man forlader en arbejdsplads, og det gør kun knap 70 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder.
Fastholder man princippet fødte, mindre en personer med kort tid til otiummet, så er det korrekt.
Der er bare en mindre andel af befolkningen der arbejder.

I 1981 arbejdede halvtreds procent af befolkningen, i dag 47,6 procent.

De som er på overførselsindkomst, kan kun se frem til at skifte type af overførselsindkomst, for vi har en nettoindvandring på 25.000 for tiden, hvilket er et pænt tilskud og angiveligt primært i den arbejdsdygtige alder.

Den største generation er ikke 55-66 årige, det er en myte. Nok var de mange, da de blev født, men de har nået en alder, hvor de i stigende grad stiller træskoene.

Den største generation er 34-44 årige, ikke fordi vi har født mange børn siden 1967, men fordi vi har modtaget mange indvandrere i den aldersgruppe.

Det store spørgsmål er, hvor skal over 250.000 indvandrere per årti arbejde?

Sådan ser arbejdsmarkedstilknytningen ud i de forskellige aldersgrupper - bemærk af over halvdelen af 55-66 årige ikke arbejder, det gør i det hele taget kun 69,84 procent af alle 15-66 årige:

Ritzau i spin mod sejlivede myter

Normalt beskæftiger jeg mig ikke med Ritzau eller DRs formodede venstrevinkling, da jeg i øvrigt mener, at kritikken ikke altid er på sin plads, men skyldes journalistiske forhold, såsom tidspres, der i princippet gør det bekvemt at bare citerer løs af andres spin.

I dag synes jeg dog, at skruen strammes en smule for meget, selv om det nok også er kritikløs gentagelse af spin:

Det er en sejlivet myte, at indvandrerkvinder uddanner sig til at blive hjemmegående...

- I perioden 2004 til 2006 havde næsten 80 procent af alle uddannede 20 til 24-årige kvinder med indvandrerbaggrund et job. En bedrift, der matcher mændene med samme baggrund.

Fra EPN, der henviser til en artikel i Fyns Stiftidende, men samme historie findes i dagens papirudgave af JP med Ritzau som kilde.

	Fuldtidsbeskæftigede efter køn, bopælsområde, tid, alder, herkomst og
	enhed
Kvinder
2009
		Befolkningen	Fuldtidsbeskæftigede	Pct. beskæftigede
20-24 år	Personer i alt	160117	67269	42,01
	Indvandrere fra vestlige lande	10241	1971	19,25
	Indvandrere fra ikke-vestlige lande	11675	2917	24,99
	Efterkommere fra vestlige lande	577	193	33,45
	Efterkommere fra ikke-vestlige lande	4608	1616	35,07
	Personer med dansk oprindelse	133016	60572	45,54
25-29 år	Personer i alt	155013	89040	57,44
	Indvandrere fra vestlige lande	10780	4408	40,89
	Indvandrere fra ikke-vestlige lande	16657	5278	31,69
	Efterkommere fra vestlige lande	449	235	52,34
	Efterkommere fra ikke-vestlige lande	2658	1479	55,64
	Personer med dansk oprindelse	124469	77640	62,38
30-34 år	Personer i alt	176291	124583	70,67
	Indvandrere fra vestlige lande	8351	4580	54,84
	Indvandrere fra ikke-vestlige lande	16737	6853	40,95
	Efterkommere fra vestlige lande	402	261	64,93
	Efterkommere fra ikke-vestlige lande	2017	1195	59,25
	Personer med dansk oprindelse	148784	111694	75,07

Dels har vi det gamle tricks med at blande indvandrere og ikke-vestlige indvandrere.

Dels er kravet for ikke vestlige indvandrere, der kommer til Danmark, at de skal studere eller arbejde, hvis de skal have opholdstilladelse. De kan jo ikke blive familiesammenført under 24 år vel.

Uanset hvad, så har ikke-vestlige kvinder en usædvanligt ringe tilknytning til arbejdsmarkedet - rimeligt stabilt omkring den halve af selv danske kvinder, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet heller ikke er imponerende - Havde vi alle en så ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, så ville Danmark gå bankerot.

Så en myte, at kvindelige indvandrere ikke uddanner sig til at være arbejdsløse, det er det nu ikke helt. medmindre man da betragter 51 pct. - altså et flertal, der arbejder, mod 49 pct. der ikke gør det, som kriteriet for at kalde noget en myte.

Om 20 år har vi tabt alt til Kina

Danske virksomheder har skabt omkring 100.000 nye arbejdspladser i Kina det seneste årti. Dertil kommer arbejdspladser i de Baltiske lande, Tjekkiet, Polen, Rumænien osv.

Der er også skabt lidt over 100.000 arbejdspladser i Danmark det seneste årti, eller var før krisen slog igennem, nu er de sikkert tabt.

Se selv denne detaljerede statistik, som Danmarks Statistik desværre kun har valgt at lade løbe til 2008.

Men! af de over 100.000 fuldtidsstillinger, er næsten 100.000 skabt i forretningsservice. Snakker vi om industrien, er der mistet 55.000 fuldtidstillinger. Dertil kommer nicher som privat sundhedsvæsen, der ikke overraskende er forøget med 50 pct til over 21.000. og meget andet.
Med andre ord, så er der blevet færre af dem, der smider penge direkte i hånden på hr. Jensen ved at producere et produkt, eller høste en råvare. Der er tilgengæld blevet flere af dem, der gerne vil have andel i hr. Jensens pengepung.
Jeg ved ikke, om folk er klar over forskellen på en industri, der skaber en arbejdsplads til hr. Jensen, hiver ham væk fra for eksempel offentlig forsørgelse, og giver ham penge i hånden i han bruge i butikken og så den ansatte i butikken, der ikke ville eksistere, hvis ikke nogen gav hr. Jensen penge i hånden til at forbruge.
Vi kan ikke leve udelukkende af at åbne butikker og sælge varer til hinanden, selv om vi sagtens kan hente produktionen i andre lande. Nok tjener de butiksansatte penge, som de kan bruge hos hinanden, men økonomisk ville det svare til en enorm indskrænkning, der skærer hovedandelen af økonomien væk. Industrien producerer alt andet lige til andre lande end Danmark.

Hvis vi ikke kommer i arbejdstøjet og tager læsebrillerne på snart, så ser det rigtig skidt ud for Danmark, på den anden side af 2030.

Citater fra interviewene med topfolk i erhvervslivet fra nedenstående video:

"Der 500.000 nye ingeniører i Kina, hvert år! Og der er 60.000 nye i USA og det er præcis af samme gennemsnitskvalitet."

"Det er svært at forestille sig Danmark som vidensland, uden at vi har produktion i Danmark, hvis Produktionen trækker ud af Danmark, så vil viden følge efter."




Det er trussel, vi skal tage alvorligt siger en - Det kan slet ikke siges nok, for det er præcis det, som det er. Og det er underdrivelse, såvel som det er en trussel, vi knap underdrive, men tendensen fra politisk hold er til beklagelse og sørgesange og derefter en nærmest komplet mangel på handling.
Der kan gå 20 år før prisen på nederlaget står indgraveret i granit, men til den tid er det også for sent, eller rettere en virkelig ultrahård opgave, at vende udviklingen i den anden retning.

Et lille indspark i efterlønsdebatten

Oprindeligt skrevet som en kommentar på 180Grader:

Det er selvfølgelig ærgeligt at have en nedslidt krop. Jeg hører personligt til dem, der har været nedbryder, murerarbejdsmand, lavet grovrengøring.



Samtidigt har jeg spillet meget fodbold, gået mange lange ture, hvilket på langt sigt har vist sig at være en dårlig idé, da mit ene ben er over 1 centimeter kortere end det andet, hvilket giver ryg og hoftesmerter - et par gange om året rigtig slemme smerter, og jeg er kun på vej mod det værre og ved, at en dag kræver det smertestillende at komme ud af sengen om morgenen - stort set hver morgen, hvor det er relativt sjældent nu.



Jeg har dog aldrig tænkt mig at søge hverken førtidspension, eller efterløn. Der er nogle ting min krop ikke kan i det lange løb, men der findes også andre erhverv, jeg sagtens kan arbejde med. Så jeg valgte altså at starte på journaliststudiet. Så i stedet for 30 år på førtidspension, får jeg nu i stedet 25 år som journalist. Sværere er det jo egentlig ikke.



Jeg mener ikke, at lediggang er særligt sjovt, for jeg har prøvet det i en årrække, og hvis der er noget jeg ikke ønsker, så er det at vende tilbage til en tom hverdag.



Så ja, jeg er pissekynisk - efterlønnere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.



Er man helt kaput, kan man få førtidspension. Det kunne selv jeg have fået, selv om jeg ikke permanent- eller på alle områder - var sat ud af spillet.



Faktisk har omkring 6-7 pct. af arbejdstyrken fået førtidspension, tager man efterlønnen med er det over 12 pct. sådan rundt regnet. Det er ikke lige frem så svært, som det nogle gange gøres til.



Jeg ville være tilfreds med, at uddannet og kvalificeret arbejdskraft blev udelukket fra efterløn, men sådan spiller klaveret ikke - det skal jo være lige for alle.



Ergo efterlønnen må væk.



Sagen er jo, at efterlønnen sammen med høje offentlige lønninger er noget, vi betaler for lånte penge. Vi gældsætter os og betaler snart over 30 mia kr. årligt i renteomkostninger alene for at bilde os selv os ind, at vi er så rige, at vi har råd til et overflødighedshorn af offentligt betalte goder.



Der er jeg slemt tilbøjelig, til at kalde det kynisk at fedte efter stemmer ved at love fortsat guld og grønne skove for det offentliges regning og for lånte penge, og dermed sende en stadigt større rentebyrde videre til kommende generationer, der realistisk set aldrig kommer i nærheden af samme offentlige tag selv bord, som de nuværende generationer.

Myten - generationen der forlader arbejdsmarkedet er større end den som kommer til

Vi hænger fortsat fast i myten om, at fordi nogle store generationer blev født efter anden verdenskrig - op til næsten 95.000 fødsler i rekordåret 1945 (rammer pensionsalderen lige nu). Så vil på papiret de generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet i fremtiden være mindre, end dem der forlader arbejdsmarkedet.
(De små generationers bundrekord lå på bundrekorden nede omkring 50.000 fødsler årligt i firserne)

Citat det Økonomiske Råds rapport om dansk økonomi i foråret 2010:

Den demografiske udvikling indebærer, at de generationer, der i de kommende årtier forlader arbejdsmarkedet, er større end dem, der kommer ind på arbejdsmarkedet.

På papiret lyder det plausibelt, men det er fuldstændig ligegyldigt, hvor store generationerne er, hvis de store efterkrigs-generationer faktisk ikke forlader en arbejdsplads, men forlader en overførselsindkomst: sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, førtidspension, efterløn, altså går fra en dyrere overførselsindkomst, end folkepensionen. Så er den eneste ekstra byrde den i sundhedssektoren, hvor ældre mennesker kræver mere service og behandling.

Med andre ord, hvis der skal være flere ældre som forlader arbejdsmarkedet, end det kommer til, så skal de faktisk også forlade en stilling på arbejdsmarkedet - det gør de bare ikke i højere antal, end der kommer nye friske unge til:

Beskæftigede (arbejdssted) efter tid, alder og område
	Hele landet
2009 35-39 år i alt 327 720 personer Gennemsnit 65.544 40-44 år i alt 362 004 ... Gennemsnit 72.400 45-49 år i alt 327 238 ... Gennemsnit 65.447 50-54 år i alt 298 300 ... Gennemsnit 59.660 55-59 år I alt 277 052 ... Gennemsnit 55.410 60-64 år I alt 162 606 ... Gennemsnit 32.521

Gennemsnittet for antal fødte siden 1980 - det vil sige inklusive bundrekorderne i firserne er på 62.272.

Ovenstående udsagn fra vismændene taler om de kommende årtier, så lad os tage de to kommende årtier:

De som forlader arbejdsmarkedet, altså dem der faktisk arbejder og nu er mellem 45-64 år: er i årligt gennemsnit 53.259 personer. De store årgange arbejder altså mindre, end de små og mindre årgange.

De nye generationer, der kommer til, altså født de sidste tyve år - eller født mellem 1990 og 2009: er i gennemsnit: 65.851. årligt.

Det er rigeligt til at kompensere for de lave årgange i firserne, som allerede er på arbejdsmarkedet, Uddannelse kan de mangle, men som personer mangler de ikke.

Medmindre man da vil bevare både efterløn, førtidspension i nuværende form og fortsat ansætte løs i det offentlige, hvilket der under ingen omstændigheder er råd til, da den bærende gren, det private erhvervsliv, er ved at knække.

Det er stadigvæk rendyrket forkert, at flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer til - i de kommende årtier.

Sandheden er, at vi har kasseret og udrangeret en masse mennesker på sidespor i det offentlige, overførselsindkomster og offentlig beskæftigelse, og det er der ikke fortsat råd til, hvilket egentlig er godt nyt, for det vil gavne statskassen, hvis vi får en højere andel af arbejdsstyrken ind i det private.


Sådan ser antallet af personer ud for ovenstående aldersgrupper.

Beskæftigelsesprocenten i 2009 var på 85,3 pct. for 40-44 årige og 78,8 pct. for 55-59 årige.

Folketal pr. 1. januar efter alder og tid
	2009		Beskæftigede		Beskæftigede i pct.
40 år	78292
41 år	83834
42 år	90014
43 år	87080
44 år	85172
	424392		362004		85,3
45 år	83363
46 år	78825
47 år	76605
48 år	76528
49 år	73414
	388735		327238		84,18
50 år	73480
51 år	73008
52 år	73471
53 år	72354
54 år	70797
	363110		298300		82,15
55 år	71795
56 år	70214
57 år	68850
58 år	70646
59 år	70014
	351519		277052		78,82

Center for Kontrol

En gang hed det arbejdsformidlingen, men hvad gør man, når der ikke er arbejdspladser at formidle?

Svaret findes her:

Som om det ikke var nok med 900.000 offentlige medarbejdere

Så er personerne i støttet arbejde steget til 98.000 ( 16 pct. stigning på et år) og 848.800 personer i alderen 16-64 år uden ordinær beskæftigelse (omregnet til fuld tid).

Læs det hele på Danmark Statistik

På to år er det danske arbejdsmarked rykket op med rødderne flyvende gennem luften.

Se nedenstående. hvor mange arbejdspladser er forsvundet, eller opstået præcis i det offentlige og "kultur og Fritid og anden service", der angiveligt har slugt mange i støttede jobtilbud.

Mellem 3 kvartal 2008 og 2 kvartal 2010:

Landbrug, skovbrug og fiskeri minus 7000 personer (dog mod 2 kvartal 2008 ingen forskel)
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed minus 73.000 personer
Bygge og anlæg minus 40.000 personer
Handel og transport mv.minus 41.000 personer
Information og kommunikation ingen forskel
Finansiering og forsikring minus 1000
Ejendomshandel og udlejning minus 1000
Erhvervsservice minus 1000
Offentlig administration, undervisning og sundhed PLUS 12.000
Kultur, fritid og anden service PLUS 24.000

Fremtiden kommer til at overgå fantasien

Min kommentar her på Snaphanen, får lige sig egen selvstændige post, med en enkelt tilføjelse:

“Hvis ikke tiden honorerer Torben Møller-Hansens optimisme, kan omfanget den samfundsmæssige katastrofe dårligt forudses med den fantasi, vi har til rådighed i dag.”

Tiden kommer ikke ikke til at honorere Torben Møller Hansens optimisme, den har ikke en jordisk chance.

1. Vi har og får problemer med at skabe nettoarbejdspladser, modregnet væksten i offentlige arbejdspladser og de private arbejdspladser relateret til offentlig service, samt serviceerhvervs-arbejdspladser, der følger at vi bliver flere mennesker, En udvikling, der iøvrigt på sigt ikke er råd til at opretholde, da det offentlige ikke har råd og af det offentlige betales stadig mere af gildet.
Så vil antallet af arbejdspladser ikke blive forøget i Danmark og kunne absorbere den stigning i den yngre del af befolkningen, der langt kommer til at overgå det antal som reelt forlader arbejdsmarkedet. Med reelt mener jeg, at halvdelen over 55 år allerede er uden for arbejdsmarkedet, som førtidspensionister, efterlønnere, langtidsledige.

2. Vi bliver flere mennesker i Danmark. 20 pct. indvandrere og efterkommere vil ikke kunne gøre det i 2050. Dels vil muslimske indvandrere presse antallet af gennemsnitsfødsler op – over de næste 20-25 år, hvilket alene er tæt nok til at forøge antallet, der skal beskæftiges i 2050 betragteligt. Dels er vil indvandringen fortsætte. Hvis vi siger, at befolkningen er 6,05 mio. i 2050, som Danmarks Statistik gør, så vil det kun kræve omkring 12.500 om året i en tilvækst båret af både indvandrere og efterkommere. Et meget lille antal realistisk set, og det vil langt fra holde sig på det niveau, medmindre der indføres noget nær nulindvandring på et tidspunkt snart!
I Danmarks Statistiks prognose regner de kun med 176.000 flere indvandrere i 2050, hvilket svarer til en nettoforøgelse på kun sølle 4400 om året. Hvor realistisk er det lige? – givet er det, at nok er nogle af indvandrerne er oppe i årene og vil dø i perioden, men flertallet har ikke en særligt høj gennemsnitsalder.

De seneste par år har nettoindvandringen været på næsten 25.000 om året, altså indvandring alene, forsætter det ti år er prognosen, hvad angår indvandrere i 2050 allerede nået før 2020, selv med dødsfald.

Nettoindvandring på under 5000 har vi knap haft siden 80'erne, og kun kort da den såkaldt stramme indvandringslov blev indført efter VKOs indtog i 2001, kom vi i nærheden af en indvandring på 4400:

De sidste tre år har nettoindvandringen i gennemsnit været på : 24879 indvandrere per år!

En tendens jeg kun kan forestille mig bliver større, ikke mindre, altså den gennemgående trend, for antallet fra år til år skal nok bølge op og ned.
Stramninger skal der nok komme ude i fremtiden, men næppe i dette årti og når de kommer, er det af økonomisk nød, altså på et tidspunkt, hvor blyloddet allerede er bundet solidt fast om foden på samfundet.


Tilvæksten i efterkommere går indtil videre langsomt, men det fortsætter den ikke med, eftersom basen af fødedygtige indvandrere og efterkommere vokser. Smid en dæmning i floden og strømmen sender vandet uden om den. Alene væksten i indvandrere inden for landet grænser vil øge presset, da stadig flere familie og venner, bekendte og immigrationslystne med adgang til research på internettet vil høre om den gyldne danske velfærdsgås, der endnu ikke er helt slagtet, og så har vi de udbredte arrangerede ægteskaber vi ikke bryder os om at snakke om og selv med lukkede grænser kommer demografien med en kraft, vi ikke forstår.

Jeg tror ikke engang, det er af ond vilje, eller for at være politisk korrekte, at det kniber for selv Danmarks Statistik at få væksten på plads. Vi er bare ude, hvor konsekvenserne er uoverskuelige, og de uregerlige viljer er for mange. Lidt som i det offentlige budget, hvor man ikke kan holde styr på alle de løbende haner, selv om man gerne vil.

Det er kort sagt dem, som føder mange børn, der bliver flere af, som igen føder endnu flere børn. Bare se forholdet i dag:

Indvandrere og Efterkommere
2010
Vestlige lande 162 410 og 16 971
Ikke-vestlige lande 252 012 og 111 345

Så klientellet uden arbejde, med lav socialklasse og anden etisk herkomst (ikke en stavefejl) , med dårlig perspektiver og derfor uden motivation, eller forældre til at tilvejebringe den, til at yde en indsats i skolen. Dem der føler sig som en del af et parallelsamfund, både etnisk og socialt, både med brun og hvid hud. De vil vokse.
De vil ikke føle ansvar for en skid og vil ikke se sig selv om del af det her samfund. Konsekvenserne har ingen gjort sig klart, men vi er kun på det første stykke af glidebanen.

Og optimisternes drømme, som Torben Møller Hansens, har ærligt talt ikke en jordisk chance, spørgsmålet for dem bliver, “hvad gik der lige galt?” De vil dø uden at kunne svaret, for det er, at de blinde leder de blinde, og blinde mennesker dør i reglen som blinde.

Spørgsmålet er ikke om det bliver værre, for det gør det. Spørgsmålet er, hvor meget værre, det bliver, og her er det korrekt, at der får selv fantasien det nok svært.

Krisen lærte virksomhederne hvor meget livremmen kan strammes ind

Den krise vi har været i gennem, var ikke en krise som den i 1987, den i begyndelsen af halvfemserne, den omkring årtusindskiftet.

Det var en krise, (det er), en krise som er den værste siden den store recession i 1930erne.

Meget vil virke som om det fortsætter, hvor alting slap.

Men det gør det ikke. Vi mangler stadig at finde ud af, hvor mange arbejdspladser vi har mistet permanent.

Virksomhederne har strammet til med livremmen som aldrig før, for det har været en krise som aldrig før.

Et par saks fra dagens Børsen:

Krisen var en gave

"Krisen kom specielt som en gave for mig, som nu direktør. For jeg blev ansat til at forandre virksomheden. Der er jeg helt overbevist om, at jeg ikke havde fået gravet så dybt, hvis ikke det havde været for krisen. Der havde været nogle interne barrierer, jeg ikke kunne have brudt ned. Vi blev tvunget til at skære dybere og til at åbne alle siderne i bogen. Når vi tænkte: Nu er vi færdige, så kiggede vi igen," fortæller Niels Mikkelsen til Direkt i Canada."

"Vi blev slået et halvt skridt tilbage af finanskrisen, og vi havde en tung og ulogisk organisation. Vi havde for mange mennesker i for mange forskellige stillinger. Samtidig havde nogle af vores gamle mærker tabt rigtigt meget, men organisationerne var stadig den samme størrelse."

Det førte til, at selskabet afskedigede flere hundrede ansatte og måtte skære sine omkostninger ligeledes dramatisk.

...

Ambu-topchef: Vi er foran planen

"De er billigere, og det betyder, at man kan satse mere og investere i mere. I Danmark ville det være en stor omkostning at sætte en ekstra medarbejder på en maskine, mens det i Malaysia mere anses som backup. Og der har det vist sig, at har man flere operatører på en maskine, så er oppetiden på en maskine højere. Nu er det her meget simplificeret, men vi ser nogle indikationer af, at antallet af elektroder, vi får ud af det samme maskineri i hvert fald ikke er mindre, end det er i Danmark. Det er lidt en overraskelse, for vi havde regnet med en til en," forklarer Lars Marcher.

Prisen på en malaysisk produktionsmedarbejder er cirka 17 kr. i timen, mens en dansk produktionsmedarbejder i gennemsnit tjener 233 kr. i timen på tværs af alle skift, dag, aften, nat og weekend.

Krisen er ikke overstået i 2013 og statens indtægter er ikke på samme niveau som i 2007, når vi når frem til 2013.

Vi kan snakke efterløn, men hvis vi ikke sænker udgiftsniveauet for det private erhvervsliv, så kan vi sende flere på efterløn i stedet, for der vil ikke være arbejde til dem.

Globaliseringsfælden

Globalisering er et dobbeltægget sværd. Vi får færre arbejdspladser og billigere varer.

Den er kommet for at blive, ergo på sigt må vi også forvente at blive fattigere.

Center for ledelse har udgivet sin årlige globaliserings indikator, baseret på en rundspørge blandt virksomheder, her er nogle resultater:

Samfundsudsnit

Kategorierne er belejlighedsvist skiftet i arbejdskraftundersøgelsen efter 2007. Industri har dog fået tilføjet råstofudvinding og er alligevel gået klart tilbage, der er stadig flere der skal arbejde i servicebranchen.
At håndværkere ikke har så meget at rive i, kan næppe overraske.
Omfordelingen af arbejdende, hvor de arbejder og for hvilke penge, det er tallene, der gemmer sig bag arbejdsløshedsstatistikken.
Jo flere der arbejder i eksporterhverv i det private jo bedre. Vi kunne udrydde arbejdsløsheden ved at ansætte personer i det offentlige, faktum er at det er service som går frem, flere mennesker, flere butikker, men hvem putter pengene i hånden på en kunde i butikken? Det offentlige eller det private.

Som i kan se mister vi ansatte i eksporterhvervene i stor stil, mens servicesektoren og det offentlige tager over. Den danske økonomi bliver aldrig den samme igen og det skal vil nok have Villy og Helle til at skære meget klodset ud i pap for os:

Beskæftigede (1000 personer) efter branche og tid og 15-66 årige
	1995K1	1999K1	2003K1	2006K4
1 Landbrug, fiskeri og råstofudvinding	106	95	82	84
2 Industri	503	512	442	424
3 Energi- og vandforsyning	22	16	14	16
4 Bygge og anlæg	159	181	185	205
5 Handel, hotel og restauration	401	446	440	493
6 Transport, post og tele	187	186	183	184
7 Finansiering og forretningsservice	276	316	347	390
8 Offentlige og personlige tjenester	906	942	970	1011
9 Uoplyst aktivitet	8	4	5	3
Beskæftigede (1000 personer) efter branche (10-grp.) og tid
	2007K3	2010K1
1 Landbrug, skovbrug og fiskeri	68	58
2 Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed	460	378
3 Bygge og anlæg	196	161
4 Handel og transport mv.	630	589
5 Information og kommunikation	97	107
6 Finansiering og forsikring	88	89
7 Ejendomshandel og udlejning	29	26
8 Erhvervsservice	212	225
9 Offentlig administration, undervisning og sundhed	872	900
10 Kultur, fritid og anden service	127	132
11 Uoplyst aktivitet	..	..

Som blommen i ægget, kan vil tilføje beskæftigede vs uden arbejdsstyrken og husk bruttoledigheden er større, når aktiverede fraregnes:

	1995K1	1998K1	2001K1	2004K1	2007K1	2010K1
Beskæftigede	2568	2671	2691	2680	2764	2665
Arbejdsløse	214	175	148	179	133	230
Uden for arbejdsstyrken	826	795	817	817	810	895
Tabellen dækker alle 15-66-årige. Arbejdskraftundersøgelsen
inkluderer desuden en række variable der ikke på nuværende tidspunkt
offentliggøres i Statistikbanken. Yderligere information om
Arbejdskraftundersøgelsen, bl.a. om mulighed for at gennemføre
tillægsundersøgelser kan findes her:
http://www.dst.dk/HomeDK/Vejviser/Portal/Arbejdsmarked/aku.aspx

Kilder: AKU3 og AKU33 samt AKU1

Bonus info:

Statistik er noget fanden har skabt. Er ledigheden reelt på 230.000 personer eller er den på blot 116.000 personer? Ledende økonomer tolker ledighedstatistikkerne vidt forskelligt...
Ledigheden er samtidig steget med 77.000 personer i samme periode til 7,9 pct., hvor den officielle ledighed fra Danmarks Statistik kun viser en ledighed på 4,2 pct.

Spørgsmålet bliver hvad der sker, når vi begynder at regne med timer arbejdet?

Beskæftigede (1000 personer) efter arbejdstid og tid
	1995K1	1998K1	2001K1	2004K1	2007K1	2010K1
Under 15 timer	197	234	181	216	222	263
15-36 timer	423	476	554	561	620	577
37 timer	1354	1365	1193	1142	968	1034
38-48 timer	327	363	494	519	679	607
49 timer og derover	217	221	245	221	243	177

Kære Villy og Helle, der er ikke det samme behov for at man arbejder længe, som der har været og der hvor behovet er, gør man det allerede.

Desværre regnes der ikke ud fra branche, og hvem der konkret arbejder hvor meget? Men grundlæggende tror jeg ikke man skal sætte næsen op efter nyansættelser, før de eksisterende medarbejdere har givet den en ekstra skalle.

En masse arbejdspladser er i øvrigt forsvundet for tid og evighed. Og det er langt fra slut, såvel som krisen heller ikke er det.

Hvor stammer "ældrebyrde" myten fra ?

Forleden en dag, havde vi Asger Aamund ude med påstand om at en arbejdsstyrke på 2,7 mio danskere er røget ned til en arbejdsstyrke på 1 mio. danskere om bare ti år i 2020.

I Mogensen og Kristiansen har vi så Jan Trøjborg, der taler om at om ikke så længe, så har vi otte der forlader arbejdsmarkedet, som skal erstattes af fem unge personer.

Hvor stammer sådanne tal ? De stammer i hvert fald ikke fra Danmark Statistik. Her er tallene for de 0-67 årige i Danmark:

Folketal efter område, alder og tid
		2010M01
Hele landet	0 år	63178
	1 år	65977
	2 år	65205
	3 år	66248
	4 år	65459
	5 år	65546
	6 år	65534
	7 år	64941
	8 år	65976
	9 år	67877
	10 år	67216
	11 år	67534
	12 år	69069
	13 år	69514
	14 år	72044
	15 år	72546
	16 år	70482
	17 år	71164
	18 år	68151
	19 år	68585
	20 år	67428
	21 år	66525
	22 år	64575
	23 år	64683
	24 år	63324
	25 år	61319
	26 år	60402
	27 år	61909
	28 år	61797
	29 år	65543
	30 år	66812
	31 år	69010
	32 år	68645
	33 år	71457
	34 år	77445
	35 år	76310
	36 år	76502
	37 år	79810
	38 år	78985
	39 år	75786
	40 år	75578
	41 år	78186
	42 år	83808
	43 år	89948
	44 år	87053
	45 år	85078
	46 år	83259
	47 år	78679
	48 år	76456
	49 år	76363
	50 år	73151
	51 år	73255
	52 år	72749
	53 år	73155
	54 år	71987
	55 år	70362
	56 år	71338
	57 år	69775
	58 år	68357
	59 år	70172
	60 år	69486
	61 år	72553
	62 år	76715
	63 år	78633
	64 år	75270
	65 år	70842
	66 år	64507
	67 år	60075

Der findes ganske vist nogle rigtig store årgange i begyndelsen af 40 års alderen, som skal på pension en dag. Men generelt kan man ikke sige, at forholdet er 5/8 og slet ikke, at arbejdsstyrken er mere end halveret med 1,7 mio. om 10 år!

Hvis man skiller de her tal i to halvdele. De 0-33 årige og de 34-67 årige. Så er forskellen 295.953 personer på langt sigt - over 20-30 år. En ratio på 8.8/10.

Så under forudsætning, af at vi bibeholder en tilstand hvor 800.000 til 900.000 mellem 16-66 år er uden for arbejdsmarkedet og bevarer det samme antal arbejdspladser, eller at de vokser lidt, så har vi et mindre problem.

Men nu bibeholder vi næppe så mange uden for arbejdsmarkedet, forhåbentlig ikke, for det er da et kasseringssamfund der vil noget.

Og kigger vi på tilknytningen til arbejdsmarkedet, så er den højest i de yngre rækker og lavest i de ældre, og de 55-66 årige, ja over halvdelen af dem er allerede uden for arbejdsmarkedet og forlader altså ikke en stilling, der skal besættes:

Befolkningen (15-66 år) i 1000 efter tid, alder og beskæftigelsesstatus
		Beskæftigede	Arbejdsløse	Uden for arbejdsstyrken
2009K4	15-29	642	76	267
	30-54	1632	97	193
	55-66	416	23	419

442.000 personer i arbejdsstyrken mellem 55-66 år er altså allerede på pension, eller allerede uden for arbejdsmarkedet!

Så kort sagt. Selv når vi bruger det præmis, at vi mister næsten 300.000 i den arbejdsdygtige alder, når vi kun kigger på alder og ikke skelner til om de faktisk er tilknyttet arbejdsmarkedet, kan vi nøjes med 500.000 uden for arbejdsmarkedet i den arbejdsdygtige alder om 30 års tid, hvilket fortsat vil være dyrt, men knap så dyrt som 800.000-900.000.

De er bare ikke tilknyttet arbejdsmarkedet, dem mellem 16-66 år i dag, og der vil fortsat være langt flere personer i den arbejdsdygtige alder, end der er plads til på arbejdsmarkedet.

Det er klart, at vi ikke kan førtidspensionere 25 pct. af de nuværende børn og unge, men det er faktisk tæt på, at vi selv kan overleve selv det på langt sigt, eftersom vi kun har omkring 2,7 mio. stillinger at besætte, og der har i øvrigt ikke rigtig været nogen stor vækst i antallet af arbejdspladser siden 1989. bortset fra en vækst på 100.000 stillinger i det offentlige ( som vi måske alligevel ikke har råd til. ) Så der er ingen grund til at formode, at vi pludselig skaber 300.000 - 400.000 flere stillinger.

Faktisk hvis man tager de nuværende 0-33 årige og tilføjer et gennemsnit af antallet af årligt fødte børn, som pt. ligger på omkring 65. 000 årligt x 20, og skærer 25 procent væk af dem som førtidspensionister og lignende, for at danne et indtryk af arbejdsmarkedet om 40 år, altså hvor mange der er mellem 20-63 år i 2050 og er kandidater til arbejdsmarkedet.
Så ender vi stadig på 2.674.256 som passer nogenlunde med den nuværende arbejdsstyrke. EFTER! at man har skåret 25 procent væk af de 20-63 årige om 40 år, som værende på evt. førtidspension , efterløn, arbejdsløse osv.

Vi snakker altså et ikke-problem her, baseret på forkerte data og spekulationer. Jeg tror ikke det er af ond vilje eller manipulation, det er blot manglende eftertænksomhed og tjek på de egentlige fakta og vildledende oplysninger fra OECD og andre, der ikke selv har taget data fra Danmarks Statistik og efterprøvet de mange forkerte tal og spekulationer i omløb.

For at slet ikke at sige dårlige matematiske kundskaber, man kan da godt frygte, at folkeskolen ikke formår at yde sit bidrag til at ændre billedet.