Lidt jihad læsning til juleferien

Dette er oprindeligt givet som en kommentar på Snaphanen, i posten om Hedegaards i nogle øjne infame Islamofobi og det urimelige "had" der næres mod Islam og er altså et forsøg på at forklare, hvorfor Islam har et problem, ikke vi.

Jeg supplerer her det oprindelige indlæg, med lidt flere autentiske original kilder fra blandt hadith samlingerne - here we go:

Jørgen Olesen anklager personerne her for, at aldrig havde læst koranen. Ligeledes trækkes mistanken om had frem op til flere gange.

Hvorfor antager man at de to udsagn er sande? Jeg, for at nævne en, har både læst koranen og en masse andet fra Islams hovedkilder og om Islam. Jeg hader ikke Islam, jeg frygter dens konsekvenser for fremtiden.

Jørgen Olesen er enten selv uvidende om Islam, eller så forsøger han at profitere på andres uvidenhed.

Da det for så mange åbenbart er svært at tolke islamkritik, som andet end uberettiget had. Så er dette en passende lejlighed, til at skitsere kort, hvorfor så mange mennesker i verden har et problem med Islam.

Jørgen Olesen påstår citat:

"Dette vers er vendt til de perioder i profetens liv hvor mange ikke.muslimer, udførte angrebskrig mod profeten og hans folk."

VI taler altså om de to klassikere i apologetisk vildledning - profeten forsvarede kun sig selv mod andre som angreb ham og det hele er taget ude af kontekst.

Det første er slet ikke tilfældet, Muhammad blev hurtigt så mægtig, at kun Mekkanerne turde forsøge at angribe ham, efter han havde provokeret dem ved at røve en del af deres karavaner og andet godt.

Hvis man vil læse mere om det, blandt andet om hvordan han angreb, fik dræbt eller fordrevet flere jødiske stammer, så kan man læse min minibiografi om muhammad - Men kort sagt Jihad var sjældent selvforsvar, hverken under muhammads tid, eller efter:


Så tager vi konteksten, dette er delvist sandt om konteksten i sura 4, dog med det i mente, at profetens ord og gerning tjener som eksempel for alle folk til alle tider:

33.21
YUSUFALI: Ye have indeed in the Messenger of Allah a beautiful pattern (of conduct) for any one whose hope is in Allah and the Final Day, and who engages much in the Praise of Allah.
PICKTHAL: Verily in the messenger of Allah ye have a good example for him who looketh unto Allah and the Last Day, and remembereth Allah much.
SHAKIR: Certainly you have in the Messenger of Allah an excellent exemplar for him who hopes in Allah and the latter day and remembers Allah much.

Men det afleder også fra hvad konteksten senere blev.

Tager vi sura 9 i koranen, så er konteksten der, at muhammad HAVDE besejret mekkanerne og havde dermed besejret sine oprindelige fjender. Han havde i den sidste fase sin største hær nogensinde og ingen reelle trusler mod sig, som han overvejede hvilken erobringsretning han skulle tage med - han døde før han kom ud over den arabiske halvø. Men hans efterfølgere fortsatte i hans fodspor og førte siden 1100 års jihad, hvor de kun 100 år efter muhammads død havde taget 2/3 dele af den kristne verden - 1100 år! indtil Islam blev for svag til den slags, hvilket ikke skal forveksles med at islamisterne har mistet hensigten om at fortsætte, læs eventuelt kommentarerne her

På det her område, er der millioner og atter millioner af afhuggede hoveder man skal fortælle at koranen er blevet fortolket ude af kontekst.

Det er den heller ikke. For i Sura 9 er der vers 5, som også kaldes sværdets vers. Det vers fjernede trylleslag vores ret til at have andet valg som vantro, end at konvertere til Islam, eller blive slået ihjel. Det med at vi kunne leve som dhimmis, vantro underordnet muslimsk styre, oven i og betale Jizya, (særskat) kom faktisk først til som senere forordning.

Tager man en af de mest populære Tafsirs til koranen, Ibn Kathirs, det vil sige den mange muslimer læser, før de går ud og binder os blår i øjnene med at islam betyder fred, og snakker om kontekst, (Jeg tvivler dog på at mange muslimer læser meget andet end koranen, og fatwaer fra deres udvalgte Iman - de kan altså selv tro på løgnen oprigtigt ) Så "Sværdets vers", som lyder følgende:

"(5. So when the Sacred Months have passed, then fight the Mushrikin wherever you find them, and capture them and besiege them, and lie in wait for them in each and every ambush. But if they repent and perform the Salah, and give the Zakah, then leave their way free. Verily, Allah is Oft-Forgiving, Most Merciful.)"

Så skal det også tolkes i "kontekst" og det bliver det også - her Ibn Kathirs fortolkning, altså en af de mest populære tafsirs:

"(I have been commanded to fight the people until they testify that there is no deity worthy of worship except Allah and that Muhammad is the Messenger of Allah, establish the prayer and pay the Zakah.) This honorable Ayah (9:5) was called the Ayah of the Sword, about which Ad-Dahhak bin Muzahim said, "It abrogated every agreement of peace between the Prophet and any idolator, every treaty, and every term.'' Al-`Awfi said that Ibn `Abbas commented: "No idolator had any more treaty or promise of safety ever since Surah Bara'ah was revealed. The four months, in addition to, all peace treaties conducted before Bara'ah was revealed and announced had ended by the tenth of the month of Rabi` Al-Akhir.''

Altså kort sagt, her bliver det fastslået, at muhammad var kommanderet til at føre krig mod alle vantro, indtil de bliver muslimer og verset annullerer alle tidligere vers omkring forholdet til vantro, det annullerer ALLE fredstraktater som der var.
Siden har man kun regnet med midlertidige våbenhviler, hvilket er en del af forklaringen på - hvorfor foreksempel Hamas kun vil indgå en sådan.

Tager vi en af Islamisternes favorit kommentatorer, nemlig Mawdudi fra hans tafsir. Så fortæller han rent ud om sura 9s, eller niende kapitel i koranen, overordnede "KONTEKST":

"If we keep in view the preceding background, we can easily find out the problems that were confronting the Community at that time. They were:

1.

to make the whole of Arabia a perfect Dar-ul-Islam,
2.

to extend the influence of Islam to the adjoining countries,
3.

to crush the mischiefs of the hypocrites, and
4.

to prepare the Muslims for Jihad against the non- Muslim world."

...

#

"In order to enable the Muslims to extend the influence of Islam outside Arabia, they were enjoined to crush with sword the non- Muslim powers and to force them to accept the sovereignty of the Islamic State. As the great Roman and Iranian Empires were the biggest hindrances in the way, a conflict with them was inevitable. The object of Jihad was not to coerce them to accept Islam they were free to accept or not to accept it-but to prevent them from thrusting forcibly their deviations upon others and the coming generations. The Muslims were enjoined to tolerate their misguidance only to the extent that they might have the freedom to remain misguided, if they chose to be so, provided that they paid Jizyah (v. 29) as a sign of their subjugation to the Islamic State."

...

"In order to prepare the Muslims for Jihad against the whole non-Muslim world, it was necessary to cure them even of that slight weakness of faith from which they were still suffering. For there could be no greater internal danger to the Islamic Community than the weakness of faith, especially where it was going to engage itself single-handed in a' conflict with the whole non-Muslim world. That is why those people who had lagged behind in the Campaign to Tabuk or had shown the least negligence were severely taken to task, and were considered as hypocrites if they had no plausible excuse for not fulfilling that obligation. Moreover, a clear declaration was made that in future the sole criterion of a Muslim's faith shall be the exertions he makes for the uplift of the Word of Allah and the role he plays in the conflict between Islam and kufr. Therefore, if anyone will show any hesitation in sacrificing his life, money, time and energies, his faith shall not be regarded as genuine. (vv. 81-96).

...

"In this portion the Muslims have been urged to fight in the Way of Allah with the mushrik Arabs, the Jews and the Christians, who were duly warned of the consequences of their mischievous and inimical behavior. 13 - 37 (vers numre altså 9,13-9,37)

In this discourse, the Muslims have been told clearly and explicitly that they will inherit the rewards promised by Allah only if they take active part in the conflict with kufr, for that is the criterion which distinguishes true Muslims from hypocrites. Therefore true Muslims should take active part in Jihad, without minding dangers, obstacles, difficulties, temptations and the like. 38 - 72"

Altså det er hverken had, eller fobi. Islam har begået Jihad og dræbt vantro, som var de værdiløst kvæg i århundreder og gør det den dag i dag, på TRODS af at den militære styrke reelt mangler, hvilket jeg i hvert fald finder ubetryggende, eftersom magtbalancen sagtens kunne tilte tilbage i deres favør på langt sigt, givet at de føder mange børn. Det gør vi ikke.
Lande som Pakistan, Afghanistan, Israel/Palæstina er lande hvor magtbalancen afprøves dagligt og hvor nye strategier udvikles, hvor det afprøves med hvor stor succes, en lille flok "muhajedins" kan kæmpe mod verdens største militærmagt, eller Israel.

Jørgen Olesen bør ikke have lov til at spille på uvidenheden, eller slippe afsted med den og alle bør selv studere Islam, for det er en faktor som bliver stærkere i verden i fremtiden.
Jeg ved godt, at de fleste muslimer ikke ønsker krig og jihad, men de er omvendt bange for at tage et opgør med Islamisterne og hvis man nærlæser Mawdudis konklusion på sura 9, som deles af islamisterne, så vil de også få slynget begrebet "hyklere" tilbage i hovedet, når de forsøger at forklare islamisterne at de hellere vil leve og lade leve og ikke ønsker krig.
De har kort sagt ikke sura 9 bag sig, eller haditherne om Jihad og dens betydning og vigtighed, om martyriets fordele og overhøjhed.

Det er absurd at tale om kontekst i denne her sammenhæng, dette er en diskussion man må tage med islamisterne, for det er dem som ønsker fortsat Jihad og set i forhold til koranen og traditionen, ikke uden grundlag der i.

Hvis Islamister ikke dræbte titusinder af mennesker årligt, ledte til konflikt og konfrontation i utallige lande, drømte om islams verdensherredømme og udøvede Jihad, mishandlede kvinder og dræbte vantro som var de værdiløse væsener.
Så ville vi kort sagt ikke sidde her og skrive på en blog, i hvert fald ikke om religion, eller Islam.
Hvis Islam virkelig var religion som alle andre, ville den blive behandlet som de andre religioner, delvis værdsat, delvist betragtet som overtro, delvis ignoreret, delvis læst nysgerrigt om.
Jeg har læst hovedværker fra alle religioner i verden, men islam er en kategori for sig - den blander politisk totalitarisme, militant stræben efterherredømme med almindelige religiøse elementer som bøn, leveregler, osv.

Jeg har intet mod at mennesker tror på og beder til gud, holder sig regler for levevis. Det er ikke så simpelt, som at vi nærer et ubevidst ønske om at finde et eller andet at hade.

Men Islam er en trussel i kraft af sit manglende konsekvente opgør med Jihad, og den universielle stræben efter Islams dominans. Det opgør bliver svært at foretage, da begge disse elementer kommer fra profetens mund og gerning og han ofte udtalte meget eksplicit vigitgheden af at ofre sig for Allahs sag, som martyr i militant Jihad, såvel som at hele verdenen tilhører Allah og hans profet.

Enkelte eksempler fra Hadithsamlingerne:

"Volume 5, Book 59, Number 436: Bukhari
Narrated Sulaiman bin Surd:
When the clans were driven away, I heard the Prophet saying, "From now onwards we will go to attack them (i.e. the infidels) and they will not come to attack us, but we will go to them."

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 42:
Narrated Ibn 'Abbas:
Allah's Apostle said, "There is no Hijra (i.e. migration) (from Mecca to Medina) after the Conquest (of Mecca), but Jihad and good intention remain; and if you are called (by the Muslim ruler) for fighting, go forth immediately.

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 53:
Narrated Anas bin Malik:
The Prophet said, "Nobody who dies and finds good from Allah (in the Hereafter) would wish to come back to this world even if he were given the whole world and whatever is in it, except the martyr who, on seeing the superiority of martyrdom, would like to come back to the world and get killed again (in Allah's Cause)."


Bukhari Volume 2, Book 26, Number 594:

Narrated Abu Huraira:
The Prophet was asked, "Which is the best deed?" He said, "To believe in Allah and His Apostle." He was then asked, "Which is the next (in goodness)?" He said, "To participate in Jihad in Allah's Cause." He was then asked, "Which is the next?" He said, "To perform Hajj-Mabrur.

Bukhari Volume 4, Book 53, Number 392:

Narrated Abu Huraira:

While we were in the Mosque, the Prophet came out and said, "Let us go to the Jews" We went out till we reached Bait-ul-Midras. He said to them, "If you embrace Islam, you will be safe. You should know that the earth belongs to Allah and His Apostle, and I want to expel you from this land. So, if anyone amongst you owns some property, he is permitted to sell it, otherwise you should know that the Earth belongs to Allah and His Apostle."

Sahih Muslim, 217: "Verily Allah has prescribed proficiency in all things. Thus if you kill, KILL WELL, & if you slaughter, SLAUGHTER WELL. Let each one of you sharpen his blade."

Muslim Book 031, Number 6174:

Abu Dharr reported Allah's Messenger (may peace be upon him) as saying: You would soon conquer Egypt and that is a land which is known (as the land of al-qirat). So when you conquer it, treat its inhabitants well. For there lies upon you the responsibility because of blood-tie or relationship of marriage (with them). And when you see two persons falling into dispute amongst themselves for the space of a brick, than get out of that. He (Abu Dharr) said: I saw Abd al-Rahman b. Shurahbil b. Hasana and his brother Rabi'a disputing with one another for the space of a brick. So I left that (land).

Muslim Book 041, Number 6930:

Nafi' b. Utba reported: We were with Allah's Messenger…
You will attack Arabia and Allah will enable you to conquer it, then you would attack Persia and He would make you to Conquer it. Then you would attack Rome and AllgLh will enable you to conquer it, then you would attack the Dajjal and Allah will enable you to conquer him. Nafi' said: Jabir, we thought that the Dajjal would appear after Rome (Syrian territory) would be conquered.


Bukhari Volume 4, Book 52, Number 44:
Narrated Abu Huraira:
A man came to Allah's Apostle and said, "Instruct me as to such a deed as equals Jihad (in reward)." He replied, "I do not find such a deed." Then he added, "Can you, while the Muslim fighter is in the battle-field, enter your mosque to perform prayers without cease and fast and never break your fast?" The man said, "But who can do that?" Abu- Huraira added, "The Mujahid (i.e. Muslim fighter) is rewarded even for the footsteps of his horse while it wanders bout (for grazing) tied in a long rope."

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 50:
Narrated Anas bin Malik:
The Prophet said, "A single endeavor (of fighting) in Allah's Cause in the forenoon or in the afternoon is better than the world and whatever is in it."

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 73:
Narrated 'Abdullah bin Abi Aufa:
Allah's Apostle said, "Know that Paradise is under the shades of swords."

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 88:
Narrated Anas:
The Emigrants and the Ansar started digging the trench around Medina carrying the earth on their backs and saying, "We are those who have given a pledge of allegiance to Muhammad that we will I carry on Jihad as long as we live." The Prophet kept on replying, "O Allah, there is no good except the good of the Hereafter; so confer Your Blessings on the Ansar and the Emigrants."

(Denne her er jo ekstra interessant, eftersom den foregår omkring battle of the trench, altså en af muhammads få defensive krige - men som de siger, har de allerede lovet at føre JIHAD til den dag de dør, på det tidspunkt)

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 187:
Narrated 'Abdullah bin Abbas:
Allah's Apostle wrote a letter to Caesar saying, "If you reject Islam, you will be responsible for the sins of the peasants (i.e. your people)."

(Ikke ligefrem konfliktsky, eller fredssøgende - vel?)

Jeg kunne blive ved, men læs selv videre, relevante links findes i min minibiografi om Muhammad.

Eftersom vi anklages for at ikke have sat os ordentlig ind i Islam og nære uberettiget had, var det måske på sin plads, at sætte sig ordentligt ind i baggrunden for at vi er noget betænksomme ved Islam og ikke nære et uberettiget had, eller foragt, eller en mistanke mod os!

Kun for de tyskkyndige - næsten

Belejringen af Wien 1529. Olie maleri af: Pieter Snayers

Jeg hører ikke selv blandt de tyskkyndige, andet end i ringe grad. Men hvis man kan tysk, bør man se følgende dokumentar om belejringen af Wien i 1529.

Dokumentaren er i 6 dele og første del findes her på You Tube:

(Desværre er embedding ikke muligt, men de følgende afsnit er lette at finde, da der naturligvis ikke findes meget materiale om denne historiske situation)

Alternativt kan man holde øje med Viasat History Kanalen, hvis man vil se den. Der bliver den angiveligt genudsendt på et tidspunkt, med både engelsk kommentar og danske undertekster.

Men jeg vil også give et kort resumé med supplement, for dem som ikke kan tysk.

For det første, for at sætte angrebet i en kontekst, så foregår det kun 76 år efter faldet af konstatinopel.

En grafisk repræsentation af det Ottomanske imperiums udvidelser op til slaget om Wien i 1683:



Det Østromerske rige var allerede i profeten Muhammads begærlige øje. Han marcherede kort før sin død en hær på 30.000 mand op ved grænsen. På den anden side stod en Byzantinsk hær på 100.000. Måske fordi han var usikker på styrkeforholdene, selv med "allah" på sin side, valgte han i stedet at forberede et togt mod Jerusalem, under disse forberedelser døde han.

Men han profeterede at hans efterfølgere skulle erobre både Konstatinopel og Rom.
Det tog altså 800 år fra første forsøg og en masse i bogstaveligste forstand svidende nederlag før de lykkedes med at erobre Konstatinopel og kun 76 år efter dette bankede man på Wiens porte.
Rom er stadig i kikkerten.

Til held for dem i Wien, var det et regnfuldt forår, hvilket resulterede i at Ottomanerne undervejs måtte efterlade deres tunge kanoner, dem som havde styrken til at skyde hul i Wiens mure.

Sultan Suleiman den store deltog selv i togtet. Som hele vejen blev plaget af regn og tidlig vinter.

Med sig havde han 120.000 soldater, ( bud på op til 250.000 soldater - Paul Fregosis bog "Jihad" ) hvor Wien kun kunne mønstre en hær på cirka 23.000 lejesoldater.

De slagtede alt og alle af landbefolkningen, kvinder og børn med, ødelagde afgrøder, i en radius af 100 km omkring Wien. Flere tusinde døde hver dag.

Billedet af tyrken, som en der spidder babyer på pæle - et billede som hyppigt blev genproduceret siden - og betegnelsen af dem som "blodhunde" stammer fra Peter Sterns skrevne beretning fra dette slag.
Men tag ikke fejl, det var trykkekunsten, der gjorde det lettere at formidle "islamofobiske" budskaber på den tid. Ottomanernes fremgang/strategi i det gamle Østromerske rige tidligere var ikke mindre brutal og dén, var man også hos den mindre udbredte litterære klasse i Europa bekendt med. (Se Andrew Bostom - legacy of Jihad, oversættelsen af Dimitar Angelov i særdeleshed)

For at komme ind i byen uden de tunge kanoner besluttede Ottomanerne en anden strategi, nemlig at grave tunneller under jorden hen til muren og placere en masse spængstof under denne.

Denne strategi blev igen hæmmet af hyppigt regnfald. Byens beboere og forsvarere blev også bekendt med strategien og nogle tusinder Landsknægte (lejesoldater) forsøgte på et tidspunkt et udfald for at lokalisere sprængstofferne.
Dette udfald mislykkedes og kostede dyrt i liv. Men en fange fik de taget, som under brutal tortur kunne fortælle at tyrkerne ville placere sprængstoffet under hovedporten. ( De gravede flere steder for at forvirre beboerne )

Landsknægtene satte sig i kældre med tønder med vand, hvor vandspejlet registrerede den mindste rystelse i jorden.

Da tyrkerne endelig sprængte muren var området godt befæstet med landsknægte med lange hellebarder.

Tyrkerne prøvede et par angreb og blev slået tilbage med svære tab begge gange. Da vinteren nærmede sig besluttede man et sidste angreb, hvor de ottomanske soldater selv gav op, deres moral knækket.

Hjem gik den lange tur igen, hvor man dræbte alt og alle og ødelagde alt man kom i nærheden af, for at svække Østrig før man snarligt planlagde at vende tilbage.

De forsøgte igen i 1532, men blev stoppet af ungarsk fort, som gav Karl den femte tid til at samle en hær til at komme Wien til undsætning, hvilket resulterede i at Ottomanerne gav op i denne omgang.

Bonus info: Hvis i vil gøre jeres hoser grønne hos en ungarer så tal om deres folkehelt, John Hunyadi, der gav Ottomanernes imperieplaner en hård tid i århundredet før 1529 angrebet på Wien.

Og anbefales kan Paul Fregosis bog "Jihad" og endnu mere Legacy of Jihad kompileret af Andre G. Bostom. Der findes få bøger som beskæftiger sig i dybden med denne fortid, desværre.

Presselogen om Muhammadtegningerne

Jeg ville have blogget dette for nogle dage siden, men løb ind i mangfoldige tekniske problemer, som jeg først fandt en løsning på, da jeg skiftede browser.

Men noget af det som blev sagt, er kort sagt værd at gengive og kommentere:

Lad os først tage Tøger Seidenfaden skelnen mellem at bringe tegningerne som nyhed og kunne gøre det, uden at det bliver opfattet som at sympatisere med tanken bag tegningerne:




Tøger går altså her ind på hvordan tegningen opfattes og hæver sin egen, og muslimernes opfattelse! Af denne tegning over det egentlige spørgsmål - dette er der for så vidt ikke noget nyt i. Men Politiken kunne alligevel ikke lade være med at trykke tegningerne da truslerne kom frem mod Kurt Westergaard. Det skal jo noteres! Såvel som det ikke var for nyhedsværdien, man trykte tegningerne dengang.

Helt galt går det da han siger at hans "sympati" med JP er forøget af, at de nu deler adresse på Rådhuspladsen i København:




Han er ikke alene om at ryste og bævre lidt over naboskabet. Men at sætte det sammen med sympati, når man oven i købet har forsøgt at dæmonisere JPs motivation for at trykke de tegninger. Det skal man være kulturradikalismens ypperstepræst for at slippe af sted med.

Lisbeth Knudsen mener at Muhammadtegningen, Westergaards, har udtjent sin tid og er blevet en hadobjekt, man stirrer sig blind på og som skygger for den bredere debat om ytringsfriheden:




Der kommer vi altså ifølge hende ikke videre med "de grupper - vi gerne" vil i kontakt med. Argumentet virker på overfladen solidt og fornuftigt. Men det er det ikke.
For det første indebærer det implicit, at vi skal afstå fra alt som skaber en sådan, eller lignende reaktion - og det er legio.
For det andet indebærer det en accept af et forbud mod at kritisere profeten og drage ubehagelige detaljer frem om denne røverbaron/kultleder.
Det indebærer i princippet, at vi fortsat skal tale som om Islam og dens profet var en fredelig skikkelse, der ikke massakrerede jøder, eller fik sin kritikere slået ihjel.
Vi skal med andre ord lukke øjnene og ikke tackle grundproblemet i religionen.

Jørn Mikkelsen har et meget klart svar på den pointe, som kan stå for sig selv:




JP har ikke valgt at trykke tegningerne i denne omgang, fordi der er en uafsluttet terrorsag.

Slutteligt forsøger Tøger at argumentere for at tegningerne udgør en sikkerhedsmæssig trussel mod Danmark. Da tegningerne ikke i hans opfattelse repræsenterer nogle værdier som Danmark bør identificere sig med og stadigvæk i hans motivanalyse ikke er andet end en provokation, mener han bestemt ikke at tegningerne skal genoptrykkes:




Hvis disse tegninger ikke repræsenterer en værdi, som det danske samfund bør stå bag. Så taler vi altså reelt om, at Danmark ikke bør stå bag retten til at kritisere en religiøs skikkelse for at stå bag had og terror. At Danmark ikke bør stå ved den værdi, at man ikke myrder kritikere.

Hvis det ikke er værdier, som Danmark bør stå bag, så ved jeg personligt ikke, hvad vi bør stå bag.

Man kunne overføre dette spørgsmål til Hitler. Uden kritik og modstand, havde vi angiveligt opnået endnu mere flødeskumsfront.
Men det ville ikke havde noget med værdier at gøre, men med konfliktskyhed og egoistisk pragmatisme.

Ligeledes kan man spørge og det spørgsmål ville jeg personligt havde stillet Tøger. Hvis vi nu forestillede os at DF, reagerede med dødstrusler, nedbrænding af Politikens chefredaktion og øvrig markant fornærmelse over kritik af Pia Kjærsgård, over de karikaturtegninger der laves af hende.
Ville Tøger så også mene, at man skulle ophøre med kritik af DF, eller dæmpe denne til det mest forsigtige og mindst fornærmende?

Vi kan ikke isolere spørgsmålet fra denne tegning. Når det er netop denne tegning som skaber dødstrusler, netop den som er den principielle faktor. Dødstrusler som ikke bare rammer JP, men også forfattere som Salman Rushdie og Sherry Jones. Også Ayan Hirsi Ali og Wafa Sultan. Dem og mange andre. For det principielle er reelt, at Islam ikke vil tolerere kritik - slet ikke af profeten, men heller ikke af "Allahs bud" om kvinders subordination.

Hele Presselogen kan ses på TV2 News Hjemmeside.

Profeten med den dårlige hukommelse

Det er næppe let at være muslim. Man er på den ene side forpligtet til at betragte koranen som guds eget og fulde budskab til menneskeheden, fejlfrit og eviggyldigt. Men hvad gør man, når "gud" hele tiden siger noget som udelukker og modsiger alt andet, han har sagt?

En glimrende gennemgang af modsigelserne i Koranen:

Kvantitativ ærefrygt

TV 2 NEWS havde religionshistoriker, Dorthe Bramsen, i studiet til en lille snak i dag.
Baggrunden var en 8 årig pige i Saudi Arabien som vil skilles fra sin 50 årige mand.
Pigen er blevet tvunget til at gifte sig og kuet med vold og voldtaget.

Men det interessante var Dorthe Bramsens forklaring. Det er jo ikke sikkert den lille pige får medhold i sin sag. For det er jo ikke forbudt at gifte sig med en 8 årig i Saudi Arabien, for det gjorde profeten jo. Han giftede sig med en seksårig pige, Aisha.
Nu kommer det interessante ordspil.
Dorthe Bramsen, må jo være tro mod kilderne. Som hun sagde blev Muhammad "trolovet" med Aisha, da hun var seks år gammel. Så blev Aisha 8-9 år gammel, hvad skete der så?
Jo, i følge Dorthe Bramsen blev de så "rigtig gift" på det tidspunkt, uh, hvor hun valgte sine ord med omhu. De islamiske kilder siger, der blev ægteskabet fuldbyrdet - læs - Muhammad havde sex med Aisha.
Nu må man jo ikke fornærme profeten, det fandt han sig personligt ikke i, som i kan læse mere detaljeret i min minibiografi om Muhammad.
Når sandheden er fornærmende må man jo opfinde små, søde Eufemismer.

Personligt betragter jeg ægteskabet med Aisha, som en af de mindre af Muhammads forbrydelser mod menneskeheden.
Langt værre var det med voldtægten af kvinder, hvis mænd og familie han lige havde slået ihjel og fået tortureret. Hans overfald på fredelige stammer for at plyndre dem.
Allerværst er det, at muslimer gennem 1400 år har fulgt hans eksempel på adfærd.

Men jeg kan ikke acceptere denne kvantitative ærefrygt over for Islam.

Hvad mener jeg med det? Med kvantitativ mener jeg en respekt baseret alene på religionens omfang, altså hvor mange medlemmer den har? Gennem hvor mange århundreder? - dens omfang og varighed.
Samme overdrevne respekt mødes de øvrige verdensreligioner med, for det meste ufortjent.

Med ærefrygt, mener jeg forstillet ære, ydre respekt. For intet sandt rationelt menneske kan respektere så dyb og elendig en overtro som den ortodokse religioner rummer, de kan respektere den enkelte udøver, men ikke dogmerne.
Med frygt mener jeg frygt. Den er reel nok, specielt når vi taler om Islam og dens profet. Ikke at man skal bøje sig for den, det skal man ikke, men den er ikke forestillet.

For mig er der ingen forskel på Sun Myung Moon og Muhammad. Bortset fra at den ene profets lære anerkendes som en sekt, den anden kaldes en verdensreligion, og Muhammad fandt en mere effektiv opportunistisk og voldelig måde at sprede sin tro på.
Ellers er der ingen forskel som ikke kan betegnes som kvantitativ.

Med andre ord; Vi respekterer kun islam på grund af kvantitativ ærefrygt.

Muhammad biografien som PDF

Er nu lavet, hvis man gerne vil have den i en mere læsevenlig version.

Ellers kan Firefox anbefales som browser, som med en meget enkel kommando kan forstørre teksten op på min blog.
Personligt vil jeg gerne beholde mit design på bloggen, men jeg vil gerne udvide tekst boksen så den bliver større og fylde det med tekst helt ud til randen af skærmen, men kan desværre ikke finde ud af det.
Hvis nogen har en let forklaring på hvordan, må de gerne dele den med mig.


Den skulle kunne downloades, håber jeg, på dette link:

Ellers så prøv her:

Hvem var Profeten Muhammad - Et studie i et dårligt eksempel på adfærd

Da JP tegningerne, med forsinket fornærmelse, skabte røre over hele jorden kunne man fra tid til anden høre en muslim beklage sig, "at Muhammad var ham kærere, end hans eget blod".

For muslimer er Muhammad den sidste profet, et eksempel til alle tider og til alle folk:

The Prophet set a new standard of moral behavior that he and his Companions practiced in daily life. This serves as a model for all generations to follow.

Eller som Abul A’la Mawdudi skriver, på det muligvist mest besøgte og såkaldt moderate islamiske websted: Islamonline.net, så er, og var profetens rolle:

The message of Muhammad (peace and blessings be upon him) was not meant for any particular people, place, or period. He was raised as the world’s Prophet; the Messenger of the truth for the whole of mankind: (O mankind, I am God’s Messenger to all of you) (Al-A`raf 7: 158). He has been described as (a mercy for all (the people of) the worlds) (Al-Anbiya’ 21: 107) and his approach was universal. That is why after him there remains no need for new prophethood, and he has been described by the Qur’an as khatam-un-Nabiyyin (the last of the chain of the true prophets).

Therefore, now, the only source for the knowledge of God and His way is through Muhammad (peace and blessings be upon him). We can know of Islam only through his teachings which are so complete and so comprehensive that the world does not need any new prophet, it needs only such people who have faith in Muhammad

Det er værd at nævne at Mawdudi, udover at være en af mest læste kommentatore til koranen, var forud Khomenei med hensyn til at forstå islam, som ikke blot en totalitær og altomfattende ideologi, men et revolutionært doktrin:

"Islam is a revolutionary doctrine and system that overturns governments. It seeks to overturn the whole universal social order ... and establish its structure anew ... Islam seeks the world. It is not satisfied by a piece of land but demands the whole universe ... Islamic jihad is at the same time offensive and defensive ... The Islamic party does not hesitate to utilize the means of war to implement its goal."

For de fleste muslimer, selv i dag, er profeten et eksempel, man skal følge, et menneske så blidt som Jesus.

Muhammad selv gjorde det noget lettere for efterfølgende muslimer at komme til den konklusion:

Koranen: 68.004
YUSUFALI: And thou (standest) on an exalted standard of character.

Koranen: 33.21
YUSUFALI: Ye have indeed in the Messenger of Allah a beautiful pattern (of conduct) for any one whose hope is in Allah and the Final Day, and who engages much in the Praise of Allah.

Og for at muslimer ikke skulle være i tvivl om vigtigheden af at følge ham, eller straffen for at ikke gøre det, så fortæller mere end 20 koranvers, at man skal adlyde Muhammad:

Koranen: 33.36
YUSUFALI: It is not fitting for a Believer, man or woman, when a matter has been decided by Allah and His Messenger to have any option about their decision: if any one disobeys Allah and His Messenger, he is indeed on a clearly wrong Path.

Koranen: 4:65 But nay, by thy Lord, they will not believe (in truth) until they make thee judge of what is in dispute between them and find within themselves no dislike of that which thou decidest, and submit with full submission.

Koranen: 8:13 That is because they opposed Allah and His messenger. Whoso opposeth Allah and His messenger, (for him) lo! Allah is severe in punishment.

Koranen: 9:63 Know they not that whoso opposeth Allah and His messenger, his verily is fire of hell, to abide therein? That is the extreme abasement.

I en hadith, ud af mange, forklarer Muhammad om sig selv:

¨Muslim Book 004, Number 1062:
Abu Huraira reported that the Messenger of Allah (may peace be upon him) said: I have been given superiority over the other prophets in six respects: I have been given words which are concise but comprehensive in meaning; I have been helped by terror (in the hearts of enemies): spoils have been made lawful to me: the earth has been made for me clean and a place of worship; I have been sent to all mankind and the line of prophets is closed with me.

Med Muhammads rolle i Islam skitseret, kan vi nu bevæge os til, hvem han egentlig var?
Dette bliver ikke en udfyldende biografi om et menneske, der er skrevet tusindvis af sider om, men en rejse ind i de mørke skygger, der findes bag al skønlyrikken om profeten Muhammad. Den sublime moral, eksemplet for alle tider, har nogle mørke sider, som de fleste ikke kender, som den dag i dag fører til en karakteristisk adfærd.

Men før jeg begynder, kommer der lige en kort introduktion til det kildemateriale, som religionen bygger på.

Koranen: Den indeholder udelukkende de ayats, eller vers, som det hedder sig Gud udtalte gennem Muhammad. Det er altså (den såkaldte) Guds stemme til alle mennesker, til alle tider.
Den er hurtigt læst og findes i en kritisk gennemlæst, og overskuelig udgave, her:
Den er ikke kronologisk, men starter med de længste suraer.
Der findes en lang række kommentarer til koranen (Tafsir), som også læses flittigt, og ses som strengt nødvendige for at holde hoved og hale i den noget fragmentariske Koran.

Hadithsamlingerne: Dem er der seks af, der betragtes som troværdige. De mest kendte er samlingerne af Muslim og Bukhari. Hadiths er traditioner om profeten, som omhandler andre personers beretninger og vidnesbyrd om hans ord og gerning, opdelt i tusindvis af små enkelte hadither. De spiller, og har spillet en stor rolle for de skriftkloge muslimer, når de skulle udlede praksis for muslimer, baseret på profetens "eksempel for alle mennesker til alle tider".
Flere hadith samlinger kan findes her, hvor man både kan søge på stikord, som f.eks jihad, og søge under bestemte emner/stikord.

Siraerne: Er kronologiske historiebøger om Muhammad og hans liv. De er historisk brugt lige som hadiths, til at danne baggrund for praksis og adfærd, eller sunna, for muslimer gennem alle tider.
Muslimer har dog den vane, at betragte beretningerne her som usande, eller usikre, når det ikke passer dem, og det modsatte når de gør. Den her bryder de sig til eksempel ikke om:

Now then, O people, you have a right over your wives and they have a right over you. You have [the right] that they should not cause anyone of whom you dislike to tread your beds, and that they should not commit any open indecency (fahishah). If they do, then God permits you to shut them in separate rooms and to beat them, but not severely. If they abstain from [evil], they have the right to their food and clothing in accordance with custom (bi’l-maruf). Treat women well, for they are [like] domestic animals (‘awan) with you and do not possess anything for themselves. You have taken them only as a trust from God, and you have made the enjoyment of their persons lawful by the word of God.

Al-Tabari, Abu Ja’far Muhammad b. Jarir. The History of al-Tabari. Vol.IX: The Last Years of the Prophet. Translated and annotated by Ismail K. Poonawala. State University of NewYork Press, Albany, 1990

Delvist tilsvarende til ovenstående finder man i dette vers i koranen:

Koranen 4.34: Men are the maintainers of women because Allah has made some of them to excel others and because they spend out of their property; the good women are therefore obedient, guarding the unseen as Allah has guarded; and (as to) those on whose part you fear desertion, admonish them, and leave them alone in the sleeping-places and beat them; then if they obey you, do not seek a way against them; surely Allah is High, Great.

Når det er til deres fordel, vil de gerne tage Siraens ord for gode varer. Det kommer der et eksempel på senere, hvor en af Muhammads mest kontroversielle handlinger ikke kommer i nærheden af en undskyldning, uden brug af siraen.
En Sira kan findes online her i forkortet udgave:

Men Muhammad blev født i 570 e.kr. i Mekka. Indtil han blev 40 år gammel levede han et ganske normalt liv, han begyndte dog at søge væk i blandt, for at meditere i en hule uden for byen. Det var under sådan en meditation at et overnaturligt væsen, som repræsenterede sig selv som ærkeenglen Gabriel, henvendte sig til ham.
I følge historien var Muhammad først skeptisk, han overvejede endda at begå selvmord.
Muhammad var kendt for at falde om på jorden og gå i trance, hvad man vil ligge i dette, må man selv om, måske hørte han virkelig noget, så et eller andet og troede selv på det? Måske var han bedrager og en coldreader, måske blandede han begge dele? Det er ikke min hensigt at spekulere over dette, blot at fremlægge resultatet af det, de ikke altid heldige ord og gerninger det medførte, så enhver selv kan vurdere det.
Fra 610 e.kr. til 622 e.kr., levede og prædikede Muhammad i Mekka. Normalt skelner man mellem Mekka fasen og Medina fasen. I Mekka prædikede Muhammad overbærenhed, ydmyghed, tålmodighed. Han var ædelmodig, men han havde også meget ondt af sig selv, og hånte de lokales tro. Det siges blandt muslimer, at han var forfulgt, der er dog ingen tegn på, at han var personligt forfulgt.
Muslimerne udførte det første fysiske angreb, omvendt blev enkelte af dem udsat for trusler og måtte flygte og en enkelt kilde nævner, at en muslimsk kvinde blev dræbt.

Men Muhammad selv blev ikke udsat for noget overgreb udover hån, han var beskyttet af sin magtfulde onkel Talib. Det tætteste han kommer på at blive udsat for et overgreb, er da han truer med, at han er kommet for at bringe død til byen (Ishag 131). Det fik nogle til at gribe fat i ham, men de slap ham hurtigt igen.
At Muhammad til gengæld var noget af en "pain in the ass" tyder dette vers fra Siraen på, som referet her:

"According to Muhammad’s biographer Ibn Ishaq, in a section of his biography preserved by Tabari, “the apostle was anxious for the welfare of his people” -- the pagan Quraysh -- and “longed for a way to attract them.” However, ultimately it was the leaders of the Quraysh who came to him with an offer. They would give him wives and money, and even make him their king -- if he would in turn accept their condition. “This is what we will give you, Muhammad, so desist from reviling our gods and do not speak evilly of them. If you will not do so, we offer you one means which will be to your advantage and to ours."

I denne situation, i ca. 619 e.kr. forsøger Muhammad så at indsmigre sig, ved at anerkende de Mekkanske månegudinder, han får nogle åbenbaringer som godkender dette. Men disse fortryder han hurtigt, og påstår at han var blevet misledt af Satan.
Det er de såkaldte Sataniske vers som Salman Rushdie valgte som titel til hans kontroversielle bog. De sataniske vers stiller naturligvis et vist forbehold overfor Muhammads øvrige åbenbaringer, og udgør et kontroversielt emne.

I 622 e.kr. efter 12 års forgæves prædiken, i forsøget på at omvende Mekkanerne til hans nye tro, hvor han ikke har opnået særlig stor succes, men kun har et følge på under 100 hengivne, får han en invitation fra en anden by af repræsentanter for de 12 ledende klaner der, om at bosætte sig i den. Han får en slags mellemforhandler position, fordi byen længe har været plaget af blodfejder mellem klanerne.
Denne by er Yathrib, Eller Medina, som den snart blev omdøbt til.

Muhammad ændrer nu taktik og hans åbenbarede vers bliver stadigt mere voldelige og intolerante.
Muhammad forklarer hvorfor han tog i mod tilbuddet i en hadith. Allah befalede ham at gøre det, for denne by ville "opsluge" andre byer. Det skulle vise sig at holde stik i løbet af mindre, end den tid han have brugt i Mekka, for hans nye strategi var noget mere effektiv, her er hadithen:

Bukhari Volume 3, Book 30, Number 95:
Narrated Abu Huraira:
Allah's Apostle said, "I was ordered to migrate to a town which will swallow (conquer) other towns and is called Yathrib and that is Medina

Det er en sigende detalje, at muslimsk tidsregning, tager afsæt i det år Muhammad emigrerede til Medina.

Det følgende år 622 e.kr. til 623 e.kr. forløb dog fredeligt. Meget tyder på at Muhammad forventede, at de tre jødiske stammer i byen ville være de første, til at slutte sig til ham, grundet ligheden mellem de to trossystemer. Han forsøgte at forklare dem, at han var en profet Toraen beskrev ville komme, Han ændrede antallet af daglige bønner til tre, morgen, middag, aften, lige som jøderne, før havde muslimerne kun bedt morgen og aften. Han indførte den muslimske faste, på samme tid som Yom Kippur, hans tilhængere bedte i retning af Jerusalem, lige som jøderne. Han forbød sine tilhængere at fortære svinekød og blod.
Dette er kun et af mange eksempler på den opportunisme, der prægede Muhammads liv.
Jøderne skuffede ham fælt, de var faktisk dem som var mindst tilbøjelige til at omvende sig. De hånede ham for hans fejl og hans manglende torakendskab. Han svarede igen med bitre koranvers.

Under det første halvandet år i Medina, beordrede Muhammad syv forskellige angreb på Mekkanske handelskaravaner, dog uden nogen succes. Først i 624 e.kr. opnåede han det første succesfulde raid mod en karavane.
Det samme år ændrede han bederetningen til Mekka, flyttede fridagen fra lørdag til fredag og ramadanen blev grundlagt.
Succesen mod en karavanen ved Nakhlam fik lederen af AW stammen, til at slutte sig til Muhammad.

Et par måneder efter fulgte det berømte slag ved Badr. Muhammad havde nu omkring 300 mand villige til at kæmpe for sig. De begav sig ud for at kapre en karavane på kurs mod Mekka. Karavanen fandt ud af planen, sendte bud efter hjælp i Mekka, som sendte en hærstyrke på omkring 900 mænd ud for at hjælpe. Muslimerne forsøgte at undgå den hær og finde karavanen. Og karavanen på sin side forsøgte at undslippe, ved at bevæge sig væk fra ham.
De to styrker mødtes ved Badr, hvor Muhammad og hans mænd havde sat sig på den eneste brønd i området.
De tørstige Mekkanere var splittet mellem dem, som ville kæmpe, og dem som ikke ville af frygt for at starte en større konflikt.
En kort, tre versus tre, tvekamp startede slaget, hvorefter lidt pile blev skudt frem og tilbage. Da Muslimerne stormede 300 mand mod 1000 mand, overtog den manglende lyst til krig Mekkanerne, og de stak halen mellem benene. Dette blev en vigtig sejr for Muhammad.

En hel Sura, eller kapitel i koranen, er dedikeret til dette slag, nemlig Sura 8.
En hel masse principper blev grundlagt her, foreksempel fordelingen af bytte, hvor Muhammad fik 20 procent og de sidste 80 procent blev fordelt mellem de kæmpende. Et princip som siden kom til at gælde plyndringer som muslimer foretog over hele verden, hvor kaliffen eller lederen fik 20 procent, resten fordeltes mellem dem som førte sværdet. Muhammad brugte dog ikke så mange penge på sig selv som kalifferne, det meste blev investeret i våben og heste, også givet til fattige.

Tilbage i Medina, var Muhammad nu en succesfuld krigsherre, nye tilhængere kom til, og de første af hans mange henrettede kritikere, taget til fange fra Mekkastyrken, blev dræbt på hans ordre.
Først Blev Al-Nader henrettet, på grund af hans hån af Muhammad i Mekka, og fordi han hævdede havde fortalt bedre historier, end profeten.
Så Abu Muayt, ligeledes for at have hånet Muhammad. Da han kort før sin henrettelse bønfaldte Muhammad med spørgsmålet: "Hvem skal tage sig af mine børn?". Fik han det korte svar: "Helvede", af profeten med den sublime moral, eksemplet til alle tider.
Henrettelserne forsatte. Digterene var dengang Arabiens aviser, de satte begivenheder på vers og oftest med sarkastisk glød, et par stykker af dem i Medina måtte også lade livet:
Asma bint Marwan: Hun dadlede ganske vist medinerne for at ikke slå Muhammad ihjel, men det skulle hun aldrig havde gjort. Hun blev slået ihjel, mens hun var gravid.
Kab bin al—Ashraf: Var aldrig glad for Muhammad, han betragtede ham som en problemmager, efterfølgende slaget ved Badr, skrev han et digt der lamenterede hans sejr, han blev også slået ihjel på Muhammads ordre. Resten af familien blev tvunget til at omvende sig til Islam, for en blodshævn, ville være udelukket, så det var den eneste løsning.
Der blev dræbt flere kritikere senere, ovenstående link nævner de fleste.
Det er altså ikke tilfældigt når kritikere af Islam bliver truet på livet, eller slået ihjel. Det er igen en emulering af profetens eksempel.

Muhammad var nu stærkere, men han manglede våben og penge til sine tilhængere.
Han raidede flere karavaner og hedenske stammer.
I Medina var det en af de jødiske stammer, Banu Qaynuqa, der havde sat sig på våbensmederiet og guldsmederiet i byen, der blev første mål blandt mange jødiske stammer. Muligvis med en lille hændelse som figenblad, hvor muslimer have dræbt en Jøde, for en practical joke rettet mod en muslimsk kvinde, hvorefter nogle jøder havde svaret igen med blodhævn.
Under alle omstændigheder kaldte han lederne fra stammen til møde, henviste igen til hans kald og status som profet, hans sejr ved Badr, hjulpet af "1000 engle" og bød hele stammen, at omvende sig til islam, ellers ville de blive forvist.
Stammen nægtede. I 15 dage var de belejrede, før de gav op uden betingelser. Det skulle vise sig at være en farlig ting at gøre. For Muhammad ville i første omgang slå dem alle ihjel, men han blev bønfaldt om at lade være af en stammeleder, der havde sluttet sig til ham.
I stedet fik jøderne lov til at emigrere, mod at de lod deres værdier og værktøj blive tilbage.
Den lille konflikt på markedpladsen meriterede hverken ønske om drab på en hel stamme, fratagelse af ejendom eller udvisning.
Det er svært at se bort fra at denne handling må skyldes forsmåelse og vrede over deres afvisning, samt at denne stamme var specielt rig, og lavede våben og rustninger.

Siraen beretter hvordan Muhammad bliver nærmest sort af vrede i ansigtet, da Abdullah ibn Ubayy beder for jødernes liv:

"Abdullah b. Ubayy b. Salul went to him when God had put them in his power and said, “O Muhammad, deal kindly with my clients” (now they were allies of Khazraj), but the apostle put him off. He repeated the words, and the apostle turned away from him, whereupon he thrust his hand into the collar of the apostle's robe; the apostle was so angry that his face became almost black. He said, “Confound you, let me go.” He answered, “No, by God, I will not let you go until you deal kindly with my clients. Four hundred men without mail and three hundred mailed protected me from all mine enemies; would you cut them down in one morning? By God, I am a man who fears that circumstances may change”' The apostle said, “You can have them.” (Ibn Ishaq 546)"

Men Mekkanerne havde ikke glemt slaget og vanæren ved Badr, de sender en styrke på 3000 fodsoldater og 200 kavalerister mod Medina. Dette er kendt som slaget ved Uhud i 625 - et år efter Badr. Muhammad hører i god tid, at de er på vej, og overvejer i første omgang at fortificere sin underlegne styrke, som på det tidpunkt er omkring 1000 fodsoldater og knap noget kavaleri.
Men stolte muslimer, blandt hans styrker, vender sig mod den strategi, finder det ikke værdigt for dem at gemme sig.
Så de begiver sig ud for at møde Mekkanernes hær. Abdullah ibn Ubayy som tidligere talte for Jøderne i Qaynuqas liv, forlader Muhammads hær med 300 mand, måske fordi han var uenig i at kæmpe uden for byen.
Muhammad har nu kun 700 mand, men vender ikke selv om. Parterne mødes, Muslimerne driver Mekkanerne tilbage og vinder slagets første afdeling, men da de bryder slagformationen og begynder at plyndre Mekkanernes lejr, bliver de udsat for et kavaleri angreb.
Selv om slaget ikke var en sejr for nogen, blot et talmæssigt nederlag til Muslimerne, blev det et hårdt slag i hovedet på muslimerne, som havde forventet engle i ryggen, og en sejr som ved Badr.
Muhammad og hans styrke trak sig tilbage, efter at havde begravet deres døde. De trak sig tilbage til Medina, hvor Mekkanerne slog lejr udenfor nogle dage, før de vendte snuden hjem igen, måske tilfredse med lidt oprejsning og en æresejr.

Nu lidt mindre optimistisk endte Muhammad i en krise, fordi hans tilhængere ved en fejl kom til at slå to mænd ihjel fra en forkert stamme. Anerkendende fejlen indvilligede han i at betale blodpenge. Han begav sig til en af de to resterende jødiske stammer, Banu Nadir i Medina og bad dem om et bidrag, det var han ikke berettiget til. Men de indvilligede og gik ind for at hente penge.
Muhammad rejser sig op, før de kommer med pengene, og haster bort. Han forklarer sine tilhængere, at han har modtaget en åbenbaring om, at de ville dræbe ham, ved at smide en sten i hovedet på ham fra en tagtop.
Han samler sine styrker og underkaster Banu Nadir en belejring. Da de overgiver sig, beder han dem om at emigrere, og efterlade deres ejendom.
Der er logiske mangler i den her historie. Muhammad havde følgesvende med, hvordan skulle de slippe afsted med at dræbe ham med en sten, uden at de vakte opsigt? Hvad nu hvis de slet ikke ramte. Hvis de ville dræbe ham, hvorfor så ikke hente nogle knive, skjule dem på sig og stikke ham ihjel, i stedet for besværet med en stor sten?
Under alle omstændigheder, retfærdiggør enkeltpersoners brøde ikke udvisningen af en hel stamme.
Muhammad havde ganske vist dræbt deres leder tidligere, og der kunne være mistanke om blodhævn en dag.
Muhammad fik efterfølgende følgende åbenbaring:

"Koranen, 59:3 And if Allah had not decreed migration for them, He verily would have punished them in the world, and theirs in the Hereafter is the punishment of the Fire"

Allah skulle nok tage sig af dem senere i helvede.

Er par år passerede igen uden de store begivenheder, Muslimernes styrke voksede og flere sluttede sig til, men Muhammads forsøg på at få stammer allieret med Quraishstammen i Mekka, til at bryde deres alliance slog fejl.

I 627 marcherede Mekkanerne og allierede mod Medina endnu en gang, nu med en styrke på over 10000 mand. Muhammads styrke på det tidspunkt var omkring 3000 mand.
Slaget, som aldrig blev til andet end en 14 dages belejring, kendes i dag som Dækningsgravens slag (battle of the trench).
Efter slaget ved Uhud var muslimerne ikke drevet af samme optimisme i kampen mod overlegne styrker. En perser under Muhammad fik den idé at grave en dækningsgrav rundt om Medina, for byen var ikke noget fæstningsværk.
Det skulle vise sig at være en god idé, for Mekkanerne vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op over for den barriere.

Nu kommer vi til en af de mest kontroversielle begivenheder i Muhammads liv, og en som har kostet millioner af liv, da muslimer selv den dag i dag følger eksemplet til punkt og prikke i Sudan.
Nemlig udryddelsen af den sidste jødiske stamme i Medina, Banu Qurayza.
Som nævnt i begyndelsen af denne minibiografi, vil nogle muslimer afvise Siraen, når den ikke er til deres fordel. I følge Siraen havde Banu Qurayza lederne kontaktet Mekkanerne under belejringen om muligheden for at danne fælles front. Banu Qurayzas del af Medina var et selvstændigt fort, hvor der ikke var gravet dækningsgrav omkring, altså hvis de åbnede portene kunne de strømme frit ind i byen.
For at modvirke dette havde muslimerne sendt en agent ud, både Mekkanerne og Jøderne havde tillid til, først til Qurayza, som havde rådet dem til, at hvis de skulle kunne stole på Mekkanerne vilje til angreb, burde de først sikre sig gidsler blandt deres ledere, for at holde dem forpligtet.
Agenten drog derefter ud til Mekkanerne og sagde, at hvis Banu Qurayza kom til dem og spurgte dem om gidsler, så skulle de sige nej, fordi Banu Qurayza ville slå dem ihjel for at vinde Muhammads tillid.
Således siges det blev samarbejdet mellem Mekkanerne og Banu Qurayza forpurret og slaget blev ikke til noget.

Med den undskyldning angreb Muhammad, efter Mekkanerne havde trukket sig tilbage, Banu Qurayza.
Efter en belejring overgav Banu Qurayza sig ubetinget, under den forudsætning at det ikke blev Muhammad som bestemte deres skæbne. Muhammad spurgte dem, om Sad bin Muadh måtte bestemme deres skæbne. Sad bin Muadh var dødeligt såret af en pil i slaget. Nogle vil påstå, at netop han blev foreslået, fordi Muhammad vidste han hadede jøderne i Banu Qurayza. Under alle omstændigheder var hans dom i følge denne hadith kort:

Bukhari, Volume 5, Book 58, Number 148:

Narrated Abu Said Al-Khudri:

Some people (i.e. the Jews of Bani bin Quraiza) agreed to accept the verdict of Sad bin Muadh so the Prophet sent for him (i.e. Sad bin Muadh). He came riding a donkey, and when he approached the Mosque, the Prophet said, "Get up for the best amongst you." or said, "Get up for your chief." Then the Prophet said, "O Sad! These people have agreed to accept your verdict." Sad said, "I judge that their warriors should be killed and their children and women should be taken as captives." The Prophet said, "You have given a judgment similar to Allah's Judgment (or the King's judgment)."

Muhammed indvender under alle omstændigheder ikke noget mod dommen, men erklærer den tværtimod som "lignende Allahs dom".

Tallene fra forskellige kilder varierer, men mellem 600 og 900 mænd, defineret ud fra om de havde pubeshår eller ej, fik efterfølgende hugget hovedet af. Alle kvinder og børn blev overgivet som slaver.
Denne handling har siden tjent som eksempel, og millioner af mænd er blevet dræbt på samme måde, millioner af kvinder og børn er endt som slaver, og som sagt, præcis samme skæbne lider animister den dag i dag i Sudan.

Muhammad sikrede sig selv en kvinde blandt slaverne, hun hed Rayhana og forblev i hans harem resten af hans liv. Nogle kilder siget hun aldrig giftede sig med ham, afslog hans tilbud og forblev jøde, med en slavindes rettigheder, andre siger at efter noget tid bøjede hun sig.

Selv om Banu Qurayza, virkelig var skyldig i at forhandle med, og overveje at slutte sig til Mekkanerne. Var der så noget i vejen for at Muhammad krævede lederne udleveret, i stedet for at dræbe alle stammens mænd?
Under alle omstændigheder tog Banu Qurayza ikke det endelige skridt og lukkede Mekkanerne ind i Medina. Man kan også sige, at hvis de virkeligt var på krigsfod, og ville dræbe profeten, havde de chancen, da Muhammad angreb den første Jødiske stamme og siden, de var en stor stamme.
Straffen var under alle omstændigheder hård og konsekvenserne efterfølgende for andre byer og stammer, der faldt under angreb og kæmpede i mod, var tragisk.
Desuden nævner Hadithsamlingerne en anden baggrund for angrebet, Muhammad var simpelthen beordret af Gabriel til at angribe Banu Qurayza, var det nødvendigt, hvis han allerede havde en klar årsag?

Narrated 'Aisha: When Allah's Apostle returned on the day (of the battle) of Al-Khandaq (i.e. Trench), he put down his arms and took a bath. Then Gabriel whose head was covered with dust, came to him saying, "You have put down your arms! By Allah, I have not put down my arms yet." Allah's Apostle said, "Where (to go now)?" Gabriel said, "This way," pointing towards the tribe of Banu Quraiza. So Allah's Apostle went out towards them. [Sahih Bukhari. Book: 52, Hadith: 68]

Sikkert også 627 e.kr. (Buddene på året varierer fra 626-628) Angreb Muhammad endnu en jødisk stamme, Banu Mustaliq.
Rygterne gik, at denne stamme lagde planer sammen med Mekkanerne om et angreb på Medina.
Der er flere årsager til at betvivle denne historie. For det første; der var stammer som var tættere allieret med Mekka, end de jødiske stammer, som han kunne have angrebet i stedet. Der er intet, der tyder på andet, end at de stammer blot ønskede at leve en fredelig og neutral tilværelse. Stammen var rig, og Muhammad fik lokket en ny stamme over i sin fold, med udsigten til en overdådig plyndren. Raidet var populært, og han fik let samlet 700 mand.
Under alle omstændigheder, blev de Banu Mustaliq aldrig tilbudt forhandling, omvendelse, eller afgift, de blev angrebet uden varsel:

Sahih Muslim Book 019, Number 4292:
Ibn 'Aun reported: I wrote to Nafi' inquiring from him whether it was necessary to extend (to the disbelievers) an invitation to accept (Islam) before meeting them in fight. He wrote (in reply) to me that it was necessary in the early days of Islam. The Messenger of Allah (may peace be upon him) made a raid upon Banu Mustaliq while they were unaware and their cattle were having a drink at the water. He killed those who fought and imprisoned others. On that very day, he captured Juwairiya bint al-Harith. Nafi' said that this tradition was related to him by Abdullah b. Umar who (himself) was among the raiding troops.

Dette angreb har muslimer ofte brugt som undskyldning, for at angribe uden at tilbyde omvendelse eller underkastelse først. Islamiske teologer har konkluderet, at efter som Banu Mustaliq godt kendte til Islams eksistens og dermed havde indirekte fået chancen for at omvende sig, så var et mere formelt kald til Islam ikke nødvendigt. Muslimer har tit slagtet hele byer, uden at give dem chancen for omvendelse, eller ventet tre dage med det.
Denne begivenhed er blandt de vigtigste til at retfærdiggøre dette.

Byttet var stort fra raidet, de overraskede stammen, dræbte nogle få mænd, tog nogle kvinder som bytte.
Nu bevæger vi os ind et andet meget kontroversielt felt, et som henholdvist er benægtet eller relativiseret af muslimer i dag, ja mange muslimer kender slet ikke denne historie.
Da Muslimerne have taget fanger i Banu Mustaliq, henvendte de sig til Muhammad med spørgsmålet, om de måtte have lov til at voldtage nogle af fangerne? De lovede, at de ville afbryde samlejet, så der ikke kom børn ud af det. Muhammad ikke bare gav lov, han sagde at hver sjæl som skal fødes, bliver født alligevel:

Muslim Book 008, Number 3371:

Abu Sirma said to Abu Sa'id al Khadri (Allah he pleased with him): 0 Abu Sa'id, did you hear Allah's Messenger (may peace be upon him) mentioning al-'azl? He said: Yes, and added: We went out with Allah's Messenger (may peace be upon him) on the expedition to the Bi'l-Mustaliq and took captive some excellent Arab women; and we desired them, for we were suffering from the absence of our wives, (but at the same time) we also desired ransom for them. So we decided to have sexual intercourse with them but by observing 'azl (Withdrawing the male sexual organ before emission of semen to avoid-conception). But we said: We are doing an act whereas Allah's Messenger is amongst us; why not ask him? So we asked Allah's Mes- senger (may peace be upon him), and he said: It does not matter if you do not do it, for every soul that is to be born up to the Day of Resurrection will be born.

Altså var der intet til hinder for, at de forlystede sig med de stakkels kvinder.

Muhammad selv fik udset sig en i særklasse smuk, ung jødisk kvinde, Juwairah som han "reddede" fra en af krigere, ved at tilbyde hende at gifte sig med ham selv. Muhammad holdt angiveligt bryllupsnat med hende samme dag, efter han havde slået hendes mand ihjel. Aisha var og forblev Jaloux på Juwairah:

As soon as I saw her at door of my room, I took a dislike to her, for I knew that he would see her as I saw her.

Juwairah tilbragte dog en del af sit liv med at bede, muligvis for at gøre sig svært tilnærmelig for Muhammad, så meget at han måtte anmærke det og Ali Sina giver et bud på et hendes situation:

Let us look at this situation from a more realistic perspective. Put yourself in the shoes of a young woman who has just fallen into the lot of a murderer of her husband who also happened to be her cousin! As relatives, they grew up together. They were more than just husband and wife. They were first playmates, then lovers and companions for life. If you were a woman in Juwairiyah’s situation, how would you feel about the killer of your husband and many of your relatives and loved ones? Suppose further you don’t have anywhere to go to. Without any viable options for escape, your only choice would be to surrender as a sex slave to this old man, one who is the king of his people and has plenty of money or to be given away to one of his soldiers. Under whose captivity would you rather be? I believe the answer is clear. Juwairiah had no choice but to accept Muhammad’s offer to marry her. Now what would any woman do if such an old man as this came to her for sex or company? She probably would devise a survival ploy. That is what Juwairiyah did. Any time she noticed Muhammad is coming, she pretended that she was busy praying, hoping that he would leave her and go to his other wives to satisfy his wretched lust. Yet, as we see, Muhammad was a cunning old man. He soon prescribed a sentence and told her that this “will be heavier in the scale” than praying all day long, robbing her from excuses to shun him when he desired her.

Hvad enten man vil det eller ej, eller hvor meget man end væver over det, Banu Mustaliq, som profetens eksempel til alle folk til alle tider, har i gennem historien beseglet skæbnen for millioner af mennesker, sammen med de angreb på de jødiske stammer.


Året efter i 628 e.kr. beluttede Muhammad, at det var på tide at udføre en pilgrimsrejse til Mekka. Da rygtet spredte sig om at Muhammad var på vej mod Mekka med 1400 muslimer, sendte Mekka en kavaleripatrulje ud. Muhammad erklærede han kom med fredelige hensigter, tilbød en fredsaftale, traktaten ved Hudaybiyyah. Denne traktat igen, har tjent som eksempel til muslimer i generationer, at man godt kan indgå en midlertidig, men kun midlertidig, fredstraktat.
Mange muslimer var dog utilfredse med traktaten, den gav for mange indrømmelser til Mekkanerne. Den tillod dem foreksempel først pilgrimsfærden året efter, og var uretfærdig med hensyn til udveksling af flygtninge og tilbageholdte.
Men Muhammad insisterede, og traktaten blev indgået.

Nu kastede Muhammad sig for en gangs skyld over en anden rig jødisk stamme ved Khaybar, indehaver af noget af det rigeste og mest frugtbare land i datidens Arabien. Mange fra Banu Nadir havde flygtet dertil, og det var angiveligt det største jødiske samfund på den tid. Der var ikke nogen åbenlys grund til angrebet, igen blandt muslimer bliver standard-undskyldningen brugt, at de var allierede med Mekkanerne og plottede i al hemmelighed. Men det forklarer ikke, hvorfor Muhammad igen og igen kastede sig over rige jødiske stammer i sig selv. Der var mange andre stammer, som ikke bare var allierede med Mekkanerne, men deltog i deres krige. I øvrigt, hvis Khaibar virkelig var allierede med Mekkanerne, så brød Muhammad Hubaybiyyah traktaten ved at angribe dem.

Under alle omstændigheder blev dette rige samfund angrebet og for første gang mødte Muhammad alvorlig modstand. Overmagten var dog for stor og til sidst måtte Khaibar Jøderne overgive sig.
Muslimerne gik straks i gang med at plyndre, de vidste at jøderne i Khaibar havde en stor skat og de hev lederen af stammen til side, Kinana. Men han nægtede ethvert kendskab til, hvor den var. Da de fandt en del af den, men mente der måtte være mere, og at Kinana vidste hvor. Derfor gav de sig til at torturere ham. De brændte hans bryst med gløder, men han fortalte stadig, han ikke vidste hvor. Til sidst mistede muslimerne tålmodigheden og huggede hovedet af ham. Denne historie taler for sig selv.

Nogle af Jøderne blev taget til fange, andre blev bortvist, nogle bønder tiggede om at få lov til at blive mod at betale skat til Muhammad, de fik lov og det skabte en ny idé hos Muhammad som udmøntede sig i det finale standardtilbud som by efter by, landområde efter landområde sidenhen skulle blive tilbudt, i et af de sidst åbenbarede koranvers:

Quran- 9:29, Fight those who believe neither in Allah nor the Last Day, nor hold that forbidden which hath been forbidden by Allah and His Messenger, nor acknowledge the religion of Truth (Islam), even if they are of the People of the Book (Christians and Jews), until they pay the Jizya with willing submission, and feel themselves subdued.

Skæbnen ville, at der blandt de tilfangne var en særdeles ung, og smuk kvinde ved navnet Safiyyah, hvis fader Muhammad oprindelige havde slået ihjel ved nedslagtningen af Banu Qurayza. Skæbnen ville også, at Saffiyah var gift med lederen af Khaibar, Kinani, som Muhammad lige havde fået tortureret, og slået ihjel. Skæbnen ville også, at hun var tildelt en menig muslim, men en anden muslim skyndte sig til Muhammad, fortalte hvor smuk og ædel hun var, og mente at hun kun var værdig til profeten selv.
Muhammad blev betaget, tilbød "ejeren" alle andre slavekvinder end Safiyyah. Muhammad fik hende så. Da valget var mellem at være slavinde eller hustru, valgte Safiyyah at blive hustru. De blev straks gift og Muhammad tilbragte natten med hende, efter han havde angrebet hendes stamme, tortureret og dræbt hendes mand, efter hun var kastet rundt mellem begærlige blikke. Fra Siraen kan vi læse, omend vi nok selv kan regne det ud:

Abu Ayyub al-Ansari guarded the tent of the Prophet the whole night. When, in the early dawn, the Prophet saw Abu Ayyub strolling up and down, he asked him what he meant by this sentry-go; he replied: "I was afraid for you with this young lady. You had killed her father, her husband and many of her relatives, and till recently she was an unbeliever. I was really afraid for you on her account". The Prophet prayed for Abu Ayyub al-Ansari (Ibn Hisham, p. 766)

Det var efter Khaibar en anden jødisk kvinde angiveligt forsøgte at forgive Muhammad, han erklærede selv, da han døde nogle år senere, at han havde lidt og været døende siden den dag.

Nu skete der et brud på traktaten mellem Mekkanerne og Muhammad. Muhammad gav dem muligheden for at straffe forbryderne, eller betale blodpenge, eller ophæve traktaten. Mekkanerne, som havde kæmpet i overtal indtil nu, valgte det sidste. Det viste sig at være en fejlvurdering af Muhammads styrke.
I år 630 e.kr. vandrede Muhammad mod Mekka med en styrke på over 10000 mand. Byen overgav sig uden kamp og Muhammad fik henrettet en gruppe af sine gamle arvefjender.

Kort efter kæmpede hans mod sin sidste store modstander på den Arabiske halvø, ved slaget ved Hunayn med 12000 mand mod 4000.

Efter 12 års prædiken i Mekka, havde Muhammad intet opnået, efter blot seks års opportunistisk, militant, del og hersk, jihad kunne han mønstre en hær på 30000 mand, som han straks drog afsted med mod det Østromerskes riges grænse. Han slog lejr der, men besluttede af uvisse årsager, eller forståelig respekt for deres styrke, at holde sig fra væk fra det Byzantinske rige, som han i stedet profeterede, at hans efterfølgere skulle erobre. I stedet begyndte han at forberede en kampagne mod Jerusalem. Han døde i 632 e.kr. inden den blev fuldført.

Hans efterfølgere, de 3 - første - kaliffer, fejede henover de omliggende stater og på ganske kort tid havde de erobret kæmpeområder:



Muhammad var en kompleks person og hans opportunistiske natur, har skabt muligheder for at vælge mellem en lang række konfliktende handlinger. Men stort set alle muslimer ser ham som et eksempel til efterfølgelse, og der har vi grundproblemet. Nogle muslimer vælger at se bort fra Medina versene, undskylder adfærden dengang med at disse handlinger var nødvendige for Islams overlevelse, modsat i dag, hvor Islam kan klare sig alene med fredelig missionering. Andre igen ser Muhammads opportunistiske adfærd som eksemplet i sig selv, at når man er svag, skal man holde lav profil og vælge sine slag med omhu, men som ens styrke vokser, kan man føre offensiv jihad, og at de sidste vers står over første, navnligt Sura 9. Den sidstnænvte vinkel er mest i overenstemmelse med islams historie og teologi.
Fælles for alle muslimske lærde, er dog målet om at omvende hele jordens befolkning til Islam og at bruge Muhammad som eksempel til at opnå dette mål. For de fleste helliger målet midlet.

Når jeg siger alle muslimske lærde, er det bevidst.
For Islam består af adskilte elementer, Sunnaen, som er profeten Muhammads ord og gerninger som grundlag for eksempel. Ulemaen som er de lærde som danner Sharia og udsteder Fatwaer på grundlag af denne, og med den handlefrihed, eller mangel på samme i det. Til sidst kommer de almindelige muslimer, der ikke nødvendigvis følger særligt meget af Sunna og Sharia, eller ønsker det, men har en individuel tilgang.

Muhammad var nogle gange værre end menneskene omkring ham, andre gange var han blidere end dem, som sagt var han et komplekst og opportunistisk menneske, måske troede han virkelig han hørte Gud, måske var han blot en charlatan?
Men han bragte krig og strid, intolerance i et uset omfang, selv for den tid.
Dog er problemet jo ikke hans noget kantede moral i sig selv som historisk fænomen. Problemet er, at hans liv og eksempel tjener til efterfølgelse den dag i dag, og efterfølgelsen har kostet millioner af døde i et omfang, de færreste aner. De højeste bud går på langt over 100 millioner, men det ville kræve et livstidsstudie og gruppeprojekt at undersøge Islams blodige fortid omhyggeligt, for det er spredt over århundreder og kontinenter. Men det er ikke kun et historisk problem. Når Muslimer i dag dræber alle mændene i en stamme, tager kvinder og børn som slaver i Sudan, så gør de det med profeten som eksempel.
Når militante Jihadister og terrorister griber til våben overalt, så gør de det med henvisning til Muhammads adfærd og koranens 111 jihadvers.
Når de dræber kritikere og skærer hovedet af folk, ja så sker det igen med henvisning til Muhammad, og for at følge hans eksempel.
Islam er en lang kæde af regler og bud, der overgår alle andre religioner i detaljer, for alt hvad Muhammad gjorde og sagde tjener til eksempel.
At hans bud tit er i konflikt med tidligere bud, løses generelt med at erklære at senere bud erstatter tidligere, Muhammad fandt hele tiden på nye idéer, hvilket ikke helt svarer til at en alvidende Gud talte til ham.
Hvis Islam nogensinde skal reformeres, kan det kun ske ved at fravælge profeten som eksempel for alle tider.

Relevant og læseværdig litteratur til videre læsning:

Bøger:
Ibn Warrag, Why I am not a moslem.
Robert Spencer: The truth about Muhammad

Online bøger:

Artikler fra frafaldne muslimer og andre:

Artikler fra frafaldne muslimer som er konverteret til kristendom og farvet deraf:

Ellers er der relevante links gennem artiklen.

Teksten her som PDF (Uden links).