En fejl man ser så tit

Det sker fra tid til anden, at man ser en økonomisk analfabet i form af en venstrefløjser argumentere for, at "det offentliges gældssætning er ikke ikke så stort et problem, se bare hvor meget folk låner til køb af et hus!"

Samme forkvaklede tankegang har nu fundet vej til tabloidpressen, der naturligvis er mere underholdning, end fakta - fred være med det.

Den har nu fundet ud af, at Lars Løkke Rasmussen er teknisk insolvent, han har lånt mere, end han kan få for hans hus og sommerhus, eller som det står i BT:

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i disse dage er bannerfører for regeringens nye slogan "Vi kan ikke låne os til velfærd", har han selv optaget boliglån i en størrelsesorden, der gør ham teknisk insolvent

Her hedder det videre, med en hvis "økonomiekspert": Lisbeth Nebelong som kilde:

Som politiker skal man jo passe på sin troværdighed. Der bør ikke være et stort spænd mellem det man siger, og hvordan man lever. Så når nu han taler om lån og velfærd var det måske værd lige at tjekke sine egne lån i gennem, siger hun til Ekstra Bladet.

Lars Løkke har lån i hans private bolig i nordsjællandske Græsted, samt i hans sommerhus i Billund for i alt 5,87 millioner kroner. Cirka 1,5 mio. mere end ejendomsvurderingen, hedder det sig i artiklen.

Der er en ting, der skal først og fremmest skal på plads her. Et boliglån er ikke det samme, som et offentligt lån. Man låner til noget, der repræsenterer en værdi, om så værdien er nok så meget lavere end lånets størrelse.

Det offentlige forbrug er ikke at sammenligne med et boliglån. Den mere korrekte sammenligning er at låne til føde og næring, tøj og nødvendige goder og dertil låne til champagne, kaviar og det helt store festtraktement - altså et forbrugslån og et kæmpe et af slagsen.

Hvilken bankrådgiver ville godkende et forbrugslån på flere gange ens årsindkomst?

Et boliglån på 8-10 gange ens årsindkomst er en helt anden sag.

Hvad ville der ske, hvis det offentlige lånte fem gange BNP, eller ti gange det offentliges indtægter?

Grækenland har lånt en gang BNP. Japan har lånt en del mere, men ville heller ikke overleve fem gange BNP, endsige tre gange. Det er sådan, det ville gå - af helvede til. For det offentlige har ikke rigtig noget at sælge, ikke engang svarende til en 1/5 del af det lånte beløb.
Der er forskellen. Tomme champagneflasker, slidt tøj, giver heller ikke meget til afbetaling på forbrugslånet.

Dertil kommer, at Lars Løkkes privatøkonomi er helt hans egen sag, hvorimod den offentlige økonomi er et fællesanliggende.

Dertil kommer, at Lars Løkke kun er teknisk insolvent, han vil kun bære tabet, hvis han sælger huset. Og han vil kun synke til bunds, hvis han ikke kan betale raterne på husene.
Det kan han angiveligt godt med statsministerløn, ministerpension osv. Det angiveligt helt alene ud fra egen indkomst - uden hjælp fra konen.

Det er der andre, der sikkert ikke evner, men ingen grund til at antyde, at Lars Løkke hører til dem.

Det er simpelthen for absurd tyndt!

VKO er anæmisk

VKO er lige så anæmiske, som den danske økonomi er det.

Et pointsystem, der bestemmer, hvem der får lov til at komme ind i landet, det er et skridt i den rigtige retning.

Alt andet mangler vi dynamikken til at kunne integrere og beskæftige.

Men det er ikke de mest interessant politiske idéer, der strømmer fra regering og støtteparti.

Ugebrevet A4 skrev i mandags, at Løkke minder om leverpostej. Det er desværre tilfældet og på en måde uforståeligt, for ingen tvivl om at manden er lynende intelligent - men måske handlingslammet og ubeslutsom, som biografien for nylig indikerer.
At man kan godkende ekstra forbrug for over 6 mia. kr. i det offentlige, hvor der kører med rivende underskud og ikke kan acceptere skattelettelser for 3 mia. kr. Det siger alt om denne regering.

Men hvis de i det mindste kan få sat en prop i en nettoindvandring på 25.000 årligt, som vi heller ikke har råd til, så er det da et skridt frem ad i den rigtige retning.

Der er pointsystemet i den rigtige retning. Ret beset burde en IQ test, en holdningstest, En integrationsvurdering - baseret på hvor godt andre indvandrere fra samme land klarer sig i Danmark, altså med tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitetsmønster - også være en del denne løsning. Ligeledes bør der indføres en årlig kvote, der for eksempel kun tillader 5000 nettoindvandrere årligt, hvor de højeste kvalificerede, dem med flest point kommer i gennem.

Her skal regeringens politik egentlig også hen, før den begynder at imponere mig. For selv om man vil afvise flere, så åbner man jo faktisk også for muligheden i at flere kan søge.

At regeringen så står fuldstændigt tandløs over for et offentligt forbrug, der er eksploderet og har glemt alt om skattelettelser og i øvrigt har en historik med at give med den ene hånd, og tage med den anden gennem afgifter og udvidelser af skattegrundlag, har en historik med at lade det offentlige forbrug vokse så meget, at selv Anker Jørgensen er en økonomisk duksedreng.

Det skærer voldsomt i mine øjne. Det er klart, det burde være klart, at man ikke kan lade de offentlige udgifter vokse med over 10 pct. og samtidigt overleve den værste krise siden 1930erne. I det hele tager er så høj en offentlig vækst hul i hovedet, selv under normale omstændigheder, da den overskrider væksten i økonomien to til tre gange.

Denne blodfattige regering står til at forsvinde. At denne elendighed afløses af en større er tragisk.

Vi må håbe, at vi snart ophører med at bilde os ind, at vi er et af verdens rigeste og bedste samfund. For det er ikke længere tilfældet. Inden for et årti til to befinder vi os i bunden i OECD, hvor vi engang befandt os i toppen.

Nuværende regering = Anker J nummer to eller?

Er den nuværende regering Anker Jørgensen light, eller er den simpelthen Anker Jørgensen nummer 2.

Det er svært at afgøre, eftersom at begge regerede på forskellige tidspunkter og under forskellige forudsætninger.

Men begge kendetegnes ved at lade det offentlige udgifter eksplodere sammen med statsgælden. Og begge regerede i perioder med internationale økonomiske kriser: 1973 - 1980 - 2001 - 2008. Anker Jørgensen regerede udelukkende under en lavkonjunktur, mens den nuværende regering overvejende har regeret under en højkonjunktur.



Lad os først tage Anker Jørgensens periode mellem 1975-1982:

Klart en vækst i de offentlige udgifter, som er svær at overgå.

Lad os tage den nuværende regering:


En tilsyneladende mere moderat vækst, på omkring 50 pct.

Men det skal jo ses i forhold til inflationen. Inflationen i Ankers periode og FØR! var skyhøj.

Et lille kig på forbrugerprisindekset (100 = år 1900):



Inflationen steg med over 100 pct. i Ankers regeringstid, så modsat den nuværende regering formåede han for eksempel at holde sundhedsudgifterne nogenlunde i ro.

Inflationen under mellem 2003 og 2009? ja 11,8 pct. hvor udgifterne så er lykkes at stige med omkring 50 pct.

Jeg glemte at nævne en anden mulighed: Er den nuværende regering Anker Jørgensen HEAVY?

Hvad angår statsgældens vækst, er der ingen tvivl om at Anker tog den første stafet og allerede i 1975, men Schlüter fortsatte:



Den offentlige gæld voksede eksplosivt efter 1980 i fem år, før man indså, at der skulle en hård opbremsning til.
Det er ikke specielt utænkeligt, at man i 2013 har udpeget en ny Anker Jørgensen - læs den nuværende regering - og ser et nyt behov for en ny streng opbremsning.

Bruttogælden som pct. af BNP lå på omkring 30 pct. i 1982, da Anker Jørgensen gik af. I dag er den på 42 pct. af BNP og still going strong.

Nu er spørgsmålet så bare? Hvem oplevede det største pres med hensyn til personer, som blev arbejdsløse. Anker J, eller den nuværende regering?



Arbejdsløsheden er ikke steget mere nogensinde, som den gjorde mellem 1974 og 1984, og det meste af den stigning kom under Anker Jørgensens regeringsperiode. Med så høj en inflation og så høj en stigning i arbejdsløsheden - læs udgifter til arbejdsløse - kunne det godt tænkes, at Anker Jørgensen var bedre end sit rygte.

Personligt vil jeg vægte landets forrige tre statsministre som mere økonomisk ansvarlige end de to sidste, og det inkluderer endda Anker Jørgensen. Omend Schlüter i sidste ende måske mest af alt var at foretrække.

Det forandrer naturligvis ikke det forhold, at de den kommende S og SF regering er langt mere økonomisk uforsvarlig, end den nuværende. Men tænk at det kan lade sig gøre.

Bonus: Se i øvrigt under hvilke regeringer skattetrykket er vokset mindst ?

Nye toner (næsten) - men handling tak.

Mr nyformand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, udfoldede sig glimrende i dag. En god taler i øvrigt, men ord kalder på handling.

Nu lovede han det ikke konkret, men man kan jo altid håbe:

Han vil hellere arbejde for, at friheden "slippes løs i den offentlige sektor". Den enkelte medarbejder i landets kommuner, regioner og i staten skal have mere frihed, og der skal indføres en langt stærkere ledelse i den offentlige sektor, mener statsministeren.

Hvis han mener mindre kontrol og detaljestyring, færre skemaer, færre kontrolmidler og mere tillid, så kan han jo slå to fluer med et smæk. At undgå at spilde menneskers tid og spolere deres arbejdsglæde, samt spare penge, eller opnå noget mere effektivt med samme arbejdskraft.
Svært at sige nej til? Tja, det er jo lykkedes ganske fint indtil nu.

Janteloven fylder stadig for meget i det danske samfund.

Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen, der på Venstres ekstraordinære landsmøde i Odense talte for et opgør med lighedstanken. I stedet ønsker Løkke et velfærdssamfund, der i højere grad belønner talent, og hvor "man gerne må stikke positivt ud".

Ja tak, altså til mindre jantelov. Vi bliver aldrig lige i talent, og ikke afkræve eller ønske det bedste frem i alle, er for slapt og falskt.
Tænk hvis en fodboldklub kørte efter recepten, ingen opdeling, alle i samme division.

"I øjeblikket oplever vi en stigende lighed i vores samfund målt på Gini-koefficienten, fordi huspriserne falder og aktiekurverne er ramlet ned med den effekt, at folk er blevet bragt ud i arbejdsløshed. Jeg har altså ikke tænkt mig om et halvt år at sige: 'Hip-hip-hurra, nu kan vi se på Gini-koefficienten, at Danmark er blevet mere lige, selv om vi har tabt arbejdspladser. Det er simpelthen en perveteret udgave af, hvad lighed er,'" siger Lars Løkke Rasmussen.

Fuldstændig enig.