Bydelen har jeg efterhånden svært ved at elske. Min søn er blevet overfaldet tre gange på to år. En gang verbalt og to gange fysisk. Han har ikke lidt fysisk overlast endnu, men psykisk har det været meget mere, end man kan forlange, at en 12-årig skal kunne kapere.
Alle tre gange er det børn af anden etnisk herkomst end dansk, som har overfaldet ham. Hver gang (tyder det på) har de overfaldet ham af ren og skær kedsomhed.
Jeg turde ikke satse på skolerne i kvarteret, derfor går min søn på en privat friskole, hvor der desværre ikke er et eneste barn af anden etnisk herkomst end dansk. Det er en skam...
De få velfungerende børn i institutionen søger hinanden og har en hverdag nærmest uden kontakt til pædagoger, de klarer sig selv i et roligt hjørne af en legeplads på 100 kvadratmeter.
Jeg havde bare større ambitioner, end at min datter og hendes veninde Sara skulle klare sig selv. Pædagogerne flyver fra konflikt til konflikt. Hver gang de slukker én ildebrand, har en anden vokset sig større. Finalen blev, da en af de andre forældre overfaldt (!) en af pædagogerne for øjnene af min treårige datter. En frygtelig oplevelse, som introducerede Kamille til et ukendt univers af afmagt.
Det er en sej hverdag for selv den gladeste pædagog. De glade voksne er med tiden slet ikke så glade mere. Så kommer sygemeldingerne. Med sygemeldingerne kommer vikarerne, og der røg den sidste rest af fællessang.
Men så har vi den klassiske, de er jo ofre og de er fattige og de skal bare integreres:
Jeg ville så gerne være en del af en god integration. Jeg vil gerne åbne min dør for (næsten) alle. Jeg forsøgte at få flere til at åbne dørene for mangfoldighed, da jeg lavede Michelles Mission for et par år siden.
Hvis vi ser bort fra, hvor mange lysår på den forkerte side af udviklingens gang, man finder ud af, at integrationen ikke vil virke - jo den vil virke, blot på den måde at det dårlige smitter - så er det forlængst for sent, før vi fatter, hvor mange problemer vi har skabt for os selv.
Hvor mange vink med en vognstang skal man have. Der er ingen integration, der bliver ingen integration.
De dygtigste indvandrere bliver kandidater til de få arbejdspladser, der er, og der er ikke arbejde til alle (hverken indvandrere eller danskere) og det bliver der heller ikke om 40 år.
De knap så dygtige, vil fortsat ikke blive integreret, men vil trække hele kvarterer, skoler og omgangskreds ned i sølet.
Og hvad kan vi gøre ved det? Som Leonidas siger spørger retorisk i filmen 300, "yea what can you do?"
Send flere penge? Nej
Flere pædagoger? Slet ikke
Mere politi? Nope
Hårdt mod hårdt? de svarer bare hårdere igen, for vi vil aldrig sætte så hårdt ind, at de ikke kan sætte hårdere ind.
Der er ingen løsning, for de vil grine og spørge kommunen, pædagogen, Politibetjenten, "what can you do?"
Og svaret er ikke en skid, det er kun slynglen selv, der kan holde op med at være slyngel.
0 kommentarer:
Send en kommentar