lørdag den 2. maj 2009

Social arv og nu kulturel arv

Mens vi stadig kæmper mod den sociale arv, står vi nu over for et nyt problem, nemlig den kulturelle arv som muslimske indvandrere har bragt til landet. Hvordan den vil udvikle sig, kan man naturligvis kun gætte om, men at der vil være en, kan der ikke være tvivl om. Om den sociale arv skriver f.eks. AE:

Næsten halvdelen af alle 25-årige med ufaglærte forældre har ikke en uddannelse eller er påbegyndt en. Til sammenligning gælder det kun 7 pct. af de 25-årige, der har mindst en forælder med en lang videregående uddannelse.
Nu har man undersøgt, ved DRs Capacent undersøgelse, unge muslimers indstilling og sammenlignet den med voksne indvandreres. Det viser sig, at der ikke er den store forskel:

Eksempelvis mener 58 procent af muslimer under 35, at det bør være forbudt at kritisere religion. For folk over 35 er tallet 54 procent.

På hjemmefronten mener ni procent af unge muslimer under 35, at kvinder bør blive hjemme og passe børnene. Blandt dem over 35 er det ti procent.

Det sidste spørgsmål, afslører et brud med traditionel islamisk tankegang og en integrationsfaktor i den rigtige retning, hvor det dog også spiller en rolle, at mange i den aldergruppe kommer fra Tyrkiet, hvor et opgør med det traditionelle familiemønster er flere årtier fremme.

Men det spørgsmål jeg i demografisk øjemed, ville være mest interesseret i, er ikke om kvinden skal stå ved gryderne, derhjemme.
Det er spørgsmålet, om de mener "det er vigtigt, at få mange sønner". For det er den primære drivkraft i højdemografien. Det er et langt vigtigere spørgsmål at få besvaret!
Forsøger man at få mange sønner, og ser det som et prestigeprojekt, er man naturligvis en højdemografisk gruppe, da mange sønner ikke kan blive født, uden at føde mange døtre, statistisk set er to sønner lig med 2 døtre, altså fire børn i alt.
Og for os på sigt, er en lavdemografi vigtigere, end at kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, for lavdemografien er forudsætningen for at de overhovedet får muligheden.
Sværger blot 20 procent af muslimerne til den holdning, og er højdemografiske. Kan den 50.000 let blive til mellem 250.000 og 500.000 flere i løbet af et århundrede, samtidigt med at den øvrige gruppe nok generelt vil ligge lidt over vores demografi.

Det hører også med, at beskæftigelsesindikatoren blandt ikke vestlige indvandrerkvinder i 2008, et tidspunkt med både rekordhøj beskæftigelse i Danmark og på toppen af et opsving, ikke var højere end 49,5 procent, hvor den var oppe på 62,6 procent for mænd.
For ikke-vestlige efterkommere var der en mere lige fordeling på 67,4 for mænd og 65,3 for kvinder. Noget som dog skal ses i lyset af, af 24 årsreglen, der har øget muligheden for unge ikke-vestlige kvinders liv kan gå med arbejde og uddannelse, hvilket ikke nødvendigvis fortsætter, når de bliver gift og får børn senere hen.

Disse omstændigheder kan ikke videreføres til fremtiden, da både 24 års reglen er under pres, og opsvinget og boblen på boligmarkedet med forbrug på friværdi og anden kredit, er ovre og det er ikke sandsynligt, at noget lignende kan gentage sig.

Det vil sige, på sigt får vi flere munde at forsørge i Danmark og muligvis langt færre private arbejdspladser til at gøre det med, samt mindre statsbudget at gøre det med. Alene olieindtægternes fravær, kommer til at betyde et hul på 6-7 procent i de offentlige finanser, som skal lappes med høj vækst, ikke nogen mulighed på kort sigt, da væksten skal ske med udgangspunkt i et kunstigt højt niveau baseret på bolig og kreditboblen, så betingelsen bliver meget lav inflation før vi kan tale om en reel vækst, samt at den internationale krise forsvinder som dug for solen inden for kort tid. Det er meget at håbe på.

Den sociale arv kan kun brydes, ved at vi lærer bedre fra os i folkeskolen, og tilbyder flere unge uddannelse.
Den kulturelle arv, ja, den kan kun brydes, ved at vi gør det dyrere at få mange børn. Og integrationen, den kan kun ske i det omfang, vi kan stille arbejdspladser til rådighed, for det er de arbejdspladser, der får indvandreren væk fra sin ghetto og parabolnavlestreng til mellemøsten eller hjemlandet.
Men på alle parameter, er der ikke lys at se i fremtiden. Eller for at citere et af mine yndlings pessimistiske citater:

If we see light at the end of the tunnel, it the light of the oncoming train.
Robert Lowell

0 kommentarer: