Aktuelt og nærmest eviggyldigt citat om velfærdsstaten

Fra en kronik af Eva Selsing, som jeg ikke rigtig har haft tid til at kommentere før nu.

Social indignation har historisk haft relation til den marxistiske frase om »udbytningen« af »arbejderklassen«. Og nok er jeg ikke marxist, men set i et nutidsperspektiv er der faktisk en smule sandhed deri; velfærdsstaten og dens tropper - politikere og forvaltere - udbytter dem, der arbejder. Udbytter virksomhederne og alle de flittige sjæle deri. De nye herremænd er magtklassen bestående dels af politikere og andre bureaukrater, der uden at blinke ser sig berettiget til at »omfordele« de værdier, andre mennesker har skabt. Og dels af en indflydelsesrig kulturelite, der primært bidrager med de overordnede, sociale ingeniørplaner for statens fortsatte vækst og borgernes opdragelse til sløve velfærdsdyr.

Velfærdsstaten er selvforstærkende. Mere vil have mere. Problemet er ikke alene efterløn, samfundsnassere, men en stadig større offentlig sektor, hvor der er stadig flere måder og "noble hensigter" at bruge penge på. 

Der er flere eksperter, der kan påpege flere mangler. Der er flere offentlige kontorer og funktioner, der kan påpege, at de mangler den og den medarbejder eller funktion. Eller simpelthen flere hjerner til at få flere ny idéer omkring, hvordan skatteydernes penge kan bruges.

Problemet er heller ikke alene krisen. Mellem 2004 og 2008 steg de offentlige udgifter fra 803 mia. kr. til 902 mia. kr. eller med knap 100 mia. kr.

Skulle de have fulgt inflationsraten på i gennemsnit 2 procent, så var de offentlige udgifter kun steget til 870 mia. kr. i 2008.

Altså steg de offentlige udgifter med omkring halvanden gang hele udgiften til efterlønnen og ovkring 32 mia. kr. over inflationen, der i gennemsnit var 2 procent i perioden 2004-2008.

Efter krisen tog de offentlige udgifter endnu et hop på 120 mia. kr. i perioden 2008-2011. (foreløbige budgettal for 2011). Her forklarer man det med flere på overførselsindkomst på grund af den stigende arbejdsløshed.

Men det er kun den delvise forklaring, selv om det er hovedforklaringen.

Der var nemlig også de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget, mens det så godt ud for økonomien. Fra 2008 til 2011 steg de offentlige udgifter til lønninger fra 298 mia. kr. til 333 mia. kr. Det svarer til en stigning på 12 procent over 3 år. Eller cirka det dobbelte af inflationen.

Samtidigt har det offentlige forbrug i produktionen været inden i en vækst siden 2004, der langt overgår inflationen. i 2004 var det på 125 mia. kr. og i 2010 på 175 mia. kr. Det burde have været 140 mia. kr. ved en gennemsnitlig inflation på 2 procent, altså 35 mia. kr. over inflationen.

Skattemæssigt var perioden 2004-2008 rigtig god på trods af såkaldte skattelettelser. Det offentliges indtægter fra skat og afgifter steg med næsten 120 mia. kr. til 839 mia. kr i 2008.

Som nævnt voksede de offentlige udgifter med cirka 100 mia. kr. i perioden. Medregner man de offentlige lønstigninger, der blev vedtaget i samme periode, så blev hver en krone i stigende skatte og afgiftsindtægter brugt! Ikke til skattelettelser, men til mere offentligt forbrug.

Skattelettelserne i 2007 kostede kun 10 mia. kr. - trods rygtet om ufinansierede blev de finansieret med efterlønsreformen senere hen.

I dag er det offentlige i den situation, at indtægterne fra skatter og afgifter kun er steget med knap 120 mia. kr. siden 2004, mens de offentlige udgifter er steget med 220 mia. kr.

De offentlige udgifter har nået et uholdbart niveau, hvor selve livsnerven, det økonomisk produktive samfund, trues. 

Svaret fra den nuværende regerings side er - surprise-surprise - yderligere afgifter, der kommer til at koste yderligere arbejdspladser og råderum i privatforbruget. Ikke bare er der flere afgifter, når du skal ud og handle, men el og varme stiger også. Dertil kommer inflationen med stigende priser på dagligvarer, der også udhuler ens realøkonomi.

På nogle områder har vi fået værdi for pengene i det offentlige, bedre behandling på sygehusene og mere forskning, forbedring i Pisa-undersøgelserne, men det rokker ikke ved, at mange milliarder spildes på nytteløse tiltag, der ikke giver et bedre samfund, for det offentlige passer simpelthen ikke så godt på pengene, som den private person gør det.

Velfærdssamfundet er så grådigt, at det æder dets egen hale.

Det er omsonst at tale små besparelser og små reformer. Velfærdssamfundets forbrug skal skrues tilbage på Nyrup niveau, korrigeret for inflation. Det vil sige, at der skal spares over 100 mia. kr. og der skal lempes på skatter og afgifter. Det er det rene fusk at give personskattelettelser med den ene hånd og stramme afgiftsskruen igen og igen. Specielt når nogle af afgifterne og skattereglerne er ren kick-out af danske virksomheder, så forværrer det nærmere økonomien end løser noget problem.

Det er på tide med et opgør.

Ikke et retorisk opgør, men et praktisk opgør, hvor man som enkeltperson faktisk får mere råderet over ens egen økonomi, hvor det offentlige ikke overtager mere og mere "ansvar" og finder på flere og flere måder at bruge andre folks penge på.

Jeg ønsker Joachim Olsen held og lykke med den nye debat.

Det er dog svært, når rygmarvsreaktionerne lyder sådan her på et forslag, der blot vil bringe det offentlige udgiftsniveau tilbage på et niveau, hvor det var efter Schlüter.

Joachim B. Olsen mener nemlig, at danskerne trækker sig alt for tidlige tilbage fra arbejdsmarkedet og generelt lever for længe på pension.

- Hvad bilder han sig ind, skal vi aflives når vi når en bestemt alder

Basalt set kan man også stille spørgsmålstegn ved at udvælge store spareblokke. Problemet er jo en generel pengespildende og ekspansiv offentlig sektor, der skal gås efter i sømmene. Visse udgifter levede vi fint foruden for 15 år siden. Der er helt klart ansat for mange højtlønnede og højtuddannede i det offentlige. Men de over 100 mia. kr. i offentligt overforbrug fortaber sig i flere retninger, end der hvor man nu udtænker reformer.