Tippingpoint

En af de mange grunde til at jeg er så pessimistisk, er at vores nuværende evne til at løse sociale og kriminalitetsmæssige problemer faktisk er afhængig af, at problemerne ikke er for store relativt set.

Her tænker jeg både i forhold til, hvad de offentlige kasser evner at gabe over, og i forhold til hvad politiet har mandskab nok til at gabe over.

Lad os starte med det økonomiske. Vi går langt hårdere økonomiske tider i møde, hvor der ikke vil være råd til hverken så høje offentlige ydelser, eller sociale tiltag.

Det kommer til at få kedelige konsekvenser på to kontoer.

For det første har vi en stor flok vrede babyer, der er vant til at få offentlig sutteflaske i stadig større mængder. Når sutteflasken tages fra dem, eller indeholder mindre end den plejede, så vil de reagere med vrede og kriminalitet. Det kan man se i Grækenland. Det kommer også til Danmark. Ikke fordi de egentlig bliver så fattige, at de ikke kan klare sig på anden måde, men simpelthen ud fra, at deres forventninger er langt højere og skuffelsen, vreden, den asociale hævn vil relativt følge den forventning - ikke hvor godt de klarer sig i forhold til dem i Biafra.

For det andet. Så kommer de manglende penge i kassen næppe til at betyde en omstrukturering af det offentlige system, fra det der er dyrt og ikke rigtig virker, til et som er billigere og faktisk virker. Det kommer lige som i det psykiatriske system til at betyde, at man blindt ophører med at hjælpe, når man mangler en plads, eller penge i kassen. Også der hvor hjælpen faktisk kunne være en god langsigtet investering og fortsat hælder penge i noget som egentlig ikke hjælper noget.

Kriminalitet.

På kriminalitetsområdet er vi afhængige af at udviklingen ikke løber os over hovedet. Det er den allerede gjort på mange områder, hvor politiet må lavpriotere at finde frem til forbryderen, for de har nok at se til. Politiet må kæmpe med 4-5 gange mere kriminalitet, end der var i 1970 cirka. De er næppe blevet 4-5 gange flere ansatte.
Oven i kæmper de med en ny form for kriminalitet, der trækker store ressourcer.
Det er alt fodboldholigans, autonome, indvandrerbander, der beskytter deres kriminalitet ved at handle i store uoverskuelige flokke, der igen kræver flere hundrede betjente at holde styr på, såvel retsager der involverer nogle af de her også kræver et kæmpe politiopbud.
Jo mere de her gruppeanonyme kriminelle slipper afsted med, jo højere vil de bygge korthuset næste gang. På det her område er der virkelig tale om et tippingpoint, hvor udviklingen løber løbsk og politiet bliver stadig mere magtesløse.

Oven i kommer den generelle byrde af kriminalitet, der fortsat vokser. Specielt inden for hårdere grene, hvor sådan noget som cykel og bil tyverier, som politiet forlængst har droppe at gøre særligt meget ud af, er faldet.