Et lille indspark i efterlønsdebatten

Oprindeligt skrevet som en kommentar på 180Grader:

Det er selvfølgelig ærgeligt at have en nedslidt krop. Jeg hører personligt til dem, der har været nedbryder, murerarbejdsmand, lavet grovrengøring.



Samtidigt har jeg spillet meget fodbold, gået mange lange ture, hvilket på langt sigt har vist sig at være en dårlig idé, da mit ene ben er over 1 centimeter kortere end det andet, hvilket giver ryg og hoftesmerter - et par gange om året rigtig slemme smerter, og jeg er kun på vej mod det værre og ved, at en dag kræver det smertestillende at komme ud af sengen om morgenen - stort set hver morgen, hvor det er relativt sjældent nu.



Jeg har dog aldrig tænkt mig at søge hverken førtidspension, eller efterløn. Der er nogle ting min krop ikke kan i det lange løb, men der findes også andre erhverv, jeg sagtens kan arbejde med. Så jeg valgte altså at starte på journaliststudiet. Så i stedet for 30 år på førtidspension, får jeg nu i stedet 25 år som journalist. Sværere er det jo egentlig ikke.



Jeg mener ikke, at lediggang er særligt sjovt, for jeg har prøvet det i en årrække, og hvis der er noget jeg ikke ønsker, så er det at vende tilbage til en tom hverdag.



Så ja, jeg er pissekynisk - efterlønnere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.



Er man helt kaput, kan man få førtidspension. Det kunne selv jeg have fået, selv om jeg ikke permanent- eller på alle områder - var sat ud af spillet.



Faktisk har omkring 6-7 pct. af arbejdstyrken fået førtidspension, tager man efterlønnen med er det over 12 pct. sådan rundt regnet. Det er ikke lige frem så svært, som det nogle gange gøres til.



Jeg ville være tilfreds med, at uddannet og kvalificeret arbejdskraft blev udelukket fra efterløn, men sådan spiller klaveret ikke - det skal jo være lige for alle.



Ergo efterlønnen må væk.



Sagen er jo, at efterlønnen sammen med høje offentlige lønninger er noget, vi betaler for lånte penge. Vi gældsætter os og betaler snart over 30 mia kr. årligt i renteomkostninger alene for at bilde os selv os ind, at vi er så rige, at vi har råd til et overflødighedshorn af offentligt betalte goder.



Der er jeg slemt tilbøjelig, til at kalde det kynisk at fedte efter stemmer ved at love fortsat guld og grønne skove for det offentliges regning og for lånte penge, og dermed sende en stadigt større rentebyrde videre til kommende generationer, der realistisk set aldrig kommer i nærheden af samme offentlige tag selv bord, som de nuværende generationer.