torsdag den 30. maj 2013

Sveriges voldelige hockeystavkurve

Jeg skrev tilbage i 2009 om Sveriges private hockeystavkurve, der ikke havde noget stigende temperaturer at gøre, men handlede om et kraftigt stigende antal af voldtægter.

Jeg gjorde dengang opmærksom på, at man ikke bare skal skelne til, at der forgår omkring 5000-6500 voldtægter i Sverige om året, men også til at det kun er mindstedelen af disse, der faktisk anmeldes. Ligeledes skal man se denne uhyrlige udvikling over et længere tidsperspektiv. Altså ikke kun på, at det er en lille andel af den kvindelige befolkning, der på et givet år bliver voldtaget.

Jeg konkluderede dengang, ud fra en en undersøgelse i Malmø blandt unge, der viste at kun 1 ud af 7 voldtægter faktisk blev anmeldt, at der ville være tale om 376.000 voldtægter på et årti, med daværende trend (Det tal var sat på spidsen alene ud fra det forhold, at hvis 4 mænd voldtager en kvinde i Sverige, så tæller det som 4 voldtægter.) Og understregede, at yngre kvinder med nogenlunde godt udseende naturligvis vil være dem, der var mest udsat. Det vil sige, at hver gang du ser en ung og smuk kvinde i Sverige, er sandsynligheden for, at hun bliver voldtaget en dag eller allerede er blevet det, uhyrlig høj - specielt hvis hun bor i en storby med mange indvandrere, for når 33 pct. af alle voldtægtsmænd i Danmark er indvandrere, så er det næppe anderledes i Sverige.

Nu har Eva Agnete Selsings nylige kommentar i Berlingske gjort mig opmærksom på følgende forhold:

"Eksempelvis den frygtindgydende voldtægtsstatistik, hvor Sverige ifølge FN har næstflest voldtægter per indbygger i verden. Tal fra BRÅ, der udarbejder Sveriges officielle kriminalitetsstatistikker, viser, at alene i 2011 blev knap to ud af 50 (3.4 procent) af kvinder i alderen 16-24 år udsat for en voldtægt. Der er vel at mærke ikke tale om anmeldelser, men faktiske begåede voldtægter. De oplyser i øvrigt, at i 58 procent af voldtægterne var der tale om personer, som var helt ukendte for den udsatte."


Disse oplysninger har jeg gravet lidt i, og rapporten de stammer fra, Utsatthet för brott år 2011, kan findes her:



Udviklingen i voldtægtsforbrydelser i Sverige har vi her:


Anmälda brott Brottsförebyggande rådet
 ÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅr
 1990199119921993199419951996199719981999
 AntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntal
Hela landet          
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)1410146216882153181217071608169319732104
Anmälda brott Brottsförebyggande rådet
 ÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅrÅr
 2000200120022003200420052006200720082009
 AntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntalAntal
Hela landet          
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)2026208621852565263137874208474954465937
Anmälda brott Brottsförebyggande rådet
 ÅrÅrÅr
 201020112012
 AntalAntalAntal
Hela landet   
Våldtäkt inkl. grov (ingår även i våldsbrott)596065326324

(Markeret med rødt: Sverige ændrede per 2005 forudsætningerne for, hvornår en seksualforbrydelse kaldes for voldtægt, så den kraftige stigning i lige dette år skal ses i dette lys. (Stigningen fra 2006 til 2012 på 59 % kan dog ikke bortforklares)

Nu viser denne undersøgelse, at det kun er knap hver femte voldtægtsoffer, der på landsplan anmelder forbrydelsen.

Men ikke desto mindre kan det antal kvinder, der faktisk voldtages årligt faktisk stadigvæk ende oppe omkring 376.000 over de næste ti år, da voldtægter i Sverige, som i kan se foroven har en stærkt stigende trend.

Det var nemlig i 2011 i alt 29.000 tilfælde af voldtægt, ifølge denne undersøgelse fra Brottsförebyggande rådet med minimum 13.000 deltagere. Det giver 290.000 voldtægter over ti år, og da antallet af voldtægter i Sverige på bare de fem år mellem 2006 og 2011 er steget med over 50 pct., så kan vi let ende med føje over 400.000 ekstra voldtægtofre til dette ubehagelige skæbnehjul for primært unge svenske kvinder eller som minimum over 400.000 tilfælde af voldtægt, da en lille andel af tilfældene vil ramme samme person.

Som Selsing var inde på, er de16-24 årige svenske kvinder mest udsatte og intet mindre end 3,4 pct, af dem blev i 2011 udsat for voldtægt.



Faktisk kan rundt regnet 25 % af de svenske kvinder se frem til at blive voldtaget i løbet af deres liv, ifølge Fria tiders beregning i ovenstående link, og endda reelt langt mere til, da antallet af voldtægter årligt fortsat har en stigende trend - endda en voldsomt stigende trend. Hvis dette ikke forandres over de kommende 20 år, kan andelen ende langt højere.

Ifølge undersøgelsen har 184.000 tusind svenskere været udsat for vold i 2011. Det fordelt på skønsmæssigt 451.000 tilfælde af vold, hvor en person har været offer flere gange på et år. På 40 år taler vi altså let over 20 millioner tilfælde af vold med den også stigende trend på dette område i mente til fordeling mellem cirka 10-15 millioner svenskere, eller hvor mange de nu ender med at være med den høje nettoindvandring. Et mindretal kommer naturligvis til at bære deres broderpart af denne byrde.


Angående vold er det også de unge, der er mest udsat. Ikke mindre end 7,2 pct. af de 20-24 årige angav, at de var udsat for vold i 2011. Mest udsat er unge mænd, hvilket desværre ikke betyder at unge kvinder ikke er kraftigt udsat, men 8,9 pct. af de unge mænd mellem 16-24 år blev udsat for vold i 2011 - det peger på, at andelen blandt unge kvinder i samme alder langt fra er lille. Så hvis vi ser bort fra, at nogle er mere udsatte end andre ud fra fysisk/psykisk statur og lokation, så er det svært at undgå at et offer vold, for en hvilken som helst svensker i denne aldergruppe.

For 72 pct. af mændene er gerningsmanden ukendt, mens for 39 pct. af kvinderne er gerningsmanden en nær relativ.

80.000 svenskere har været udsat for røveri, det i alderen 16-79 år, hvor BRÅ skønner ud fra undersøgelsen, at der så har været cirka 111.000 personrøverier i 2011.

Det er ikke den globale opvarmning, som svenskerne har mest grund til at bekymre sig omkring.

Med et ord: Forfærdeligt.




onsdag den 29. maj 2013

1 million ud af arbejdsstyrken er nu uden for arbejdsmarkedet

Så nåede vi det magiske tal, 1 million danskere i alderen 15-64 år (bemærk ikke engang op til 67 år) er nu uden for arbejdsmarkedet.

Det skete i 1. kv. 2013 og mig bekendt, er der intet skrevet om det. Der er tale om 788.000 personer uden for arbejdsstyrken og 222.000 AKU-ledige, og den uskønne sandhed om Danmarls beskæftigelse lever skjult og godt i Statistikbanken. (Statistikken: AKU100).

Antallet af beskæftigede per 1. kv. 2013 er det laveste siden 1996, nemlig 2.605.000 beskæftigede.

Vi skal ikke længere tilbage end til 3. kv. 2008 for at finde 2.838.000 bekæftigede i landet.

De 2,6 mio. beskæftigede er meget tæt på antallet af beskæftigede tilbage i 1985, hvor der var 2.582.000 millioner beskæftigede, ifølge publikationen "60 år i tal" fra Danmarks Statistik.

Vi er siden 1985 blevet omkring 400.000 flere danskere, men det kniber med at skabe flere arbejdspladser og da specielt, når vi reelt taler en million mennesker, der med få undtagelser principielt burde arbejde, og der burde være arbejde til.

Som i kølvandet på den høje arbejdsløshed i 1991 har vi igen en regering, der mener, at der skal flere indvandrere og flygtninge til Danmark, mens situationen på arbejdsmarkedet ligesom dengang er historisk dårlig. Og det offentlige igen igen kæmper med underskud. Det på ikke mindre end 4 procent af BNP sidste år.

Alligevel kommer vi stensikkert til at høre myten om, at vi mangler arbejdskraft mange gange endnu ude i fremtiden.

Velkommen til Danmark anno 2013, det er ikke hver dag, jeg føler trang til at give Karl Marx ret, men at historien har det med at gentage sig selv, "først som en tragedie, siden som en farce". Et citat bliver nok ikke mere rammende i denne sammenhæng.


Så siger rumænsk dobbeltmorder farvel til hotel gitterly

Så er det slut med luksusferien, omend med begrænset bevægelsesfrihed, men kommer man fra fattige vilkår, så er et vestligt fængsel da bedre end livet i derhjemme, som flere somaliske pirater har konstanteret.

Fra EB:

"Han har kæmpet med næb og klør. For alt i verden har den dømte dobbeltmorder Marian Clita ikke ønket at vende tilbage til sit fødeland Rumænien. Siden han i februar 2011 blev idømt 14 års fængsel for det bestialske drab på den norske stewardesse Vera Vildmyren, har han nemlig nydt godt af en fredelig og velforplejet hverdag - hidtil i Nyborg Statsfængsel, nu i Østjyllands Fængsel."

"Den hårdkogte vaneforbryder - som dræbte den 42-årige Vera Vildmyren på hendes hotelværelse på Radisson Blu i København under et tyvetogt og efterlod hende død med slag fra et koben, en jernstang og 38 snitsår - har ellers nydt godt af de danske afsoningsforhold. Her har morderen både haft adgang til Playstation og tv og mulighed for selv at lave mad. Standarder der altså ligger meget langt fra de forhold, der vil møde ham, når han sætter fod på rumænsk jord igen.  "
Så gik den ikke længere Grandberg. Få nu indført grænsekontrol med irisanalyse, så vi aldrig ser ham og lignende igen.

mandag den 27. maj 2013

Et retssystem i voldsmænds favør

Som det står i overskriften, sådan synes jeg faktisk, det er. Og kommentarerne til en artikel i BT. i forbindelse med overfaldet af en student på Nørreport Station viser, at jeg ikke er alene med dette synspunkt. Her et udpluk fra kommentarerne til artiklen:

En ven og jeg blev sparket ned og blev sparket på liggende,
af en bil fuld af voldspsykopater med anden etnisk baggrund.

Vi genkendte et par af dem forbryderalbummet, da de selvfølgelig havde gjort der masser af gange før. vi måtte ikke se deres navne da de var beskyttet af en eller anden misforstået lov, og sikkert også af frygt for repressalier.
Vi blev bedt om at vidne mod dem i retten.
Her fik jeg et chok retsbetjenten råber vidner op med fuldt navn, så psykopaterne plus en stor mængde venner fik vores fulde navn og sikkert også billed da flere af dem sad med telefoner.

Så jeg vidner IKKE igen af frygt for repressalier.
Og da jeg er sikker på at man skal en tur i retten hvis man blander sig, så gør jeg det ikke!

Man burde jo med det samme stoppe volden som man er vidne til MEN!, hvad opnår man?
1. De slår stadig på offeret.
2. Man får selv en gang bank, eller det der er værere.
3. Hvis du blander dig fysisk, er der stor sansynlighed for at man bliver retsforfulgt for vold/erstastatning osv.
4. 2 timer efter volsmændene er anholdt, bliver de løsladt og griner lidt af det danske retssystem, desværre.

Så jeg ville nok vende ryggen til, og acceptere samfundets tilstand

Jeg kender selv en kammerat der hjalp en pige der var ved at blive voldtaget. Han brækkede næsen på voldtægtsmanden, som meldte ham for vold efterfølgende. det fik større konsekvenser i retten for min kammerat. Absurd? grotesk? jeg synes bare det er latterligt.
Jeg ville sgu ikke gribe ind...
Og hvis jeg endelig gjorde så ville jeg smadre mindst en af dem og selv få en dom for det...Hvad skulle man gøre.. Gå hen og sige stop??? Man må jo ikke bruge nogen midler som virker anyway... Gider sgu ikke gå hen og blande mig, hvis jeg alligevel kun må gøre det med ord eller lave store armbevægelser...
Jeg kender en som greb ind under et røveri mod en ældre dame, min ven var ude at lufte hund, da han opdage overfaldet, perker drengen løb fra stedet, men vin ven spændte ben for ham så han faldt og slog sig, det havde nær kostet min ven en tur i spjældet, men dommeren nøjedes med en bøde på 5.000 kr. fordi sådan en perkerunge anmeldte min ven for vold.
Perkerungen gik naturloig helt fri.

Derfor griber man ikke ind i noget som helst, her i dette bundrådne retssamfund.
Har grebet ind fysiskt flere gange i løbet af årene.
Men er ikke længere sikker på at det er klogt at gøre.
Tingene har taget en drejning i retning af at "Systemet" tager mere hensyn til forbryderne - end til ofrene.
Jeg kender en som greb ind i et overfald. Han fik 1 måneds fængsel. Politiet opfattede det som 2 grupper der var lige gode om det.
 78 procent påstår i en afstemning på BT, at de vil gribe ind i tilfælde med overfald. Det er utroligt, for enhver, der har vidnet sådanne situationer ved, at mindst 90 % ikke gør det.

Jeg vil heller ikke gøre mere, end at ringe til politiet. Men selv at ringe til politiet er jo en joke, som en af kommentarerne bemærker, voldsmændenes identitet er beskyttet, mens vidnernes ikke er det. Straffen er typisk lav for forbryderen, hvis de overhovedet bliver fanget.

Jeg er vel, hvis man skal kalde en spade for en spade, en egoist og gider ikke løbe unødvendige risici, uanset hvor meget min samvittighed stritter imod, men hvis retsystemet gav mig lov til at anvende den reelt nødvendige magt og vidne anonymt, så ville jeg i de fleste tilfælde gribe ind, selv om der er risiko for, at jeg selv ender på skadestuen eller endda værre.

Men som tingede er nu må folk sejle i egen sø, hvis de ikke kan forsvare sig selv, hvis de ikke kan finde ud af ændre nogle grundlæggende betingelser via stemmeboksen, så er det synd, og ja det er virkeligt sørgeligt, men hvorfor skal folk risikere at blive dømt selv for vold, vidne med risiko for hærværk mod deres ejendom og trusler mod deres børn, risikere at selv blive sparket til en grøntsag, mens de ligger ned, hvis de blander sig?

Som en skriver, så må man acceptere samfundets tilstand.


lørdag den 25. maj 2013

Kan Egyptens økonomiske og sociale problemer betyde enden for broderskabet

Det kan være fristende at knytte et håb eller to til, at de massive økonomiske og sociale problemer som Egypten står over for, kan bringe Det muslimske broderskab og den islamiske ideologi i miskredit hos befolkningen og medføre en ny demokratisk og vestlig revolution.

For broderskabet kan næppe løse problemerne, men kæmper en kamp fra måned til måned for at betale fx. importen af statsstøttede fødevarer, der holder prisen på hvede og meget andet nede for den egyptiske befolkning.

Barry Rubin lister her en lang række argumenter for, hvorfor man ikke skal regne med en ny egyptisk revolution:



Læs også hans kortfattede analyse af, hvordan den tyrkiske premierminister Erdogan tørrede gulvet med Obama under hans besøg i Washington her:


Update: Hints med hensyn til, hvor langt den egyptiske regering vil gå for at bevare magten og knuse al opposition, kan findes her:

The Muslim Brotherhood first hinted at setting up a militia on December 16 when Vice Chairman Essam Erian of its Freedom and Justice Party said it needed defenses in the wake of clashes. “They would have defended themselves in front of the presidential palace and killed the other [anti-Brotherhood] protesters,” he said.  At around the same time, Jama’a al-Islamiya threatened to set up a pro-Brotherhood militia to “protect private and public property and counter the aggression on innocent citizens.”
The Brotherhood and Jam’a al-Islamiya have announced their intention to set up a joint civilian police force with other Islamists.


fredag den 24. maj 2013

High five til Özlem

Jeg må faktisk tilstå, at en af de få politikere, som jeg virkelig respekterer, er Özlem Cekic. Hun er ikke den skarpeste kniv i skuffen, dog heller ikke den sløveste, og Carina-sagen var en markant fejl.

Men som menneske er hun noget mere ærlig end den gennemsnitlige politiker, og det kan ingen tage fra hende. Også selv om hun til sidst bukkede under for presset i kølvandet på hendes modstand mod regeringens skattereform under et pres, der også har været massivt.

Det er dybt beklageligt, at hun er blevet udsat for så mange og alvorlige trusler gennem hendes karriere. Det er til gengæld en dybt sympatisk måde, hun har håndteret det problem på. Fra BT.

I otte måneder oplevede hun at blive chikaneret af en nynazist, som ringede til hende flere gange. Og selvom hun fik et polititilhold, hjalp det ikke. Men så fik Özlem Cekic nok.
- Frygten for ham styrede min hverdag. Jeg havde hemmelig adresse, jeg parkerede min bil forskellige steder og var bekymret for mine børn, når de var i institution. I starten syntes jeg, det var vildt hårdt for mig. Men så tænkte jeg: Ej, jeg er simpelt hen nødt til at hoppe ud af offerrollen! Jeg må tage styringen og finde ud af, hvorfor folk hader på den måde, forklarer politikeren.

Hun tog så kontakt til nogle af dem, der skrev mange hademails. Ovennævnte nazist var ikke interesseret i at mødes med hende, men det var Ingolf, en anden flittig hademailsskribent.

Ingolf var jo helt vildt provokeret af sådan en muslim som mig. Og han troede aldrig, jeg ville svare på hans mails. Så han følte, at han var nødt til at skrue op for retorikken. Det er gået op for mig, at mange af dem bare gerne vil høres. Før syntes jeg, det var synd for mig, når jeg fik den slags mails. Men jeg har prøvet at vende den om. For det er da i virkeligheden mere svært for dem, at ingen vil lytte. Folk, der bruger sådan en frygtelig tone, føler sig ikke forstået. De føler ikke, at der er nogen, der vil have en værdig samtale eller dialog med dem, siger politikeren.

Hirsi Ali and Douglas Murray i kampdebat med to moderate muslimer

En rigtig kampdebat over temaet, om Islam er fredens religion. Publikum stemmer i begyndelsen med hensyn til, hvorvidt de tager temaet på ordet, altså om islam er en fredens religion eller ej.

Hele debatten er lang, men værd at følge.


torsdag den 23. maj 2013

Hvorfor Islam er en voldelig religion, og hvorfor Jainismen ikke er det - Sam Harris



"We are at war with islamic fundamentalism, not merely Al Qaeda, not merely extremist Islam, but the mainstream doctrine of Islam that possess this notion of martyrs and jihad, it contains the imperative to convert, subjugate or kill infidels. Any one who says it doesn't has not read the quran, has not read the hadith or is lying about them. "

London-angrebet: De er ligeglade med om de vinder

Da de to muslimske jihadister havde angrebet en soldat i London i går, ilede en 48 årig kvindelig spejderleder hen til afdøde for at yde førstehjælp.

Det udviklede sig til en samtale, som David Cameron fandt værd at referere - fra JP:

"At konfrontere ekstremisme er en opgave for os alle, og det faktum at vores samfund vil stå sammen om den opgave blev demonstreret af den modige spejderleder Ingrid Loyau-Kennett, som konfronterede en af angrebsmændene i Woolwichs gader i går eftermiddag. Da han fortalte hende, at han agtede at starte en krig i London, svarede hun: "Du kommer til at tabe. Det er kun dig mod mange." Hun talte for os alle," sagde David Cameron. "
Lad os slå en ting fast, det er ikke kun ham. for tilbage i 2005 undersøgte man, hvor mange der støttede det store terrorangreb (7/7 2005) i London, hvor 52 civiles liv endte brat, der var tale om 6% af muslimerne, der bakkede op omkring dette angreb, der direkte gik efter civile. De to jihadister her sparede livet på civile, beklagede over for kvindelige vidner, at de skulle være vidner til dette. Støtten til angreb på militærfolk osv. er større.

Lad os slå en ting mere fast. De er fløjtende ligeglade med, om de vinder. Har Hamas en chance for at vinde? Ja og nej. De kan vinde paradiset og status som martyr, og det er alt rigeligt for dem. De kan ikke besejre Israel. Ikke lige nu i hvert fald, men profeten Muhammad har profeteret, at islam vil herske over hele jorden, så om det er om 100 år, 200 år eller senere, det vil ske, mener fundamentalisterne.
Muslimerne i Thailand, der siden 2004 har dræbt tæt på 6000 mennesker, de kan heller ikke vinde. De dræber videre alligevel.

De kan vinde paradiset og blive martyrer og ja, uanset hvor svært det er for os at fatte, at mennesker her i 2013 tror på sådan noget vås, så gør mange af dem det faktisk.

Det undersøgte man også i forbindelse med 7/7 bomberne i London, og 13 procent betragtede selvmordsbomberne som martyrer:

But, a significant minority, 13 per cent, believe the 7/7 bombers should be regarded as "martyrs". And 7 per cent felt suicide attacks on UK civilians could be justified in some circumstances. This rose to 16 per cent for a military target.
Der er naturligvis en anden side af den sag, et flertal betragtede dem ikke som martyrer og i samme undersøgelse sagde 56 procent af muslimerne i England, at regeringen ikke gjorde nok for at kæmpe mod islamisk ekstremisme.

Men vi taler stadig om et væsentligt mindretal, der støtter jihad. Det er ikke kun 50-100 personer, der sympatiserer med terrorisme og er villige til at udføre den.

Lad os også slå nogle andre ting fast. Man kan anføre, at terrorangreb er sjældne, og at biler i trafikken er langt farligere end muslimske terrorister. Det er jo meget få terrorangreb, der har været.

Men lad os slå fast, at de fleste terrorangreb bliver standset af efterretningstjenester, og mange af de angreb, som fx. forsøget på at sprænge ti fly i luften i standset i 2006, kunne være endt enormt blodigt.

I lande, hvor myndighederne ikke er i stand til at effektivt standse terroristangreb, hvad enten det er Thailand, Indonesien, hvor 10.000 kristne blev dræbt mellem 1998-2003, Irak, Pakistan, der bliver der slået mere end 10.000 ihjel hvert år. Alene i de lande.

Der er ingen øvre grænse, for hvor mange eller få, der kan dø i terrorangreb, og slet ikke hvis en hel samfundsorden bryder sammen, og vi i stedet taler massakrer.

Der er en pragmatisk dimension selv blandt dem, der tror fuldt på martyriet, som f.eks Hamas. Hvis fx. hele Hamas kastede sig ud i et alt eller intet angreb på Israel, ville organisationen blive stort set udslettet. Så det gør de naturligvis ikke. Men vær ikke i tvivl om, at de gør det den dag, de føler sig så stærke, at de måske kan sejre eller for alvor svække Israel.

I dag har organiseret terror med flere personer involveret svære vilkår i Europa, men hvis den dag kommer, hvor myndigheder har svært at styre og kontrollere udviklingen, så bryder helvede løs.

De radikale muslimer i Europa vil en dag gå efter autonomi og selvstyreområder med sharialov, de vil ikke nøjes med kun symbolske angreb på politi og brandmænd for evigt.

Her kan man undre, om Cameron selv tror på den løgn, som han kolporterer? Nemlig, at der er intet i Islam, der retfærdiggør denne gerning. Har han hørt om jihad?

Update: Som nævnt i kommentatatorsporet, er der flere tegn på, at unge muslimer er mere radikale end ældre, næppe nogen overraskelse, men alligevel noget, der hører med til de forhold, der er afgørende for om "vi får fred på jord og menneskene i hinanden velbehag" i fremtiden.

Forty per cent of Muslims between the ages of 16 and 24 said they would prefer to live under sharia law in Britain, a legal system based on the teachings of the Koran. The figure among over-55s, in contrast, was only 17 per cent.

Turning to issues of faith, 36 per cent of the young people questioned said they believed that a Muslim who converts to another religion should be "punished by death." Among the over 55s, the figure is only 19 per cent.

Forty per cent of younger Muslims said they would want their children to attend an Islamic school, compared to only 20 per cent of over-55s. 

One in eight young Muslims said they admired groups such as al-Qa'eda that "are prepared to fight the West". Kilde: 
 Undersøgelsen nævnt for oven er foretaget af tænketanken Policy Exchange, som, tro det eller ej ud fra Camerons udtalelser, siges at have tætte bånd til de konservative og Cameron selv. Den fulde rapport fra den undersøgelse (100 sider) kan findes her:


Også en dokumentar her om, at denne radikalisering blandt unge ikke er helt tilfældig:






The Enemy Within: De Radicalizing Young Muslims by tvnportal

tirsdag den 21. maj 2013

Når musik er bedst live - Demi Lovato

You can take everything I have
You can break everything I am
Like I'm made of glass
Like I'm made of paper
Go on and try to tear me down
I will be rising from the ground
Like a skyscraper, like a skyscraper


Nuff said! (intet mere at tilføje)


søndag den 19. maj 2013

18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.
Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:
Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:
På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.
Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.


lørdag den 18. maj 2013

10 procent af børn og unge i England under 25 år er nu muslimer



Fra Telegraph.uk:
 

Næsten ti ud af hundrede unge under 25 år beskriver sig selv som muslimer i England og Wales i dag.
 

Det på trods af, at muslimer stadig siges at udgøre blot omkring 4 procent af befolkningen.
 

Artiklen fortæller også, at omkring 25 pct. af englænderne er over 65 år gamle, mens omkring halvdelen af muslimerne i landet er under 25 år gamle, for det er gennemsnitsalderen (medianalderen) på muslimerne i England/Wales.
 

Det kan ikke helt konkurrere med 17 år som medianalder i Gaza, men omvendt er det langt fra Storbritanniens medianalder på 40,2 år.
 

Artiklen bærer også den prognose, at allerede i næste årti vil et mindretal i England betegne sig selv som kristne.
 

Jeg er personligt ingen fan af kristendom. Men det er da en smule ironisk at næsten på samme tid skriver en anden engelsk journalist, helt neutralt og slet ikke spor farvet, ahem:
 

But perhaps what will prove most surprising to some, Europe is revealed as the least ethnically diverse continent on the planet, with the UK and France as two of the most.

The revelation will stick with certain right-wing political parties who claim that mass immigration has diluted indigenous culture and custom and left their societies with little or no tangible sense of national identity.
Problemet findes ikke i nuet. Problemet består i, at hvis de trends, vi ser i nuet, fortsætter. Så kan flere Europæiske landes oprindelige befolkning vågne op en dag i dette århundrede og være i mindretal. Et mindretal blandt de unge bliver de naturligvis en generation eller så, før dette sker.

Det sker på grund af to forhold, nemlig mere indvandring, og at specielt fordi muslimerne føder flere børn end andre, og det gælder altså også for de 3 generations efterkommere fra Pakistan og Bangladesh, man har i England. Hvor vi kan begrænse indvandringen ganske let, kan vi ikke begrænse børnefødsler så let. Det er fakta, at vi er på kurs mod at blive et mindretal, som oprindelige befolkninger. Det er fakta for England og Wales også, som jeg har skrevet om tidligere.

Det vil helt sikkert ske for Tyskland, det kan nærmest ikke undgås, som har skrevet grundigt om her. Immigrantbørn udgør allerede 35 procent af børn i alderen 0-5 år i Tyskland, og de tyske oprindelige kvinders fertilitetsrate er håbløst langt væk fra reproduktionsstadiet med 2,1 barn per  kvinde og helt nede på et niveau, hvor konsekvensen er, at antallet af etniske tyskere vil skrumpe til 20 procent af, hvad den er i dag inden vi når år 2113. Under 1,6 barn er regnes som det punkt, som det er nærmest umuligt at genoprette en befolkning fra, tyske kvinder ligger omkring 1,2 barn per kvinde.

Det vil kræve en fortsat høj indvandring for Frankrig og England at lide samme skæbne som Tyskland i dette århundrede, da kvinderne der er noget tættere på 2,1 barn per kvinde. Men som en fransk økonom har regnet sig frem til, så kræver det kun en fortsættelse af den nuværende trend i indvandring og familiesammenføringer, samt indvandrerfertilitet for Frankrigs vedkommende, for at de oprindelige franskmænd bliver mindretal i 2060.

I nuet er muslimerne et reelt mindretal, men når dette århundrede lakker mod enden, så ser det meget anderledes ud, hvis der er ikke sker store forandringer i indvandring og fødselsmønstre, det er fakta!


(Beklager jeg fik postet denne blogpost ved en fejl, før den var skrevet færdig.)