18. Maj 1993 - da demokratiet blev sendt på hospice

Den 18. maj i 1993 sad jeg nede baggården hos Folkebevægelsen mod EU i Guldsmedegade i Århus.

Afstemningen var afsluttet, og det stod klart, at Danmark havde bukket og skrabet for de tomme løfter i Edinburgh-erklæringen.

Mindedagen i går, 20 års jubilæum for afstemingen om Edinburgh, udviklede sig til en debat omkring skyderierne den aften.

Men for mig står dagen for noget helt andet, nemlig for den dag den gradvise afskaffelse af demokratiet for alvor begyndte.

Lad os skrue tiden tilbage til Mitterands og Kohls kronede dage for revitalisering af de to forsmåede europæiske stormagters arkaiske drømme. Sommeren 1992 fik Maastricht-traktaten nådestødet af de danske vælgere. Reglerne var sådan, at hvis et land afviste Maastricht-traktaten, så skulle hele traktaten skrives om. Ingen vej uden om genforhandling. Men denne juridiske regel på sort og hvidt følte EU-jubilanterne sig hævet over, de gav i stedet en række meningsløse undtagelser til danskerne, der reelt var intet værd.
Ja, faktisk var undtagelser et helt forkert udtryk, læs fx. undtagelsen for det retslige samarbejde.

Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union.

Det samme med undtagelsen om borgerskab:

Det Europæiske Fællesskab giver medlemsstaternes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. 

Ovenstående er ingen undtagelse, men en omformulering.

Det eneste, vi opnåede med Edinburgh, var ........................... Ingenting og slet ikke ingen fordele.

Vi beholdt kronen, men vores valutakurs er bundet til euroen alligevel og bundet så tæt (må kun afvige med 2,25 procent), at vi lige så godt kunne have Euro som valuta. Det skal så siges, at vi faktisk har friheden til at lade valutakursen på kronen flyde frit, men historisk har vi altid knyttet vores kronekurs til Tyskland (førhen DMark) og siden Euroen.

Så her er der tale om en fordel, vi aldrig ville bruge alligevel. Og det vidste man angiveligt godt dengang i de embedskredse, der udarbejdede forliget, men man skulle samle noget sammen, der lød flot og flyttede stemmer.

Sidst har vi undtagelsen omkring forsvarssamarbejdet. Det er kun blevet brugt til at slå os oven i hovedet med. EU har slået vores politikere oven i hovedet med det, hver gang der er truffet beslutninger på det område: "Desværre lille Danmark er i ikke med i forsvarssamarbejdet, så i kommer ikke med til vores møder". Politikerne har så konsekvent brugt dette forhold til at føre krig mod vores forbehold. "Vi er sat uden for indflydelse på grund af dette tåbelige forbehold", har jammerlapperne gentangent sagt for at gøde grunden for afskaffelsen af forbeholdene.

Oven i hatten, så har Edinburgh gjort os til paria i EU. Franskmændene krævede nemlig at EU-Parlametet skulle flytte delvist til Strassbourg, hvilket betyder at selv i dag, så pakker man 12 gange om året udstyr og materialer sammen, fx. papirmasser i tonsvis - det produceres jo ikke ringe mængder bureaukratisk lovmateriale dernede - og sender flere tusinde embedsmænd og parlamentarikere med et specialtog til Strassbourg.  Det koster 1,4 mia. kr. årligt.

Hver gang det sker, 12 gange om året, så tænker man naturligvis ikke på de skide franskmænd, der krævede denne favorisering. Man tænker på de ******* danskere, der i det hele taget gjorde kravet muligt.

Edinburgh-forliget har ingen fordele givet os. Men vi har bevaret alle bagdelene og endda fået flere end de andre EU-lande.

En genforhandling af en traktat burde føre til konkrete og håndgribeligt fordele. Reglerne var klare nok, hele traktaten skulle til genforhandling, den skulle tilbage på tegnebordet!

Ingen af delene blev til noget - ingen genforhandling, ingen fordele - mine damer og herrer, Edinburgh-traktaten er det største politiske bedrag den danske befolkning er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Helle Thornings mange løfter og den skærende kontrast fra disse til den faktuelt førte politik er en værdig konkurrent, men regeringen kan væltes (bliver væltet - hedder det) ved næste valg. Med hensyn til EU har vi kun to muligheder. Helt og aldeles ud af samarbejdet, eller total ja og amen.

Europa havde i det danske nej en enestående chance for at tænke sig mere grundigt om og stikke en mere demokratisk kurs. Men interessen i specielt de to store EU-lande var ikke reelt tilstede.

Tilbage i 1992 var union stadig et ikke-ord, Specielt hvis du spurgte danske politikere, spurgte du Helmuth Kohl eller Mitterand, så fik du et noget klarere svar:

Vi blev lovet nærdemokrati, og der blev snakket meget om subsidiaritetsprincippet, Nemlig princippet om, at beslutningerne skal træffes så tæt på borgeren som muligt, eller faktisk skal EU slet ikke træffe beslutningen, hvis den kan træffes bedre i lokalt regi:

På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

Virkeligheden har surprise/surprise vist at være noget mere anderledes, Da EU ikke bare bestemmer utroligt meget. Udviklingen/evolutionen i EU er gået fra begrænset indflydelse fra EU, til at man i EU bestemmer alt, hvad man føler sig berretiget til, og med den famøse gummiparagraf er det potentielt nærmest alt der betyder det mindste. Lakmustesten kan være, hvor mange politiske beslutningsområder kan du komme i tanke om, hvor det er utænkeligt, at EU nogensinde vil blande sig?

Det hedder populært, at EU-lovgivning står bag 50-60 pct af de love, som vedtages i dag i Danmark.

Det tal afspejler dog på ingen måde, hvor meget EU reelt bestemmer i dag.

Tag tal fra Tyskland i perioden 1998-2004. Der måtte man indføre ikke mindre end 18,187 EU regler  750 EU-direktiver.

Der findes ingen som helst kritisk tilgang til disse love og reglers faktiske nødvendighed, men de påfører embedssystemet en væsentlig arbejdsbyrde.

I Danmark har vi et fantastisk princip omkring grundig behandling af love, nemlig kravet om tre særskilte behandlinger af hver lov. Resultatet er meget få love om året. Det burde give bedre love, selv om man ikke altid har den oplevelse. Det er under alle omstændigheder langt overlegent, det vi ser i EU.

Min pointe med at trætte jer med ovenstående er meget simpel. EU er ikke kun en trussel mod demokratiet i kraft af, hvor meget EU efterhånden bestemmer.
EU er også en trussel i kraft af, hvor mange ressourcer i embedssystemet i EU lægger beslag på. Tid og energi, penge og ressourcer, der kunne være brugt på en mere grundig første, anden, tredje behandling af for os fornuftige love. På beslutninger taget tættere på befolkningen. Ikke at man skal overdrive Folketingets evne til at træffe beslutninger tæt på borgeren. Men den fjerne kolos i Bruxelles' evne er bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Demokratiet blev sendt på hospice den 18. maj 1993, så galt gik det trods alt ikke for dem, der blev skudt på Nørrebro.

Radikale: Rygning burde være forbudt - Politiko | www.b.dk

Radikale: Rygning burde være forbudt - Politiko | www.b.dk

Vi er liberale, men den personlige frihed be damned.

Camilla Hersom ville gerne forbyde rygning helt og aldeles.

- Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint. Og jeg er overbevist om, at hvis cigaretten blev opfundet i dag, så ville den være forbudt, siger Camilla Hersom til Radio24syv.

Hvad med at forbyde den biltrafik, der også giver kræft, luftvejssygdomme, blodpropper osv.

Eller hvad med alkohol, der resulterer ikke bare i helbredsskader, men har følgevirkninger i form af vold, både inden og uden for hjemmets vægge? Eller siden, der findes personer, der kan administrere deres forbrug, så kunne man indføre personlig drikketilladelse eller sætte kvoter på forbruget, lige som de har gjort med spilleautomater i Norge.

Hvor langt vil man egentlig bevæge sig i andre menneskers privatliv med forbud, reguleringer, krav og holdningsændrende afgifter?

Blandede kommentarer til ugen der gik:

Det skabte åbenbart væsentlig furore da Sheikh Khalid Yasin besøgte Danmark. Manden har jo ytret noget i retning af, at det er ok at stene homoseksuelle.
Jeg kan kun hæve skulderen og tænke ja, hvad havde i forventet?
Det er igen fordi, vi ikke har fattet en hylende skid af, at Islam er en religion med en profet, hvis eksempel man skal følge, hvis man vil gøre sig håb om evig fryd i paradis. Så at bede Sheikh Khalid Yasin om at mene noget andet, er som at bede ham om at trodse profeten, hvad han sagde osv. Det er at bede ham om at risikere at ryge i helvede ved at lægge sig ud med hans profet og gud.
Hvis koranen havde sagt, at man skulle tilgive homoseksuelle for at ende i paradis, så havde Sheikh Khalid Yasin og andre muslimer, som tror det på mumbo jumbo i koranen og hadith, tilgivet homoseksuelle.
Det er der filmen knækker for os, vi kan simpelthen ikke tro, at andre mennesker tror på sådan noget.
Når der findes tolerante muslimer, så skyldes det, at de ikke tror på, at de ryger i helvede ved at handle anderledes end profeten anbefalede.

Hvilket bringer mig til næste spørgsmål. Fjordman. Han skriver for nogle dage siden, at spørgsmålet vi skal stille, er ikke, hvad der er galt med Islam? Islam ville ikke have en jordisk chance, hvis vi ikke gav den en. Spørgsmålet vi skal stille, er, hvad er der galt med os?
Jeg har bestemt ikke svaret, men jeg har forsøget på en delvis besvarelse.
Med kolonitiden og anden verdenskrig er meget besvaret. Med angst for os selv og hvad vi kan finde på, med skam over hvad vi har bidraget med.
Vi kan tage ydersiderne af denne, selvhad, fobi over for alt der lugter af glæde over ens egen kultur og stolthed over sit land og en tro på at ondskaben mest inde i den vestlige kultur.
Sagen i mine øjne er en helt anden. Den vestlige kultur er det bedste, der er sket i denne verden.
Vi har blot evnerne til at tromle hele verden flad, hvis vi vil det. Det vil vi heldigvis ikke og set med mine øjne skal vi være glade for at islamisterne ikke ejer denne evne, for de ville bruge den.

Det som er galt med os, er at vi ser spøgelser inde i os selv og andre mennesker.
Hvis nogen stemmer på DF sådan som over 13 procent af befolkningen gør, så er vi 'mindst' på vej til i retning mod nazismen. Man kan se på debatterne, i hvor høj grad dette syn eksisterer.
Mistanken om at DF vil tilsidesætte alle former for moral og nuancer, er ret så udtalt i bogstaveligste forstand.

Her er der nogle som bekræfter mistanken. De udgør et fåtal, men et fåtal som man lægger mærke til.

De er hooligans, vrede og hadefulde. Jeg mener personligt, at de er lige godt repræsenteret på begge fløje.

I mine øjne er de egentlig nihilister. De tror ikke på en skid og er ligeglade med stort alting. Det kompenserer de så for, ved at tro overdimensioneret og forskruet på en enkelt ting.
Racen, religionen, socialismen eller fodboldholdet.
De er for så vidt en tom skal, der kun kan blive fyldt af en intens følelse.

Jeg synes begge er lige problematiske, i mine øjne er venstrehooligans og fanatikere ikke bedre end højrehooligans og fanatikere. Jeg vil ikke bruge venstre og højreradikale, for det skal ikke være forbudt at tro stærkt på noget. Det skal være forbudt at ville tvinge det ned over hovederne på andre og bruge voldelige og totalitære metoder.

Hvis jeg skal sige det kort, så er grunden til at vi ikke kan håndtere muslimske fanatikere, vores egen fanatikere. Der deler verden op i sort og hvidt. Som hader på livet løs, hvad enten de nu hader muslimer, dem til højre eller venstre, eller hader vores egen kultur.

Og så er vi så konfliktsky og magelige. Vi er rige og forvænte. Vi evner simpelthen ikke konflikter, de fleste af os. Ønsker ikke larm og ramasjang og det er såmænd ikke så uforståeligt, vi skal bare erkende, at sådan fungere verden ikke altid.
Vi kan godt drømme, at løse problemerne i Afghanistan med pengegaver og blomster- bombe dem med penge, i stedet for at bruge penge på bomber, som vi så dropper. Sådan fungerer det bare ikke fuldstændigt. Det er en drøm og bliver aldrig andet. Mange af de fanatiske har tjent penge og kunne let tjene penge. Det er noget helt andet som driver dem. Noget det ville være synd at sige, at vi forstår.


Så hopper jeg til noget helt andet.

Ugebrevet A4 skriver forrige mandag, at flertal blandt danskere ønsker højere overførselsindkomster.
Jeg ville personligt ikke synes, at det nødvendigvis ville være en dårlig idé, de første tre måneder. Men vi taler ikke kun 150..000 danskere. Det bliver vel langt flere, for efterlønnere, revalidering, invalidepensionister osv. skal vel også følge med. For deres satser følger så vidt jeg ved dagpengene.
Da vi har omkring 900.000 på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder. Hvor vel kun omkring 100.000 er bistandsklienter, som vel også lige skal have en tur op ad.
Så taler vi 800.000. Lad os sige de får 1000 mere om måneden netto. Så taler vi 12.000 x 800.000= 9,6 milliarder kroner. Ikke meget i et budget på 633 milliarder kroner. Men der skal være en informeret debat, når vi taler så store størrelser. For vi taler rigtig mange mennesker, og som i nok kan regne ud, at de allerede fylder godt i det offentlige budget.

Hvis det er folkeviljen, sammen med så meget andet, så skal folket have det. Det kommer selv til at betale. Men det skal aldrig ske uden informeret debat, med omstændigheder på bordet.

53 procent var enige at satsen skal sættes, der var ikke sat beløb på. 24 procent direkte uenige.
LO-formand Harald Børsting mener at satsen skal op med 10-20 procent. Så taler vi mellem 1600 og 3200 brutto, vi taler over 20 milliarder.

Nu kan man sige, at det ikke er aktuelt, for på hver fløj, står der rigeligt med personer som trækker i hver sin retning. Inger Støjberg lover der ikke sker reformer, hverken op eller ned, i nærmeste fremtid.
Men når befolkningen står med så ringe informeret økonomisk indsigt i statens abstrakte pung, som ellers ikke er anderledes end den man har i baglommen , hvad angår tæring/næring princippet, så kan vinden skifte og det kommer til at koste gældssætning. Det er ikke det eneste område, der er stemning for større forbrug, kravene har en inflationsrate, der kører enhver økonomi i sænk.

Mere fra A4.

Den højt besungne kommunalreform, der jo skulle sikre mere effektivitet og spare arbejdspladser har ikke virket efter hensigten. 8500 flere ansatte administratorer, pressefolk, it-folk osv. er det blevet til.
I Sverige lavede de for nylig en undersøgelse af vækstraterne hos de forskellige grupper inden for det offentlige. De menige servicearbejder var ikke vokset, mens administrative var vokset med over 50 procent på ganske få år. En lignende undersøgelse her ville nok komme frem til noget lignende.

På finansministeriets hjemmeside, kan man så gå ind og læse om den offentlige gæld under "Hovedpointer fra Budgetoversigt 3, december 2009 ":

"# Fra 2008 skønnes statsgælden at stige med 213¼ mia. kr. til i alt 409¼ mia. kr. i 2010. Målt som andel af BNP skønnes statsgælden forøget med knap 12½ pct.-enheder fra 2008 til 2010. Dermed ventes statsgælden at stige meget for første gang siden 1997.
# Det offentliges finansielle nettotilgodehavende var i 2008 på 6,1 pct. af BNP. Tilgodehavendet skønnes imidlertid at blive vendt til en nettogæld på 1,8 pct. af BNP i 2010. "

Værd at bide mærke er gældens væksttempo og vi igen bevæger os mod nettoskyld. Men det er da korrekt, at der er lande i en langt værre situation, end vi er. Men omvendt findes der næppe større lande med større offentligt forbrug pro persona end Danmark. Det kan vende på få år og det mener jeg også det gør. Korthuset er stablet for højt.