Et kirkedigt i disse tider

Vi taler om adskillelsens af kirke og stat. Flygtningene i Brorsons har drevet flere til at melde sig ud af folkekirken. Det er nye tider. Er religionen en kulturarv, vi skal honorere, ja det synes jeg.

Den er en del af vor historie, og historien kan vi aldrig smide ud af vort blod.

Men kirken skal adskilles, den skal adskilles i vort indre, fra vor tanke. Her taler jeg om dogmerne og troen. Troen er et fortidslevn, men det er næstekærligheden ikke. Jesus kernebudskab er aldrig uden aktualitet, kun den indpakning kirken har givet den og de forvrængninger og gradbøjninger, for at slet ikke tale om særdeles totalitære forbrydelser den historisk forårsaget.

Med det mener jeg ikke, vi skal være naive eller tossegode, men vi skal hjælpe hinanden og tænke på omverdenen. Og vi skal hjælpe os selv uden tro på bønner og uden at blive båret frem af andre, det er det, vi skal have til at gå op i en højere enhed.

Personligt går jeg kun i kirkerne, for at tage del i familiens og bekendtes glæder eller sorger.
Når præsten taler, lytter jeg og forventer det værste, klar til at lukke af. Det sker man bliver både glædeligt overrasket og såvel, for at vende den modsatte side af mønten op ad, chokeret i et omfang man ikke havde forventet.
Jeg er stadig medlem af folkekirken, en længere historie jeg ikke vil komme ind på her.

Nej, den adskillelse af kirke og samfund som er den vigtige, er adskillelsen inden i. Den mentale adskillelse.

Den har altid eksisteret, mennesker har altid tænkt sit eget inde i sit indre, når præsten talte.
I dag er der nok færre end i tidligere tider, som lader sig bevæge til tungetale, det helt store amen.

Men den vigtige adskillelse sker stadigvæk inde i vores sind. Det er for så vidt ligegyldigt, hvor mange kirker eller moskeer vi har, eller ikke har, hvis denne indre adskillelse ikke finder sted.

Så hvorfor adskille i det fysiske, det som allerede er adskilt i det psykiske?

Det ville da være langt mere vigtigt, hvis vi var bevidste om troens uden-nådegaver i en bredere forstand.
At vi adskiller også politisk tro, alle former for ideologisk tro, fra vort mentale indre.

Det vigtige er vi tænker selv, og ikke lader andre tænke for os!

En af mine yndlingsdigtere er Henry Wadsworth Longfellow. Han skrev som 26 årig, så vidt jeg husker, et af hans bedste digte som netop var en selvstændig reaktion, et ungdommeligt oprør, inspireret af præstens gudstjenester:

A Psalm Of Life

By Henry Wadsworth Longfellow

What the heart of the young man said to the psalmist.

Tell me not, in mournful numbers,
"Life is but an empty dream!"
For the soul is dead that slumbers,
And things are not what they seem.

Life is real! Life is earnest!
And the grave is not its goal;
"Dust thou art, to dust returnest,"
Was not spoken of the soul.

Not enjoyment, and not sorrow,
Is our destined end or way;
But to act, that each to-morrow
Find us farther than to-day.

Art is long, and Time is fleeting,
And our hearts, though stout and brave,
Still, like muffled drums, are beating
Funeral marches to the grave.

In the world's broad field of battle,
In the bivouac of Life,
Be not like dumb, driven cattle!
Be a hero in the strife!

Trust no Future, howe'er pleasant!
Let the dead Past bury its dead!
Act, - act in the living Present!
Heart within, and God o'erhead!

Lives of great men all remind us
We can make our lives sublime,
And, departing, leave behind us
Footprints on the sands of time; -

Footprints, that perhaps another,
Sailing o'er life's solemn main,
A forlorn and shipwrecked brother,
Seeing, shall take heart again.

Let us, then, be up and doing,
With a heart for any fate;
Still achieving, still pursuing,
Learn to labour and to wait.

Det er ikke første gang, jeg bringer et digt af Longfellow. Hans digt "Excelsior" bringer os om noget dybt ind i sjælen på det, som har skabt en stor kultur som vores. Det er nok hans mest kraftfulde digt, i min optik, og et yndlingsdigt af mine.

Lidt eksistentiel snik snak

Lidt sang og musik og blomsterduft skal der til, det hele skal ikke være så alvorligt.

Ja, og dog så kan kunst jo også være en meget alvorlig affære. Faktisk kan jeg godt lide alvorlig og højtidelig kunst og er så gennemalvorlig, at humor helst skal have en samfundsmæssig brod.

Selv er jeg en svagpisser, der slåsser med de selv samme laster år efter år. Men jeg er alligevel pinligt bevidst om den magt, man faktisk har til at omforme sig selv.
Problemet er jo så, at man skal blive noget andet end sig selv, hvis man vil være perfekt.

Ja, det imperfekte har stor magt. ja og så virker det helt forkert for mange at bøje sig i støvet, blive en kamæleon, en der blender ind som en karikaturdel af den verden, man gerne vil inkluderes i.
For det er det, man skal. Hvis man vil være journalist, er der hel bestemte krav til ens adfærd og tankegang, som man er bedst tjent med at følge. Vil man være chef i et firma eller politiker, er der endnu mere klare og omfattende krav. Vil man være far, politibetjent, kontormus, soldat osv.
Faktisk kunne man udgive sådanne karrierer i kogebogsform, det er både simpelt og svært.
Det kræver finesse, at sublimere det, men det kræver ikke andet, end at man er villig til at følge opskriften fra punkt til prikke at opnå en god del succes.

Det er på sin vis både fantastisk, skræmmende og trivielt.

Alle kan jo få deres 15 minutters berømmelse, hvis de blot lige...

Men jeg har det også sådan, det at leve efter lineal og praktisk tilpasset ideal, det er ikke lige mig. Faktisk vender det sig lidt i halsen på mig ved den blotte tanke. Ikke at jeg mangler respekt for de mennesker, der gør det, jeg har fuld forståelse for, at mange gør det og det er jo ganske fornuftigt.
Nej, men jeg har det lidt som steppeulven i Herman Hesses roman af samme navn, det dufter godt, men det er bare ikke mig!

Nej, min respekt tilhører, dem som insisterer på at være anderledes, jeg mener, at hjørnestenene i vores samfund altid har været unikke individer, eller for at sige det med et frit citeret ordsprog:

-Kun det levende svømmer mod strømmen, det døde flyder med den.

Men livet belønner persistens, ikke nødvendigvis unik persistens, men blot den som bliver ved og aldrig giver op.

Min beundring tilhører disse mennesker, de unikke og dem som aldrig giver op.

Jeg kan ikke give andre skylden for min skæbne, jeg er selv min bedste ven eller min største fjende, eller rettere indholdet inden i mig.
Jeg kan være unik, hvis jeg vil, med de omkostninger det har eller blot persistent.
Jeg kan kæmpe med mig selv retningsbestemt øjemed, omforme mig selv eller blot aldrig give op.
Den tid vi spilder, ja den er kun vi selv skyldige i, at den bliver spildt.

Derfor er mit yndlingsdigt heller ikke "kuk, kuk, faldera".

Men dette:

Henry Wadsworth Longfellow. 1807–1882

62. Excelsior

THE SHADES of night were falling fast,
As through an Alpine village passed
A youth, who bore, 'mid snow and ice,
A banner with the strange device,
Excelsior!	5
His brow was sad; his eye beneath,
Flashed like a falchion from its sheath,
And like a silver clarion rung
The accents of that unknown tongue,
Excelsior!	10
In happy homes he saw the light
Of household fires gleam warm and bright;
Above, the spectral glaciers shone,
And from his lips escaped a groan,
Excelsior!	15
"Try not the Pass!" the old man said;
"Dark lowers the tempest overhead,
The roaring torrent is deep and wide!"
And loud that clarion voice replied,
Excelsior!	20
"Oh, stay," the maiden said, "and rest
Thy weary head upon this breast!"
A tear stood in his bright blue eye,
But still he answered, with a sigh,
Excelsior!	25
"Beware the pine-tree's withered branch!
Beware the awful avalanche!"
This was the peasant's last Good-night,
A voice replied, far up the height,
Excelsior!	30
At break of day, as heavenward
The pious monks of Saint Bernard
Uttered the oft-repeated prayer,
A voice cried through the startled air,
Excelsior!	35
A traveller, by the faithful hound,
Half-buried in the snow was found,
Still grasping in his hand of ice
That banner with the strange device,
Excelsior!	40
There, in the twilight cold and gray,
Lifeless, but beautiful, he lay,
And from the sky, serene and far,
A voice fell, like a falling star,
Excelsior!	45