Lidt eksistentiel snik snak

Lidt sang og musik og blomsterduft skal der til, det hele skal ikke være så alvorligt.

Ja, og dog så kan kunst jo også være en meget alvorlig affære. Faktisk kan jeg godt lide alvorlig og højtidelig kunst og er så gennemalvorlig, at humor helst skal have en samfundsmæssig brod.

Selv er jeg en svagpisser, der slåsser med de selv samme laster år efter år. Men jeg er alligevel pinligt bevidst om den magt, man faktisk har til at omforme sig selv.
Problemet er jo så, at man skal blive noget andet end sig selv, hvis man vil være perfekt.

Ja, det imperfekte har stor magt. ja og så virker det helt forkert for mange at bøje sig i støvet, blive en kamæleon, en der blender ind som en karikaturdel af den verden, man gerne vil inkluderes i.
For det er det, man skal. Hvis man vil være journalist, er der hel bestemte krav til ens adfærd og tankegang, som man er bedst tjent med at følge. Vil man være chef i et firma eller politiker, er der endnu mere klare og omfattende krav. Vil man være far, politibetjent, kontormus, soldat osv.
Faktisk kunne man udgive sådanne karrierer i kogebogsform, det er både simpelt og svært.
Det kræver finesse, at sublimere det, men det kræver ikke andet, end at man er villig til at følge opskriften fra punkt til prikke at opnå en god del succes.

Det er på sin vis både fantastisk, skræmmende og trivielt.

Alle kan jo få deres 15 minutters berømmelse, hvis de blot lige...

Men jeg har det også sådan, det at leve efter lineal og praktisk tilpasset ideal, det er ikke lige mig. Faktisk vender det sig lidt i halsen på mig ved den blotte tanke. Ikke at jeg mangler respekt for de mennesker, der gør det, jeg har fuld forståelse for, at mange gør det og det er jo ganske fornuftigt.
Nej, men jeg har det lidt som steppeulven i Herman Hesses roman af samme navn, det dufter godt, men det er bare ikke mig!

Nej, min respekt tilhører, dem som insisterer på at være anderledes, jeg mener, at hjørnestenene i vores samfund altid har været unikke individer, eller for at sige det med et frit citeret ordsprog:

-Kun det levende svømmer mod strømmen, det døde flyder med den.

Men livet belønner persistens, ikke nødvendigvis unik persistens, men blot den som bliver ved og aldrig giver op.

Min beundring tilhører disse mennesker, de unikke og dem som aldrig giver op.

Jeg kan ikke give andre skylden for min skæbne, jeg er selv min bedste ven eller min største fjende, eller rettere indholdet inden i mig.
Jeg kan være unik, hvis jeg vil, med de omkostninger det har eller blot persistent.
Jeg kan kæmpe med mig selv retningsbestemt øjemed, omforme mig selv eller blot aldrig give op.
Den tid vi spilder, ja den er kun vi selv skyldige i, at den bliver spildt.

Derfor er mit yndlingsdigt heller ikke "kuk, kuk, faldera".

Men dette:

Henry Wadsworth Longfellow. 1807–1882

62. Excelsior

THE SHADES of night were falling fast,
As through an Alpine village passed
A youth, who bore, 'mid snow and ice,
A banner with the strange device,
Excelsior!	5
His brow was sad; his eye beneath,
Flashed like a falchion from its sheath,
And like a silver clarion rung
The accents of that unknown tongue,
Excelsior!	10
In happy homes he saw the light
Of household fires gleam warm and bright;
Above, the spectral glaciers shone,
And from his lips escaped a groan,
Excelsior!	15
"Try not the Pass!" the old man said;
"Dark lowers the tempest overhead,
The roaring torrent is deep and wide!"
And loud that clarion voice replied,
Excelsior!	20
"Oh, stay," the maiden said, "and rest
Thy weary head upon this breast!"
A tear stood in his bright blue eye,
But still he answered, with a sigh,
Excelsior!	25
"Beware the pine-tree's withered branch!
Beware the awful avalanche!"
This was the peasant's last Good-night,
A voice replied, far up the height,
Excelsior!	30
At break of day, as heavenward
The pious monks of Saint Bernard
Uttered the oft-repeated prayer,
A voice cried through the startled air,
Excelsior!	35
A traveller, by the faithful hound,
Half-buried in the snow was found,
Still grasping in his hand of ice
That banner with the strange device,
Excelsior!	40
There, in the twilight cold and gray,
Lifeless, but beautiful, he lay,
And from the sky, serene and far,
A voice fell, like a falling star,
Excelsior!	45